– og som Henrik Wergeland kommenterer på følgende måte, idet han vedlegger dette skrift sin egen omfattende presentasjon av “Jødesagen” til Storthinget i 1842 : “Hermed skulde dette Arbeide været sluttet, da “Nogle Ord om Israeliterne” af den elskelige, i Norge saa folkekjære Gubbe Præsten Niels Hertzberg, indrykkede i den Constitutionelle for 8 August d. A., falde mig i Hænderne, og en skjønnere Slutsteen kunde jeg ikke finde for min Bygning. Jeg tænker den lagt paa sin Plads her i et eget Afsnit”. Wergelands egne skrivelser kan du lese her :
Presten Niels Hertzberg forfattet dette på prestegården i Ullensvang ved Sørfjorden i Hardanger – på et tidspunkt i 1841 da han på fjerde året hadde levd uten lenger å kunne se og var avhengig av å diktere det han ønsket å uttale i denne saken og “Israeliternes” situasjon lå ham sterkt på sinnet – som vi ser av det nedenfor refererte. Hertzberg var, som han nevner i innledningen, i sitt 82. år da han undertegnet dette 29. juni 1841 og ville fylle dette mål 13. august – ca. 6 uker senere. Det gjorde han også, men gikk bort senere samme høst – 21. oktober 1841.
Skrivelsen fra Hertzberg ble først inntatt i “Den Constitutionelle” av “Søndag 8de August”, senere samme år eller tidlig neste år referert i det israelitisk/mosaiske tidsskriftet “Algemeine Zeitung des Judenthums” utgitt i Magdeburg i Tyskland og derpå lest av den dansk/israelitiske handelsmannen P. Meyer, som i 1841 hadde besøkt Norge (v/leidebrev) og som etter hjemkomsten fikk lese Niels Hertzbergs skriv og derpå forfattet en åpen takkeskrivelse til ham, muligens ment for den norske presse. Dette ble imidlertid ikke avsendt, siden Niels Hertzberg tidspunktet for Meyers tilbakekomst til Sjelland allerede var meldt bortgangen; men skrivelsen ble delt med en annen nordmann på besøk i Danmark og derpå formidlet til “Christianssandsposten”s redaktør og som du dermed kan lese på følgende side :
– og her er Niels Hertzbergs opprinnelige tekst :
#
Liggende legemlig blind paa Gravens Rand, i mit 82de Aar, næsten med begge Fødder nær dens Bund, ofte anfalden af Mismodigheds Dæmon, men, Gud ske Lov ! ikke af Fortvivlelsens Furie, lytter jeg ofte til det mig fortælles og forelæses om Sagernes Gang inden- og udenlands; jeg bestyrkes derved i min gamle Tro, at Alt rundt om den ganske Jord gaaer frem til det Fuldkomnere og Bedre; lad Fremgangen længenok være som Sneglens Kryben opad paa Plantens Blad, den gaaer dog opad.
— I visse Lande udslukkes det tændte Lys, men saa tændes det igjen i andre Lande, hvor det før var heel mørkt. Oplysningen saavel i de guddommelige som menneskelige Ting har fulgt, og synes at følge, Solens Gang — det dagedes i Østen og skinner mod Vesten i alle dens Nuancer.
Solglimt omvexle med de mørkeste Skyer, kun Eet synes bestandigt, og det er : Ubestandighed. Den gamle Bibelbog har dog Ret, naar i den staaer skrevet: “saalænge som Jorden staaer, skal Sæd og Høst, Frost og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke aflade”.
Men lad mig ophøre med at videre skrive om dette, thi det var ligesom jeg vilde nedskrive Indgangen til en Prædiken, og det er dog ikke min Hensigt med det jeg har at sige.
Jeg har med mine Jevnaldrende været enslags Noah, levet før og efter en virkelig Syndflod i Videnskabernes og Kunstens Rige; jeg levede før, og overlevede den franske Revolution.
— — Man dekreterede : der er ingen Gud. Dekretet blev seet som et Stjerneskud; Robespjerre kom, dekreterede omigjen. Det synes som at dette Omigjen gjør Virkning, uagtet at han, som kastede denne Raket, hasteligen forsvandt paa Lygtemands Viis.
— Nu nok. Jeg maa videre udspinde min Traad, eller om man saa vil, udvæve min Spindelvæv; jeg turde deri fange en eller anden godmodig Flue. Vel synes mig stundom, at det i mit elskede Fædreland gaaer i visse Ting heelt langsomt, og at Adskilligt kunde fattes kortere og Maalet dog naaes; men mig rinder i Hu : “een Dag er for Herren som 1000 Aar etc.”
