biskop grimelund om vekkelsen i voll, grytten

– hentet fra Sigrid Svendsen : “Kristenliv i Romsdalen. 1809 – 1864”. Oslo 1931.

Fra s. 263 -272 :

I Norsk Kirketidende nr. 28, 29 og 30 for 1862 står biskopens artikler «Om de religiøse Bevægelser i Gryten i Aaret 1860». Av dem skal en del an­føres her.

Først minner han om sogneprest Kroghs opsats i Morgenbladet, og vil her meddele det vesentlige av sin innberetning til kirkedepartementet, da disse ting «ikke ere uden almindelig Interesse. Maaske kan der ogsaa uddrages derav baade nogen Lærdom, nogen Advarsel og nogen Opfordring til Tak og Pris for Herrens Barmhjertighed og Trofasthed.

Opsatsen i Morgenbladet angiver ikke nærmere Stedet hvorhen den fører sine Læsere; for Tydelig- heds Skyld vil jeg imidlertid strax navngive det: det er Grytens Præstegjæld i indre Nordmøres Provsti».

Da pastor Krogh har lagt megen vekt på natur­forholdene og skildret stedet som en vill fjellegn, hvor ensomheten og en viss naturskrekk skulde være årsak til folkets religiøse tilstand, gir Grimelund en beskrivelse av hele prestegjeldet.

Han lar de «høie Fjelde, hvis Sider hæve sig brat, undertiden lodret op fra Dalbunden indtil flere tusinde Fod over Havet» med «splittede Toppe, som hæve sig truende op imod Himlen med sine mang­foldige, besynderlige Skikkelser» (Trolltindene) be­holde sin plass oppe i den egentlige Raumadal, og fortsetter : «En meget lysere og mildere Karakter antager derimod Landskabet, naar man kommer nogle Mile længere ud til det ved Romsdals-fjordens søndre Bred beliggende Volds Annex». «Den Krands af Fjelde som her omgiver Landskabet, er meget mindre vældig end Fjeldene inde i Raumadalen».

Efter en skildring av stedet gir han en kort karak­teristikk av folket. Voldsbyggerne har god anledning til omgang med mennesker. «Af ensomt beliggende Gaarde findes kun en eneste, ikke oppe mellem Fjel­dene, men nede ved Fjorden». Bygden står ikke til­bake for andre steder i almindelig folkeoplysning eller kristendomskunnskap.

«Og nu er det at merke, at netop denne Egn, netop dette ene Kirkesogn er Stedet for de Begivenheder, hvorom der nu skal berettes».

Han fortsetter nu med å fortelle om falltilfellene i Voll, temmelig nøiaktig efter sogneprest Carlsens beretning.

Så henviser han til den kjensgjerning, «at aldeles lignende Foreteelser som de i Vold endnu i vore Dage ere forekomne under religiøse Vækkelser paa de for­skjelligste Steder og under de forskjelligste Naturforholde: I Nordamerika, i Vestindien, i Irland, i England, i Tydskland, og i vort eget Land, i aabne Egne og i Bjergegne».

«Man bliver nok nødt til at opgive det Meste af Forestillingen om en Fjeldbygd, omgiven af høie, steile, mørke og truende Fjelde, og om hvorledes denne Natur virker nedtrykkende paa de ensomme Beboeres sind —» o. s. v. «Dette er Fantasier».

Og han mener at dersom der er noget i talen om fjellnaturens innflytelse her, så måtte man jo vente at «faldene» oftest måtte forekomme oppe i Kors, men det var så langt fra tilfelle.

«Vi nødes saaledes uden al Tvivl til at lade Fjeldenes Aander fare. De forklare Intet».

Heller ikke kan biskopen finne at «faldene» skyld­tes de legmenn som virket der i 1860. «Det kan være sandt nok, at der blandt dem var Folk, som hellere burde have modtaget Formaning og Undervisning i Stilhed end at tage sig for at være Andres Formanere og Ledere i Forsamlingerne. Men dersom det var deres Taler, der ved sin eiendommelige Beskaffenhed bevirkede «Faldene», hvoraf kom det da, maa man spørge, at den samme Virkning ikke viste sig i Grytens og Kors Sogne, hvor de samme Talere ligesaavel optraadte ?»

