– i “Skilling-Magazin” for “Lørdagen den 6te Januar 1883”;
Biskop A. Grimelund.
Forskjellige Hensyn har gjort sig gjældende ved Valget af Biskoper i vor Kirke efter Reformationen.
Indtil 1660 blev der vel omtrent udelukkende spurgt efter Lærdom, først og fremst theologisk, men der er ogsaa Eksempler paa Bisper, hvis Lærdom væsentlig har været naturvidenskabelig eller historisk.
Efter 1660 hændte det vel af og til, at Hof-Intriger kunde gjøre sig gjældende ved Valget, og i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, da den pietistiske Bevægelse i Tydskland sendte sine Luftninger op til Danmark og Norge, begyndte man at spørge efter aandeligt Liv og praktisk Dygtighed.
Man kunde naturligvis her som overalt komme ind paa betydelige Fejltagelser (Ole Tidemand i Bergen og Kristiansand, Eiler Hagerup i Throndhjem), men det er dog ogsaa tilstrækkelig bekjendt, at dette Tidsrum i Peder Hersleb og Erik Pontoppidan gav vor Kirke to af dens betydeligste og mest fortjente Mænd.
I en senere Tid har vel mange Slags Hensyn gjort sig gjældende ved Bispestolenes Besættelse; Christen Schmidt (Kristiania, død 1803) havde spillet en Rolle i de Intriger, der førte til Struensees Fald, andre blev belønnede for virkelige eller formentlige litterære Fortjenester. Det sidste Hensyn synes at have været gjældende i den rationalistiske Tid ved Siden af den stærkt opblussende Iver for Skolevæsenet.
Det blev stærkt fremhævet ved Besættelsen af den første ledige norske Bispestol efter 1814, og Konkurrenterne Claus Pavels, Jonas Rein og Fredrik Schmidt blev (officielt) vejede mod hinanden paa Litteraturens Vegtmaal. Denne er maaske endnu engang benyttet ved Joh. Storm Munchs Udnævnelse til Biskop i Kristiansand 1822, men fra denne Tid tør man vel i det hele taget sige, at baade før og efter Indførelsen af Bispevalget ved Landets samtlige Provster (1842) har man søgt efter fremragende Mænd udrustede med Evne til at styre, lede og vinde Tillid hos Prester og Menigheder.
Vi behøver ikke at tilføje, at samtlige disse Egenskaber i en sjelden Grad findes forenede hos den Mand, hvis Billede vi skal ledsage med en kort biografisk Skitse, og som i 1861 efter et næsten enstemmigt Valg besteg Throndhjems Bispestol.
Andreas Grimelund er født paa Gaarden Grimelund i Aker 27de Januar 1812. Hans Forældre var Gaardbruger Hans Hansen Grimelund og Gunhild Aslaksdatter. Han var født i Kraakstad paa Gaarden Asper 1759, kjøbte sig en Gaard i sin Fødebygd, men flyttede herfra til Grimelund, fordreven af en Odelsprætendent, i Slutningen af forrige Aarhundrede.
Moderen var fra Norby, Anneks til Aas, hvor hendes Broder var gift med Enken efter den bekjendte Herrnhuter Abraham Siverud.
I Kraakstad stod Grimelunds Familje i nær Forbindelse med den herrnhutiske Præst Hørbye, og i Aker fandt han ligesindede. Herrnhuterne i Aker sluttede sig siden fordetmeste til Hans Nielsen Hauge, og dette var ogsaa Tilfældet med gamle Grimelund, om han end ikke stod i nogen meget intim Forbindelse med ham. Dette har vel hovedsagelig havt sin Grund i, at Grimelund, saa længe han levede, holdt fast ved Brødremenigheden, i hvis Soeietet han var indskreven.
Dette blev vel ogsaa bestemmende for Sønnen Andreas’s første Udvikling. Han blev sat til Undervisning hos Brødremenighedens Prest i Kristiania Niels Johannes Holm, i hvis Hus han nogen Tid opholdt sig. Ved Siden af Holm fik han ogsaa til Lærer daværende Professor Søren B. Bugge.
