– i utgaven No. 102 for «Søndagen den 19 December 1841»; rektor Holmboe hadde undertegnet sin artikkel 5 dager tildligere, tirsdag den 14.
Vi ser nedenfor at den største del av denne del-artikkel vier rector Holmboe til en skrivelse fra den tysk-jødiske doktor Riesser offentliggjort i dennes eget tidsskrift «Der Jude, ein Journal für Gewissensfreiheit» («Jøden, et tidsskrift for samvittighetsfrihet»;
– dette avsnitt har Holmboe hentet fra Wergelands boks kapittel III – med overskrift «Tydske Sofismer» (betyr : bevisst feilslutning – les dette kapittel her).
Her følger Holmboes første del-artikkel :
Indlæg i Jødesagen til Understøttelse for Forslaget om Ophævelse af Norges Grundlovs v 2 sidste Passus, udgivet af Henrik Wergeland. Christiania 1841. 98 S. i 8vo.
Jeg er ingen Mand af Ord : tung er min Mund, ubevægelig min Tunge. 2 Moseb. 4 Cap. 10 V.
Naar Tanken gjærer i vort Indre, uden at vi formaae at opklare den for os selv, og endnu mindre at udtale den for Andre, og vi føle vor Tunge ligesom bunden, betages vi af et Mismod, som er saa meget mere qvælende, som det nødvendigviis udspringer af en Disharmonie i vor ædlere Organisme.
Men denne qvælende Tilstand afløses af et sært Velbefindende, naar vi see den samme Tanke med Klarhed og Bestemthed udtalt af en Anden, hvem en velgjørende Genius har løsnet Tungebaandet; et længe følt Savn finde vi afhjulpet; den i Sjælen forstyrrede Ligevægt er vendt tilbage, og med den en yderst behagelig Roe.
Saaledes gik det mig, da jeg læste ovenstaaende lille Skrivt af Henrik Wergeland. Kun den, som enhver ædel Stræben af sin Næste med Avinds skelende Blik leder efter usle Motiver, vil fornegte den ædle, menneskekjærlige, varmtfølende Aand, der som en mild Luftning udbreder sig over det hele lille Skrivt, hvori en kun altfor længe mishandlet Nation tages i Forsvar imod Fordomme og sneverhjertet Egoisme.
Jeg har aldrig deelt denne Fordom; men den er ofte traadt mig vederstyggelig imøde, uden at jeg formaaede at bortvise de tunge Taageskyer, som nedtyngede de Flestes Sjæle; men som en frisk Vind spreder de qvælende Dunster og letter os Aandedrættet, saaledes bortjager Wergelands livsfriske Tale de usle Skingrunde, hvormed Jabrødrenes talrige Slægt igjennem Aartusinde have besmykket deres egen eller Andres Raahed og Umenneskelighed imod en Nation, af hvem vistnok Frelseren forkjettredes, men hos hvem dog ogsaa hans Vugge stod, om hvem det hed, at det var en af Gud forkastet Slægt, som ved sin Færd retfærdiggjorde det haarde Tryk, hvorunder den led.
Saaledes snakkede ogsaa i vort afsidesliggende Land den Ene efter den Anden, og Ingen prøvede Beskyldningens Gehalt.
Men Wergeland har oprullet os Tæppet for den store Verdensscene, og vi see Jøden kjærlig i sin Familiekreds, driftig og rask til sin Dont, velgjørende imod Troesforvante og Christne, blødende med Glæde for Konge og Fødeland, Ven af Ret, Fiende af Undertrykkelse, maadeholden, sædelig : kort ! alt hvad Ædelt, Mennesket besidder, findes hos Jøden der, hvor man har befriet ham fra Trældommen, og dette er det Folk, som man er vant til at skue ned paa, som paa en ureen, besmittet Hjord !
Jeg kan kun paapege, ikke godtgjøre disse Paastande; man maa henvise til den lille Bog selv, der er deelt i ni Afsnit.
Det Første indeholder Forfatterens motiverede Forslag om Udslettelsen af de Ord i vor Grundlovs § 2 : «Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget».
I de øvrige imødegaaer han deels Fordommene imod dem, at de skulle være farlige ved de Næringsveie, de drive, og især ved deres Tilbøielighed til Skakkerhandel, og viser, at de i de Lande, som have emanciperet dem, ere de med Begjerlighed traadte over i andre Næringsgrene og beskjeftige sig med Kunster, Videnskaber, Haandværker og Agerbrug, ikke at tale om, at enhver lovlig Næringsdrift er ligesaa lidt fordærvelig i en Jødes, som i en Christens Hænder, og imod de ulovlige maa Staten vide at sikkre sig, ellers vil det see ilde ud, om ogsaa ingen Jøde opholder sig inden Statens Enemærker; fremdeles viser han det Ugrundede i, at Jødernes Nationalitet skulde altid gjøre dem til et særeget Samfund, der aldrig rigtig kunde forene sig med den Stat, hvori de nyde Beskyttelse og Velvære.
