“gjenfødelsen – det ene fornødne” : tale holdt av pastor ole andreas berg

– i Hospitalskirken i Trondheim våren 1855, forut for at Ole Andreas Berg 8. juni det året ble utnevnt til sogneprest i det da nyopprettede Levanger sogn; talen ble holdt på Treenighetssøndag (Dominica Trinitatis), hvilken falt på 3. juni i 1855 og altså bare 5 dager forut for hans utnevnelse til Levanger. Fram til dette tidspunkt hadde han fra slutten av 1844 vært først konst. adjunkt/lærer, fra mars 1852 virkelig adjunkt og bare kort tid etter (mai 1852) rykket opp til overlærer ved Throndhjems Kathedralskole.

Talen er hentet fra hans egen utgivelse i juli måned samme året (1855) : “Prædikener af O. Berg”; inneholdende 5 av hans prekener – 4 fra første halvår 1855 og 1 fra 1854 – alle holdt i Hospitalskirken i Throndhjem. Han skriver i forordet til boken at disse taler utgis både med tanke på hans sognebarn i hans nye menighet i Levanger og hans tidligere “kjære Disciple” ved Kathedralskolen ; forordet er gjengitt nede på siden – etter talen, som først følger her på sidene 15 – 27 (denne talen har i boken nr. 2 av de 5 som er medtatt) :

Trinitatis Søndag. Ev. Joh. 3, I fgg.

Dagens Evangelium leder vor Tanke hen paa det Spørgsmaal, som af alle Spørgsmaal er det vigtigste, fordi

– 16 –

det er det for hver iblandt os afgjørende, Spørgsmaalet nemlig om, hvorledes vi skulle komme til at see Guds Rige, Spørgsmaalet – det store, det afgjørende Spørgsmaal – om Liv og Død, evig Salighed og evig Fortabelse.

Menneskene spørge om saameget. Somme spørge kløgtigt og forstandigt; Somme spørge daarligt og uviist. Nogle rette sine Spørgsmaal mod Naturens skjulte Kræfter, og det lykkes dem stundom at aflokke dem Svar, som forbause Verden; Andre vende sit forskende Blik mod Menneskeaandens dunkle Dybder, og det lykkes dem vel stundom at rykke Løsningen af en af de mange store Gaader, de der træffe paa, et Skridt nærmere; Andre stille sig betragtende ligeoverfor Menneskehedens og Menneskelivets store Begivenheder og spørge: hvad vil nu skee ? eller, hvorfor er dette skeet og hiint ? og det hænder vel undertiden, at en begavet Seer hist og her kan skue et Glimt af og for beslægtede Aander pege paa Forsynets Finger.

Og de Mange, hvem det ikke falder ind at spørge om saadanne Ting, de have ogsaa sine tusinde og atter tusinde Spørgsmaal at gjøre. De spørge om, hvorledes de skulle blive rigere og mægtigere, eller – hvis de ikke tør stille sine Fordringer til Livet saa høit – saa spørge de om, hvorledes de paa bedske Maade skulle kunne slaae sig igjennem; de spørge om, hvad de skulle æde og hvad de skulle drikke og hvormed de skulle klæde sig; eller de spørge om, hvorledes de bedst skulle kunne mætte sine Sandser og tilfredsstille sine Lyster; eller de spørge i Ørkesløshed om Vind og om Veir, om Naboers og Bekjendtes eller Ubekjendtes Idrætter : kort Alle spørge, og Spørgsmaalene ere i alleregentligste Forstand uendelig mange.

Men der er eet Spørgsmaal, som maaske forholdsviis kun faa ret for Alvor opkaste, og dog er det Spørgsmaal ikke alene det vigtigste i Sammenligning med hine andre Spørgs-

– 17 –

maal; men det er saa uendeligt vigtigt, at alle hine øvrige Spørgsmaal, selv de kløgtigste og viseste iblandt dem, i Sammenligning med dette maa kaldes uvigtige og ubetydelige.

