– og hans klargjøring av denne, som medlem av Kirkekommisjonen; et organ hvis stillingtaken i denne sak (Andreas Hauges lovforslag fremmet i november 1865) senere ble tillagt stor vekt både ved Kirkedepartementets gjennomgang av hele sakskomplekset og ved Odelsthingets behandling av lovforslaget og ved avstemming 28. mai 1866;
– den gang fra 1858 utnevnt til tredjeprest ved den nye Trefoldighetskirken i Kristiania, stod Johan Jørgen Tandbergs innlegg å lese i “Luthersk Kirketidende” nr. 22 for “Søndag den 26de November 1865” ; Tandberg hadde vært medlem fra starten av i den i januar 1859 oppnevnte “Kirkekommisjon” til behandling av viktige kirkelige anliggender. Også ved behandlingen av spørsmål ved regulering av “Ægteskabs”-Institutionen, som ved behandlingen av Andreas Hauges forslag til “Lov om fraskilte Ægtefolk, der ifølge kongelig Bevilling indtræde i nyt Ægteskab”, har Tandberg , ved “Pluralitetens Udkast til Lov om Ægteskab” (H. III. 1—257), tilføjet et dissenterende Votum, S. 338—352, om en videre Adgang til borgerligt Ægteskab;
– i denne saken gikk gårdbruker Torger Olsen Svanøe (sønn av den kjente haugianer Ole T. Svanøe) og Johan Tandberg en noe annen vei enn Kirkekommisjonens pluralitet, som bestod ikke minst av biskopene J.L. Arup og H.O. Folkestad, som ikke ønsket noen borgerlig vielses-institusjon overhodet, da Svanøe og Tandberg støttet det syn som kom til uttrykk fra det Theologiske Fakultets flertall, at kirkens medlemmer burde stå fritt til å velge enten en kirkelig eller en borgerlig akt (noe det ennå ikke var åpnet lovlig adgang til); Tandberg støttet imidlertid flertallets syn på at vielse av fraskilte kun måtte skje etter dom og da innen en kirkelig ramme (det må i så fall være med hensyn til en uskyldig part, f.eks. ved overgrep, mens den skyldige part, overgriperen, ikke kunne gis anledning til ny ekteskapsinngåelse overhodet/red.);
– her fra Luthersk Kirketidende på sidene 341 – 344 :
I Anledning af Opsatsen “om Kirkekommisjonens Forslag til Forandring i Ægteskabslovgivningen”.
Af J. Tandberg.
“En Præst” har i nogle af de sidste Numere af Luth. Kirketid. leveret en Opsats under ovennævnte Overskrift.
I denne Opsats antyder han paa flere Steder, hvad han tilsidst ogsaa udtrykkelig udtaler, at efter hans Formening baade Gaardbruger Svanøes og mit Minoritets-Forslag i Ægteskabssagen “maa anerkjendes som et afgjort Fremskridt i Retning af kirkelig Ordning af Ægteskabsspørgsmaalet”.
Ikkedestomindre indeholder Opsatsen S. 306 et Par meget skarpe Udtalelser mod nogle Ytringer i de af mig fremlagte Motiver til mit Forslag i denne Sag.
Nu er jo vistnok Forslaget det Vesentlige, Motiverne kun Midler til, om muligt, at berede Forslaget en gunstig Modtagelse, og da en saadan virkelig er bleven mit Forslag tildel fra “Præstens” Side, saa maa jeg jo forsaavidt være tilfreds; om Forslaget af mig er slet begrundet, ligger der jo mindre Magt paa.
Da jeg imidlertid haaber ved nogle Bemærkninger at kunne fremstille de paankede Ytringer i et gunstigere Lys, end det, i hvilket de have vist sig for “Præsten”, saa beder jeg, at man vil skjenke disse mine Bemærkninger en Smule Opmærksomhcd ; det kunde jo være muligt, at dette kunde bidrage til at berede mit Forslag, der jo af “Præsten” ansees for “et afgjort Fremskridt”, gunstigere Indgang hos En eller Anden.
Baade Svanø og jeg indlede vore dissenterende Vota i Ægteskabssagen med den Erklæring, at vi i det Hele ere enige med Flertallet (hvilket bl.a. utgjordes av biskopene Arup og Folkestad).