Kristiania Kathedralskole var paa den Tid ikke i nogen synderlig god Tilstand, og gamle Grimelund ansaa sig vel ogsaa af den Grund mest betrygget ved at sætte Sønnen i Huset hos en af sine herrnhutiske Brødre, Sognepræst Gabriel Kielland til Findø, hos hvem han forblev, indtil han 1829 blev dimitteret af Stud. jur. O. B. H. Vangensteen (død 1859 som Sorenskriver) – og tog Eksamen Artium med bedste Karakter.
Det følgende Aar tog han Eksamen phil. med haud illaud, og 1835 den theologiske Embedseksamen, hvortil han ligesom til de praktiske Prøver fik Karakteren laudabilis.
Der var nu indtraadt en vanskelig Tid for vort Lands unge Theologer. Den Tid, da man kun behøvede at tage Eksamen for straks at indtræde i et af de mange ledige Embeder, var forbi, og det var ikke let at finde Anvendelse for de mange Kandidater. Under disse Omstændigheder valgte Grimelund efter Faderens Ønske en Levevej, der ikke laa aaben for mange. Faderen var 76 Aar gammel. Han ejede foruden Grimelund ogsaa Norberg eller lille Sogn i Aker, og han vilde nu, at de to Sønner skulde overtage hver sin af disse Ejendomme.
Den unge Kandidat bosatte sig saaledes paa sin Faders Gaard, hvor han 9de August 1838 hjemførte sin Brud Julie Augusta Kjelsen, Datter af Overskjærer Jens K. i Kristiania. Han havde Lyst til Jordbruget, men det vilde aldrig rigtig gaa for ham, medens han havde al Grund til at prise det rolige Liv og den Fritid, det gav ham til Udvidelse af de theologiske Studier navnlig i eksegetisk og kirkehistorisk Retning.
Ogsaa med Undervisning kunde han sysselsætte sig og var i 4 Aar Lærer ved Eungenias Stiftelse. Man blev snart opmærksom paa hvad man ejede i ham, og da Formandskabsloven var traadt i Kraft 1837, blev han straks valgt til Medlem af Akers første Formandskab.
Han var i denne Stilling til Juli 1839, da han gik over i Repræsentantskabet, indtil han atter i Juli 1841 blev indvalgt i Formandskabet. Der var paa denne Tid adskillig Tale om at vælge ham til Storthingsmand.
Ligesom Grimelund under alt sit Arbejde med sin Gaard og de kommunale Anliggender stadig syslede med theologisk Læsning, saaledes stod Tanken om at indtræde i Kirkens Tjeneste altid for ham som et Maal, han snarest muligt vilde søge at naa.
Det var vel ogsaa med Tankerne om dette, at han i 1839, da Presten I. Hesselberg var paa Storthinget, udførte for ham alle de til Embedet hørende Gjerninger, hvortil Ordination ikke krævedes. Han prædikede, læste med Koufirmanderne, var Ordfører i Skolekommissjonen, holdt Skoleeksamen og udførte Kontorforretninger i det paa hin Tid vidtløftigste af alle Norges Præstegjæld.
Det skulde imidlertid endnu vare en god Stund, inden han fik sit Ønske opfyldt.
Efter mange frugtesløse Ansøgninger om smaa Embeder blev han endelig 14de Juni 1844 udnævnt til residerende Kapellan i Nannestad, der gjaldt for det ringeste Presteembede i Landet. Indtægten var 200 Spd. og der heftede et Laan paa 550 Spd. paa Embedet. Disse ringe Kaar og endnu mere den sørgelige Bolig og en total Misvækst tvang ham til snarest muligt at søge sig bort, uagtet han havde vundet Menigheden kjær.
I August 1847 blev han da forflyttet som residerende Kapellan til Nabokaldet Ullensaker, hvor Forholdene i mangt og meget lignede dem, han var vant til i Nannestad, og hvor han paa en Maade kunde leve med sin tilvoksende Familje. Ogsaa her var han Medlem af Kommunebestyrelsen.