Og deres tale var ikke den ensidige lovpreken. «For­tellingen i Morgenbladet om, at Lægprædikanternes Tale blot var Lovens strængeste, ja overdrevne Trudsler, men intet Evangelium, om skrækkeligt hylende Røster, om Udmaling af Helvedes Rædsler, om timelange Foredrag langt udover Natten, er paa det bestemteste modsagt af umistænkelige Vidner».

Han forteller om et analogt tilfelle fra misjons­marken : «Det er mærkværdigt, hvilken Lighed disse Tilfælde i Vold have med hvad der ogsaa i 1860 forefaldt under den store Opvækkelse blandt de christnede Negere paa Jamaika, navnlig i Ys, Clifton og Ipswich. Paa det første Sted skedte det, for kun at anføre et Exempel, i en Forsamling i Begyndelsen af Oktober 1860, at 5 unge Mennesker, 2 Mandspersoner og 3 Fruentimmer, falt til Jorden; den Ene skjælvede i stor Sjæleangst, den anden havde tabt Sproget, en ung Kone gebærdede sig som besat : hun vred sig i hæftige Trækninger, og hendes Ord mindede om Mark. 1, 24. I Almindelighed vare Faldene ledsagede af høie Syndsbekjendelser og Raab om Gudsforbarmelse. Prædikanterne vare her herrnhutiske Brødre, hvilke, som Enhver ved, ingenlunde ere bekjendte for at være Lovprædikanter. Deres Tale er «den Korsets Prædiken».

«Naar Alt vel overveies, kommer man nok ogsaa til at gjøre Afkald paa den skrækkeligt hylende Lovprædiken som den rette og egentlige Forklaringsgrund».

Men hvor skal man da hen for å søke den ? Han finner den ved å legge merke til vekkelsens etiske kraft. Han bedømmer treet efter frukten.

«Det lader sig nemlig ikke længer benægte, at Bevægelsen af en Magt til at forandre Sindet har været tilstede i disse meget omtalte «Fald». Han nev­ner her den iøinefallende forandring, som viste sig i de menneskers liv der hadde gjennemgått denne vek­kelse, forandring i deres sinnelag, deres ord og deres ferd. Og mens «fallene» var forbigående, så var derimot denne efterfølgende forandring vedvarende. «Hvo kan nægte, at denne Omveltning var sædelig, og at den var mærkelig? Men saasandt nu Guds Ord og den christelige Selverkjendelse skal beholde Ret, saa er hverken Naturens Indflydelse eller Menneskeligt Forsæt, Kraft og Kunst tilstrækkelig til at bevirke den Slags Omveltning».

«Jeg frygter efter dette ikke for at udtale den Overbevisning om «Faldene» i Vold, som de fore­kom i Førstningen, at Guds usynlige, stærke Haand her har ført et Slag i Menneskenes Inderste, i Samvittighederne, som har brudt deres Modstandskraft mod Hans Aand og kastet dem afmægtige til Jorden. Jeg ser i Følge dermed en Luftning af den Aand, om hvem det heder «Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører vel dens Susen, men du ved ikke hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen», og jeg bøier mig fuld af Forundring over de mange og ofte tilsyneladende smaa Midler — et Formaningsord, et Psalmevers, en Erindring, en Tone — hvormed Herren, naar Han tager dem i sin Haand, formaar at nedslaa Modstandernes Befæstninger og gjennembryde de lukkede Døre til det menneskelige Indre i sin belei­lige Tid. Med denne Haand over sig staa da disse sjælelige Rystelser for mig som Kald, eller nøiagtigere betegnet, som vækkende Slag, hvormed Menneskene skulde forberedes for det Guds Naadekald til Omven­delse, som udgaar i Hans Ord».

Senere citerer han Wilhelm Lohe om lignende begi­venheter: «Idet man overser saadanne Bevægelser, overser man ogsaa en opfordring til Tak og Lovsang, man faar ingen Del deri og forsynder sig ved sin Ligegyldighed imod den Helligaands Gaver, — men idet man overvurderer dem, gjør man sig selv blind for de aldrig udtømte Velsignelser af Ordets og Sakra­mentets ordentlige Naademidler».

Endelig tar biskopen et par innvendinger op til behandling :

«Er da ikke dette noget sværmeri ?

Sværmeri er et Ord, som sidder meget løst, der behøver kun at ske Noget i Aandens Verden, som man ikke synes om eller ikke forstaar, saa falder det ofte saa let».

Når det gjelder vekkelsen i Voll, skjelner han skarpt mellem det som skjedde ved dens begynnelse, og det som senere blandet sig inn, nemlig den «Overvurdering^– af Faldene som bragte Bevægelsen ind i et meget betænkeligt Spor». Dette siste var svermeri, ikke det første.

