indlæg (innlegg) i jødesagen : forord forfattet av henrik wergeland i 1841

FORORD.

Dersom kristne Staters Politik var, hvad den burde være, Kristendommens Anvendelse i stor Maalestok imellem Folkene, og dersom Ærbødigheden for Jesus boede mere i Hjerterne end paa Læberne, skulde et eneste af de mange Bibelsprog, som lære Menneskekjærlighed og Tolerance (Matth. 5, 44, 45; 6, 14, 15; 7, 1, 12; 18, 10; 22, 39; 25, 40. Luk. 6, 32. Rom. 12, 20, 21; 14, 1; 15, 1. Filipp. 2, 4. 1 Thess. 4, 6. Hebr. 13, 16. 1 Joh. 3, 17, 18; 4, 20, 21; o. fl.) og hvoraf de bestemteste ere fra Jesu egen Mund, være nok til at begrunde Afskaffelsen af den intolerante Bestemmelse i Norges Grundlovs § 2, sidste Passus, som banlyser den mosaiske Troesbekjendelse fra Norge.

Skeer det, at der ikke mangler Røster derfor, da vil ganske vist ogsaa Religionens Stemme have været hørlig i deres Hjerter, og drevet dem dertil uden Hensyn til de materielle Motiver, som ogsaa staa til Tjeneste; og gaaer Sagen igjennem, da vil denne store Handling blive regnet imellem Kristendommens historiske Seire, ligesom Negeremancipationen, de gjensidige Toleranceindrømmelser imellem de kristne Hovedkirker og Udvidelserne af Folkefriheden ere blevne det.

Hvor lidet man dog end i vore Dage kan være tilbøjelig til at vedkjende sig, at Religionsbud skulde bestemme En i et politisk Spørgsmaal, og om end deres Ord ere glemte fra den Tid de indprægedes af en Moder eller en gammel Præst, vil det dog kun være en sløv og forvildet Sjel, hvori Mindet om deres Indhold og Mening ikke skulde klinge, naar det bliver anslaaet, og et slet og ufrugtbart Hjerte, hvorfra deres Aand ganske skulde være vegen.

Mistvivlende end om, at Fleerheden af mine Landsmænd og navnlig af dem, som denne Gang skulle afgjøre Spørgsmaalet, ville strax og uden nærmere Angreb paa deres Fordomme godkjende dette og tage Mod til sig til at snitte en Udvæxt, ihvor hæslig den er, af den saarrædde Grundlov, kan jeg alligevel ikke tvivle om, at dog Enhver, fra den religiøse Side, i sit Hjerte erkjender, at det var menneskekjærligere og retfærdigere, om hiin Bestemmelse var borte.

Religionens Bud ville altsaa, uden nærmere at lægges paahjerte, have sin Indflydelse, om end ikke den ubetingede, som tilkommer dem, saa dog en Autoritet, man ikke vil benegte, men maaskee med en vis Undseelse stiltiende omgaa og suspendere — af Klogskabsgrunde, som det ventelig vil hedde.

Havde man ikke en Fordom i Folket, saa massiv som nogen bemoset Klippe, at støtte sig til, skulde man ikke vove det.

Man skulde ligesaalidt vove at anføre slige Grunde mod Ophævelsen af Grundl. § 2 sidste Passus, som mod Erkjendelsen af Lighed for Lovene, almindelig Værnepligt, Pressefrihed og andre Principer i frie konstitutionelle Stater.

Det er mod disse Fordomme jeg vil rette disse Blade — mod den Dæmon, der giver vort konstitutionelle Paradiis en modbydelig Lighed med hiint latterlige Altarbillede paa Ringsagers Altartavle, hvor en heel Deel smaa forgyldte Figurer, der skulle forestille Kristne strømmende ind i Himmerig, puffe og støde en stakkels Jøde ud, som vil liste sig ind i Trængselen.

