– i boken : «Fra Agdesiden. Skildringer og Optegnelser«. Af Constantius Flood. Christiania . 1877; her møter forfatteren C. Flood den kjente folkelivsgranskeren Eilert Sundt. Sundt var på en av sine forskningsturer for kartlegging av sunnhets-tilstanden blant almuen. Nå var han kommet til Listerlandet, der Flood fra rundt 1860 hadde bosatt seg i Vanse og livnærte seg som gårdbruker og forfatter; sammen foretok de en formiddagstur langs Listerlandet for å bevitne almuens renslighets-tilstand – i tråd med Sundts oppdrag;
– les også annet om Eilert Sundt her :
– fra s. 131 – 146 :
Det var en Sommerdag, etpar Aar efter jeg havde sat Bo her ved Havkanten, at Eilert Sundt kom til mig med Anmodning om, at jeg vilde følge ham ud over Listerlandet.
– 132 –
Han var kommen for at gjøre en Rundtour, i den Hensigt at faa nogen Rede paa Fattigvæsenet i Sognet og Renlighedsforholdene, to Sager, som han dengang havde for Øie, og som han senere skrev om i sine bekjendte «Blade til Fattigkommisionerne» og sin vidløftige Bog om «Renlighedsstellet i Norge«.
Det var om Ettermiddagen han kom, saa vi kun den Dag gjorde en liden Runde i det nærmeste Nabolag; men Morgenen efter kjørte vi afsted for at besøge endel Folk i Bygden, som Sundt havde havt tidligere Konferencer med.
Vort første Holdested var hos Overformynderen i Sognet, hvor vort første Møde, da vi kjørte ind paa Gaarden, var dennes nogleognitiaarige Fader, som Sundt maatte trykke i Haanden og straks ude paa Gaarden kom i en Samtale med, som truede med at antage en mere end tilbørlig Længde i Betragtning af den Tid, der stod til vor Raadighed, og den Vei, vi havde at tilbagelægge.
Det kunde ikke undgaaes, at Sundt, med hans mange Bekjendtskaber og tildels ogsaa paa Grund af hans mange Interesser, oftere blev ledet bort fra, hvad der nærmest laa ham for Tanke; hans Arbeide var tildels ogsaa af den Natur, at han ikke alletider, som man siger, kunde falde med Døren ind i Huset, men maatte indrette sig efter det Folkefærd, han havde for sig – og i denne Henseende havde han en mærkelig
– 133 –
Takt og Lethed, saa man ofte helt uventet hørte ham komme ind paa sit Emne, medens man troede ham distraheret. Her afbrød imidlertid Tilfældet Forstyrrelsen, idet A. selv kom ud paa Gaarden og førte os ind, hvorpaa Sundts Lommebog kom i den ene og Blyanten i den anden Haand og Quæstionerne begyndte.
Det hører ikke med hertil at sige noget om Udbyttet. — Jeg hørte, at Aarsagerne til Fattigondet her var Dovenskab, Letsindighed o.s.v. og ikke Mangel paa Anledning til Fortjeneste — enhver Arbeider, der selv vilde gjøre noget, var her ikke i Forlegenhed — her var baade Sjø og Land at tage til — og jeg hørte Sundt sige, at visselig i det store og hele var Fattigondets Rod netop Dovenskaben og Letsindigheden, Mangel paa Følelsen for hvad man skyldte sig selv eller andre; — men saadanne Betragtninger i sin Almindelighed var noget, som ikke tilfredsstillede ham; det var specielle Forholde, Eksempler fra Nabolaget, og da man endelig var kommen ind paa dette Kapitel, kom Blyanten, der i Begyndelsen af Samtalen havde hvilet rolig i Sundts Haand, i Bevægelse og for hen over Notitsbogens Blade, efterladende de sædvanlige Hieroglyfer, som han senere ikke altid selv havde let for at dechiffrere. —
Endelig var Eksaminationen endt; men der kom endnu et lidet Ophold til i Forstugangen, hvor jeg allerede havde seet Sundt kaste et Blik paa en Gjenstand, der stod henne i en Krog.
– 134 –
— Nu skred han henimod den og holdt den frem i Døraabningen; — det var en Sopelime af Barlyng med et lidet Skaft paa —- Maatte han beholde denne ?
