– han var en åndelig drivkraft innen vårt lands kirkeliv rundt midten av 1800-tallet – tross sin unge alder; Olai Skullerud var født i 1829 og fikk et kort, men svært virksomt liv. Han var også en forgrunnsfigur innen “Broderkredsen”; her er hans egen beretning om sitt liv, samt hans venners tilleggsopplysninger om ham, inntatt i jubileumsboken fra 1907 : “Broderkredsen 50 år”; les annet om Olai Skullerud på annet sted her :
– fra sidene 5 – 17 :
Blandt Broderkredsens Stiftere maa i første Række nævnes daværende Redaktør af Bladet “For Fattig og Rig”, Seminarist Olai Skullerad. Han har ikke alene leveret det Udkast til Kredsens Grundregler, som med faa uvæsentlige Forandringer er de gjældende den Dag idag, mon han har ogsaa i det hele taget saa fremtrædende Del i Broderkredsens Oprettelse og til sin Død været Sjælen i dens Virksomhet!, at han med fuld Grund kan betegnes som Broderkredsens Stifter. Vi vil derfor her i dette Festskrift, før vi gaar videre, forsøge at levere et lidet Livsbillede af denne alvorlige, ydmyge, høit begavede og for Guds Rige utrættelig virksomme Mand, hvis Liv her paa Jorden blev saa kort og dog saa rigt velsignet.
Om sin Barndom og Ungdom lader vi ham selv fortælle, idet vi efter hans Selvbiografi i »Børnebibliotheket« hidsætter følgende, som han skrev i Marts 1856, et Aar før sin Bortgang /det eneste Billede af Skullerud, som har eksisteret, er en Portrættegning af ham, sm blev taget paa hans Dødsleie, men denne har det desværre ikke været os mulig at faa fat i).
“Jeg er født paa Gaarden Skullerud i Høland den 1ste Marts 1820. Hvad jeg har at fortælle om min Barndom er kun smaat og fattigt imod, hvad jeg har læst om mange andre; men delte skal ikke afskrække mig; thi hvad jeg fortæller er sandt. Førend jeg griber til selve Fortællingen, vil jeg endnu nævne en vigtig Dag i mit Liv, nemlig den 8de i samme Maaned, hvori jeg blev født. Denne Dag er min Daabsdag, og den er endnu en vigtig Dag for mig; thi da fik jeg ikke blot Navnet Olai, men Navnet et Guds Barn: ak ! hvordan jeg har baaret dette, derom er det jeg herefter vil meddele noget.
Mine Forældre, Hans og Anne, fik 12 Børn, 5 Gutter og 7 Piger, og Herrens Velsignelse hvilede synlig over deres Hus.
Naar jeg nu skal fortælle lidt om min Barndoms Førelser, da ønsker jeg, at det maa blive ham til Ære, som har været min Barndoms Leder, jeg mener min trofaste Herre og Gud; men han æres jo mest ved, at man fremstiller hans forladende, kjærlige, hellige og langmodige Hjerte, hans Trofasthed mod Syndere.
Dog maa jeg for min Del bemærke, at jeg neppe kan fremstille noget rigtig sandt Billede af mig; thi hvo kan mærke, hvor ofte han feiler, og hvo kan erindre al sin Daarlighed ? — — Derfor, overalt hvor I ser Herrens store Naade mod mig, der maa I tænke : “Ja, her stikker det under, at Herren havde Lyst til at forbarme sig over en ret stor Synder”.
— — Det er alt hans uforskyldte, ganske uforskyldte Naade.
I mine Forældres Hus var der fra først af ingen Bibel; men omsider kjøbte min Fader en, og denne blev i sin Tid min kjæreste Bog og til uberegnelig Nytte for mig. Det har ofte forekommet mig, at den blev kjøbt for min Skyld, og derfor skulde jeg endnu takke Gud for den.
Naar jeg læste i Bibelen om de slette og ugudelige, følte jeg eu heftig Nidkjærhed i mit Hjerte mod dem, og naar det gik dem ilde, syntes jeg, at det var vel fortjent, skjønt jeg gøs ved at se, hvor haardt det stundom gik til; men naar jeg læste om de gode og gudfrygtige, da glædede jeg mig over dem og ønskede hjertelig at kunne blive dem lig. Dog forstod jeg ikke ret at tage Eksempler af dem; thi jeg mente, at jeg just maatte komme i deres Forhold, blive som de og have det som de, naar jeg ret skulde kunne ligne dem.