For ret at kunne forståa Betydningen as disse vore Erklæringer maa man lægge vel Mærke til, at denne vor Enighed kun vedkommer selve Forslagene, aldeles ikke Motiverne. Forretningsordenen i Kirkekommissionen ved den skriftlige Affattelse af Forslag og Motiver har nemlig været den, at først har Pluraliteten affattet sit Forstag d. e. Lovudkastets Paragrafer, dernæst har Minoriteten affattet sit Forslag med Motiver, og tilsidst har Pluraliteten affattet sine Motiver, i hvilke den, som det vil sees, ligefrem imødegaar Minoritetens Motiver, medens Minoriteten derimod ikke i sine Motiver har kunnet tage noget Hensyn til Pluralitetens Motiver, uden
– 342 –
forsaavidtsom de vare fremførte under de mundtlige foreløbige Forhandlingcr, hvor kun Grundanskuelserne, men uden nogen speciellere Motivering, vare komne til Udtalelse.
I denne Forretningsorden har den Omstændighed sin Forklaring, som turde være Læsere af Kirkekommissionens Skrift om Ægteskabet paafaldende, at der i Motiverne til mit Forslag ikke engang er gjort Forsøg paa nogen udførligere direkte Imødegaaelse af de af Pluralitretens Motiver, der ligefrem stride mod de Anskuelser, som ligge til Grund for mit Forslag; jeg har været afskaaren fra al Anledning hertil.
Baade Svanøes og mit Forstag bestaar, som man vil se, af Pluralitetens Forslag, i hvilket vi kun ville have indskudt nogle Paragrafer, som Pluraliteten ikke vil have, men som vi vistnok anse for meget væsentlige; vi maatte altsaa erklære os enige med Pluraliteten i Alt, hvad der dengang, da vi affattede vore Motiver, forelaa fra den, nemlig dens egentlige Forstag, dens Paragrafer.
En Læser af et Skrift forudsætter rimeligvis, naar ikke det Modsatte er udtrykkelig og tydelig udtalt, at Skriftets første Del er skreven først og dets sidste Del sidst, og opfatter Skriftets Udtalelser efter denne Forudsætning; naar altsaa f. Ex. jeg i mit dissenterende Votum, der staar at læse i Slutningen af Kirkekommissionens Skrift om Ægteskabssagen, erklærer mig “i det Hele enig i det af Kommissionen vcdtagne Forslag”, saa tænker Læseren lettelig ved Ordet “Forslag” ikke blot paa Lovparagraferne, men ogsaa paa de forudskikkede Motiver og maa da vistnok finde det paafaldende, naar jeg kommer til et fra Flertallet meget afvigende Resultat.
Men Tingen er, som sagt, den, at der, da jeg affattede mine korte Motiver, ingen Motiver forelaa fra Flertallet, og at jeg saaledes intet Hensyn har kunnet tage til dem. Dette til Forklaring af den Omstændighed, der sees at have vakt “Præstens” Forundring, at jeg “uagtet en overmaade væsentlig Uenighed med Flertallet” dog erklærer mig “enig med det”.
Til Belysning af “Præstens” øvrige samme Sted fremførte Ankeposter mod mit Votum skal jeg tillade mig at anføre følgende Tirade af dette :
“I Udkast til Lov om Menighedsraad har Kommissionen foreslaaet, at efterat tilbørlige, i Lovudkastet foreskrevne Forhandlinger ere foregaaede, kan vedkommende Menighedsraad eller i visse Tilfælde tilsidst vedkommende Biskop udelukke en aabenbar forargelig og ubodfærdig Synder fra Nadveren. Den saaledes Udelukkede bliver imidlertid efter Kommissionens Lovudkast ilke med det Samme udelukket af Kirken, men har Frihed til fremdeles gjennem Rækker af Aar at blive regnet for Kirkens Medlem; al Form for Udelukkelse af Kirken er ophævet, idet de gamle og vistnok ubrugelige Love om det store Band ere foreslaaede ophævede, udenat noget Andet er sat i Stedet.
Endskjønt nu hine Bestemmelser om Ude-
– 343 –
lukkelse fra Nadvercn maa forventes at ville komme sjelden til Anvendelse, da det ikke er let med fuld Sikkerhed at kunne erklære Nogen ikke blot for en aabenbar forargelig, uden ogsaa ubodfærdig Synder, og Udelukkelsen fra Nadveren som en stor Ting ikke kan foretages af nogen ringere Grund, saa maa man dog være beredt paa, at de stundom ville blive anvendte, og at der saaledes vil kunne findes Personer innen Kirken, som ved en offentlig kirkelig Akt ere erklærede for aabenbar forargelige og ubodfærdige Syndere, og at Saadanne i Rækker af Aar kunne blive staaende i Kirken og saaledes ogsaa begjære Ægteskab. De, som paastaa, at Ægtevielse maa være den eneste Form for Ægteskabs Indgaaelse inden Kirken, maa selvfølgelig ogsaa anvende denne Paastand paa hine Udelukkede, der blive staaende i Kirken; for mig fremstiller det sig derimod som aldeles utilbørligt at ægtevie Saadanne”.
