– i “Christianssands Stiftstidende” nr. 34 for 28de April 1842; fortsatt fra 25de April – nr. 33;
Jødesagen (Fortsat fra forrige Nr. 33 – Sluttet);
Christianias Børs- og Handelscomitees Betænkning indrømmer som udenfor al Tvivl, at der blandt Jøderne kunne gives mange, ligesaa vel tænkende, som retskafne og hæderlige Individer, der, ved at bosætte sig i Norge, vilde blive nyttige Borgere af vort Samfund og udbrede Gavn saa vel i den Kreds, i hvilken de bleve optagne, som for Landet i det Hele.
Comiteen skylder imidlertid at betragte Sagen fra et almindeligt Standpunct, og antager saaledes, at de mere formuende Jøder neppe ville finde tilstrækkelig Opmuntring til at etablere sig hos os, uden maaskee ved Commanditer, af hvis Virksomhed i alt Fald den væsentligste Fordeel vilde til flyde de udenlands boende Principaler – hvorimod det formeentlig maa ansees utvivlsomt, at et stort Antal af den lavere og mindre formuende Classe vilde oversvømme Landet uden Gavn for det Almindelige i nogen Henseende, men derimod til uberegnelig Skade for Handelsstanden i Særdeleshed; thi, uden at see hen til de betydelige Forgreninger og det Sammenhold, der finder Sted imellem Jøderne, hvilket sætter dem istand til at drive deres Forretninger med langt større Lethed, end andre Handlende, maa det med Hensyn til de Jøder, der beskæftige sig med Handel i de mindre Brancher, befrygtes, at de med den dem egne Omsorg og Routine, som de saa vel vide at gjøre gjældende, og under lige Rettigheder med Landets øvrige Detailhandlere vilde fortrænge en meget stor Deel af disse, iblandt hvilke der efter Comiteens Formening er en alt for stor og uforholdsmæssig Concurrence; Comiteen antager tillige, at Jødernes Handelsvirksomhed lettelig kunde have en skadelig Indflydelse paa Landets Fabrikvæsen og Haandverks drift.
Com. finder det saaledes højst betænkeligt og ingenlunde tilraadeligt at aabne Jøderne ubehindret Adgang til at bosætte sig her i Riget, hvorved disse, der aldrig have havt Adgang til samme, ej kunne besvære sig over nogen Forurettelse; Com. troer i alt Fald, at Tilladelsen maatte indskrænkes saaledes, at der alene tilstededes Jøderne Adgang til og Ophold i Landet som Rejsende uden Adgang til at erhverve Borgerskab og de derved hjemlede Rettigheder.
I den af Børs- og Handels-Comiteen i Bergen afgivne Betænkning hedder det, at Com. ikke kan skjønne, at vor Handel og Søfart vil vinde ved Jødernes Deeltagelse deri. Man er nu her i Landet tilstrækkelig oplyst om de bedste Markeder for vore Producters Salg og Indkjøb af vore Fornødenheder, saa at der neppe ere større Oplysninger at vente af Jøderne.
Hvad angaaer den Deel af Søfarten, der bestaaer i Fragtfart imellem de andre handlende Nationer til og fra længere bortliggende Lande, frygter Comiteen for, at Jøderne ikke ville tage Deel i denne, som en langsom og usikker Næringsvej, og det er ikke Comiteen bekjendt, at Jøderne have udmærket sig som Sømænd eller viist nogen særdeles Tilbøjelighed til denne besværlige Syssel.
Det er bekjendt nok, i hvilken høj Grad Jøderne deeltage i de mindst udstrakte af alle Handelsfortagender, Statslaanene, men det synes ikke rimeligt, at Jødehuse med saadanne Capitaler skulde ville indvandre hertil, eller engang kunne holde sig saa langt fra de store Pengemarkeder.
Som Haandverkere ere Jøderne kun lidet berømte, og mere for deres godtkjøbs Sølvmynt og slette Arbejde, end omvendt. Faae vi igjen, som vi kunne vente, i Circulation, er det at forudsee, at den evindelige Skakren vil friste Jøden til saadan Ombytning og Behandling af Sølvet, som kun kan blive skadelig for de andre Statsborgere.
