– inntatt i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920 : hele dette viktige avsnitt i H.G. Heggtveits arbeid, omhandlende Haugianismen og hva den betød for kirken – for litteraturen, folkeopplysningen, religionsfriheten og landets økonomiske vekst – kan du lese videre om her :
– her gir vi kun en kort introduksjon til dette tema, gjengitt i overnevnte verk på s. 779 :
Som allerede foran berørt eller paavist, har den kristelige Vækkelse i det nittende Aarhundrede sat dybe Spor i vort Aandsliv og baaret betydningsfulde Frugter ogsaa for Kulturen.
Naar det her skal forsøges at give en Udsigt over dette vigtige og omfattende Emne, er det selvsagt, at det kun blir gjennem spredte Antydninger og derfor langt fra nogen udtømmende Fremstilling.
Det er tillige indlysende, at selv ved den mest oversigtsmæssige Behandling maa Haugianismens Betydning for Kirkesamfundet først og fremst tages Hensyn til. Som det vil fremgaa af den foregaaende Skildring, stillede Kirken og dens Mænd dengang sig idethele i et fiendtligt Forhold til den haugianske Bevægelse, hvis Hovedopgave det dog var at vække Liv inden Kirken ved en alvorlig, aandsfyldt Forkyndelse af Guds Ord, fremført i en Form, som passede for Tidsforholdene.
Hauge og hans Venner kunde angribe skarpt den herskende Fordærvelse og det store Flertal af Geistligheden, som var utro Hyrder og istedetfor Guds rene Ord “om Synd, Retfærdighed og Dom” forkyndte en Fornuftskristendom, der i Virkeligheden hverken kunde tilfredsstille Aand eller Hjerte.
Men Lægmændene gjorde dette, fordi de elskede Kirken og agtede det kirkelige Embede; derfor glædede de sig ogsaa hjertelig over enhver Prest, som prædikede i Overensstemmelse med deres kristelige Børnelærdom.
Haugianernes Forkyndelse var vistnok, som Tilfældet pleier at være i store Vækkelsestider, ofte uklar og ensidig; men de var sig dog ikke bevidst, at de paa noget Punkt afveg fra Guds Ord og den lutherske Kirkes Bekjendelse. De kristelige Erkjendelseskilder, hvoraf de øste, var jo først og fremst Bibelen, Katekismen og Forklaringen og dernæst Skrifter af M. Luther, J. Arndt, Schr. Scriver, H. Muller, F.J. Spener, A.H. Francke, E. Pontoppidan, J.R. Brockmann, P. Hersleb, J.D. Jersin m.fl., hvilke alle er regnede blandt og agtede som vor Kirkes Lærefædre.
Af H.N. Hauges egne Skrifter, særlig hans “Kort Indgreb eller Hoved-Indhold af mine egne Religionsbegreber (H.N. Hauges “Reiser, vigtigste Hændelser og Tildragelser”, Christiania 1816, Side 97 flg.) og hans “Testamente til sine Venner” (H.N. Hauges “Testamente til sine Venner”, Christiania 1824), fremgaar det klart og uimodsigelig, at han ønskede at staa paa Guds Ords og Kirkens Bekjendelses Grund.
I sit nævnte Testamente formaner han med Døden for Øie sine Venner at holde sig til “Statens Religion” og benytte dens Tjenere, naar de vilde have udført kirkelige Handlinger.
Saa taler og handler ingen Sekthøvding, og Hauges Venner paa meget faa Undtagelser nær fulgte ham; de blev inden Kirken et Lys og Salt, byggede trofast paa dens Mure og førte Aandens Sværd for den baade til Forsvar og Angreb. Den betydningsfulde haugianske Vækkelse, der, som allerede paavist, omfattede det hele Land, kom helt ud og i flere Henseender Kirken tilgode og skabte en aandelig Vaar og Sommer med rig Udsæd og fager Grøde;
– les derfor videre i H.G. Heggtveits verk her :