Af denne Tirade sees, 1) at det er ikke min Privatmening, men den samlede Kirkekommissions Mening, udtalt i Kommissionens Udkast til Lov om Menighedsraad, at de, som skulle udelukkes fra Nadveren, maa være “aabenbar forargelige og ubodfærdige” Syndere. Den Bestemmelse i Kommissionens Lovudkast, hvortil her sigtes, findes i Minoritetens Udkast til Lov om Menighedsraad §15, hvis første Passus lyder saa : “Naar Præsten efter sit Embeds Medfør finder sig foranlediget til midlertidig at negte Nogen paa Grund af aabenbar forargeligt og ubodfærdigt Levnet Nydelsen af den hellige Nadver, bør han, i Overvær af tvende (2/red.) af Menighedsraadets Medlemmer formane Vedkommende” o.s.v.
Denne Passus er ordlydendc udskrevcn af Odelsthingsbestutningen til Lov om Menighedsraad af 1860, hvilken Kommissionens Minoritet har lagt til Grund for sit Lovforslag. Den har ogsaa passeret samme Aars Lagthing uden nogen Bemærkning. Maaske er Udtrykket ikkedestomindre ikke det allerheldigste; men det har aldrig faldet mig ind at tvivle om Meningen, som ganske utvivlsom er den, at naar Nogen skal udelukkes fra Nadveren, er det ikke nok, at Præsten ved, at han fører et forargeligt Levnet, men han maa desuden have henvendt sig til ham for at forsøge, om han ikke kan bringes til Bod og altsaa selvfølgelig til at forlade sit forargelige Levnet; først naar dette er forsøgt og mislykket, kan der strides videre til Udelukkelse fra Nadveren.
Lovudkastets Udtryk “og ubodfærdig” betegner altsaa noget Mere, som maa komme til det, som i Udkastet er betegnet ved “aabenbar forargelig”, og det er denne af Lovudkastet betegnede Gradation, jeg har villet gjøre opmærksom paa ved det af “Præsten” paaankede Udtryk : «ikke blot aabenbar forargelig, men ogsaa ubodfærdig”.
Jeg haaber, at “Præsten” vil finde denne i Lovudkastet udtalte og af mig kun fremhævede Tanke forsvarlig, selv om han finder den mindre heldig ud-
– 344 –
trykt; og hvad det af mig brugte Udtryk angaar, saa mener jeg, at om det end kan misforstaaes, saaledes som det er skeet af “Præsten”, saa slutter det sig ialfald nøjagtig til Udtrykket i det Lovudkast, hvortil jeg ved Anbringelsen af hine mine Ord udtrykkelig har henvist.
Af den ovenfor anførte Tirade sees dernæst ogsaa, 2) at den, der er udelukket fra Nadveren, efter Kommissionens Udkast, hvortil jeg i dette Punkt har sluttet mig, ikke med det Samme bliver udelukket af Kirken.
Jeg tror ikke med “Præsten”, at dette strider mod Art. 7 i Augsburgerkonfessionen, og skal i den Henseende her kun henholde mig til Prof. Johnsons Udtalelse i Luth. Kirketid. I. S. 35 f. i hans Afhandling : “Hvad er Kirken ?”
Vistnok er det saa, at “aabenbar forargelige og ubodfærdige” Syndere ikke “egentlig” (se Augsburgerkonfess. Art. 8) høre Kirken til; de ere iblandt de “Onde, som i dette Liv ere indblandede”, og som man, saaledes som af Prof. Johnson i den anførte Afhandling er udviklet og begrundet, maa taale i Kirken.
Men deraf, at de maa taales i Kirken, vover jeg ikke at stutte, at de ved Ægteskabs Stiftelse skulle tilspørges som rette Christne, og at de skulle personlig erholde den kirkelige Velsignelse, som ved Brudevielsen skal udtales over Brudeparrene; og derved; at jeg vil negte dem dette, opponerer jeg ikke, som “Præsten” siger, imod at henføre dem til Kirken.
At disse Udelukkede (av nadveren/red.) skulle ansees som Kirken tilhørende, har sin praktiske Betydning især i disse to Ting, nemlig :
1) at de fremdeles skulle være Gjenstand for den Hyrdeomsorg, som Kirken skylder sine Faar, især de fortabte, for hvis Vedkommende dens Hyrdetroskab især paakræves,
og 2) at naar en Saadan omvender sig, saa behøver han ikke for at blive delagtig i alle kirkelige Goder at underkaste sig de Former, som ere foreskrevne for Optagelse i vort Kirkesamfund af dem, der træde over fra andre Samfund.