kristian magnus falsen : presentert av erik vullum

Grundlovens Fader : Foredrag, holdt i Kristiania Arbeidersamfund Søndag 13de Mars 1881,

af Erik Vullum. Kristiania.

Det er Dagens Strid, som først har vakt min Lyst til at gjøre mig nærmere bekjendt med den Mand, som mere end nogen anden har Del i, at Grundloven af 17de Mai 1814 er bleven, som vi nu har den, og som derpaa har vakt min Lyst til for Eder igjen at tegne Billedet af ham, Grundlovens Fader, fra hvem saa mange af de Spørgsmaal, som nu opivrer Sindene omkring os, stammer, men hos hvem ogsaa deres rigtige Besvarelse ligger. Stu­derer man hin Tid, er det to Følelser, som bemæg-tiger sig En. Inderlig Glæde over, at det var paa den Maade, Norge fik sin Frihed, at det var saaledes, vort Land blev delagtig i de store Tænkeres og Statsmænds Ideer om, hvorledes Samfundene bedst skulde indrettes til Borgernes Fremgang og Lyksalighed, og med denne Glæde faar man og­saa et sikkert Haab om, at alt nok skal gaa godt. Men paa den anden Side undres man over, naar Landet virkelig engang har været saa høit oppe, gjennem sine største Mænd troet saaledes paa Fri­heden og Fremskridtet, og paa hines Ansvar sat alt ind for dem, hvorledes vi da kan være sunket ned til, at slige Fortolkninger og Betragtninger fremsættes som dem, der nu søges udbredt fra reaktionært Hold, og som giver sig ud for at være baade dannede og videnskabelige, men som efter mit Skjøn hverken har Ret til den ene eller anden af disse Betegnelser. Hvorledes var Troen dengang, og hvorfra er Fornægtelsen nu kommen? — Vi vil søge at gjøre os begge Dele klar.

Kristian Magnus Falsen er født i Oslo 1782. Han blev Student ved Universitetet i Kjøbenhavn i de sidste Aar af forrige Aarhundre, blev juridisk Kandidat 1802, og i 1807 Høiesteretsadvokat. Hans Ungdom falder i hine bevægede Aar, da de Ideer, den store franske Revolution havde vakt, tumledes ud over Landene og søgte at Iægge sig tilrette. Der er Vidnesbyrd nok om, hvorledes han har fyldt sin fyrige Sjæl med sin Tids Tanker. 1808 blev han Sorenskriver i Follo, og kom saaledes hjem, tidsnok til at blive rigtig hjemmekjendt, inden de store Begivenheder indtraf i 1814.

Vi behøver ikke mere af hans ydre Liv.

I de sidste Aar under Foreningen med Dan­mark var Forbindelsen saagodtsom hævet. Man var sammen om Krigens Lidelser, man maatte dele Nederlagenes Følger; men nogen Støtte kunde Danmark ikke være for Norge. Det havde ikke Tropper til at forsvare det militært, ikke Penge til at kunne imødekomme Dagens Omsætningsbehov her oppe, ikke Magt til at vedligeholde Forbindel­sen, saa vort Land kunde forsynes med Korn til det daglige Brød. Der dannede sig en særegen Regjering for Norge; men Nordmændene var dog den danske Konges lydige Undersaatter.

Foreningsbaandene var næsten helt overgnavet ved Omstændighedernes egen Magt, uden at Kravet om, at den gamle Forbindelse skulde hæves og Norge blive en selvstændig Stat, reistes fra Nordmændenes Side. Men at Kravene ikke reistes, er ikke enstydigt med, at man undlod at forberede sig paa, hvad politiske Omvæltninger kunde bringe. Da Krisen kom, stod Mænd færdige til at tage Ledelsen i sin Haand. Der havde været en For­beredelse, men den afgjørende Anledning kom udenfra.

Den 14de Januar 1814 underskreves i Kiel en Fredstraktat mellem Danmark og Sverige. I den­nes Artikkel 4 heder det:

„Hans Majestæt Kongen af Danmark frasiger sig saavel for sig selv som sine Efterfølgere til Thronen og til Kongeriget Danmark uigjenkalde- ligen og for bestandig til Fordel for H. M. Kon­gen af Sverige og for hans Efterfølgere til Thronen og Kongeriget Sverige alle sine Rettigheder og Adkomster til Kongeriget Norge, nemlig til de her opregnede Bispedømmer og Stifter: Kristiansand, Bergen, Aggershus og Trondhjem med Nordlan­dene og Finmarken lige indtil Grændsen af det russiske Rige,“

Det var klare Ord. Som en anden viljeløs Eiendel blev vort Land overdraget fra den ene Hersker til den anden, lige let, som man bytter Kvæg paa Torvene. Det var den Opfatning, Fyrsterne havde dengang, — og vel endnu for en stor Del har af et Folks Betydning og moralske Værd. Det er det, man kalder landsfaderlig Omsorg. Rygtet om denne Afstaaelse kom op til Kristiania i Løbet af Januar. Det gjaldt at handle.

Prinds Kristian Fredrik, der var her oppe som Statholder, tænkte paa ,at lade sig udraabe til Enevoldskonge efter Kongeloven og saa af egen Magtfuldkommenhed give Landet en Konstitution. Der var Mænd, som raadede ham til det, Mænd som var graanet i Enevoldsherskernes Embeder, Bisper, som forstod at vurdere den Magt, som laa i en kongelig Kro­ning. Da stod Valget: Skulde Norge lade sig be­handle slig i Tro paa Retmæssigheden af den Lære, at Landet var Kongens Eiendom, som han havde en af Gud forlenet Ret til at handle med, som han selv fandt for godt? skulde det hylde den gamle Lydighedslære? eller skulde det erklære sig for et frit og selvstændigt Folk, i Strid vel med hævdede Pligter, men i Medhold af Læresætninger, som Revolutionens og Folkenes Frihedskampe havde sat ind i Verden? Vilde det følge med i sin Tid, eller handle imod den? Det var en af de Afgjørelser, ved hvilke et Folk i et Øiebliks Bestem­melse for lange Tider kan fraskrive sig eller for bestandig erhverve sig Selvbestemmelsesretten over sig selv. — Vove i Tillid til Folkenes nyvundne Ret? Det var Opgaven, og saa meldte Kristian Magnus Falsen sig.

I Kristiania forhandlede han med de der boende ledende Mænd, især Professor Sverdrup, Onkel til Storthingets nuværende Præsident. Falsen tog Ordet for, at Norge skulde erklære sig for en selvstændig Stat, for et suverænt Rige. Norge var afstaaet; men med Afstaaelsen fulgte ogsaa en anden Bestemmelse. Vi har seet, hvorledes Art. 4 i Kielertraktaten begynder. Men Slutningen lød saa, at Landets „Indbyggere alle ere med og i Kraft af nærværende Afstaaelse løste fra den Hyldnings- og Troskabsed, som de have svoret Kongen og Dan­marks Krone.“

Dette, sagde Falsen, anerkjender vi. Vi er ved Afstaaelsen løste fra vor Ed, vi er fri og selvstendige, inden vi igjen kan overdrages nogen anden Nation, og af denne vor Frihed og Selvstændighed skal vi benytte os. — Der siges, at de, han forhandlede med, i Begyndelsen var vak­lende, og er det maaske end ikke fuldt tilforladeligt, saa er det dog i fuld Overensstemmelse med Fal­sens energifulde og viljestærke Natur, naar det be­rettes, at han skal have truet med i Tilfælde at reise væbnet Opstand med sit Frikorps for at tilvinde Norge, hvad han ansaa for dets Ret. Han havde under Kjøbenhavns Bombardement i 1807 været Kaptein i Studenterkorpset. Han var paa engang baade Militær og Lovgiver. Han var en af disse fuldt udrustede Personligheder, der kunde kalde Tropper paa Benene og give dem Mod til at gaa i Ilden, hvis det behøvedes, eller skrive Udkastet til en Forfatning og forsvare det i en grundlovsgivende Rigsforsamling, hvis det var Behovets Krav.

Han udarbeidede ogsaa et Forfatningsudkast i Dagene efter, at Budskabet om Afstaaelsen var kommen hid op. Han oplæste det for Professor Sverdrup, og lagde sine Ideer i ham. Det var skre­vet for et frit, selvstændigt og uafhængigt Norge, og da saa Sverdrup den 16de Februar i Notabel-forsamlingen paa Eidsvold traadte frem for Prinds Kristian Fredrik, der vilde tiltage sig Enevolds-magten, svarte han ham dette uforglemmelige, at til Enevoldsmagten havde Prindsen ikke mere Ret end enhver anden Mand i Landet. Det var Rø­sten fra et Folk, som vilde hæve sig op i de fri Nationers Samfund, En Oldenborger af Blodet maatte bøie sig for det norske Folks Suverænitet. Valget var skeet, og Landets Udkaarne skulde samles for af give det en Forfatning.

Fra det Øyeblik af var Norge en fri Stat. Retten til at herske over alle Nordmænd laa ikke længer i nogen Fyrstes eller noget enkelt Individs Haand, men den laa hos Folket selv. Og Ordet en Gang udtalt — var der heller ikke nogen, som tvilte paa, hvor Suveræniteten laa. Deri var alle enige, da Repræsentanterne den 10de April samledes til første Møde, Som Sverdrup havde sagt det den 16de Februar, udtalte Grev Wedel det den 12te April, at ingen tænkte en Nordmand saa uværdigt, at han kunde drage i Tvil, at jo Suverænite­ten hvilte hos Forsamlingen paa Eidsvold.

Partierne splittede ikke Enigheden derom. Nicolai Wergeland foreslog en Tak til dem, som i Notabelmødet havde hævdet Folkets Suverænitet, og Bønderne fra Oplandet skrev ned til Eidsvoldsforsamlingen, at Enevoldskongens Suverænitet benægtedes.

Men saa skulde denne Folkets suveræne Magt, om hvilken ingen den Gang tvilte, finde sit Udtryk i Lovs Form. Den 12te April nedsattes en Konstitutionskomite paa femten Medlemmer, der skulde udarbeide Forslag og forelægge Rigsforsamlingen dette. I denne Komite fik Kristian Magnus Falsen Sæde og valgtes til Komiteens Formand. Han var mødt paa Eidsvold som Repræsentant for Akershus Amt. Et andet Medlem i Komiteen var Præsten Nicolai Wergeland, Repræsentant for Kri­stiansands By. Jeg nævner disse to, fordi hver af dem havde et Udkast til en Grundlov med sig, som overdroges Komiteen til Afbenyttelse, og som alle erkjender for at være de vigtigste Forarbeider for vor nugjeldende Grundlov.

Begge var de byg­get paa Folkesuverænitetens Princip, paa den Forudsætning, at ingen uden Folket selv har Magt over eller Ret til at bestemme over Folket. Jeg skal vise det af Forslagene selv. I det Adler-Falsenske Udkast, — thi som det foreligger trykt, bærer det begge Navne, — heder det:

§ 7. Suveræniteten er hos Folket. Ingen enkelt Del af Folket kan udøve det hele Folks Magt.

§ 8. Al Magt har sit Udspring fra Folket.

§ 14. Folket kan ikke forpligtes ved an­dre Love end dem, som det ved sine frit valgte Repræsentanter har givet sig selv.

§ 15. Lovene er et frit og høitideligt Udtryk for den almindelige Vilje.

Disse Ord aabner ikke Adgang for nogen Tvil. Nicolai Wergelands Forslag er lige tydeligt. Det heder i dettes

§ 22. Saavel Konge som Storthing ere af og for Folket, af alle og for alles Bedste, og ei af sig selv eller for deres egen partikulære Nytte.

Vi ser, hvor enige Forslagene er i at tage sit Ud- gangspunkt i det samme store Princip, at Folkets var Magten og al Magt kun af Folket. Og Enigheden strakte sig længer.

Vi maa huske, at da Norge ved Kielertrak­taten var bleven afstaaet af Danmark, og da Norge i Kraft af, at alle Undersaatter var løst fra sin Troskabsed, havde erklæret sig for en selvstændig Stat, var det helt nye Statsformer, som skulde indføres fra nyt af, var det Formerne for en ny Forfatning, som skulde findes. Hvad der under Enevoldsmagten havde forvoldt den frygtelige Tvang, var, som det ogsaa ligger i Ordet, at al Magt, baade Viljen og dens Udøvelse, Bestemmelsen og dens Fuldbyrdelse var samlet paa en enkelt Haand, Den Tanke var da naturlig, at man skulde søge denne Magtenhed delt, Viljen ad­skilt fra Viljens Udøvelse, eller som det i vort polititiske Sprog heder:

den lovgivende Magt adskilt fra den udøvende. I baade Falsens og Wergelands Udkast havde denne Tanke fundet sit Udtryk.

Ligeledes var begge Forslag enige om, at den udøvende Magt for at kunne virke med den største Sikkerhed og Kraft burde være samlet i en enkelt Persons Hænder, men at denne enkelte, eller Kon­gen, igjen for alle den udøvende Magts Handlin­ger gjennem de ansvarshavende Raader maatte staa til Ansvar for Folkets Repræsentation, da al Magt jo kun kan udgaa fra Folket, og den udøvende Magt kun udøver Folkets Bestemmelser, eller hvad dette har overdraget andre paa dets Vegne at be­stemme.

Men hvorledes skulde saa Folket bestemme? Det laa i Landets Natur, i de uhyre Afstande og i den spredte Befolkning, at ikke alle Landets beslutningsberettigede Mænd kunde samles paa et og samme Sted i saa stort Flertal, at de kunde siges at være Landet eller virkelig udgjøre Flertallet, og man maatte derfor finde et andet Middel til at skaffe Folkeviljen Udtryk. Man havde Midlet i det repræsentative System eller den Ordning, at de stemme­berettigede vælger sine Stedfortrædere, hvem de over­drager sin Magt og udruster med sin Vilje at be­stemme og beslutte paa Landets Vegne.

Ogsaa i det repræsentative Systems Indførelse stemmer de to Forslag overens. Men da al Magt er hos Folket, efter det repræsentative System altsaa hos Folkets Repræsentanter, saa maa jo disses Vilje være en — menneskelig talt — almægtig Magt. Statsfilosoferne var heller ikke i Tvil derom. I et Værk over den engelske Konstitution af Genferen de Lolme, som citeres i det Adler-Falsenske Udkast, og af hvilket ogsaa det Wergelandske bærer Spor, er det sagt om den lovgivende Magt, at det med dens Bestemmelser er som med Skabelsesordet: „Vorde Lys“, og saa bliver det lyst. Hvorledes skulde man da sætte den Skranker? Lovgivningsmagten har sin Grændse kun i sig selv, og dette er egentlig ingen Grændse, heder det i det Adler-Falsenske Ud­kast. Men da man endog hos den af Folket selv udgaaende Statsmagt frygtede en uindskrænket vilkaarlig Myndighed, havde man opstillet det Princip, at den lovgivende Magt skulde deles. Begge For­slag havde optaget ogsaa Delingsprincipet, saa ogsaa i dette var de enige. — Men længer strækker Enigheden sig heller ikke.

Her staar vi ved Magtfordelingsspørgsmaalet, eller rettere — saa længe hører man sandelig en Taabelighed, at man selv begaar den; i en paa Folkesuveræniteten bygget Forfatning kan der jo ikke være nogen Fordeling af Magt, da kun en, Folket selv, har Ret til Magten, og intet enkelt Individ, ingen Slægt, ingen Korporation har noget retmæs- sigt Krav paa nogen Magt for sig — eller rettere altsaa ved Spørgsmaalet om det indbyrdes Forhold mellem de tvende Funktioner, Folket har iklædt sin Magt. Vi ved, hvorledes dette er Dagens brændende Strid, hvorledes det ene Parti stiller sig paa den udøvende Magts Side og for denne kræver en selvstændig Ret, for denne danner en egen Magtkilde med absolut Magt imod den lovgivende Forsamlings Vilje og Beslutninger, medens det andet Parti, det store, overveiende Folkeparti staar paa Folkerepræsentationens Side, i den ser Repræsentationen for Folkets Suverænitet og hos den altsaa de Rettigheder, som Suveræniteten indebær, lov- bundet lagt.

Men jeg skal nu have den Glæde at vise Dem, hvorledes dette selvsamme Spørgsmaal paa Eidsvold har foreligget til Behandling i al Klarhed og Bestemthed, som Mennesker kan forlange, der er bleven behandlet, der er bleven afgjort, afgjort saaledes, som Folkepartiet og Landets store Flertal hævder det idag. Thi paa dette Punkt ad­skilte Wergelands og Falsens Forslag sig saa dybt, som to Forslag, om de end gründet begge i et dybereliggende fælles Princip, kan adskille sig. Kongens Stilling og Ret i vort Samfund er efter Kristian Magnus Falsens Forslag en ganske anden, end den efter Wergelands vilde være bleven, om det Forslag havde faaet Lovs Kraft. — Vi vil se, hvad begge bestemte, og hvad der er bleven Grundlov hos os.

Nicolai Wergeland har i sit Udkast udtrykt sin Delingstheori saaledes:

§ 22. Norges Konstitution er repræsentativ. Repræsentanterne er en Konge og et lovgi­vende Korps. Til et kraftigt Hævd af Lovene og Rettighederne er det fornødent, at den exekutive Magt concentreres og den legislative deles. Den exekutive Magt overdrager Folket i en eneste fysisk Persons Hænder. Denne Folkets Magt samles i en Konges Majestæt. Men den lovgivende Magt deles mellem Kongen og et Korps, en Nationalforsamling under Navn af Storthing.

Og i Praxis vilde denne Theori føre til

§ 40. Kongen kan udkaste og foreslaa Love, men ingen give uden Storthingets Sanktion. Storthinget kan udkaste og foreslaa Love, men ingen give uden Kongens Sanktion.

Hvor vore Konservative vilde have prist Grundloven, hvis dette Forslag var bleven Lov ! Og til yderligere Bekræftelse af, hvorledes Wergeland i sit Forslag stillede Kongemagten og Folkemagten fuldstændig ligeberettigede, som ligeberettigede Repræsentanter for den samme Suverænitet, kan anføres

§ 51. Skatteforandringer udfærdiges i Kon­gens og Storthingets Navn.

Stiller vi mod dette de tilsvarende Bestemmelser i Falsens Forslag, vil vi finde en helt forskjellig Løsning af det samme Spørgsmaal. I Indledningen giver han den Theori, som praktisk er udtrykt i Forslagets §§.

Det hedder heri:

„Ved at dele den lovgivende Magt, reises der den den uryggeligste Skranke.———— Den ene Del bliver en Skranke for den anden.———–

Og — for at fjerne den sidste Fare, som kunde true med at hæve Ligevægten mellem den lov­givende og den udøvende Magt, den nemlig, at begge Dele af den første ved et uforudseeligt Tilfælde kunde forenes om at foreslaa en Lov, der gjorde Indgreb i den sidstes Rettigheder, maa intet Forslag erholde Lovskraft, forinden det er sanktioneret af den udøvende Magt. Men for at denne Indskrænkning ikke paa den anden Side skal give den udøvende Magt et Middel i Hænderne til vilkaarlig og vedvarende at modsætte sig ethvert Lovforslag, saa maa den ikke have Gyldighed i længere Tid, end Lovgivningen efter al Sandsynlighed behøver til fuldkommen at overtyde sig om Forslagets Gavnlighed.“

Det her udtalte Princip ledede Falsen til at foreslaa en Ordning af Odelsthing og Lagmandsthing, som blev Grundlaget for vort Odelsthing og Lagthing, og til Forslaget om et kun suspensivt Veto for Kongen, hvilket, kun bestemtere udtrykt, optoges i vor Grundlovs § 79 næsten ordlydende fra Falsens Udkast. Saaledes søgte han den lovgivende Virksomhed delt. Hvad Wergeland foreslog, var et Etkammersystem, med absolut Veto for Kongemagten. Hvad Falsen foreslog var en Deling af Etkammeret i to Afdelinger, med kun suspensivt Veto for Kongen. Hvad den ene foreslog var, at den lovgivende Magt skulde være ligelig delt mellem Konge og Folkets Repræsentation. Hvad Falsen foreslog var, at den lovgivende Magt skulde være hos Folket, medens Kongen kun til en Tid skulde have Ret til at sige Nei. Falsen vilde, at der ingen endelig, absolut og uovervindelig Skranke skulde stilles mod Fol­kets klart og modent udtalte Vilje, — han vilde med andre Ord, at Folkesuveræniteten skulde blive en Magt i Livet, at den skulde træde ind i Virkeligheden, at man nok skulde beskytte sig mod Over- ilelser hos denne vældige Magt, men at intet skulde kunne endelig hindre dens Vilje i at ske. Medens Wergeiand, freidig som nogen anerkjendte Folkets Suverænitet, men frygtede for at lade den blive Magt og Sandhed, medens han i sit Grundlovsudkast lagde Hovedvægten paa at hindre mulige Misgreb, var det Folkemagtens Ret, Falsen hævdede, Principet om, at intet endeligt skulde kunne standse Folkeviljen.

Den store franske Retslærde og Historiker Montesquieu, hvis Læresætninger øvede en saa mægtig Indflydelse, og som vi fra andre af Falsens Skrifter ved, at han baade kjendte og bøiede sig for, udtaler i sin Bog Esprit des lois, Lovenes Aand, i x te Bog, 6te Kapitel, at „hvis den udøvende Magt ikke har Ret til at standse det lovgivende Korps’s Foretagender, vil dette blive despotisk. Thi da det kan give sig al den Magt, det kan optænke, vil det tilintetgjøre alle andre Magter;“ men Kristian Magnus Falsen valgte, at den udøvende Magt ikke skulde have denne Ret mod den lov­givende.

Den tidligere nævnte de Lolme, fra hvem Falsens Bestemmelse af Frihedens Begreb i de første Sætninger i Indledning til hans Udkast ordlydende er taget, fremhæver det som Idealet af en Statsform, naar, efter engelsk Mønster, den lovgi­vende Magt er delt og den udøvende Magt udrustet med absolut Veto. Men Falsen følger den franske Konstitution af 1791, efter hvilken Kongen kun har et suspensivt Veto. Hvad det var Falsen om at gjøre, var at faa et Statsmaskineri, som ikke standsede. Den fuldstændige Ligevægt er fuldstændig Stilstand, ikke mindre i Politikken end i Mekanikken. Var Wergelands Tanker trængt igjennem paa Eidsvold og bleven Lov, havde vi faaet en Forfatning, ved hvilken, efter dens Ide, intet ondt kunde have skeet, uden det, at overhovedet intet vilde være skeet. Nu var det Falsens, som seirede, og vi fik en Grundlov, der i selve sin Virksomhed udtrykker Folkets Suverænitet.

