– hentet fra boken : “PROVST ALEXANDER LANGES OPTEGNELSER OM SIT LIV OG SIN SAMTID (1792-1867)”. Udgivet af Chr. (Christoffer) Lange. Provst. Christiania. 1905.
Min Embeds-Virksomhed i Stavanger.
Jeg har nok allerede sagt, at den Post, hvortil jeg her var kaldet, var af overordentligt, ja ganske vist utilbørligt og uoverkommeligt Omfang. Jeg skulde ikke alene være fuldstændig Præst for en stor By- og Landmenighed (Hetland hørte dengang til Stavanger), men tillige Bestyrer af og Lærer ved en Borgerskole. Heldigvis for mig og sikkerlig ikke mindre for Embedet var der ingen saadan Skole og blev ikke førend langt senere.
Jeg fik sandelig mere end nok for mig at gjøre som Præst. Jeg skulde prædike hver Søn- og Helligdag enten til Høimesse eller Aftensang og stedse i Høimessen forrette Altertjenesten og Ministerialia samt prædike hver Fredag saa længe der var Communion.
Hver Torsdag og Løverdags Eftermiddag var desuden Skriftemaal, ved hvilket i den første Tid stedse begge Præster vare tilstede, hver i sit Sachristi, for at modtage de Skriftende. Dette forandredes dog efter nogen Tid saaledes, at vi skiftevis hver sin Uge udførte dette Arbeide.
Min Sognepræst, den gode, kjærlige Provst Støren, var gammel og svagelig, saa at alle Sygeberettelser baade i By og paa Land snart næsten udelukkende forlangtes af mig, selv til Annexet Ranneberg (Randaberg/red.) maatte jeg oftere reise for ham, skjønt jeg ikke ex officio havde dermed at gjøre.
Naar det nu betænkes, hvor ung, uerfaren og uøvet jeg var jeg havde prædiket nogle faa Gange, det var Alt —; naar hertil kommer, at jeg havde gjort mig det til ufravigelig Pligt, aldrig at bruge Papir, at jeg derfor skrev og verbotenus memorerede ikke alene hver Prædiken, men i mange Aar ogsaa hver Skriftetale, Brudevielse o. s. v., og at denne Memoreren længe kostede mig ganske overordentlig Møie, da jeg aldrig troede at blive sikker nok, saa at jeg hver Stund, der levnedes mig i Ro om Dagen, ja bogstavelig, naar jeg vaagnede om Natten malede i Tankerne paa Prædikenen, saa vil det skjønnes, at jeg just ikke var ledig.
Længe kunde jeg pine mig, førend jeg blev enig med mig selv om Thema og Tankegang, hvorfor jeg først skrev et mere eller mindre udførligt Udkast og saa igjen ofte utilbørligen pinte mig med Udførelsen og Valg af Udtryk.
Hjælpemidler manglede jeg saagodtsom ganske, indtil jeg paa en Auction overkom nogle Hefter af Sturms Pre- dicht -Entwiirfe (preken-utkast/red.) , der i Forbindelse med Concordantsen, hvoraf jeg til enhver Materie brugte at udskrive de bedste Bibelsprog, gjorde mig god Tjeneste.
Jeg har siden hørt, at man troede Arbeidet faldt mig meget let, ja at jeg ikke engang skrev mine Prædikener; men det var en stor Vildfarelse; maaske have ikke ret Mange taget sig Arbeidet saa tungt som jeg, hvilket jeg just ikke roser; men Mange, især i den sidste Tid, tage sig det maaske ogsaa altfor let og ryste Prædikener med idelige Gjentagelser og lidet Sammenhæng af Ærmet.
Mandag Morgen Kl. 5 a 6 begyndte jeg paa Fredags-prædikenen, lagde den igjen Tirsdag eller Onsdag mere eller mindre ufærdig tilside for at begynde paa Søndags-Prædikenen, og saa gik det Uge efter Uge under idelige Afbrydelser.
Hvad Indholdet af mine Prædikener angaar, da var det maaske i den første Tid mere moralsk end dogmatisk; men at jeg fra først til sidst prædikede Christum og ham korsfæstet, og at Korsets Ord laa til Grund for al min Tale, det er dog, Gud være lovet, vist.
Ja Gud være ene derfor lovet; thi sandeligen hans Naade og Gjerning er det at tilskrive, naar jeg ikke aldeles var bleven hildet i Tidens Rationalisme, men dog havde faaet nogen Forstand paa, hvad Christendom er.
