- Pietismen1).
Pietismen er et af de merkeligste fænomener i kirkens historie. Den fremtræder som en christelig livsbevægelse og virker med overordentlige resultater. Dens indflydelse strækker sig til alle stænder, nedad til folkets dybeste lag og opad til denne verdens store. I næsten et helt århundrede er den den sterkeste åndelige magt. Men da den står på sit herredømmes højde, må den overraskende brat vige for en åndsretning, som hidtil mere tilbagetrængt har arbejdet sig frem ved dens side, og som nu griber sceptret. Og dog var denne retning væsentlig forskjellig fra pietismen og i religiøs henseende pietismen betydelig underlegen i åndelig magt.
Den kunde ikke tilfredsstille menneskehjertets religiøse trang, dens religiøse tanker var yderst tarvelige og syntes at måtte åbenbare sig i al sin tomhed og fattigdom for en tid, der af pietismen havde hort højere christelige ideer blive forkyndte med liv og varme. Den vendte ikke menneskenes øjne opad mod himmelen, men fra den oversanselige verden, som trængtes tilbage, ledede den blikket imod menneskelivet i dets udvikling og kamp, søgte at vække til frejdig deltagelse og kraftigt arbejde på de opgaver for menneskehedens vel og fremgang, som her frembød sig.
Hvorledes skal man forklare sig denne overgang, dette tronskifte, hvorved «oplysningen” succederer pietismen? Der gives kun en tilfredsstillende forklaring, den, at usunde safter tærer på den pietistiske bevægelses kraft, at pietismen bærer en sygdom i sit indre, hvorved dens skjønne kræfter går til spilde.
Pietismens styrke ligeoverfor orthodoxiens stive, døde og kolde væsen er dens sterke betoning af den subjektive fromhed, men dette bliver ved en ensidig reaktion dens svaghed. Fromheden betones så sterkt, at sandheden krænkes og stødes ned fra sit herskersæde, at andre livsinteresser bliver fortrængte eller stillede i skyggen. Pietismens væsen er derfor træffende betegnet af Loscher, når han siger: «Pietismen er en dårlig ordnet, dårlig iverksat måde at drive fromheden på»1), eller som han også udtrykker sig, den er «en skadelig indretning og anvendelse af en ellers god sag, nemlig af pieteten og studium pietatis»2). Pietismen er en ensidig betoning af den subjektive fromhed. Af denne rod udspringer alle dens karakteristiske skjævheder.
Denne pietismens karakter som en ejendommelig bevægelse på livets område giver sig allerede til kjende hos Philip Jacob Spener (1635—1705), den mand, fra hvem retningen har taget sin udgang. Fra første færd af og gjennem hele sit liv fremtræder han som den, der befinder sig i fuldeste samklang med den lutherske kirkelære og ingenlunde tilsigter at angribe den.
Det er ikke klogskab eller et rigtigt instinkt, således som man har sagt8), der leder ham til at henlægge tyngdepunktet for sine «reformatoriske» bestræbelser, ikke til den lærde theologis enemerker, men til det kirkelige livs praxis. På livet og dets. interesser fæster han sin opmerksomhed, fordi her tidens skade træder ham i møde, og fordi det er hans fuldeste alvor, når han bekjender sin rettroenhed. Det står fast for ham, den orthodoxe lære er sand, men livet, det ehristelige liv er hen- sygnet og mat, interessen for det er trængt i baggrunden. Målet for hans arbejde er derfor, på den rene læres grund at vække tiden til en frugtbar tilegnelse af christendommen, at gjenind- sætte livet på den plads, som tilkommer det inden kirken. Alene når man holder sig dette for oje, vil man forstå den hele bevægelse.
I 1675 udgiver Spener sine pi a desideria, hvori han skildrer tidens nød og fremsætter sine forslag til «at sætte kirken i en herligere stand». Dette lille skrift, moderat og værdigt affattet, indeholder momenterne til den pietistiske livsbetragtning, de grundtanker, som af Speners tilhængere og etterfølgere blev udviklede i sine konsekventser, så man her finder grundlaget for den pietistiske retnings arbejde. Af de forslag, han her fremsætter til forbedring i de kirkelige tilstande, har de, der angår Guds ords rigere udbredelse og den flittigere øvelse af det «åndelige prestedømme», fået den største betydning. Thi herunder er det, han anbefaler den særegne form for det almindelige prestedemmes udøvelse, som er bekjendt under navn af collegia pietatis, og som han selv allerede fra 1670 af havde fået i stand i sin menighed i Frankfurt. Det er fra disse collegia pietatis, at den pietistiske bevægelse har taget sin udgang.