Sterke åndelige rystelser er intet usedvanlig å treffe på under den kristelige sjelepleie. Det used­vanlige er at Guds vekkende slag i samvittigheten også har en legemlig følge. I det foreliggende tilfelle er ikke bare sinnet satt i sterk bevegelse, men plut­selig er «hele Menneskets Nerveliv gjennemrystet saaledes at der ogsaa legemlig er kommet tilsyne i en afmagtlignende Tilstand».

Han innrømmer at dette er sjelden, og råder til at det må behandles med varsomhet når det fore­kommer. «Thi der kan godt gives Nerverystelser og Henfald, som Intet have at bestille med den sovende Samvittigheds Opvaagnen, om de end nok saa meget indtræffe i Andagtsforsamlinger».

Men man har ikke derfor rett til å forkaste alle sådanne tilfelle, når virkningene viser at Ser er skjedd en sann sinnsforandring.

«Der er dunkle Punkter i Guds Veie og Gang med Sjælene for at føre dem til Omvendelse, som bør gjøre den Christne beskeden i sin Dom om det Usædvanlige, og det saa meget mere, som det jo er unegteligt, at Guds Ord heller ikke fattes Exempler af den hellige Historie paa stærke, iøinefaldende Berørelser og Slag af Guds Haand».

Så meget kan vi iallfall se, at jo lenger og jo ster­kere et menneske har stått Guds nådekall imot, dess sterkere brytning vil det også bli når det en gang våkner op.

Og biskopen er ikke det minste forundret over at et menneske får et nervesjokk når det plutselig våkner op og får se sin, fortapte tilstand og en evig­het som ligger foran det. «Ja, istedenfor at studse ved de nu og da forekommende stærke Frembrud af Sjælerystelser, og strax holde dem for en Frugt af unaturlig Ophidselse og Overspændthed, maatte man vel snarere forundres over at ikke Slaget oftere blir saaledes overvældende, naar Mennesket pludselig kommer til at se, hvor trodsig det har stampet imod Brodden».

Han imøtegår påstanden om sinnssykdom og epi­lepsi, bilagt med distriktslægens erklæring. Angå­ende folkets sedelige tilstand har han ved siden av sogneprestens også innhentet lensmannens og pro­stens uttalelser.

Han gir så en grei fremstilling av saliggjørelsens orden, kommer med en kritikk av den virksomhet som Torbjørn Brudeseth og Mette-Nils har drevet, og gir mot slutten av artikkelen en del råd til vei­ledere og sjelesørgere.

Om embedets forhold til legmannsvirksomheten sier han meget betegnende for sin tid : «Vor evange­liske Landskirke forkaster ikke den Hjælp i Nøden (Uthevet her) og den Frugt for Guds Rige, som kommer af dens Lemmers frie Vidnesbyrd», men fortsetter, som om han så utviklingen, å mane til at «Ordets Tjenere og Menighetsfolket inderligere og inderligere maa nærme sig hinanden, mere og mere række hinanden Haanden som Troens Husfæller og Lemmer af samme Husholdning».

Han dveler en del ved de gode frukter av vekkelsen i Voll, og gleder sig over hvor godt det står til der nu.

«Med den største Del af den vakte Befolkning er det gaaet fremad i Klarhed. Træet og Høet og Straaet bliver opbrændt, men Guds Gjerning bliver tilbage».

Og det resultat han kommer til blir da, «at Bevægelsen i det hele har været god, og at det Usunde ved den, hører til et overvundet Stadium».

«Fra den Vildfarelsens Afgrund, ved hvis Rand Bevægelsen for en Tid uforvarende streifede hen, er den ved Guds forbarmende Naade, som ikke glemmer de Oprigtige, frelst, — vi haabe for stedse. Samvittighederne have fundet Lægedom i Hans Saar, som blev saaret for vore Overtrædelser, Hjerterne ere fulde af Bøn og Paakaldelse i alle Ting, af Lov og Pris».

Så ender også han omtalen av denne vekkelse med en lovprisning : «Jeg vil takke Herren af ganske Hjerte i de Oprigtiges hemmelige Raad og Menighed. Herrens Gjerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. Hans Gjerninger ere Majestæt og Herlighed, og Hans Retfærdighed bestaar altid» (Biskop Grimelund i Norsk Kirketidende).