Det var dette Spørgsmaal, hvis Besvarelse Nikodemus i hiin natlige Time søgte hos Jesus. Og han vendte sig til den Rette; thi han vendte sig til den Eneste, som kunde give ham Svar derpaa. Til ham maae ogsaa vi søge hen, hvis vi ville faae det store Spørgsmaal besvaret.

Det heder om Nikodemus, at han kom til Jesum om Natten. Der berettes vel Intet om, hvorfor han just valgte Natten til denne sin Vandring; men det er let at skjønne, at det skede, fordi han nødig vilde være denne Handling bekjendt.

Og betænke vi hans Forhold og Stilling, betænke vi, hvilken Spot og Forhaanelse han udsatte sig for i de Kredse, hvor han vandrede, saa maae vi snarere forundre os over, at han overhovedet kom til Jesus, end over, at han kom til ham i Nattens Mørke. Nikodemus var nemlig en Pharisæer og en Øverste blandt Jøderne. Han var saaledes i Besiddelse af al den Tids Lærdom, vel bevandret i Jødernes hellige Skrifter og deres gjennem Tiderne fastsatte hellige Skikke og Vedtægter; han sad i Jødernes store Raad i Jerusalem, og var saaledes en anseet og mægtig Mand. Og denne lærde, mægtige og anseede Mand søgte hen til den Ringe, den Uanseede, den Foragtede, ventende af ham Besvarelsen af Livets alvorligste Spørgsmaal.

Hvad maatte vel hans lærde Venner og hans fornemme Bekjendte dømme om et saadant Skridt ! Han var en Lærer i Israel, og nu opsøgte han en af de Ringeste i det Folk, hvis Lærer han var, for af ham at lære Viisdom. Hvad maatte vel Folket selv dømme derom ! Og dog gik han til Jesus, rigtignok om Natten, men – han gik dog til Jesus.

Hvad var det da, som saa mægtigen

– 18 –

tilskyndede ham til denne Vandring ? Var hans Lærdom utilstrækkelig ? Han havde naaet den høieste Værdighed, som det efter den Tids og det Lands Forhold kunde falde ham ind at attraa; vilde han stige høiere ? Saa meget er klart : han maa have følt, at der endnu fattedes ham Noget, og dette Noget maa endog have staaet for ham som noget Væsentligt; thi ellers vilde han ikke have gaaet til Jesum, ikke engang om Natten.

Men hvad kan da dette Væsentlige vel have været ? Han vidste det sikkert ikke saa ganske selv. Men han maa have følt en Uro i sin Sjæl, som hans megen Viden ikke kunde stille, en underlig Længsel i sit Bryst, som denne Verdens Goder ikke kunde mætte, og denne Uro, denne Længsel har drevet ham til Jesus, om hvem han vidste, at han uden at høre til Jødernes lærde Laug drog om som en Lærer, om hvem der fortaltes, at han gjorde mægtige Gjerninger.

Rimeligviis har han ventet at faae høre af ham et eller andet nyt Bud, en eller anden ny Lærdom, som han haabede kunde gjøre hans Sind roligere; muligens har han ogsaa været forberedet paa at faa høre en alvorlig Bodsprædiken, en indtrængende Indskjærpelse af Nødvendigheden af en endnu strengere Efterlevelse af de mange Bud, han allerede kjendte; men paa hvad han fik høre, paa en saadan Tale, som den vi læse i Dagens Evangelium, paa Ord som disse : «uden Nogen bliver født paany, kan han ikke see Guds Rige», derpaa har han – det kunne vi sige med Vished – i ethvert Tilfælde været aldeles uforberedt.