Hvor saare, saare meget jeg manglede i Klarhed og Sikkerhed, det følte vist Ingen bedre end jeg selv og jeg havde sagtens rig Anledning til at mindes om min Skrøbelighed og Mangel; thi vel var den store Kirke, der efter Sigende forhen ofte havde staaet sørgelig tom, nu stedse fuld af opmaerksomme Tilhørere; vel nød jeg i og udenfor Menigheden en ufortjent og for en ung Præst altid farlig Hyldest og Pris; men jeg havde dog ogsaa strenge Dommere og skarpe Dadlere, og det var saare gavnligt.
Den religiøse Bevægelse, der senere mere og mindre er gaaet over Landet, var nemlig i den Egn og den Menighed, hvori jeg var hensat, maaske allerstærkest og da paa sit høieste.
Haugianere, Herrnhutere, Kvækere og omsider ogsaa de saakaldte Stærktroende vare i ivrig Virksomhed med hver sine Fordringer til Præsten og sine Bestræbelser for at drage ham til sig.
Naar jeg fra første Dag af tog det Parti, ikke i mindste Maade at slutte mig til noget Parti og navnligen ikke at komme hverken i den ene eller anden af deres Forsamlinger, da havde dette visselig for en stor Del sin Grund i Følelsen af min egen Usikkerhed, min Mangel af Erfaring og fornøden Visdom og deraf følgende Frygtsomhed.
Men noget Godt laa dog nok ogsaa til Grund for denne min strænge Neutralitet. Jeg haabede, ved saavidt muligt upaavirket af alle Partier at prædike saa omhyggelig og godt, som Gud vilde give mig Forstand og Naade til, enfoldig, christelig Sandhed baade efter Lov og Evangelium at holde de forskjellige Secter og Partier samlede som Tilhørere i Kirken, at mildne Stridighederne og hindre de voldsomste og forargeligste Sammenstød og Rivninger.
At jeg ikke var uden Ængstelighed, Tvivl og Kamp, at jeg søgte Sandhed og Sikkerhed, beraadte mig med Gud og bad ham ved sin Helligaand at oplyse mig selv og give mig Visdom til ret at omgaaes og oplyse Andre, bør jeg ikke behøve at sige.
Mangen en Aftenstund, især efter at alle Andre vare gangne tilhvile, har dog fundet mig læsende og bedende, at Herren vilde veilede mig til Sandhed i Tro, i Tale og i Gjerning og saaledes til Salighed for mig selv og Andre.
Ubønhørt blev jeg da heller ikke; jeg kom dog efterhaanden til mere Klarhed; min maaske noget feige Beslutning at holde mig fjern fra alle Partier, har jeg aldrig angret og mit derpaa grundede Haab skuffedes ikke.
De i Begyndeisen høist forargelige, med Støi og Skrig, ja vel endog med Vinduers Ituslaaen forbundne Sammen- stimlinger udenfor de religiøse Forsamlinger ophørte aldeles. Forsamlingerne, der havde lagt an paa den størst mulige Offentlighed og maaske vel endog søgt en Slags Martyrdom i hine Optøier, trak sig mere tilbage i stille Opbyggelses-møder indbyrdes; Splid og Spot lagde sig efterhaanden, og alle, Secterne visseligen ikke mindst, søgte i Samfund stadigen Kirken, hvor det vel var en stor Glæde og Opmuntring altid at tale for fuldt Hus, en saare talrig Forsamling af alle Strender og hvor, hvad jeg andensteds med Sorg har savnet, den fattigere Klasse, ja selv de Fattigste flittigen fremmødte.
Naar jeg har sagt, at alle Partier samledes i Kirken, saa kan sagtens neppe hertil regnes Kvækerne, men af dem var der ikke mange, og deres Antal tror jeg i min Tid snarere af- end tiltog. Jeg døbte ialfald engang 3 og con- firmerede Børn af Forældre, der holdt sig til Kvækerne.
Det var isærdeleshed de saakaldte Haugianere, der fremtraadte skarpest og mest fordringsfuldt. I Læren adskilte de sig neppe, ialfald ikke med Bevidsthed, fra den lutherske Kirke, uden forsaavidt de sagtens altfor ensidigen hængte ved Loven, en Skjævhed, der vistnok letteligen udarter til den groveste Afvigelse fra det rette christelige alt- saa og fra det lutherske Lærebegreb og bygger paa Retfærdighed af egne Gjerninger.
