– i avisen “Christianssands stiftsavis og Adresse-Contors Efterretninger” – for 25de April 1842;
Jødesagen.
Storthingets Constitutions-Comitee har i Anledning af det til Afgjørelse paa nærværende Storthing fremsatte Forslag til Ophævelse af Grundlovens § 2 sidste Passus, hvori det hedder : Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgangtil Riget, – indhentet Betænkninger fra Højesteret, det theologiske Facultet og Børs- og Handels-Comiteerne i Christiania, Drammen, Bergen og Throndhjem.
Vi ville her meddele en Recit af det Væsentlige i de afgivne Betænkninger og dertil knytte nogle Bemærkninger.
Højesterets Betænkning gaaer, som vor Correspondent i sin Tid meldte, ud paa, at den foreslaaede Ophævelse af den nævnte Grundlovs bestemmelse ikke er i Strid med Grundlovens Principer.
Det theologiske Facultet ytrer i sin Betænkning foreløbig, at den Maade, hvorpaa Man hidtil factisk har forstaaet den omhandlede Grundlovsbestemmelse, at det ved denne skulde være Jøder forbudt endog blot som Rejsende at opholde sig indenfor Norges Grændser, synes saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdensborger, at der formeentlig ikke kan være Tvivl om saadan Bestemmelses Utilbørlighed.
Facultetet anseer det derfor ikke nødvendigt videre at indlade sig paa Sagen, fra denne Side betragtet, og gaaer saaledes ud fra den Forudsætning, at Spørgsmaalet her gjælder at give Jøderne med Bibeholdelse og Udøvelse af deres Religion Ret til under vore Loves Beskyttelse at bosætte sig i Norge med alle eller en Deel af de Rettigheder, som norske Borgere nyde. Imod at give Jøderne saadan Adgang til Riget, formener Facultetet, at der med Hensyn til Statens offentlige Religion ikke kan være Noget til Hinder, hvad enten Man seer hen til denne Religions Aand og Væsen i og for sig, eller til dens ved Grundloven bestemte Forhold til Staten.
Kirkens Forhold til Staten, saaledes som det i Grundloven er bestemt, kan heller ikke efter Facultetets Formening i nogen Maade lægge Hindring ivejen for at tilstaae Jøderne Adgang til Riget og offentlig Udøvelse af deres Religion. Men forholder dette sig saa, at intet Religionsparti, altsaa heller ikke Jøderne, alene fordi de afvige fra vor Statskirkes Tro, bør udelukkes af Statssamfundet, bliver her videre Spørgsmaal, om Jødernes Tro og deres paa denne byggede Sædelære maaskee er af saadan Beskaffenhed, at de derved komme til at staae i Modsætning til vor Stats, paa Christendommen grundede, borgerlige Love og Institutioner; thi hvis saa skulde være, følger det lige frem af Statens Begreb, som et velordnet Samfund, at den ikke, uden at modsige sig selv, kan optage dem i sig. Betragter Man nu det Gamle Testamente alene som Norm for Jødernes Tro og Sædelære, er det en ligefrem Selvfølge af, at ogsaa den christne Kirke antager dette for at være Guds aabenbarede Ord, at deri ikke kan findes Noget, der i og for sig, eller ret forstaaet, sætter Jøden i Opposition til vor Rets- eller Sædelighedsorden.
Der vilde saaledes, hvis Man kunde gaae ud fra den Forudsætning, at Jøderne udelukkende antoge det Gamle Testamente som deres Troes- og Sædeligheds-Norm, efter Facultetets Formening i religiøs Henseende Intet være til Hinder for at aabne dem Adgang til Riget, men Facultetet vil ej undlade at gjøre opmærksom paa, at en stor Deel Jøder, nemlig de saakaldte Rabbaniter eller Talmudister ej alene antage det Gamle Testamente, men ogsaa Talmud og endeel andre rabbinske Skrifter for deres Troes- og Sædeligheds-Norm, sættende disse ej alene ved Siden af, men endog over hiint (det Gamle Testamente/red.), og at der i disse indeholdes Bud og Lærdomme, der, saafremt de følges, sætte Jøden i bestemt Modsætning til vor Stats Rets- og Sædelighedsorden.
Facultetet anfører herpaa Exempler. (Disse ere tagne af Dr. Schmidt-Phiseldeks Skrift : »Om den jødiske Nations hidtilværende Forhold til det christne Borgersamfund og dets Omdannelse i Fremtiden»). Rabbinerne lære, at, naar en Israelit veed et Vidnesbyrd til Bedste for en Hedning, og for den fremmede Ret aabenbarer samme imod eller til Skade for et Israels Barn, er han strafskyldig, og falder i den strengeste Grad af Ban, der medfører Fredløshed i dette og Overgivelse til evig Straf og Fordømmelse i det tilkommende Liv. – Rabbinernes Lære om at Tvangs-Ed (herved er at bemærke, at ved saadan Tvangs-Ed ej alene forstaaes Ed, der paalægges af Uvedkommende eller dertil Uberettigede i Livsfare eller anden lignende Anledning, men tillige den Ed, der aflægges efter en Fyrstes og Konges Befaling) ikke er bindende, og om at en Ed kan løses, eller dens Forbindtlighed ophæves, naar den, der gjør Eden, har Andet isinde, end hvad han fremsiger med Læberne, vil for dem, der antage saadan Læres Gyldighed, i mange Tilfælde tilintetgjøre Edens Hellighed, og give tilstrækkelig Anledning til Letsindighed i denne Henseende og mere end tilstrækkelig Undskyldningsgrund for dem, der søge at berolige Samvittigheden over et edeligt Løftes Misligholdelse, især naar hertil kommer, at Jødernes Lære om, at de paa den store Forsoningsfest formedelst Rabbinernes højtidelige Bøn kunne løses af alle Løfter, Fordindtligheder og Eder, af Mange lettelig kan forstaaes ej alene om Eder og Løfter, hvor ved Man forbinder sig selv til Handlinger, der ikkun angaae den Edgjørende alene, men ogsaa om Ed, der angaaer Andre.