Den Modstand, som i Tydskland har viist sig imod Jødernes Emancipation, er afhandlet i et eget Afsnit, hvori Wergeland lader en Jøde, Dr. Riesser føre Ordet, og er, som det Øvrige, vel værd at læse heelt, dog kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at afskrive følgende :
«Det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed» – saa begynder blandt Andre et Medlem sin Tale i det første badenske Kammer – «finde vi i den sørgelige Tilstand hvori Jøderne befinde sig. Vi see bogstaveligen de Frelserens Ord opfyldte, som forudjagde en slig Fremtidens Tilstand». Menneskeulykker, Jammer og Lidelser skulde altsaa være det meest talende Beviis for den kristne Troes Sandhed ? Hadets sørgelige Værk det kraftigste Bilag for Kjærligheds- Religionens Sandhed ? Isandhed dens bittreste Fiende kunde aldrig saa haardelig bespotte Kristendommen, som netop slige dens Tilbedere have gjort. Hedenskabets Guder laante man Lynets og Pestilentsens Pile, for at godtgjøre deres Magt, for at bringe deres Forudsigelser i Opfyldelse. Vilde Mennesket komme deres Magt tilhjælv, dem i Ærefrygt erkjende, da slagtede han dem i det høieste enkelte Menneskeoffere. Det var en kort rask Død meest i den spæde Ungdomsalder, og en saadan er just ikke den slemmeste blandt Menneskens Lod. Offeret blev bekrandset; Øinene bleve det medlidenhedsfuldt tilbundne; Kjærligheden, ei Hadet bød det frem og ledede det til Alteret. Saadanne milde Offere tilfredsstille ikke den Gud, som her bliver os forkyndt; hans Pile ere den martrende, den langsomt dræbende Hadefuldheds; Beviserne for hans Magt, Forsikringen om hans Aabenbarings Sandhed, det er : af Had nedtraadte Slægter,- det er : Tusinders livslange Kvaler, hvem Døden bliver en Forløser, – det er : skyldløse Børn, allerede i Vuggen fordømte ved en gammel Forbandelsesdom til en ved ufortjent Forfølgelse forstyrret og adsplittet Tilværelse. Ved Menneskets almægtige Fader, I bespotte ham ! De Døendes Lallen, der priser Gud, fordømmer Eder ! Og, skulde det være sandt hvad I lastende foregive om Eders Tro, hvad vi ikke indrømme, efterdi vi om samme have en bedre Formening : skulde det være sandt, at menneskelig Jammer, at vor Ulykke isærdeleshed «udgjør det meest talende Beviis for Kristendommens Sandhed» : saa siger jeg Eder, at det da vilde staae hjertelig slet til med Kristendommens Sandhed; thi vor Tilstand er ikke saa bedrøvelig, og var det heller aldrig, at den kunde afgive et saa skrækkeligt Beviis. Der gaves en Tid, da man førte hiint Beviis med Sværd og Brand, og det var en langt kraftigere Dialektik, en Jeres : en skarp, skjærende, dødende Beviisførelse. Men, om den har gjort et ligesaa stort Antal Ulykkelige, som der ere faldne som dens blodige Offere, det tør endnu være meget tvivlsomt. Der lever Noget i Menneskets Sjel, der modstaaer den raae Overmagt, Voldens Mishandlinger, Bøddeløxen selv : hiin Overbeviisningens Styrke, hiin Andagtens Begeistring, som vi under Forfølgelser til alle Tider see opvakt, – him vægtige Forhaabning om et Hiinsides, der, lige i Ansigtet af en qvalfuld Død, indgav Martyren Bønner af glad Hengivenhed i sin Guds Villie. Den Lidende, den Undertrykte er derfor ikke stedse den Ulykkelige; mindst er den for sin Overbeviisnings, sin Troes Skyld Lidende det. Naar I ville finde et Beviis for den aandige Kraft, for Sandheden af en Troesbekjendelse, forsaavidt den menneskelige Aand formaaer at bevise denne, da søger (søk/red.) samme i Det, som Menneskene have lidt for hiin Tro, «i den sørgelige Tilstand», de for dens Skyld have udholdt, ikke i de Grusomheder, i de Hadets (hatets/red.) Virkninger, som ere udøvede i dens Navn ! Søger (søk/red.) Beviset hos Troens Martyrer, ikke hos dens Bødler ! De Kristnes Blod, som er bleven udgydt under Kristendommens første Aarhundreder, var et meget slet Beviis for Hedenskabets Sandhed, derimod et meget