— Nei — det var en næsten ubrugt Lime — og frem af Trappeskabet kom A’s Datter med en ny, som hun presenterede Sundt efter at have banket Støvet af den; — den blev heller ikke forsmaaet; men medens han holdt en af Limerne i hver Haand og mønstrede dem, har han sandsynligvis fundet en eller anden Egenskab ved den første, der tiltalte ham; thi han satte den nye fra sig og sagde, idet han tog Afsked : — Tak — jeg beholder denne; — jeg har — tilføiede han forklarende — en hel Samling hjemme i min Bolig i Christiania af Feiekoste fra de Egne af Landet, hvor jeg har færdes.
— Nu — det var paa engang at faa Oplysninger om Fattigforholdene og et Bidrag til Belysning af Renlighedsvæsenet.
— Vor Vei gik videre udover, og vi gjorde etpar lignende Besøg og Sundt holdt etpar lignende Eksaminationer og saa endel lignende Koste, der klargjorde den Sag, at det Eksemplar, han var kommen i Besiddelse af, var en fuldstændig Normal-kost.
— Ved Gaarden Kalleborg, hvor man ser ud over hele den flade vestlige Del af Lister og over Havet, gjorde vi holdt og lod Hesten blive gaaende
– 135 –
ved Veikanten, medens vi steg op paa den lille lyngklædte Bjergtop bag Husrækkerne og saa derfra ud over det eiendommelige Landskab, som man kun ser her og intet andetsteds i Landet, frembydende et Skue, der maaske ogsaa talte varmere og friskere til den varmhjertede, elskværdige Forsker og Skribent end nogen anden Landets Egn, hvor kjært end Fødelandet var ham fra «Fjeld til Fjære».
Men det var Barndomshjemmet, Fødebygden, der i dette Øieblikk laa for ham, og aabenbart strømmede Erindringer af forskjellig Natur ind paa ham, medens han sad der i taus Beskuen af det smukke i Sommersolen liggende Sletteland, som Havet sendte sine hvide glinsende Bølger og sin friske Luftstrøm indover.
Og da vi atter begav os paa Veien indover det nye Anlæg gjennem Eldalen, som han glædede sig over, ligesom over ethvert Gode, der blev Folket i det hele eller den enkelte Bygd tildel, kom han ind paa Forholdene i ældre Tider, talte om de glimrende Fiskeperioder og Livet under de haardbare Tider, som atter brat afløste hine (som jeg (Sundt/red.) senere har forsøgt at skildre i «Listerlandet», tildels efter Sundts Meddelelser), og gled saa ind paa gamle Erindringer og fortalte Træk fra sine Barndomsdage paa den stemningsfulde, varme Maade, som han undertiden kunde tale i, medens hans Ansigt fik det bløde, tankefulde
– 136 –
Præg, der synes at være det rette og sande Udtryk for hans Grundstemning. —-
Fra Kalleborg kjørte vi tvers over Halvøen, gjennem Elledalen og kom ud paa Nordsiden, hvor Havet atter bugter sig ind, og standsede her paa en af de Gaarde, der laa nærmest Veien, da vi her ude ikke havde noget bestemt Maal.
Manden, som vi fandt i Arbeide ude i Gaarden, kjendte ikke Sundt personlig, men havde, som det lod til, hørt noget om ham, uden dog videre at have lagt sig dette paa Minde. Han bad os imidlertid ind, rimeligvis i den Hensigt at føre os til den saakaldte Nystue; men Sundt, der gik foran, traadte straks ind i Dagligstuen.
Her befandt sig omkring et Bord ved Vinduet omtrent et Snes Gutter og Piger og foran Bordet, vandrende op og ned paa Gulvet, en af de ungdommelige Skolelærere, som man ude i Omgangsskolekredsene maa tækkes med, og som uden at lade sig anfegte af vor Indtrædelse, eller maaske netop paa Grund af denne, med den mest fuldtonende Stemme og lidt af den pudserlige (pussige/red.) Værdighed, der gjerne følger ungdommelige Pædagog ude i Omgangskredsene, hvor Familiens Medlemmer sidder som Tilhørere, fortsatte sin Eksamination.
Sundt stillede sig hen ved Bordet og hørte stil-
– 137 –
tiende paa ham, hvorpaa han under en Pause, medens den unge Lærer rømmede sig og gik nogle Gange over Gulvet med Hovedet i Bogen, traadte frem til ham og tog hans Haand.
Det var meget smukt forklaret — det glæder mig ar have truffet en saa flink ung Mand herude, sagde han, hvorpaa han nævnte sit Navn.