Og dette, kjære Venner ! maa ikke forundre os. Vel kan Jesus med fuld Ret bebreidende spørge ham : «er Du en Israels Lærer, og veed ikke dette ?»; thi Propheterne havde dog tydeligen peget paa Nødvendigheden af en saadan fra

– 19 –

Gud selv udgaaende Omdannelse af Menneskets Sind, en Skabelse af et nyt Hjerte; de havde tydelig nok talt om det Unyttige og Utilstrækkelige i al menneskelig Bestræbelse, om det Tomme i alle Offringer og Ceremonier og Bodssøvelser, om Menneskets Afmagt til at omvende sig selv en af dem siger saaledes : omvend Du mig, Herre ! saa bliver jeg omvendt –; men hvor langt tydeligere og klarere er ikke alt dette sagt til os, sagt til os lige fra vor tidligste Barndom, sagt til os aarle og silde, sagt til os i vort Hjem, i vore Skoler og i vore Kirker, atter og atter sagt til os : og dog er der saa uendelig Mange iblandt os, som ikke vide, at det er derom, og om intet Andet det gjælder, naar der spørges om hvad vi som Christne ere eller ikke ere, at det er det eneste Fornødne, det Eneste, hvorpaa Alt kommer an, at det er Spørgsmaalet, som det gjælder ikke blot at svare paa, men i vort Liv at løse, hvis vi ville haabe at fee Livet; thi «hvad der er født af Kjødet, er Kjød», og «Kjød og Blod skal ikke arve Guds Rige».

Ja, d. M. (dyrekjøbte Menighed/red.) ! denne gjennemgribende Sindsforandring, dette fuldkomne Omsving i hele vor Tænken, Følen og Villen, til hvis Betegnelse den hellige Skrift bruger de stærkeste Udtryk, som det menneskelige Sprog kan opdrive, Udtryk som «Gjenfødelse», «Afførelse af det gamle Menneske og Iførelse af et nyt Menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed», Udtryk som «at afdøe fra Synden», at «døe og begraves med Christo, for med ham aandeligen igjen at opstaae, «at blive nye Skabninger i Christo»: denne Omdannelse af vort hele Væsen er det just der spørges om, og det er isandhed det Eneste, Spørgsmaalet er om; dette Eneste er det ene Fornødne,

– 20 –

men dette ene Fornødne er ogsaa det uomgjængeligen Fornødne, det Afgjørende, det Alt bestemmende.

Men dette er det, som Menneskene, ogsaa de saakaldte Christne, have saa uendelig vanskeligt for at faae ind i fine Hoveder og ind i sine Hjerter.

«Hvorledes kan dette skee ?» spørge de med Nikodemus. De ville først vide rigtig grundig Besked om, hvorledes det Hele egentligen hænger sammen og gaaer for sig, hvorledes Guds Aand saaledes kan indvirke paa Menneskets Aand, hvorledes denne guddommelige Virksomhed egentlig fremtræder og yttrer sig; kort de have en Uendelighed af Spørgsmaal paa rede Haand, som de først ville have besvarede, og dog ere alle disse Spørgsmaal ifølge Sagens Natur af den Beskaffenhed, at de først ved Erfaringen selv, først ved Annammelsen, Tilegnelsen og Nydelsen af det af fri Naade Tilbudte kunne besvares, forsaavidt som en Besvarelse deraf her i Endeligheden, hvor vi kun see stykkeviis og som i et Speil, overhovedet er mulig. Da ere de dog ganske anderledes forstandige, naar det gjælder de Goder, som Naturens Rige frembyder. Man indaander Luften, hvoraf det naturlige Liv er betinget, uden først at fordre Besked om, hvad Luften egentligen er, hvoraf den bestaaer og hvorledes den kan tjene til Livets Opholdelse og Bevarelse; Tiden, det øieblikkelige Krav tillader ikke saadanne ørkesløse Spørgsmaal. Den Hungrige griber med Glæde den Næring, som rækkes ham, uden først at fordre Oplysning om, hvorledes det er muligt, at den Trang, han føler, kan stilles ved saadanne Midler; han veed af Erfaring, at Middelet er fortræffeligt, og han modtager det med Begjærlighed.