Saaledes virkede Gud, uden at jeg vidste, hvorledes det gik til, ved Ordet paa mit Hjerte; thi da “den ganske Skrift er indblæst af Gud”, saa blæste Guds Aand derigjennem ogsaa ind paa min Sjæl. I Begyndelsen hængte min Opmerksomhed kun fast ved det sanselige i Fortællingerne, og, som sagt, i Kjærlighed eller Afsky til de Personer, som blev fremstillede deri; men derved tog dog Guds Aand efterhaanden Anledning til at vende Øiet indad paa mig selv.
Og her faar de, som ikke selv bar erfaret noget saadant, tro, hvad de vil; mon I vil dog tro mig, naar jeg fortæller, at det efterhaanden blev klart for mig, at jeg var en Synder, ja en stor Synder. Det var jeg ogsaa virkelig; thi jeg var ofte baade ulydig og trodsig, selvklog og paastaaelig, vred og tvær mod mine Søskende og saadant mere.
Dog var det ikke dette alone, jeg saa; men jeg saa og følte, at jeg hel og holden var skyldig til Fordømmelsen; — thi jeg saa klarlig, at Menneskene ikke lever saaledes, som Bibelen fordrer, og som troende Guds Mænd til forn havde levet, og jeg fandt med mig selv, at jeg tilligemed de andre begik Overtrædelser mod Herren, ja, at jeg af Naturen var et Vredens Barn og fattedes ganske den Ros, jeg skulde have for Gud. Intet Menneske havde skræmt mig i denne Henseende; nei, jeg er vis paa, at mine Forældre og de, der kjendte mig, ville have gi vet mig et godt Vidnesbyrd for at være snil; men for mig var den Sag vis og fast, at jeg var et Fortabelsens Barn; jeg troede slet ikke at blive salig, som jeg var, men at blive evig fortabt fra Guds Ansigt i denne min Tilstand, og jeg gruede meget for, at det skulde gaa mig saa.
I Bibelen saa jeg, at det var saaledes med mig, og hvor jeg var, følte jeg det, helst naar jeg var alene. Dog erindrer jeg ikke, hvor længe dette stod paa, og hvorledes denne Tilstand omvekslede med andre; men saameget er vist, at jeg midt under min Sønderknuselse stundom følte on forunderlig Sødhed i min Sjæl.
— Naar jeg tænkte paa Døden, Dommen og Evigheden, var jeg saare bange for at rykkes bort i denne Tilstand; thi jeg havde intet at bestaa for Gud med. Naar jeg var alene, græd jeg meget for mine Synder, især om Aftenen paa min Seng, og hvor vel kjendte jeg mig derfor ikke igjen i disse Davids Ord : “Jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad”. Ps. 6, 7.
Ja, til visse fældte jeg mange Taarer. Ofte græd jeg længe efter, at de andre havde sovet ind. — — Ogsaa naar jeg sov, var Sjælen i Arbeide; thi jeg drømte da undertiden om Dommens Dag og andre saadanne Ting.
Jeg maa bekjende med den hellige Sanger, at dersom ikke Herrens Ord havde været min store Lyst, da var jeg omkommen i min Elendighed. Det er umuligt her at anføre alle de Skriftsteder, som kom mig til Hjælp; men især blev Davids Salmer kjære og dyrebare for mig.
Førend jeg var kommen til dette Punkt, forstod jeg dem ikke, men mente, at hans Bønner om Beskjærmelse mod sine Fiender osv. ikke kunde angaa mig, thi jeg vidste ikke, at jeg havde nogen Fiende. Nu derimod anvendte jeg dette paa mine aandelige Fiender, og jeg fornam da, at jeg havde Fiender nok, og at de var mig altfor nær.
Jeg bad nu ogsaa med egne Ord, saa godt jeg kunde, og udøste i Enrum mit Hjerte for Herren. Han var da heller ikke tunghørende; men Timen kom, da jeg fik smage noget af Evangeliets Trøst og Fred, og det saaledes, at jeg kunde tilegne mig det som mit. Det søde blev mig endda sødere, fordi det sure var gaaet foran. Jeg hvilte og vuggede mig nu i mangt et Guds Ord, f. Eks. naar jeg kom til dette : »Da var jeg for hans Øine som hun, der finder Fred» (Høis. 8, 10); thi alle mine Synder var mig forladte, og jeg havde en naadig Gud.
