– i tidsskriftet «Skillingsmagazin til Udbredelse af almennyttige Kundskaber» for «Lørdagen den 24de April 1886; pastor Honoratus Halling var gått bort bare få dager før, den 9. april; her er det den kjente historiker og også friluftsmannen Yngvar Nielsen som kort beskriver sine treff med og sitt kjennskap til pastor Halling;
Med Sogneprest Honoratus Hallings Portræt.
Det var en vakker Julidag i 1865, at jeg med nogle Kammerater paa en Fodtur kom forbi Loms Prestegaard og gik ind paa det nærliggende Skydsskifte. Neppe vare vi ankomne der, forinden der fra Sogneprest Halling indfandt sig et Bud for at byde os ned i Prestegaarden som Gjæster, en Indbydelse, som vi sultne Fodgjængere, der havde faret Fjeldene fra Gausdal til Lom, med Glæde modtoge.
I Dagligstuen forestilledes vi for Husets Herre, og det varede derefter ikke længe, forinden vi, under Indtrykket af hans elskværdige Personlighed, vare som hjemme i Loms Prestegaard.
Dagen efter var en Søndag, saadan som denne Dag kan være i en norsk Fjelddal. Midtpunktet i det Hele var Halling. Han var en Landsprest af den rette Sort, og den for hans Menighed indrettede Prædiken virkede lige meget paa alle hans Tilhørere.
Om Middagen var der flere Gjæster i Præstegaarden; men ogsaa her var det Halling, som beherskede Alt; hans Spøg vakte Munterhed, uden nogensinde at virke saarende. Ingen glemte Dagen og dens Betydning; men Ingen følte heller nogen Tvang over sig. Jeg havde forstrukket et Ben og blev liggende tilbage, medens mine Kammerater atter toge op paa Fjeldene.
Men otte Dage senere fulgte jeg med Halling og hans Familie paa Galdhøpiggen, og siden kom jeg flere Sommere i Rad tilbage til hans Prestegaard, idet jeg for hvert Aar blev mere kjendt med Halling. Og paa Grundlag af dette Kjendskab tør det vel være en mangeaarig Ven tilladt at skrive nogle Ord om ham, nu han ikke mere er i denne Verden.
Over Hallings Person laa der en forunderlig Tiltrækning. Det gode Humør, der var Grundlaget for hans eget Reservefond af Modstandskraft imod al Modgang, smittede uvilkaarlig over paa Andre. Det Menneske skulde været underlig konstrueret, der ikke lod sig stemme blid ved at være lidt sammen med Halling.
Jo, En var der dog, paa hvem Intet virkede, og det var en Skolemester fra Wales; men han var nu meget underlig i sig selv, – han havde bl. a. dobbelt Tandgard. Ham traf Halling oppe paa Skydsskiftet, hvor Fyren i et skrækkeligt Kauderwelsk bad om at faa The.
«Jeg ved ikke bedre end at tage ham med mig hjem», sagde Halling, og saa kom han med ham ned i Prestegaarden. Her forsøgtes alle Optøningsmidler; men Intet hjalp, og tilsidst dimitteredes Waliseren som uforbederlig. Maaske var han dog ikke saa gal, som Halling og vi Andre troede. Thi nogle Dage efter kom der Brev fra ham, hvori han takkede for «den gode Kognak». Det var ellers The, han havde faaet.
Halling spøgte altid, medens han var paa Lom, med, at han havde selve Galdhøpiggen i sit Prestegjæld, og i 1865 skulde han selv derop. Det var en Dag, da Himmelens Sluser vare aabnede; men det gjorde ikke Halling noget, og den Tillid, hvormed han førte det store Tog af Tindebestigere, som satte ud, bled heller ikke skuffet.
Kl. 7 om Aftenen var man paa Piggens Top, og saa Fjeldene klare i et Øieblik, inden Skodden atter dækkede dem; men Halling havde dog seet denne Del af sin Menighed. Det var for galt, mente han, at der var saa mange af disse stoute Tinder, der vare navnløse, og da han jo var Prest i Jøtunheimen, maatte han vel have Ret til at sætte Navne paa dem. Men hans Navne fæstede sig ikke, og Tinderne ere lige navnløse den Dag idag.
Da var der et andet Navn, som fæstede sig bedre. Halling reiste i Sommeren 1871 over til Gjende, hvor netop Erik Slaaliens Kone havde faaet en Datter i den elendige gamle Gjendebod. «Det er vel bedst at døbe Barnet med det Samme», sagde Halling; «men hvad skal det hede ?» Nei, det havde Ingen tænkt paa. «Vi kalde hende Gjendine», sagde Presten, og saa døbte han hende Gjendine; hun var jo den første, der vides at være født ved Gjende.