Nei — er — De — Eilert — Sundt, kom med et Eftertryk paa hvert af Ordene og med en saa oprigtig og naiv Beundring, at der gik et lidet Smil over Sundts Ansigt. Jeg ved ikke hvilke Forestillinger Læreren havde gjort sig om en Lærd Mand og Skribents Personlighed, men at han fra den Dag af aldrig glemte Sundt er jeg temmelig forvisset om; thi han betragtede ham med en udholdende Opmærksomhed, fulgte enhver af hans Bevægelser og hans Tale med en Spænding, der gjorde ham selv fuldkommen taus, saa der kun under den paafølgende Samtale mellem Husbonden og Sundt fra Lærerens Side, som man af og til appellerede til, kom de to Tilsvar : Ja visseligen ! — nei visseligen !
Indtil han engang ved en Bemærkning af Sundt drev det til at sige : Det er vist og sandt — «i alle Maader !» var at vente, men dette kom dog ikke.
Om Fattigondet fik her Sundt vide, at det havde sin Rod i al den nymodens Tant og Stads, som baade
– 138 –
Gutter og Jenter nu skulde trække i, saa man intet kunde spare op, til man skulde sætte Bo, og naar endelig mod al Forstand dette skede, saa begyndte man med Gjæld, og saa vedblev man med at sætte Gjæld, og saa endte det med at andre Folk maatte betale Gildet.
— Det var en Mand med yderlig pessimistiske Anskuelser, og han endte sine Betragtninger med at lyse Anathema over Sparebankerne som en Landsens Ulykke med sin fristende lette Adgang til Laan; men der var dog en altfor god Del Sandhed i de Variationer over Themaet «Tidens Hulhed», som han gav, til at man ikke skulde høre ham med en vis Interesse, og der kom en hel Del Bemærkninger i Sundts Notitsebog, som han ved den Leilighed kom forholdsvis let til; thi Manden af den gamle Skole, som han her havde stødt paa, havde tydeligvis behandlet denne Materie ofte nok til at opnaae en Udførlighed i Fremstillingen, der overflødiggjorde at holde noget egentligt Forhør over ham. —
Klokken var tolv, da vi atter sad i Vognen og kjørte tilbage gjennem Dalen, som Middagssolen brændte ned i med den intense Varme, hvori man helst lader enhver Samtale fare; det gik langsomt op af en af de smaa Bakker i Dalen, da Sundt pludselig lagde Haanden paa min Arm paa en Maade, der tydede paa, at noget
– 139 –
havde vakt hans Opmærksomhed, og bragte mig til at holde Hesten an.
Ganske rigtig – vi stod ligeoverfor et praktisk Kapitel af Renlighedsvæsenet. Ved Siden af en liden Olle ved Veien stod et middelaldrende, kraftigt, rødmosset Fruentimmer, der med en sammenbundet Bundt af det almindelige Limeris bearbeidede nogle Melkebøtter.
Det var et Redskab i Renlighedsvæsenets Tjeneste, som Sundt endnu ikke var bleven opmærksom paa, og som han i en leende Tone fik den Forklaring over, at det var en «Skrubber» — et Ord, som han gjentog etpar Gange, hvorpaa Pigen, som hun senere forklarede sig at være, i den samme ugenerte Tone vider oplyste, at i rigtig fin Talemaade heder det da en «Rubber».
Her var vi paa engang dumpet op i Sprogets Bygdeskikke og kunde staa i Fare for at distraheres; men med ommeldte «Rubber» eller Skrubber for Øie gjaldt det nærmest at komme i Besiddelse af denne, hvilket gik meget let, idet Pigen — uden nogensomhelst Spørgsmaal – med med en overmaade jovial Mine gav Sundt Skrubberen.
Diskussionen var imidlertid hermed ikke afsluttet; — der var aabenbart en god Del baade Forstand og Humor i Pigens Ansigt, der gjorde det uforsvarligt at lade sig slippe ud af Hænderne en Leilighed til at komme dybere ind i Renlighedsvæsenet
– 140 –
med hende, og Sundt steg ud, idet han udtalte Ønsket om at se ind i hendes Hus, som hun heller intet havde at indvende mod, hvorfor vi straks efter stod i Stuen, hvor Sundt med Velbehag saa sig om paa hvidskurede Bænker og Vægger og et sandbestrøet Gulv.
