– i boken : «Provst Alexander Langes Optegnelser om sit Liv og sin Samtid : (1792-1863)» / utdgivet af Chr. Lange. Christiania 1905. Dybwad.
– Alexander Lange er kommet som student i Kjøbenhavn i 1810 og fått sin «Dimmision til Universitetet». Han oppholder seg der fram til 1814 og beskriver sitt inntrykk av prestene i Kjøbenhavn på den tiden :
– fra s. 61 – 64 :
Det gik nu jævnt fremad med Studiet. Jeg læste aldrig med Overanstrængelse, men temmelig ordentlig, saa at vel faa Dage gik hen uden at Noget blev læst hjemme og Forelæsninger og Examinatorier forsømte jeg ikke lettelig nogensinde, saa at jeg blev vel kjendt og anseet af samtlige Lærere. Jeg mindes endog ofte at have bebreidet mig, at jeg ikke engang med den største Del af de Andre forlod Auditoriet for at se et Linieskib gaa af Stabelen.
Jeg læste saaledes nok en Del Theologi, mit Hoved indsamlede adskillig Kundskab, men for Hjertet var Lidet eller Intet at vinde; med sand, levende Christendom saa det helt bedrøveligt ud.
Jeg vil ikke tale om Hornemanns letsindige, ja bespottelige Ytringer under Forelæsningerne over Evangelisternes Harmoni; thi hans elendige, hensynsløse Vittighedsjagt, der vilde vække Latter selv ved det Helligste, forargede og oprørte dog efterhaanden istedetfor at tiltrække; men Det Nye Testamentes Exegetik læste hovedsagelig kun Thor- lacius, der neppe engang var Theolog; Jens Møller foredrog ret interessant Kirkehistorie og P. K. Muller, der vel mindst var smittet af Rationalismen, var dog især filosofisk og hans Foredrag derhos yderst tørt og magert baade over Dogmatik og Moral.
Kirkerne var det selv blandt de theologiske Studerende, ja maaske ikke mindst blandt dem, lidet Skik at besøge, og selv der hørtes lidet Christendom og Guds Ord. Til Alters gik neppe nogen Student, uden maaske enkelte, der havde deres Forældre i Kjøbenhavn, skjønt ogsaa det er mig ubekjendt, og jeg maa med Skam bekjende, at jeg aldrig der var Gjæst ved Herrens Bord.
I Kirke kom jeg dog stundom. Jeg hørte nogle Gange Gutfeld i Holmens Kirke, han var veltalende og blomsterrig; men det var og blev poetiske Malerier af Døden og deslige, af Christendom neppe synderligt Spor; Clausen hørte jeg ogsaa nogle Gange, men hans hele Optræden var mig imod; helst og oftest kom jeg i Trinitatis Kirke hos Munster, men nogen egentlig Opbyggelse fandt jeg, maaske mest ved min egen Brøde, heller ikke hos ham.
Endelig hørte jeg da ogsaa et Par Gange ude paa Christianshavn Grundtvig. Hans Prædikener vare i den Grad bibelske, at de forekom mig som en uafbrudt Kjæde af sammenhæftede Bibelsprog. Det aldeles usædvanlige, ja ellers uhørte heri, mit eget mindre Bekjendtskab med Bibelen og hans ufravigelige Benyttelse af bibelsk Talebrug og Udtryk, selv hvor det var hans egne Ord, lod mig beundre hans Prædiken som et rent Kunststykke; men rørt og greben blev jeg ikke, atter maaske mest min egen Skyld.
Hans ydre Foredrag og hele Optræden forekom mig ogsaa i høi Grad maniereret, ja paataget og afifecteret og derved næsten frastødende. At hans besynderlige Foredrag ikke var naturligt og ukunstlet, erfarede jeg da ogsaa senere, da jeg hørte hans politiske Tale (trykt i hans : «Helligtrekongerslyset eller 3 Dages Hændelser paa Kjøbenhavns Høiskole»), hvilken baade i Indhold og Form dengang syntes mig et non plus ultra af Veltalenhed og som henrev Alle med uimodstaaelig Magt.