Som det altid er gaaet og vel stedse vil gaa, blev det just ikke eller ialfald ikke fornemmelig Kamelerne, men især Myggene man lagde Vægt paa at afsie ; man tog det neppe saa strængt med Bjælkerne hverken i Andres eller egne Øine som med Skjævene. Man kunde langt lettere se gjennem Fingre med virkelige Synder og Laster efter Guds Lov, end med Overtrædelser af selvskrevne Bud og Anordninger.
Det var de saakaldte Middelting (adiafora/red.), der gjordes til Hovedsag og Brugen deraf til Capitalsynder. I denne Retning var man gaaet til den yderste, fast utrolige Rigorisme i Fordringer og Domme. Det var ikke blot Dands, ethvert Slags Spil og Leg, selv Børns, der ubetinget fordømtes; men ogsaa al Musik, der ikke var Psalmesang, stempledes som Djævelens Gjerning, ja al Gaaen, Riden, Kjøren, der foretoges for Bevægelses eller Fornøielses Skyld, ansaaes syndig; omsider hørte jeg det endog dømt som Afguderi at plukke en Blomst paa Marken og betragte den.
Maaske burde jeg under saadanne Forholde have afholdt mig fra al Deltagelse i Dands og Kortspil, hvilket jeg ogsaa efterhaanden mere og mere gjorde; men det skulde lidet have nyttet i dette Partis Øine, og at forarge dem skulde jeg ikke have undgaaet, uden at opgive al christelig Frihed, undergive mig de vilkaarligste Forskrifters Tvang og i Et og Alt hyklende stille mig lige med dem, hvorved jeg visseligen havde skadet dem og stødt den hele øvrige Menighed fra mig.
At jeg ikke undgik haarde, ja endog de allerhaardeste Domme og bestemt Fordømmelse, er jo let begribeligt; men det geraader ikke Partiet til Ære, at aldrig nogen havde Mod til personlig og aabent at formane og strafife mig med et eneste Ord, men indskrænkede sig til anonyme Skrivelser, der indlagdes i Gangdøren, ja vel endog fandtes henlagt til mig en enkelt Gang paa Prædikestolen, og hvori jeg gjordes de skaanselløseste Bebreidelser, ja ligefrem kaldtes en Sjælemorder.
Mine Børn, hvis Legemer jeg fra tidligste Alder søgte at udvikle og styrke ved alskens Legemsøvelser, hvori jeg selv havde Færdighed, maatte ogsaa høre ilde. Jeg mindes saaledes, at da mine Gutter gik paa Stylter i Gaardsrummet, kom en Mand ind og spurgte dem, om deres Fader tillod dem sligt ? om ikke Gud havde givet dem «Bein at gaa paa, og om de da skulde bruge Træbein ?»
Alle slige Domme og Angreb lod jeg ikke gjerne gaa uændsede hen; ved given Leilighed omhandlede jeg dem i Prædikenen med Opfordring til Vedkommende at henvende sig aabent til mig. Opfordringen blev imidlertid, som sagt, aldrig efterkommet, men Skrivelserne udebleve, og jeg tør nok tro, at de haarde Domme ogsaa efterhaanden mildnedes; man hørte mig flittig i Kirken, ofrede mig ved Høitiderne, betroede mig sine Børn til Confirmation, hentede mig til Sygesengene og privat Communion og behandlede mig ved alle Leiligheder Ansigt til Ansigt med Agtelse og Venlighed.
Medens jeg taler om dette Parti og mit Forhold til samme, kan jeg ikke undlade at nævne en fremragende Mand i Partiet, der vel gjennem min hele Embedstid paa Stedet var Partiets Hoved og Leder, nemlig John Haugvaldstad. Han havde sikkerlig af Naturen gode Evner, men havde lært saa Lidet, at han neppe drev det videre end til nogenledes at skrive sit Navn. Jeg bekjender, at denne Mand, især i vort Samværes tidligere Tid, var mig saare ubehagelig og frastødende. Han drev det videst af Alle i formelig at hænge Hovedet paa den ene Side og at tale med en ynkelig, klynkende og syngende Stemme, hans Blik forekom mig ogsaa alt andet end aabent og godt, og hans hele Fremtræden syntes mig paataget og hykkelsk. Af alle udenfor hans Parti staaende bedømtes han i den Tid meget og forhaabentlig altfor haardt, især med Hensyn til hans Forhold til sin Kone.