Det manglede heller ikke, at han tilkjendegav, hvor behagelig han følte sig tiltalt af et Hus i denne Skikkelse, hvilket blev meget vel modtaget, men samtidig mødt med den Forklaring, at det maaske heller ikke var hende saa besværligt som mange andre at holde Huset nogenlunde rent, da hendes Husbondfolk blot var en gammel Ungkarl, der rigtignok i Begyndelsen af hendes Tjenestetid havde havt den Vane at spytte paa Gulvet — men dette havde hun nu fordetmeste faaet ham vænnet af med.–
Men hvem det egentlig var for Folk dette, som hun var kommen ud for, var aabenbart et Spørgsmaal, som begyndte at gjøre sig gjældende efterhaanden som hun saa sig nødt til at opgive den Tanke, at hun havde med bare Spadsmagere at bestille.
Nogle løierlige Karle var det ialfald; det kunde ikke feile; men Spørgsmaalet kom ikke frem; thi efterat Sundt kommen til Sæde, begyndte Qvæstionerne for Alvor.
Pigen — med opbrættede Linærmer i den plastiske Stilling med Haandbagen mod Siden — formodentlig fordi hun havde vaade Hænder — og med
– 141 –
en fuldstændig Hverdagslighed over hele sit Antræk staaende midt paa Gulvet, og Sundt med den interesserede Mine foran hende gav et besynderlig karakteristisk Billede af hans Virksomhed og Griben af Folkelivet paa frisk Gjerning, som det mødte ham i alle dets Skikkelser — og saa Spørgsmaalene i den distinkte Tone og det dialektfrie Sprog, som Bondekonerne over hele Landet med alle dets forskjellige Dialekter saa godt forstod, fremsat i den cincise Form, der gjorde, at han sjeldent behøvede at omforme det samme Spørgsmaal eller fremsætte det to Gange — og fra Pigens Side Svarene i en halv alvorlig, halv humoristisk Tone, eftersom Spørgsmaalene faldt hende mer eller mindre løierlige til.
Og efter denne Scene ovenikjøbet den fornøielige Ende, at Pigen, da hendes Eksaminator navngav sig, paa Stedet fandt ud, at denne ingen anden kunde være end selve «Fante-Sundt«; — men hermed var Formiddagen ogsaa udnyttet.
Klokken var over et og vi kjørte i skarpt Trav hjemover, da Sundt erindrede, at han havde givet Løfte om, at vi skulde være hjemme til Middag i det seneste Kl. 2.
Med den Hensynsfuldhed, der var ham egen, generede det ham at lade nogen vente, og han saa flere Gange paa sit Uhr, sidste Gang, da vi var ifærd med at kjøre ind paa Gaarden, hvor han med en tilfreds Mine udbrød : Klokken er virkelig blot nogle faa Minutter over
– 142 –
to ! — men hvad, mener De, Deres Hest synes om dette —- og den skal afsted igjen i Eftermiddag.
Jeg beroligede ham med, at vi for Eftermiddagstouren skulde tage en anden, og en liden halv Time efter Middagen stod Vognen atter for Døren.
Touren gjaldt denne Gang Tjørve Havn, beliggende paa den sydvestre Side af Halvøen, medens vi under Formiddagstouren havde holdt os i den saakaldte Nordbygd.
Veien gaar ud over det flade, danske Lister med alle sine Grænder og sine frugtbare Marker, der, som jeg allerede har omtalt, beskylles af selve Havet, der bryder ind over Kysten, saa kun et og andet Sted i nogenlunde Veir de store Havbaade og Skøiter kan holdes «paa Flot», medens de ellers i Stormveir maa sættes paa selve Stranden.
Kun ude ved Tjørve var der dengang noget, der lignede til en Havn, hvor man med gode Fortøininger dristede sig til at lade Baadene ligge i Sjøen — hvilket dog ikke alletider løb heldigt af; men det var imidlertid Kystens bedste Sted, og her var det at de større Baadbyggerier, som Sundt allerede i Folkevennen og andetsteds havde skrevet om, gik for sig.
Hvad han tilsigtede med Touren var nu at overse disse og komme efter, hvorledes de havde udviklet sig, siden han for nogle Aar siden havde været her.
Her havde han Bekjendtskaber blandt Baadbyggerne og Lodserne og blev snart omringet af en hel
– 143 –
Del af disse, der bragte Samtalen ind paa Havnløsheden og Kampen med Havsjøen, som hindrede saameget herude og foraarsagede en uafbrudt Agtpaagivenhed paa de Fartøier, som man maatte have liggende paa Flot.