Talmud og andre rabbinske Skrifter indeholde ligeledes Mangfoldigt, hvorved Jøderne styrkes i deres urigtige Opfattelse af det Gamle Testamentes Lære om Modsætningen mellem Israel og Hedningeverdenen og i deres religiøse Hovmod, ifølge hvilket de betragte andre Folk som urene og af Gud selv ringeagtede og forskudte Mennesker, med hvilke de vel til Straf for deres Synder nødes til at have et Slags Samqvem, men som de dog udenfor deres Forretninger omhyggelig bør holde sig fra, da deres fortroligere Omgang ansees at vanhellige et ægte jødisk Samfund.
– Facultetet kan dog ingenlunde antage, at de europæiske Jøder i Almindelighed hylde ovenanførte eller lignende talmudistiske og rabbinske Læresætninger, eller at alle de, som antage dem, holde sig til dem i deres hele Udstrækning.
Saavidt Facultetet veed, staaer ogsaa den Aand, der i mange Stæder f. Ex. i Kjøbenhavn, Hamburg osv. er for en stor Deel herskende blandt Jøderne, omtrent i samme Forhold til den strenge orthodoxe Judaisme, som Nationalismen til den christne Kirke, saa at de mere dannede Jøder, saadan som de i Livet fremtræde, snarere staae paa et naturphilosophisk, end et, paa det Gamle Testamentes Troeslære hvilende, Standpunct.
Facultetet troer derfor ikke, at disse Omstændigheder bør bevæge til ubetinget at udelukke Jøder af vort Statssamfund; kun maa det tilraade størst mulig Forsigtighed, i det Facultetet ikke paa nogen Maade antager, at Man, for at tilstede Jøderne Adgang til vort Statssamfund, bør eftergive nogen af de Fordringer, Man i borgerlig Henseende gjør til Landets egne Børn.
Betænkningerne fra de respective Børs- og Handelscomiteer gaae hovedsagelig ud paa, at Man ikke finder det stemmende med Landets Interesser, at den ommeldte Grundlovsbestemmelse hæves.
I Drammens Børs- og Handelscomitee have Meningerne været deelte, i det And. Solberg og A. M. Tandberg have formeent, at de norske Handlende yderst vanskelig med Fordeel ville kunne concurrere med Jøderne, om de faae Adgang til at bosætte sig i Norge, fordi de ved sine mange Forgreninger ikke alene kunne til vejebringe store Capitaler uden høje Renter, men ogsaa ved Siden heraf overalt i Udlandet gjennem Medinteressenter og Agenters Agenter ville have færre Omkostninger at bestride, end de norske Handlende ved sine Commissionærer have at udrede.
De ville lettelig kunne tilvende sig de faa Handelsgrene, som Norge har at tilbyde, og derved berøve Landets egne Børn de Fordele, som Handelen nu kaster af sig. Det vilde efter Comiteens Formening kun blive Agenter af de mere formuende Jøder, der vilde forsøge sin Lykke i Norge, hvoraf Følgen vilde blive, at Nettofortjenesten vilde gaae ud af Landet, og naar Fordelen ikke mere fristede dem, vilde den bedre Deel af dette Folk forlade Landet og efterlade de mange usle og mindre retsindige Mennesker af sin Nation til Plage for Land og By. Som Statsborgere ville Jøderne ligesaalidt være ønskelige, de ville danne en Stat i Staten og ikke ansee noget Almeenforetagende som sig vedkommende, da de intet Hjem have og ingen fast Plan for deres Fremtid. Comiteens to øvrige Medlemmer – Børresen og Blauenfeldt – ere af en modsat Anskuelse, i det de antage, at Jøderne ville bidrage til at vække den hos os noget døsige Handelsaand, trække Capitaler ind i Landet, vække en større Concurrence, sætte Penge i Omløb, skaffe Arbejdsclassen Erhverv, opdage og bringe i Gang mangen nu ubekjendt Næringsgreen, og desuden, ved at etablere Hendelshuse i Stæderne, drive Forretninger efter en større Maalestok, hvilket antages især i de mange nyskabte Kjøbstæder at ville være højst ønskeligt.
Ved at optage Jøder, ville formodentlig vore Discontører blive nødte til at lade sig nøje med færre pCt., end nu er Tilfældet. De sidstnævnte Medlemmer af Børs og Handelscomiteen indrømme dog gjerne, at deres ytrede Forme ning kan være fejlagtig, saasom den blot er bygget paa Hypotheser, i det Man med Hensyn paa Norge savner al Adgang til at støtte sig paa Erfaring.
(fortsættes) – i nr. 34/28de April 1842 her :