At følge hiint : festina lente turde vistnok være det Retteste i de vigtigste Ting; dog gives der Sager, hvorom det hedder: der er periculum in mora; dog er denne Fare i Udsættelsen ikke altid lige stor — dog, der er stedse nogen.
Saa synes mig det har sig med Udsættelsen af at bearbeide det Forslag, der skal være indgivet til Storthinget af een eller nogle hæderlige Medborgere, om aldeles at udstryge af vor gode Grundlov Ordene :
“Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget”.
Det har sig langt anderledes med disse i det borgerlige Selskab, end med Jesuiter og Munke, thi disse have fordetmeste skadet Aanden, men Jøderne kun Pungen.
Jeg vil her ikke videre tale om den Plet, nær havde jeg sagt Haanplet, der af denne Lov kan udledes paa os Normænds baade Forstand og Hjerte. Det forekommer mig heelt underligt, at jeg intet har hørt mig forelæst af alskens liberale Blade, inden- og udenlands, om disse ukosmopolitiske Ord i vor Grundlov.
Visselig jeg græmmede mig da jeg allerførst læste disse Ord. Jeg vil kun her kortelig berøre hvorlunde det maae være gaaet til med de mange oplyste og ædelhjertede Medlemmer af Rigsforsamlingen 1814 : Alle fra Barnsbeen havde indsuet med Moders Melk en vis Afsky mod Jøderne; de meest oplyste Medlemmer af Rigsforsamlingen lode sig henrive af denne Arvesynds Stemme, og havde kun liden Tid at give Agt paa hvad nogle Enkelte indvendte mod dette Interdict. — Ak ja ! det gik her med Jøderne som med deres evig ophøiede Landsmand, Jesus af Nazareth : “de fordømte ham Alle, at han var skyldig til at døe”.
Det er en Trang for mit Hjerte, saa kort som muligt her at fortælle, hvorlunde jeg i mit 18de Aar, 1778 kommende til Kjøbenhavn at tage første Examen som Student, blev vækket af min Fordom mod Jøderne, og det af en gammel Jøde.
Jeg kom som saa mange letsindede Ynglinge med enslags Foragt mod Jøden, den jeg desværre havde indsuet med Moder-Melken; thi jeg havde fra Drengeaarene af hørt, at Jøder ikke maatte boe i Norge, fordi da vilde de opsluge Kongsbergs Sølv-Bergværk og føre alt Sølv ud af Landet, ret ligesom de kunde skave Sølvet af Gruberne, som den forhungrede Tigger skraber Grøden af Gryderne, og ligesom at ikke Normændene selv kunde udføre Sølvet af Landet, osv.
— Mine Kammerater indbøde mig at følge dem i det saakaldte Lærstræde i Kjøbenhavn, hvor de fleste Jøder boede, at jeg kunde lære — som de sagde — at kjende Jøde-Fæser (Ansigter).
Der ligger vistnok noget uforklarligt i en Jødes Ansigt; det var mig dog aldrig modbydeligt.
Som nykommen Rus, det er Depositurus til første Examen, blev jeg strax paa Gader og Stræder anfalden af de saakaldte skakrende Jøder, om at kjøbe og sælge, især brugte Klæder — jeg indlod mig kun engang i saadan Skakring med en Jøde, thi jeg var bange for Bedrag af dem.
Kort, en gammel Jøde kom en Dag paa mit Kammer, og spurgte om, “alte Kleider ?” jeg fremtog en grov men ny Skjorte, den jeg syntes gnavede min nye studentiske Hud. Jøden kjøbte den, efter at jeg med mange stiklende Ord og Benævnelser af “Smaus” og “Skakrer” havde anfaldet den gamle Mand; — han tiede, og spurgte tilsidst, om det sømmede mig som en Kristen at bruge slige Ord mod en stakkels fattig gammel Jøde ? Han moraliserede saaledes for mig, at jeg skammede mig fra Hoved-Isse til Fodsaale, og hellig lovede, som jeg ogsaa har holdt, aldrig mere at gjøre Nar af nogen Jøde; dette Styrtebad virkede velgjørende paa Drengens Aand.