Naar jeg her har nævnt Grundtvig, vil jeg ikke undlade at bevidne ogsaa min Overbevisning om, at han har været og navnlig da var et særdeles Redskab i Guds Haand til at vække af den aandelige Søvn, standse og bryde Rationalismens grove Vildfarelser, fremme christelig Erkjendelse og Guds Riges Udbredelse baade i Danmark og Norge.
Blandt os dengang Studerende var det udentvivl især F o g t m a n (senere død som Biskop), der vækked til Alvor og Forstand, og han bragte os Andre, ialfald mig, til bedre Eftertanke.
Som Digter havde Grundtvig allerede vakt min største Opmærksomhed og jeg har stedse siden anseet ham for Danmarks største Digter. I hans Alderdom har jeg ikke kunnet være med ham. I Miskjendelsen og Forfølgelsen var han stor, i den senere Overvurdering og, som mig synes, næsten bespottelige Forkyndelse er han i mine Tanker sunket, har fordunklet, hvad han før gjorde klart, og maaske nedbrudt meget af, hvad han da opbyggede. Hans Fremhæven af Daabspagten og Troesbekjendelsen erkjender jeg som en stor og herlig, høist fornøden Gjerning, for hvilken jeg ikke noksom kan takke Gud og ham; ja jeg erkjender, hvad vel Enhver maa erkjende, at Troesbekjendelsen var og maatte være til førend et Ord af det Nye Testamente var skrevet og at den første christne Kirke er bygget paa hin, ikke paa dette. Men ligesom Evangelister og Apostler dengang mundtlig, saa have de for alle følgende Slægter skriftlig suppleret, videre udviklet og klargjort Bekjendelsen.
Jeg erkjender endog, at jeg anser det for en ligesaa stor Velgjerning af Herren, at han har givet os den lille Katechismus med dens 5 Parter, som at han har givet os den hele Bibel. Jeg erkjender, at Katechismen for Alle, navnligen for den store Masse af Folkene, er uundværlig, ja fast uundværligere end Bibelen, den en stor Del af dem, ja til denne Dag neppe har seet, endsige har overkommet eller kan overkomme at læse, ja om de og fik læst den, vilde de dog vanskelig sikres for at omdrives af de forskjelligste Lærdommes Vinde; thi selv de grovest Vildfarende (endog de gudsbespottelige Mormoner) kommer jo med Bibelen i Haand og beraabe sig paa den, idet de udlægge den og enkelte af deres Sammenhæng udrevne Stykker af den efter deres eget Hoved og Lyst.
Men naar Grundtvig eller maaske endnu mere hans Eftersnakkere og Tilbedere aabne en dyb Kløft mellem hvad de kalde det «levende»og det *døde* Ord og nedsætte dette (Guds eget Ord, den hellige Skrift), ja næsten tilside- sætte dette for hint, da bevare Gud mig fra at være med dem, ligesaavel som for at være med dem, der paa den anden Side forkaste al bestemt Troesbekjendelse og symbolske Bøger overhoved og ville kun holde sig til Bibelen.
Hvorfor skal man dog overhoved sætte denne Sag ogsaa paa Spidsen ? hvorfor skal man stille Bibelen og Troes- bekjendelsen mod hverandre fast som tvende fiendtlige Magter, strides paa Liv og Død om den Enes Principat, ja næsten Eneherredømme med Nedsættelse og Forringelse af den Anden ? Hvorfor ikke erkjende dem Begge som enige, fra hverandre uadskillelige, for os Alle uundværlige Venner? hvorfor ikke erkjende dem Begge som Guds store, uskatterlige Naadegaver og benytte dem ved Siden af hverandre.
Enhver efter sin Kundskabs og Naades Maal til sin og Andres Oplysning, Befæstelse og Salighed med Taksigelse og til Guds Ære ? Saavidt jeg har opfattet og kan erindre det, underskriver jeg i denne Sag Stiftsprovst Jensens Ytringer derom ved det sidste store Præstemøde i Christiania.