Deres Uoverensstemmelse gik saavidt, at H. kjøbte et lille Hus til hende, længst muligt fra hans egen Bolig, hvor hun levede aldeles for sig selv. Jeg ved ikke, hvorvidt han personlig saa til sin Kone; men hun manglede ikke tarvelig Underholdning og Opvartning, og naar jeg paa hendes Forlangende (hun kom nemlig neppe nogensinde ud) betjente hende med Sacramentet, var Manden altid taus og kold tilstede, uden at han, saavidt jeg mindes, sagde et Ord til hende, ligesaalidt som han med mig vilde indlade sig i nogen Samtale om hans Forhold til Konen.
Hun var vistnok tilbøielig til Mistænksomhed og Iversyge og maaske i det hele af et stivt og trodsigt Gemyt, saa det ikke er godt at dømme om, paa hvis Side den største Skyld var; men sikkerlig var her, som vel overalt, Skyld paa begge Sider.
Jeg søgte vistnok aldrig nærmere Bekjendtskab med H., men han syntes ogsaa næsten at sky al Samtale med mig, ja neppe at ville komme ind under mit Tag. Jeg mindes ialfald, at han en Høitidsdag, da jeg kom hjem fra Kirken, passede mig op ved Gadedøren og med hængende Hoved og et ubehageligt Smil stak mig et Offerpapir i Haanden, uden paa min Opfordring at ville gaa ind af Døren. Jeg har dog ingen Grund til at tro, at han nærede noget fiendtligt Sindelag mod mig, og ligesom hans Anskuelser i det hele visselig i mange Retninger klarnedes og forandredes, saa mildnedes ganske vist efterhaanden hans Mening om og Hjertelag mod mig.
Da han i et af mine sidste Stavanger-Aar blev meget syg og selv troede at skulle dø, kaldte han mig til sig, for at betjene ham med Sacramentet. Jeg søgte da i enlig Samtale med ham og med muligste Mildhed at aabne hans Hjerte, navnligen ogsaa med Hensyn til hans ægteskabelige Forhold og hans Regnskab i det Stykke; men han vilde fremdeles sletikke indlade sig derpaa, forblev taus og tør, og jeg maa tilstaa, at dette, som vi sikkert Begge tænkte, sidste Møde var mig saa lidet opbyggeligt og fyldestgjørende, at jeg bedrøvet forlod ham og ikke kunde rive mig løs fra den Mening, at han var blændet af Selvgodhed og Egenretfærdighed.
Han kom sig uforventet igjen, og da jeg ved min Afreise fra Stavanger besøgte ogsaa ham i hans Hus, sagde han mig meget venlig Farvel. Han blev, som sagt, efterhaanden og navnligen efter den Tid en ganske anden Mand end tidligere, og da jeg efter mange Aars Forløb saa ham sidste Gang som graa Olding ved et stort Missionsmøde her i Christiania, optraadte han med en ædel, umanieret Frihed, Aabenhed og Bestemthed og talte med en Klarhed og sindig Sikkerhed, der vakte almindelig Opmærksomhed.
Han førte vistnok lige til det Sidste en i Forhold til hans Formuesforfatning vel endog altfor tarvelig Levemaade. Da jeg tog Afsked med ham i Stavanger, fandt jeg ham ved hans ensomme Middagsmaaltid. Paa et umalet, stygt Bord laa et Træstykke og derpaa en Spegesild samt et grovt Stenfad med uskrællede Poteter. Kniv og Gaffel fandtes, saavidt jeg saa, ikke.
Sin betydelige Formue anvendte han dels allerede i levende Live og ved Testamente efter sin Død til veldædige Øiemed, navnligen til Josephines Stiftelse, der formentlig skylder ham Alt, og til Missionssagens Fremme. Han døde pludselig paa Veien hjem fra et Møde i disse Anliggender, forhaabentlig i Fred med Gud og ganske vist agtet og savnet af saare Mange. Han var i mange Maader en mærkelig og fremragende Personlighed.