— Nu videre til Sagen : som jeg har sagt, at den gamle Jøde vækkede mig, saaledes har jeg i Løbet af de svundne Aar, især i det sidst forløbne, min Blindheds 4de Aar, ladet mit indre Syn være opmærksomt paa Alherrens Styrelse med Jøderne; — see hvorlunde dette Folk nu i det sidst forløbne halve Aarhundrede emanciperes hos de fleste civiliserede Europas Beboere, og dem gives Borgerret i Landene. Store Gud ! hvad har dog ikke dette Folk nu i næsten 2000 Aar maattet døie af Plager, endog af de saakaldte Kristne, i hvis Lande de have boet.
Jeg gyser ved at tænke paa de navnløse Qvaler, de Kristne have paaført dette Folk; ja, det var ligesom Forsynet selv havde udmærket dette Folk fremfor alle andre Folkefærd paa Jorden, til et Exempel paa Sandheden af Ordene : “farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte”.
Dog, — Israeliterne vare, som sagt, ikke mere umoralske end de Folk, iblandt hvilke de levede. Overalt, Knuden bliver nok nedigjennem kommende Sekler uopløselig, ja maaskee ikke opløst i Jordlivet.
Mange ville hertil svare : Jøderne var et ubegribeligt gjenstridigt Folk; jo mere Jehova arbeidede paa at moralisere Slægten, jo mere forhærdede den sig mod hans Villie. Der staaer jo skrevet i Krønikernes Bog, at “Folket trodsede saa meget mod Jehova, indtil der var ikke Lægedom mere”.
Kort, dette Folk vedblev at være ugudeligt, uagtet det holdt hart ved Hoved-Hjørnestenen : een eneste Gud. Hvad skulde nu vel Gud Herren gjøre andet end lade Straffedommen exekveres; altsaa have de Kristne Ret til at pine og plage dette Folk.
Det er et stort Spørgsmaal, om vi Kristne i Almindelighed have mere troet og efterfulgt vor Religions-Stifter, end Jøderne deres Moses og Propheterne. Hvo dette troer, han kaste længenok Stene paa Jøderne. Nei, Broder, du feiler saare i denne Tanke; — har du vel Ret til at opkaste dig som Hævner i den evige Alstyrers Sted, fremviis da din Fuldmagt dertil fra Alherren selv ! tvertimod erindre maa du hele Aanden i vor Jesu Kjærligheds Lov, da de bankede Spigerne gjennem hans Hænder og Fodsaaler ind i Korsets Træ, hvad bad Han nu sin Fader om ? Hævn og Forbandelse maaskee over disse Pinere ? O nei ! o nei !
“Fader” raabte han, “forlad dem, thi de vide ikke hvad de gjøre”.
Nu gjælder Jesu Ord til dig : “gak du hen og gjør ligesaa” — (O ! hvormeget Ondt er der dog vistnok blevet standset ved disse evige velsignede Ord !)
Se ! dette vedkommer dig, men ingenlunde da, naar du piner Jøden, at undskylde dig med, at du følger Albestyrerens Villie, som du formener at see i Begivenhedernes Gang her paa Jorden.
Han vil ikke de Plager, men han tillader dem, og Enden skal krone Værket. O ! lader os tænke paa det gyldne Dekret af vor Jesus : “der skal blive een Hjord, og een Hyrde”; — lad saa end Faarene, Kristne og Ukristne, bitterligen svie medens Ulden klippes. Det er tungt at tænke paa, at den ene Broder maa være Svøben i Hævnerens Haand at pidske den anden Broder, men langt tungere er det, at der gives Mennesker, som finde Djævle-Glæde i at kunne pine og plage Medmennesker.
At andre Folkefærd have været ligesaa umoralske som Jøderne er vist nok, men det er ogsaa vist og sandt, at Jøderne havde i sin Grundlov fra Arilds Tid mere Oplysning om det Onde og Gode og mere Spore til Moralitet end alle i Oldtiden omboende Folkeslag; Grundloven om een eneste Gud, og den deraf følgende Aabenbaring om et evigt viist Forsyn over enhver enkelt Ting og Begivenhed, udgik først fra Jøderne.
Derfor bliver det en Knude, som kun i det tilkommende Liv bliver at opløse, naar, som det hedder : Sønnen nedlægger Rigets Bestyrelse for Faderens Fødder, og ligesom siger : se der, Fader, har du det, jeg har fuldkommet din Villie paa Jorden, nu styre Du igjennem alle Evigheders Evighed, thi du er Tre i Eet : almægtig, alviis, algod.