Fra nu af har Grimelund ikke valgt sin Vej paa Embedsbanen. Han havde vel nok af Grunde til at ønske et Embede i Kristiania, og som den af Menigheden i høj Grad yndede og af sine Foresatte varmt anbefalede Prest søgte han Tredjeprest- Embedet ved vor Frelsers Kirke efter dets første Indehavers, Andreas Stenersens Død (25de Maj 1850), men han maatte her staa tilbage for Sven Brun, der var 1 Aar yngre, da Embedet blev besat 14de Februar 1851.
Dette havde igjen til Følge, at der for Grimelund aabnedes en anden Stilling, der var vel skikket til at drage den almindelige Opmærksomhed hen paa ham som en Mand, udrustet med en særegen Begavelse til i vanskelige Tider at indtage en højere Post i vor Kirke.
Ved Universitetet havde der i adskillige Aar været afholdt praktiske Øvelser, navnlig Prædiken-Øvelser under Ledelse af Professor Chr. Keyser. Deltagelsen i disse var dog ingen tvungen Sag, og den eneste praktiske Prøve, der krævedes af Kandidaterne, var som tidligere – Dimisprædiken og Katekisation.
Da Riddervold var bleven Kirkedepartementets Chef (1848), fandt man dog, at noget mere burde gjøres for de vordende Presters Uddannelse til deres Embedsgjerning. Der blev saaledes i 1848 oprettet et praktisketheologisk Seminarium, der til Lærere fik Professor Kaurin (Homiletik), Præsterne W. A. Weyxels (Pastoraltheologi), A. Stenersen (Lithurgik, Pædagogik og Methodik), P. A. Jensen (Kateketik), Organist L. M. Lindeman (Musik).
Denne Ordning har – som bekjendt – baaret en betydelig Frugt for vor Kirke i Wexels’s Pastoraltheologi, men den blev ikke af lang Varighed.
25de Maj 1850 døde A. Stenersen, og af hans Fag blev Liturgiken overdraget til Professor Kaurin. Snart efter opsagde imidlertid saavel Kaurin som Wexels sine Poster, og det var nu Fakultetets Tanke at sætte det hele Seminarium under en enkelt Mands Ledelse. Det havde fæstet sit Øje paa Grimelund, der ogsaa var villig til at overtage en saadan Post. Den blev dog ikke saa omfangsrig som oprindelig paatænkt, idet Lærerne i Kateketifk og Pædagogik blev staaende, saa den nye Lærer kun fik Pastoraltheologi, Homiletik og Liturgik at foredrage.
Grimelund søgte da Afsked fra sit Embede, som han fik 12te Januar 1852, og snart efter begyndte han sin Lærervirksomhed.
Det kan ikke forringe den Hæder, der tilkommer hans fremragende Formænd i deres Arbejde under mindre befæstede Forhold, naar det maa siges, at det praktisk-theologiske Studium ved vort Universitet egentlig blev til under Grimelund.
Sjelden har vel en Embedsmand i Norge mere fuldstændig udfyldt sin Plads end Grimelund i de faa Aar, han virkede ved Seminariet. Hans Personlighed svarede saa ganske til den med hans inderste Tilbøjelighed stemmende Opgave, at trænge dybere ind i det gejstlige Embedes Væsen, og ved at meddele sine egne altid dybere og dybere personlige Studier øvede han i sin stille Gjerning end mægtig Indflydelse paa sine Disciple.
Skjønt der nok havde lydt Klage ved Seminariets Oprettelse over, at Opholdet i Kristiania maatte forlænges, vil neppe nogen, der har havt Grimelund til Lærer, betænke sig paa at regne Timerne under hans Katheder blandt sit Livs bedste. Det havde aldrig været Grimelunds Mening at slaa sig ned i denne Virkekreds, og allerede da han søgte Afsked for at gaa ind i den, havde han udtalt det Haab, at den ikke maatte være til Hinder for hans Gjenindtræden i Præste-Embedet.
Under sin Lærer-Gjerning havde han ogsaa savnet dette, og det var hans Tanke, at den, der skulde foredrage de praktisk-theologiske Discipliner, burde have en kirkelig Virksomhed ved Siden af.
Ogsaa den Omstændighed, at det stillesiddende Liv og Byluften havde været til Skade for hans Sundhed, maatte gjøre Ønsket om paany at indtræde i en prestelig Virksomhed paa Landet mere levende hos ham.