Her har I Eidsvoldsforsamlingens klare, afgjørende Valg!

Og denne Principforskjel i Maaden, hvorpaa den udøvende og lovgivende Magt er stillet mod hverandre, har helt igjennem præget de tvende Forslag. De er begge felles om indirekte Valg; men forøvrigt er Stemmerets-betingelserne afgjort forskjellige. Wergeland, som i sit Grundlovsforslag opstiller den store, absolute Skranke mod Folkerepræsentationens Bestemmelser, behøver om Valg­retten ikke mere end

§ 24. Berettiget til at vælge er enhver Skatydende og enhver, som bærer Vaaben for Landet.

Berettiget til at vælges er enhver skatydende gift eller Husfader, som er over 25 Aar.

Det er næsten almindelig Stemmeret. Og saa har han hverken Odelsthing eller Lagthing, men kun det ene samlede Storthing, hvor alt afgjøres med simpel Pluralitet.

Falsen har i sit Forslag fulgt et helt andet Princip. Sammenholder vi de spredte Bestemmelser finder vi:

For at være Borger, bestemmer han, maatte man:

1)   have fyldt sit 21de Aar,

2)  have boet to Aar i Riget,

3)  bidraget til de felles Udgifter eller til Landets Forsvar.

For at kunne vælge, maatte man:

1)   have de almindelige Betingelser for Borgerret,

2)  være født i Norge eller af norske Forældre eller være naturaliseret,

3)  have fast Eiendom af en vis Størrelse eller en vis bestemt aarlig Indtægt.

For at kunne deltage i de Valgforsamlinger, som kaarede Valgmænd, maatte man :

1)   have de almindeligeBetingelser for overhovedet at kunne vælge,

2)  eie og besidde Jordegods af 5 Lispd. Tunges Skyld eller derover.

For at blive Valgmand maatte man:

1)   have de nødvendige Betingelser for at deltage i Valgforsamlingen,

2)  være 25 Aar gammel,

3)  have været Borger af Staten i 5 Aar og endnu være det paa det Sted, man vælges,

4)  beviselig eie Jordegods af mindst 1 Skpd. Tunges Skyld.

For at blive Medlem af Rigsforsamlingen maatte man

1) være i Besiddelse af de nødvendige Valgmandsbetingelser,

z) være valgt Valgmand.

For at blive Medlem af Lagmandsthinget, der i Falsens Forslag var Rigsforsamlingens øver­ste Afdeling, maatte man:

1)   være Medlem af Rigsforsamlingen,

2)  være 30 Aar gammel,

3)  have været Borger af Staten 9 Aar 1 Træk og være det endnu i det Stift, hvorfra man vælges,

4)  enten beviselig eie Jordegods til 10,000 Spd. Værdi eller have en aarlig Indtægt af mindst 800 Spd,

Hvorhos Lagthingsmændene skulde sidde sex Aar, og kun ^l/₃ ved hvert Valg aftræde.

For Byernes Vedkommende gjaldt tilsvarende noget forandrede Bestemmelser.

Vi ser, Betingelserne bliver haardere og haardere. Falsens Princip er gjennemført det samme: Skranker ved Udøvelsen af Folkets Suverænitet, Hindringer, Indsnævringer, men intet, som standser. Det er som en Gade, der begynder bredt, men sma­ler ind og bliver trangere og trangere, men Udgang er der dog. Og saa var det Falsens Tanke, at naar Folkeviljen over alle disse Dæmninger, forbi alle Hindringer, ud gjennem alle Snævringer kunde bryde sig Vei, gjennem det indirekte Valg, gjennem Stor-thingets Afdelinger, gjennem de gjentagne Valg efter et suspenderende Veto, saa maatte, hvad der kom vel over alt dette, være den lutrede, rensede Folkevilje, Udtrykket for, hvad Flertallet efter mo­den Overveielse fandt at være rigtig og sandt, og saa med det samme forpligtende Lov.

Saa gjennemgaaende forskjelligt er de tvende Forslags Principer. Wergeland turde give Folket megen Frihed, fordi han gav Kongen en absolut Magt. Falsen lagde Indskrenkninger paa Folkets Frihed, fordi han mod Folkemagten ikke stillede no­gen selvstændig Magt. Falsen saa, at en Konge, der personlig er uansvarlig og efter Loven arveberettiget, kun kan komme til at repræsentere Folkeviljen i Navn, men ikke med Lyst og i Virkelighed saaledes som den Repræsentation, der fornyes ved Valg og staar Vælgerne til Ansvar. Og derfor ordnede han Magtdelingen saaledes, at der ikke biev Ligevægt, at Kongemagtens Nei kun blev en sexaarig Protest.

Og disse to Mænd, som repræsenterer saa for­skjellige Principer, Wergeland og Falsen, der begge udmærkede sig ved sine Kundskaber i politiske Spørsmaal, ved sin Skarphed og sin Evne til at kunne gjøre sine Anskuelser gjeldende, de har siddet sammen i Komite, begge fremlagt sine Udkast, diskuteret, forhandlet, ført Spørsmaalet fra Komi­teen over i Rigsforsamlingen, og i sit Valg har denne

—      som enhver, der har læst Grundloven ved — bestemt sig for Kristian Magnus Falsens Princip. Det demokratiske Princip seirede, erkjender Nicolai Wergeland selv. Kan man forlange en større Tydelighed? Sjelden har der foreligget saa klare Principer i saa klare Forslag. Afgjørelsen er uimodsigelig. Har der nogensinde været en utvetydig Afgjørelse, saa er det Bestemmelsen af Kongemagtens Natur mod Folkemagten i Norges Grundlov. — Vi har da seet, hvad der vedtoges. I vil alle fornemme, hvorledes det er Grundlaget under Folkepartiets hele Politik. Vi har seet, hvad der forkastedes. I det forkastede søger Reaktio­nen sin Støtte, sit Vaaben i Fortolkninger paa Grundlag af det Princip, som Rigsforsamlingen paa Eidsvold under Falsens Præsidium den 10de Mai 1814 mod 38 St. — forkastede.

Ja, siger man, dette Kristian Magnus Falsens Princip, som optoges i den norske Grundlov, det indskrænker Sig kun til Lovsager, Det er ingen almindelig Regel, Det kan man se, naar Spørgsmaalet bliver om Grundlovssager. — Det siger man fra reaktionært Hold i dag, men i 1814 og paa Rigs­forsamlingen var man af en anden Anskuelse. Med den samme Konsekvents, hvormed Wergelands og Falsens Forslag adskiller sig omtrent i alt uden i Wergelands theoretiske Anerkjendelse af Folkesuveræniteten, som Falsen praktisk har gjennemført, adskiller de to Forslag sig ogsaa i sine Bestem­melser om paa hvilken Maade Grundloven skulde forandres. Wergeland, der en Gang havde givet Kongemagten Plads ved Siden af Folkets Repræsentation som denne ligeberettiget i Lovgivningssager, og som kun i Kongens og Storthlngets Enighed saa Udtrykket for Folkeviljen, kunde naturlig­vis ikke tænke sig, at nogen Grundlovsforandring kunde finde Sted, uden at de to Statsmagter var enige derom. Men desuden føiede han en Ind- skrænkning til. I sit Forslags sidste § — 100 — be­stemmer han, at kun hvert 33te Storthing hvert 100 Aar skulde kunne optage Grundloven til Revision. Der skulde nok kunne gjøres Tillæg i Mellemtiden, men i selve Loven maatte ingen Forandringer ske. Og hvad foreslaar Falsen? Vil man have et klart Begreb om, hvorledes Grundlovens Fader opfattede Vetoet, saa tage man hans Bestemmelser om, hvor­ledes Forandringer i Grundloven skulde gjennem- føres. I sidste Kapitel af sitUdkast foreslaar han, at der hvert 25de Aar skulde vælges en Kongres efter de selvsamme Regler som for Storthingsvalg gjældende. Denne Kongres skulde gjennemgaa Grundloven, foretage de Forandringer, den fandt ønskelige, og saa forelægge disse Forandringer tilligemed Motivering af disse — ja for hvem, for at opnaa Sanktion’?

For Kongen?  Nei, det vilde være et Brud paa hele Kristian Magnus Falsens Princip, om Kongen skulde have Sanktion i Grundlovssager. Forandringerne med deres Motiver skulde forelægges Urvælgerne til Afgjørelse i deres Valgforsamlinger. Over de af Repræsentanterne foreslaaede Forandringer skulde Urvælgerne stemme Ja eller Nei. Stemmerne skulde samles fra det hele Land og optælles, og viste det sig da ved Optællingen, at ²/3 af samtlige Voterende havde stemt ja, da var For­andringen gjeldende Grundlov. — Vælgerne havde Sanktionsretten. I den Grad stod Grundsatsen uryg­gelig, at det alene burde tilkomme Folket selv at bestemme, under hvilke Forfatningsformer det vilde leve, at alene Folket selv kunde afgjøre, hvilke Forandringer der skulde foretages i Forfatningsformerne. Den franske Konstitution af 3 die Septem­ber 1791 — Mønsteret for vor Forfatning —, som i Lovgivningssager indrømmer Kongen et suspen­sivt Veto, indrømmede ham intet Veto, naar Loven gjaldt en Forandring i Konstitutionen.

Og endnu mere: Mirabeau, som i den konstituerende For­samling i 1789 optraadte som Modstander af, at man ved skreven Lov bestemte Kongens Veto enten som intet eller som kun suspensivt, saavidt Lovsager angik, erklærer sig i sin verdens­berømte Tale den 1ste Septbr. 1789 ude af Stand til at forstaa, hvorledes man kunde bestride noget Folks Ret til selv at bestemme den Konstitution, efter hvilken det vilde blive styret. Den Ret var en af de uafhændelige Menneskerettigheder.

Kri­stian Magnus Falsen vilde fra sit Standpunkt have bestridt Gyldigheden af en Beslutning om absolut Veto for Kongen i Grundlovssager, paa samme Maade som man ud fra de almindelige Begreber om Frihedens og Menneskerettighedernes Væsen nægtede Gyldigheden af den Kontrakt, hvorefter en Mand sælger sig til en anden som Slave.

Og hvorledes maatte Sagen stille sig paa Eidsvold, naar man engang havde forkastet den af Wergeland forsvarte Theori, at ogsaa Kongen skulde repræsentere Folkets besluttende Myndighed ? Skulde efter den Afgjørelse Kongen paa noget Punkt faa et absolut Veto, saa var det for Eidsvoldsforsamlingen enstydigt med at sige, at vistnok var det norske Folk suverænt, men naar det en Gang havde overdraget sin suveræne Magt til hin kon­stituerende Forsamling, saa skulde nok den i Maaden, hvorpaa den ordnede Forfatningen, sørge for, at der mod Folkets Suverænitet sattes en uover­stigelig Skranke, at der skulde findes Punkter, hvor den var afmægtig. I 1814 — maatte den have slut­tet — havde Folket været suverænt; men til hint Aar skulde ogsaa denne herlige Magt være fastnag­let, med det skulde den gaa ind i Forgangenhedens Intet. Havde Nordmændene engang samlet sig og vovet alt ved at bruge denne sin Magt, saa skulde nok de, hvem Nationen havde givet sin Tillid, drage Omsorg for, at denne Suverænitet aldrig mere end den ene Gang skulde kunne gjøre sin Vilje gjældende.

Havde den Tankegang været mulig, — det vilde været Forræderi, Jeg siger, at havde Eidsvoldsforsamlingen efter at have adopteret Kristian Magnus Falsens Princip om Forholdet mellem den udøvende og lovgivende Magt, efterat have voteret, at den lovgivende Magt skulde være hos Folket, efterat have præget hele Grundloven med, at Kongemagten kun for en Tid skulde hin­dre, men aldrig skulde kunne standse Folkets Vilje, havde den, efter selv at have bestemt Landets For­fatning med hele Folkets suveræne Magtfylde, aabenbart eller med List udleveret til nogen udenfor den lovgivende og besluttende Myndighed Magt og Ret til at sætte et uovervindeligt eller absolut Nei mod Folkets i lovgivne Former udtrykte Vilje om For­andring i sin egen Statsform, da havde—jeg siger det aabent — der aldrig været en saa forbrydersk Korporation som den konstituerende Rigsforsamling paa Eidsvold.

Den vilde have handlet som den utro Tjener, der benytter sig af sin Herres Tillid til at plyndre ham for hans kostelige Eiendele. Den vilde have dryppet dødbringende Gift i det Frihedsbæger, som den efter fuldbragt Gjerning jublende rakte ud til Folket. Den vilde ikke have betegnet Gjennembruddet til Frihed og Lykke, som vi nu tror, men Begyndelsen paa en Periode gjennem Ydmygelse til Undergang. Og 17de Mai vilde ikke været vor Frihedsdag. Den vilde være Døds­dagen for det norske Folks Suverænitet. Den vilde ruget over os, svanger med Minderne om, at det norske Folk engang op imod Aarhundredets Begyndelse havde reist sig, givet sig en Forfatning, men var bleven forraadt af sine egne Mænd, som paa Skrømt havde iklædt os en fri Forfatnings Dragt, men samtidig bøiet vore Nakker under Kon­gers absolute Vilje. Og dog er dette denne Be­skyldning, Vetomændene reiser mod Lovgiverne paa Eidsvold. Deres Ære, Trofasthed og Frihedssind ofrer man for at gjøre en reaktionær Partifortolkning gangbar.

Som et ydre Tegn paa, hvorle­des det var Kristian Magnus Falsens Aand og Tan­ker, der prægede Rigsforsamlingens Arbeider, valgte denne ham til sin Præsident for den Uge, i hvilken Grundlovens vigtigste Bestemmelser afgjordes. ,,Al Magt er hos Folket¹¹, havde han sagt, og under den Mands Præsidium skal det være be­stemt, at den Magt at ordne sine egne Livsforhold  —    Magten — skal ikke den norske Nation eie! Han havde foreslaaet, at i Grundlovssager skulde Kongen intet Veto have, al Afgjørelse skulde ligge hos Folket, og under hans Præsidium skulde den Forsamling, hvis ledende Aand han var, have be­røvet Folket hele dets Magt ved at give Kongen absolut Modstandsret, den Konge, der ved den ubetydeligste Lov ikke har andet end en foreløbig Udsættelsesret.

Her staar vi foran den Meningsløshed og Forbrydelse, hvori Rigsforsamlingen ikke kunde og heller ikke har gjort sig skyldig. Som den i alle vigtigere Spørgsmaal har givet Falsens Ideer Lovs Kraft, og kun valgt enklere, mindre indviklede Former, kun simplificeret den Vidtløftighed, som er gjennemgaaende i Magnus Falsens hurtigt udarbeidede Forslag, kun — skjønt Grundlovssager deri danner en Undtagelse — ladet sig nøie med noget mindre af garanterende Skranker, end Falsen fra først af bragte i Forlag, saaledes har Rigsforsamlingen ogsaa i sine Bestemmelser om Grundlovsforandringers Behandling optaget og fulgt Kristian Magnus Fal­sens Ide. Det er sandt, at vor Grundlov ikke nævner noget hverken om en reviderende Kongres, eller om de 25 Aar, eller Folkets Sanktionsret. Dens § 112 har intet af de afstikkende Særegenheder i Falsens Forslag. Men hvilken var Falsens Ho­vedtanke? Hvad vilde han opnaa, og kunde han ikke opnaa det samme under en forandret Form ?

Falsens Hovedtanke var, at der til at give Grundlovsforandringer Lovskraft skulde en stærkere Enhed end ellers til mellem Repræsentanterne og Vælgerne, og derfor skulde Vælgerne sanktionere Repræsentanternes motiverede Forslag til Foran­dringer. Dernæst skulde to Trediedele af Vælgerne være enige, for at en Forandring kunde blive Lov. Forslag til Grundlovsforandringer skulde, som Udkastet bestemte det, forelægges Urvælgerne til Afgjørelse, og blandt disse maatte to Trediedele være enige. Men det er jo det samme, der staar i vor Grundlovs § 112. Thi enten to Trediedele af Væl­gerne afgjør, eller Afgjørelsen ligger hos to Tre­diedele af de Valgte, naar Vælgerne paa Forhaand ved, paa hvad og til hvad de vælger sine Repræsentanter, er jo Garantien den samme, og enten Repræsentanterne først, som efter Falsens Forslag, foreslaar en Forandring med simpel Majoritet og forelægger den for Vælgerne at afgjøre den med to Trediedels Majoritet, eller Vælgerne inden Val­get ved Bekjendtgjørelse i Trykken faar sig Forsla­gene til Forandring i Grundloven forelagt og paa disse med simpel Majoritet vælger sine Repræsentanter, som igjen med to Trediedel skal afgjøre, om den foreslaaede Forandring skal ophøses til Lov, saa er Garantien den samme.

Det er den samme Tanke, som har fundet sit Udtryk; thi efter Falsens Forslag var Vælgerne til den grundlov- reviderende Kongres uvidende om, hvilken Foran­dring der kunde blive foreslaaet. — Det er kun Formen, som mere er lagt til Rette efter det daglig­dagse Statsmaskineries Arbeidsmaade. Istedenfor Falsens 25 Aar, fordrer Grundloven Erfaringens Vidnesbyrd. Høitideligheden ved Valget af den sær­lige Kongres erstatter Grundloven ved at gjøre sine Prindsiper uforanderlige. Istedenfor at Falsen vilde, at Grundlovsforandringerne først skulde forelægges Repræsentanterne og siden Vælgerne, bestemmer Grundloven, at de først skal forelægges Vælgerne og dernæst Repræsentanterne. Istedenfor at Falsen foreslog, at Repræsentanterne skulde afgjøre med simpel Majoritet og Vælgerne med to Trediedeie, kræver Grundloven, at Vælgerne afgjør med sim­pel Majoritet og Repræsentanterne med to Trediedele. Det er helt igjennem de samme Størrelser, kun deres Stilling er forandret med Bevarelse af den samme Sum af Garanti.

I Falsens Forslag dannede Bestemmelsen om Grundlovsforandringer et Kapitel for sig. § 112 i vor Grundlov staar lige alene, med særegne Bestemmelser, som pas­ser paa Grundlovsforandringer, men ikke passer paa nogen anden Sags Behandling. Den indehol­der, som Falsens sidste Kapitel, i sig alene alt, hvad der for Grundlovsforandringer bestemmes. Den er kun dette Kapitel omskrevet, hvorfor den ogsaa enstemmig vedtoges af Rigsforsamlingen. Det er neppe tvilsomt, at § XLII i det Konstitutionsudkast, Treschow udarbeidede for Kristian Fre­drik, da denne tænkte paa af egen Magtfuldkommenhed at give en Forfatning’, har ledet Konstitutionskomiteen og Hegermann paa Spor til denne saa heldige Affattelse; thi vi finder i vor nuværende §112 Udtryk laante derfra. Men medens Treschow i denne sin § udtrykkelig forlangte kgl. Sanktion af Grundloven, lod Rigsforsamlingen paa Eidsvold Grundloven ikke sanktionere, og udtalte det over­ordentlige Storthing udtrykkelig, at Grundloven efter sin Natur ikke trængte Sanktion. „Nærværende Konstitution er, naar den saa vel af Kongen er stad­festet og underskrevet, som af Nationalforsamlingen antaget, en bestandig og uryggelig Grundlov og Foreningspagt mellem begge,“ — lyder det hos Treschow. Og dette blev ikke Lov. „Naar Rigs­forsamlingen har antaget denne Konstitution, vor­der den Rigets Grundlov,“ lød det i Eidsvoldsforfatningen, — og den var Lov. Denne slette de altsaa Bestemmelsen om Kongens Sanktion, idet den helt og udelt lagde Grundloven i Folkets og Repræsentationens Hænder.

Og hvor skulde her være Plads for kongelig Sanktion? Hegermann, hvem den sidste Del af vor nuværende § 112 skyldes, havde stillet et an­det Alternativ, hvorefter Grundlovsforandringer skulde behandles paa samme Maade som almindelige Lovforslag, og hvorefter der ogsaa ved disses Behandling skulde tilkomme Kongen et suspensivt Veto. Men han stemte ikke selv for det, og det opnaaede ikke en eneste Stemme. Under Veto-spørgsmaalets Behandling paa Storthinget ifjor, beviste en Repræsentant fra Bergen, Hr. Kaptein Krogh, uigjendrevet og uigjendriveligt, at Hegermanns to Alternativer vilde blive uden nogensomhelst Mening, hvis Forudsætningen ikke var, at Kongen ved Grundlovsforandringer intet Veto skulde have. Om hvad Forslagsstillerens Mening var, raader der da ingen Tvil. Men saa uheldigt stiller Sagen sig for Vetomændene, at selve Kristian Magnus Falsens Bestemmelse af det repräsentative Kongedømmes Væsen og Natur forbyder, at Kongen, som Reglerne i § 112 engang er ansatte, kan have nogetsomhelst Veto.

Hvad var, efter Falsens konstitutionelle Opfatning, Tanken med Kongens Andel i den lov­givende Magt? Den skrev sig ikke fra nogen Kongen naturlig tilkommende Ret. Al Magt var fra Folket. Falsen er den første i dette Land, der har kaldt Kongen den øverste Embedsmand, men han bruger dette Udtryk uden Omsvøb. Naar der da alligevel blev tillagt Kongen en vis Andel i Lovgivningssager mod eller ved Siden af Folkets Repræsentanter, saa er dette begründet i selve det repræsentative System. Repræsentanterne repræsenterer Folket, men er ikke Folket. Folket har overdraget dem sin Magt, og for at Repræsentationen ikke i noget Tilfælde skal kunne benytte sig af denne Overdragelse af Magten til at vende sin Myndighed mod Folket selv, er det overdraget Kongen at kunne sige Nei til en Beslutning, indtil denne ved Valgene er gaaet ind under Folkets egen Afgjørelse. Det er altsaa mod Repræsenta- tionen, men ikke mod Folket eller Urvælgerne, Kongen kan anvende sit Veto. Efter Kristian Mag­nus Falsens Grundsætning, skulde Kongens Veto være en Sikkerhed for Vælgerne mod urigtig Brug af den Magt, de ikke selv kunde benytte, men maatte overgive til Andre, Men derfor bliver Kon­gens Veto uanvendeligt, naar Forslagene til Grundlovsforandringer har været Vælgerne forelagt inden Valgene, saa disse er foretaget paa dem. I det Tilfælde bliver nemlig Anvendelsen af Kongens Veto en Protest, ikke mod Repræsentationens Af­gjørelse, men mod Vælgernes Afgjørelse, hvilket er uforeneligt med den Hensigt, der ligger til Grund for Kongens Andel i den lovgivende Magt. Hvor en Sag, som for Grundlovsforandringer bestemt, direkte forelægges Vælgerne, er med det samme Kongens Indblanding umuliggjort; thi Opposition fra hans Side vilde kun fjerne ham fra hans egen Magtkilde. I almindelige Lovsager henviser det suspensive Veto Sagen til Vælgernes Afgjørelse i Tilfælde af Tvilsmaal om Forslagets Gavnlighed. I Grundlovssager derimod afgjør Vælgerne Sagen paa første Haand selv.