— Jeg nødes til at anmærke hvor beklageligt det end er, at det Snyderi og den Aager og den videre Forfordeling i Handel og Vandel, som Jøderne beskyldes for at begaae, mod de Folk, som de samleve med, og hvori Jøderne vistnok have gjort og tildeels gjøre sig skyldige (“Ligesaa hos Os”, siger Kilian) — til denne Ulempe ere de paa en Maade blevne drevne af de Folk iblandt hvilke de leve, det være sig Kristne eller Ukristne; thi hvad havde de vel at gjøre, de vare jo hidtil forbudne i flere Lande, efter det latinske Udtryk : ab aqva et igne, det er : fra Vand og Ild; ja fra at aande Luften selv, om det var muligt at leve uden den.
De havde kun at gribe til Skakkreriet eller Smaahandel, af alle de Jøder hvis Stilling blev, at de ikke kunde nære sig enten som Haandværkere, eller af det mere indbringende Kjøbmandsskab.
Jeg erindrer, at min Mormoder fortalte mig, at min Morfader havde, mens han studerede ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1698 — 99, en Rabbiner til Lærer i det Hebraiske, og at mange Studerende havde samme Skik; se det var vel en Levevei, men kun for Enkelte, af de lærde Jøder.
Det forekommer mig ret ligesom vor Jesus havde vidst hvad skee skulde i de kommende Sekler; derfor gav han os Lignelsen om den uretfærdige Huusfoged, der sagde til sig selv : “hvad skal jeg nu gjøre, da min Herre tager Huusholdningen fra mig, — nu veed jeg hvad jeg vil gjøre etc.
— Da endog Betleri var Jøden forbudt, — thi greb han til Smaahandel eller Skakkreri.
Jeg kan som sagt ikke aflade at fryde min Aand ved at tænke paa hvorlunde Jødernes sande Messias nu er paa Reisen til dem, derved at dette Folk gives Borgerret blandt os Kristne.
Da jeg nævner Jødernes sande Messias, forstaaer jeg derved den samme, som ogsaa er al Jordens Messias, nemlig : sand Religions Oplysning, og denne maae have sin Forløber; hele Verdens Historie vidner om at en saadan Johannes den Døber er og bliver forudsendt af den evig vise Bestyrer.
Lad Sollyset paa engang skinne ind i Øiet paa den, som uden Hjælp er opereret for Stær, han er og forbliver ofte efter Operationen i samme Blindhed som han før var, ja maaskee end værre faren end før, ved at faae nogle enkelte Straaler ind i Øiet, der vise ham Billedet aldeles forkeert; det turde blive sandt at kun halv Oplysning er værre end slet ingen.
Lad Jøderne faa saadan Oplysning, som kan bestaae og forenes med deres Troeslære; lad dem kun beholde den Tro de have; mange af dem troe dog visselig, uden at vide det selv, paa den sande Messias, som kom, og vedbliver at komme til at oprette Guds moralske Rige paa Jorden; “mit Rige er ikke af denne Verden” — siger Stifteren selv.
Moralloven er dem skreven i Hjerterne, og vistnok en Hærskares Mangfoldighed af Jøder have troet, og troe endnu paa den, og stræbe at følge den. Det Had, de (skulle?) have mod andre Folkeslag, er uden Tvivl mere disses end Jødernes Skyld. Den fordums Maade, hvorpaa man omvendte Jøder, aftager nu Gud skee lov ! alt til den rette og sande Oplysnings Ære.
Nei, lad det Folk faae sine Skoler, ja Akademier, Gymnasier, Universiteter etc.; lad dem blive Professorer i alle Videnskaber; Jordens Ejere og dens Dyrkere, Haandværkere i alle Grene, Kjøbmænd, Grosserere i alle Handelens Grene; Lærere i alle Videnskaber, Embedsmænd i Riget — det forstaaer sig selv, saadanne som kan bestaae med deres og vores Troeslære; kort sagt, lad dem faa Adgang til at blive norske Borgere i Ordets rette Forstand, i Eet og Alt ! Lad Navnet “Jøde”, ikke nævnes, men i dets Sted lad dem kaldes Mosaiter, eller maaskee Israeliter, paadetat
den Benævnelse af Jøde, som destoværre hidtil havde noget skurrende i de Kristnes Øren, maatte uddøe, hvilket neppe skeer i et heelt kommende Aarhundrede, men her i Norge vil neppe 50 Aar hensvinde før Navnet Jøde har tabt det Stødende.