bedre for Kristendommens, idetmindste for dens subjektive, Gemyttet gribende, Sandhed; og saaledes forholder det sig med de Lidelser, Kristendommen senere igjennem Aarhundreder har tilføiet Jøderne. I vore Tider bliver nu hiint «meest talende Beviis» ført paa en mildere Maade : uden Blod, uden Baal, uden legemlig Mishandling. Man bestjæler os i det høieste for den billige Frugt af vor Virksomhed, for Noget af den ydre Ære, ogsaa for mangehaande Livsglæder, som nu en Gang knytte sig til slige udvendige Gjenstande. Dette er tilvisse nok for de Undværende; nok ogsaa for den nedrige Misgunst, hvortil Fanatismen nutildags er krympet sammen; men til Tilfredsstillelse af en efter Hevn tørstende Gud, til Beviis for Sandheden af en Religion er det dog altfor lidet ! Livets Lykke, GemyttetsTilfredshed, disse ere, Gud skee Tak ! ei afhængige af de Goder, som I kunne røve os; og Følelsen af den gode Sag, for hvis Skyld vi undvære saa Meget, Bevidstheden om Ret, den faste Tillid, hvormed vi imødesee dens endelige Seier – disse Omstændigheder ere ogsaa at tage med under Beregningen af vor «sørgelige Tilstand», saa at jeg, det Ene med det Andet, tænker, Kristendommen vel maatte komme til kort med dette sørgelige Beviis for sin Sandhed. Jeg for min Person bør her med Føie tale et Ord med; thi jeg er En af dem, der ved Majoritetens Røverforbund; hvilket man ikke undseer sig for at kalde Lov, tilbunds ere udplyndrede, – der ere berøvede alt det, som det borgerlige Liv (om de nød sin Frihed) kunde besidde af Ønskværdigt for den. Og dog, naar ikke den ondskabsfulde Gudsbespottelse, som ligger i Argumentet, for Alvor oprørte mig, vilde jeg i al Oprigtighed kunne lee over den Nar, der vil deducere sin Troes Guddommelighed fra en «sørgelig Tilstand», som min er. Hiint Medlem (av det «første Badenske Kammer»/red.) synes at henhøre til dem, der langt overvurdere Hadskhedens og Uretfærdighetens Magt, ikke tilfredse med hvad disse virkeligen yde, og som tilskrive samme ogsaa Indflydelse inden saadanne Enemærker, hvor de ere aldeles afmægtige. Vider (vit/red.), at blot det ydre Liv, den ydre Virken, af hvilke den indre Lykke, Sjelens indre Stemning ei afhænger, bliver os forstyrret og forhindret formedelst Eders Tryk. Det Røveri, I begaae mod os, strækker sig vistnok selv derhen, – og det er sammes slemmeste Side – hvor den aandige Kraft tiltrænger den ydre Virksomhed, den jordiske Bund, paa hvilken den kan saae og høste; men hvor Aand og Gemyt virker og lever paa eget Gebeet, hvor en høiere Menneskelykke bliver opbygget paa Sjelelivets dybere Grund – der er den onde Villie, der ere Had og Trældom magtesløse, der har Friheden saavelsom Kjærligheden seiret fra det Øieblik af den kom til Bevidsthed. Vi øse af den menneskelige Dannelses evige Strøm, af Kunsters og Videnskabers rige Kilde, saa overflødigt, saa ufortrødent, som I, om I end negte os, i Lighed med Eder, at øve mangen en Videnskabsgreen ! Alle Aandens Skatte, alle Kunstens Dybheder, al Følelsens Rigdom, al Stræben efter det Sande, al Nydelse af det Skjønne er os tilgængelig, ligesom Eder. Ogsaa alle Livsglæder, som Menneskers Kjæriighed yde Menneskene, nyde vi, som I; thi, hvor ofte end Pøbelens Fordom træder iveien, saa mangler det os dog aldrig paa Kjærlighed og Agtelse fra de ædlere Menneskers Side, under hvilken Religionsbekjendelse det end maatte være, som komme os imøde paa Livets Vei; og disses Kjærlighed og Agtelse kan der ene ligge os Magt paa (er oss maktpåliggende/betyr noe/red.). Desaarsag holde man vor Tilstand ikke for saa sørgelig, som den forekommer hiin Taler; desaarsag maa han selv see sig om efter et menneskeligere og tillige et mere træffende Beviis for Kristendommens Sandhed, end det, der skal hentes af vor Ulykke».
(Fortsættes) – skriver avisen – og fortsettelsen i «Bergens Stiftstidende» for 23. desember 1841 kan du lese her :