“den religiøse vækkelse – hans nielsen hauge”

 

– kapittel 2 i :  “En Fremstilling af den religiøse og den folkelige Vækkelse i Norge”, ved N.J.Sørensen – Lærer ved Alvheim Høiskole i Smaalenene. Odense. Trykt i Chr. Milos Officin. 1879.

 

¤

Til Kamp da, o Venner, for Kristendomslivet i os og i vore og videre frem !

Trangen til Tro, den blev Nordboen givet til manende Fylgje mod høiere Hjem.

Kamp maa det give, som Gud er forsvunden af, kamp for at Livet kan kristnes fra Grunden af.

Kampen for Kristus i Aand og i Form blusser kun større i Vantroens Storm.

O, Gud, løft Kampen af selvsyg Jammer, at stille som Lampen vort Hjærte flammer

i din Luft af Fred, naar bedst du ved.   (Bjørnstjerne Bjørnson)

¤

I Slutningen af forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af dette forkyndte den aabenbare Vantro sine Lærdomme fra de fleste Prækestole i Norge. Det var Eftervirkningerne af den aandsforladte, mørke Pietisme, som Kristian den 6tes Regjering (1730-1746) drog ind over Landet, denne Hovedhængeriets Tid med Gabestokkens strenge Kirketugt. Det hule Hykleri, som Hofpræst Bluhme, den alraadende tyske Pietist, ved Hjælp af kongelige Forordninger satte i Stil, kunde ikke andet end drage den frække Bespottelse efter sig. Sabbatsforordningen (1830) og den tvungne Konfirmationen blev givne som Lov efter Forslag af Bluhme. Et sørgeligt Minde om denne Tid har den norske Almueskole beholdt i “Pontoppidans Forklaring”, som Børn sættes til at lære udenad. Dette Religionspug kan ogsaa godt høre sammen med den fuldkomneste kristelige Ligegyldighed, som den naturligvis altid gjør sit til at frembringe. – Kjed af den aandløse og hjælpeløse Pietisme gik den lærde Verden straks ved et Pust fra oven over til det attende Aarhunderedes Fritænkeri. Men disse Lærdomme fik ikke stort Indpas; Folket levede sit eget indre Liv. Kristendommen var endnu ikke bleven noget Magt i Landet, men det skulde den nu blive, og det netop i denne Tid. Der skulde gaa en Strømning af dybt, religiøst Alvor gjennem Folket, og den Mand, som skulde blive et Herrens Redskab til at vække denne Bevægelse, var en Bondesøn fra Smaalenene, som hed Hans Nielsen Hauge.

Hans Nielsen er født paa Hauge i Tunø i Aaret 1771. Han gjennemgikk allerede som Barn stærke religiøse Kampe, sad ofte for sig selv, bad til Gud og tænkte især over Døden og det evige Liv. Tretten Aar gammel kom han i Livsfare; han skulde til Tunø Kirke og maatte paa Veien did sætte over en Arm af Glommen. Her holdt det paa at gaa galt, og med den visse Død for Øjne tænkte han over sit Liv. Fra den Dag var han endnu mere alvorlig og indesluttet end før. Man saa ham aldrig i Lag og Lystighed; derimod læste han, saa ofte Tiden strak til, i Bibelen og gudelige Bøger og trøstede sig selv med at synge Salmer. En gang sang han under sit Arbeijde paa Marken den Salme : “Jesu, din søde Forening at smage !” Under sangen ble hans Sind saa underlig opløftet til Gud, at han var aldeles udenfor sig i en salig Glæde. Fra den Dag følte han en brændende Trang til at gjøre andre Mennesker delagtige i den Naade, som var bleven ham til Del.

Hna syntes at høre Guds Røst, som bød ham at gaa ud og forkynde Omvendelse. Først talte han til sine Nærmeste, saa drog han videre. Han var nær 26 Aar gammel, da det kom over ham, at han maatte gaa ud for at forkynde Kristendommen. Han følte det som et Kald fra Gud og i fuld Forvisning om, at Gud var med ham, drog han ud for at vise sine Medmennesker Veien til Saligheden. Han talte med al den Overbevisningens Styrke, som et menneske kan eie, der føler, at det gaar Guds Ærende; og det var dette, som gav hans Ord Vægt. Hans Tale var folkelig og grei; hele hans Færd var jevn og ligefrem. Han vandrede om fra Bygd til Bygd hele Landet over, gik ind i Hus og Hytte, satte sig ned ved Arnen og talte paa sin milde, kjærlige Maade om “det ene fornødne”, og naar saa flere kom sammen, holdt han “Opbyggelse”; og snart blev der en stor Tilstrømning, hvor han fo’r. Alle vilde høre denne underlige Bonde, som “agerede” Præst.