Naar Landmanden om Vaaren nedlægger sin Sæd i Jorden, bier han ikke, indtil han først faaer opklaret det Spørgsmaal, hvorledes det egentlig gaaer til, at det Korn, han nedlægger i

– 21 –

Jordens Skjød, ved Varme og Væde kan bringes til at spire og frembringe af sig mange Korn; han lader den store Gaade uløst og nedlægger trøstigen enten i Tillid til den Herre, som alene udretter og alene fatter de mange store Undere baade i Himmelen og paa Jorden, eller – hvis han ikke er saa from – dog i Tillid til, at hvad saa ofte er skeet, atter vil skee, sin Sæd i Jorden.

Og Sømanden udspender sine Seil for Vinden og lader sig føre deraf henimod det Maal, han søger at naae, ubekymret om det store og vanskelige Spørgsmaal, hvad dog Vinden egentlig er, hvoraf og hvorved den opkommer, hvorfra den kommer og hvor den farer hen.

Men i Aandens Verden, hvor der dog er og ganske naturligen maa være endnu større Gaader, endnu tættere tilhyllede Hemmeligheder, end i den os omgivende Ratur, hvor vi dog kunne see med vore Øine, høre med vore Øren og idethele iagttage med vore Sandser, i Aandens Verden der vil man vide Besked om Tingenes Væsen og de skjulte Kræfters Sammenhæng, førend man vil fæste Lid til deres Vidnesbyrd, «som tale det, de vide, og vidne det, de have seet» og erfaret.

Man vil vide, førend man troer og kommer derved hverken til Viden eller til Tro; thi Veien er fra Tro gjennem Erfaring til Viden, og ikke omvendt fra Viden til Tro.

Men hvoraf kommer denne forunderlige Forkeerthed hos Menneskene ? Den maa have en almindelig og dybtliggende Grund; thi den er ikke fra igaar denne Uvillighed til troende at bøie sig for deres Vidnesbyrd, som i dette Stykke alene kunne vidne; den tilhører ikke udelukkende vor Tid eller den nærmeste Fortid; den har altid været og er efter sit Væsen saa gammel som Slægten selv. Det er den samme Aand, som vi gjenfinde hos Israel, som, hvormeget end Gud gjorde for dem, hvormeget han end søgte at lede og drage dem til

– 22 –

sig, dog altid haardnakkede «modstode den Helligaand».

Det er den samme Aand, som vi gjenfinde hos de i den apostoliske Tid til Christendommen overgangne Jøder og Hedninger, hvilket vi især kunne see af Paulus’s Breve til dem.

Ikke før havde Apostelen forladt de nystiftede Menigheder, førend man begyndte at lytte til falske Lærere, som vilde bringe dem tilbage igjen under Lovens Aag, og atter begyndte at ville fortjene sig Saligheden ved sine Gjerninger, og Apostelen maa derfor atter og atter minde dem om, at det var ved den nye – den christelige – hellige Aand at de selv havde erfaret og fornummet det høiere Livs Kræfter, at de ved at begynde paany med Loven og dens Gjerninger i Grunden aldeles brød med Christus; «I Uforstandige !», tilraaber han dem, «ville I, som begyndte i Aanden, nu fuldende i Kjødet ?» (Gal. 3,3).

«I annammede jo dog ikke en Trældommens Aand for atter og fremdeles at staae i et Frygtens Forhold til Gud; men I annammede en Aand, hvorved I udkaaredes til Guds Børn, en Aand i hvilken I kunne raabe Abba !» (Rom. 8, 15).

Og den samme Vantroens, Gjenstridighedens og Egenretfærdighedens Aand, den samme unaturlige Lyst til heller at ville være Lovens Trælle end Gud Faders Børn, den gaaer igjennem hele den christelige Kirkes Historie fra først til sidst.

I den katholske Kirke har den endog sat sig fast i selve Læren, saaledes som den efter Pavens og Kirkemødernes Anordninger forkyndes af Præsterne; Mennesket, heder det ligeimod Skriftens ligefremme Ord, retfærdiggjøres ikke af Troen alene, men af Troen og Gjerningerne.

