georg burchard jersin : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

– fra s. 502 –  503 :

Blandt Presterne vestenfjelds skal her i Korthed omtales Georg Burchard Jersin (Moe, Eidsvolds-Repræsentanter. S. 87; Thrap, Bidrag I. S. 341-344; Halvorsen, Forfatter-Lexikon.III. S. 151; Lampe, Bergens Stifts Biskopper og Prester. I. S. 436 – 437).

Han blev født paa Leikanger Kapellangaard i det naturskjønne Sogn den 20. Januar 1767, en Søn af Jacob Christian Jersin, der døde som Sogneprest paa Voss 1807, og dennes første Hustru, Elsebe Lem, død 1778.

Slægten var fra Danmark, hvor hans Tip-Tip-Oldefader, den fromme og lærde Dr. Jens Dinesen Jersin, døde som Biskop i Ribe 1637.

Dennes Søn. Dr. Jacob Jensen Jersin blev Biskop i Christianssand og døde der 1694. Oldefaderen, Sogneprest Albert Jersin i Beitstaden, døde 1710, og Bedstefaderen, Georg Burchard Jersin, Sorenskriver i Indre Sogn, levede til 1746 (Bricka, Lexikon VIII. S. 458-462 og 457; A. Erlandsen, Geistligheden i Throndhjems Stift. S. 263).

Efter ham var han, som det vil sees, opkaldt.

Sin Stamfaders Evner havde han ikke arvet, men var ganske almindelig begavet. Han udmærkede sig heller ikke i nogen Maade under sine Studier.

Efter at have gjennemgaaet Bergens Latinskole tog han Artium 1786 og theologisk Embedseksamen 2. Mai 1793 med Haud. Saa blev han 17. Januar 1794 personel Kapellan hos Faderen paa Voss, hvor han kom til at virke hele sit Liv.

I en Række af Aar havde han til Medarbeider sin Svoger, den allerede omtalte Peter Hount, gift med hans Søster og dengang res. Kap. i samme Menighed.

De var begge fuldblods Rationalister og virkede helt ud i samme Aand. Men var ikke Jersin nogen begavet eller fremtrædende Mand, saa satte han derfor ikke sit Lys under Skjæppen; han havde Evner til at holde sig frem og gjøre sig bemærket.

I Fallesens bekjendte Magazin for 1799 findes to Prædikener af ham om Daaben og Nadveren, begge yderliggaaaende rationalistiske. Blandt andre radikale Anskuelser paastar han her, at mange Kristne tviler, om Jesus virkelig har sagt de Ord, der staar i Matthæus 28, 19 : “Gaa derfor ud og gjør alle Folkeslag til Disciple, idet I døber dem til Faderens og Sønnens og den Helliaands Navn”.

Som bekjendt er den samme Tvil angaaende dette Hovedsted ogsaa i vore Dage kommet frem i vort Lands eneste theologiske Tidsskrift.

De gamle rationalistiske Anskuelser viser sig som Gjengangere i Nutidens Videnskab. Denne Jersins Optræden som Forfatter kom ham snart tilgode. Han blev 30. Mai 1800 res. Kap. efter sin Svoger og 8. Januar 1808 endog Faderens Eftermand med Forbigaaelse af ældre og langt dygtigere Prester. I sin Ansøgning havde han heller ikke lagt Skjul paa sine Fortjenester. Han nævner sit Arbeide for at faa igang et Sognebibliothek, peger paa, at han har udrettet adskillig som Forligelseskommisær, og anfører idethele selv alt, som kan tale til hans Gunst.

I 1814 blev han, mærkelig nok, valgt som anden Repræsentant for Søndre Bergenhus Amt ved Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Her sluttede han sig til C.M. Falsen og Selvstændighedspartiet, men holdt sig ellers meget stille; han magtede forresten ikke at udrette noget der.

Nogen Frugt af hans geistlige Virksomhed mærkes neppe. Biskop J. Neumann, der selv var Rationalist, holdt her første Gang Visitats i 1825. Han udtalte sig skarpt om Oplysningen og den sædelige Tilstand paa Voss og “ønskede Menighedens Lærer den fornødne Kraft til at gaa i Kamp mod de herskende Uordener og Bistand dertil ved snarlig Ansættelse af en Medlærer, som maatte forstaa at virke paa uomskaarne Hjerter” (Thrap, Bidrag. I. S. 344).

Jersin manglede Talegaver, men omtales som en venlig og fredelig Mand. Biskop Pavels kunde “ikke rose ham som Prædikant, skjønt hans Prædiken var vel ordnet og sammensat og det udvortes Foredrag upaaklageligt. Han prædikede den kolde, tørre Sædelære, der bærer Tidsalderens Præg, i hvilken han har dannet sig, og hvis Kraft til at røre og forbedre Hjertet nok er saare ringe” (Pavels’s Visitatsberetning19. Juli 1818).

“Hans Prædiken bærer i meget høi Grad det Flauheds og Sløvheds Præg, Eudaimonismens paatrykte næstforrige Decenniums homiletiske Arbeider, hvor Saltzmanns og Adlers Varme fattedes. Den handlede om Bedrageriets skadelige Følger, og naar jeg havde inclineret til denne Last, tror jeg ikke, den Prædiken kunne afskrække mig fra at bedrage min Næste Øieblikket efter, at jeg havde forladt Kirken” (Lampe, Bergens Stifts Biskopper og Prester. I. S. 436-437).

I 1806 udkom en Prædiken, som han havde holdt 6. Søndag efter Trefoldighed; den handlede “om Forligelseskommisionen som en kristelig og velgjørende Indretning, og at vi bør paaskjønne, at den er det”. Talen ligner hin Tids sædvanlige Nytteprædikener og er forsaavidt karakteristisk. Han døde 5. October 1827.

Jersin blev gift 27. August 1795 med Maren Finde Ravn, født 1768, død 29. August 1851, en Datter af pers. Kap. Peder Andreas Ravn i Harham (Haram/red.) og Hustru Cecilia Cathrine Hoel, der som Enke den 14. September 1780 blev gift med hans Fader.

Skriv inn søkeord..