Jøden er den første til at benytte en Conjunctur til sin Fordeel, og er ikke nøjeregnende med Hensyn til Midlerne, og naar det gjælder at opkjøbe Guld, Sølv, Kunstsager og Sjeldenheder, for igjen at sælge saadanne Ting, som enhver anden Vare, paa andre Markeder, da har han et Talent, som gjør ham ulige skadeligere for den mindre handelskyndige Deel af Folket, end nogen af hans christne Medborgere. Saalænge Jøden ikke sammenblander sig med andre Folk, saalænge han anseer sit rette Fædreland at ligge udenfor Europa, saalænge er det at frygte, at han vil benytte sig af sin Adgang til vort Land, ikke saa meget for at gjøre det til Fødeland for sine Børn, som for i kortest mulige Tid at erhverve sig Midler og med disse igjen drage til andre Lande, som ere mere passende til hans oprindelige Natur.
Comiteen negter dog ikke, at der ogsaa om Jøden kan siges og har været sagt Adskilligt til hans Fordeel, endog i commerciel Henseende, med Hensyn til hans Nøjsomhed i Handelsfordeel, og Exempel paa Tarvelighed og Stræbsomhed. Sluttelig bemærker den : Skulde philanthropiske og andre højere Hensyn, uanseede de ytrede Betænkeligheder, i den Grad vinde Overvegt, at hiin Grundlovbestemmelse enten maatte udgaae eller modificeres, skulde Comiteen være tilbøjelig til at helde til den Mening, at det kunde overlades Storthinget, ligesom ved Naturalisationsretten, ved hver enkelt Ansøgning at tilstaae Jøder med eller uden Familje Adgang til Riget for længere eller kortere Tid, i hvilket Tilfælde Grundlovens g 2 sidste Passus saaledes maatte forandres, at den Ret for Storthinget, at bevilge Jøder Adgang, omtrent sættes ved Siden af den, som indeholdes i § 75 Litr. L., at naturalisere Fremmede, sammenholdt med § 82 Litr. E.
I Betænkningen fra Børs- og Handels-Comiteen i Throndhjem hedder det, at ved Gjenstandens Foredrag inden Throndhjems Børs Stedets tilstedeværende Kjøbmænd afgave den eenstemmige Formening, »at det med Hensyn til Handelsforholdene ikke ansees tilraadeligt at indrømme Jøder Adgang til Riget».
Comiteen, som erklærer sig enig i foranførte Conclusion, tilføjer, at, dersom Jøder skulle erholde Adgang til at opholde sig her i Riget, maatte de formeentlig tilstaaes alle statsborgerlige Rettigheder. Ulige Rettigheder virke skadeligen paa de Tilsidesatte, som paa de Begunstigede; og det maa vel synes, som at Jødens fulde Emancipation i de Lande, hvor han har havt og har et Hjem, maatte være betinget baade af Retfærdighed og Politik.
Men naar et saadant velgjørende Maal, uagtet mange Nationer have søgt at arbejde det imøde, end ikke er naaet, saa kan formeentlig Aarsagen dertil ikke være at søge blot i Fordomme mod Jøden, men visseligen ogsaa deri, at denne endnu er mindre skikket til fuldkommen Emancipation.
Norge har i alle Fald ikke de Forpligtelser til at virke for Jødernes Emancipation, som de Lande, hvori Jøder allerede have Tilhold. Men med nogensomhelst Grund lader det sig formeentlig heller ikke forudsætte, at de faa Jøder, som ved Ophævelse af sidste Passus i Grundlovens § 2 ville søge Nedsættelse i Norge, skulle kunne løsrive sig fra det store politiske Folk i den Grad, at de vorde bedre Statsborgere, end Jøder i Almindelighed.
###
Uagtet det i ovenanførte Betænkninger omhandlede Æmne allerede kan synes saa tilstrækkelig drøftet, at Man derom kan danne sig en fuldkommen klar Anskuelse, og saa udtømmende udviklet, at ethvert videre Tillæg maaskee kunde ansees overflødigt, ville vi dog ikke tilbageholde nogle faa Reflexioner, der deels ikke ere fremsatte i Ovenstaaende, deels efter vor For mening ikke tilstrækkelig fremhævede.
Vor Mening har naturligviis liden eller ingen Vegt, og den vil maaskee befindes blot at være en Resumée af det allerede Anførte, men vi ville desuagtet ytre den i Forventning af, at det kunde foranledige yderligere Drøftelse fra saadanne Mænds Side, som besidde et skarpere Blik og større Indsigt.
