– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. Chra. 1912-1920.
– fra s. 259 – 295 :
«Vækkelsens Udbredelse og Karakter»
Ved Hauges og hans Venners Virksomhed vaktes over det hele Land en mægtig religiøs Bevægelse, som vort Folkhverken før eller siden har seet Mage til (som Hjemmel for den følgende Fremstilling henvises til Erklæringerne fra geistlige og andre Embedsmænd angaaende Hauge og hans Venner samt Forhørsprotokollerne, alt i Rigsarkivet. Desuden er benyttet en Mængde trykte og utrykte samtidige Breve, som her ikke enkeltvis kan anføres, da det vilde fylde mere end Teksten. Skriftlige og mundtlige Meddelelser fra en Række nu afdøde Samtidige har selvfølgelig ogsaa ydet vigtige Bidrag).
Den begyndte i Tune 1796 og greb saa mange, at særlig Rolfsøen omtales som «en Herrens Have». Gaarden Hauge var i denne ældste Tid Midtpunktet for Bevægelsen, hvorifra foruden H.N. Hauge selv hans to Brødre Ole og Mikkel udgik som Lægprædikanter.
Herfra udbredte Vækkelsen sig til samtlige Prestegjæld i Smaalenene, saa der overalt fandtes flere eller færre Haugianere.
Paa Fredrikshald (Halden/red.) var ikke faa af Hauges Venner; det samme gjælder det nærliggende Bergs Prestegjæld, hvor Sørbrøden baade nu og gjennem en lang Tid var Vækkelsens Brændpunkt, idet hele Familien var alvorlige Kristne og Sønnen, John Hansen (død 1857), en begavet Lægprædikant, som forstod at samle Nyvakte om sig.
I Fredrikstad omfattede Vækkelsen en ikke liden Flok; to Mænd med Anseelse der, Bygmester Nils Bærsø (død 1836) og Bordtomtformand Nils Stillaugsen, sluttede sig til Hauge og hans Venner og blev til Støtte for Bevægelsen; de havde før været paavirkede af Seebergianerne.
I det nærliggende Glemminge var der adskillige Haugianere, ligesaa i Skjeberg. I Rakkestad fandtes ikke faa af Hauges Venner; det samme gjælder Raade og Rygge; i sidstnævnte Prestegjæld var Søren Nielsen Røer (død 1853) Lederen.
Paa Moss omtales ogsaa nogle Haugianere; ligesaa i Vaaler og Vestby, hvor «visse Familier blev opvakte».
Desuden fandtes en Del i Skibtvedt, Eidsberg og Trygstad (Trøgstad/red.); fra Gaarden Gabestad i sidstnævnte Bygd gik tre begavede Søskende ud som Guds Ords Forkyndere, nemlig Brødrene Torkel Olsen (død paa Eker 1847), Iver Olsen (død i Drammen 1820) og Søsteren Marthe Olsdatter (død paa Kongsberg 1841).
Vækkelsen var i Smaalenene dyb og gjennemgaaende sund og de Grebne virksomme baade timelig og aandelig. Foruden de før nævnte fostrede denne Egn en Række tildels meget dygtige Lægprædikanter, der virkede baade her og i videre Kredse.
Paa nogle Steder, som i Tune, Fredrikstad, Rakkestad og de indre Bygder langs den svenske Grændse, var der ogsaa enkelte Seebergianere; men disse og Haugianerne øvede ingen nævneværdig Indflydelse paa hinanden.
I Akershus Amt fandtes en Del Vakte i Krogstad, flere i Høland og en liden Flok i Christiania, særlig paa Grønland og ved Sagene; de samlede sig om Hjulmager Ole Meier, hans varmhjertede unge Søn Petter (død 1805) og Anders Grøndahl den ældre, der boede paa Kuskebakken, omtrent ret ned for Gamle Akers Kirke, der, hvor Gaarden Maridalsveien 17 nu ligger.
Af den haugianske Vækkelse i sidstnævnte By fremgik en ildfuld og begavet Vækkelsesprædikant Peder Hansen Nordlid, der virkede ivrig som Ordets Forkynder paa sit Hjemsted samt i Smaalenene og Nummedal, men derefter pludselig forsvinder.