Han havde dog vel neppe i denne den mest bevægede Tid, der har gaaet over den norske Kirke, søgt sig lige ind i Hvirvelcentret, hvis han ikke dertil havde havt Tilskyndelse, hvori han maatte se Vink af en højere Vilje.
Da Biskop Gislesen forlod Gjerpens Sognekald, der støder lige til Skien, var den ved Lammers fremkaldte pietistiske Bevægelse paa sit højeste, og den havde grebet vidt om sig i en stor Udstrækning. Man var bange og spurgte, hvor dette skulde ende, og det var en almindelig Tanke, at de Mænd, der skulde arbejde i saadanne Menigheder, vel maatte have et klart Blik for Skjævhederne, men tillige med inderlig Kjærlighed og en vis Grad af Sympati, overalt udfolde en aandelig Lægevirksomhed.
Rigtigheden af denne Opfatning er senere bleven bestridt, og den har heller ikke altid gjort sig gjældende ved senere Embeds-Besættelser under lignende Forhold. Dengang stod den nu fast, men selv om dette ikke havde været Tilfældet, vilde man neppe i hine Dage i det hele Land have fundet en bedre Mand at sætte paa den vanskelige Post end den sagtmodige, humane og lærde Grimelund.
Han blev udnævnt til Sogneprest i Gjerpen 31te Marts 1856.
Faa Maaneder efter traadte Lammers ud af den norske Kirke, og Forvirringen blev endnu større. Ogsaa Methodisterne kom for at fiske i de rørte Vande.
Grimelund prædikede og holdt Bibellæsninger af al sin Kraft, og hans Tid gik hen med idelige Samtaler med de foruroligede Mennesker, der var mangfoldige. Paa samme Tid maatte han med dyb Smerte se paa de jævnlige Udtrædelser, og naar der i disse viser sig en Stigning i de Aar, han virkede her, saa der i 1859 var hele 23, medens Antallet i 1860-61 kun var resp. 2 og 3, – saa maa vi vel ogsaa heri se et af den fromme Mands Kors.
En kirkelig Bevægelse er jo en Storm, der skal have sin Tid, inden det gode kan afsættes i Stilhed, medens det usunde hvirvles bort. Grimelund maatte staa der, medens Uvejret rasede, og da der blev Haab om roligere Tider, lød der et højere Kald til ham, idet han med en sjelden Enstemmighed – over 60 Stemmer – blev valgt til Biskop i Throndhjem og hertil udnævnt 31te Marts 186l.
Straks efter at Grimelund var kommen til Kristiania, tog man hans Kræfter i Beslag til Deltagelse i et Arbejde, hvortil han efter sine Studier og sin Aandsretning maatte anses særlig skikket. Under det vaagnende kirkelige Liv og den altid stærkere Kirkesøgning blev der en almindelig Stemning mod «den evangelisk-kristelige Salmebog».
Der blev sammenkaldt et Menighedsmøde 3dje Maj 1852 under Ledelse af Professor Kaurin, der med Varme anbefalede den af W. A. Wexels udgivne Salmesamling til – i alle Fald midlertidig – Indførelse i Menigheden. Det tør vel nu anses for en Lykke, at denne Bog fandt en ivrig og veltalende Modstander i Professor J. S. Welhaven (Johan S. W./red.), og efterat Forslaget var faldt med en temmelig ringe Pluralitet, blev det besluttet, at man i et senere Møde skulde vælge en Komite af 3 Mænd til at udarbejde et Tillæg til Salmebogen (d.e. “den evangel.-kristel.”/red), som man derpaa efter Prøvelse vilde søge indført til Menighedens Brug, indtil en ny Salmebog kunde komme istand.
Man anstrængte sig meget for at faa Welhaven ind i denne Komite og Wexels udelukket fra den, men under Datidens Forhold kunde saadant ikke lykkes, og i det følgende Møde (24de Maj 1852) blev Komiteen sammensat af Wexels, Grimelund og Cand. theol. Jørgen Moe.