O, hvor jeg da var salig ! Det er forgjæves at beskrive det for dem, som ikke har erfaret det; men jeg har dog virkelig været saa glad, at jeg bogstavelig har sprunget af Glæde; thi jeg var jo vis paa, at jeg var et Guds Barn !
— — Nu havde jeg det en Tid saa, at jeg ikke kunde overgive mig til Søvnens Ro om Aftenen, førend jeg med Hjertens Bøn og Taarer havde anholdt hos Gud om Forladelse for min Synd, ogsaa for den Dag, som sidst var gaaet, og jeg blev ved saa længe, indtil Guds Aand vidnede i mit Hjerte : “Fred være med dig ! Dine Synder er dig forladte”. Og jeg slumrede da ind som i Guds Arme.
Saalænge man har det saaledes, da er al ting let; men jeg maatte jo ogsaa have min Strid, endskjønt det kun var et Barns Strid. Det var mig ikke altid saa let at holde fast paa Guds Naade; thi jeg syndede jo endnu, og da, mente jeg, blev Gud vred. Og nu var jeg angst. Da stred jeg heftig for at komme til mine salige Følelser igjen, og var meget utaalmodig, førend jeg havde bragt det dertil.
Her blev det dyrebart for mig at læse om Bruden i Høisangens 5 Kap. 2—8 Vers og 3 Kap. 1 — 4 Vers. Ogsaa Jakobs Kamp med Gud (1 Mos. 32, 24—30) var til Bestyrkelse for mig, især hans Ord : “Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du faar velsignet mig”.
Ogsaa det mundtlige Ord virkede især nogle Gange kraftig paa mig; men Veien til mit Hjerte var allerede banet, da det indtraf, som jeg nu vil fortælle. En Flok af os havde faaet Lov til at gaa til Naboprestegjeldets Kirke en Langfredag. Vi havde to Sjøer at gaa paa, havde Skøiter med og var noget muntre underveis. Vi kom i Kirke, og Lidelses-historien blev læst. Men Presten var en følsom Mand, han kunde neppe læse for Taarer. Naar han kom til Udtryk i Historien som dette : “Se, hvilket Menneske !” saa brast han i Graad og blev staaende en Stund, førend han kunde komme videre. Saadan Afbrydelse skede nogle Gange. Da han gik ud af Kirken, strømmede Folket med ham og efter ham, og han gav sig Tid, vendte sig stundom om og talte med dem. O, det var en Guds Mand i mine Øine !
Hjemover var det forbi med min Lyst paa Isen.
— En Kapellan i et andet Naboprestegjeld gjorde ogsaa ved sin Indtrædelse som saadan Indtryk paa mig. — Men mest Indtryk gjorde en Lægmands Tale paa mit Hjerte i en gudelig Forsamling, da jeg første Gang, omtrent 10 Aar gammel, besøgte en saadan. Jeg gik derhen med spændt Opmerksomhed, og Manden begyndte med disse Jesu Ord : “Jeg er kommen at kaste Ild paa Jorden, og hvor gjerne vilde jeg, at den var optændt allerede !” Luk. 12, 49. Det var under denne Tale, som om Guds Aand opfyldte mig med en hellig Ild, og en heftig Trang overfaldt mig til at falde paa mine Knæ; jeg saa længselsfuldt mod Gulvet, men maatte dog bie, til jeg fik en Tid og et Sted for mig selv.
I Alderen mellem 9 og 12 eller maaske udover til det 13de Aar var det, at Guds Aand fik arbeide kraftigst paa mit Hjerte; siden blandede der sig adskilligt andet ind i Guds Naadegjerning i min Sjæl.
Mit aandelige Liv begyndte at tage af; thi det gik efterhaanden tilbage med mig, og jeg vidste neppe deraf, førend Livskilden i mit Hjerte syntes udtørret. Det gik uformerkt, just som jeg saa ofte havde læst i min “Forklaring”, at man paa en fin Maade kan falde fra Pagten med Gud, “naar man ikke stedse betænker sit Daabsløfte, modstaar den Helligaands Naadevirkninger, forsømmer Bønnen og Sindet efterhaanden bliver verdsligt og forfængeligt”.