Mange kom som Spottere, men gik bort alvorlig grebne af den Sandhedskjærlighed, hvormed denne Mand talte. Han var en utrættelig og modig mand; han skyede hverken de Hindringer, som Naturen eller Menneskene lagde ham i Veien.Hna vandrede saaledes paa en eneste Sommer hele 500 norske Mile og holdt paa denne Reise uafladelig Opbyggelser. Han snakkede sit Almuesmaal, især naar han kom i Aande; og dette gav hans Ord en Vægt, som var ganske umaadelig; selv den mest Uimodtagelige følte sig greben af den stærke Varme, den personlige Overbevisning, den ubændige Kraft, hvormed denne Bondemand talte. Naar han skrev sine “Opbyggelsesbøger”, skrev han, som Bønder pleier at skrive; det var ofte en knudret og ubehjælpelig Stil, men den feilede aldrig at gjøre Indtryk paa Bønder, fordi det var saa helt ud Bonden, som skrev. Det samme Indtryk gjør hans Salmer; de ere fattige paa Poesi, men rige paa personlig Sandhed.

Da Hauge hørte, at der var vaagnet en religiøs Bevægelse i Danmark, drog han derned for at sætte sig i Forbindelse med den. Men mere følte han sig dog tiltrukken af Brødremenigheden; der troede han at finde et ægte kristeligt Liv i Lighed med den første kristne Menighed, som han opstillede som Mønster.Han drog derfor til Kristiansfeldt for at finde “den Menighed, der skulde være en Brøndsamling, hvori alle de levende Strømme samlede sig, og hvorfra igjen den hele Verden kunde vandes” og som skulde danne et Brodersamfund, hvis Overhoved (Ældste) var Kristus, hvor man havde Kjærlighedsmaaltider, Broderkys og Fodvaskning og i alle vanskelige Sager tog Gud paa Raad ved Lodkastning, og hvor man hver Dag havde sit bibelske Løsen og en Læretext, som skulde bestemme Dagens fromme Betragtninger. Hna tiltaltes vistnok af det religiøse Liv i Brødremenigheden, men kunde dog ikke forlige sig med “den rolige Hvilen i Jesu Bllod”, som han fandt var Særkjendet ved dens Lære; man dvelede nemlig udelukkende ved Jesu Lidelse og Død og fandt en sikker Ro ved Fortrøstningen til Guds Kjærlighed.  –  Det var dog vistnok mere, end han selv vidste, hvad han bar med Hjem fra dette Besøg.

Den store Seer i Danmark har sagt, at “Norge har sin Evangelist tilgode”.  Hauge var ikke Evangelisten, men hans Forløber. Hans Prædiken var en Johannesprædiken i Ørkenen : “Omvender Eder!” Han var en Bodsprædikant; Bod og Omvændelse, Bod og Helliggjørelse var det, han lagde Vægten paa i alle sin Taler og Salmer. Men en Bodsprædikant bliver altid streng i sin Tale, han fristes saa let til at dømme haardt, til at fordømme. En Bodsprædikant er ogsaa let fristet til at sætte Kristendommen i de gudelige Rørelser og Følelser, et saadant religiøst Følelsesliv søgte han at fremkalde ved Opbyggelsestaler og et Forsamlingsliv, der skulde afbilde de Helliges Fællesskab. Han havde i mange Stykker et mærkeligt evangelisk Syn paa Kristendommen, men forstod dog ikke, at det er ved Daaben at Menigheden dannes, og ved Nadveren, at de Helliges Samfund næres og styrkes. Og hans Stilling som Bodsprædikant førte ham ind i en Retning, som han dog visselig ikke bevidst gik, en Retning, som kunde give den dømmesyge og frihedsfiendske tyske Pietisme Tilknytningspunkter, da den atter gjorde sit Angreb paa det norske Folkeliv.

Hauges Virksomhed fik større og større Rækkevidde. Hans “Venner” dannede ikke nogen Sekt, men sluttede sig dog fast sammen og vedligeholdt en stadig Forbindelse med hinanden ved Breve, Reiser og Opbyggelsesmøder. De samlede sig om Hauge som deres Hoved og sluttede sig til ham med den mest uforbeholdne Tillid; de søgte Raad hos ham ikke alene i religiøse, men ogsaa i verdslige Sager, og hvad han sagde, gjorde de. Til at styrke denne Indflydelse hjalp ogsaa Hauges overordentlige praktiske Anlæg. Han var den dygtigste og mest indsigtsfulde Mand, man kunde henvende sig til. Han søgte at ophjælpe Næringsveiene og tog selv fat med stort Mod og ubøielig Kraft; mange Fremskridt gjordes under hans Veiledning. Han var den eneste, som forstod sig paa at brænde Salt; han anlagde Teglværker, Møller og Sagbrug. Han tog endog Borgerskab som som Kjøbmand i Bergen, og Skibe kom og gik for hans Regning. Imidlertid drog han ligefuldt omkring og holdt Opbyggelser. Ingen Anstrengelse syntes at kunne trætte ham, intet Arbeide syntes at være ham for stort.

Præsterne rasede fra Prædikestolen mod den nye Kristendomsforkyndelse, som snart fik Tilhængere i hver Bygd, men det hjalp ikke; Almuen sluttede sig til Hauge; jo mere han forkjættredes, des mere voksede Tallet paa hans Tilhængere. Da greb man til det yderste Middel for at standse den stærke Vækkelse

Skriv inn søkeord..