Det er bekjendt, at det Arbejde, som fremkom, og som i sin Helhed maatte kaldes vellykket, væsentlig skyldes Wexels. Denne gjorde Udkastet, og hans yngre Medarbejdere fandt intet Øre for sine Indvendinger. Tilsidst afgav de en skriftlig Forestilling, til hvilken den gamle dog tog noget Hensyn.
Tillægget udkom det følgende Aar, blev ved kgl. Resolution af 10de Septbr. 1853 tilladt ved Gudstjenesten i vor Frelsers Kirke og det følgende Aar indført i mange Menigheder i Landet.
Rimeligvis er Deltagelsen i denne Komite for Grimelund og Jørgen Moe bleven Begyndelsen til et langt og grundigt Arbejde i Salmesagens Tjeneste.
Efterat det var overdraget M. B. Landstad (Magnus Brostrup L./red.) at udarbejde en ny Kirkesalmebog, begyndte Sogneprest Andreas Hauge i 1856 ogsaa at arbejde paa en saadan. Denne Mand, der ikke er Digter, tænkte først kun paa at levere en revideret Udgave af Guldbergs Salmebog, men Arbejdet udvidedes under hans Hænder og blev efterhaanden til et Udkast til en Kirke- og Hus-salmebog med Guldbergs og Kingos Salmebøger som Grundlag.
Det er bekjendt nok, at Hauge ikke stod alene med sit Arbejde, men at hans Naboprest Grimelund og Jørgen Moe, der siden 1853 var resid. Kapellan i Sigdal, var Deltagere deri.
Da baade Landstads og Hauges Salmebøger var udkomne, blev Grimelund Formand i en Kommissjon, der foruden ham bestod af Presterne Jørgen Moe og J. N. Skaar samt Professorerne R. T. Nissen og M. J. Monrad, og som skulde afgive Erklæring først om Landstads og derpaa om Hauges Bog.
Før denne Kommissjons Nedsættelse (10de Juli 1865) havde Grimelund allerede offentlig erklæret sig til Fordel for den sidste, idet han i et Sendebrev til Throndhjems Stifts Prester af 15de April 1865 anbefalede begge Udkast til deres Opmærksomhed, men dog erklærede Hauges Udkast for en rigere Samling af det fortrinligste, vor Salmelitteratur ejer, end Landstads.
I Kommissjonen trængte han ikke igjennem med Forslaget til begge Salmebøgers samtidige Auktorisation, men naar Hauges Bog senere efter Statsraads Riddervolds Afgang ogsaa fik kirkelig Auktorisation, har vel denne for en væsentlig Del havt sin Støtte i Grimelund.
Der kan ikke tvivles om, at det er den reneste Iver for Menighedens Opbyggelse, der har ledet den nidkjære Biskop i hans Stræben, om der end kan spørges om det heldige i en Foranstaltning, der med alt, hvad derom kan siges, har givet Menigheden en ny Stridsgjenstand, hvis Fornødenhed i alle Fald ikke til denne Tid er traadt i Dagen.
Det tør maaske være et Mærke af den herrnhutiske Paavirkning i Grimelunds Barndom og Ungdom, og ikke mindre af den Tid, i hvilken han kaldtes til en højere Livsgjerning i Kirken, naar han synes altid at have holdt Tanken frem om hvad vi kan kalde den private Side af Kirkegjerningen og Menighedslivet.
Der har naturligvis aldrig været nogen Undervurderen af den offentlige Gudstjenestes Betydning hos den Mand, der først af alle bragte Homiletikens og Liturgikens Studium frem i vor Kirke, men i den Tid, der saa hans Lærergjerning, var i Almindelighed Øjnene skarpt heftede paa Kirkens og Kirkelivets Mangler, og det utilstrækkelige i den offentlige Kirkegjerning traadte overalt frem for dem, der med Kjærlighed til Sjælene tænkte paa det bestaaende og dets Udvikling til det bedre.