Det er fra disse af, den åbenbarede sig som en fra kirkens normale liv forskjellig retning. Det er gjennem disse, at den særlig kom i et skjævt forhold til kirken med dens embede og ordninger og udstrøede en ukirkelighedens sæd, som bar sin fuldt modne frugt i «oplysningens» ringeagt for kirke og kirkelige institutioner. Vi vil derfor have nærmere at bestemme pietismens forhold til kirken, således som dette gav sig udtryk i collegia pietatis og i det hele ligeoverfor den synlige kirkes former.
Det ejendommelige ved de pietistiske konventikler ligger ikke egentlig deri, at de fornemmelig lededes af menighedens læge medlemmer, men i den fremragende betydning, som tillagdes dem til et christeligt livs udbredelse, til kirkens gjenoprejsning fra de sunkne og sygelige tilstande. Forudsætningen er den, at der af kirkens embede, i det hele af de midler, som under nærværende ordning står til kirkens rådighed, ingen hjelp er at vente. Derfor må man vende sig til de enkelte troende som sådanne, tilråde dem at samle sig i små christelige kredse, ecclesiolæ in ecclesia.
Og for disse skal husforsamlingerne, collegia pietatis være foreningsbåndet og udgangspunktet for det nye livs vækkelse. Spener søger vel at fastholde den betragtning af dem, at de kun skulde være supplerende midler «ved siden af prædikantens ord og embede»1) og kun påkræves af kirkens daværende nød, ligesom det også må merkes, at hans interesse for dem efterhånden synes at kjølnes, og han i sine senere stillinger i Dresden og Berlin ikke arbejder på deres indførelse.
Men han havde dog brugt sterke ord om deres nødvendighed, fremstillet dem som det eneste redningsmiddel for kirken2). En frugt af denne tale om kirkens afmagt ligeoverfor nøden, om menighedslemmernes virksomhed i kon- ventiklerne som den eneste frelsens kilde var det nu, at Speners tilhængere opfattede collegia pietatis som en for kirkens liv absolut nødvendig institution, som man derfor vil hævde en blivende betydning. Derfor finder vi også, at selv efterat det var lykkedes pietismen at udsende rige livsstrømme over kirken og at anspore tusinder af gejstlige til med kraft at arbejde for det christelige livs fremme, konventiklerne dog fremdeles bliver stillede i forgrunden som det væsentligste middel til fromhedens befordring.
Et nyt princip er herved sat ind i den lutherske kirkes historie, et princip, som er fremmed for den lutherske kirkes ånd. Dette princip kan ikke udtrykkes klarere end Max Gobel — visselig med fuld sympathi for principet — har gjort det, når han siger:
«Med disse forsamlinger var en meget vigtig og ny grundsætning for det christelige liv udtalt og gjort gjeldende, den nemlig, at dets kilde og midtpunkt ikke er kirken, men huset, ikke presten, men husfaderen, ikke den kirkelige handling (sakramentet), men den hellige skrift (Guds ord)»1). Efter luthersk betragtning derimod er kirken, hvor ordet forkyndes, og sakramenterne forvaltes ved kirkens ordentlig kaldede tjenere, hvor den hele menighect, ikke en mindre kreds af åndeligt vakte, er samlet til gudstjeneste, tænkt som udgangspunktet, som kilden til det ehristelige liv i menigheden. Det havde været en hovedbestræbelse hos reformatoreme at knytte menigheden fast til de kirkelige former, at tildele gudstjenesten en det ehristelige liv ganske beherskende stilling. Derfor havde man i den lutherske kirke i reformationsårhun- dredet og for Sachsens og de nedertyske landes vedkommende tildels også i det 17 de århundrede ikke blot søndagsgudstjenester, men også daglige liturgiske gudstjenester. Tanken var den, at den enkelte Christens daglige andagt derved skulde løftes op i en højere kirkelig bevidsthed, at i det hele kirken med sine livskilder i ord og sakrament skulde stå for menigheden som stedet, hvorfra næring og kraft tilstrømmede det christeligt-menneske- lige liv. Xu brød man med denne ægte kirkelige tankegang. Kirken stilledes i skyggen for forsamlingshuset, lægmandens prædiken trådte i forgrunden for den gejstliges arbejde i ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Menigheden kom herved til at indtage en falsk selvstændighed ligeoverfor lærerstanden, den unddrog sig dennes ledelse og vilde på egen hånd iverksætte kirkens opbyggelse. Kirken tabte garantien for, at det ord, hvormed man vilde ophygge den, også var et sandhedens ord. Menigheden, som savnede vejledning af mænd med evne til at bedømme vildfarelseme og verne den mod dem, blev udsat for at blive et bytte for mystikere og sværmere.