Kun to Gange var jeg tilstede i haugianske Forsamlinger. Første Gang var det den siden noksom renomerte Elling Nielsen (må være Elling Eielsen/red.), der ene førte Ordet. Han var unægtelig ikke lidet begavet og jeg maatte forundre mig over hans ildfulde, vel udførte Bodsprædiken; men hans moralske Rygte var allerede dengang meget misligt, og det var ikke hyggeligt at se ham stedse fulgt af en Flok unge Kvinder fra Omegnen.
Den anden Gang var jeg tilstede efter Opfordring af en pyntelig Mand af Partiet, der besøgte mig, Kjøbmand Helland fra Bergen. Det var da en gammelagtig, mig aldeles ubekjendt Mand, der spillede Hovedrollen ved af en Postille (vistnok Hauges) yderlig slet og stotrende at oplæse en Prædiken, efter hvis Ende han synligen selv meget længtes, da han gjentagende eftersaa, hvor langt der var igjen. Et Par ældre Kvinder sagde derpaa med Sukke nogle kolde Ord, saasom : «Ja det var nok godt, om vi kunde legge det paa Hjertet» – og lignende, hvorpaa tvende unge Drenge, siddende ubevægelig med Øinene mod Gulvet og bøiet Hoved opramsede en vistnok udenad lært Blanding af Bøn og Formaning. Det Hele var for mig — og jeg skal undres, om ikke næsten for Alle — høist uopbyggeligt. Til Slutning indbødes jeg med mange Flere i et Sideværelse, hvor vi tracteredes med Vin og Kage og derpaa skiltes ad.
Antallet af Brødremenighedens Tilhængere var ikke stort og jeg skal ikke forvist sige, om de egentlig vare optagne som Lemmer af Menigheden. De adskilte sig ialfald ikke paa nogen Maade fra vor Kirke, med hvilken de jo ogsaa i dogmatisk Henseende stemme ganske overens. De vare flittige Kirkegjængere, men holdt ogsaa egne Forsamlinger, i længere Tid udentvivl fælles med Haugianerne, indtil Pastor Sandberg paa Haa ved sit Skrift aabnede deres Øine for Divergentsen i deres Anskuelser, fra hvilken Tid de nok skiltes ad.
Hovedpersonerne i dette Parti vare sagtens Foged S. D. Schiøtz (Søren Daniel/red.), en visselig velmenende, men temmelig sneversynt Mand, samt Postmester C. K. Kielland, en høist hæderlig og alvorlig, men sagtens noget ensidig og stiv Mand. Til disse Folk stod jeg stedse i det bedste Forhold, og da den ærværdige Pastor Møhne besøgte dem, viste han mig den største Venlighed.
Til Kvækerne henregnede adskillige Personer sig, uden dog nok i den længste Tid at være anerkjendte af denne Sect. De holdt sig imidlertid aldeles borte fra Kirken og Sacramenterne, under Ledelse af en aldeles uoplyst Elias Tastad, der nok som Matros havde sluttet sig til Secten i England.
Allerede om Høsten 1818 var vistnok et Par udmærkede Kvækere, Professor Allen fra England og en Præst Grillet fra Amerika, om hvem jeg senere kommer til at tale, i Stavanger, vistnok for at erkyndige sig om Vennerne der, men dog efter deres eget Sigende fornemmelig som Udsendinge fra det engelske Bibelselskab for at undersøge christelig Kundskabs og Sædeligheds Tilstand i de nordiske Riger. De vare i høi Grad venlige, forekommende og elskværdige Personligheder ogsaa i det selskabelige Liv. Kjole og Hat havde det eiendommelige Snit, og de traadte ind ad Døren med den sidstnævnte paa Hovedet, men lagde den ogsaa øieblikkeligen fra sig.
De brugte idelig Ytringer som denne om deres Tanke og Maal : «Ikke Katholiker, ikke Lutheraner, ikke Kvæker; men ene til Christus».
Senere kom en Amerikaner og Kvækerpræst Shellits, der sagde sig at være Skomager (formodentlig Fabrikant). Han var langt mindre dannet end hine, men ogsaa endog overdreven venlig. Jeg mindes, at han ved vort første Møde, da han gjorde mig Visit, til min Overraskelse omfavnede mig. Denne Mand holdt en Forsamling, hvori jeg med megen Interesse var tilstede, fordi Kvækerne her ret viste sig i sin Eiendommelighed. Mødestedet var i det dengang en Kvæker, senere Fru Møglestue tilhørende Hus paa Ladegaardsveien. Af Forsamlingen hældede vistnok de allerfærreste til Kvækeriet, og endnu Færre maaske forstod Engelsk.