Det var almindeligt, at man mere tænkte sig det reformatoriske udgaaende fra Menighedens Liv end fra Embedets offentlige Gjerning. Fordringerne til privat Sjælesorg blev ligesaa højt lydende, som Trangen til «aandelig Samtale» blev almindelig. Man søgte ikke altid denne Trang tilfredsstillet der, hvor Embedets omfattende Gjerning stillede mange forskjelligartede Krav til Presternes Tid (les her Andreas Fayes betraktning rundt bispegjerningen i Kristianssand under Sigwardt og v.d. Lippe/red.), men der var nok af dem, hvis Dør altid var aaben, og hvis Hjerte nærede en inderlig Sympati med de vakte og bekymrede Sjæle.
Samtidig tænkte man, at hvad der fattedes i Gudstjenesternes Mangfoldighed kunde bedst udfyldes ved Andagtstimer af en mer eller mindre privat Karakter.
Husandagter og Bibellæsninger blev meget søgte, og Overgangen skede let til Lægprædikanternes «Opbyggelser», hvis Værd var forskjelligt. Grimelund, der vel aldrig var nogen Stridens Mand, da hans sagtmodige Natur altid har aandet Kirkefred ud over Menigheden, blev ogsaa her i det stille en Kjæmper for den herskende Retning, der pegte paa Kraften i det aandelige Liv og vistnok i adskillige Stykker havde modtaget en Beaandelse af de paa flere Kanter af Landet opkomne Bevægelser.
Han blev saaledes en af de mest fremragende – om end ikke mest fremtrædende – Ledere af den indre Missjon da en Forening med dette Navn oprettedes t Kristiania 1853.
Han var Mand for at tilegne sig det gjennemførte Hyrde-Billede, W. A. Wexels i sin Pastoraltheologi udkaster af Presten som Kristi Tjener i sin Kirke, men han kan ikke tilbageholde et Udtryk for sit Savn af en stærkere Fremhæven af Presten som Menighedens Tjener i den private Sjælesorg.
Wexels lyser Menigheden gjennem Embedet ind i Herrens Hus, Grimelund vil lyse Præsten med Herrens Ord ind i Menighedens Boliger, og ganske vist er mange af hans Disciple gangne ud i den hellige Gjerning med den Tanke, at deres Arbejde var spildt, naar ikke den private Sjælesorg af dem blev dreven i det store.
Det skal staa som Grimelunds ubestridelige Fortjeneste, naar en stor Del af Nutidens Prester fik Øjnene aabne fra denne Side af den hellige Gjerning. Vi tør ogsaa finde Ytringer af den mod Menigheden og Menighedslivet vendte Retning hos Grimelund i hans Arbejde i Salmebogskommissjonen. Støttet af Jørgen Moe holdt han her fast paa, at Landstads Salmebog burde have en egen Afdeling «Salmer til Husandagt» – Hauge har en saadan med 139 Nr. – og han udviklede ved denne Lejlighed vidtløftigen Husandagtens Betydning for det kirkelige Liv.
Han har ogsaa her en Tanke for de private Opbyggelser og mener at en saadan Afdeling i Salmebogen maaske kunde bidrage til Afskaffelsen af de mangfoldige smaa Salmesamlinger af højst forskjelligt Værd, hvori man gav sine Stemninger – sunde og usunde – Luft og vel tildels satte sig fast i samme.
Man vil vel i alt dette kunne se et Vidnesbyrd om, at Grimelund er bleven sit Standpunkt urokkelig tro, om end nye Tiders Mænd i mange Stykker begyndte at se Tingene fra andre Synspunkter. Grimelund har nu snart i 22 Aar indehavt Trondhjems Bispestol (art. forfattet i 1883/red.). Hvad han i denne lange Embedstid har udrettet kan kortelig udtrykkes ved de Ord : han har levet i sit Embede, og hans Fromhed, Samvittighedsfuldhed og personlige Dygtighed er enstemmig anerkjendt af hans Stifts Prester.
Hans administrative Takt og Dygtighed har fundet almindelig Anerkjendelse, og af hans Embedserklæringer, der er komne til Almenhedens Kundskab, er der enkelte, der indtager en fremragende Plads. Hans Erklæring over Lovforslaget om Prestevalg vil ikke let blive glemt, og hvis noget kan gjøre Virkning paa de Gebeter, hvor der lidet spørges om Argumenter, saa maa det være denne.