I Aker var der adskillige af Hauges Venner, nogle i Nannestad, et større Antal i Ullensaker, ikke faa i Næs paa Romerike og enkelte spredte i forskjellige andre Prestegjæld inden Amtet.
Hvad Hedemarkens Amt angaar, fandtes der i Solør og Odalen en Del Haugianere. I Elverum omtales nogle; paa Gaarden Søberg blev flere af Børnene vakte ved Hauge og Stedet et Midtpunkt for kristeligt Liv i Bygden. I Aamodt var enkelte; i Lilleelvdalen og Tønset flere, i Tolgen en Del, men i Annekset Vindgelen en stor Flok; her var Sara Ousten (død1821) og hendes Mand Midtpunktet for Bevægelsen.
I Kvikne nævnes enkelte Vakte; den mest kjendte af disse var utvilsomt Mette Fossen, hvis Minde har bevaret sig forunderligt friskt og levende indtil denne Dag baade paa Grund af hendes eksemplariske Liv og triumferende Død. Hun var en Datter af Simen Nilsen Veen paa Kvikne og blev tidlig vakt enten ved Hauge eller ved en af «Lærerne fra Smaalenene».
I sit Hjem mødte hun ingen Forstaaelse, men var tværtimod Gjenstand for Haan og Spot; Faderen sagde, naar hun talte med ham om det ene Fornødne : «Hold Kjæft, Skarveunge ! Jeg har lært dig at læse ogsaa jeg !»
Paa Grund heraf søgte hun saa ofte som muligt at komme sammen med de Vakte i Tolgen (Tolga/red.) og Vindgelen. Under et af disse Besøg var hun nær omkommen paa Turen over Fjeldet. Paa sine Omgivelser virkede hun baade ved en lysende Vandel og en frimodig og visdomsfuld Bekjendelse af sin Tro.
Efter nogle Aar blev hun gift med Eieren af Gaarden Fossen, der ligger paa den anden Side af Orkla, som danner et Vanfald nedenfor eller ved nævnte Eiendom; heraf har den faaet sit Navn. Her blev hun ofte gjæstet af Haugianere baade fra nær og fjern, da hendes Hjem var Midtpunktet for det kristelige Liv i Bygden.
Antagelig i 1812 om Vaaren eller Forsommeren samledes nogle Venner paa Fossen, og de opbyggede hverandre som sædvanlig ved gudelig Samtale, Bøn og Sang. Da de reiste igjen, «førte» Mette dem over Orkla i en Færge. Elven var dengang meget stor. Paa Tilbageveien roede hun alene; Strømmen var strid og tog Færgen nedover mod Fossen, saa den ikke lod sig styre.
Da hun trods alle Anstrængelser saa, at alt Haab om at komme over var ude, begyndte hun, rolig og frimodig som sædvanlig, med klar og gribende Stemme at synge sidste Vers af den bekjendte Salme : «Naar jeg betænker Tid og Stund» af Professor Nils Pedersen (1601 – 1634).
Det lyder saaledes . «Naar du vil kalde, Herre sød, Til Rede vil jeg være, Min Sjæl med Fryd i Abrams Skjød Lad dine Engle bære ! O Jesu Krist, som Døden vist paa Korset for mig taalte, I Dødens Krig Stat du med mig, at jeg kan Seir beholde !»
Og før Verset var sunget tilende, forsvandt hun i Fossen, medens hendes Venner, dybt grebne, men tillige opløftede ved hendes Tro, stod og saa derpaa uden at kunde hjælpe hende.
Al Sokning og Leden efter Liget var forgjæves. Man fik folk nedigjennem hele Orkladalføret til om Sommeren, naar Elven minkede, at have Øinene med sig overalt, men uden Resultat. Hun fandtes aldrig.
Det blev da et staaende Udtryk om Mette Fossen : «Herren begrov hende selv, som han gjorde med Moses«.
Hun efterlod sig 2 Sønner og 3 Døtre, hvoraf den ældste Datter, Kjersten, senere vil blive omtalt.