Jeg har opholdt mig Isenge ved dette, men intet andet i vor Grundlov aabenbarer saa tydelig det klare og rene Princip, hvorpaa den er bygget. Nok Hindringer, men ingen absolut Skranke, for hvad Folket vil, — deri samler vi vel bedst baade Kristian Magnus Falsens Tanke og Grund- lovens Princip. Og saa mægtigt greb dette al­lerede strax Sindene, at vi endog i selve Rigsdags- forsamlingens Forhandlinger kan se det begynde at gjøre sig gjældende.

Falsen havde foreslaaet, og Konstitutionskomiteen var gaaet ind paa hans Forslag, at Storthinget skulde være delt i to afsondrede Afdelinger, Odelsthing og Lagthing. Men saa vilde jo en Majoritet i Lagthinget, hvilket kun var en liden Minoritet af det samlede Storthing, have det i sin Magt endeligt og absolut at standse en Sags videre Fremme. Det var Tokammersystemets Hensigt; — men var det ikke et Brud paa Grundlovens Princip? Da Sagen kom til Forhandling i Rigsforsamlingen, foreslog derfor Pastor Schultz netop paa det Argument, at en Sag, naar Odels­thing og Lagthing ikke kunde blive enige, skulde gaa til samlet Storthing, men der udkræve to Trediedels Majoritet for at ansees vedtaget. Med 62 St. mod 30 St. vedtog Rigsforsamlingen For­slaget den 10de Mai. Man har ofte senere villet indvende, at hermed var hele Tokammersystemets Tanke brudt. Man kan heller spørge, om den Maade, hvorpaa Lovgivermagten hos os foresloges delt, var i et virkeligt Tokammer, Kristian Mag­nus Falsen idetmindste udtaler endnu et Par Aar efter, at Bestemmelsen om den to Trediedels Ma­joritet var en saa stærk Garanti, at den sikrede, hvad han havde ønsket sikret.

Men i alt, hvad der er os levnet fra den Tid, har vi de mest uforkastelige Vidnesbyrd om, hvor­ledes den principielle Afgjørelse, som Rigsforsam­lingen paa Eidsvold traf i sit Valg mellem Falsens og Wergelands Grundsætninger, er bleven forstaaet og tilegnet. Grundloven var Folkets Lov. Derfor udtaler ogsaa det overordentlige Storthing den 14de Novbr. 1814, efter at Eidsvoldsforfatningen var bleven „nærmere bestemt“ som en Følge af Foreningen med Sverige, at Grundloven efter sin Natur ikke henhø­rer under de Love, som trænger kgl. Sanktion. Magtens Funktioner var fordelt saaledes, at Fol­kets Repræsentation var stærkere end den ud­øvende Magt. Den første Magt var en selvstændig, den anden var kun en afledet. Falsen udtaler det i denne energiske Sats:

„Den udøvende Magt er ingen Magt, men en Kraft uden Vilje, og en Kraft uden Vilje er blot Middel.“

Han siger ogsaa om den udøvende Magt, at dens Opgave er at udøve den lovgivende Magts Myndighed. Saa­ledes forstod han Grundloven, og ingen har havt de Forudsætninger til at forstaa den rigtig som han. Man hører ikke Tale om Ligestillelse. I „Bemærkninger over Norges Grundlov“, der udkom 1815,  – skriver senere Prof. Steenbuch, at der natur­ligen vilde opstaa Kamp mellem de to Statsmagter, men „at den udøvende Magt i en saadan Kamp bos os ikke skulde seire, derfor vogter Grundloven paa hver dens Blad.“ Saaledes lærte de Mænd, der levede i den Aand, hvoraf Grundloven er fremgaaet. Saaledes var ogsaa Kongens Sanktionsret saa indskrænket.

Nu paastaar man, at det skal tilkomme Kongen Sanktionsret til alle de Storthingets Beslut­ninger, som ikke ved Opregningen i § 82 specielt er undtaget. Statsraad Treschow, Norges første Kulturminister, der var bleven gammel under Enevældet og tjente Karl Johan som Minister i de Aar, da denne Fyrste paa det ivrigste søgte at faa nogle af Nationens vigtigste Rettigheder førte over paa sig, erkjendte vel, hvad der — juridisk kunde tale for en saadan Slutning, men hævder bestemt i sin Bog „om Norges Grundlov“, at det upaatvivlelig er Grundlovens Mening, at til Storthingets Be­slutninger overensstemmende med § 75 udfordres lige saa lidt Kongens Sanktion som til de i § 82 opregnede Tilfælde[1]).

Og hvorledes stod Sanktions- og Veto-Spørgsmaalet for den Slægt, blandt hvilken Grundloven er opstaaet? Vi har ikke Storthingsdebatterne fra vor Selvstændigheds første Aar; men lad os tage iflæng fra Indstillingerne. Vi kan fra dem faa et Indblik i hin Generations Tankegang, og kan man end ikke bygge sin Lovfortolkning paa, den, saa kan man dog deraf se, hvorledes Fortolkningen hos vore Dages Vetomænd kun har saare lidet, slet intet med Grundloven af 1814 at gjøre.

Allerede paa det første ordentlige Storthing foreslog Præsten Bonnevie, at man overensstem­mende med Grundlovens Mening, og kun for en større Tydeligheds Skyld, i Grundlovens § 82 skulde opregne som undtagne fra kgl. Sanktion de Beslut­ninger, som Storthinget overensstemmende med §75 Litra c til k fatter om Rigets Pengevæsen, om Bevilgninger til Statsudgifterne, om Kon­gens Appanage, om Gager og Pensioner, Stats- revisorers Udnævnelse, samt alt, Storthingets kon­trollerende Myndighed vedkommende. Forslaget kom samme Aar til foreløbig Behandling i den saakaldte 7de Komite, hvis Formand var Biskop Bugge, vistnok med Rette mere bekjendt for sin ju­ridiske Drevenhed end for særlig geistlige Egenskaber.

I sin Indstilling af 7de Juni 1816 anbefaler Komiteen Forslaget, da en større Tydelighed derved kunde opnaaes. Men i sig selv finder den Forslaget overflødigt. Thi, siger den, fra § 82 at ville slutte saaledes, at naar i den specielt er opregnet sex Tilfelde, i hvilke kgl. Sanktion ikke er fornøden, maa denne Sanktion være fornøden i alle andre Tilfælde, er lige galt som at ville slutte, at efterdi kun det ene af Storthingets Foretagender, at gi ve Love, i § 77 udtrykkelig er nævnt som maattende have Sanktion, saa behøver alle de øvrige Fore­tagender ingen Sanktion. Er der nogen fornuftig Tanke i denne Udtalelse, og kloge Mænd i saa vigtige Anliggender skriver med Fornuft, saa var det 1816 den Komitees Mening, at den kgl. Sanktionsret ikke var indskrænket alene til de Lovsager, som behandles efter Grundlovens § 76—79. Men Komiteen udtaler tillige, at man ikke kan antitetisk slutte tilbage fra § 82 og sige, at naar den opregner sex Tilfælde, hvortil der ikke udfordres kgl. Sanktion, saa maa der til Grund for denne § ligge en stiltiende Forudsætning om, at Kongen i alle andre Tilfælde har Sanktionsret. Komiteen bestrider den farlige og svage antite­tiske Slutnings Ret til begge Sider.

Og dog er denne Slutning Grundlaget for hele Reaktionens Grundlovsfortolkning nutildags. Paa Storthinget 1818 kom Bonnevies Forslag og den 7de Komitees Indstilling til endelig Forhandling. Konstitutionskomiteens Formand var Rosenkrantz, og Rambech, Rigsforsamlingsmedlem og senere Stor­thingets Præsident, havde Sæde i Komiteen. Endnu kraftigere forkaster denne Komite den antitetiske Slutning fra § 82. Den afviser Forslaget som overflødigt. Hverken Bonnevie eller den 7de Komite var i Tvil om Grundlovens rette Forstaaelse og burde der­for intet Forslag have fremsat. Kongen havde ingen Sanktionsret til de Beslutninger, Storthinget fattede overensstemmende med Grundlovens § 75 Litera c til k begge indbefattet. Grundloven kunde ,,saa saare let fortolkes ved Hjelp af dens Principer og Analogier.“ Det var efter Principerne, Grund­lovens egen Slægt fortolkede den. Den Fortolk- ningsmaade, som nu søges gjort gjeldende, stem­plede de som en beklagelig Mangel paa Indsigt i Grundloven. — Og af hvad Art var saa det Veto, som hine Grundlovens egne Givere og de, som stod dem nær, tillagde Kongen?

Der var et Spørgsmaal, som dengang levende beskjæftigede Sindene, men som vi nu har vanskeligt for at forstaa, kunde tiltrekke sig saa megen Opmærksomhed. Det var Spørgsmaalet om Frem­medes Naturalisation, om paa hvilken Maade Udlændinge kunde gjøres til Nordmænd med den norske Borgers Rettigheder. Derom bestemmer Grundlo­vens § 75 Litera 1, at „det tilkommer Storthinget at na­turalisere Fremmede“, og i § 82 Litera e heder det, at Kongen ingen Sanktionsret har til de Beslut­ninger, hvorved Storthinget giver denne Naturali­sation. Det er altsaa Storthinget, som i dette Spørgsmaal har al Magten. Karl Johan var begyndt med at forlange Naturalisationsretten over­ført fra Storthinget paa sig. Det var hans For­dring under Forhandlingerne forud for 4de Novem­ber. Men han gik snart over til at nøies med kun at forlange Sanktionsret til Naturalisationsdekreterne. Herom fremsatte han Forslag til Grundlovsforandring allerede i 1816, og paa Storthinget 1818 kom det til endelig Forhandling.

Konstitutionskomiteen indstiller Forslaget til ikke at bifaldes; men i sin Indstilling af 22de Juli 1818 opregner den dog, hvad der kunde tale for det kgl. Forslag. Det heder der­under, som en Grund, ,,at det er muligt, at saadanne Personer kunne blive naturaliserede, som Kongen ikke alene har noget imod, men som endog i politisk Henseende kunde blive høist skadelige for Sta­ten, hvilket dog maaske kunde forebygges, naar Kongen havde Ret til at nægte Naturalisationsdekreterne sin Sanktion, saaledes som han kan nægte Storthingets Beslutninger i andre Hen­seender samme.“

Her er klare Ord. Kongen beder om at faa Sanktionsret for at holde sig ubehagelige Undersaatter fra Livet. Komiteen svarer, at fik han den, kunde han maaske opnaa sin Hensigt. Men var hans Veto absolut, og brugte han dette Veto, saa var det, Kongen frygtede, dermed forhindret, og uigjenkaldelig forhindret. Der var da intet maa­ske, men noget absolut virkeligt, hvorom der ikke mere kunde tales eller forhandles, saa naar Komiteen sætter den tilsigtede Virkning af Kongens Veto som kun maaske opnaaelig, saa kan den dermed ikke mene andet, end at det Veto, Kongen vilde faa, hvis Litera e toges ud af § 82, maatte blive et kun suspen­sivt Veto, at følgelig det Veto, som i § 82 nævnes. hvorfra der i denne § gjøres Undtagelser, og som er det eneste, der i Grundloven findes nævnt, er det suspensive Veto. Og saa føier Komiteen til: ,,nægter Naturalisationsdekreterne sin Sanktion, saaledes som han kan nægte Storthingets Beslutninger i andre Henseender samme.“ — Vetoet bliver altsaa kun su­spensivt overalt, hvor Kongen kan anvende samme paa Beslutninger af Storthinget.

Det var Opfatningen i 1818. Lige urigtig, som det vilde være af hvilkensomhelst Komiteudtalelse, der ofte kan være fremkommet, uden at vedkom­mende, som har skrevet den, eller de, som har givet den sit Bifald, har overveiet alt, hvad af den Udtalelse gjennem Slutninger kunde udledes, at ville slutte tilbage til, hvorledes de Mænd, i en­hver Henseende maatte have betragtet en Sag, lige urigtig vilde det være at tro alt skrevet hen i Ør­ske. Og jeg fremlægger dette Citat for enhver, der har beskjæftiget sig med historiske Slutninger, og der vil ikke findes nogen, som bestrider, at vi her fra det andet ordentlige Storthings Konstitutionskomite har den utvetydigste Udtalelse af, at Kon­gen ikke kan have andet end suspensivt Veto, og at denne Antagelse er det selvgivne Grundlag for Komiteens hele Tankegang og Ræsonement. Med et absolut Veto forhindrer Kongen, hvad han vil. Med et suspensivt er der kun en Mulighed for, han kan forhindre det.

Men Forhandlingerne om kongelig Sanktionsret over Naturalisationsdekreterne har ogsaa ført til andre Udtalelser. Vi har seet, hvorledes 7de Ko­mite 1816 og Konstitutionskomiteen af 1818 bestred Retmæssigheden af den oftere omtalte antitetiske Slutning tilbage fra § 82, som er Hovedhjørnestenen i de reaktionære Vetomænds Grundlovsfortolkning nu. Men den berømte Konstitutionskomite fra 1824? Den som erkjender, at Kongen efter Sa- gens Natur har et absolut Veto i Grundlovssager   —   hvad jeg senere skal have den Glæde at komme tilbage til — ogsaa den har behandlet Naturalisationsspørgsmaalet; thi Kong Karl Johan fremsatte sit Forslag paany i 1821. Hvad siger da den? Den siger i sin Indstilling af 17de Mai, at slettede man Litera e, af § 82, der udtrykkelig siger, at Kongen i de der omhandlede Tilfælde ingen Sanktionsret har, „maatte Tvil kunne opstaa i Anledning af Bestem­melsen i § 75, Litera l, nemlig om hvorvidt Kon­gens Sanktion skulde ansees nødvendig til Stothingets Beslutninger om Fremmedes Naturalisation“ og — tilføier Indstillingen — „denne vilde ei til­intetgjøres ved at sammenholde samme Lovsted med § 82, naar Litera e derfra er udeladt.“ Saaledes stod det virkelig for den Slægt. Selv om man altsaa for at skaffe Kongen Sanktionsret ved Fremmedes Naturalisering, tog Forbudet mod Sanktion ud af § 82, var det dog dermed ikke sagt, at Kongen fik den Sanktionsret, man vilde give ham. Thi i Grundlovens § 75 Litera l stod endnu, at det tilkom Storthinget at naturalisere Fremmede, og ingen Sammenligning med § 82, Litera e sløifet, kunde hjelpe ; thi den sagde endnu kun, i hvilke Tilfælde Kongen ingen Sank­tion havde, men derfor ingenlunde, at han i alle andre Tilfælde havde Sanktion. Denne antitetiske Slutnings Berettigelse vilde Komiteen ikke anerkjende.

Og hvad her i Indstillingen er sagt, finder vi end nu stærkere igjen i Adressen af 29 de Mai 1824. Slettedes paa Forslag af Kongen og j den udtrykkelige Hensigt at skaffe ham Sanktion, Li­tera e i § 82 „maatte“, heder det i Adressen „med Hen­syn til Bestemmelsen i Grundlovens § 75 Li­tera l grundet Tvil opstaa om, hvorvidt kgl. Sanktion udfordredes til Storthingets Beslut­ninger om Fremmedes Naturalisation, da udtrykkelig Bestemmelse om, at saadan Sanktion er fornøden, savnes.“

Der maatte en udtrykkelig Bestemmelse til, om at Sanktion var fornøden, siger Adressen, i den Grad kunde man ikke antitetisk slutte tiibage fra § 82. For at Kongen skal have Sanktionsret til, hvad der efter Grundlovens § 75 tilkommer Storthinget at beslutte, maa der efter Adressen af 1824 findes et positivt Paabud derom i Grundloven, siden en foretagen Forandring i den specielle Hensigt at give Kongemangten Sanktionsret ikke er tilstrækkelig til at hæve Spørgsmaalet over Tvil. Saa mod den Slutningsmethode, som nu er gangbar, som man kalder den juridiske, og som der endog er Menne­sker, som kalder Qg maaske ogsaa tror er videnskabelig, mod den protesterer Adressen, protesterer Indstillingen af 17de Mai lige saa fuldt og endnu kraftigere end Indstillingerne fra 1818 og 1816.

Hvor dette Dokument af 1824 dog er et farligt Dokument. Det Parti, som i Adressens Erkjendelse af, at der skal tilkomme Kongen et absoiutVeto i Grundlovssager, — naturligvis ikke efter Grundloven, men efter Sagens Natur, — søger en Støtte for sine reaktionære Tendenser, har i den samme Adresse faaet hele sin Fortolkningstheori ubønhørlig for­kastet. De, som efter Adressen af 1824 siger, at der i Grundlovssager tilkommer Kongen et abso­lut Veto, maa, naar de vil være sandhedskjærlige og konsekvente, naar det er dem mere end om Partiøiemedet at gjøre, være lige ivrige Modstandere af. at Kongen har noget Veto i Bevilgningssager, og aller mest maa de fordømme, at man vil gjøre § 82 til Udgangspunkt for Vetofortolkninger. Thi dette forkaster Adressen lige klart, mere uomgjængeligt og saa langt mere begründet, end den erkjender det første. Og medens den i sin Udtalelse om Veto i Grundlovsforandringer ikke kan finde nogen Støtte, ikke søger nogen Begrundelse, men kun uargumenteret erkjender, støtter den sig for Fortolkningsspørgsmaalets Vedkommende paa tvende Komiteudtalelser fra tidligere Aar.

Saaledes staar Sagerne. Saa levende var det Princip, som Kristian Magnus Falsen paa Eidsvold havde faaet lagt som Grundlag under vor Grundlov, trængt ind i de ledende Mænds Bevidsthed. Saa modsatte var Theorierne dengang fra, hvad der nu inden Høires Rækker gjelder for bevist eller selvgivet.

Men mon vi ikke ogsaa skulde finde dette Princip om, at intet absolut maa standse Folkemagtens Vilje, igjen i vort Tankesæt, i vore offent­lige Sæder, i den Maade, hvorpaa vort hele poli­tiske Liv har dannet sig? Lad os tænke os et Øieblik, at Nicolai Wergelands Forslag var bleven Lov, eller en Ordning, bygget paa de samme Principer, at Kongemagt og Folkemagt havde staaet mod hinanden, efter Loven udrustet med den samme Ret og med lige stærke Magtmidler. Vi tænker os dette. Hvis da vor Frihed ikke skulde være bleven et tomt Ord alene, vor Ret som Folk ikke indskrænket til det negative alene at forhindre Skatter, som vi ikke billigede, forhindre Love, som vi ikke fandt anta­gelige, til hvilke andre Magtmidler maatte Folkets Repræsentanter ikke da allerede strax have taget sin Tilflugt, Magtmidler, som enhver Konstitution hjemler, men som nu, trods alle Stridigheder, lige siden 1814 har ligget ubrugt!

Da vilde Folkets Repræsentanter have grundlagt sit Arbeide for Frihedens Udvikling paa en ganske anderledes energisk Kamp mod Kongemagten, end der nu har fundet Sted. Vi vilde havt Ministerstorm, Budgetnægtelser, alle disse vældige Tvangsmidler sat i Anven­delse, som uomgjængeligt følger Benyttelsen af et absolut Veto. Ved de Midler vilde da Folkemagten have søgt at bøie Kongemagten under sin Vilje. Men nu, med en Forfatning, hvor efter de lovgivne Former Folkemagten, naar den kan blive enig med sig selv, efter en Tids Forløb maa seire over al Modstand, er dette rolige Taalmod bleven udviklet til et Karaktermærke hos os. Nationalforsamlingen er bleven noget selvstændig, noget for sig selv, paa sin egen Magt støttet. Der kan have hersket megen Misfornøielse med Kongemagtens Raader, meget kan man ville have anderledes, men man ved dog, at tilslut maa man faa sin Vilje, og man søger derfor saa skjelden at naa Maalet ved at fjerne sine Modstandere, man søger at naa det ved at handle selv.

Dette har ført til, at Storthinget saa ofte har været eftergi vende, vistnok altfor eftergivende, at det har været slapt i sin Kontrol, at der i vort politiske Liv har været saa lidet par­lamentarisk Energi, at man undertiden har været fristet til at kalde det kraft- og karakterløst. Men alt dette er kun Virkningen af den sikre Bevidsthed om tilslut at sidde inde med Magten. Det har været den stærke Mands ikke altid helt rosværdige Godmodighed. Men at tage Feil af dette, at tro det for virkelig Svaghed og ud fra den Tro, ved Brugen af et absolut Veto at forsøge at sætte Folkeviljen Skranker, er kun at mane den slumrende Kraft frem i Dagen. Det er at have glemt, hvor­ledes Forfatningen er, og hvilke Følger den „efter sin Natur“ maa have havt paa Folket, men ogsaa for sin Glemsel at maatte bøde, hvad det koster at blive fremmed for Grundloven i sit Land.

Eller er det kanske saaledes politisk Sindighed skal be­tales? Skal Troskab ikke alene mod Forfatningens Bogstav, men den levende Tilegnelse af dens Aand og Væsen, jeg siger Værdighed med, gjøre et Folk til Bytte for en Haandfuld spekulerende Politikere, de være Ministre, juridiske Professorer eller Med­lemmer af Rigets øverste Ret, der søger at gjøre Bygdeprocedurens Lovtrækkerier, Krangel og Prokuratorknep gangbare paa de Enemærker, hvor Fol­kenes store Interesser afgjøres? Nei! Vær rolig for, der er høiere Love, i hvis Varetægt det frihedskjære Folks ædle Bestræbelser er lagt. Vi har været godmodige i Politiken, som Grundloven gjorde det naturligt for os. Men sæt Skranker for Folkeviljens Løb !