Vi sad imidlertid en rum Tid tause og ventende. Endelig kom S. ind med den bredskyggede Hat dybt over Øinene og satte sig taus og ubevægelig paa en Stol, seende mod Gulvet. Efter nogen Tid lagde han Hatten bort og stillede en anden Stol foran sig, men hensank atter i samme Stilling. Lidt efter lidt viste han stærkere og stærkere Trækninger i Arme og Hals; saa kom en, saa begge Hænder op paa den for ham staaende Stols Ryg og omsider reiste han sig og begyndte at tale, først lavt og langsomt, men siden med stigende Kraft og Hurtighed over det Sprog : «Øiet er Legemets Lys; dersom dit Øie bliver mørkt» o. s. v.
Jeg var en Sinke i Engelsk, men kunde dog saavidt følge med, at jeg fuldeligen forstod, at det var en ægte Kvækerprædiken om det «indvortes Lys» som den høieste og eneste Veileder til Sandhed og Salighed.
Under Talen, som sikkert kun yderst Knkelte forstod noget af, ytrede sig imidlertid adskillig Bevægelse og Rørelse, ja et Par unge Kvinder hulkede overlydt og bar sig saa, at jeg ventede Kramper og Convulsioner.
Talen endte; S. satte sig igjen ned, den ene Haand forsvandt efter den anden fra Stolryggen; han satte igjen Hatten paa og hensank igjen i Ubevægelighed. Endelig reiste han sig og gik, som han var kommet.
Med et Par Andre, der vare det engelske Sprog fuldkommen mægtige, fulgte jeg ham nedover Veien, og da det ytredes for ham. at vi ret med Interesse vare gangne hen for at høre ham. undlod han ikke at lade os vide, at vi letteligen kunde være blevne skuffede i saadant Haab, da det ikke beroede paa ham, om han skulde komme til at sige et eneste Ord, men alene paa, hvorvidt Aanden kom over ham. Det Hele syntes mig en bedrøvelig Farce.
Endelig begyndtes der i min sidste Tid at tales om et nyt Parti, der forsmaaede og foragtede alle tidligere og benævntes «Stærktroende»; men af dem lærte jeg Ingen at kjende. Stifteren eller Hovedmanden, en Knud Spjødevold fra Birkreim Sogn, gjorde mig dog ogsaa et Besøg. Det var en fæl Mand. Hans Aasyn og hele Væsen var saa raat, vildt og næsten dyrisk, at man kunde anse ham istand til Alt. Han gav sig Mine af at ville spørge mig om Oplysning, betræffende Steder i det gamle Testamente, men alle hans Spørgsmaal gik ud paa Obscøniteter, hvorfor jeg alvorlig satte ham i rette og lod ham vide, at naar han ikke søgte anden Oplysning, vilde jeg Intet have med ham at bestille. Han gik, og jeg saa ham aldrig mere.
Om mine Prædikener ved jeg ikke mere at sige, end nok allerede sagt er; deres Udarbeidelse og Memoreren kostede mig meget, maaske mere end tilbørligt Arbeide; de vare, haaber jeg, stedse ret christelige, i tidligere Dage maaske mere moralske, men efterhaanden, som mit eget Syn klarnedes, mere og mere dogmatiske, dog stedse med Anvendelse paa Livet, ja navnligen ogsaa paa de til enhver Tid fremtrædende Forholde og indtræffende Begivenheder i Menigheden, i Landet og i Verden.
Dette har jeg bestandig gjort maaske i mere end almindelig Udstrækning, hvorfor jeg ogsaa en enkelt Gang har hørt ilde; men jeg anser det saare gavnligt, kun at det sker med tilbørlig Varsomhed.
Jeg fik oftere Anmodning om at lade enkelte Prædikener trykke, men undslog mig længe derfor, da jeg baade ansaa dem dertil uværdige og stedse har havt en maaske altfor stor Frygtagtighed for paa saadan Maade at træde frem. Derimod indvilgede jeg enkelte Gange i at give Afskrift af Prædikenen, men ophørte ogsaa meget snart dermed og fraraader Enhver at indlade sig derpaa; thi det er uberegneligt, hvad der ved feilagtige Afskrifter omsider kan blive En tillagt at have sagt.