«Den næste faar vi kalde Turistine; det bliver ondt for Navne, naar Presten ikke alene skal døbe Børn, men ogsaa finde paa nye Navne», sagde Halling senere, naar han fortalte denne Begivenhed. Men om Erik Slaalien siden har faaet noget Barn, saa heder det ialfald ikke Turistine.
Med sin velvillige Natur, der ikke vilde Andet end godt, vandt Halling hurtig sine nye Menigheder. Paa Lom, hvor Folket ofte har været splittet, kom han strax, uden at lægge an derpaa, i den bedste Forstaaelse med Alle, og dette Forhold holdt sig, saalænge han var der.
De Aar, han levede i Fjeldbygden, vare nogle af hans bedste. Saa kom han i 1875 til Østre Aker, en Menighed, hvortil han var knyttet ved stærke Baand fra sine yngre Dage. I 1847 var Halling bleven personel Kapellan hos Sognepresten i det dengang samlede Akers Prestegjæld, og boede som saadan paa sin vakre Løkke ved Ullevoldsveien, tæt ved den gamle Kirke paa Akersbakken.
I denne Stilling kom han i Berøring med de her talrig repræsenterede arbeidende Klasser, og med sit aabne Blik for andre Menneskers Nød, tog han sig hurtig af dem.
I 1848 grundlagde han sit bekjendte Blad «For Fattig og Rig», der i kort Tid opnaaede det, navnlig for hine Tider kolossale Abonnentantal af 30.000, men senere igjen blev trængt tilbage af andre Konkurrenter.
Halling var Thraniternes djærve Modstander, og i disses Organ blev han jævnlig skamskjændt; thi de følte, at om Nogen skulde være istand til at frarive dem deres Bytte, da var det Halling.
Hans Navn var i hine urolige Tider paa Alles Læber, som den, der kjæmpede for de arbeidende Klassers Vel paa sand kristelig Grund i Modsætning til den samfundsopløsende socialistiske Retning, som den Gang havde Overtaget. Udfaldet viste, at Halling havde Ret. Han havde i disse Aar stiftet det fremdeles bestaaende «Enerhaugens Samfund», som et vigtigt Led i Arbeidet mod de thranitiske Omvæltningsplaner.
Saa kom i 1853 den hærjende Koleraepidemi, som hjemsøgte Kristiania og Omegn. Det var en Tid, hvori der stilledes store Krav til Halling. Sent og tidlig hentedes han til Syge og Døende. En Gang kom han i sidste Øieblik. Den Syge laa allerede i de sidste Trækninger, men hviskede dog noget. Halling lagde sit Øre ned til ham; da fik Manden i det samme Dødskrampen, og med den ene sammentrukne Arm knugedes Hallings Hoved ind til Koleraligets Ansigt, der var bedækket med kold Sved.
Fra 1851 var Halling Prest for de ved Hovedbanens Anlæg sysselsatte Arbeidere og virkede i denne Stilling i nogen Tid for de samme Klasser, der engang havde vundet hans Sympathi og aldrig tabte den.
Derefter var han i 1855 Skibsprest paa den da udrustede norske Flaadeafdeling, der gik til Østersøen.
I Mellemtiden havde han havt en midlertidig Ansættelse til at virke for Afholdssagen. I 1855 konstitueredes han som Garnisonsprest paa Horten, hvor han forblev indtil 1864, da han udnævntes til Sogneprest i Lom.
1871 blev han Provst i Nordre Gudbrandsdalens Provsti.
Halling blev ikke nogen meget gammel Mand; han var født 14de November 1819. Han var frisk og sund, indtil han for nogle Aar siden blev rammet af et Slagtilfælde. Uagtet dette foreløbig ikke var værre, end at han fremdeles kunde forblive i sit Embede, forværredes dog senere hans Tilstand, og han maatte søge Afsked, der bevilgedes ham under 19de August 1885.
Han flyttede nu ud til Ljans Jernbanestation, hvor han hensov om Aftenen den 9de April 1886. Han har saaledes lagt sit Hoved til Hvile.
Men hans Minde vil leve. Det har vist sig, at Hallings religiøse Bøger og Folkeskrifter have tiltalt Mange, og de udkomme fremdeles i nye Oplag. Maaske kunne de leve længe, efterat den Slægt, der personlig kjendte Halling, er vandret bort efter ham. Allerede nu er det vel saa, at det kun staar klart for et mindre Tal, hvor meget han virkede i Aarene 1847 til 1854.
Det bliver Fremtidens Sag at trænge tilbunds i de Forhold og paavise, hvad han udrettede ved sin Virken for de arbeidende Klassers Vel.
Y. N. (Yngvar Nielsen/red.)