Dersom de Hensyn, Man fra Menneskekjærlighedens og Christendommens Stade skylder at tage til Israels for en Deel miskjendte Børn, alene kunde gjøres gjældende, uden at det var nødvendigt at tage andre Forholde i Betragtning, gives der vel Faa eller Ingen, som noget Øjeblik vilde betænke sig paa at give den foreslaaede Ophævelse af Grundlovens Bestemmelse Medhold. Det har ogsaa forekommet os at være en ædel og højhjertet Idee, som har gjennemtrængt Motionairen, en Idee, som anstaaer et frit Folk, og som har saa meget større Værd, da dens Realisation – det vil vel selv den, som er meest begejstret for den, ikke negte – i ethvert Tilfælde vilde medføre Opofrelse fra det norske Statssamfunds Side. Efterat vi imidlertid have undergivet Spørgsmaalet en nøjere Overvejelse, efterat vi have hørt indsigtsfulde Mænds Mening om det, ere vi komne til det Resultat, at de Betænkeligheder, som frembyde sig ved at give Jøderne ubehindret Adgang til Norge ere saa mange og store, de Goder, Man venter af deres Optagelse, saa højst uvisse eller tvivlssomme, den Skade derimod, som det kan foranledige, saa let beregnelig, ja øjensynlig, at vi for vor Deel hylde den Anskuelse, at den foreslaaede Udslettelse af Grundlovens § 2 sidste Passus ikke bør skee.
Betragte vi Spørgsmaalet fra den religiøse og politiske Side, finde vi hvad det førstnævnte Hensyn angaaer, den Mening udtalt i den af det theologiske Facultet afgivne Betænkning, »at der med Hensyn til Statens offentlige Religion» eller «Kirkens ved Grundloven bestemte Forhold til Staten» ikke kan være Noget til Hinder for at gaae ind paa den foreslaaede Ophævelse. Facultetets Betænkning fremhæver dog ogsaa, at en stor Deel Jøder ikke ansee det Gamle Testamente som sin Troes- og SædelighedsNorm, (thi var dette Tilfældet, vilde færre Betænkeligheder gives med Hensyn paa Spørgsmaalet, fra den religiøse Side betragtet, saasom vi jo ogsaa antage det Gamle Testamente som Guds aabenbarede Ord) men hylde position f. Ex. Talmud hvis Dogmer i sin Befølgelse nødvendig sætte Jøden i Opposition til Christendommens Bekjendere.
Facultetet formener vel, at det ikke er sandsynligt, at alle europæiske Jøder ere Talmudister, men vi maae herved tillade os at bemærke, at Sandsynligheden af, at saadanne gives iblandt de europæiske Jøder, herved ingenlunde er rokket, og er denne, om endog kun i ringe Grad, tilstede, forekommer den os allerede at afgive Grund til at negte Jødernes Optagelse, fordi Talmudisterne vilde danne et Element i Statslegemet, som er uforeneligt med vore religiøse Begrebers Aand og Væsen, og som kunde forrykke den i Landet bestaaende Sædeligheds-Orden.
Det forekommer os dernæst, at Man med Hensyn til dette Spørgsmaal ogsaa burde tage i Betragtning, hvilken Opinion med Hensyn til Jøderne er den raadende i Norge. Vi troe, at denne ialmindelighed er imod deres Optagelse. Fortidens Politik, der banlyste dem fra vort Land, som uforenelige med vore Interesser, i Forbindelse med andre Omstændigheder maa bære Skylden herfor. Man vil ikke kunne negte, at Man i Almindelighed med Ordet Jøde forbinder et for denne Nation mindre end gunstigt Begreb.
Man vil maaskee indvende, at den mere oplyste eller intelligente Deel af Nationen ikke hylder saadanne Anskuelser; det medgive vi, men vi spørge, om denne frie og uhildede Synsmaade kan siges at gjennemtrænge Massen, og kunde det ikke være at befrygte, at den Opinion, som iblandt denne er den herskende med Hensyn til Jøderne, kunde lede til Conflicter, der vilde gribe forstyrrende ind i Samfundets Velvære, allerhelst da den Syssel, Jøderne ogsaa her især vilde øve, uundgaaelig netop maatte føre til Berørelse med Massen (skakkre-handel/red.).