Ved Fredagsprædikenen talte jeg over enkelte selvvalgte Sprog af Bibelen, indtil jeg begyndte med et Slags Catechismusprædikener over Herrens Bøn og de ti Bud.
Ogsaa Brude- og Skriftetaler skrev og memorerede jeg saare længe, ja i mange Tilfælde indtil min sidste Embedstid.
Først meget sildig vovede jeg at lade det blive med at vælge et Sprog og mere eller mindre overtænke det. Ved slige Taler om Søndagene fandt jeg min Sognepræsts Raad — at bruge Dagens Text til samtlige Taler ogsaa ved Barselkoners Indledning og Gravtaler – fortrinligt og anbefaler det Alle til Efterfølgelse.
Det er overordentligt, hvilken Interesse og Opbyggelse, der kan vindes just ved det samme Guds Ords Betragtning fra forskjellige Sider og Anvendelse paa de forskjelligste Forholde i Menneskelivet.
Lig- og Gravtaler brugtes heldigvis ikke i Stavanger og Fruesogn. Kun ved S. G. Schiøtzs unge Kones Grav sagde jeg nogle Ord og ved den gamle, hæderlige Haave Sømmes Begravelse paa den nye Kirkegaard holdt jeg efter ind- stændig Opfordring en længere Tale. Denne Kirkegaard havde jeg ogsaa just i en høist alvorlig Tid, da Cholera hver Dag truede, indviet.
I Ranneberg Annex vare Ligtaler i Brug og der har jeg for Sognepræsten holdt nogle faa saadanne fra Prædike- stolen efter Oplæsning af et af Klokkeren forfattet saakaldet Testamente, indeholdende den Afdødes vita.
Allerede i Aaret 1820 holdt jeg den forste Ligtale af det Slags fra Prædikestolen i Strands Kirke over Præsten Schavlands (Fader af nuværende Provst S.) Søn efter min Sognepræst, Provst Størens Anmodning og paa hans Vegne og erholdt herfor et Honorar af (jeg tror) 20 Sølv-specier.
Den gamle Præst (Schavland) var en mærkelig Mand med et saare kraftigt Legeme, et smukt, mandigt, strængt og ubøielig determineret Ansigt. Han besad ogsaa visselig en kraftig Aand og mange Kundskaber og var udentvivl emnet til en mere fremtrædende Stilling i Livet; men han havde giftet sig med en aldeles udannet Pige og synes fra den Tid af urokkelig fast at have besluttet at skjule sig for Verden og leve som Bonde; han kom næsten aldrig til Byen og Ingen kom til ham; sine Døtre lod han opvoxe som almindelige Bønderpiger og giftede dem med Bonder- gutter.
Den Søn, der døde, havde været Sømand. Faderen elskede ham høit og sørgede dybt over hans Død, men Philosophen og Stoikeren maatte skjule sine Følelser. Ord røbede dem heller ikke for mig, men de skjælvende Læber ved min Modtagelse forraadede dog Smerten. Paa Veien til Graven var hans paatagne Følesløshed og hele Færd for mig uhyggelig og stødende, og Jordpaakastelsen udførte han selv med den muligste Tørhed og Kulde.
Han skildredes af sine Sognefolk som en modig, ja vel overmodig og trodsende Sømand, hvem intet Veir holdt til- bage fra den ofte farlige Reise til Annexet Hølle. Skydsen maatte ofte mod deres Villie følge ham, ja da Skydsen engang bestemt nægtede at reise, gik han selv ene i Baaden og kom som ved et Under frem til Kirken, hvor forresten Ingen fremmødte. Der var ikke en tør Traad paa ham og han øste formelig Vandet ud af sine store Søstøvler.
Hvad Reisen til Hølle havde at betyde, har jeg ogsaa selv erfaret, da jeg en Vinter under hans Fraværelse paa Storthinget besørgede Gudstjenesten der for ham og engang vel ikke var i liden Fare, ja maaske neppe var kommet vel frem med den daarlige Baad og de ukyndige Skydsfolk oppe fra Kjeldene, om ikke Herren paa Veien til Bryggen havde ladet mig møde en ung, dygtig Mand fra Hølle Gaard, som strax erklærede ikke at ville lade mig reise, uden selv at følge med, hvilket han ogsaa gjorde. Vi fik ogsaa et Veir, saa omsider Mast og Alt gik overbord, hvilket maaske just var vor Redning.