Aarsagen var nu vistnok i Almindelighed den, at det onde hos mig, som hos andre, blev stærkere eftersom jeg blev større, — dels andro Ting. At det gik tilbage, kunde jeg have merket deraf, at Bønnen og Ordet blev mig mere undværlige. Jeg bad ikke saa flittigt som før, og naar jeg vilde læse, bladede jeg tidt i Bibelen uden at finde noget Sted, som passede for mig eller tiltalte mig. Dog blev jeg ofte mindet om min farlige Tilstand og gjorde Bedrings-løfter, forbedrede mig vel ogsaa imellem for en Tid; men det sank atter tilbage med mig igjen.
Jeg blev mere skjødesløs om Aandens Tugt. Naar jeg havde forseet mig om Dagen og med Taarer bekjendte det om Aftenen og lovede min Gud at vaage bedre herefter, — saa tog jeg mig dog ikke ivare, uagtet jeg blev mindet om, at hvad jeg havde fore i Tanke, Ord eller Forhold, ikke var ret.
Det er ikke godt, naar man helst ønskede, at Gud maatte sidde høit over Skyen og ikke se en, selv om det, man har for sig, synes at være noksaa ubetydeligt, naar det dog ikke behager Herren. Gud bliver da ogsaa efterhaanden borte, saa ledes at han ikke er tilstede mod sin søde Nærværelse og sine kraftige Mindelser og kjærlige Tugtelser.
— Jeg faldt ikke i nogen grov Synd; ikke heller tog Ungdommens Vilterhed i nogen høi Grad Overhaand hos mig, men det var mest i sig selv ganske uskyldige Ting, som drog mit Hjerte bort; dog var de ogsaa tildels i sig selv skadelige.
Min aandelige Tilstand i det sidste Aar før min Konfirmation og en Tid deretter var virkelig slet; thi hvor Guds Ord og Bøn ikke mere øves, der staar det ikke vel til. Hvor slet det var, kan I ogsaa vide deraf, at jeg selv paa Konfirmationsdagen ikke kunde samle mit Sind til ret alvorlige Betragtninger, uagtet jeg havde et Slags Ønske derom; et Slags Ønske, siger jeg, thi det kom mere af, at jeg vidste, det var Synd at gjentage Pagten med Skjødesløshed end af hjertelig Begjærlighed efter at blive min Gud tro.
Gud straffede mig derfor ogsaa med at lade mig staa der med daarlige og unyttige Tanker, hvoriblandt Alvorstankerne var ligesom her og der spredte i mit Sind. Ikke stort bedre — ja vel efterhaanden værre — var det paa min Altergangsdag dengang og i nogle Aar bagefter. Hovmod og Kjødslyst tog ogsaa efterhaanden til; dog bevaredo Gud mig fra Fald uden i Hjertet.
Da jeg var mellem mit 18de og 19de Aar, saa jeg igjen klart, at det ikke var nok for Guds Rige at være dydig og virksom; men at det gjaldt om at være en omvendt og troende Kristen.
Siden har jeg vandret i denne Erkjendelse; thi Gud har igjen af Naade oplændt Troens Lys og Kjærlighedens Tid i mit Hjerte. Men er der nogen, som har lovet Gud meget og holdt lidet, saa er det mig; thi det holdt haardt, førend jeg anden Gang kunde komme til Troens Frimodighed, og min Gud ved, hvad jeg lovede, dersom han vilde tage mig til Naade ! Dog antog han mig ikke paa nogen Løfter, men efter sit eget Forsæt og Naade, og ved Naaden er jeg opholdt : ham være Ære !”
Saalangt Skulleruds egen Skildring af sit Barndoms- og Ungdomsliv. Vi har medtaget dette Uddrag af hans Selvbiografi, fordi det giver et godt Indblik i, hvorledes Herren dannede denne sin Tjener til at blive, hvad han var for hans Menighed don korte Tid, han fik virke for ham her paa Jorden.
