– i boken “En Christianiensers Erindringer fra 1850- og 60-Aarene”. Kristiania 1910.
Fra s. 193 – 197 :
Daa havde læst i to Semestre, da Budskabet kom fra Rom om, at P. A. Munch 25 Mai 1863 pludselig var død i den evige Stad. Som et Lyn fra klar Himmel kom denne Melding. Virkningen var en lignende som senere efter Schwei- gaards Bortgang. Thi Munch og hans Virksomhed var lands- kjendt, og dog var han ikke endnu vurderet, som han fortjente. Rygh var nu selvskreven til at blive hans Efterføl- ger. Han læste i de følgende af mine Studieaar navnlig over Folkevandringernes Historie og skjænkede os derved et rigt Indblik i dette Emne.
Allerede forinden Munchs Død var Ludvig Daae, i Februar 1863, bleven ansat som Universitetsstipendiat; som saadan var han bleven foretrukken for J. E. Sars, der efter dette endnu længe vedblev i sin Stilling som Assistent ved Rigsarkivet. Der var adskillig Splittelse i denne Anledning. Afgjørende var vistnok det Ønske, som flere nærede om, at Daae kunde opgive sin Adjunktpost i Drammen og komme til Hovedstaden, hvor Sars allerede var.
Med Daae holdt en ny Historieforskning sit Indtog ved Universitetet.
Hidtil havde alt dreiet sig om Norges Middelalder, medens nu den nyere Tid blev draget med ind. Daaes første Forelæsninger omhandlede Norge og Danmark efter Re- formationen og bød paa meget nyt og interessant. I dem nedlagde han efterhaanden Frugterne af sine dybtgaaende og vidtstrakte Forskninger, ligesom de blev Kjærnen til hans lange Række af Af handlinger over det 16de Aarhundredes Historie. Som Forelæser vandt Daae hurtig en Plads som en af de første ved Universitetet. Kanske ingen havde saa let for at præstere et Foredrag som han. Klartænkt og original, bød han altid paa noget, som kunde interessere.
Han var noget for sig selv. I flere Henseender kunde han minde om sin ældre Frænde, Professor L. K. Daa, ved sit pointrige Foredrag. Der var utvivlsomt et Aandsslægtskab mellem de to. Men de havde tidlig gaaet hver sine Veie og mødtes ikke senere i Samarbeide. Hvad Granskeren manglede, var efter den yngre Daaes Mening især Lærdom, og det var ganske rigtig, forsaavidt det ikke skulde gaaet an som denne at læse over Sveriges Historie paa Grundlag af Jahns Arbeider uden at kjende Værker som Styffes, og uden at være vidende om det danske historiske Tidsskrift. Men til Gjengjæld eiede han paa andre Felter en meget omfattende Læsning.
Da P. A. Munch ikke paa lange Tider havde holdt Forelæsninger ved Universitetet, men dels i Rom, dels i Hjemmet havde levet for Udarbeidelsen af Det norske Folks Historie, var der ikke inden Studenterkredsen nogen synderlig Følelse af det Savn, hans Bortgang voldte. Han kunde ikke mere regnes for Universitetslærer. Hans Ønsker gik ogsaa i den Retning, at han helst vilde slippe det dertil hørende Arbeide, og Idealet var for ham at kunne opnaa den frie Stilling, som Oprettelsen af et Embede som Rigshistoriograf vilde have budt. Den derom fremlagte Plan blev dog aldrig antaget, hvorimod Munch efter Langes Død, 10 Mai 1861, fik et Tillæg til sin Gage for at bestyre Rigs- arkivet. Der var han da at træffe nogle Timer om Dagen.
Studenterne traf han saaledes aldrig. Af mine Samtidige mellem Studenterne har neppe nogen anden talt med ham. Jeg havde derimod Anledning til at træffe ham i Rigsarkivet paa Akershus, hvor jeg under Ungers Veiledning lærte at læse middelalderske Haandskrifter. L. Gaarder og jeg sad der da og strævede med Unger. Det var i Begyndelsen af 1861, da Langes Sygdom allerede var begyndt. Saa kom en Dag P. A. Munch op i Arkivet.
Han opdagede hurtig, at der var nye Ansigter og maatte øieblikkelig af Unger faa Oplysning om, hvem dette var. Siden var han altid venlig mod os, især da han kort efter blev Arkivets Chef. Han tog da sin Plads i det indre Værelse, hvor hans Arbeidsbord stod inde i en Nische i den tykke Mur, paa samme Sted, hvor hans Forgjænger havde arbeidet. Det Sted, hvor Munchs Historie for en stor Del blev skreven, var os som en Helligdom.
Munch var meddelsom og sprudlende livlig. Han kunde tale om alt uden at lade sig distrahere, og han talte gjerne med os unge. Det var i September 1862, efterat jeg var kommen hjem fra Sommerens Færder. Under disse havde jeg passeret over Fjeldet fra Sjaak til Opstryn og havde der bemærket, at Strynsvandet ikke var rigtig tegnet paa Munchs Kart. Dette fortalte jeg Kartografen selv og fik af ham til Svar : „Det har jeg allerede selv havt en Anelse om“.
Han bad mig ridse op for ham Vandets virkelige Udseende, hvad jeg gjorde. Ja, Munch sagde, at han kunde forstaa, det maatte være saa. Han pegte paa Vandets vestlige Indsnevring.
„Husker De, hvad den Gaard heder, som ligger der ?“ Da jeg ikke kunde svare med det samme, faldt han ind : „Heder den ikke Sunde ?” Og ganske rigtig. Det er Sunde, og den ligger ved et smalt Sund. Men deraf fulgte jo ikke med Nødvendighed, at ogsaa Navnet skulde behøve at være der.
Arbeidet med Det norske Folks Historie gik Nat som Dag.
Munch havde under dette sit sidste Ophold i Norge, opslaaet sin Bolig hos Svogeren Generalauditør Diriks, der eiede en Gaard, som laa paa det Strøg, der nu begrænses af Oscars Gade og Skovveien. Denne er nu forsvunden. Hans Arbeidsværelse laa paa Kvisten, og herfra skinnede altid et ensomt Lys ud i Natten. Alle vidste, at der sad P. A. Munch og skrev. Der drev han det intense Arbeide, som bidrog til at fremskynde hans Død. Den kraftige Mand kunde fremdeles have levet længe, hvis han kun havde undt sig lidt mere Hvile for den trætte Hjerne.
Forøvrigt faldt det ingen ind, at P. A. Munch var overanstrængt. Dødsbudskabet kom som en stor Overraskelse for Alle. Men bagefter blev det forstaaet, at det dog ikke skulde været saa rent uventet.
Der var forøvrigt i de Dage en Professor, som var noget forskjellig fra Munch, nemlig hans ældre Kollega, Orientalisten C. A. Holmboe. Med ham i hans ikke fantasifrie Forskning havde Munch havt heftige Sammenstød, og det maa være sikkert, at hvis man alene skulde følge Munch, saa det ikke godt ud for den anden, med hans Søgen efter traces du Buddhisme en Norvége og lignende Arbeider. Saa galt kan det nu forøvrigt ikke have været. Ialfald kan der ogsaa hos Holmboe findes Glimt, der kan pege videre, og som kan lade sig benytte af en senere Forskning.