— Det var rigtignok ikke denne Sag, der havde staaet Sundt for Tanke, da han bestemte sig til at reise ud til Tjørve; men det var ikke vanskeligt at vække Eilert Sundts Interesse for en Sag af en saa alvorlig Betydning, og efter Skildringen af Tingenes Tilstand kom øieblikkelig Spørgsmaalet, om der da intet var at gjøre ved dette.
Jo — det vilde forandre Sjøforholdene en god Del at faa et Brækvater – en Molo – udenfor Havnen fra den østlige Spidse af Holmen.
Havde man da ikke sat sig i Bevægelse for at faa noget saadant, faaet Lokalautoriteterne til at indsende et Andragende med de fornødne Oplysninger ?
Jo — dette var allerede skeet – men man havde ikke hørt noget mere til Sagen, og det lod til, at den var gaaet i Glemmebogen.
Saa maatte man forsøge at friske den op — hvorledes var Dybdeforholdene derude — vilde have store praktiske Vanskeligheder, som gjorde Arbeidet meget kostbart ?
Der var Overflødighed af Sten ude paa Holmen og Dybden blev opgivet ham; men dermed forblev det
– 144 –
ikke; der blev skaffet Lod og Line, og straks efter befandt Ekspeditionen sig tilbage ude paa Havnen, hvor midt i Gabet, der Dønningerne rullede ind paa den grunde Bugt, blev loddet og Lodskuddene noterede mellem Hieroglypherne om Fattigpleien og Renlighetsvæsenet.
Efter derpaa at have gaaet en Svip ind paa selve Holmen, blev den egentlige Hensigt med Touren bragt i Udførelse — Besigtigelsen af de nybyggede Dæksbaade. Der laa en af disse paa selve Havnen, ombord i hvilken Ekspeditionen først begav sig, og her blev gjort den Utallighed af Spørgsmaal, som Sundt maatte gjøre overfor praktiske Materier af denne Slags, hvori han selv intet syntes at kunne eller vilde slutte sig til, men hvor selv heller intet syntes ham for smaat og ubetydeligt til ikke at iagttages, spørges om — og skrives om.
Det kunde ikke undgaaes, at han af og til fremkaldte et Smil under denne Slags Forskninger; men der var en saadan Inderlighedens Glæde over enhver liden Forbedring i selve Baadenes Konstruktion eller Seilenes og Rigningens Tilsnit at læse paa hans Ansigt, som gjorde det til en Tilfredsstillelse at rede ud for ham selv disse Detaljer, der syntes at skulle flyde af sig selv.
— Oppe paa Stranden i selve Baadstøerne, hvor endnu den lille gamle Baad laa, som han i Beretninger om Sjøvæsenet hersteds kalder Stammoderen for
– 145 –
den store «Slægt af Listerbaade», og hvorhen vi begav os fra Havnen, fulgte da etter en fornyet Række af disse samme Slags i Detalj gaaende Spørgsmaal, medens han gik fra Baad til Baad og endelig standsede ved endnu paa Bedding staaende, men fuldfærdig Skøite, der var den største, som hidindtil var bygget i Havnen ved Tjørve.
Her afsluttedes Undersøgelserne, og medens han stod paa Dækket af Skøiten med Resultaterne af sine Forskninger i Notitsbogen, skulde Bygmestrene, Lodserne og Fiskerne have et Tak for Samværet — og jeg tror de faa Ord, som han sagde, ogsaa blev det — iallefald var det nogle Ord, som var værdt at erindre; — det var Arbeidets Betydning, han talte om, og han sluttede med at sige : «Se nu den lille gamle Baad der henne og se paa dem, som ligge ved Siden af den — den er vokset, — vokset under Tankens og Haandens Gjerning — — og se nu denne sjødygtige, sikre Skøite her — det er den nu vokset til — maaske, om jeg engang kommer her tilbage, er den vokset stor og sjødygtig nok til at kunne konkurrere med Englændere og Svensker paa alle Nordsjøens Fiskebanker«.
Han yttrede ved denne Leilighed ikke noget om Moloen; men den var imidlertid ikke gaaet i Glemmebogen.
Paa Hjemveien talte han om den, og om at han vilde tale til en af sine Venner, saasnart han kom
– 146 –
til Christiania — og dersom jeg ikke feiler meget, kunde nok Folket ude ved Tjørve for en Del takke Eilert Sundt for, at der nu ligger det Brækvater derude, som tager Stød for Grundbraattene, ligesom der kanske er faa Steder i Landet, der han har færdes, hvor man ikke har et eller andet at takke Eilert Sundt for.