Paa de opdæmmede Strømme glider vi tilbage til Magtkilden igjen. — Hvem skai give Love, hvem har Myndighed til at bestemme og beslutte i dette Land? Det staar i Grundloven. Men der er et andet, som ikke staar. Det er den store uskrevne §, hvis Tanke var den hellige Ild i Kristian Magnus Falsens begeistrede Sjæl, der gjennem hans Gjerning gik over i vort Liv, og som fra ham, fra Grundlovens Fader uoverdøveligt ly­der hen over os, naar nogen formaster sig til at krænke Suveræniteten : ,,Al Magt er hos Folket“ ! Ja prøv Grundlovens Magt! De taabelige, at de kalder den tillive! Dem vil den ramme. Øvrighedspersoner og Embedsmænd er Folkets Tjenere og skal til enhver Tid staa det til Ansvar for sine Handlinger! — Det er Falsens Ord. Brug det ab­solute Veto! Lige sikkert som Fjeldvæggen ka­ster Stemmens Ekko tilbage, svarer Folket med i Gjerningen at vise, hvis Drivkraften i Staten er. Saa er det overalt, hvor Frihed raader paa Jorden. Og prøv det kun! det skal vise sig, at Falsens Grundlov har slaaet sine Rødder i det dybeste af vore Sjæle.

Gaar vi fra Livet til Literaturen, saa har ogsaa i den det Princip, Kristian Magnus Falsen førte frem til Seier, reist sig varige Mindesmærker. Jeg sigter naturligvis først og fremst til senere Stats­minister, daværende Lektor Fredrik Stangs Grundlovsfortolkning af 1833, hans systematiske Fremstil­ling af Norges konstitutionelle Ret. Den staar i det hele paa Falsens Grund. Der er Ændringer af den gamle Opfatning. Men det samme principielle Grundlag er bevaret.   Endog i den ydre Anord­ning af Stoffet kan dette spores. Saaledes be­handler han den udøvende Magts Ordning, før den lovgivende Magts Ordning. Men naar vi fra Formen kommer til Indholdet, til hvad disse to Magter i Samfundet skal virke, saa behandler han den lovgivende Magts Virksomheder, inden han be­handler den udøvende Magts, — ligesom ogsaa denne er den afledede, af den Lovgivende afhængige Magt.

Og han udtaler denne sin Anskuelse uforbeholdent. Kongens Vetomagt, hans forhindrende eller prohi­bitive Myndighed „strækker sig“, heder det i Stangs Grundlovsfortolkning, „imidlertid ikke til afgjørende at kunne hindre en Storthingsbeslutnings Gyldighed, hvilket flyder af Grundlovens g 79, og at dette maa ansees som henhørende til Grundlovens Principer, flyder af den almindelige Sætning i Grund­lovens § 49, ifølge hvilken den lovgivende Magt skal være hos Folket alene, hvilket hverken efter Sagens Natur, eller den i andre Statsforfatninger brugelige Udtryksmaade kunde siges at være Tilfældet, naar Kongen havde Magt til afgjort at hin­dre Tilblivelsen af hvilkensomhelst Lov eller Gyldigheden at enhver Storthingsbeslutning i Almindelighed.“

Her er i klare Ord Kongen sat udenfor Lovgivningsmagten. Han har kun Udsettelsesmyndighed. Og Stang udtrykker dette ogsaa saale­des, at „Analogien fra § 79 maa følges i Henseende til Sanktionsrettens Virkning, hvad alle de Gjenstande angaar, hvorpaa Sanktionsretten er anvendelig.“ Kongens Veto er kun et suspensivt. Derfor pole- miserer Stang ogsaa med Læren om Grundloven som en Kontrakt mellem Folk og Konge. Derfor kan han ikke tilkjende Kongen noget absolut Veto i Grundlovssager. Derfor hævder han Fol­kets Suverænitet.

Men hvad var det da, som tildrog dette Ar­beide saa megen Opmærksomhed, siden det kun er de gamle kjendte Læresætninger, som fremsættes?   —    Det var intet omveltende Arbeide, betegner ikke i nogen Henseende noget Gjennembrud; men det har dog noget nyt ved sig, noget, hvori det —   Udførelsen uanseet — adskiller sig fra de tidligere Behandlinger af samme Emne.

Det er rimeligt, naar en Stat er gaaet over fra at være enevældigt regjeret til i alt at skulle styre sine egne Anliggender, det da er det juri­diske Studium, som virker mest tiltrækkende paa den unge Slægt. Det juridiske Studium er den nærmeste Forberedelse for det offentlige Liv, og Interessen for det offentlige Liv trækker alt til sig. Saaledes gik det ogsaa hos os. Den unge begavede Slægt, som voxte op i de første Aar efter 1814, kastede sig som Studenter over Jusen. Det var jo Juristerne, som skulde regjere Verden. Og Fredrik Stang var en af de fremragende Represen­tanter for de vordende Regjerende. Det nye ved hans Bog var den juridiske Methode, han bragte til An­vendelse ved den konstitutionelle Fortolkning. Men det, han anvendte denne Fortolkning paa, det var dog, som vi alt har seet, den givne, gamle Grundlov, saaledes som den var givet paa Eidsvold og „nær­mere bestemt“ ved det overordentlige Storthing i 1814.

Det var dog den Grundlov, som efter sin Natur henhørte bland t de Love, som ikke tiltrænger kgl. Sanktion, i hvilken Bestemmelsen om det suspensive Veto efter Grundlovens § 79 var et Princip, den Grundlov endelig, efter hvilken der ikke i noget Tilfælde kunde tilkomme Kongen andet end et suspensivt Veto efter Kraft af det Falsenske Princip, at intet endeligt maa kunne standse Folkeviljen. Men paa Grundlag af dette Princip, med Opretholdelse af alt, hvad af det nødvendigt fly der, strækker han den juridiske Fortolkning saa langt, som gjørligt er. Han gaar ud fra, at naar Grl. § 82 udtrykkelig opstiller sex Tilfælde, i hvilke kgl. Sank­tion ikke er fornøden, saa maa disse sex Tilfælde være Undtagelse, og en Undtagelse fra en stil­tiende Forudsætning om, at kgl. Sanktion som Regel almindeligvis er fornøden ved alle Storthingsbeslutninger for at gjøre disse gyldige. Var ikke det Tilfælde, skriver han, saa vilde § 82 være den mest forvirrende §, som nogensinde var sat ind i et Lovværk.

Her ad skiller da Fredrik Stang sig fra den ældre Slægt, af hvem Grundloven var givet. Denne fortolkede Grundloven efter Principer og Analo­gier. Denne havde de store Hovedsætninger, som forud for Grundloven var dekreteret paa Eidsvold, at falde tilbage paa og gaa ud fra. Saavel 7de Komite 1816, som Konstitutionskomiteen af 1824 havde for­kastet den her af Stang brugte Fortolkning. Men paa den anden Side maa man indrømme, at i Tidsrummet efter 1814 var Tendensen gaaet i Retning af at give Kongens suspensive Veto den Udstrækning, som Stang ved hin juridiske Fortolk­ning faktisk naar.

I 1816 har vi seet 7de Komite gaa ud fra, at man fra § 79 ikke kunde slutte om­vendt, saaledes, at naar Grundloven i det enkelte Tilfælde udtrykkelig nævnte Sanktion, saa var Sank­tion unødvendig i alle andre Tilfælde. Vetoet maatte følgelig alt dengang ansees anvendeligt ogsaa udenfor almindelige Lovsager. Konstitutionskomiteen af 1818 omtaler ogsaa det suspensive Veto som mere almindelig anvendeligt ved Storthingets Beslutningsdekreter. Under Veto-Kampen i 1821 til 24 anser I. I. Brooch det i sine politiske Aforismer som noget selvgivet, at fik Kongen absolut Veto i al­mindelige Lovsager, vilde han med det samme ogsaa faa det i Grundlovssager, saa hans Forudsætning maa have været, at det suspensive Veto ogsaa var anvendeligt ved Bestemmelser om Grundlovsforandringer.

Og denne Opfatning synes endog Konstitutionskomiteen af 1824 at dele. I de første Aar af Foreningen var Karl Johan den stærkeste Part under Kampen mellem Konge og Storthing; thi det var ham, som havde de fysiske Magtmidler i Hænderne og Revolutionsgeneralens naturlige Lyst til at benytte dem. Intet var da rimeligere, end at Trofasthed mod Grundlovens Hovedprincip, forenet ved de Hensyn, klog Politik altid byder at tage, efterhvert som Aarene fjernede mere og mere fra 1814, og Grundloven selv gjennemgik Virkelighedens Ildprøve, førte paa den ene Side til, at alle sluttede sig om det kun suspensive Veto som Udtrykket for den virkelige Folkemagt, og paa den anden til at man, for at afbøde Kongemagtens Angreb, gav dette en saa vid Udstrækning som muligt.

Og saaledes forelaa da efter vor egen Udvikling det konstitutionelle Stof, som Stang i sin Grundlovsfortolkning juridisk systematiserede. Det var endnu Kristian Magnus Falsens Folkesuverænitetsprincip, noget blegere i Farve kanske, men til Gjengjeld saa meget inderligere tilegnet. Den lyse Glæde, som det indgyder i Fredrik Stangs ellers saa juridiske Stil, er endnu den Dag i Dag et levende Vidnesbyrd derom.

Men, — vil man spørge mig, — naar dette for­holder sig saaledes, naar Principet om, at Kongemagten skulde være Folkemagten ligestillet saavel i Lovgivnings- som Bevilgningssager, idet baade Konge og Storthing begge opfattedes som Repræsentanter for Folkets besluttende Myndighed, var forkastet paa Eidsvold, naar der ikke havde optraadt nogen Forsvarer for det af Mirabeau med overlegen Genialitet forfægtede System, at man vel i Theorien skulde anerkjende Kongens absolute Veto, uden naturligvis i Forfatningssager, men faktisk gjøre det umuligt for ham atbruge det uden strax at indanke Sagen for Folkets Dom ved hurtig Opløsning og øjeblikkelig Udskrivning af nye Valg, naar man havde valgt den tredie af de Statsformer, man dengang kjendte for en fri For­fatning, hvorefter Folket har den hele besluttende Myndighed, og Kongen kun den Andel deri, at han for enkelte Beslutningers Vedkommende for en Tid, —    men ogsaa kun for en Tid — kan forhindre Beslutningernes Gjennemførelse, naar vi ser dette Princip allerede under Forhandlingerne paa Eidsvold avle Bestemmelser, hvori Forfatningens Grundtanke faar sit Udtryk, gjennemsyre de første Storthings vigtigste Komiteindstillinger, præge vort politiske Livs Sæder, virke bestemmende paa vor Karakter, afføde Hovedværker i vor Literatur, — naar dette forholder sig saaledes, hvorledes er det da muligt, at de Fortolkninger af Grundloven, som vore Reaktionære nu fremsætter, først kan være kommen op, saa have vundet Tilhængere og tilslut i offentlige Doku­menter erklæres for „hævede over Tvil“?

Jeg skal besvare Spørgsmaalet. Men lad os først endnu engang se, hvad det er, denne moderne, eller for at bruge det sande Udtryk — denne juridisk-uvidenskabelige Fortolkning virkelig gaarud paa. Den siger, at Kongen har et absolut Veto. Den gaar videre. Den siger, dette absolute Veto er Regelen. § 82 opregner kun sex Undtagelser, hvori Kongen intet Veto har. Grundlovens § 79 udhæver en Art Sager, almindelige Lovsager, hvori Kongens Veto kun er suspensivt, men overalt ellers, ved alt, hvad Storthinget beslutter og gjør, har Kongen et abso­lut, afgjort hindrende Veto. Han har det absolute Veto i Grundlovssager, i Bevilgningssager, i Pensionssager ved Beslutninger om at optage Laan paa Rigets Kredit. Og Slutningsmethoden — vi har oftere berørt den — er den, at naar § 82 nævner nogle Sager som ikke undergivne Sank­tion, saa maa Sanktion være Regelen, den stil­tiende Forudsætning. Og naar Grundloven i § 79 for Kongens Vedkommende bestemmer Vetoet som suspensivt, maa det overalt ellers være absolut.

Sammenligner vi denne Grundlovsfortolkning med, hvad vi har fundet hos den med Grundloven jevngamle Generation, saa finde vi, at den Slutningsmethode, hvis Gyldighed Storthingskomiteerne af 1816, 181S og 1824 paa det bestemteste forkaster, og som den bekjendte Adresse af 29de Mai sidstnævnte Aar endog afviser ved at opstille udtrykkelig Forlangende om, at Sanktions Nødvendighed maa være foreskrevet i Grundloven, for at Sanktion kan antages at være hjemlet, — nu er ophøiet til Hovedregel. Sammenligner vi den med Stangs Grundlovsfortolkning, saa finder vi, at medens han, i Overensstemmelse med Grundlovens egne Samtidige, erkjender Kongens Veto for kun at være et suspensivt, og Bestemmelsen om det suspensive Veto for et af Grundlovens Principer, eller rettere for det, vor Forfatnings Væsen bestem­mende Hovedprincip, anser Vetomændene nu til— dags Bestemmelsen om det suspensive Veto som kun en Undtagelse fra Hovedregelen, som en ikke principiel Bestemmelse, som en Lovregel, der saa langt fra udrykker Arten af Kongens Myndighed ved eller mod Storthingsbeslutninger, at den kun betegner en undtagelsesvis for Lovsager alene gjel­dende Indskrænkning i Kongens forøvrigt uindskrænkede Ret til at standse alle Storthingets Be­slutninger med et absolut Nei, paa de sex Tilfælde nær, som i § 82 opregnes. Saavel Fortolknings- maaden som det Princip, hvori de reaktionære Fortolkere tager sit Udgangspunkt, er det stik modsatte af, hvad Grundlovens Generation tænkte, skrev og hævdede.

Hvor Grundlovens Givere for­langer Principer og Analogier, nøier Bagevjepolitikerne sig med antitetiske Slutninger; hvor hine saa Udtryk for Grundregler. finder disse kun Undtagelser, hvor hine troede sig at have voteret. at Kongemagten kun til en Tid skulde kunne standse Folkeviljen, paastaar disse, at det kun er en Und- tagelse, naar Folkeviljen mod Kongens Modstand kan føres frem til Virkelighed. Det er vanskeligt at fatte, at det er den samme Lov, hvorom der handles. Men man maa ogsaa huske, at medens Grundlovens Generation tog sit Udgangspunkt i selve Grundlovens Bestemmelser, tager Vetomæn- dene sit Udgangspunkt i noget, Grundloven ikke har bestemt, som ikke findes i den, som ikke næv- nes i den, men som i Kraft af Antitesens Gyldig- hed maa være Hovedbestemmelsen, fordi det ikke er nævnt. — Og endnu et. Medens hine skrev og håndlede ud af sin Tids Aand og derfor ogsaa talte om Grundlovens Aand og dens Principer, saa er for disse Grundlovens Aand bleven en Floskel, og Bogstaven er bleven alt. Men ogsaa Bogstaven er farlig. Der maa ikke vides, hvad den oprindelig betød. Ingen historisk Forudsætning maa kjendes, intet af Grundlovens Forbilleder maa man have Kundskab om. Alle Midler, som Menneskene ellers bruger for at skaffe sig sikker Oplysning, Bestem­melsens Oprindelse, oprindelige Tanke, maa ban- lyses her. Men naar alt det er banlyst og borte, naar Bogstaven er reduceret til et uforstaaeligt Tegn, naar Fortolkerne staar med de samme Forudsæt- ninger som hine ægyptologiske Lærde, der læste Davids Salmer i Obeliskens Hieroglyffer, da læser vore juridiske Fortolkere Reaktionens Høisang i Fol- kesuverænitetens Lov.

Dog, — jeg skylder Eder Forklaringen paa, hvorledes disse Fortolkninger er kommen op, og hvorledes de kan have vundet Tilhængere.

Vi ved alle, at Kongemagten hos os tidlig be- gyndte at rette sine Angreb paa Kongens kun suspen­sive Veto. og søgte Storthingets Medvirken til at faa dette ombyttet med et absolut. I disse Forsøg har vi det mest uforkastelige Vidnesbyrd paa, hvorledes Kongemagten selv følte sig nedsat ved den Rettig- hed, Folket havde forbeholdt sin egen Repræsen- tation. Der er altid dem, som finder sin Fordel ved at tjene en Konges mod Folkets Magt rettede Planer, og trods Storthingets enstemmige Forkastelse af de kongelige Forslag i 1824, kan der vel ogsaa her tillands have været en enkelt, der blev Tilhænger af det absolute Veto, ligesom der gaar en Tradi­tion om, at det i den nærmeste Tid efter 1824 søgtes doceret. Men herfra vil man forgjæves søge at udlede Oprindelsen til vore Dages reaktionære Sætninger. Vi maa gaa dybere ned i vor Historie, hvis vi vil finde Sammenhængen.

Der var meget Nybyggerarbeide, som maatte gjøres i Norge i de første Tiaar efter 1814. Under Foreningen kunde man kaste Skylden paa Danmark for, at meget her oppe var ringere, end det kunde og burde være. Da var de smaa Spirer til Fremvæxt kjærkomne Grunde for, at Landet ogsaa burde være frit og selvstændigt. Da samle- des alt ind som Vidnesbyrd om Nationens For- trin. Men anderledes stillede det sig, da Landet var bleven frit og selvstændigt, da det helt var over­ladt til sig selv, skulde vidne for sig selv, og da

Gjerninger alene havde Gyldighed. Der var dem, som havde den stærke Forbindelse med Landets Historie og derfor ogsaa den Tro paa dets Evne, at den lille Fremvæxt, de smaa spirende Skud virke­lig for dem var tilstrækkelige til at opretholde For­visningen om, at Norge havde Fremtiden for sig, ogsaa da det daglige Arbeide faldt som tungest, og Udsigten var mest trist, efterat den umiddelbare Begeistring for Friheden var dæmpet af. Det er nok at mindes Henrik Wergeland. For ham var Norge det grødefulde, udviklingssvangre Land, han var i Slægt med alle dets voxende Kræfter. Han fortsatte den Udvikling, hvis Begyndelse man vanligvis regner fra Aarene omkring 1770; den som begyndte med, at Nordmændene følte sig som et fra de Danske forskjelligt Folk, gik videre til, at man følte sine Fortrin og sin nationale Ka­rakter, der steg til Forlangendet om eget Uni­versitet, der brød igjennem som politisk Frihed og i Tillid til den nationale Bondestand lagde den po­litiske Magt hos den. Selve Dybden i denne Be- vægelse maatte medføre, at det nye Liv kun lang­somt skjød op, og at de første Væxtaar var særlig pinefulde. Det var intet mindre end et Bondefolk, der skulde voxe op i Høide med et Kulturfolk. Intet Under derfor, at der gaves mange og det af de ikke mindst begavede, ikke mindst i en ideal Laengsel dragne, hvem disse smaa Begyndelser kun blev sørgelige Mindelser om, hvor langt vort Land endnu var fra, hvad et frit og selvstændigt Folk burde være, som derfor udenfra søgte at tilføre Landet, hvad de troede, det manglede i sig selv.

som i den udvortes Tilegnelsee søgt en Afhjælp for, hvad de mistvilede om, Landet kunde bære af sit eget Skjød, og som derfor ogsaa i en ydre Stats- forbindelse, i en større Forening af Riger søgteBe- tryggelse for Landets Fremtid og Frihed. Som Stat var Norge i deres Øine for lidet og for svagt; men som en Gren af den nordiske Stamme, havde det en Rod at søge Næring af. Vor Styrke laa ikke i os selv, men i os som en Del af „det frie, mægtige Nor­den“. Og Maalet var at bøie de tre skilte Grene sammen, saa de engang i Tiden kunde „vorde ét“.

Det var Skandinavismen, som kom op. Og med den kom Læren om det absolute Veto.

Jeg skal ikke her udtale mig om, hvad der kunde eller overhovedet kan være berettiget i Tanken om en nærmere Forening af selvstændige Folk, ikke om hvad der fra dansk Standpunkt kunde berettige Skandinavismen, heller ikke, hvad af gavnlig Til­førsel den har bragt vort aandelige Liv. Her maa jeg indskrænke mig til kun at betone, at hos os var Skandinavismen for den aller væsentligste Del Re­aktion mod den forudgaaende Tids energiske Be- stræbelser for national Selvstændighed og politisk Frihed. Den var Udflugt fra det hjemlige Arbei­des Besvær og en Søgen efter ad Snarveie at naa noget, som Folkebunden endnu ikke var moden til at bære. Fra en liden Stat med smaa Kaar skulde vi efter Skandinavismens Planer omskabes til Lem i et mægtigere Statsforbund. Og efter den samme Skandinavismes Medfør laa Magtkilden i Forenin­gen. Der var Roden, Stammen, hvoraf Folkegre- nene skjød ud. Disse kunde bære Frugter og

Blade, drikke Himmelens Sol og Væde. Men skulde det enkelte Folk blive stærkt, saa maatte først For­eningen være det. Og da det forenede Skandi­naviens Konge var det eneste ydre Forenings- punkt, da alt, som skulde holde Rigerne sammen, maatte samles hos ham og i den ham omgivende Magt, saa kunde følgelig ikke Suveræniteten, ikke al Magt hvile hos Folket. Det kunde ikke have den fulde Selvbestemmelsesret. Det enkelte Folk var jo kun Grenen. Medens den ældre Generation, ef- ter hvis sunde Forestilling Landet ikke havde an­det end sig selv at gro af, havde lagt alt i at styrke Folkets Evne ved at øge dets Ansvar, gi ve det Magt og lære det Selvtillid, maatte efter Skandinavernes Lære Folket ikke blive for selv- stændigt og ikke gaa sine egne Veie saa meget, at det skilte Lag fra Broderfolkene. Men for at passe paa dette var det nødvendigt at give den fælles, overordnede Konge et absolut Veto.