At opstille ihvor sandsynlige Hypotheser om hvilke Fordele Ophævelsen vilde have tilfølge, at udpege de Handels- og Næringsgrene, Fabriker, Bjergværker, Fiskerier o. s. v., som upaatvivlelig vilde komme i Drivt under Jødernes Pengekraft og Spekulationsaand, og i hvilke Stæder og Trakter, de rimeligviis vilde nedlade sig, vilde nok fylde mere Papiir end tynge i Vægtskaalen, saalænge et aprioriskt erfaringsblottet Nei er ligesaagodt som et lignende Ja.

Dog tør jeg nok have Sandsynligheden for mig i den Paastand, at saamange Fosse ikke vilde spilde sin Kraft til ingen Ting, saamegen fremmed Tilvirkning ikke behøves i Norge, saamange Hænder ikke være uvirksomme, saamange Metalanviisninger ikke henligge, saamange Naturrigdomme ikke ligge begravede i vor Jord eller gaa spildte fra vore Kyster, saa alt lammende en Mangel paa Pengekraft ikke føles, slig Aager ikke trives, om Mosaiter havde Adgang til Riget.
  

Men Spørgsmaalet skal støtte sig til Religion, Retfærdighed og Menneskekjærlighed, til moralske Grunde mere end til økonomiske. Disse kunne danne et Slags Perspektiv i Baggrunden, tabende sig i Egennyttens Eldoradoer.

Derimod kan den vitterlige Omstændighed fortjene den nærværende Lovgivnings Opmærksomhed og Korrektur, at det alene er en Forglemmelsesfeil af Afskriver, Redaktionskommittee og Rigsforsamlingen, at det, mellem de øvrige Grundsætninger for Grundloven opstillede, og den 16de April af Rigsforsamlingen antagne, Princip af fri Religionsøvelse ikke findes i Grundloven, der vedtoges saaledes som samme oplæstes i Mødet den 16de Mai 1814.

Vel vare Jøderne udtrykkelig undtagne, men denne Ubillighed vilde falde endnu mere skrigende i Øinene, om hiin mod Mahomedaner og Hedninger liberale Bestemmelse var bleven staaende, som den med Gud og Rette skulde.

Nu er Grundloven i det Hele illiberal i Religionshenseende, og Jøderne synes kun at have faaet en Rem med af Huden, og Uretfærdigheden forholdsviis at være mindre imod dem, da andre Troesbekjendelser ogsaa have faaet sin Deel deraf.

Denne hadske fordomsfulde Stemning imod dem deltes dog ikke af alle Rigsforsamlingsmænd. Fra Grev Wedel og nogle Andre hørtes Protester mod denne Fremfærd.

Med Uvilje, Beklagelse og Forundring over at en Redaktionsbommert, som ovenomtalte, kunde passere, have ogsaa fra Tid til anden Stemmer yttret sig paa Storthingene, i Blade og Skrivter. Vel har man indladt sig mindre paa Bestemmelsen om Jøderne, men man har dog aldrig streifet denne uden med Daddel.

Navnlig yttrer Hr. M. Ræder i sin Konstitutionshistorie : “Som en virkelig Feil (ved Grundl. § 2) bør man derimod vistnok ansee Slutningsbestemmelsen, ifølge hvilken Jøderne ere “fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget”.

Med hvilke Øine man end betragter dette gjennem Aartusinder saa eiendommeligt udprægede Folk, hvilkesomhelst Tanker man end nærer om dets Karakteer og Gavnligheden af dets Virksomhed, maa man dog finde, at Grundl. Koncipister plettede sit Værk ved saaledes at krænke en ulykkelig Nation, som aldrig har fornærmet os.

Jøderne vare allerede forhen udelukkede, og det var saare unødvendigt endydermere at bestyrke denne Banlysning i Grundloven, ja endogsaa, ved at optage den blandt de forud vedtagne Grundsætninger for Statsforfatningen, at give den Udseende af at henhøre til Statsforfatningens egentlige Væsen”.

Denne Forfatter finder ellers, at det “maaskee dog er betænkeligt”, at stryge Grundlovbestemmelsen, fordi man nemlig ikke vel vil kunne gjøre dette, “uden tillige til Jødernes Fordeel at afgjøre selve Spørgsmaalet om, hvorvidt det i vor private Lovgivning herskende System at spærre dem Adgangen til Riget bør forandres”.