I 1845 kom Skullerud ind paa Asker Seminar, hvorfra han blev udeksamineret Sommeren 1847 med udmerkede Vidnesbyrd. Ikke længe derefter blev han Lærer ved Opdragelsesanstaltcn “Hans Cappelens Minde” ved Skien, hvor han udfoldede en velsignet Virksomhed, indtil han i 1855 fik Anmodning af Pastor Halling om i hans Sted at overtage Redaktionen af Bladet “For Fattig og Rig”.
I Skien havde Skullerud som saa mange andre vakte og troende Venner været meget sammen med Pastor Lammers. I Bladet “For Fattig og Rig” for 1853 har han leveret en længere, udmerket skrevet Redegjørelse for Lammers’ Virksomhed i Skien. En af Broderkredsens nuværende Bestyrelse var tilstede, da Skullerud i 1855 tog Farvel med Lammers og Vennerne der for at drage herind.
Han fortæller : “Man var da samlet i en stor Stue i Prestegaarden. Efter at Lammers havde holdt en Afskedstale for Skullerud, takket ham for Samværet der og udtalt sine gode Ønsker for ham i hans nye vigtige og ansvarsfulde Gjerning som Redaktør, modtog Skullerud tilslut knælende Sogneprestens Velsignelse med Haandspaalæggelse og Bøn. Det var en gribende Stund” (Da Lammers senere kom ind i ukirkelige Betragtninger og tilslut gik ud af vor Kirke og dannede Frimenighed, tog Skullerud, i Lighed med saa mange andre, bestemt Afstand fra ham og hævdede baade i Skrift og Tale et fast og bestemt luthersk kirkeligt Standpunkt).
Det var ved Midtsommertid 1855 at Skullerud kom herind til Kristiania. At redigere Bladene “For Fattig og Rig” og “Børnebibliotheket” var hans egentlige Kaldsgjerning herinde. Men foruden dette virkede han ogsaa paa mange andre Maader utrættelig for Guds Rige.
Dengang var endda ingen Søndagsskolevirksombed begyndt her i Byen, men Skullerud tog i Virkeligheden, om end ikke i Navnet, denne Gjerning op her, idet hans varme Hjertelag og merkelige Evne til at føre Børnene til Herren (som vi kan se af hans Stykker i “Børne-bibliotheket”) drev ham til at samle en Skare Børn i sin Bolig hver Lørdag Aften. Disse Timer har visselig været saare velsignede og været et Middel til at plante mangt et herligt Frø i Barnehjerterne.
Allerede straks efter sin Ankomst hid blev Skullerud i Hallings Sted indvalgt i Bestyrelsen for den af Professorerne Johnson og Caspari, Raadtnand Ebbell, Hjulmager Christensen, Bødtker Olsen og Skomager Svanholm m. Fl. i 1855 stiftede Kristiania Indremissionsforening, og her udfoldede han, skjønt ulønnet, ikke alene som Opbyggelsestaler, men som Indremissionær i Almindelighed en saa betydelig Virksomhed, at han er blevet betegnet som Indremissionens første Sekretær.
Da han stadig levede og aandede i en brændende Kjærlighed til Herren og Nidkjærhed for Guds Rige, blev han baade i Liv og Ord et Vidne om Herren, hvor han var.
Br. Svanholm har fortalt følgende om ham : “Det var en saare varmhjertet og elskelig Mand, var vel ung af Aar, men alligevel en saare prøvet og erfaren Mand. Han elskede i Sandhed Gud og Brødrene af hele sit Hjerte og over alt andet den korte Stund, han levede; han arbeidede ufortrødent, maaske over sine Kræfter. Han var venlig og forekommende mod alle og praktiserede Pauli Ord : “at glæde sig med de glade og græde med de grædende”, og “have et Sind indbyrdes mod hverandre”. Saaledes traf jeg engang — da jeg ved Uforsigtighed havde forseet mig — Skullerud paa Gaden og aabnede mit Hjerte for ham, og han gav mig en sund Medicin, som ganske helbredede mig i samme Stund, og Fristeren maatte vige med alle sine Anslag. Det var en blandt de mange Gange, som jeg fik prøve Olai Skulleruds varme Hjerte”.