Hvor forunderlig viste han sig ogsaa med Hensyn til dette mit Vicariat for ham. Jeg havde ingensomhelst Forpligtelse til at overtage dette Arbeide, men gjorde det efter Provstens Anmodning. Præsten bad mig aldrig derom og uagtet jeg stedse afgav hver Skilling, der indkom ved Kirken, til hans Kone, som stadigen mødte frem og bevær- tede mig i Præstestuen, saa sagde han efter sin Hjemkomst mig dog aldrig et eneste Ord hverken skriftlig eller mundtlig til Tak for min Uleilighed, den han synes at have betragtet som min simple Skyldighed.
Paa Veien til Hølle passerer man Indløbet til den mærkelige Lysefjord, men jeg gav mig aldrig Tid til at se derind. Ikke langt fra Hølle viser man høit oppe paa den steile Klippevæg ligesom en Hylde, der kaldes «Præste-sædet» (Prekestolen/red.), og hvorom Sagnet siger, at en Præst af Bølgerne skal være kastet derop og derfra bleven reddet.
Det synes utroligt, at Vandet nogensinde skulde have gaaet saa høit og vanskeligt nok derfra igjen at kunne bringes baade op og ned.
Ogsaa for Præsten Bessesen paa Rennesøe udførte jeg i hans Fraværelse paa Storthinget adskillige Forretninger ved Klosterkirken. Jeg tror nok, han i et Selskab leilighedsvis bad mig om saadan Assistance; men hellerikke han sagde mig, det jeg kan erindre, et Ord til Tak derfor.
Ogsaa til Klosteret havde jeg en ganske mærkelig Reise. Der skulde en Dag holdes en Brudevielse Kl. 4 Em.; Skydsen kom efter mig i en Storm, formentlig af Nordvest, der øgede saa, at Folkene først Kl. 4 a 5 om Eftermiddagen vilde forsøge at lægge ud; vi gik da i Baaden og sled os med stort Besvær i den oprørte Sø udover; at komme tillands ved Kirken opgaves som umuligt, men man haabede at lægge til paa den anden Side af Øen; men der ymtedes endog om maaske at maatte drive af til Nerstrand.
Bølgeme vilde altfor gjerne ind over os og det var mærkeligt at se, hvorledes en af Mændene stedse stod rede og med Aarebladet ligesom kløvede Vandbjerget, der kom væltende, saa at det delte sig; de øvrige Folk sloge derhos under Udraabet : Hys ! med Haanden mod Bølgerne, hvilket jeg hørte de mente skulde hjælpe.
Omsider lykkedes det i Mørke sent om Aftenen at komme iland, og mærkeligt nok indtraf her til samme Tid ogsaa Brudefolkene med Følge. I Selskab begave vi os da med Lygte ad temmelig uveisomme Stier tversover Øen til Kirken, hvor vi fik Lys i Kronen, og jeg Kl. 12 om Natten udførte Vielsen, der for mig og Alle blev saare gribende og opbyggelig.
Af den fordums herlige Kirke, hvis Mure med sine Spidsbuevinduer endnu trodse Tidens Tand, kun det mishandlede med Kalk oversmurte Chor benyttedes og benyttes fremdeles som Kirke, burde dog Levningerne reddes, ja den kunde maaske endnu restaureres.
Dette er nu mere end nok om min Prædikegjerning; jeg skal kun endnu bemærke, at jeg fra første Dag af stadigen har ført Register over mine Prædikener og Taler, saa at jeg endnu i dette Øieblik kan se, hvor og hvad jeg har talt hver Helligdag, ja, da jeg tillige har Fortegnelse over mine Confirmander fra den første til den sidste, ogsaa hvad jeg har sagt til Enhver ved Confirmationen.
Dette Sidste har jeg ogsaa havt megen Gavn og Glæde af, dels ved Samtaler og Correspondance med Enkelte, dels og formentlig ved Vedkommendes Brudevielser, hvorved jeg ideligen har benyttet det samme Sprog af Bibelen, som ved Brudens, Brudgommens eller Begges Confirmation blev brugt ved min Afskedstale til dem, og dette har synligen virket baade opvækkendc og opbyggende.
Jeg er vis paa, at enhver Præst vilde finde den høist ubetydelige Møie at føre et saadant schematisk Register, rigeligen at lønne sig paa mange Maader.