Fremdeles nævnes en hel Del i Romedal, mange i Stange, hvoriblandt Lægprædikanterne Lars Olsen Hemstad (død 1847) og Ole Simonsen Berg (død 1851), nogle i Vang, hvor der hos Bonden Ole Vold (død 1848 paa Aaserud, vestre Toten), var «et hemmeligt Sæde» for Haugianerne. I Næs, Hedemarken, fandtes ogsaa nogle, især paa Helgøen i Mjøsen; Gaarden Bakkerud var Samlingsstedet i denne Tid for de Troende der. Endelig omtales paa Ringsaker enkelte af Hauges Venner.
De mærkeligste og mest inflydelsesrige av Hauges Venner på Hedemarken var Ole Christiansen Røhrsveen og hans Hustru Marthe Knudsdatter. Han blev født i Romedal antagelig 1779. Om hans Ungdom vides intet. Da Hauge i 1798 reiste over Hedemarken, blev der ved hans Opbyggelser og Samtaler en betydelig Vækkelse; de unge Kristne søgte efter Hauges Bortreise at opbygge sig, saa godt de kunde; der blev holdt «adskillige Forsamlinger» med «aandelige Taler, Sang og Bøn», og flere nye lagdes til den lille Kreds. Blandt disse var Ole, der kom til Liv i Gud 1798.
De Troende fik, som det syntes, være i Fred de første Aar; men da der i 1801 kom en ny Sogneprest, søgte denne mest mulig at hæmme og hindre Bevægelsen gjennom en energisk Virksomhed offentlig og privat, baade i og udenfor Kirken. Det virkede dog oftest det modsatte og blev kun Olje i Ilden.
Da de Nyvakte havde vanskelig for at faa aandelig Veiledning og Klarhed i de store Livsspørgsmaal af nogen paa Stedet, søgte de ud til andre Egne, hvor Lyset brændte klarere. Ole blev greben af en brændende Lyst efter at træffe Hauge, og da han af ankomne Vennebreve fik Kundskab om, at denne netop var paa Reise til Bergen, satte han tilside alle Hindringer og gav sig trøstig afsted i det Haab at finde ham i nævnte By.
Men han var i den Grad uvidende angaaende Veien, at han straks udenfor sin Fødebygds Grændser begyndte at spørge alle og enhver om, hvor Bergen var. Folk havde Moro af ham, men han lod sig dog ikke skræmme og blev ved at spørge sig frem. Sit Ophold tjente han underveis ved Dagarbeide. Med seig Udholdenhed fortsatte, indtil han naaede sit Maal, traf Hauge og fik af ham den aandelige Veiledning, som han søgte. Det var Feststunder for ham, og han fortalte ofte siden med Glæde derom.
For end mere sammen med Hauge og de Troende der at styrkes og befæstes i Samfundet med Herren blev han i Bergen en Stund og ernærede sig ved sine Hænders Arbeide.
Efter en Tids Ophold i sidstnævnte By gjorde Hauge i 1799 en Tur til Trondhjem. Straks han var reist, blev Ole greben af en uimodstaaelig Længsel efter atter at træffe sin aandelige Veileder. Han lagde ivei og fulgte Hauges Spor til nævnte Stiftsstad.
En Dag fik han en forunderlig Lyst til at gaa ind i Willum Stephansons Bogtrykkeri. Her var Hauge netop inde for at læse Korrektur paa sin Bog : «De sande Kristnes udvalgte Salmebog». Da han fik se Ole komme, gjemte han sig bag en Dør for ubemærket at kunne iagttage sin Ven, naar han kom ind. Denne blev i Trykkeriet straks vàr et færdigt Ark og spurgte med synbar Bevægelse, om man kunde sige ham, hvor den Mand var at finde, som udgav disse Salmer.
Dette greb Hauge; han kunde ikke længere være en rolig Tilhører, men listede sig frem bag ham, tog ham med Hænderne over hans Øine og spurgte, om han kunde gjætte, hvem det var. Straks kjendte Ole sin aandelige Fader paa Røsten, og Gjensynets Glæde blev stor for begge.
De blev nu sammen en Tid, idet Ole hjalp sin Ven med at renskrive Manuskript til Trykkeriet, indtil Hauge var færdig. De drog da hver til sin Kant. Ole vendte hjem igjen, men tog ikke længe efter atter ud paa Vandring.