Lad nu alt dette skee, da vil Jøde-Dom opløses i Kristendom, og Pauli Spaadom opfyldes : “Al Israel bliver salig naar Hedningernes Fylde kommer”.
Ligesom jeg oventil nævnte, at en Jøde (nu herefter i min Mund en Mosait eller en Israelit) vækkede min moralske Følelse, saaledes opvarmede Brevet af den ædle Mosait til vor Storthings-Præsident, den gjæve Sørenssen, indført i Bladet den Constitutionelle d. 24de Mai d. A., hos mig Tankerne til Foranstaltninger, som nu gjøres, især i det nordlige Tydskland, til dette Folks Emancipation; jeg frydedes i min Aand da mig blev forelæst af det theologiske Tidsskrift, udgivet af Claussen og Hohlenberg, om hvorlunde det nu dages for dette Folk.
Saaledes nærmer sig deres Messias til dem, men om han omsider vil personlig bosætte sig i Palæstina, maa staae derhen.
— Nu mere til Brevet af den i Sandhed agtværdige Israelit. Han kan med Føie anvende paa sig Pauli Ord til Festus : “jeg sværmer ikke, men taler sande og betænksomme Ord”.
Ja det gjør han; Bebreidelsen have vi fortjent, det kan jeg for min Deel ingenlunde fragaae, da man i over 1/4 af det sidste Aarhundrede har ladet disse os Normænd ikke hædrende Ord : “Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget”, staae ukjerte til Thinge, ja ere end ikke vedbørligen paaankede i vore Dagblade.
De Ord passe aldeles ikke paa Normandens Karakteer. Jeg har oventil meldt hvad jeg visselig troer var Aarsagen til at dette famøse Interdikt slumpede til at komme ind i vor Grundlov. Ja ved nøiere Eftertanke bekjender jeg freidigen, at jeg maatte give Slip paa den Smule Menneske-Forstand, jeg troer endnu at have tilbage, dersom jeg vilde negte, at denne Mand har skrevet det som er Sandhed og Ret og Godt, alt i et beskedent og en tænkende Mand værdigt Sprog.
Han har tilbageholdt bedst han kunde af sin justus dolor; enhver anden i hans Sted og Stilling vilde neppe have kunnet efterligne ham. Jeg glæder mig til, at dette Brev vil vistnok have en god Virkning paa enhver retsindig, oplyst Mand af mine Medborgere; derfor anstrænger jeg min svage Stemme, og raaber til dig, kommende Storthingsmand, ja til Enhver, som vil og kan : slib din Pennekniv, radeer ud Ordene i vor Grundlov : “Jøder ere fremdeles udelukte fra Adgang til Riget”; spids nu din Pen, tag dit Bord, sæt dig ned, og skriv paa retskaffen oplyst Normands Viis et Forslag til Thinge om at udstryge af vor for Resten gode Grundlov det sørgelige ermeldte Forbud mod Jøderne og de fornuftige Grunde, du kan hitte paa til at give Mosaiten Borgerret i Norge, som enhver anden Udlænding, naar han det monne forlange, alt med de Modifikationer, som de Sagkyndige finde fornødne naar Mosaiten skal blive norsk Borger.
Eller, opløft din Røst i kommende Storthing som en Basune, som skrevet staaer, at de Ord udslettes af vor Grundlov ! — dog, der er jo allerede indgivet Konstitutions-Forslag om Udelukkelse for Eftertiden af disse Ord i Grundloven. Det er Trang for mit Hjerte at vide vor oplyste Konge Tak, fordi Høistsamme havde ingen Hensyn til vor Grundlovs Interdikt mod Mosaiterne, men gav den Ansøgende Frihed til at personlig afgjøre her i Riget de Sager, som vare ham fornødne til hans Velfærds Bedste.
Hermed Gud befalet ædle, veltænkende Landsmand og Medborger ! jeg slutter med vore Storthings sædvanlige Bøn til Gud : Gud bevare Kongen og hans Riger !
Jeg beder Enhver, som maatte have læst hvad jeg oven skrevet haver, og maatte kjende eller træffe den agtværdige, fornuftige og beskedne Israelitiske Mand, som skrev Brevet til vor Storthings Præsident, at række ham Haanden fra mig med et hjerteligt Tak, fordi han hjalp mig til at udtømme mit Hjertes Mening mod det Israelitiske Folk.
Ullenvangs Præstegaard i Hardanger d. 29 Juni 1841.
Ridder, Provst og Sognepræst.”