– og som stod på trykk i bergens-tidsskriftet «Den Norske Tilskuer» for «Torsdagen den 9de October 1817» – i samme dag/utgave som Glogaus brev til ham var offentliggjort; les også Glogaus brev til Falsen, som var utgangspunktet for meningsutvekslingen.
Chr. M. Falsen var en kjent størrelse her hjemme, både i egenskap av å være sønn av den minst like kjente Enevold de Falsen, dansk-født og som både som literat og jurist skapte seg et navn og en karriere i Norge, samt i kraft av Christian Magnus’ egen sentrale posisjon ved Rigsforsamlingen på Eidsvold i april-mai 1814; men også senere gjennom viktige posisjoner, inntil han gikk bort allerede i 1830; fra sensommeren 1814 tjente han i stillingen som amtmann i Nordre Bergenhus amt – også da meningsutvekslingen med kjøpmann Glogau fant sted i september-oktober 1817;
– og her er Falsens svar til Glogau på sidene 334 – 336 :
Jeg har havt den Ære at modtage D. V. Skrivelse af 26de f. M.(26 sept./red.), og jeg undlader ikke derpaa at meddele følgende Svar.
Som Medlem af den konstituerende Rigsforsamling paa Eidsvold, og som Medlem af den Komite, som sammesteds var nedsat for at forfatte et Udkast til Grundloven, har jeg stedse stemmet for Antagelsen af den 2den §. i Grundloven, forsaavidt samme udelukker Jøder fra Adgang til Riget.
Jeg har gjort dette, fordi jeg, for mit Vedkommende, er overbeviist om, at Jøden aldrig kan blive god Borger af nogen Stat, hvor ikke Jøder regjere.
Saa taabeligt det vilde være, at antage, at der ikke blandt Jøder skulde kunne findes retskafne Mennesker, – en Paastand, der vilde røbe den største Uvidenhed om denne Nations hele Historie og Tilstand; – saa vist anseer jeg det derimod, at en Religion, der ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den, tvinger Jøden, saa at sige, til en bestandig Opposition mod hvad der ikke hylder Jødedom.
Han lever i en Uophørlig Fejde–Tilstand med enhver Nation der optager ham, og hans Religion selv gjør ham det til Pligt, at arbejde paa at ødelægge den. At udføre denne Materie vidtløftigere her, vilde jeg anseet aldeles hensigtsløst, især da den allerede i lang Tid og af langt kyndigere Mænd har været drøftet og debatteret i trykte Skrifter, et Indhold neppe kan være Dem ubekjendt.
Jeg har blot villet angive Dem den Grund-Idee, som, saavidt mig bekjendt, motiverede Rigsforsamlingen vaa Eidsvold til at indføre den paaankede Bestemmelse i Grundloven, og
– 335 –