I 1801 traf han Hauge paa Ringerike, de gjorde nu flere Reiser sammen, da han hang ved Hauge med en rørende, sønlig Kjærlighed. Ingen var ivrig som han til at udbrede den store Vækkelsesprædikants Bøger, som han med en Taalmodighed, der aldrig blev træt, bar i en stor Sæk rundt om i Bygderne, indtil han tilsidst blev krokrygget. Han var hin Tids mærkeligste omvandrende Bogsælger og omtales som en stilfærdig, ydmyg og beskeden Mand med et alvorligt og rigt Kristenliv, dybt befæstet i Guds Ords Sandhed.
Efter at have arbeidet en Tid paa Eker Papirmølle kjøbte han en liden Gaard i Ringsaker ved Navn Røhrsveen og giftede sig med førnævnte begavede Kvinde, Marhe Knudsdatter. Hun var født i Elverum antagelig 1774 og blev sammen med to andre unge Piger vakt 1798 under Hauges Besøg der.
Han opmuntrede disse til at virke for Guds Riges Fremme paa følgende Maade : De skulde gaa fra Gaard til Gaard i Prestegjældet og de tilgrænsende Bygdelag for at søge efter Dagarbeide. Under sin jordiske Syssel formanede han dem til at lægge for Dagen størst mulig Dygtighed og Flid, saaledes som det sømmer sig for Kristne; i Hviletiden skulde de synge Salmer og aandelige Sange, bede, læse Guds Ord og samtale med Folket.
Dette gjorde de ogsaa samvittighedsfuldt, men blev mødt paa høist forskjellig Maade. Nogle modsagde, andre troede, de var gale; men mange hørte paa dem med Andagt. Denne sin beskedne Gjerning fortsatte de i længere Tid med Troskab og under flittig Bøn om Guds Aands Bistand og Veiledning, og det vides, at Herren ledsagede dette Indremissionsarbeide med sin Velsignelse.
I et Brev fra 1802 til sine Venner paa Hedemarken skriver Hauge : «Du Marthe vil jeg glæde mig ved som før, at du gaar fra dig selv aandelig og legemlig for at søge og tjene Herren efter det Lys, han har givet dig; øv dig i Ydmyghed i at gjøre godt, saa Gud kan give dig mere».
Trods sin store Kjærlighed og Hengivenhed for sin aandelige Fader var hun dog ikke ræd for at give ham en kjærlig Paamindelse, naar hun troede, at han trængte den. Det fortælles, at Hauge engang stod omringet af Venner og blev meget oprømt under Samværet med dem. Da han var en livlig Natur, spøgefuld og munter, syntes Marthe, at han holdt paa at gaa for vidt. Hun gik da bort til ham, klappede ham venlig paa Skulderen og sagde mildt og kjærlig : «Pas dig nu, Hans !» Der var nemlig flere Unge og Uerfarne tilstede, og hun frygtede for, at disse kunde tage Skade af Hauges maaske vel frie Omgangstone i denne Kreds. Paamindelsen modtog denne venlig og med Tak, idet han sagde, at naar han var sammen med kristelige Venner, følte han sig saa glad og oplivet, at han maaske ikke var saa forsigtig, som han burde.
Efter at hun havde ægtet Ole Røhrsveen, blev deres Hjem et Midtpunkt for det kristelige Liv i Omegnen og et Samlingssted for Nyvakte og Guds Ords Forkyndere lige til deres Død.
Manden holdt sig mest tilbage, men hun var livlig, meddelsom og den egentlige Ledende. Begge lagde for Dagen en slig Kjærlighedens Omsorg særlig for de unge Kristne, at de fik Hædersnavnet «Bedstefar» og «Bedstemor», som de kaldtes af hele Vennekredsen; de var ogsaa sjelden omsorgsfulde for de Unge i Vækkelsestiden. Deres Hus stod stadig aabent, og naar der ikke holdtes Opbyggelse noget Sted i Bygden, pleiede man altid at gaa til dem.