Man hører vistnok tidt ytret, at den norske Nation staaer paa et højt Trin af Oplysning, og det er vel indtil en vis Grad sandt, relativt til andre europæiske Nationer, men at Man tidt overvurderer Massens Oplysningsgrad, synes at indlyse deraf, at Man saa ofte og det med Føje klager over, at der gjøres for lidet for Almueoplysningen; thi disse Klager medgive ogsaa, at den er ringe, og at den ikke er stor nok, for at Massen uden Fordomme kan modtage Jøderne, derom troe vi os overbeviste – Fordomme, der dog kunne lede til Forviklinger.
Men disse Fordomme ville med Tiden forsvinde, hedder det. Det er med Hensyn herpaa nødvendigt at bemærke, at, foruden at det er højst usikkert, om de Individer af Jødefolket, som ifølge Forholdene vilde benytte sig af den aabnede Adgang, vilde være saadanne, at de hævede de indgroede Fordomme, maa Man ogsaa erindre, at disse ikke ere forsvundne selv i de Lande, hvor Jøderne fast i umindelige Tider have havt Tilhold, men at de der endog for ikke meget lang Tid tilbage have foranlediget mindre end ønskelige Begivenheder.
Dette er dog et Erfaringsbeviis imod Jødernes Optagelse.
Men hvilke ere de Følger, som den imod Jøderne raadende Opinion vil fremkalde. Svaret ligger temmelig nær. Naar Jøderne ved Ophævelsen af hiin Grundlovsbestemmelse erholde ubehindret Adgang til Norge, indtræde de i et Contracts forhold til den norske Stat og dens Indbyggere, ifølge hvilket de ere forpligtede til af yderste Evne at bidrage til det Heles Vel.
Nu spørges : Ville de opfylde denne Forpligtelse ? Hertil svares : Ere de Erfaringer sande, Man hidtil paa mange andre Steder har gjort om Jøderne med Hensyn paa det Forhold, hvori de efter sine religiøse og politiske Dogmer ansee sig at staae til det christne Lands Bekjendere, i hvilket de leve, da frem byde de unegtelig megen Grund til Tvivl.
Hvorfor Jøden i Aand og Væsen mere skulde omskabes, hvis han blev norsk Borger, er ikke let at indsee.
Og vil det norske Folk i Almindelighed erkjende en saadan Forvandlings Sandsynlighed, der da skulde være en Følge af Jødernes Erkjendtlighed for det fra Norges Side gjorte Offer ?
Vi troe, at det vil betragte Jødefolket efter det traditionelle Begreb, som hidtil har været det raadende. Men kan det fremme Statens Øjemed, at Man vil træffe en Foranstaltning, der kan fremavle Mistro, Had og Splid. Vi negte ingenlunde, at denne Opinion er for en Deel uretfærdig, da Jødefolket vist kan opvise mange Exempler paa hæderlige Statsborgere, men naar Adgangen for Jøder til vort Land først er aabnet, kan det ikke forhindres, at ogsaa megen Bærme af dem– og maaskee netop den – strømmer herind. Og forsaavidt Man har ytret, at Jøderne i de Lande, hvor større Concessioner (innrømmelser/red.) have været gjorte dem, have viist sig fra en fordeelagtigere Side, da kan denne Erfaring kun for en Deel hæve (oppheve/red.) de Betænkeligheder, som stille sig imod deres Optagelse i Norge under lige Rettigheder med de øvrige Statsborgere, thi Man har dog i de samme Lande ikke fundet det raadeligt fuldkommen at emancipere dem, og dette indeholder ogsaa tilstrækkelig Grund for ikke at optage dem under Indskrænkninger.
Betræffende de Fordele i commerciel og industriel Henseende, som Man lover Norge ved Jødernes Optagelse, forekommer det os, at de Betænkninger, som ere læste, fremstille Sagen i et saa klart Lys, at Man neppe kan være i Beraad for at finde det Standpunct, der bør indtages, for at Man skal kunne komme til en afgjørende Mening om det Tilraadelige eller Utilraadelige i den foreslaaede Grundlovsforandring.
Herimod vil maaskee indvendes, at de Autoriteter, der have afgivet de nævnte Betænkninger, selv ere Parter i Sagen, og at derfor deres Skjøn ikke kan siges at være upartiskt.
Denne Indvending synes os dog at have lidet at betyde, med mindre Man vil antage, at samtlige Børs- og Handels-Comiteer ene og alene bestaae af sneverhjertede og af den laveste Egennytte hildede Mænd, en Forudsætning, som falder i det samme Øjeblik den opstilles.