Rigtignok tager man sig det ialmindelighed meget let med disse Gjerninger; en Valfart til Rom eller til et andet Sted, hvor der findes et

– 23 –

meget helligt Mariabillede eller Levninger af en Helgens Been eller Klædedragt, en tankeløs Opremsen af et vist Antal Bønner eller af den samme Bøn et vist Antal Gange, nogle Dages Afhold fra Kjødspiser, en vis Sum Penge til et Kloster eller til andet saakaldet fromt Brug : see dette er de Gjerninger, hvormed de ville tilkjøbe sig Guds Retfærdighed og hvormed de ville opveie hvad de have syndet; men Sagen bliver ved en saadan Afskyelighed – ved en saadan Gudsbespottelse kunne vi vel gjerne sige – ikke bedre.

Det var denne fra Menneskehedens Arvefiende stammende Aand, som æggede Luther til Kamp mod den fordærvede Kirke og den forfalskede Lære, og Retfærdighed af Troen alene var hans og hans Medstrideres Løsen, og en ny Kirke, grundfæstet paa Skriftens faste Jordbund, og en renset Kirkelære, hvori det Nye kun var det samme gamle usvigelige apostoliske Ord, blev Kampens Frugt.

Men det varede ikke længe, førend man begyndte at ville gjøre Troen selv til en menneskelig Gjerning, en Fortjeneste, paa Grund af hvilken man troede sig at have Fordringer ligeoverfor Gud, og nu begyndte man at stole – ikke paa Guds uendelige Naade og hans Aands Almagt til at forandre og adle Menneskets Indre, men paa sin egen, som oftest vel kun indbildte, Evne til at troe dette og hiint og tro det netop i den Form, hvori enkelte lærde Mænd havde fremstillet det.

Men den samme gode hellige Aand, som trods alle Vildfarelser og Forvildelser dog altid har vedblevet at leve og virke i Christi Kirke, aabnede dog atter Manges Øine for, at den døde Tro er ligesaa afmægtig til at frelse en Menneskesjæl som de døde Gjerninger, og de begyndte derfor med Alvor og Kraft at indskjærpe Nødvendigheden af det ene Fornødne, hvorom vi idag tale efter Dagens Evangelium.

De dreve paa og gjorde gjældende,

– 24 –

at Mennesket maa ved Guds Naade, som i Troen annammes, fødes paa ny, blive et nyt Menneske, som i sig fornemmer en ny Lyst, en ny Kraft og en ny Længsel, et nyt Menneske, som dreven af Kjærlighed til Gud gjør Guds Villie ikke som af Tvang, men fordi det efter sit inderste Væsen intet Andet vil end hvad Gud vil; de gjorde gjældende, at Troen, hvis den er sand og levende, vilde vise sig virksom i Gjerninger, at Aanden, hvis den virkelig er tilstede i Menneskehjertet, maa komme tilsyne i visse Frugter, og at en Tro, som fattes Kjærlighed, kun er et Skin, et Blændværk, en lydende Malm og en klingende Bjelde.

Og velsignede vare tilvisse disse Mænds Bestræbelser og velsignede være de fremdeles !

Men saa kom hiin fule Aand, hvorom vi have talet, atter tilsyne under en ny Skikkelse. Man begyndte at ville fordre visse bestemte Frugter som Beviis for en virkelig foregaaet Gjenfødelse. De, som fortrinsviis vilde gjælde for fromme, begyndte at lægge Vægten paa visse udvortes, i og for sig aldeles ligegyldige Gjerninger eller endog paa en vis Maade at tee sig paa i det Udvortes.

Afhold fra visse Fornøielser og Adspredelser, som hverken Fornuft eller Skrift kan erklære for i og for sig uberettigede eller syndige, eller Afhold fra visse bestemte paatagelige Udbrud af et syndigt Sind, som Vrede, Banden o. s. v. blev nu gjort til det sikkre Kjendemærke paa en foregaaet Opvækkelse og Gjenfødelse, og man begyndte at bygge sit Haab paa disse udvortes Tegn og paa sin egen Arbeiden for sin Salighed, hvilken dog i bedste Tilfælde maatte vedkomme Helliggjørelsen og ikke Retfærdiggjørelsen, og Sagen var saaledes i en noget forandret Skikkelse atter den samme; Mørkets Aand havde atter vundet en Seier.