«Det var aldrig stilt der i Helgen», sagde en gammel Kone, som havde tjent hos dem. Hermed mente hun, at Venner stadig samlede sig der. «Bedstemor» tog dog ikke altid paa de Unge med Silkehandsker; «men vi skjønte, at der laa Kjærlighed under, og saa taalte vi det», har en af dem sagt.
Hun var den kontrollerende Myndighed. Hvis nogen gav sig Mine af at ville lede andre, førend han selv havde traadt sine Børnesko i Kristendommen, fik han Besked af den Gamle. «Gaa hjem igjen og arbeid paa dig selv, sagde Hauge til slige Folk«, pleiede hun at sige.
Lange Taler kunde hun ikke taale. Da gav hun ved tydelige Tegn Vedkommende sin Misfornøielse tilkjende, og, hvis denne ikke forstod Tegnsproget, fik han sagtens vide det bagefter. «Naar du kjender, det blir tørt for dig, hvorfor kan du da ikke slutte ?» «Guds Rige bestaar ikke i Ord, men i Kraft«, sagde hun til en, sagde hun til en, som havde meget vanskelig for at begrændse sig.
Men til Trods for hendes tilsyneladende Strænghed saa dog hele «Børneflokken» op til «Bedstemor» med barnlig Hengivenhed.
Hun havde en inderlig Omsorg for alle Mennesker. Hørte hun om nogen «frafalden», maatte hun straks faa en af de Unge til at skrive for sig, og da kunde hun ofte med graadkvalt Røst sidde og diktere, hvad hun vilde have lagt Vedkommende paa Hjerte.
Følgende Træk kan tjene til at oplyse, hvor høi Pris hun satte paa Vennners Besøg. Den bekjendte Lægmand Herman Rustad (død 1878) kom sent en Aften did, efterat de Gamle, som nu var Kaarfolk, havde lagt sig. Tjenestegutten, der ikke havde Hjerte til at uro dem, viste derfor Herman op til Gaardbrugeren. men da Marhe om Morgenen fik vide dette, blev hun meget bedrøvet og sagde : «Om du havde taget den ene Koen min, saa havde det ikke gjort mig saa ondt, som at du skulde vise nogen af Guds Folk bort fra mit Hus !»
Føderaadsmand Ole Christiansen Røhrsveen døde 24. Juli 1849 i sit 70. Aar og blev begraven 1. August næstefter ved Ringsaker Hovedkirke. Hans trofaste Hustru Marthe Knudsdatter hensov den 2. Marts 1859, 85 Aar gammel og blev begravet 15. Marts ved samme Kirke.
Deres Minde er til Velsignelse og bevares i en taknemmelig og kjærlig Erindring.
Om Vækkelsen i Akershus og Hedemarkens Amter er intet særligt at bemærke; det berettes dog, at der paa «Hedemarken fandtes nogle, som mente, at Aandens Gjennembrud fandt Sted under Skjælven, Krampetrækninger og andre saadanne legemlige Bevægelser, som Kvækerne og tildels ogsaa Methodisterne anser fast (nesten/red.) som Aandens nødvendige Følgessvende» (Stenersen : H.N. Hauges Liv , Virksomhed og Lære. Kjøbenhavn 1827. Side 31. Anmærkninger). Det vides ikke, i hvilket Prestegjæld disse var; saavidt bekjendt, stod de hverken i direkte eller indirekte Forbindelse med Haugianerne.
I Kristians Amt blev fremkaldt ved Hauge og hans Venners Virksomhed en ikke liden Vækkelse. Der fandtes ei saa ganske faa Haugianere i Faaberg, men flere i Gausdal; her var John Opsal (død 1860), der fra 1803 boede paa Forseth i vestre Gausdal og fra 1807 paa Bleken i Faaberg, Lederen og hans Hjem Midtpunktet for Bevægelsen.
Særlig ved Hauges Besøg Aar 1800 blev Øier og fornemmelig i Annekset Tretten vakt en stor Skare. Presten skriver, «at den halve Bygd er af Hauges ivrigste Tilhængere». Blandt de ældste Ledere der mærkes Johannes Johnsen Kraabøl (død 1855) og Haagen Olsen Langaard (død 1811).
