– Kapittel 1 i : “En Fremstilling af den religiøse og den folkelige Vækkelse i Norge”, ved N. J. Sørensen – Lærer ved Alvheim Høiskole i Smaalenene. Odense. Trykt i Chr. Milos Officin. 1879.
¤
“Opstanden er den gamle Nord, den stærke Frihedskjæmpe.
Ei Tid og Grav, hvor Mindet bor, hans Ild har magtet dæmpe.
Den gnistrede i Ættens Blod; men ud i fulde Flammer slog,
da paa Eidsivia opstod med Hast den gamle Kjæmpe”.
Henr. Vergeland.
Norge har gjennemgaaet en Udvikling, der viser, at der er Livskraft i Folket. Det har levet i en lang Afhængighed og reiste sig af denne til en selvstændig Stilling. Den politiske Uselvstændighed maatte Folket gjennemgaa for at frelses; det var ingen Underkuelse, som her fandt Sted.
Man kan sige, at Folket gik træt under det bevægede Liv i Middelalderen, dets Livskraft opreves i Borgerkrigene for til Slut at sluges af Folkedøden (den sorte Død); det maatte gjennemgaa en lang ydre Afhængighed for at formaa atter fuldt ud at hævde sin Selvstændighed i det ydre saavelso i det indre.
Det havde kjæmpet sig gjennem Skaldetiden med dens lyse Barndomsdrømme, Vikingetiden med Slyngelalderens Voldsomhed og Kongetiden med den første Manddomsidræt, og det sank nu sammen i en Følelse af, at det havde tabt sig selv i Kampen.
Vort Folk opgav dog aldrig under Foreningen med Danmark sin Selvstændighed i den Grad, at det ophørte at være et Folk. Det opgav ikke den personlige Frihed, som er odelsbaaren mellem de norske Fjelde. Vore Bønder blev aldrig stavnsbundne, de mistede heller aldrig Eiendomsretten over sin Jord; de turde endog med Odelsloven i Haanden afvise enhver fremmed Indskriden over sine Enemærker og sidde paa sine Gaarder som Konger. Det var dette, som i Forbindelse med Minderne fra Selvstændighedstiden holdt Folket oppe.
Et Folks høieste Opgave er den kristelige. For vort Folk maatte det en lang Udvikling til, før dets Tankeliv kunde søge mod Kristendommen. I den straalende Hedenold levede vi høit som Aandsfolk; siden gik det nedad. I Vikingetiden troede Kjæmperne paa sin egen Styrke og levede for sin Krigerære og for sin Vinding; derfor faar denne Tid saa tidt Raahedens Jøtunpræg. Skaldetiden har faaet sin fuldbaarne Fremstilling i Sigurd Faavnesbane, Vikingetiden er malet for os i Starkad Storvirkson eller Stærkodder. Vi finder den skildret i den trætte, som Odin og Thor fører om Stærkodder, da han er fremstillet i Gudernes Ring. Vi ser, hvorledes det aandelige Livsindhold daler, da Folket ophører at leve sit umiddelbare Aandsliv. Folket begynder at leve udvortes og tragte efter udvortes Glans og Glimmer. – Da Asatroen helt sank, maatte vort Folk faa en anden Sandhed at leve paa; og Kristendommen kom med den største, et Folk kan eie. Men den kom ikke slig, at Folket kunde modtage den; den formaaede derfor heller ikke at give det ny Livskraft. Kristendommen indførtes i Landet med Vaabenmagt; Olaferne tvang Bønderne til at lade sig døbe. Intet germanisk Folk modtog Kristendommen mer udvortes, skjønt Tvang ofte brugtes, som Grundtvig siger i “Dansk Ravnegalder” :
“Indviet til Munk af Kristenpræst tog Odin sin Spyd i Hænde,
og satte sig paa sin høie Hest, men var ikke mer at kjende;
thi Spydet han skjød med Kristentro mod Valgudetemplet, Gudmansbo
i Upsal saavel som i Leire.