Og see vi nu, d. M.! hen til vor egen Tid, til vore

– 25 –

egne Kredse, vore egne Omgivelser og vi kunne for en stor Deel tilføie til os selv : saa blive vi snart vaer, at den samme Aand endnu fremdeles gjør sig gjældende kraftigen og paa mange Maader, og den vil vel altid i større eller mindre Grad gjøre sig gjældende denne Aand, thi den er ikke betinget af Tidernes Skiften, den har sin Rod i den faldne Menneskenatur og døer først i det enkelte Menneske, naar det gamle Menneske i ham døer.

Det er nemlig intet Andet end den menneskelige Egenvillie, Egenkjærligheden og Hovmoden.

Der er Intet, som falder det naturlige Menneske vanskeligere end dette, ganske og aldeles at bøie sig og ydmyge sig under Gud og erkjende sig selv for i religiøs Forstand afmægtig, udygtig og uberettiget. Deraf kommer, hvad der ellers vilde være aldeles uforklarligt og ubegribeligt : uagtet vi fra vor spæde Alder høre og lære i Skolerne, at det at blive en Christen, bestaaer i at blive et nyt Menneske, annamme en ny Aand, gribes af Naadens Storhed og selv gribe Naaden og derved opvarmes og belives, saa at det bliver muligt, som for Loven var umuligt, fordi den var «skrøbelig formedelst Kjødet» (Rom. 8,3); uagtet vore hellige Bøger og Ordets Tjenere atter og atter gjentage for os det samme, at det ikke er paa vor Arbeiden, vi skulle bygge vort Salighedshaab, men paa Aandens Arbeiden i os; at vi af og ved os selv Intet, slet Intet formaae, men at vi formaae Alt ved Chrisius, som gjør os stærke; at Alt, hvad det gjælder om, er dette Ene ret at fatte – ikke med Forstanden alene, men med Hjertet, at netop fordi vi ved vor Virken og Stræben Intet kunde udrette, ja ikke engang kunne gjøre en eneste isandhed god og Gud velbehagelig Gjerning, netop derfor

– 26 –

sendte han i sin uendelige Kjærlighed og Naade sin Eenbaarne, for at Verden ikke skulde fortabes, men have et evigt Liv; uagtet vi atter og atter høre og læse om vor fuldkomne Afmagt og om Naadens Almagt : saa vedbliver dog den store Mængde af de saakaldte Christne at henleve i den daarlige Tro, at det at være en Christen dog i Grunden bestaaer i at gjøre alt det Gode, man kan, og gjøre Alt saa godt man kan, saa vil Gud ikke regne det saa nøie, saa vil han lade Naade gaae for Ret og vel ogsaa lade de enkelte særdeles gode Handlinger, de have gjort – som om Mennesket af egen Kraft skulde kunne gjøre noget isandhed Godt, endsige noget særdeles Godt , veie op imod de mange daarlige og syndige Handlinger, de have bedrevet.

Saaledes – I vide det meget vel selv – saaledes tænke de Allerfleste og indbilde sig dog at kunne kaldes Christne. Men, d. M. ! (dyrekjøbte Menighed/red.) lader os dog tænke os lidt om ! Hvis dette virkelig er Christendom, hvorved adskiller da Christendommen sig fra Jødedommen, eller fra den saakaldte Fornuftreligion, eller endog fra Muhamedanernes Tro ? Jeg veed tilvisse ikke at sige det.

Ogsaa Jøder, Fritænkere og Muhamedanere troe jo dette, at Mennesket maa gjøre alt det Gode, han kan, og at saa Gud vil tage Villien i Gjerningens Sted, og hvis ogsaa Villien er daarlig, saa stole de paa, at den Retfærdige dog ogsaa er den Barmhjertige og at han vil tage enkelte selvvalgte formeentligen høist priisværdige – men i Virkeligheden daarlige, elendige, af Hovmod og menneskelig Usselhed besmittede – Handlinger saa naadigen op, at han derved ligesom glemmer det Forsømte og Overtrædelserne !