I Ringebo og paa Fron omtales ogsaa enkelte Haugianere, i Vaage var der mange Vakte; Hauges Skrifter fandtes i «Hverandens Hænder».
Paa Lom var Vækkelsen stærk og udbredt; fem af de ældste og mest fremtrædende Kristne nævnes Erik Syversen Skamsol, «en meget virksom og for sin Forstand og Duelighed høit agtet Bondemand».
Om ham skriver Hauge : «I Aaret 1801 fattede han et aandeligt Sind ved Betragtningen af gudelige Bøger og Samtaler med gudfrygtige Mennesker. Fra den Tid blev det hans vigtigste Anliggende at leve et kristeligt Liv og vise Troens Gjerning til Eksempel for sin Næste. Han forkastede ikke sine jordiske Sysler og Forstand, men de blev drevne ved en anden Aand. Istedet for at han tidligere, som han selv bekjendte, i sin uomvendte Tilstand havde søgt sin egen Ære og Nytte, saa søgte han nu Guds Ære og Næstens Gavn. Han bekjendte den Herre Jesus, som dyrt har forløst os alle med sit Blod, formanede til at omvende sig og afstaa fra Synden ved hans Kraft; hvis ikke, saa har man ingen Del i Jesu Naade. 1803 blev han syg; denne Sygdom tiltog og varede et halvt Aar. I den Tid trængte han mere og mere med sit Sind efter Guds Naade; undertiden fandt han Haab og Trøst, andre Tider tvilede han, indtil det sidste af sin Levetid; da fandt han efter sin Strid og Forventning en herlig Forsikring; thi da hans Kone læskede ham, sagde han : «Nu faar jeg snart Livsens Vand uforskyldt«, hvorpaa han døde rolig».
Af andre bekjendte Haugianere paa Lom var dengang Gulbrand Haave (død 1857), Ole Pedersen Aanstad (død 1871) og Sivert Høvre, Digteren Silvester Sivertsons Fader.
I Birid fandtes nogle Vakte hist og her; Lederen var Christopher Olsen Brateng (død paa Løvøen i Stegen (Steigen/red.) 1849), bekjendt allerede da som en begavet og frimodig Lægprædikant. Det samme var Tilfældet i Naboprestegjældet Vardal; Ole og Marthe Øvre Gjøvik nød Tillid og Agtelse som de mest fremtrædende af Haugianerne der; deres Hjem var en Station, hvor reisende Lægprædikanter og Venner fra nær og fjern tog ind og fandt gjæstfri Modtagelse.
Paa Toten omtales ogsaa en Del Vakte; men ingen af dem var i denne Tid mere fremtrædende, det maatte da være de fire begavede Døtre paa Nesterud, hvoraf Lucine først blev gift med Bogtrykker H.T. Bacherud i Christianssand og efter dennes Død med Kjøbmand O.P. Moe sammesteds; to Søstre af hende ægtede bekjendte Haugianere i Trondhjem. Af den senere Vækkelse fremgik paa Toten flere bekjendte Guds Ords Forkyndere.
I Jevnaker og den sydlige Del af Gran fandtes en liden Kreds af Hauges Venner med Hans Gundersen Dæhlinlien (død 1853) som Leder. Ved den øvre Ende af Randsfjorden, i Nordre Lands Prestegjæld, særlig i Annekset Torpen, var der mange Vakte; Hans Kjinsjordet nød mest Anseelse paa sidstnævnte Sted, og hans Hjem var Midtpunktet og Samlingsstedet for de Kristne i Bygden; senere traadte Sønnen Gunder i hans Sted.
Under Hauges Besøg i Valders kom en Mængde til Liv i Gud i Søndre Aurdal; Anders Aaslid og Hustru Tore var de mest anseede i Hedalens Anneks; siden flyttede de til Brufladt Sogn, hvor de boede paa Gaarden Hestehindøen og sammen med Svein Pedersen Nedre-Haug hørte til Hauges varmeste Venner. Denne sidste var en solid Mand og Bestyrer af Vennesamfundet paa Lundmoen, indtil dette opløstes ved, at daarlige Elementer kom ind. Nævnte Eiendom kom da ud af Vennekredsens Besiddelse, og Svein flyttede til Gaarden Nedre-Haug.