Samtlige Comiteer have imidlertid hovedsagelig udtalt den Anskuelse, at det neppe vil baade, men sandsynligviis skade Handelsstanden, at indlemme Jøderne i vort Samfund. De Grunde, som have motiveret Comiteerne, ere saa tydeligen satte ud fra hinanden, at det vilde være ubeskedent af os, at troe os istand til at anføre noget Nyt, eller noget Bedre, ligesom vi aabent maae bekjende, at der maatte en god Deel Selvtillid til, for ved Argumenter, hentede fra højere Hensyn, at ville søge at bortraisonnere de Hensyn til en heel, betydelig Corporations materielle Velvære, som dog i nærværende Tilfælde fortrinsviis bør komme i Betragtning.
Forsaavidt de, der hylde den foreslaaede Grundlovsforandring, gaae ud fra, at den vilde lede til at give Handelen et større Opsving, trække Capitaler ind i Landet, sætte arbejdsløse Hænder i Virksomhed osv., har Comiteen i Bergen og Christiania efter vor For mening tilfulde viist, hvor liden Vegt disse Grunde for Jødernes Optagelse bør have. Naar det hedder, at Handelen hos os er døsig, er Man da ikke paa Afveje, naar Man ene udleder det fra en Grund, som vilde hæves, naar Capitalister af den mosaiske Troesbekjendelse bleve norske Borgere ?
Har ikke Norges Handel under heldige Conjuncturer før blomstret, uden at vi havde disse ? Og kunne nok saa rige Jøder mere end nogen Anden byde over de Omstændigheder, der hemme den indenlandske og udenlandske Rørelse og Drift, naar Conjuncturerne ere denne ugunstige ?
At antage dette vilde dog være en Chimære (fantasifoster, hjernespinn/red.). Men er det saa, at ugunstige Forholde især ere Aarsagen til den lammede Tilstand, hvori den norske Handel for Tiden befinder sig, hvorfor skal Man da ville optage flere Deeltagere i den Smule Fordeel, som denne kaster af sig ? Kunde Man faae Mænd som Hambro, Samuel Heyne og Rotschild til at fæste Bolig iblandt os, det lader sig høre, naar Talen er om den Fordeel, der kan resultere af Jødernes Optagelse, men saadanne Mænd finde vistnok bedre Regning ved at nedsætte sig andetsteds. Tvertimod var det nok muligt, at vi fik en god Slump Skakker jøder fra Stockholm og Kjøbenhavn.
Kommer dernæst den nye Handelslov istand paa det nærværende Storthing, og tillige Jøderne erholde Tilladelse til at nedsætte sig i Norge, hvorledes vilde det da see ud til Ex. med Christianssands mange Detail-Handlere ?
Vi troe, at de fleste i saa Fald gjerne kunde lukke sine Boder, uden at vi troe at behøve udførligere at godtgjøre denne sandsynlige – ja i Nødvendigheden begrundede Følge af Grundlovsbestemmelsens Ophævelse.
At udbrede os vidtløftigere over dette Æmne ansee vi overflødigt, og i det vi slutte os til de af de resp. Comiteer udtalte Formeninger, kunne vi ikke tilbageholde den Anskuelse, at det var at ønske, at Man i vort Fædreneland noget mere anvendte de Kræfter, hvorover Man allerede kan raade; hvis mange af de urimelige Baand, som lamme den industrielle og commercielle Bedrift, bleve løsnede, hvis Styrelsen stedse vilde lytte til Nationens ytrede Formening om, hvad den anseer tjenligt til sit Tarv, hvis Conservatismen hertillands ikke var saa uendelig conservativ; hvis der gjordes, hvad gjøres kan, for at fremme Industri og Agerdyrkning; kort, hvis dette og meget Andet var, som det kunde og burde være, turde det hende, at vi uden Jødernes Hjælp kunde hæve os til et Velvære, som i det Mindste havde det Gode, at vi vare befriede for de skadelige Følger, som deres Optagelse kan have.
Sluttelig maae vi bemærke, at den Fortolkning af Grundloven, hvorefter Jøder ikke engang som Rejsende tør opholde sig her i Landet, forekommer os saa barbarisk, at den for stedse bør banlyses.
Red. /Salve Akselsen Steen (red.)