Hvad bliver saa efter dette Forskjellen ? Hvis der er nogen Forskjel, saa maa det være denne, at de saakaldte Christne foruden paa sin egne Fortjenester ogsaa stole noget paa, at Gud for Christi Fortjenesters Skyld ligesom skal slaae

– 27 –

noget af paa den Priis, som Saligheden ellers vilde koste, eller med andre Ord, at Christus derfor led og døde og opstod, for at vi skulle have Lov til idetmindste til en vis Grad at hengive os til Synden.

Men hvis dette er Forskjellen, saa staaer denne saakaldte Christendom, ikke over, men langt under hine Religioner; thi en saadan Tale, en saadan Tro, et saadant Haab, er ikke christelig Tale, christelig Tro og christeligt Haab, men Gudsbespottelse, fræk Vanhelligelse af det Helligste, Nedværdigelse af det Høieste; Djævelskab er det, og ikke Christendom.

Det er dette Skriften kalder at gjøre Christus til Syndens Tjener. Men det var ikke derfor han døde efter Skriften.

«Han hengav sig selv», heder det, «for at rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger». (Tit.2, 14).

See dette og det alene er Christendom, og derom er det Christus i Dagens Evangelium taler med Nikodemus.

 

BOKENS FORORD :

Naar jeg udgiver disse Prædikener i Trykken, saa skeer det ingenlunde, fordi jeg antager, at de som homiletiske Kunstværker have noget synderligt Værd.

Jeg tilstaaer aabenhjertigen, at jeg ikke engang er synderligen bevandret i Homiletikens Theorier, og jeg har jo hidtil havt liden Anledning til at praktisere i den Retning. Heller ikke er nogen af disse Prædikener nedskreven med nogen Tanke om Udgivelse i Trykken.

Men deels have Flere yttret for mig Ønske om at faae læse disse Taler, hvoraf jeg vel tør slutte, at de ere hørte med Interesse og jeg vil haabe til Opbyggelse; deels vilde jeg gjerne give den Menighed, til hvis Præst jeg er kaldet, Anledning til ad denne Vei at stifte et foreløbigt Bekjendtskab med den hidtil for den fremmede Mand, som er kaldet til at forkynde Ordet i dens Midte; deels endeligen vilde jeg gjerne efterlade i mine kjære Disciples Hænder, som jeg snart skal forlade, nogle Blade til Erindring ikke blot om mig, men om de Grundtanker, hvorfra jeg i min Religionsunderviisning altid gik ud og hvortil jeg altid kom tilbage.

At jeg har valgt netop disse fem Prædikener til Udgivelse, har en dobbelt Grund; deels ere de nemlig de sidste, jeg har holdt – de ere alle holdte i dette Aar undtagen Nr. 4, som blev holdt forrige Aar – deels danne de, som den opmærksomme Læser vil bemærke, paa en vis Maade et Heelt; de dreie sig nemlig alle om det ene Fornødne og supplere hinanden gjensidigen. De ere alle holdte i samme Kirke, nemlig den herværende Hospitalskirke.

Nærmest for deres Skyld, som have hørt mig holde disse Prædikener, vil jeg bemærke, at de muligens ville savne Et og Andet, som de erindre fra mit mundtlige Foredrag. Grunden dertil er den, at jeg har ladet Prædikenerne aftrykke ordret efter de oprindelige Concepter, som jeg ikke altid strengt holder mig til, naar jeg prædiker; navnligen pleier jeg næsten aldrig at nedskrive Slutningsbønnerne, fordi de forekomme mig at falde naturligst, naar de ere et Udbrud af den Stemning, hvori jeg under Prædikenen er bragt.

Throndhjem i Juli 1855.

Skriv inn søkeord..