Og idet den offentlige gudstjeneste med de midler til det åndelige livs næring, som den gjennem presten fremrakte, tabte sin betydning for pietisten, fik; heller ikke sakramenterne den dem tilkommende plads i hans christelige bevidsthed. Han tabte den sikre grund under sine fødder, som dåbens objektive nådesakt vilde have givet ham, hans hele liv fik en usikker holdning. Ringeagten for sakramenterne forøgede også den tendents til separation fra verden, som i det hele var et pietismens merke.
Hvor omvendelsen fattedes, der var for pietismen enhver forbindelse med kirken brudt. At de uomvendte dog i kraft af sin dåb var indlemmede i det udvortes kirkesamfund og som sådanne gjenstand for åndens fortsatte indvirkning, havde man ikke syn for. Men idet pietisten miskjendte denne åndens skjulte virken, blev kløften mellem ham og den ikke-troende en uoverstigelig.
Beskjæftiget med sine egne fromme kredse, med at nære og pleje sin egen fromhed, fristes pietismen derfor let til at overlade verden, dem, der stiller sig udenfor konventikeilivet, til sig selv, så christendommen ikke får den rette anledning til at vise sin verdensovervindende magt.
Pietismen har i det hele ikke det rette blik på det udvortes kirkesamfund. Den står vistnok indenfor dette, men har dog egentlig sit åndelige livs kilder udenfor det, i sine egne små samfund, hvor de troende gjensidig arbejder på hverandres sjælefrelse. I overensstemmelse hermed fæster pietismen ensi- digt sit blik på kirken som congregatio sanctorum (de helliges forsamling), medens dens stilling som en frelsesinstitution, der gjennem ordet og sakramenterne udover sin frelsende virksom- lied, træder tilbage for dens bevidsthed. «Ecclesiola» er for den alt, det store kirkesamfund, der gjennem sakramenterne» objektive bånd indeslutter i sig både fromme og ikke-fromme, føler den sig kun i ringe grad sammenknyttet med. Ligesom den herved let er udsat for at overvurdere sin egen gjerning på nådemidlernes bekostning, således er den også stillet i fare for at gribe fejl af kirkens kriterier. Thi det er nu lagt den nær, i stedet for ordet og sakramenterne at lade de troendes hellige liv rykke op til at blive kjendetegnet på kirkens eksistents. Det er pietismens subjektivisme, som her leder den over i donatisme.
Med pietismens overseen af kirkens synlige side hænger det også sammen, at den mangler syn for betydningen af en kirkelig bekjendelse, en kirkelig forfatning og kirkelige institntioner i det hele. Den miskj ender symboleraes kirkelige autoritet, fatter ikke bekjendelsens betydning som det samlende merke for kirkens bom. Den har ingen interesse for kirkens forfatning, rejser derfor liden eller ingen modstand mod de over- greb, som fysterne gjør i de kirkelige anliggender og yder ved sin ligegyldighed for det kirkelige forfatningsarbejde et tilknyt- ningspunk for deres bestræbelser, der arbejder på at lftgge hele den kii kelige magt i fyrstens hænder. Og til de kirkelige ordninger har den ingen kjærlighed, intet syn for deres kraft og betydning. Den har blikket kun rettet på de store misbrug, som i tidens løb havde knyttet sig til dem, og dette syn over- vælder den således, at den aldeles opgiver enhver reorganisation af dem. Den reagerer mod misbrugene, men magter ikke, for- søger ikke heller at gjenoplive formerne i sin sandhed. Resultatet af dette dens blot negative forhold er derfor kun, at den undergraver det bestående, så det bliver en let sag for ratio- nalismen ganske at styrte det til jorden, eller hvor formerne udvortes bliver stående, at røve dem alt christeligt indhold.