Den første, som hos os leverede et nævneværdigt Forsvar for det absolute Veto, og som søgte at for­tolke Grundloven ud fra det Synspunkt, var derfor og- saa nødvendigvis Skandinavismens mest fremskudte og paa de Enemærker mest begavede Talsmand i Norge, Advokat B. Dunker. Og den Bog, ,,om den norske Konstitution“, hvori han udvikler sin The- ori, fremkom netop i Skandinavismens Mærkeaar, i det for os saa tunge 1845, da det første Studen- termøde i Kjøbenhavn afholdtes, og da Henrik Wergeland døde. At dette alt indtræffer samme Aar, kan være et Tilfælde. Men den inderlige Sam- menhæng mellem disse Begivenheder er dybt be-

grundet. Dunkers Skrift fremkom som et kritisk Indlæg mod Gaarders „Fortolkning over Grundloven“. Men det er et sjelden selvstændigt Arbeide. Det giver helt igjennem Indtrykket af en Aand, der er lige stærk til at drage alle Følgeslutninger, som selve Udgangspunktet er svagt. Det er en ved sin Dristighed imponerende Bygning paa en raad- den Grund. De ledende Tanker i Prof. Asche­hougs Grundlovsfortolkning, — hvis man da kan tale om saadanne, hvor Forfatteren selv er den første til at reducere sine Udtalelser til Døgnfortolkninger af- passelige efter Partipolitikkens ustadige Behov — er kun en uklarere Udskrift af Dunkers Bog. Denne er af en anden Art end de tidligere Fortolkninger af Grundloven. Den fører et andet Sprog. Det er, som laa der en Tidsalder mellem denne og Fre­drik Stangs Grundlovsfortolkning. Og dog er Tids- rummet ikke længer end 12 Aar. Med en gold Kulde fraprocederer den begavede Advokat os de Rettigheder, som Grundlovens Mænd under Falsens Ledelse havde søgt at sikre os, og som jeg maa ^s‘g^e> j^eg ikke forstaar, hvorledes en Nordmand kan tage i sin Mund eller Pen uden at bevæges af inder­lig Glæde over, at vi dog historisk har erhvervet os dem.

Dunker førte en anden Parts Sag. Han læg- ger intet Skjul paa, at det ikke saa meget var de praktiske Følger af, at Kongens Veto efter Grund­loven kun var et suspensivt, han frygtede. som den i hans Øine fordærvelige og falske Bevidsthed dette kun udsættende Veto bibragte Repræsentationen om dens politiske Rettigheder og Stilling i den ord­nede Stat. Folket følte for meget sig selv, til at det vilde gaa op i noget Statsforbund, saalænge det saa sin Suverænitet udtrykt i denne Vetobe­stemmelse, og da det større Statsforbund for Skan- dinaverne jo paa en Maade baade var Udviklingens Maal og Kilde, maatte Forfatningen fortolkes fra det Standpunkt. Fra den historiske Udvikling maatte der bortsees, som fra en Forvildelse. De Grene, som skulde bøies sammen, havde jo skilt sig ad. Selvstæn- dighedserklæringen var et Brud mod Stammeforbun- det, og da dette var Livskilden, kunde Selvstændig- hedserklæringen ikke føre til eller berettige Læren om Folkets Suverænitet. For denne var der ingen Plads i den skandinaviske Theori. Ikke det lille Norge, men Norden var det store Fædreland.

Og saa følger Læren om det absolute Veto eller Fornægtelsen af Folkets Suverænitet uadsktl- lelig Mistvilen om Landets Evne til at føre en selv- stændig og national Tilværelse. Paa Skandinavis­men, der dog havde et aandeligt Præg, en ideal Maske ialfald, og som for mange ustrideligt var et ideelt Krav, fulgte den raa, materialistiske Amal- gamisme. Den var Fædrelandsopgivelsen usmin­ket. Den fandt Modstandere i Skandinaverne, og her hjemme fremfor alle i Dunker selv. Men Udgangs- punktet, at Norge var for lidet, var for begge det samme, Midlet, at bestride Folkets suveræne Ret, \’ar det samme, og den Fortolkning, at Kongen efter vor Grundlov næsten overalt har et absolut Veto, havde Amalgamisterne taget fra Skandinavernes Rustkam­mer som sit stærkeste Vaaben. Ja — saa uom- gjængelig sammenslynget i hinanden er de to Ting,

svigtende Fædrelandstro og Fornægtelse af Fol­kets Suverænitet, at Fredrik Stang, der i sin Ung­dom udmærkede sig blandt sine Lige ved ikke at være Skandinav, der endog var frygtet som en far­lig Modstander af Skandinavismen, og som i de Aar var den aabne, begavede Modstander af et­hvert absolut Veto for Kongen, at da han paa sine gamle Dage havde maattet traske amalgamistiske Veie, da han selv havde arbeidet for, og omgivet sig med Mænd, der arbeidede for et nærmere kim paa vor Selvstændigheds Bekostning indvundet For­bund med Sverige, saa erklærer han, uden at argu­mentere, ligesom tvungen ved Opgivelsens egen Magt, at nu var han Tilhænger af Kongens absolute Veto. Det skulde være videnskabelige Grunde, som havde bestemt ham. Vi har seet, afhvad Art disse viden­skabelige Grunde er. Der er ingen nye Opdagelser, de støtter sig paa. Tvert om. De hviler paa Glemse­len kun, Glemsel om, i hvilken Aand Fædrene hånd­lede, da de gav os vor Lov, Glemsel af, hvilke Virk- ningerne af Lovens gjennemførte Principer paa den da levende Generation var, Glemsel af, hvad der den Dag idag er levende Liv hos dette Lands store, overveiende Flertal af meningsberettigede Mænd, er Forvisning, Kjærlighed og politisk Be­siddelse. Den hele Fortolkning, som giver sig ud for at være videnskabelig, er kun et temmelig lav- lagt juridisk Experiment. Den er et Forsøg paa at bygge noget solid paa Forudsætninger, som ikke esisterer, som aldrig har existeret, som man for- gjæves har søgt at skaffe anerkjendt i dette Land, som Nordmænd har værget sig mod i Overbevis­

ningen om, derved at værne om sin nationale Selv- stændighed.

Men paa lignende, ufunderede juridiske Speku- lationer er ikke den norske Grundlov bygget. Den 18de April 1814, endnu inden Grundlovsarbeidet ordentlig var begyndt, udtalte Kristian Magnus Falsen i dette vældige Udtryk, hvorover han alene raadede, at hvad Rigsforsamlingen vilde, var „en Konstitution, bygget paa de naturlige og uafhænde- lige Menneskerettigheders evig uforanderlige Grund- vold.“ — Her føler vi en mægtigere Underbygning end den antitetiske Slutning. Og da Grundloven var færdig, skriver Wergeland om den: „Vor Konsti­tution er bygget paa de liberale nu almen kjendte Grundsætninger, hvorpaa ethvert Folk, som glæ- der sig ved en konstitutionel Forfatning, mere eller mindre heldig har bygget, Grundsætninger, som vel endnu kunne miskj endes og trykkes tilbage i Verden, men aldrig dø.“

Nei, aldrig dø! Har et Folk en Gang bestemt, at ingen udenfor Folket selv skal være Herre over dets Handlinger, saa vil det være at udslette sig selv af Folkenes Rækker at opgive denne Bestem­melse. Mod den higer alt, som ikke har fuld su- veræn Frihed; ved den hænger alt, som engang har udtait den. Det Spørgsmaal, som nu vækker Dagens Kamp, har før engang foreligget i en an­den Form. Det var under Forhandlingerne mel- lem det overordentlige Storthing i 1814 og de svenske Komissærer. Ingen kan fortænke davæ­rende Kronprinds Karl Johan i, at han søgte alle Midler anvendt for ad den ene eller anden Vei at

skaffe Norge under Sveriges Herredømme. Han stod paa Kielertraktatens Grand, han var bundet til Sverige ved Forespeilinger og Løfter. Han havde juridisk Angrebets Ret. Vi stod paa Eids- voldsforfatningen og havde moralsk Forsvarets Ret. Og noget af det, han søgte opnaaet, var den Ret til at naturalisere Fremmede, som Storthinget havde forbeholdt udelukkende sig selv. Det var Stor- thingsprsesident Christie, som paa Storthingets Vegne førte Forhandlingerne. ‘ Havde Karl Johan opnaaet hin Ret, vilde han havt det i sin Magt at besætte alle Embeder i dette Land med frem­mede Mænd, og saaledes ad administrativ Vei føre Norge ud af den erhvervede Frihed og ind i en ny Afhængighed igjen. Og Administrationen var dengang endnu mægtigere end nu, idet Landet in­gen Organer havde for den kommunale Selvstæn- dighed. Det var da et Livsspørgsmaal, Spørgs- maalet om nogen anden end Nordmænd skulde af- gjøre Nordmænds Skjæbne. En Aften faar Chri­stie et Brev. Det var de svenske Komissærers Ul­timatum. De truede med at afbryde al videre For­handling, hvis ikke Storthinget gav Naturalisations­retten fra sig. Han tager sin Frak paa for at gaa ud og melde sine Medunderhandlere Indholdet af Brevet. Men i Døren standsede han, tager sin Frak af, og sætter sig foran Kakkelovnen med Bre­vet i Haanden. Han lukker Kakkelovnsdøren op, tager Brevet i Ildtangen, holder det hen over Ilden, ser det brænde, og da det er brændt, strør han Asken rundt inde i Ovnen. Derpaa stænger han sin Dør og gaar tilsengs. Næste Morgen mødes

han med Underhandlerne. Hans Medunderhand- lere vidste intet, og kunde ingen Uro røbe; Chri­sties Ansigt fortrak ikke en Mine. De svenske Kommissærer trak sig tilbage foran en saa uover- vindelig Sikkerhed, og om det stillede Ultimatum mæltes ikke et Ord. Hele Ansvaret, Ansvaret for Krigs Elendighed, for Blod og Ofre, ja maaske for Tabet af Alt tog Christie paa sig, fordi han havde været med at votere, at Norge skulde være et frit og selvstændigt Rige. Men jeg sæt- ter, at det Ultimatum var kommen i en anden Form, at de svenske Komissærer havde havt i Opdrag at foreslaa, at Storthinget skulde faa beholde Retten til at naturalisere, Norge skulde være sikker for, at ikke fremmede Embedsmænd paatryktes det, men den øverste af alle Embedsmænd, Kongen, der var udrustet med hele den exekutive Magt, han skulde staa udenfor og over Folket, han skulde have en Ret for sig, helt uafhængig af Folkets Vilje, saa han i Kraft af denne Ret skulde kunne sætte en Skranke, en med lovlige Midler uovervindelig Skranke mod, hvad Folket efter det modneste Over- læg, i Medhold af alle lovgivne Former i sine dy­rebareste Interesser dømte at være tjenligt eller nødvendigt for sigi Kongen skulde have Ret til i Kraft af sin egen, enkelte, individuelle Vilje at sætte et Nei, mod det aldeles overveiende Fler- tals Krav, —• de svenske Komissærer skulde have sat dette Ultimatum, det samme Forlangende, som vore egne, i Landet baarne, reaktionære Veto- mænd nu stiller. Sandelig, Christie havde brændt Brevet, som han brændte det andet. Han havde

taget Ansvaret paa sig og faldt tilbage paa Lan­dets Fortvilelse for at reise Forsvaret for den suvc- ræne Selvstændighed og naa den om saa gjennem Li­delse og Blod! — Men den nationale Forsmædelse skal vi have gjennemgaaet, at der virkelig gives Nordmænd, som raaber Epaa, at Nationens dyreste Eie, vor uafhændelige Ret, vor Adel som suverænt Folk skal opgives og udleveres.

Her ser I Skandinavismens og Amalgamismens Frugter I

Men i selve Forfatningens Bestemmelser om, hvor den afgjørende politiske Magt skal hvile, er det sikreste Værn mod, at disse Bestræbelser hos os nogensinde kan faa Overtag. Mod ingen Bestemmelse i Grundloven har der været reist saa bitre Klager som mod den Ordning af Stemmerets- reglerne, hvorefter Bønderne kan komme i af- gjort Majoritet. Det er Kristian Magnus Falsen, som fremfor nogen anden bærer Skylden — eller for at bruge det rigtige Udtryk — har Æren af, at Grundloven fik dette — nationale Præg, vil vi kalde det. I sine Bestemmelser om Valg til Storthinget foreslaar han i sit Udkasts

§60. Af disse Repræsentanter maa dog kun Halvparten være Embedsmænd, og skal der vælges et ulige Tal, saa maa Embeds- mændenes Tal være mindst. Skal kun en Re- præsentant vælges, saa maa han ikke være Embedsmand.

Nu kan en saadan Bestemmelse forekomme os overflødig. Men dengang Grundloven blev givet, var baade Embedsstanden og Bondestanden en anden.

Den sidste har udviklet sig, som den første er gaaet tilbage. I 1814 havde Embedsmændene, hvad ed nu ikke har, baade Dannelsens og Autoritetens Over- vægt, og at Kristian Magnus Falsen allerede paa Forhaand følte Nødvendigheden af at sikre sig mod, at den af Kongen afhængige Embedsstand skulde afgive Flertallet af Landets Repræsentanter til Thinge, viser mere end noget andet, at en fri For­fatning for ham var mere end en Theori, at han følte den som noget, der maatte udgaa fra og bæ­res af selve de erhvervende Borgere. Han havde i sit Udkast ogsaa den Bestemmelse, at en Embeds- mand paa Landet ikke var stemmeberettiget i Egenskab af Embedsmand. Han maatte ved Siden af eie det nødvendige Jordegods. Det var i det hele Jorden, Besiddelsen af Fædrelandets Grund, Falsen vilde gjøre til Basis for Nydelsen af politi­ske Rettigheder. Og her staar vi nu ved en ny Side af denne Mands Genialitet, ved det mest ka­rakteristiske Drag i denne rige Personlighed.

Konstitutionskomiteen paa Eidsvold optog Falsens Forslag, der forelaa som § 66 i dens Indstilling. Men i Rigsforsamlingen reistes der Opposition mod denne Bestemmelse. Man fandt det ubilligt at gjøre en indskrænkende Undtagelse for Embeds- standen alene. Skulde man gjøre en Indskrænk- ning, maatte den gjøres baade for Embedsmænd og Bønder, eller Valget maatte gives helt frit. Al­lerede paa Eidsvold . fremholdtes det, at sikrede man ikke Embedsstanden et Antal Pladse i Natio- nalforsamlingen, kunde man komme til at opleve, at to Trediedele af alle Thingmænd var Bønder.

Kr. M. Falsen.                                                                                        5

Major Sibbern fremsatte derfor et Forslag, hvis andet Alternativ lød paa_} at for Byernes Vedkom­mende maatte kun Halvparten af de valgte Repræ- sentanter være Embedsmænd, og for Amternes Ved­kommende skulde i det mindste en og ikke over to af de valgte Repræsentanter tilhøre „den hæderlige Bon­destand“. Men Amterne valgte ²/₃ af den samlede Repræsentation, saa i Virkeligheden stod Valget mellem at indskrænke Embedsmændenes Repræsen- tationsret efter Falsens Forslag, eller Bøndernes Repræsentationsret efter Sibberns Forslag, og for at undgaa begge, bestemte saa Rigsforsamlingen sig for at give Valget fuldkommen frit efter Sib­berns første Alternativ, saa man stod med Faren til begge Sider, Fare for at den da overlegne Embedsstand tog alle Pladse i Repræsentationen, Fare for, at Bønderne strax eller i Tidens Længde tog de to Trediedele. Nu er denne Strid, som Rigsforsamlingen selv vakte, krænget om til en Strid mellem et demokratisk Storthing og en bureaukra- tisk Regjering. Men ikke nogen af Eder er saa ung, at han ikke selv har oplevet de sidste Døn­ninger af den halvhundreaarige Kamp, om Embeds- mændene eller Bonden skulde repræsentere Landet. Og var nu denne Kamp, saaledes som den fraEm- bedspartiets Side er bleven fremstillet, en Raahe- dens mod Dannelsens, de umættelige Plebeiers Gridskhed . efter bedre stillede Samfundsklassers Fordele, har den været de raabarkede Nævers kei- tede Forsøg paa at faa trukket de andres Glacé- hansker over Fingrene?

Vi har seet, at det vel ikke nyttede Falsen paa

Eidsvold at sætte sin Tanke igjennem, saa at sige at legalisere Bondestandens Overvægt. Men det lyk- kedes heller ikke hans Modstandere at faa Embeds- standen legaliseret, og da Afgjørelsen var overladt selve vort offentlige Liv, havde man aabnet Falsen en vid Mark at bearbeide.

Side om Side med Repræsentationsrettens Afgjø- reise, eller rettere langt over denne, stod Spørgsmaa- let om Odelsrettens Bevarelse. Mange forlangte den afskaffet. Odelsretten var en Særret for enkelte Slæg- ter, og efter Revolutionens Lighedsgrundsætninger skulde Særrettigheder ikke existere. Man kunde be­vise, at Odelsretten førte til Processer, til ubesindig Skogdrift, at den ikke fremmede den Tarvelighed, som krævedes af den fri Stats Borger som Pligt. Kort, alle Revolutionens Theorier, alle liberale Grundsæt- ninger, — for at bruge det Ord, — stod mod Odelsret­ten. De statsøkonomiske Grundsætninger fordømte den lige meget. Men Bønderne holdt paa den. „Jeg tror“, skriver Nicolai Wergeland, ,,at om in­tet var bleven fastsat paa dette Thing om Odels­retten, vilde det af Landalmuen, den talrigste Del af Folket, være betragtet, som om intet var udret- tet.“ Ja! Men var det da ikke kun Landalmuens uvidende Vedhængen ved det gamle, var det ikke det uvidende Flertals Opposition mod et oplyst Mindretals rigtigere Anskuelser, som her var ude? Der er noget sandt i det, naar Henrik Wergeland om Odelsrtttan skriver r „Gyldent at se til, men ikke længer saftigt, nærende som i Fædrenes Tid var Tvistensæblet, som kastedes i Veiret,“ Odelsrettens Bevarelse vedtoges ogsaa med kun 53 mod51 St. Det synes næsten at være et Slump. Men trods alle disse Indvendinger — ja fordi det ligger saa nær at sige, at Odelsretten dengang kun var et Ord, Odelsstanden kun en Øret smigrende Klang, kan man være fristet til at maale Dybden af de ledende Eidsvoldsmænds politiske Sands og Dygtighed, efter som de stillede sig for eller mod Odelsrettens Bevarelse. Nicolai Wergeland naaede gjennem sin politiske Kløgt frem til ikke at turde stemme for Odelsrettens Ophævelse. Han saa, ,,at denne Ret adler den fattige Fjeldbo og privili— gerer alle Familjer“ og han erkjender, „at denne Ret, med ens Riget var behersket af danske Monar­ker og dansk Adel, har afværget den norske Land­stands Nedtrykkelse til de Kaar, hvorunder andre Landes Bønder sukke, at dens Hævd ifølge denne sekellange Erfaring maa være os en hellig Forplig- telse især under Udsigter til, at Riget atter vil kom­me i en fremmed Forbindelse.“ Det vil altid være et af Vidnesbyrdene om Nicolai Wergelands Magt og Dybde, at han kunde strække sig saa vidt. Men her ligger Falsens Rødder i det norke Folk dybere. Havde Odelsretten 11814 end ikke været mere end det Ord, som i sig bar Forestillingen om Norges gamle Storhed og Selvstændighed, det vilde været mere end Grund nok til at holde Retten med dens Skyggesider og Mangler oppe for at bevare Ordets moralske Vægt. Men at Odelsretten var noget mere, derpaa er Kri­stian Magnus Falsen selv det levende Vidnesbyrd. Thi han gjorde den til Grund for Frihedens Ind- førelse i Norge. For ham var Odelsretten „Grund- volden for vor hele Konstitution, en nødvendig

Betingelse for dennes Varighed i Fremtiden til kom­mende Slægters Held og Lyksalighed.“ Det er hans egne Ord i den Brochure, som han strax i 1815 udgav om Odelsrettens Ordning. Han vidste, sagde han, at han vilde blive beskyldt for Dekla­mation, naar han forsvarte dette Nojges Palladium. Og der er jo altid Mennesker, for hvis konservative Sands alle høiere Sandheder kun er Deklamation. Men for Falsen var det et Livsspørgsmaal at faa gjort Odelsmændene eller Bondestanden til dem, paa hvem vor frie Forfatning skulde hvile. „Vi er kommen“, skriver han, ,,i Besiddelse af de Rettig- heder, som i flere Aarhundreder gjorde vore Fæ- dre til et mægtigt, æret og berømt Folk. Det er altsaa dobbelt Pligt at gjøre opmærksom paa, hvad der sikrede Forfædrene denne Konstitution, og hvad der kan sikre os og vore Efterkommere dens Varighed i Fremtiden. Det er saa meget mere nødvendigt at gjøre det nu, som det er paa næste Storthing denne for Norge saa vigtige Sag skal afgjøres; som det er der, det skal bestemmes, om den Konstitution, vi have erholdt, skal blive et paa en varig Grundvold opført Værn for Landets Fri- hed og kommende Slægters Lykke, eller om det blot skal være et glimrende Meteor, som, ligt hin Digterens flygtige Ven, „kysser os ømt og for- svinder“.

Ja det var Spørgsmaalet! Skulde Eidsvolds- forfatningen kun blive en skjøn Bygning, som skarpsindige Mænd, der havde kunnet sætte sig ind i de franske Tænkeres, de amerikanske Politikeres, de tyd ske eller engelske Filosofers Ideer, havde

forsøgt opført ogsaa i Norge til Lyst for de mere Ud- vikledes desværre saa faatallige Klasse? Eller skulde den blive et stærkt Værn for alle Borgeres Rettig- heder, ikke for fint for nogen Mand, kjendt og afholdt alle? Skulde Eidsvoldsgrundloven med andre Ord, — for at forlade et nok anskueligt, men hal­tende Billede — blive Livsformen for Norges nye historiske Udvikling, der kun var Fortsættelsen af den gamle, og som paany skulde gjøre Norge stolt, æret og mægtigt, som det engang havde væ­ret? Det var det, Falsen vilde. Og for at naa sit Maal kaldte han Bønderne frem til Landets Hjelp. Maatte vor Bondestand altid mindes, at det var under det Haab, den holdt sit Indtog i vor Friheds Historie. Vi ser, hvad Falsen mente. For ham var den nye Forfatning, han mere end nogen an­den har Fortjenesten af at have givet Landet, kun den gamle norske Forfatning, vi havde faaet til— bage igjen. Det var intet nyt, han havde givet; det var kun noget gammelt, han havde fundet. Og Grundvolden, den i Odelsretten bevarede Bon­destand var ogsaa den gamle. Han siger det saa udtrykkelig. Der var ble ven indført en nyKonsti­tution, Enevoldsmagten i Norge. Men ved Odels­retten blev en Grundvold staaende, der gjorde det saa let at gjenopføre den gamle norske Bygning paany. Thi saaledes var denne Grundvold afpasset, at kun den gamle Forfatning gjenoplivet i Eidsvoldsforfat- ningen kunde staa paa den, Hvad man havde søgt at opføre paa den i Mellemtiden, passede saa daar- ligt, at der kun behøvedes et Stød udenfra, saa faldt hele Enevoldsstaten. Dette siger vor Grund-

lovs Fader over sit eget Værk. I den Grad er det sandt, at det var paa Bondestanden, den norske Konstitution blev bygget. Og det er dens nationale Præg, som adskiller den fra alle andre Forfatninger, der er udgaaet af den samme Tænkekreds. —Jeg gjen- tager det derfor: Maatte vor Bondestand altid levende føle sin Forpligtelse! Rigsforsamlingen paa Eids- vold havde stillet Valget frit, som vi har seet. Men Kristian Magnus Falsen ledede Valgstrømmens Retning. Og med det stigende politiske Liv er saa Sikkerheden stedse bleven større for vore nationale Interesser midt i Angrebene fra Skandina- vismens og Amalgamismens Talsmænd. Saa maatte Virkningen blive, som Strømmen engang var bøiet. Er ikke Magnus Falsen stor¹?