¤
Saa skifted selv Thyr og Thor nu ham, sig skjulte i Munkehætte,
som brølende Løver om Guds Lam de præked for Dverg og Jætte,
mens Brage kun halv ved Troen tog og skjæmtefuld end Munkeharpen slog
i Engeland og i Thule.
¤
Det var som en nybagt Kristenhed, men Surdeigen var den gamle;
der rasede Krig, udraabtes Fred, det var ikke godt at samle;
en kristelig Død, et hedensk Liv, det lignede ei Gudsordets “Bliv”,
thi Livet er Liv af Døde”.
Det blev et kristnet Hedenskab; der var ingen, som kunde forkynde det glade Budskap paa Folkets Tungemaal, saa det ret kunde gaa til Hjærtet, og Kristenlivet vaagne i Folket. De engelske Munke, som vore Konger førte over, kjendte hverken Sproget eller Folket, og da al skulde skje i en Hast, havde de naturligvis heller ikke Tid til at blive kjendt med det. Hvor ganske anderledes gik det ikke i Danmark, hvor Ansgar forkyndte Kristendommen for Folket under Forfølgelse ! – Paa samme Maade gik det til med Kirkeforandringen. Danmark havde sin Hans Tausen, Norge havde ingen uden en tysk Munk i Bergen ! I Mellemtiden var den katolske Lære paa en Maade rodfæstet i Landet, skjønt man i den norske Kirke i denne Tid neppe ved at nævne en eneste virkelig Præst, da Geistligheden i det hele kun tænkte paa at samle sig Rigdom og hjælpe Folket i dets timelige Kaar. Flere katolske Erkebisper har imidlertid for sit Fædrelandssind vundet sig Navn med god Klang i Norges Saga; som saadanne kan nævnes Aslak Bolt og Olaf Engelbrektsen. Nu fo’r da de danske Herremænd omkring og plyndrede Kirkerne, Presterne afsattes eller svor paa den nye Lære, og – saa var Reformationen indført. Almuen hadede den nye Kirkeordning og forfulgte de nye Præster; den havde forligt sig med den latinsk Messe og de katolske Seremonier, fordi de stemte godt med dens mystiske Forestillinger og hang til Overtro.
Det norske Folks religiøse Liv udviklede sig nu i Grunden uden, hvad man i dybere Forstand kan kalde Kristendom. Man levede et udvortes skikkeligt Liv, et moralsk Liv, og mente, at dette var et Kristenliv. Kristendommen forveksledes med Moralen, og Folket i det hele kom ikke længere end til en udvortes Gudsdyrkelse. Da Forkyndelsen efter den nye Kirkeordning overalt i de norske Kirker skulde foregaa paa Dansk, var dette ogsaa en Aarsag til, at den intet hjærteligt Indtryk gjorde; Kristendommen blev ingen Magt i vort Folks Liv.
Vort folkelige Livs Udvorteshed finder først sit Udtryk i Vikingetidens spredte Daadskraft og derefter i Kongetidens samlende haraldstanke; for denne Tanke, som havde sin store Betydning i Folkets Udvikling, ofres Led for Led det bedste Værn for dets indre Styrke, dets Selvstyrelse. Harald tager “Odelen fra Bønderne”, legger Folket i Skat, og alle de store Høvdinger, som holder hans Tanke oppe efter ham, samler al Magten til Kongen. – Kongetiden naar sin Høide i Haakon Haakonsens Tid med dens Storhed og dens Tomhed. Ydre Glans og Magt, indre Tomhed og Afmagt, det er det Maal, som Kongetiden i Norge styrer mod. Vel maa Landet være disse Stormænd taknemligt for dets samlende Arbeide, men de brød ogsaa meget ned for sin Samling; Folket blev magtstjålet under Arbeidet for at samle al dets Magt under en styrende Haand. Den aandelige Træthed, det viser, lærer os, at dette er Tilfældet.
