– i boken : “Fra Norges Kristenliv”, Kristiania 1918.
Forord : At skrive den norske indremissions historie i femti aar, forsaavidt dette arbeide har været knyttet til Den norske Lutherstiftelse og D. n. l. indremissionsselskap, har ikke været nogen let opgave. Kildene har tildels svigtet i stor utstrækning og det spredte stof har rnaattet hentes fra mange kanter.
Skjønt boken er blit større end tænkt, er det dog kun de store grundlinjer, som er trukket op, og der var ting, som ikke kunde tas med, tiltrods for at de vilde hat sin store interesse som f. eks. de enkelte kredsers og fællesforeningeis historie eller utfoldelsen av kristenlivet blandt det troende norske lægfolk .i by og bygd gjennem forsamlingsliv, vækkelser og aandelig vekst eller skiftende form i selve indremis- sionens gjerning. Jeg anser derfor det arbeide, som er nedlagt i denne bok, kun som en begyndelse til at trænge ind i stoffet og haaper, at andre maa føle sig drevet til at fremstille andre sider av del samme liv.
Om det med rette kan sies, at Lutherstiftelsens historie er blit fremstillet fyldigere end indremissionsselskapets, har det sin grund i, at Lulherstiftelsen i høiere grad tilhører historien.
Jeg bringer en hjertelig tak til de mange utover Norges land, som med stor velvilje har hjulpet mig med oplysninger og billeder. Og en særlig tak retter jeg til hr. klokker H. G. Heggtveit, som med aldrig svigtende velvilje har ydet mig sin bistand. De korte notiser om enkelte av de gamle bibelbud s. 320—334 skyldes saaledes ham.
Boken har jeg viet min fars minde, fordi han — blandt saa meget andet — lærte mig at elske aandens liv inden Norges kirke.
Nordstrand i december 1918. Edv. Sverdrup.
Fra s. 3 -5 :
Tiden omkring aaret for vort lands politiske frigjørelse blev, som enhver vet, ogsaa en aandelig gjenfødelsens og fornyelsens tid. Efter rationalismens taaker brøt der inden Norges kirke frem en ny dag, da kristenlivet kom til at skyte en vekst og utfolde en kraft, som aldrig før i vort fædreland.
I spidsen for hele denne vækkelse og opvaaknen staar Hans Nielsen Hauges navn (Utførlige og paalidelige oplysninger om den kristelige vækkelse i vort land ved Hauge og hans venner findes i »Den norske Kirke i det 19. Aarhundrede, et bidrag til dens historie«. Av H. G. Heggtveit, Kristiania, bind I—II). Han blev Guds valgte og utsendte redskap til stort set at føre vort folk ut av vankundighetens nat og frem til et nyt liv i Guds ords lys. Derfor kan Norges nyeste kirkehistorie ikke skrives, uten at Hauge og den vækkelse, som utgik fra ham, nævnes i første række. Og særlig kan man ikke skrive den indre missions historie i vort land uten at gaa tilbake til den mand og den vækkelse, som danner det levende utgangspunkt for alt det frivillige kristelige arbeide i Norge.
Med Hauge blev baade gjennem hans arbeide og hans lidelse, lægmandsforkyndelsen sat ind i norsk kristenliv med en slik kraft og en slik paatagelig frugt, at den ikke mere kunde komme til at forstumme. Saaledes gik det, fordi at haand i haand med det nyvakte kristenliv gik ogsaa den klare bevissthet om den kristnes vidnepligt. Og da livet vaktes, fulgte dermed ogsaa den vidnesbyrdets naadegave, som skulde til baade for at holde det oppe og forplante det videre.
Indenfor Guds levende menighet vil Gud selv altid sørge for, at livets kræfter til enhver tid er tilstede og gjør sin gjerning, naar kun kilderne for Guds aands liv og virke ikke tilstoppes. Og fordi Hauge blev redskap til at aapne selve det evige livs sprudlende væld blandt vort folk og sætte dets kræfter i bevægelse, svandt og døde ikke det, som ved ham var kaldt til live, da han selv gik bort. Det vedblev at leve ved aandens og ordets kraft.
Men naar Hauges livsverk ikke tapte sig i sandet, men blev begvndelsen til saa rik en utfoldelse av kristenlivets kræfter, kom det ogsaa derav, at der blandt Hauges venner og etterfølgere vokste frem en sterk aandelig selvstændig- hetsfølelse i tillid til Gud og hans sak. Det var en aandelig selvstændighetsfølelse, som trængslenes tyngsel nok til en tid kunde dæmpe, men ikke knække. I længden hellere staalsætte og styrke. Og denne aandelige selvstændighetsfølelse, som vaktes blandt Hauges venner, skulde komme til at faa en vidtrækkende betydning.
Ikke bare, at den gjorde Hauges venner til landets bedste borgere og tiere av dem til dets fremmeligste mænd i forskjellige retninger eller at der gjennem dem blev nedlagt »et frihetens sædekorn i hele vor folkelige utvikling.«
Men fremfor alt blev der ved livskraften og selvstændigheten i vækkelsen fra Hauge, fremkaldt og næret som den var ved Guds aand og ord, gjort en levedygtig indsats i vort folks kristenliv til at hævde samvittighetens frihet og ret, til at vække omsorgen for sjælenes frelse og til at kalde naadegavene frem til bruk. Det var en livets strøm, som var sat i bevægelse indenfor vort folk og som ikke kunde stanse, saa længe den kunde strømme fra livets kilder i naadens midler. Derfor blev vækkelsen ved Hauge det av Gud selv givne utgangspunkt for nyt kristelig liv og for frivillig kristelig arbeide i Norge.
Fordi vækkelsen ved Hauge og hans venner helt igjennem var en lægmandsbevægelse blev den, som det noksom er kjendt, møtt med mistro og fordømmelse av de allerfleste av den tids prester. De saa i den hele rørelse i bedste fald kun et sværmeri, som de saa ned paa med foragt.
Det er dette forhold, som har lagt grunden til den ofte omtalte «kløft» mellem prester og lægfolk i vort land og til alt det av misforstaaelser og vanskeligheter, som derav er fulgt.
Men paa den anden side kan det ikke negtes, at just den motstand, som lægmandsbevægelsen møtte fra prestenes side, mægtig bidrog til at fremme dennes egen aandelige kraft og nære den selvstændighetsfølelse, som ovenfor er nævnt. Det folk, som frit vilde samle sig om Guds ord ogsaa naar det lød fra læge og ulærde mænds læber, blev nødt til at tænke over, med hvilken ret efter skriften dette kunde ske og hvilken velsignelse der vilde flyte derav. Kom saa lægmandsvirksomheten i vort land, retten for aandens gaver til at nyttes inden den norske kirke, til at fødes under trængsler, kan der dog for dem, som elsker livets fri utfoldelse være grund til at takke Gud ogsaa for trængslene.