– i tidsskriftets påfølgende nummer 43-44, etter at Chr. M. Falsen i nummer 41-42 hadde forsvart sin stillingtaken til «jøde-paragrafen» som han var med og lot innføre som et tillegg til §2 i Grundloven av 1814; denne bastante nektelse av enhver jødes opphold og bosettelse i Norges land, falt den unge (kun 31 år gammel) konvertitt til kristendommen, bergenskjøbmand Heinrich Martin Nordahl Glogau, svært tungt for brystet – se hans opprinnelige – noen uker tidligere – private brev til amtmann Falsen på disse sider – offentliggjort i samme tidsskrifts nummer 41-41 av 9. oktober – samt videre Falsens offentlige svar til Glogau i samme utgave;
– det følgende viser at Glogau straks – samme dag, 9. oktober 1817 – satte seg ned og forfattet et svar-innlegg på Falsens argumentasjon, der han også viser til den holdning Bergens foregående biskop Johan Nordahl Brun (han gikk bort året før, i 1816) hadde framvist i saken om jødenes/mosaiternes behandling, og en helt annen enn den amtmann Falsen fremviser;
– les derfor Glogaus svar her på sidene 337 – 339 (og som han til slutt uttaler markerer enden på hans offentlige deltagelse i saken) :
(Efter Hr. Kjøbmand Glogaus Forlangende, indrykkes her følgende hans Skrivelse til mig, Amtmand Falsen, af 9de d. M.)
De tilgiver (må tilgi/red.), at jeg ikke lader Deres ærede Svar i No. 41– 42 af Tilskueren ubesvaret.
Det er ikke som Menneske, De vil have Jøden nedværdiget, kun som Jøde, som tro Tilhænger af en Religion, hvis Sætninger De finder stridende mod ethvert, især dette Lands Regjeringsform.
Dette er Alt hvad De indvender mig.
– 338 –
Jeg kan heri aldeles ikke være enig med Dem, og jeg kan anføre Dem Love, hentede fra Jødedommen, der ere aldeles overeensstemmende med Kristendommen; i det mindste er denne Tro ikke mere skadelig end den alene saliggjørende Kirkes, og mindre skadelig end Muhammedanismen, der smedder Kristne i Lænker og skjelder dem for Hunde; og denne Tro er dog ikke nægtet Adgang her til Lande.
Meget sjelden vil man i Historien finde Jøder som Deeltagere i Oprør; tvertimod see vi dem taalmodigen underkaste sig Skjebnen eller flygte naar en spansk Konge i Feber-Raserie lader dem i Hundredetusindeviis kaste paa Baalet til Ære for den alene saliggjørende Kirke.
Den luthersk-kristelige eller reformeerte Tro overgaaer alle, denne Troes Aand er jo Tolerance, Fornuftens guddommelige Datter.
Ja, store, udødelige, salige Brun (her er det som Glogau tiltaler Brun selv/red.borgerskolen), «Du forstod den, det vise de skjønne Ord i din Fortale til Jonathan : «Uden at opoffre mine Grundsætninger, men meget mere paa Grund af dem, agter jeg dig o Israel ! og elsker Dig med broderlig Samfunds-Aand».
Som, luthersk Kristen staaer jeg paa Menneskehedens højeste Spids, kan række min Haand til Jøden, Tyrken, Hedningen, Intet forbyder
– 339 –
mig at kalde dem Brødre, ja, min guddommelige Lovgiver Jesus Kristus befaler mig endog dette.
Denne Tro har jeg antaget, og derfor har jeg antaget den; saaledes forplanter jeg de paa mine Børn; de skulle elske Kristne, Jøder og Tyrker, og velsigne (velsignet være/red.) den Time, da jeg først antog denne Tro.
Mig forekommer enhver Afvigelse fra disse Grundsætninger at stride mod en reen kristelig-evangelisk Troes Aand, og endskjønt jeg agter og ærer mit Lands Love, kan jeg dog ikke finde mig i de Grunde, De anfører mod mig.
Jeg beder De vil ansee disse Linier som det sidste, jeg agter at sige offentlig om denne Gjenstand, og ønsker at de, til min Retfærdiggjørelse, maae blive indført i næste No. af Tilskueren.
Glogau.