Naar man skulde forklare sig, hvorledes det gik til, at Embedsmændene, som havde hele Le­delsen paa Eidsvold, benyttede sinMagt til at lægge den overveiende politiske Myndighed i Bondestan­dens Hænder, har man almindeligvis henvist til den Rolle, Odelsbonden spilte i de forudgaaende Tiaars Literatur, til hvorledes han var de glade Sanges og Visers Helt, hvorledes hans Liv var Idealet af Tilværelsen for en Slægt, som sværmede for Naturtilstanden og Friheden. Men det bliver dog kun en halv Forklaring. Man vil have vanskeligt for at finde den ubrudte Overgang fra Selskabs- sangene om den frie Nordmand til Falsens dybe politiske Bevidsthed om Bondestandens Betydning i vort politiske Liv. Vi maa tage andre Betragt- ninger tilhjelp for tilfulde at forstaa dette. Og hvorledes vil vi da forklare, at den samme Falsen.

som var saa kjendt i den store Revolutions Ideer og Tankekreds, der staar som deres ypperste Re- præsentant her tillands, der fremfor nogen var den, som bragte dem til Gyldighed og Magt i Vir- keligheden, at den samme Falsen ogsaa kunde blive Repræsentanten for vor nationale Eiendommeligheds Gyldighed, at han netop i det saa noget stærkt og mægtigt, saa han klyngede sig til den Revolutionens Lighedsideer fornægtende Odelsret som til den frelsende Grundvold for vor unge Frihed? Thi den franske Revolution — ialfald som den virkede udenfor Frankrige — var jo ikke national, den søgte det almenmenneskeligt Fornuftige, det uden Hensyn til Tid og Sted altid og overalt efter For­nuftens egne evige Love gyldige, og den skyede alt af Folkeeiendommeligheden præget og bundet. Eller hvoraf kommer det, med andre Ord, at Falsen havde saa liden Tro paa, at det var af en Forfat­nings større eller mindre Godhed og Fuldkommenhed i og for sig, det afhang, om et Folk kunde blive lykkeligt og stærkt under den Forfatning? At hvad det kom an paa, i hans Øine saa langt mere var, hvorledes den givne Forfatning svarte til Folkets Nationalkarakter og passede ind i dets Sæder, saa han uvilkaarlig kom til at se en Forfatnings Ideal i, at Folket under deix naturligen kunde bruge sine Kræfter til at føre sin Vilje frem til Seier?

Vil vi besvare os dette Spørgsmaal, maa vi tage to Ting med i Betragtningen r Den Virkning, som de franske Re volutionsideer havde og maatte have paa Nordmændene, og for det andet et Tidspunkt, paa hvilket Grundloven blev givet.

Virkningen af den franske Revolutions Ideer havde paa Nordmændene overveiende været en national. Heri adskilte vi os fra alle andre Folk; men det var en naturlig Følge af vor Historie. I denne Virkning viser det sig, at vi har havt en egen norsk Historie for os selv, og at denne førte til, hvad vi heller ikke finder i noget eneste andet Land, at vi fik en Forfatning, bygget paa den store franske Revolutions Ideer, uden at den dog hos os blev statsomveltende eller revolutionær. Sagen er, at den Samfundstslstand, som Revolutionsfilo- soferne forkyndte, som de opstillede som Idealet og som Omveltningernes Maal, og som især gjen- nem Rousseaus glødende Skrifter spredtes ud over Europa, det troede Nordmændene at finde levende og virkeligt i Forholdene, som de var mellem vore egne Fjelde. Der fandtes det eiendommelige Bonde- samfund, som Odelsretten havde be varet fra at fortrykkes under noget Lehnsvæsens Adelsherre­dømme. De Betingelser, som Rousseau i sin Bog om den sociale Pagt — Contract social— 2denBogs iode Kapitel opstiller som nødvendige for, at etFolk skulde kunne give sig selv Love, fandtes næsten alle sam­men i det norske Bondesamfund. Det er sandt, Norge var for udstrakt til efter Rousseaus Plan at kunne danne en samlet Stat. Men det er ogsaa omtrent den eneste Feil, man vil kunne finde. Rousseau selv kj ender ingen anden Stat end Kor­sika at henvise til, som nogenlunde tilfredsstiller hans Fordringer. Men man kan med fuld Sikker- hed sige, at de norske Bondeforhold vilde have gjort det, og at Rousseau, ifald han havde kjendt

dem, vilde have fremholdt dem som Mønsteret. Derfor vakte de revolutionære Ideer hos Nordmæn- dene ikke Længselen efter noget nyt, men de vakte Kjærligheden til noget gammelt. Norges trange Kaar, Mangelen paa Midler til at holde Landet oppe som selvstændig Stat, trykked længe Tanken om en politisk Frigjørelse mere i Baggrun- den, saa man udelt kunde hengive sig til Nydelsen af og Besyngelsen af den Frihed. Nordmændene ogsaa under Enevoldsmagten personlig nød. Deraf kom det glade, muntre Liv, som her oppe holdt sig, endnu medensRevolutionsstormene herjede uden- for Grændserne. Men i denne blev man ogsaa bekjendt, saa at sige forsonet med sig selv, man lærte at føle og vide sig som en Nation. Og som et selvbevidst Folk stod derfor Nordmændene, den- gang Tilbageslaget efter Revolutionen indtraf.

Og af hvad Art var dette Tilbageslag”? Her taler vi kun om Udviklingen inden 1814. Og om den Bevægelse, som ligger mellem Aarene 1800 og 1814, maa det siges, at den mere var rettet paa at afpasse Revolutionens almene Ideer efter Fol­kenes eiendommelige Behov, end den var rettet mod Revolutionsideerne selv. De Tanker og Fø­lelser, som Menneskene havde ydet for Friheds- idealet, var for dyre og dybe til, at man tillod Frihedsideerne at falde ved første Nederlag, Man tog Erfaringerne tilraads. Naar det ikke gik at omskabe Folkene, efter hvad man ansaa for Fri- hedens nødvendige Form, maatte man omskabe Frihedsformen efter Folkenes Eiendommelighed. Man havde lært, at for en Engeismand og Fransk- mand stod Idealerne forskjelligt. De lagde hver for sig sin egen Mening i Friheden, og forlangte hver for sig noget forskjelligt af den. Friheden var med andre Ord — det lærte man under Til- bageslaget — ikke noget, som fra oven af kunde gydes ud over Folkene. Den var tvertimod noget, som maatte gro op af Folkene selv. Paa de fri— hedsbegeistrede Revolutionsmænd, der havde haabet i Løbet af nogle Aar at omskabe Menneske- samfundene, som i Staternes daværende Ordning kun saa Undertrykkelse og Unatur, maatte denne Lære virke nedtrykkende og magtstjæle. Men paa Nordmændene, paa de begavede og udviklede af dem, maatte den Lære virke opmuntrende og for- haabningsfuldt. Medens man under Revolutionen vendtes til en national Sympathi, lærte man under Reaktionen, hvormeget Frihedsstof vore nationale Forhold indebar, hvor nær de var ved at kunne slaa ud i fyldig Frihed. I et Værk, som nu er glemt, men som i Kristian Magnus Falsens Udvik- lingsaar udkom i Oplag paa Oplag, og gjorde stor Opsigt inden den Slægt — det er Antoine Ferrand : Espt’it de Phistoire, Historiens Aand — er den da raadende Tanke udtrykt saaledes, at ethvert Folk har saa at sige sin egen Væsenslov, efter hvilken alt afpasses, som bestemmer Landenes Forfatning, og som Folket maa adlyde. Er en Forfatning i Overensstemmelse med denne Folkets Væsenslov, saa bringer den Velsignelse. Er Forfatningen det ikke, saa kan den ikke leve.[2]) Men her staar vi jo netop ved Udtrykket for. hvad Kristian Magnus

Falsen vilde og gjorde:            Friheden   bestemt efter

den Karakter, Odelen havde præget Nordmændene med. Vilkaarene i 1814 krævede, at Norge for at redde sig fra Skam maatte blive en fri og selv- stændig Stat. Verdenserfaringen og Videnskabens Lære fordrede, at Friheden afpassedes oglempedes efter Folkets nationale Behov, efter dets af Natur og Historie bestemte Væsen. Heri adskilte For­dringen sig i 1814 fra, hvad den vilde været et Tiaar eller to fonid. Magnus Falsen løste sin Opgave med Eidsvoldsforfatningen paa Odelsrettens Grund. Thi i Odelssamfundet fandt han vor Historie be- varet. Vi havde Odelsretten at takke for, at vi havde bevaret vor Karakter som Folk. Odelsfolket var det, han vilde frigjøre, for at det kunde fort- sætte vort historiske Liv.

Jeg kan ikke her — hvor interessant det end vilde være — opholde mig ved nogen Paavisning af, hvor­ledes Kristian Magnus Falsen i dette vigtige Punkt adskiller sig fra de Revolutionsmænd, med hvis Ideer han havde mættet sin Sjæl, hvis Ild og Sprog han havde tilegnet sig. Dette historisk-nationale Drag er noget hos ham nyt, som er kommet til. For de politiske Frihedsmænd, af hvis Skole Falsen er udgaaet, var Historien vanligvis kun den sørgelige Be­retning om Folkenes Nedværdigelse gjennem mørke Aarhundreder. En af Revolutionens største Mænd foreslog endog i det franske Konvent, at man skulde brænde de historiske Aktstykker, der vedkom den franske Adel, for at end ikke Minderne om svundne Tider skulde kunne bevares. Men Falsen var den yngste af sin Slægt. Han kunde endnu i 1814 holde

«

Ideerne af 1792 oppe; thi de var endnu, da vor Grurtdlov blev givet, de raadende Ideer. Men de nye Erfaringer, man havde gjort, havde forlængst be- gyndt at undergrave dem. Troen paa Folkets Su- verænitet i Kraft af en gammel Kontrakt, saaledes som Rousseau havde forkyndt, var nær ved at blegne, ja den var i 1814 i de fleste Lande næsten helt falmet. Den historiske Undersøgelse traadte i Kontraktlærens Sted. Og i denne viste det sig, at der var mange, som med historisk Ret kunde gjøre Rettighedsfordringer gjeldende. Frankriges Histo­rie viste sig saaledes i en fremragende Grad at være det franske Kongedømmes Historie, de franske Kongers Historie. Og den gamle Kongeslægt, som Revolutionen havde styrtet, stod igjen frem med historisk begrundede Fordringer. Den havde mistet sin guddommelige Legitimitet, men den havde faaet en historisk Legitimitet. Og i det historisk Be- fæstede søgte man efter Revolutionen sin Tilflugt. Den Forandring var der foregaaet i Sindene, ogaf den forberedtes, paa den støttedes det bourbonske Korigehus’s Tilbagekomst i Frankrige. Men det var den samme historiske Søgen tilbage, der hos os førte Falsen til Odelssamfundet, som Udtrykket for vor Historie. Den samme Bevægelse, som i Frankrige førte til det nationale Kongedømmes Gjenoprettelse, førte i Norge til det nationale Odels- samfunds Gjenoplivelse til Frihed. I Tiden og i det dybeste i sin Karakter falder de to Begiven- h jder sammen. Men medens den historisk begrun­dede Udvikling i Frankrige maatte føre til, at der med det gamle Kongehus kom en ny selvstændig og legitim Magtkilde op ved Siden afFolkets, som flød af urgamle hævdede og helligede Rettigheder,

—     medens i Frankrige Udvikling brød og delte Fol­kets udelelige Suverænitet, som Revolutionen havde forkyndt, maatte den samme historisk begrundede Udvikling i Norge føre til, at denne Suverænitets- lære i Odelssamfundet fandt en historisk Begrun- delse. Medens i Frankrige de historisk-nationale Tendenser maatte føre til ny Strid mellem uforli- gelige Magter, indtil Kongehuset uigjenkaldelig havde forspilt sin historiske Ret, maatte de samme historisk-nationale Tendenser hos os styrke og be- fæste Folkets udelelige Suverænitet. Thi jo mere det nationale betonedes, desto fjernere kom Olden- borgernes Kongehus os. desto mere viste det sig, at Oldenborgerne s Historie ikke var det norske Folks Historie, at ikke den gamle Kongeslægt og såaledes ingen Kongeslægt havde noget historisk begründet Legitimitetskrav at stille op mod det suveræne Folk. I Norge sad kun Folket selv inde med den historiske Ret. Derfor valgte det sig en Konge, valgte ham til at udføre bestemte Virksom- heder, som Kongen nu vælger sine høiere Ernbeds- mænd til at udføre bestemte Virksomheder. Men der- efter blev og bliver bestandig den norske Konges Stil­ling bestemt. Hos Folket ligger Magten. Og de, som herimodhar villet gjøre en anden konstitutionelOpfat- ning gjældende, som for Kongen har hævdet en selv- stændig Magtkilde, der berettigede ham til et absolut Veto, de har kun paa os overført den Betragtning af en fri Forfatnings Væsen, som senere i 1814 opkom i Frankrige og nødvendigvis maatte opkomme, da det gamle legitime Kongehus skulde forsone sig med Re- volutionens Statsregler. Men at ville anvende den Betragtning paa os, det er ikke alene at bryde med vore historiske Forudsætninger, men ogsaa med den historiske Opfatning af disse Forudsætninger, hvoraf Grundloven er udgaaet; — det er kort og godt at opgive Troen paa, hvad der er Livsnserven i vort historiske Liv, — den, hvorpaa Kristian Magnus Falsen troede saa hengiven.

—      — Man har ofte opkastet det Spørgsmaal, hvorledes Falsen kunde ville vove saa meget paa Kri­stian Fredrik. Han benægtede fremfor nogen hans Arveret til Tronen, men søgte ivrigere end nogen at fremme hans Valg. Han afklædte ham alle 01- denborgerens Rettigheder. Den 4de Juni 1814 ud- taler han i et lidet Skrift om, hvad Norge havde at haabe, og hvad det havde at frygte af en Forening med Sverige, at efter Forfatningen var den valgte Konge ,,kun Nationens første Embedsmand“ —høiere var ikke hans Stilling efter Norges Grundlov —; men han holdt dog fast ved det gamle Kongehus. Nicolai Wergeland har i et andet lidet Skrift „En politisk Tale til det norske Folk,“ som udkom samme Aar, med overlegen Klarhed og, som det forekommer mig, med beundringsværdig politisk Sands eftervist, hvorledes der ingen Fordele var ved at vælge Kristian Fredrik, men hvilken Kapital et Folk havde i den ledige Throne. Der skulde finde Kongevalg Sted. Kristian Fredrik havde in­gen AUiancer. Danmark kunde ingen Hjelp yde. Om Norge da havde valgt en Prinds af et af de stærke, regjerendeKongehuse, hvilken Understøttelse

kunde det ikke have faaet’? Og det havde det frie Valg. Eller om Norge, efterat Eidsvoldsforsam- lingen havde givet det en fri Forfatning, havde valgt Karl Johan ; efter sit frie Valg og paa de Betin­gelser, det selv vilde, havde tilbudt ham den Throne, han stod ifærd med at anvende Tropper til at erobre,

—       med hvilken Frihed og Selvstsendighed kunde det ikke da være indtraadt i Foreningen? „Med Sværdet i den ene Haand og Betingelserne i den anden kunde vi paa en anstændig Maade have slut­tet en evig AHiance til begge Rigers Held,“ skriver Wergeland. Og har han ikke i dette adskillig Over­tag over Falsen, som samtidig henfaldt til den uigjennemførlige Ide, at Sverige skulde vælge Kri­stian Fredrik til Konge? Men mon ikke Forkla­ringen til denne Falsens Optræden ligger i, hvad jeg ovenfor har udviklet. Mon ikke den Sympathi, som da var ved at reagere i Europa for de gamle Dy­nastier, som igjen hænger sammen med den almene Søgen tilbage til, hvad der før Revolutionsstormene historisk havde dannet Samfundene, i Forbindelse med Frygten for og Forbitrelsen mod Napoleons Militærdespotisme og den Del, Karl Johan, som Napoleons forhenværende General, har maattet tage af disse Følelser, har virket bestemmende paa Fal­sen? Det var neppe politisk klogt. Men hans energiske Natur tog Følgerne af sine Forudsæt- ninger. Og det bliver i hvert Fald et Vidnesbyrd om, hvor inderligt han havde tilegnet sig Tidens

Tanker.——–

Nicolai Wergeland sagde om Falsen og hans Parti paa Eidsvold, at de var mere troende end

Grev Wedels Parti. Jeg har eftervist, hvorledes for Falsen idetmindste denne Tro var noget mere end Blindhed for Farer, hvorledes den var en dyb Forvisning om, hvilken Folkets nationale Kraft var, om at denne Kraft endnu levede, at den kun skulde løses for at bryde frem i Dagen, stor og seirende, stolt og straalende, som den havde været i Fæ- drenes Dage, da Norge var det mægtige og ærede Rige. „Stört erdet,“ skriver han, ,,at se en Nation gjennem saa mange Uheld og politiske Forandrin­ger bevare sin oprindelige Karakter og Værdighed.“ Og han har Ret. Men lad os føie et til; thi han fortjener det vel: Det er stort, naar den enkelte i sin Sjæl kan fange Fortidens hele Udvikling. og gjennem sig lede den ind i Tidens almene Flod, saa de tvende Strømme blandes, som maa forenes for at kunne bære et Folk frem gjennem Frihed til Oplysning og Kultur. Og i Kristian Magnus Falsens Sjæl blandedes de. I ham er vort nationale Liv bleven viet til Tidens fremskridtsdygtige Frihedsideer. Og af denne Pagt er Grundloven den førstefødte !

Men hvorledes hænder det da, at han, som er bleven kaldt „Grundlovens Fader,“ ikke uadskille- ligt er knyttet til denne Lov? At han, der har virket dette Alt, ikke staar for os, som Washington staar for de forenede Staters Borgere, eller som Danton staar for den franske Republikaner? At hans Navn ikke leger om vore Læber, naar vi glædes ved Friheden, at hans Liv, som vi skylder saameget, ikke er os nærværende som selve Fri- hedens Aand? Ja, hvad kan Gründen være til, at jeg maa staa her og binde Eders Opmærksomhed

Kr. M- Falsen»                                                                            6 for at hjemkalde kam i Erindringen, der burde leve for vort Øie i Frihedsmorgenrødens Glød og prydet med alte Slægters Tak, ligesom de frel­sende Heroer stod der for Oldtidens Mænd i Guld- alderensBaggrund, eller glimrende gjennem Natten i Stjernebillederne paa den billedrige Himmel?

Svaret er, at Kristian Magnus Falsens Historie ikke ender med 1814.

Han var som alle Viljestærke paastaaelig paa sin Mening; men han var langt fra af dem, som opgiver alt, fordi han ikke faar alt frem efter sit Hoved. Han vilde ikke Foreningen med Sverige. Han var nærværende ved Ministerraadet paa Moss den 13de August og raadede paa det kraftigste Kong Kristian Fredrik til at levere Karl Johan et Hovedslag, og hvis det tabtes, fortsætte Kampen som spredt Fægt- ning og Smaakrig fra Bygd til Bygd. Man havde jo det lysende Exempel, at Spanien paa den Maade havde knækket selve Napoleons Herredømme. Han kunde ikke trænge igjennem med sin Mening og søgte Embede paa den modsatte Side af Landet, idet han fra Sorenskriver i Follo forflyttedes til Amtmand i nordre Bergenhus Amt. Han mødte ikke paa det overordentlige Storthing, saa han hverken var med ved Beslutningen den 20de Ok­tober, da Foreningen med Sverige bestemtes, eller 4de November, da den blev besvoret. Men disse vigtige Begivenheder svækkede saa langt fra hans Frihedskjærlighed, at de tvært imod kun synes at have øget hans nationale Følelser. Det var strax efter Foreningen, han skrev sit Skrift om Odels­retten, hvori hans nationale Standpunkt er klarest betegnet, og som for Embedsstandens Øine stillede

ham som den frygtede Bondedemagog. Han mødte paa det første ordentlige Storthing som Repræsen- tant for nordre Bergenhus Amt, skjønt han boede i Bergens By og saaledes efter Grundlovens Bog- stav egentlig kun var valgbar i Bergen. Stortinget godkjendte dog det utvilsomt ugyldige Valg. Saa ubetydeligt dette Træk er, synes det mig at være betegnende. Var der ikke en hemmelig Lyst hos Falsen til for sin Person at sætte sig ud over den Lov, han i saa særlig Grad havde været med at give? Staar ikke Lovgiveren over Loven”? Var han ikke ved at føle sig hemmet af de Baand, han selv havde bundet, nu i den golde Stilhed, som uund- gaaelig paafulgte de fyldige, grundlovsgivende Dage, da Haabene skulde blive Virkelighed? Em- bedspartiet inden Thinget satte Falsen i Lagthinget, for at han skulde føle sig endnu mere bundet og overflødig. Han spilte heller ingen Rolle paa dette første Thing, meldte Sygdomsforfald og reiste hjem, før Thinget var færdigt.