Det er ingen Tilfældighed, at Olai Skullerud var den, som gav Stødet til, at Broderkredsen blev stiftet. Selv en saa elskelig Kristen og Broder i Herren, som vi har seet han var, følte han sig ret og egentlig hjemme i Brødrenes Kreds. Dette kommer især klart frem i en af hans mange dybe og inderlige religiøse Sange, af hvilke vi her særlig skal nævne hans Digt “Kjærligheds og Længsels-Nynnen”, skrevet under Kredsmødet og Lægmandsmødet paa Hamar Ugen efter St. Hans 1856, samt hans endnu den Dag idag saa kjendte og skattede Sang :
“Ak mon min Vei til Kana’an endnu er meget lang ?”
Men end mere end sin øvrige Virksomhed for Guds Rige i disse Aar har Olai Skullerud virket som Redaktør og som Forfatter af en Mængde ypperlige Afhandlinger og Betragtninger over kristelige Emner i “For Fattig og Rig”. Og det var ikke underligt, at det han skrev blev læst og skattet af Kristenfolket rundt om i Landet. Det var i Sandhed ikke udvandede Fortællinger og kristeligt Snak, han opvartede med, men gammel, god og grundig bibelsk Sandhed paa vor Bekjendelses Grund. Han fremholdt altid med Styrke og uafkortet Kristenlivets store Krav : Sand Omvendelse og levende Tro.
Vi ved ikke at have læst noget lignende af nogen Lægmand som hans klare, varme og indtrængende Betragtning : “Livssamfundet med Herren”. Alt hvad han talte og skrev vidnede om en usædvanlig dyb Indsigt i Guds Ord og rig kristelig Erfaring.
Vi anfører her, hvad en fremstaaende Mand har skrevet om ham ved hans Død : “Skullerud var rigt udstyret af Naturen, der boede Dybde og Klarhed i hans Sjæl, og han eiede en Skarphed i Tanke og en Karakterens Fasthed, der, om han var forbleven i Naturstanden og havde lagt sine store Evner kun paa verdslig Idræt, maaske vilde have stillet ham langt høiere end hans Fødsel pegte paa.”
“I Sandhed maa denne unge Mand have givet et tidlig modent Indtryk, naar der for Alvor har været Tale om at udpege ham som Medlem af den store Kirkekommission, som blev nedsat i Slutningen af 50-Aarene”.
Saaledes stod Olai Skullerud midt oppe i Arbeidet for Guds Rige, hvortil han viede alle sine rige Evner og hele sin Kraft, indtil han Vaaren 1859 blev kastet paa Sygeleiet, hvor en voldsom Nervefeber i Løbet af kort Tid brød hans Legeme ned og løste hans salige, frigjorte Sjæl ud af Forkrænkeligheden.
Naar vi her skal fortælle om hans Dødsleie og salige Bortgang, vil vi anføre et Brev, som en af hans fortroligste Venner, Broderkredsens mangeaarige Formand, Vognfabrikant P. Christensen, har skrevet derom til en af sine Venner :
“Jeg har saa længe tænkt at skrive til dig om vor uforglemmelige Ven og Broder Olai Skulleruds salige Bortgang fra denne Verden. Jeg vilde saa gjerne fortælle dig, hvorledes han havde det i den sidste Tid, da det var saa mange til Opmuntring, Opvækkelse og Paamindelse. Han var i Sandhed en høit benaadet, igjenfødt Sjæl, som af sit inderste Hjerte havde Lyst og Længsel elter at gjøre Herrens Vilje, og om hvem jeg efter min Hjertens Overbevisning kan i Sandhed sige, at han laa Herrens Hjerte nær, og at han agtede alt for Skam og Skade, som vilde eller kunde hindre ham fra den inderligste og nøieste Omgang med sin Herre og Frelser. Det var dyrebart og godt at have daglig Omgang med ham, og Gud give mig Naade til aldrig at glemme de salige Stunder, jeg nød sammen med ham i hans sunde Dage, saavel som de salige Timer, jeg med flere nød ved hans Syge- og Dødsleie.