En uMrJedighedens ånd, ligegyldig og fremmed for sam- fundets objektive interesser, har således gjennem pietismen vun- det liv og virkelighed inden den lutherske kirke. Ligegyldig- heden baner fiendskabet vej. Hvad der ingen betydning har for menneskelivet, bliver snart til en hindring for dettes fremskridt. Uviljen mod alle over den enkeltes subjektivitet stående kirkelige samfundsmagter er i pietismens tid i stadig vekst, indtil den når sin hojde i «oplysningen» med dens opløsende, alle faste grundlag for samfundslivet angribende indflydelse. Pietismen med sit subjektivistiske drag forbereder «oplysningens» end mere extreme subjektivisme.
Også pietismens religiøs-ethiske opfatning peger, ved siden af den dybe forskjel, fremad mod «oplysningens» tankegang. Ligeoverfor den foregående tids ensidige forkyndelse af retfærdig- gjørelseslæren, hvorved megen sedelig slaphed og kjødelig tryghed var vokset frem, vil pietismen sterkere betone helliggjørelsen, for at menigheden kunde vækkes til en alvorlig stræben efter hellighed og renhed i sit liv. Men den har ikke det fulde syn for, at dette mål vilde nåes, når den døde tro forvandledes til en levende tro, når retfærdiggjørelseslæren blev bragt til en levende tilegnelse hos menigheden i stedet for at hvile hos den som en død skat. Derfor trænger den retfærdiggjørelseslæren nd af den centrale stilling, som tilkommer den, og rykker helliggjørelsen frem til at danne prædikenens middelpunkt. Den fastholder ikke tilstrækkelig den indre nødvendige forbindelse mellem retfærdiggjørelse og helliggjørelse, at retfærdiggjørelsens grund må være lagt, før helliggjørelsens arbejde kan begynde. Således træder menneskets gjerning i forgrunden, Guds gjerning stilles i skygge. Det bliver menneskets naturlige moralske kræfter, der an spores og vækkes. På dette punkt viser det sig klarest, at «oplysningen» har gået i pietismens skole. Overgangen fra pietismens «helliggjørelse» til «oplysningens» og ratio- nalismens «dyd» er let og naturlig. Pietismen løsner båndene mellem retfærdiggjørelse og helliggjørelse, «oplysningen» over- skjærer dem ganske. I pietismen begynder menneskets ethiske arbejde at løse sig ud fra den ehristelige tro henimod en falsk selvstændighed, i «oplysningen» fremtræder moralens autonomi fuldt udviklet.
På det ethiske område fremviser imidlertid pietismen en ejendommelighed, hvorved den vidt adskiller sig fra «oplysningen», men dog ved den ensidighed, som den her gjør sig skyldig i, kommer til at give den modsatte tankegang vekst og næring. Det er pietismens forhold til de almen-menneskelige interesser, vi har for øje. Retfærdiggjørelsens tilbagetrængte stilling i den pietistiske bevidsthed medfører, at den pietistiske fromhed an- tager en ufri, ængstelig karakter, savn ende den rette troesfrisk- hed og troesfrejdighed. Det ehristelige alvor i helliggjørelsens stræben, i selvfornegtelse og forsagelse hviler som en tung og trykkende byrde på de pietistisk vakte, fordi alvoret ikke er forenet med den sterke tillid til Guds nådes magt, den levende bevidsthed om, at troen, der griber Guds nåde og hviler i den, er en kraft, som overvinder verden. Derfor bliver fromheden, helliggjørelsens arbejde i indskrænket forstand, arbejdet på liellighedens vekst hos de enkelte, ophøjet til livets eneste opgave- og eneste gjerning. I stedet for at være en kilde, der udsen- der sine friske strømme over livet i dets rige mangfoldighed, bliver fromheden forvandlet til en stillestående brønd, i hvis dyb det vistnok kan gjære og bruse, men som dog ikke er i stand til at befrugte det menneskelige livs marker. Ligesom pietismen kun ser synd i det selskabelige liv og dets former, således nærer den mistillid til det vågnende kulturarbejde, til de bestræbelser, som netop på pietismens tid i sterkere grad bliver satte i gang til kunstens og videnskabens fremme, til udviklingen af et mere nationalt åndsliv, der tager alle folkets gaver og kræfter i brug. Pietismen stiller sig fiendtligt