Der var aabenbart overgaaet ham en Skuffelse. Han fortsatte sine Bestræbelser for at befæste Fri­heden. Han begyndte at skrive Norges gamle Historie. Han tog Frihedslivets Følger. Han saa, at der maatte danne sig forskjellige Partier, og anbefalede Partidannelse. Men vi kan adskille tre Retninger i hans Bestræbelser. Han vilde gjøre Grundloven mere kjendt og forstaaet og skrev derfor sin, vel ‘ikke udtømmende, men fortrinlige og klare „Norges Grundlov. gjennemgaaet i Spørgsmaal og Svar“, som ogsaa fik en stor Udbredelse og mere end noget andet Skrift har slaaet den Opfatning af

Grundloven fast, som den Dag i Dag er den raa- dende hos Landets store Flertal. Paa den. anden Side begynder der at undslippe ham Ytringer om, at som Loven nu er, sikrer den ikke Landet Ar- beidsdygtighed nok i Storthinget, og man maatte derfor kanske være betænkt paa en Forandring i Loven. Han har i det hele Følelsen af, at der manglede noget, saavel i Folket som i Forfatningen. Som han vilde Oplysning nedadtil, vilde han Sam­arbeide mellem Statsmagterne opadtil. Og alt fra 1818 har man hans Forslag om, at Statsraaderne skulde deltage i Storthingets Forhandlinger. Alene ved den Enighed kunde det lille, Norge havde at fare med, voxe og blive stort. „Man turde maaske haabe“, skriver han, „at et kommende Storthing vilde sørge for, at Statsraaderne ikke længer bortfjernes fra den Post, som selve Grundloven saa klarligen anviser dem, og hvor deres Tilstedeværelse i flere Henseender vilde være saa meget at ønske. Neppe vil Norges Konstitution i Tiden undgaa at blive rokket, hvis dette ei sker. Thi da vil den udø- vende og den lovgivende Magt mere og mere fjernes fra hinanden og arbeide paa at undergrave hinanden, i Stedet for at de i modsat Fald med forenede Kræfter vilde værne om Grundloven og derved tillige om sin egen og Efterkommernes Selvstæn- dighed.“ —Har ikke den, der i 1818 udtalte disse Ord, været et Geni’?—Falsen saa, — hvad der dog forøvrigt synes at være saa selvgivet, — at den udøvende Magt er til for at udøve den lovgivende Magts Vilje, saa at dens Hovedbestemmelse ikke kan være at staa den lovgivende Magt imod. Og med den Erkjendelse er jo Spørgsmaalet om Stats- raadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlin­ger selvløst. Man kan kalde hans Virksomhed i disse Aar en fortsat grundlovsgi vende. Han vær- ner ialfald om Eidsvoldsværket og søger at føre det ud i Folket. Han vilde tro paa Friheden, tro paa Norge nationalt, saa naar der manglede noget, maatte Oplysning og Grundlovsværkets Fuldstæn- diggjørelse kunne bøde paa det. Men det er dog, som en hvi siende Tvil begynder at omsno hans Tro. Og Prøvelsens Dage skulde komme.

Storthinget 1818 godkjendte ikke hans Valg, da han som bosiddende udenfor Valgdistriktet ikke kunde repræsentere nordre Bergenhus Amt. Men paa tredie ordentlige Storthing i 1821 mødte han som Repræsentant fra Bergen.

I selve vor Grundlovs Bestemmelser ligger det, at skulde det komme til alvorlig Kamp mellem Kongemagten og Repræsentationen, — og efter den Maade, hvorpaa Karl Johan var optraadt, efter den Erobringspolitik, han repræsenterte, efter de For­dringer, han fremsatte, var en saadan uundgaaelig,

—    kunde denne først bryde løs paa det tredie ordent­lige Storthing; thi først da kunde Storthinget, efter Principbestemmelsen om Kongens kun suspensive Veto, bruge hele sin Magt. Adelens Ophævelse var allerede paa Eidsvold bleven fastsat, og Falsen havde strax frasagt sig og sine Efterkommere Fa- miljens adelige Rettigheder. Men inden denne Be­slutning kunde træde i Kraft, var nærmere Bestem­melser i en almindelig Lov fornøden. Det første ordentlige Storthing havde vedtaget en saadan

Lov; men Kongen havde nægtet sin Sanktion. An­det ordentlige Storthing havde ordlydende uforan­dret gjentaget den fattede Beslutning; men Kongen nægtede anden Gang Sanktion. Nu forelaa den i

1821 til tredie Gangs Afgjørelse.

Man kunde ikke kalde Adelsloven en praktisk nødvendig Lov. Den norske Adel var kun ringe i Udbredelse og endnu mindre i Betydning. Men derfor blev ogsaa Adelslovens Vedtagelse saa meget mere demonstrativ. Det var paa Eidsvold bestemt, at Odelen skulde bevares, men Adelen ophæves, og ved nu at virkeliggjøre dette, viste Norge sig som et erkedemokratisk, ubundet frit Land. Ade­lens Afskaffelse ansaaes desuden dengang som et mod svenske Erobringsplaner rettet Træk, idet Adelen var det naturlige Sammenblandingsled mel- lem norsk og svensk, saa naar det var borte, vilde man have et farligt Forbindelsesled mindre med Sverige. Det var da rimeligt, at Karl Johan havde staaet Loven imod. Men nu skulde den sættes igjennem ved Thingets Magt mod Kongens Veto og mod hans Vilje. Nu skulde Folkeviljen benytte Leiligheden til at triumfere over Konge myndighe- dens Afmagt og i Triumfen gjøre Norge til et adels- frit Land. Man maa indrømme, at alt, hvad der kan græmme og nage enKongemagt, som har an­det Maal end Landets Vel, her var samlet i Adels­loven i 1821. Karl Johan brugte ogsaa alle Mid­ler. Det reaktionære Fyrsteforbund, som man har kaldt den hellige AUiance, og som i Aarene efter 1815 under Ruslands og Østerriges Ledelse søgte at træde alle Folkefrihedens Spirer under sine de­spotiske Hæle, saa ikke gunstigt til, at Friheden trivedes i Norge. Karl Johan sattes under Pres af Rusland. Den russiske Gesandt fulgte ham til Kri­stiania. Norge havde ikke opfyldt og havde ikke Penge til at opfylde sine Gjeldsforpligtelser mod Danmark. Karl Johan forberedte svenske Troppe- samlinger ved Kristiania. Det var disse, som se­nere holdt Skydeøvelser paa Etterstad, medens Storthinget holdt sine Møder. Dette er Bag- grunden for de Forhandlinger, blandt hvilke For­slaget om Adelens Ophævelse indtager en saa vig- tig Plads. Den 28de Februar indløb til Storthin­get en Skrivelse fra Kongen, hvori denne opfordrer til ikke nu at løse Adelsspørgsmaalet, da dette paa en ubehagelig Maade drog Opmærksomheden hen paa Norge. 5te Mars fremsatte Kristian Magnus Falsen det to Gange vedtagne Forslag ordlydende paany. Folket skulde prøve baade sin demokrati­ske og politiske Styrke. 30te Mars kommer der en ny Meddelelse fra Karl Johan, hvori han lover for naeste Storthing at fremsætte Forslag om Ade­lens Ophævelse, hvis Storthinget denne Gang vilde lade være at bruge sin Magt. Den Komite, der havde Adelsloven til Indstilling, indstiller som før­ste Forslag, at Sagen ikke tages under Behandling paa nærværende Storthing, hvilket var at opgive at trumpe Loven igjennem mod det kgl. Veto; — men hvis dette Forslag forkastes, indstiller den Forslaget at vedtages i samme Ordlyd som de to foregaaende Gange.

Saaledes stod Sagerne. Paa en vanskeligere Prøve kunde Stcrthingsmagten ikke blive sat. Kongen,

støttet af det reaktionære Europa imod sig. En Lov, som havde saare liden praktisk Betydning. Kon­gens Løfte om at give efter for Folkets Ønske, naar blot Thinget vilde lade være at bruge sin Magt. Trudsler og Indrømmelser samtidig; baade Mod- stand og Eftergivenhed mod sig. For sig kun Fri­stelsen til ved første mulige Leilighed at benytte det Middel, der var det egentlige Udtryk for Fol­kets Magt. Hvormange Klogskabshensyn, — og lad os være retfærdige og tilføie det — fuldt be­rettigede Hensyn kunde ikke gjøres gjeldende! 26de April 1821 kom Sagen under Forhandling i Odelsthinget. Paa Venstres Vegne forlanger Ro- senkilde fra Stavanger, at der skulde voteres med Navneopraab og skriftlig Tilførsel til Protokollen. Det var Spørgsmaalet, om Nordmændene havde den dybe, blinde, hensynsløse og uoprivelige Tro paa sin lovgivne Magt, som forelaa til en vistnok bru­tal, men uforbikommmelig Afgjørelse, Da fornæg- tede Falsen sin egen Sag. Han stemte imod. Han turde ikke tage Ansvaret for, at Folkeviljen ikke lod sig standse. Det var Faldet. Naar vi siden møder ham, er det som et fremmed Menne­ske, der dog har en dragende Kjendsel over sig. De hvislende Tvil havde skaaret sig gjennem hans Sjæletro og sønderrev dette engang saa harmoni­ske Redskab. Hans Kræfter var for store til, at Faldet blev til Død eller Hvile. Hvad der før havde været Haab, blev nu skuffet Forbitrelse, og han joges af de løsslupne Tvil til Forsøg paa at undergrave og omgjøre den Bygning, han saa herlig havde været med at reise.

Her staar vi ved det samme, som vi ser gjen- tage sig saa tidt med netop Gjennembrudstidernes Frihedsmænd. De svigter sine egne Ideer. Vi be­høver blot at mindes den store franske Politiker Mirabeau, Mesteren for den politiske Skole, til hvil­ken Magnus Falsen hører. Ingen har iklædt Fol- kefriheden en saa bedaarende Skjønhed, og dog endte han omspundet af Kongehusets Garn, døde han, — vel hilsende op til Solen, a£ var den ikke Guddommen, maatte den dog staa Guddommen nær i sin Herlighed, men bundet og sløvet i Hof­fets Silke og Guld. Der er et fælies Drag over alle disse store; — thi vi vil ikke dømme dem, men søge at forstaa dem. — De er Aristokrater af Slægt, i Livsvaner, i hele sit Væresæt. Det med­deles om Falsen, at han udmærkede sig ved sit rige Bohave, og førte et kostbart Liv. Og den Rigdom, Fylde og Yppighed, han havde i sig selv, og som han meddelte sine Omgivelser, bredte han ogsaa ud over den Folkefrihed, hvis Sag han talte. Han vakte Tillid til denne, fordi han selv saa den i sin egen KraftesLys, i sin egen Sjæleadels Billede, og fordi han igjen for andre fremstillede Friheden, som han havde smykket den for sig. Og naar saa Friheden var en begeistrende Magt over ham, saa flød Tro og Virkelighed sammen i et. Deri laa den Styrke, som gjorde ham til Leder, som gjorde, at han kunde meddele andre sin Tro, saa den blev Støttepunktet, hvorpaa de andres Frimodighed hvilte. Og saa maatte han øge sin egen Overbevisning for at faa andre til at tro, tage Næring af den Tillid, han selv vakte; thi paa hans Tro var detj alt hvilede. Han skabte Frihedsmænd omkring sig. Men disse vilde ogsaa en Dag komme og kræve ham til Regnskab for hans Løfter. Han gav An­visning paa Fremtiden. Den skulde indløse hans Ord. I den skulde Friheden vise sin skabende Magt og Folket optræde i sin Styrke og Adel, og Fædrenes herlige Dag paany gry over Landet. Blot trofaste i Frihedens Gjennembmd! — Ja saa skede Gjennembruddet. Norge blev frit. Man havde, hvad der havde gjort Fædrene mægtige og berømte; men Menneskene var dog kun saa lidt forandret. Falsen havde troet, og havde ogsaa kun­net have Ret til at tro, at han havde staaet skabende blandt Folket. Nu saa han, hvad han havde skabt. og det var ikke alt saare godt. Men havde da ikke det Folk sveget ham, som han havde troet paa i sin Sjæls inderste, som han havde seet for sig i Lys og Lykke, som han havde faaet de an­dre, der nu var hans Kravsmænd, til at tro paa gjennem sig, som han havde skaffet Friheden, men som nu ikke var de stolte og fribaarne, som lignede Oldenborgernes Undersaatter mere end Haakon den gamles Mænd— havde det ikke skuffet ham”? Alt tyder paa, at Falsen har følt sig skuffet, bedraget, nær sagt forraadt. Hans Samtid beskyldte ham for at have beilet til kongelig Gunst. Og kanske kan der have været noget i det, ligesom det lig­ger nær for disse Mænd at se mere paa Magten end Veien, der fører til Magten, Men det er mit bestemte Indtryk, — og her fmdes intet bindende Bevis —, at Falsen ikke hos Kongen søgte Erstat­ning for den Glands og Pragt, han havde haabet baade for andre og for sig at finde i Folkefriheden; men som han efter dens Indførelse ikke fandt. Jeg tror ikke, man vil kunne paavise et saadant selv- sygt Drag som noget udpræget i Falsens Natur. Jeg tror, at han vilde være falden det samme Fald, om end paa en anden Maade, om det var bleven ham og ikke Grev Wedel, Karl Johan havde hen­vendt sig til, da det første norske Ministerium dan­nedes, Han kom til viljeløst at tjene Karl Johan, da han først var falden. Men han faldt, fordi han saa sin Tro paa Friheden og Folket skuffet. Ja, jeg kan bestemme det endnu nøiere. Sin Fædre- landskjærlighed tabte han aldrig. Der er, mig be- kjendt, intet Spor af, at han tjente svenske Inter­esser, som han beskyldes for. Sin Sympathi for Folket bevarede han, og lægger han endog for Da­gen i sit dybeste Fald. Men hvad han vendte sig mod, var Repræsentationen, Redskabet, hvori Fol­ket gav sin Frihed Udtryk. Et andet er, at han derigjennem kom i Strid med næsten alle Klasser i Folket. Men paa Repræsentationen væltede han Skylden for sine Skuffelser, den hadede han, den forfulgte han, mod den brugte han Kongemagten somTrudsel, mod den lod han sig bruge af Konge­magten. Den Slægt, til hvilken Falsen hørte, havde bygget sin Fremskridstro paa Folkenes hurtige Om- skabelse. Da ligger det saa næsten uundgaaeligt nær at skuffes og svigte. Alt taler for, at hine Mænd vilde være blevne trofaste, om de havde til­hørt vor Slægt. hvis Fremskridtstro er bygget paa den stille Væxt. Johan Sverdrup har givet denne Tanke det skjønne Udtryk, at man i sin Ungdom tegner Fremtidens Perspektiv med for korte Linjer, og erfarer saa i Livets Løb, at Virkelighedens Linjer bliver længer og længer. Alle indrømmer, hvor me­get lettere det er at bære den Erfaring. — Skuffelse kan det neppe engang kaldes — end opvoxet under Enevældet at have begeistret sig i Frihedens For­jettelser, og saa under Frihedens Værn endnu staa Ansigt til Ansigt med de gamle Skrøbelig- heder. Vi kan vanskelig forestille os, hvorledes den Slappelse maatte virke, der fulgte paa Friheds- arbeidet, paa den Tro over Evne, hvoraf det var baaret. Vi fristes til at sige, at hos Mænd som Fal­sen ligger Ulykken i, at de ikke kan faa dø paa sin Hædersdag, ret som at leve længer, nødvendig maatte være et Fald.

Jeg har søgt at vise den faldne Store Retfær- dighed. Kanske er det mere at undres over, at han saa længe kunde knuge Fornægtelsen ned i sig, naar man ser, med hvilken Voldsomhed han rev i Grundvolden under sin egen Bygning. Endnu paa det samme Storthing 1821 fremsatte han sin bekjendte Række Forslag til Forandringer i Grund- loven. Det er kun Karl Johans samtidige Grund- lovsstorm, som har stillet Falsens i Skygge. Han opretholdt sit Forslag om, at der skulde gives Stats- raaderne Adgang til Thingets Forhandlinger, som han ikke ad Regle me ntsforandringens Vei kunde faa gjennemført. Og desuden foreslog han i Grl. § 55, at Valgbestyrelsens Kjendelse skulde indankes, ikke som nu for Storthinget, men for Høiesteret. g 69 foreslog han forandret saaledes, at Fuldmag- ternes Godkjendelse og Lovlighed ikke som nu skulde

bedømmes af Storthinget, men af Høiesteret, som i Forening med de juridiske Professorer skulde be­dømme, godkjende eller forkaste dem. Grundlo- vens Paabud om, at Storthiget bestemmer sit eget Politi, foresloges hsevet, og Kongen skulde det til­komme at udnævne Storthingets Præsident. Han foreslog Tokammersystemet indført med særskilte Valg til Odelsthing og Lagthing, i Hovedpunktet forskjelligt altsaa fra den Ordning af Tokammer­systemet, han i sit Udkast paa Eidsvold havde bragt i Forslag. Odelsthinget skulde bestaa af 72 Medlemmer, Lagthinget af 18 Medlemmer. Lag- thingets Medlemmer skulde fungere i ni Aar, og i Lagthinget skulde Justitiarius i Høiesteret, General- auditøren og Biskopen i Akershus Stift uvalgte og i Embeds Medfør have Sæde. Og — foreslog han endelig — fra hvert Amt skulde der vælges en Bonde, men mere end en fra hvert Amt maatte heller ikke vælges, og i Lagthinget maatte ingen Bonde faa Plads.

Vi ser, hvorledes han instinktmæssig retter sine Angreb mod netop de Bestemmelser, han tidligere havde fremholdt som væsentlige og særlig ka­rakteristiske for vor Grundlov. Det var selve Repræsentationen, han vilde tiilivs. Det ligger klart i Dagen, at havde han kunnet drevet sine Forandringer igjennem, vilde det været den norske Embedsstand, som havde draget Fordelen af For- andringerne, og Demokratiet vilde for altid været knust. Havde han nu kunnet fremsætte disse For­slag, vilde han neppe hos vore Dages Embedsstand møde nogen Modstand. Men saa braadt kom For­andringen, saa energisk og storslagent var dette An- greb paa Grundloven. at den daværende Embeds- stand forfærdedes. Den var ikke endnu rede tii at være med i denne første store Grundlovsfornæg- telse. Hvad Falsen kun behøvede Maaneder for at gjøre, har den norske Embedsstand, som samlet politisk Stand, trængt Aartier for at gjøre efter, saa langt foran var han i sin instinktmæssige Forudfø- lelse. I saa Henseende maa vi erkjende, at han ogsaa i sit Fald var stor. Han gjorde, hvad han gjorde, som en Mand. Men han var som med et Slag stillet udenfor Folket. Ikke til nogen Klasse hørte han, ikke i noget Parti kunde han skjule sig. Han var lyst utlæg. Og det synes, heller ikke, som han vilde have nogen at støtte sig til. Som han i sine Grundlovsforslag havde rettet et Slag, der, hvis det havde rammet, vilde været dødbringende for Bondestanden, rammede han Embedsstanden paa en endnu føleligere Maade. I Karl Johans Øine var denne Landflygtige i Landet bleven en brugbar Mand. Dengang var Forholdet mellem Embeds­standen og Kongemagten i Norge et andet end nu. Embedsstanden gik dengang — fast utroligt at sige — delvis i hvert Fald i Spidsen for den nationale Oppo­sition mod Kongemagtens forsøgte Overgreb. Imod Embedsstanden søgte derfor Karl Johan oprettet et Generalprokurørembede, hvis Indehaver skulde staa direkte under Kongen, føre Overopsyn med de ju­ridiske Embedsmænd, i den Hensigt foretage Rei­ser i Landet og indgive Indberetninger direkte til Kongen, om hvad han saa og forefandt. I Mars

1822   befalede Karl Johan dette Generalprokurør- embede oprettet. Dets Oprettelse var grundiovs- stridig. Den 4de Mai 1822 udnævntes Falsen til Generalprokurør, pludselig og uden Indstilling, udeu at den norske Regjering i Kristiania var hørt, Kon­gen befalede ham 1 Embedet ligesaa grundlovsstri- digt, som dette var oprettet. Og der stod Kristian Magnus Falsen da — grundlovsstridig udnsevnt i et grundlovsstridigt Embede, som Karljohans afhæn- gige Agent, fornægtende sin Fortid, forfølgende sine Standsfæller, søgende at tilintetgjøre dem, paa hvem han havde villet bygge Friheden.

Samtiden følte sig ogsaa sveget af sin første Mand. Med en Ubarmhjertighed, som ingen Grænd- ser kjendte, optrykte man Falsens Udtalelser fra hans stolte, haabefulde Aar, og vendte dem haanende mod ham. Afmægtig søgte han at faa inddraget sine frihedsforkyndende Skrifter; men de optryktes i nye Oplag omkring ham. Der var ikke den Skam- løshed, som ikke den offentlige Mening tiltroede ham. Men der var heller ikke en af Fornægtelsens Ydmygelser, uden at Falsen maatte gjennemgaa den. Tiaarsdagen efter at han havde ført Præsidiet i den grundlovsgivende Rigsforsamling paa Eids- vold, maatte han i 1824 som Generalprokurør for­handle med Prinds Oscar om, hvorledes Politiet bedst skulde holde nede hvert Forsøg paa at feire 17de Mai festligt som Landets Frihedsdag. Paa ham lagde man Skylden for, at Karl Johan i Nordmæn- denes Frihedsglæde saa et mod Sverige fiendtligt Sindelag. I sine Optegnelser skriver gamle Stats- raad Vogt—og der kommer virkelig Følelse i hans døde Departementsstil —: „Aldrig er nogen Mand

— gb —

bleven mere rasende forfulgt og tilhutlet i Tale og Skrift. Ikke en gaves der, som vilde forsvare ham, eller som kunde gjøre det uden Fare for, at Angre- bet blev endnu haardere. Der raadede en stiltiende Overenskomst om at tilintetgjøre ham.“ Og han blev tilintetgjort, „Den offentlige Mening har al­drig vundet en mere afgjort Seier.“ Storthinget var ikke stærkt nok til at bruge sine retslige Mid­ler hverken mod Embedet eller den i Embedet udnævnte. Det maatte lade sig nøie med en Adresse, med Forestillinger og Anmodninger. Men den offentlige Mening seirede. Baade Embedet og Falsen forsvandt. Karl Johan holdt vel endnu sit store Offer oppe. Falsen steg fra Embede til Embede. Han blev Stiftamtmand i Bergen, steg til Justitiarius i Høiesteret. Men Folkeviljen for­fulgte ham. Hoiesterets Ukrænkelighed værgede ham ikke. Forgjæves forskandsede han sig bag sin Trods. Han slap dog ikke fra det Folks Favn, hvis bankende Hjerte han i dets største historiske Øie- blik havde været. Der var dog en Følelse af Ret- færdighed selv i denne hjerteløse Forfølgelse. Det var hans egen Storhed, som skulde hævnes. Hvad han havde gjort for Landet, krævede Opreisning af ham igjen. Selv havde han sagt, at Øvrigheds- personer og Embedsmænd er Folkets Tjener, der skal staa det til Ansvar for sine Handlinger. Og saa stod han det til Ansvar! Rammet af Slag bares han ud af Retten og døde saa efter lang og smer- tefuld Sygdom — uden engang at faa sig et Minde reist i Henrik Wergelands Sange. Man søger for­gjæves hans Navn der, hvor fast alt, som i de Aar virkede til Norges Vel, har faaet sin Hæder besun- get, og er be varet for Mindet!