Sidste Fredag i Marts dette Aar kom han en Eftermiddag ind til mig paa den Tid, som han i Almindelighed ikke pleiede; thi han var flittig til at varetage sin Gjerning. Han klagede da over, at han ikke kunde arbeide eller foretage noget, ja, at det endog faldt ham meget vanskeligt at bede. Vi talte da sammen, og jeg raadede ham til at gaa til en Læge, hvilket han den følgende Dag gjorde. Han gik da til Lægen nogle Dage, men Onsdag før Paaske maatte han tilsengs; nu brød Sygdommen for Alvor ud, og Lægen erklærede det for Nervefeber. Der indtraadte nu store Lidelser, men det hindrede ham ikke fra stadig at bede til sin kjære Frelser. Naar Smerterne var store, bad han : “Ak Herre Jesu ! giv mig en liden Ro ! Ak Herre Jesu ! lad mig faa en liden Søvn ! Amen”.
Da Sygdommen blev mere og mere alvorlig, raadede Lægen til, at han skulde indlægges paa Rigshospitalet, hvilket han selv gjerne vilde. Tredie Paaskedag flyttede han. Sygdommen tiltog fremdeles, og vi blev mere og mere bange for, at det skulde blive Døden. Dog svævede vi mellem Frygt og Haab til Søndag Middag; da sagde han selv, at det nu var klart for ham, at det var Guds Vilje, at han nu skulde faa vandre herfra og være med Kristus, og en uudsigelig Glæde udbredte sig over hans Ansigt, over at Gud saa tidlig vilde kalde ham ud af Striden til sin salige Hvile. “Jeg har”, sagde han, “havt en hemmelig Længsel i min Sjæl efter at komme hjem til min Frelser; men jeg troede, at han vilde, at jeg skulde stride længere her i Prøvens Land. Ak, at jeg saa snart skal faa skue min Frelser ! Ak, at jeg saa snart skal komme indenfor dine Porte og se de Værelser, som du har sagt, er beredt for dine i din Faders Hus”.
Efter at have talt og bedet meget efter Middag, tilkjendegav han sin sidste Vilje med Hensyn til sine timelige Efterladenskaber.
Da dette var gjort, bad han til Herren omtrent saaledes : “Ak, Herre Jesu ! styrk mig i Striden, ophold mig i Troen, bevar mig til din Salighed. Ak, Herre Jesu ! lad mig komme indenfor dine Porte; lad mig faa se dit Ansigt og love og takke dig for din store Naade mod mig ! Ophold, o Gud ! din troende Kirke paa Jorden! vær med den alle Dage, som du har lovet den ! hjælp dine sande Børn til at blive bestandig indtil Enden ! styrk alle svage og vaklende og omvend mange af de ugudelige til dine Børns Forsamling ! tænk paa de arme Hedninger og det adspredte Israel ! Amen”. Dette er omtrent Hovedindholdet af en af hans Bønner. Derpaa takkede han Gud for det salige Livsens Haab, som var ham skjænket i Kristo Jesu, og anbefalede sin Sjæl i sin Frelsers Haand, saa- vel som sit Støv til Opstandelsens Morgen. Nu var Klokken omtrent 6, og da han spurgte os, som var tilstede, om vi troede, at han kunde leve Natten over, sagde vi, at det for vore Øine ikke saa ud til, han kunde leve Natten over, og nu var han i stadig Bøn og Formaning og tog Farvel med alle, som kom til ham. Hver fik sin Formaning saavel hans Venner, som besøgte ham, som Vaage- og Gangkoner paa det Værelse, han var.
En saadan Nat har jeg aldrig havt før; han talte, bad og læste uafbrudt. Da han nu saaledes hele Natten til ud paa Morgenen havde været i uafbrudt Beskjæftigelse med Bøn og Formaning, blev han meget forundret, at det var Morgen, og da vi sagde, at han havde været i saadan stadig Bøn og aandelig Bevægelse, udbrød han: “Ak, hvilken en salig Nat ! hvilken en salig Stund ! o, hvor god Gud er mod mig!”