Vi savner ikke spor af, at vort Folk under Afhængighedstiden lever et virkeligt Aandsliv, et Liv i Længsel og Haab; det finder vi stærkest i vore Folkeviser og Folkeeventyr. Hele Tiden er en Forberedelsestid. Denne Forberedelsestid bærer Præget af et uklart Sværmeri, hvori lyse Tanker og sære Billeder tumler sig, saa det ligner en Drøm. Man kan vel sige, at vort Folk sov i denne Tid, og at Folkeviserne og Folkeeventyrene var dets Drømme, men denne Drømmeskat er dog saa stor og herlig, at det ikke havde efterladt os nogen rigere Diktning, om det havde levet som vaagent Folk i den Forstand, at det havde holdt sin politiske Selvstændighed oppe. Det er Digtningen, som skriver et Folk dets Historie, og ikke dets Konger; det turde derfor hænde, at den lange Afhængighed ikke var en saa ydmygende Tid af vort Folks Liv, som man i almindelighed tror.
I Eventyrdigtningen tog vort Folk sin Mon igjen for den Aandløshed, hvormed Kristendommen forkyndtes. Vort Folk har en dyb trang til Tro; derfor skabte det ogsaa Askeladden,denne gjæveste Skikkelse i vor Eventyrdigtning, der selv er udtryk for Tro og Tillid. Askeladden er i Virkeligheden det Billede, som Folket digter af sig selv; thi denne Tid i Folkets Liv er en Askeladstid; det er en uvirksom Tid, fordi Folket tænker over sin Tilstand. Det sidder som Askeladden i Arnen og karer i Asken og er til Spot og Spe for denne sin hjemlige Tilbagetrukkenhed. Men i sin Arnekrog er det, at det digter sine Eventyr og Folkeviser og fremtager de gamle Sagn. Der bevares det rette folkelige Liv, som samtidig er det hjemlige; der sidder det i uvirksom Opgivelse, men ogsaa i Selvfølelse og Haab. I dette Haab og i denne Tro paa sig selv og sit bedste Eie gjemmer da Folket paa Modersmaalet, som er Hjærtesproget. Det gjemmer paa sin Eiendommelighed, som er dets Styrke, og som giver det Ret til igjen at leve et selvstændigt Liv.
I det norske Folk har det vistnok alltid været en stærk Kjærlighed til Hjemmet; naar Kjærligheden til Hjemmet bliver levende, tænder den ogsaa Fædrelandskjærligheden; men dette kan først ske, naar Fædrelandet har faaet en saadan Stilling, at det er “de Tusind Hjem”, som deler samme Kaar. I denne Tid faar man ikke de store Spørgsmaal som Samfundsopgaver, enhver skulde tage Del i. Det, som skulde vække nogen virksom Deltagelse, maatte være Bygdesager, som greb ind i de enkelte Hjem med deres særegne Forhold. Det er det hjemlige Liv, som i særegen Grad har baaret Folkelivet i Norge.
Det norske Folk har længe levet et ubevidst Trosliv uden at leve et bevidst Kristenliv. Men det har altid staaet i Fare for enten at opgive sig selv i Sløvhed eller forvikle sig i de mørke Overtro. Efter at man havde modtaget Kristendommen som en Sædelære, blev Gudsdyrkelsen snart en god, almindelig Vanesag. Kristendomsforkyndelsen var ogsaa slig, at den kun tjente til at gjøre Folket sløvt; Forkynderne, som bragte en fremmed Forestillingskreds, kunde ikke vente nogen hjærtelig Forstaaelse, og en saadan fik de da heller ikke. Et aandløst religiøst Eftersnakkeri var det eneste, endog nidkjære Præster kunde skabe.
Da den religiøse Vækkelse trængtes mest, kom den. Men den kom i et uklart Folk og var ikke selv klar. Den vakte Liv, men den manglede Lys; dog selv det Liv, den vakte, var ikke et saadant, at det vilde have kunnet redde vor folkelige Tilværelse. Da hænder det, som river Folket ud af Ligegyldigheden. Han, som styrer Begivenhedernes Gang, lader Norge faa sin Selvstændighed tilbage. Man forundres over, at Folket i sine Repræsentanter på Eidsvold tør reise sig stolt og svare : Norge er et frit, selvstændigt Rige ! Men det viser sig nu, at Folket ikke er kraftløst, ikke dødt. Den nye Tid er inde. Vendepunktet er sat med 17de Mai 1814.