Biskopens Paalidelighed som Raadgiver i alt, hvad der vedkommer Kirke- og Skolevæsen har fundet en ligesaa varm Anerkjendelse som hans Hurtighed, hvor det gjælder Ekspeditioner i hans Embede, og hans Flid og Udholdenhed som Visitator. At hans barnlige Fromhed har gjort hans Samtaler med Børnene til en sand Opbyggelse for Menigheden under Visitatserne, er ikke andet end hvad enhver kan vide, der har havt den Glæde at kjende ham personlig.
Hans Iver for kirkelige Reformer er bleven uforanderlig, men det har været en stille Iver, uberørt af Tidens mangehaande Strømninger. At hæve Prester og Menigheder til den samme stille Iver for Kirkelivets Fræmvækst har været Maalet for hans atktive Fremtræden i dette Stykke. Han har tillagt kirkelige Sammenkomster et stort Værd og er den første, der har sammenkaldt Prester og Menighedslemmer til et Stiftsmøde i vort Land 16de Septbr. 1868.
Herhen hører ogsaa hans usvækkede Iver for Missjonen – ydre og indre – og han har i en lang Række af Aar havt en Kvindeforening samlet i Bispegaarden, og i dens Møder har han selv jævnlig holdt Bibellæsninger. Endnu i de sidste Aar (1880) har han givet Stødet til Oprettelsen af en kirkelig Fattigpleje i Trondhjem.
Han har mer end de fleste Biskoper i Norge optraadt som Ordets Forkynder, og hans Prædikener har udmærket sig ved Klarhed, Orden, Indtrængen i Teksten, megen Inderlighed, Rolighed og Jævnhed i Foredraget. Hans Stemme er ren og klar, om end ikke synderlig stærk. Ved Siden af dette maa Grimelund ogsaa nævnes som en af de Biskoper, der mer end de fleste har fremtraadt med det, som vi tør kalde biskopelig Produktion. I 4 længere Hyrdebreve har han Tid efter anden givet sine Prester rige Frugter af sin pastorale Erfaring, sine dybe Studier og sine alvorsfulde Betragtninger over Tidens mangeartede Fremtoninger.
Ved Siden heraf maa nævnes hans mange Ordinationstaler, Prædikener og 3 Foredrag om Barnedaaben, der er udkomne i Trykken og har fundet mange Læsere. I den megen Anerkjendelse, Grimelund har mødt baade inden- og udenfor sit Stift, har han nydt en Embedsglæde, der er baaren i stille Ydmyghed, men han har ogsaa havt sine store Sorger i Embedet.
Medens Grundtvigianismen i sin renere Skikkelse paa andre Steder blev til en rensende Luftning, fik den i Throndhjems Stift tidlig Indpas i de Samfundslag, hvor den bar sine Frugter i alt andet end aandelig Renhed og Sagtmodighed. Den har bragt Biskopen den Smerte, at han maatte sidde til Doms over en af sine Prester, der blev et Offer for sin haardnakkede Vedholden ved sine Doktriner, og den Irettesættelse, hvormed han har maattet møde en anden af dem, der har ment at kunne tjene Herren i hans Hus og den omtvistede Politik udenfor samme, har nylig vakt det hele Lands Opmærksomhed for Sandhedens Kraft i hans Fromhed.
Overalt er Biskop Grimelund fremtraadt som den milde og dog ærefrygtbydende Personlighed, for hvem alle bøjer sig, uden at han dog lægger Baand paa Ytringsfriheden. Han er en gjennem solid Karakter, og en alvorlig Venlighed, en taktfuld og værdig Optræden karakteriserer hans hele Færd.
Til Slutning kun en kort Bemærkning, at Grimelund har skrevet temmelig meget – udelukkende i praktisk-theologisk Retning. Hans første Arbejde var en Beretning om norske Kirkeforhold i Hengstenbergs Kirchen-Zeitung i hans første Prestetid.
Han lever i det lykkeligste Familjeliv og hans gjæstfri Hus erindres af mange.
18de Juli 1773 kronede han Kong Oskar den 2den og blev ved denne Lejlighed Kommandør af St. Olafs Orden efter i mange Aar at have været Ridder.
D.T. (Daniel Thrap/red.)