til dette arbejde som uforeneligt med fromheden s stræben, Det har sin grund i pietismens snevre syn på christendommens opgave. Den har ikke forstået, at Christi frelse ikke blot gjelder menneskene, men også alle menneskelige forholde, at det derfor er de christnes pligt ikke at overlade de forskjellige, ytringer og åbenbarelser af det naturlige menneskelige åndsliv til sig selv, men i kraft af det åndens salt, der er dem givet,. bevare dem fra forrådnelse, for at christendommen også på disse områder kan få anledning til at øve sin forløsende og befriende gjerning. Allerede orthodoxien fattedes det rette syn på den opgave, som her forelå christendommen ligeoverfor den menneskelige dannelse. Men hvad der hos orthodoxien kun er ligegyldighed, begrundet i den theologiske interesses ensidige overvegt over alle andre interesser, er i pietismen udviklet til. principiel uvilje, idet arbejdet i den menneskelige kulturs tjeneste betragtes som farligt for det christelige livs pleje. Et sådant forhold til kulturen måtte have betænkeligere følger end i orthodoxiens tid, fordi dette arbejde nu ikke mere var så svagt, kun båret af enkelte store ånder, men var optaget med kraft af de mange, stadigt udviklende sig til en større uaf- hængighed af den christelige livsanskuelse. Pietismens oppo- sitionelle stilling til den almenmenneskelige dannelses opgaver og gjerning har en væsentlig skyld i den adskillelse mellem christendom og kultur, som menneskelivet endnu lider under. Der dannede sig en opfatning af christendommen, som var den efter sit væsen hindrende for det kraftige arbejde til fremme af menneskelivets jordiske opgaver. Dette arbejde blev ikke mere behersket af christelig tankegang1. Og da nu menneskelivets verdslige udvikling også har sine ideale interesser, hvorved den tiltaler menneskets åndige natur, måtte den, da den blev forladt af den ehristelige ånd og skilte sig ud fra den ehristelige livsanskuelse, i denne sin falske selvstændighed kunne øve en sterk magt til at fængsle hjerterne og indsnevre åndens syn indenfor de jordiske interessers synskreds, så den hele kul- turbevægelse kunde blive et mægtigt middel til at drage menneskenes hjerter bort fra christendommen. Sådan var også udviklingens gang. Det menneskelige og ikke det ehristelige blev oplysningstidsalderens program. Og pietismen har ved sin ensidighed, ved sin miskjendelse af det menneskeliges ret selv bidraget til at fremkalde «oplysningens» tankegang.
Der er endnu et væsentligt. punkt tilbage, hvori pietismen arbejder «oplysningen» i møde. Det er dens forhold til den kirkelige lære og til den theologiske videnskabelighed. Helliggjørelsens interesser fortrænger alle andre interesser, bliver også sterkere end sandhedens interesse. Ikke al Guds åben- barede sandhed har for pietismen betydning, men væsentiig kun de lærdomme, der synes den at kunne give from heden vekst. Hvor det ikke lå klart i dagen, at en lære bidrog til at nære fromheden og styrke helliggjørelsens arbejde, der tilskrev man den en underordnet betydning, ja reducerede den til at være en bisag, hvis antagelse eller forkastelse var så temmelig Iige- gyldig. Følgen heraf blev for det første den, at pietismen sluttede de for kirken så skadelige alliancer med allehånde sværme- riske ånder, med mystikere og theosofer, idet disses vildfarende, kirkeopløsende lærdomme kun fandtes at veje lidet i sammenligning med den fælles livsinteresse, der bandt dem sammen. Demæst ledede dette pietismens forhold til læren over i ratio- nalismens stilling til den åbenbarede sandhed. Pietismen gjorde begyndelsen ved at gjøre et udvalg indenfor christendommens sandheder, så den kun tilegnede sig, hvad den kunde sætte i umiddelbar relation til det fromme livs befordring, og lod det øvrige sandhedsstof ligge. Rationalismen trak konsekventsen,.
idet den ligefrem opstillede den moralske forbedring som prøvesten for det guddommelige i skriften og derved reducerede den hele christendom til en blot og bar moral.