Men ved dette sekundære Lovgivningsforetagende lader sig ingen Vanskelighed opdage, naar Grundlovsbestemmelsen først er ophævet. Det følger da af sig selv, og indskrænker sig til den blotte Ophævelse af Landslovens 3 — 22 — 1 og 2 (i det Følgende vil man finde indtaget en Bemærkning af en dansk Forfatter, som viser, at han har været uvidende om, at Ordet “fremdeles” i Grundlovbestemmelsen om Jøderne er begrundet heri. De enkelte Jøder, som dog kunne have opholdt sig her i Landet, maa have havt kgl. Leide eller Bevilling).

Det vilde være en utænkelig Anomali, om Forfatterens Udsagn ikke da skulde gaa i Opfyldelse, at “aabnes Landet for dem, vil man forresten vistnok ogsaa tilstaa dem ligesaa fulde Borgerrettigheder,  som andre fremmede Religionsbekjendere ere i Besiddelse af, da vel intet kan ansees mere fordærveligt og tillige mere stridende mod vor Forfatnings Aand end en saadan Mellemtilstand af Frihed og Undertrykkelse, hvori Jøderne saa mangesteds be-
finde sig“.

Hr. Ræders Frygt forat Fordommene ville “seire over Deres Røst, som beraabe sig paa Ret og Billighed, idet de tillige paastaa at tale i det Offentliges egen Interesse og med historiske Data bevise, at dette Folks (Jødernes) Feil have været at tilskrive dets Nedværdigelse og med den ville ophøre, ligesom de tildels ere ophørte” — den deler jeg, som sagt, desværre pro tempore, og det er mod dem disse Blade ere skrevne.

Men faaer denne blinde Drage behørige Ulivssaar, og vindes Opinionen for Sagen, vil denne sandsynligviis ogsaa blive vunden paathinge (Storthinget). Den Tid vil ellers ganske vist komme, som vil forundre sig over, at en saadan Fordom har kunnet existere og trivets saa vel, at slige Midler, som alvorligen nedskrevne Indlæg, og ikke blot Spottens og Satirens, vare langtfra unødvendige.

Gjennem smuldrende Fordomme er det lysere Tiders Palmer skyde op; kommende Tiders Aand er altid en Befrier, og Befrieren fra Fordommenes Aag betræffende denne Sag kan, af adskillige Tegn at slutte, ikke være langt borte.

Man blues allerede forat yttre dem, og skyder sig ind bag Farligheden af at røre ved en Tøddel af Grundloven.

Skrøbelige Sikkerhed ! hvorledes vil den da yde § 59, der, ligesom en af Bevægelser i Jorden fremskudt Muur, Aar efter Aar er bragt sit Fald nær, sin Beskyttelse ?

Næste Thing eller allerede dette maa uundgaaeligen heri gjøre et Brud paa Grundloven, hvoraf i hiin § ligesom et Hjørne nedstyrter af sig selv. Og gid det Faldefærdige maatte begrave det Faldeværdige, og derimellem Udskudet paa § 2 !

Siden Grundloven dog maa forandres i eet Punkt, er nemlig Leiligheden der til ogsaa at faa den forandret i andre, hvori det tiltrænges; og da er det Ophævelsen af det Grundlovbud, der udelukker Jøderne fra Norge, som, for Menneskepligtens, Religionens og Folkets Æres Skyld imellem de øvrige frie Nationer, har det fornemste Krav.

De lysere Anskuelser, hvormed et Folk reviderer Fædrenes Love, ere Verdensstyrelsens egne, sikkre, aldrig slumrende, men fra Tid til anden ligesom stærkere udstraalende Blik. Menneskene erkjende Re formens moralske Nødvendighed : det er Trykket af Guds Finger de føle i sine Hjerter.

De følge det, og Hans Vilje skeer, der bruger de bløde glidende Skyer og Sekundernes Flugt til at afslibe og omforme Bjergenes Tinder med.

Den 16de August 1841.

Henrik Wergeland.