Da det lakkede til Aften, bad han flittig, at Herren vilde blive hos ham; han udtalte Herrens Velsignelse over de Tilstedeværende og særdeles over de troende Søstre, som pleiede ham, og bad, at Herren vilde velsigne deres Gjerning blandt de Syge; derpaa bad han at hilse flere af sine Beslægtede og Bekjendte, og særskilt nævnte han sit Yndlingssted, Hans Cappelens Minde, hvor han har tilbragt saa mange salige Timer og virket for Guds Rige baade blandt smaa og store. Han bad at hilse alle. “Hils”, sagde han, “at de, som ikke har gjort sand Omvendelse, maa gjøre Alvor deraf, da det ellers kan blive forsilde, og at alle, som har gjort sand Omvendelse, maa blive ved og stride Troens gode Strid, at de kan faa Klenodiet, og saa er det en liden Stund”, sagde han, “saa sees vi snart for Herrens Trone”. Efter atter og atter at have anbefalet sin Sjæl i sin Herres og Frelsers Haand, formanede han atter til at blive tro indtil Enden : “Modtag et Ord fra en Døendes Mund, at Kronen er værd at stride for”, sagde han og vidnede tillige klart, at den erholdes af fri Naade for Jesu Kristi Fortjenestes Skyldt. Tilsidst bad han atter at hilse Brødre og Søstre i Herren, at han døde i Troen paa sin Frelser, og nu opgav han sin Aand med Kristi Navn paa sine Læber.
Det viste sig ved Skulleruds Begravelse, hvor høit man skattede ham, idet mange hundrede Mennesker fulgte ham til Graven. I 1860 reiste hans Venner en Mindesten paa hans Grav paa Vor Frelsers Gravlund, hvorpaa der stod indhugget det Bibelsted, som fremfor noget andet vel kan sættes som Overskrift over Olai Skullerud :
“At leve er mig Kristus og at dø en Vinding”.
Til Slut vil vi anføre noget af de skjønne Mindeord, som hans fortrolige Ven, Medarbeider og Efterfølger som Redaktør af “For Fattig og Rig”, daværende Kand. theol. Chr. H. Müller (Høy Müller/red.), skrev om ham i dette Opbyggelsesblad :
Det lød anerkjendende, kraftigt og inderligt ved Skulleruds aabne Grav om ham, som noget, der var bleven hans personlige Eiendom og hans Hjertes inderligste Længsel : “Det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding. Kraften dertil hentede han gjennem Naademidlernes flittige og samvittighedsfulde Brug. Sin Daabsnaade agtede han saare høit, især i de senere Aar, ligesom han udviklede mundtlig og skriftlig Daabens Væsen, Kraft og rette Brug mod ensidige Modstandere i flere Retninger. Bibelordet brugte han selv flittig som et levende Guds Ord og erfarede dets levendegjørende Kraft paa sit eget Hjerte til Opvækkelse, Veiledning og Trøst, idet han i Bønnen omfattede Kristi Forjættelser og i barnlig Enfoldighed samtalte med sin Gud, saaledes som han i Skriften havde lært ham at kjende. Ja, han var en særdeles stadig og inderlig troende Beder og fandt sig i saadanne Bønnens og Andagtens Tider ofte i Aanden midt blandt de himmelske Hærskarer i salig Lov og Tilbedelse. Den faste Tillid og Fortrøstning til Gud paa dennes eget Ord anbefalede han meget, fordi han selv levede i Ordet. — Den hellige Nadver fandt han stor Næring i, idet han der mødte og nød den personlige, levende Herre Jesus Kristus. Han indskjærpede de naadehungrige Sjæle saa alvorligt, at de maatte tænke paa en hyppigere Altergang og mere levende Tilegnelse af Nadverens rige Skatte af Trøst og Bestyrkelse for de bekymrede og anfægtede troende Kristne. Han var den evangelisk-lutherske Kirke inderlig hengiven, fordi han fandt dens Bekjendelse overensstemmende med Guds Ord.
Skulleruds private Liv var en Jesu Kristi Discipel værdigt; han var alvorlig og stadig i sin Kristendom, afholdende og nøisom, hjælpsom og deltagende i al timelig og aandelig Nød, flittig og tro i sit Kald. Hans Ophold og Virksomhed paa Pleiestiftelsen Hans Cappelens Minde ved Skien vil altid der bevares i kjærlig og taknemlig Erindring, ligesom hans Børneskrifter og Børneandagter har stiftet megen synlig og skjult Velsignelse, og derfor : Velsignet være hans Minde ! Gud give os Kraft til at etterligne ham i det meget gode, Gud udrettede ved ham til Kristi Riges Fremme og give os engang en ligesaa salig og rolig Død i fast Tro paa vor kors- fæstede Frelser ! “Min Sjæl dø den Retfærdiges Død og vort Endeligt være som hans !” Amen.