Af pietismens indifferentisme ligeoverfor læren fulgte ligegyldighed for den theologiske videnskabs udvikling og pleje. I enkelte henseender har visselig pietismen ovet en gavnlig indflydelse på theologien. Den har vakt en større interesse for skriftstudiet, bidraget til, at theologien har stillet sig i et nærmere forhold til det praktiske liv, åbnet blikket for nødvendig- heden af en simplere og naturligere videnskabelig methode. Men den theologiske videnskab overhovedet har den dog til- føjet et hårdt slag, for lang tid hemmet dens udvikling. Hvad der ikke kunde sættes i umiddelbar sammenhæng med fromheden, vidste pietismen ikke at finde sig til rette med. For uddaunelsen af en videnskabelig theologi kunde den ingen interesse have. De pietistiske professorer, særlig fakultetet i Halle, der øvede den største indflydelse[1]), tilsigtede i sine fore- læsninger mere en umiddelbar praktisk anvendelse af stoffet end sandhedens egen fremstilling og videnskabelige udvikling. Deres mål var ikke så meget at uddamie dygtige theologer som fromme gejstlige, snarere «af theologer ne at gjøre christne end af unge christne theologer*2). Granske natur li gt måtte det da være, at den pietistiske slegt af theologer manglede theolo- gisk dygtighed og videnskabelig ånd. En reorganisation af den theologiske videnskab var derfor pietismen aldeles uskikket til at bringe i stand. Dens forhold til videnskaben er i det hele ikke et positivt befordrende, men et negativt. Den har rettet skarpe angreb på den orthodoxe theologi og klaget bittert over alle dens mangler, men ikke formået at skabe en theologi, der på samme tid som den havde den gamle theologis fasthed
og konsekvents, tillige tilfredsstillede de livets krav, som pietismen holdt frem. Pietismen har pegt på de store opgaver, som forelå, men ikke formået at løse dem. Denne dens blot negative virksom hed havde kun det sørgelige resultat, at den ortho- doxe theologis autoritet blev brudt, uden at noget bedre blev sat i stedet. Men hvor man», siger Schmid med rette, «vil omstøde en almindeligt rådende theologi, der har man grund til at ile med opbyggelsen af en ny, når man vil undgå forvirring af allehånde art»1). Pietismen undlod dette og har derved til- føjet kirken stor skade. Kirkelivets indre sundhed og kraft måtte lide ved, at den ehristelige erkjendelse inden kirken blev så svag, så lidet ud viklet. Savnende den ehristelige tankes tugt og vejledning vokste den pietistiske bevægelses usundhed. Livet loste sig mere og mere ud fra den ehristelige sandheds grund, styredes af følelser og stemninger og selvdannede tanker. Det tabte åndens fylde og magt, måtte snarere stode fra end drage hen til den frelse, kirken vilde bringe. Medens den ehristelige sandhed blev liggende udyrket og ubearbejdet, skred menneskeånden i det 18de århundrede på alle andre områder vældigt fremad, gjorde store erobringer, tændte lys, hvis glans henrev og begejstrede. Men kirkens mænd, der stod under den pietistiske ånds herredømme, tærede med al sin foragt for orthodoxien dog kun på dennes tanker, men foruden at disse var fødte i en anden tid, fremtrådte de lier løsrevne fra det system, i hvis sammenhæng de alene ret kunde åbenbare sin åndelige magt, og stilledes uformidlet sammen med en forskjellig, en subjektivistisk tankegang. Pietismen bekymrer sig ikke om, hvad der var dens uafviselige pligt, ud fra sine egne forud sætninger at levere en selvstændig bearhejdelse af den christe- lige dogmatik. Derfor bliver kirken uskikket til at beherske den åndelige bevægelse. Dens tanker ejer ikke den åndens klarhed og magt, at de kan tilfredsstille tidens intelligente. Da den åndelige strøm vender sig bort fra kirken, formår man ikke at lede den tilbage til det gamle leje. Kirkens mænd med sin mangelfulde theologiske dannelse evner ikke at rejse nogen kraftig modstand mod den nye åndsretning. Denne fremtræder jo ikke som en udpræget, åbent erklæret vantro, men som en retning, der gjør krav på at give en ny og bedre fremstilling af christendommen. Der krævedes videnskabelig ånd til at kunne møde denne og påvise dens sande karakter. Men den christelig-theologiske videnskab havde ved pietismen fået et knæk, som gjorde den udygtig til dette arbejde.
Det er pietismens store skyld: den har gjort sejren let for vantroen. Den har på mange måder direkte ledet over i «op- lysningens» retning, og hvad kirken endnu ejede af dæmninger mod de fiendtlige strømme, har den hjulpet med til at bryde ned.