I Bagn Hovedsogn vandt Hauge blandt andre for Guds Rige Bonden Elling Nord-Vold og Knut Kirkeberg, i hvis Hus der stadig var et Tilhold for kristelige Bekjendere.
Paa samme Reise holdt Hauge ogsaa Samlinger i Nordre Aurdal, hvorved ogsaa en Del blev vakte. Her var imidlertid tidligere begyndt en usund kristelig Bevægelse ved to Mænd af Bygden, nemlig Gaardbruger i Skrutvals Sogn Ole Pedersen Solbrækken og Skolelærer sammesteds Osten Amundsen Rye.
Førstnævnte og Kone havde før Hauges Komme til Bygden havt et Syn. Medens de sov, syntes de at høre en Røst, der sagde : «Omvendelsens Vei er Himmeriges Lyst». De vaagnede og saa et Lys, som stod foran dem; ud fra dette hørtes en Røst, som formanede : «Omvender Eder, kjære Børn, nu er det Tid», hvorefter den opregnede Menneskenes mest almindelige Synder. De fortalte, at de nu «fik se en Mængde Mennesker, baade kjendte og ubekjendte», der alle var omgivne af et «fælt Mørke og sort Damp», men ikke alle like meget; det beroede paa, i hvilken Grad de var syndbesmittede. Der var enkelte, hvorifra der midt i Mørket kunne skimtes et «lidet Glimt af Lyset, medens nogle faa var ganske lyse». De mærkede ogsaa Smaabørn iblandt, der i Begyndelsen var lyse, men siden «blev mørke» ettersom de vokste til. Om en Stund «blev Mørket og Menneskene borte, og de laa paa Sengen bævende af Rædsel».
Senere kom de til den Opfatning, at dette Syn blot var en Drøm og derfor aldeles at forkaste. Men denne Aabenbarelse, der vistnok var et Foster af deres egen Fantasi, hvis det hele ikke var opdigtet, kom dog til at spille en vis Rolle under Solbrækkens senere Virksomhed. Han havde noget vindende ved sig, hvorfor en Del fattede Tillid til ham og lod sig paavirke.
Under den Vækkelse, som opstod ved Hauge, kom flere af disse til Omvendelse. Efter Solbrækkens Raad og med de første Kristnes Eksempel for Øie skjød de sammen Penge, kjøbte for fælles Regning Gaarden Lundmoen, dannede en liden kristelig Koloni og vilde drive den i Fællesskab.
Men da Solbrækken var den egentlige Hovedmand og forstod at tilvende sig Fordelen, strandede dette mærkelige Forsøg (Ø.A. Rye : Et mærkværdigt Syn. Christiania 1801. Forskjellige Meddelelser fra samtidige Haugianere i Valdres).
Førnævnte Lærer Ø.A. Rye fra Svennes Anneks havde hørt Rygte om Hauge og læst flere af hans Skrifter. Saa begyndte han at holde Opbyggelser, og det lykkedes ham at paavirke en Del. Han skriver : «Gud har opvakt baade mig og andre Mennesker, som i Synden var døde».
Det sees af hans Skrifter, at han var en uklar og noget sværmerisk anlagt Mand; saaledes mente han, at «Tegn og Syner er til Bekræftelse for Guds Ord nu i disse sidste Tider».
I denne Tro udarbeidede han ogsaa sin lille Bog om O.P. Solbrækkens før omtalte Syn og føiede til «endel Formaninger». Af disse anføres følgende : «Jeg vil haste paa alle Mennesker, ligesom Engelen hastede paa Loth og hans Hustru og Døtre den Tid, Gud fordærvede Sodoma og Gomorra, at de skal afstaa fra Sodomas Synder og afsige sin egen Vilje».
Det lader dog til, at han selv vilde holde fast ved sin Børnelærdom. «Jeg kan ikke», skriver han, «lære Eder mere, end I har lært i Katekismus og Forklaringen» (af Biskop Dr. Erik Pontoppidan) (En liden Paamindelse til mine Venner af Ø.A. Rye. Side 8).