Men der er endnu et Punkt, som maa berøres. Jeg har ovenfor lovet at komme tilbage til Adres­sen af 29de Mai 1824, der indeholder hint Stor­things Erkjendelse af, at Kongen skal have et ab­solut Veto i Grundlovssager. Ogsaa til den Er- kjendelse har den ulykkelige Falsen maattet knytte sit Navn. Ligesom han først sønderbrødes over Brugen af Grundlovens § 79_f blev han en af Hovedtalsmændene for at faa dens Bestemmelse slettet af Grundloven. Han fulgte Fornægtelsens Konsekvents tilende. Ogsaa sit eget grundlovs- grundlæggende Hovedprincip søgte han at under­grave.

I Begyndelsen af Aaret 1824 var hele Landets Opmærksomhed samlet paa, hvad Storthinget vilde gjøre med de kgl. Forslag til Grundlovsforandrin- gen, og særlig med Bestemmelsen i Grl. § 79. Skulde Folket virkelig tabe den Ret, som ved Kon­gens kun suspensive Veto var det sikret? De, som tror eller ialfald siger, at denne Bestemmelse kun er en Undtagelse, burde læse de Nødraab, som dengang opsendtes for at faa bevaret for Norge denne hellige Ret. Den Slaegt følte det anderledes. Kampen i 1824 har i det hele Udseende af en prin- cipiel Kamp, idet man opfattede g 79 som afgjø- rende for hele Vetospørgsmaalet. Der var ikke mange, som talte det kgl. Forslags Sag. I et lidet Skrift, som første Gang fmdes averteret i Morgen­bladet for 27de Febr. 1824, imødegaar Professor

1. N. Steenbuch en strax i Forveien udkommen

Kr, M. Falsen-                                                                                          7

Brochure:    „Bemærkninger  i  Anledning  af   Konsti-

tutionsforslaget om Kongens Veto“, som Steenbuch siger var det første Skrift, der „nogenlunde udfør- ligt har forsvaret den kgl. Proposition“. Det lille Skrift var navnløst; men det har Kristian Magnus Faisen til Forfatter. Han var jo Karl Johans Agent, saa maatte han ogsaa forsvare hans Forslag. Jeg skal ikke her indlade mig paa hans Bevisførelse. Hans Hovedargumenter for, at Kongen bør have et absolut Veto, er paa den ene Side Kongens tru­ende Overmagt’ og paa den anden, at kun Kongens absolute Veto kan yde Folket tilstrækkeligt Forsvar mod Repræsentationens Overgreb. Men der er et Sted i dette lille Skrift, som har en særlig Interesse. Jeg har nævnt for Dem, at senere Krigskomissær

1. I. Broch i sine politiske Aforismer fra 1823 ga,ar ud fra som noget selvgivet, at Ophævelsen af g 79 vilde give Kongen absolut Veto i Grundlovssager, hvad han, saalænge § 79 stod, ikke havde. Af denne Udtalelse tager Falsen Anledning til at reise Spørgs- maalet om Kongens Veto i Grundlovssager. Det er „ingenlunde afgjort“, skriver han, ,,at Reglerne for gg 77—79 ogsaa er anvendelige paa Grundlovsfor- slag, der fremsættes i Overensstemmelse med Grund- lovens g 112.“ Han har visselig Ret; det er ingen­lunde afgjort. „Har et Folk engang antaget en Regjeringsform og givet sig en Konstitution, saa synes det at ligge i Tingenes Natur og at følge af den almindelige Statsrets Grundsætninger, at ingen uden det samme Folk kan have Ret til at forandre den. Man kan altsaa ikke antage, at en saadan Ret skulde tilkomme den lovgivende Forsamling alene, da den i saa Fald vilde have det i sin Masrt

‘                                                                                         o

efterhaanden at omstøde selve Regjeringsformen; men skulde nogen Forandring ske, saa maatte vel baade den lovgivende Forsamling og Kongen, der begge repræsenterer Folket, deri være enige.“ Og lidt længere nede tilføier han:             „Forsaavidt                                                                       altsaa

Forandringer i Konstitutionen angaar, da har for­mentlig Kongen allerede et absolut Veto.“

Lad os se paa dette mærkelige Sted. De kjen- der Ordene igjen fra Adressen. Og her er der an­ført Argumenter for, hvad der i Adressen ikke er argumenteret. Kongen „har formentlig allerede“,

—       „saa maatte vel baade“, i disse vage, vaklende Udtryk bevæger den ellers saa selvsikre Aand sig. Men hvem skulde kunne være sikker, som Kristian Magnus Falsen kunde være det her, hvis Sikkerhed paa, at der efter Norges Grundlov tilkom Kongen et absolut Veto i Grundlovssager, overhovedet for nogen og til nogen Tid var mulig? Han staar og skal forsvare Karl Johans Forlangende om et abso­lut Veto mod en samlet Opinion, der ikke har andet end Eidsvoldsafgjørelsen at falde tilbage paa. Hvad Argument kunde da været bedre end at faa eftervist, at Eidsvoldsforsamlingen allerede havde givet Kongen et absolut Veto ved den vigtigste Lovafgjørelse—Grundlovsforandringer ? Han søger at vise, at Kongen har dette Veto. Men de Ud­tryk, han bruger, viser klart, at han ikke selv ansaa Sagen for afgjort og givet. Vi maa huske, at Kristian Magnus Falsen var Præsident paa Eids- void, da den nuværende § 112 voteredes. Den. som har skrevet et Grundlovsudkast, forstaar og-

saa Meningen af en Grundlovsparagraf, om hvilken han lader votere. Han havde selv foreslaaet, at Grundlovs forandringer, for at blive Lov, skulde sanktioneres afVælgerne. Havde nu Konstitutions- komiteen, hvis Formand han var, Hegermann og Rigsforsamlingen fraveget de af ham foreslaaede Former og affattet og besluttet § 112 i dens

nuværende Ly deise i den Hensigt eller med den Virkning, at det Falsen helt modsatte Princip, at Grundlovsforandringer skulde sanktioneres af Kon­gen, var bleven Lov, saa kunde Falsen derom ikke været uvidende. — Man føler det, naar man taber. Og havde han vidst, at det var bleven afgjort paa Eidsvold, havde han dengang lidt det følelige Nederlag, som det for ham havde været, om Kon­gen havde faaet et absolut Veto i Grundlovssager, saa vilde dette nu 10 Aar efter, da han skulde forsvare det absolute Veto, være det stærkest tæn- kelige Argument i hans Haand. Men Falsen bruger det ikke. Han ved intet om, at den Afgjørelse er truffet paa Eidsvold. Han fremsætter det slutnings- vis, at Kongen „formentlig“ maa have et absolut Veto; han fremsætter det antagelsesvis, „saamaatte vel baade“, hvad han umulig havde kunnet og villet have gjort, hvis han i 1824 havde staaet med fri og frelst Samvittighed for, at i Grundlovssager havde Rigsforsamlingen gi vet Kongen et absolut Veto, hvis han kunde have skudt Christie, Wedel og Sverdrup til Vidner med sig paa det, saa for ham — det er i det mindste klart — under hvis Præsidium §en er voteret, var Spørgsmaalet ikke „hævet over Tvil.“ — Og for hvilket Menneske kan det saa nogensinde komme til at staa utvilsomt? Falsen ønskede, at Kongen skulde faa dette Veto, han arbeidede for at skaffe ham det, han havde helt opgivet sit Standpunkt fra Grundlovsarbeidets Tid. Hvad han kan finde for at give Kongen et absolut Veto, bruger han. Men han kan ikke komme sig til at sige, at Kongen har absolut Veto i Grundlovssager, fordi Rigsforsamlingen gav ham det, da den gav Grundloven. Det er ham ubekjendt, at Grundloven giver Kongen den Ret. Den maa „efter Tingenes Natur“ fortolkes ind i Grundloven.

Og i Mellemtiden mellem 1814 og 1824, i 1818, efter at Falsen første Gang havde været paa Thinget, efterat Forfatningen var begyndt at virke, da der allerede var fremsat Forslag til Forandringer i Grundloven, saa Spørgsmaalet forelaa praktisk, men inden han endnu havde undergaaet sin politiske Omskiftelse, ansaa Falsen ikke kgl. Sanktion som en af de nødvendige Betingelser, for at en Grund- lovsforandring kunde faa Lovskraft. I sin Fortolk­ning, „Grundloven i Spørgsmaal og Svar“ opregner han, hvilke Betingelserne er, som maa fyldestgjøres, inden en Grimdlovsforandring er vedtaget og Lov; men blandt disse er kgl. Sanktion ikke. Den be- høvedes ikke til en Grundlovsforandrings Gjennem- førelse. Saaledes forstod han Grundloven, dengang han ingen anden Hensigt havde med sin Fortolk­ning end at gjøre Loven, som den var, kjendt og forstaaet af den menige Mand. Nu da han havde andre Hensigter, fortolkede han anderledes og søgte han at inddrage sin Bog. Men i selvsamme Aar,

i824i optryktes den paany og mod hans Vilje 1 Kristiania.

Men ikke nok dermed. Som de brugte tvi­lende Udtryk viser, at det er en ny opfunden For­tolkning, Falsen søger at vække Opmærksomheden for, og ingen gammel hævdet Forstaaelse, han op- retholder, viser selve den Begrundelse, han søger at give sin Fortolkning, dennes Uforligelighed med det Falsenske Princip j vor Grundlov. „Har et Folk engang antaget en Regjeringsform, saa synes det at ligge i Tingenes Natur, at ingen uden det samme Folk kan have Ret til at forandre den.“ Som vi ser, er det endnu Folkesuverænitetsprincipet, hvorpaa han staar. Dette er Tanken fra Eidsvold uforfalsket og ren. Det Folk, som har givet sig Forfatningen, kan alene forandre den. Og vi kan føie til: alene forandre den ved de Organer, hvor­ved det har givet sig den. Men naar Falsen nær­mere skal bestemme, hvad han forstaar ved dette Folk, saa maa han istykkerbryde sin egen Forud- sætning. Thi som Folkets Organer maa han op- stille „baade den lovgivende Forsamling og Kon­gen, der begge repræsenterer Folket,“ da han alene derved naar det absolute Vetos Berettigelse. Men Konge og Folk som lige Repræsentanter for Fol­kets lovgivende Magt er os en gammel Bekjendt. Det er Nicolai Wergelands af Falsen bekjæmpede og af Rigsforsamlingen forkastede Princip. Til- bage mod det var det, man nu reagerede. At faa det ind i Grundloven istedenfor dens gjeldende Regler, det var Hensigten med den kongelige Pro­position af 1821 omOphævelse af §79, Det heder i dens Præmisser: „Naar den Ret at foreslaa Love tilhører i lige Grad Kongen og Folkerepræsenta- tionen, naar til Fuldstændiggjørelse af en Lov fordres begges fælles Samtykke, da staar Vægt- skaalen lige og Rettighedernes Ligevægt bliver et trygt Værn for Friheden.“ Alene paa Grundlag af det kunde Falsen skaffe Kongen et absolut Veto i Grundlovssager. Men imod sig havde han Sagens baade historiske og retslige Side. Thi paa Eidsvold blev den lovgivende Magt forbeholdt Folket alene, og hverken blev.Eidsvoldsforfatningen sanktioneret, og heller ikke blev Grundlovsforandringerne af 4de November undergivet kgl. Sanktion. — Kun i det forkastede kunde Falsen finde en Støtte.

Men for hvad han retsligt og historisk mang- lede, havde han Vederlag i de faktiske Forhold. Disse kan korteligt betegnes ved Karl Johans Over- magt. Men paa intet Punkt kom Misforholdet mel- lem Storthingets Ret og Storthingets Magt saa klart tilskue, som hvor Spørgsmaalet blev om mod Kon­gens Vilje eller uden hans Samtykke at sætte en Grundlovsforandring igjennem. Intet kunde iritere Karl Johan mere, intet kunde skrække Storthinget mere tilbage, intet kunde som den blotte Berøring af dette Forhold gjøre Repræsentanterne trætte af disse Rettigheder, som de stod med, uden at have tilsvarende Magt. Derfor havde Argumenta­tionen saa lidet at sige. Hvad det gjaldt, var kun at fremdrage Forholdet i Belysning af de nødven­dige Trudsler. Og det var den Tjeneste, Falsen gjorde Karl Johan. Hans Skrift kom anonymt, men enhver vidste, hvem Forfatteren var. Han stod i et intimere Forhold til Kongen end nogen anden. Og han bruger Trudslerne. Han ender sin Brochure saaledes: „Naar man engang,“ skriver han, „har overdraget Kronen til en Familje, og gjort den arvelig i samme, saa er det uklogt at forurolige denne Familje og gjøre den aldeles afhængig af den lovgivende Forsamling, hvis udøvende Magt vel er i dens Hænder, men hvor imidlertid dens Mening er udsat for at blive ringeagtet. Denne Ringeagt falder lettelig tilbage paa Personer og kan ikke andet end drage uheldige Følger efter sig.“ Mere aabenbart og trykkende kunde ikke Kongen selv drages ind i Afgjørelsen. Og saa slutter han: „Man foragte endelig ikke Tidernes varslende Tegn, som saa tydeligt maa overbevise ethvert tænkende Menneske om, at utidig Modstand mod almener- kjendte Principer, især hvor saadan Modstand ikke er understøttet af en tilstrækkelig Magt, lettelig kan lede til — Tab af Alt.“

Her har vi hele Baggrunden for Grundlovsfor- handlingerne i 1824 givet. Det er sandt, i 1824 havde den europæiske Reaktion levet sine ti fede Aar siden 1814. Kongens absolute Veto i Lovgivnings- sager var da bleven et almenerkjendt Princip. At Kongen ikke skulde have et absolutVeto i Grund- lovssager, blev fordømt som revolutionært. Aaret 1824 betegner netop Lavpunktet i Europas Reak­tion. Der stod Storthinget med vor Grundlov fra en allerede da ældre konstitutionel Periode med de fri, folkesuveræne Principer, men ikke „understøttet af en tilstrækkelig Magt. “ Fra oven lød den uheld- svangre Trudsel om „Tab af Alt.“ Det var For­

holdene, dengang Storthingets Konstitutionskomite søgte Ly under 17de Mais Beskyttelse, værnende om alle Grundlovens Bestemmelser, men givende efter, hvor Spændingen var størst, erkjendende, at efter Sagens Natur havde Kongen allerede et ab­solut Veto i Grundlovssager, uden dog at give denne sin Erkjendelse den legale Virknings Form. Under Trudselen med „Tabet af alt,“ er den Stor- thinget aftvunget, og jeg overlader de Herrer Veto- mænd saa at benytte den efter sin Patriotisme og Sømmelighedsfølelse.

Ordene i Adressen blev: „Ligesom National- repræsentationen erkjender,“ heder det, „at Deres kongelige Majestæt ifølge Sagens Natur allerede er i Besiddelse af et absolut Veto, forsaavidt Foran­dringer i Grundloven angaar — saaledes ligger tillige heri formentlig et vigtigt Betryggelsesmiddel mod Misbrug af den Myndighed, som § 79 har tillagt Nationalrepræsentationen. “ Kongens kan suspensive Veto er efter dette sat som den almin- delige Regel, men fra denne Regel erkjender Stor- thinget, at Grundlovsforandringer „efter Sagens Na­tur“ danner en Undtagelse. Er ikke det Meningen, bliver det hele Passus meningsløst. Adressen for- søger ikke — som den overalt ellers forsøger — af Grundloven selv at vise sin Opfatnings Rigtighed. Den fortolker ikke, den erkjender kun. Falsen havde ved at kaste Grundlovsspørgsmaalet ind i Debatten paatvunget først Komiteen og efter Komiteen Stor- thinget Nødvendigheden af en Udtalelse om Kon­gens Veto ved Grundlovsforandringer. Men hvorfra skulde Argumenteme findes”? Den nu brugelige

Bevisførelse, antitetisk at slutte tilbage fra § 82, forkastede Adressen selv paa det Bestemteste i sin Behandling- af Forslaget til Forandring i § 82 Li­tera e. Den af Falsen brugte Argumentation havde Adressen umuliggjort sig ved under Afvisningen af Forslaget mod § 79 at hævde Folkets lovgivende Magt som et Grundlovsprincip. Begge Fortolk- ningsveie, baade den juridiske og principielle, var stængte. Og til Afgjørelsen paa Eidsvold kunde Komiteen ikke henvise. Saavel Sverdrup som Grev Wedel havde nemlig Sæde i Konstitutionskomiteen, og begge disse havde ligeledes havt Sæde i Kon­stitutionskomiteen paa Eidsvold. Men dennes Ind- stilling til vor nuværende § 112 umuliggjorde en­hver Tanke om absolut Veto for Kongen. Dethæv- der endog Prof. Aschehoug, Og Sverdrup stemte den ute Mai 1814, medens Grev Wedel den Dag var syg, for Hegermanns Forslag, der fortidsatte intet Veto for Kongen. Tilbage stod da intet an­det, end ubegrundet og ubegrundeligt at erkjende ud fra det altid bøielige, altid tøielige, aldrig for to Slægter ensartede Begreb „Sagens Natur,“ da Spørgsmaalet en Gang var Storthinget paatvunget af Falsen.

Mangelen paa Begrundelse ligger da ikke i, at Sagen til det overflødige var klar. Den ligger i, at Adressen ved sine samtidige Afgjørelser umulig­gjør sig enhver Begrundelse. Men da bliver ogsaa Erkjendelses Værd derefter. Kan være, at de ledende Mænd i 1824, trætte af de Angreb, som rettedes mod Grundloven, smittede af sin Tids reaktionære Aand og undergivet Trykket af det faktiske Forhold, virkelig har sat sig til Ro i den Tanke, at til at forandre Grundloven maatte begge Statsmagter være enige. Men lige sikkert er det, at det Aars Repræsentanter ikke har givet sin forandredre Anskuelse Udtryk i nogen lovlig vir­kende Form. Den staar her som en Udtalelse, der kun moralsk virked, ved hvad der kan lægges i den „efter Sagens Natur.“ Og Sagens Natur i 1824, det var den dybe europeiske Reaktion mod de Principer, paa hvilke den norske Grundlov hvi- lede, det var Karl Johans Fordringer paa Grundlag af denne Reaktion, det var Storthingets utilstræk- kelige Magt mod disse Fordringer, det var Truds- lerne om „Tab af Alt,“ for hvilke Falsen var gjort til varslende Talsmand. Til den særegne Situation er hin Erkjendelse benyttet. Den svandt, med hvad der havde fremkaldt den. Et Ord virker uvilkaarlig efter den Sammenhæng, hvori det frem­kommer. Det har ogsaa været Tilfældet med „Er- kjendelsen af 1824.“ Født med Reaktionen, døde den med Reaktionen, uden at fæstne sig i Hjerterne, uden at gaa over i Grundlovsfortolkninger — Stang nævner det ikke — ja uden en Gang at have Magt til at fordunkle Ihukommelsen om Mændene fra 24.

Kun en Interesse knytter sig til den. Den er det eneste Vidnesbyrd, som staar tilbage om, hvad Kristian Magnus Falsen virkede ved sine Angreb paa vor Forfatning, Erkjendelsen er Mindet om hans dybeste Fald. For vor Tids Reaktion dens historiske Udgangspunkt.

Jeg har vist Dem Kristian Magnus Falsen i hans Storhed og hans Fald — eller rettere —, jeg

har opdraget i Omrids for Eder, hvorledes de Ideer, han forfægtede, gik ud i Livet, der brødes og satte’ sine Frugter. Men inden jeg slutter, er der endnu et. I vil forstaa, hvor dunkelt og forvisket, jeg havde nær sagt mudret, hans Billede maatte komme til at staa for de senere Slægter. Reaktionen har en og anden Gang villet tage ham til Indtægt. Skandinaverne har villet gjort ham til Idealet af en Skandinav. Der har været skrevet smaa Biografier af ham. Men det var altid, som han ikke rigtig vilde frem. Knyttet til Begivenhederne, er hans Liv gaaet ind i dem, og kun Begivenhederne selv kunde paany stille ham levende for vore Øine.

Det var den 9de Juni 1880. Aldrig kan et Menneske seire mere, end Kristian Magnus Falsen gjorde hin Kveld. Det var hans Triumf. Hvad han havde troet, haabet paa, seet for sig i dra­gende Skjønhed, hvad han havde næret af dybe og høie Ideer, det stod den Kveld i Virkelighedens Magt, ubønhørligt og uovervindeligt. Falsen havde i Statsraadernes Adgang til Thingets Forhandlinger seet vor Konstitutions nødvendige AfsSutning. — For at fremme den Reform fattede Storthinget sin Beslutning. Falsens Haab for den norske Forfat­nings Trivsel var, atMagten skulde ligge hos Gaard- brugernes store Klasse; thi alene der vilde den finde Værn og Betryggelse. De skulde være Lan­dets Herrer. Og læser vi Stemmelisten fra den gde Juni, saa ser vi, hvem der har ført Herrernes, og hvem Embedsmænds og Tjeneres Politik. Ikke en Bonde stemte imod. Falsens Princip var det, at intet endeligt maatte standse Folkemagten, og

netop den Tanke var det, som hin Kveld brød sig Vei over alle Hindringer og Skranker til Seier og Fuldbyrdelse. Kan nogen dødelig faa større Ret? Kan en Nation mere aabent og fuldt svare til, hvad de, som har givet den Friheden, ventede og haa- bede? Maa vi dog ikke leve i Grundlovens Aand, naar vi saaledes Ord for Ord faar fuldbyrdet, hvad dens Fader haabed og ønsked?

Saa er Spørgsmaalet for os, hvilken Falsen vi vil følge? Ham som først ledede vort nationale Liv ind i Tidens almene Strøm, for at vi skulde bæres frem til Frihed og Lyksalighed, som indvandt Fri- hedsideen for os og lagde den tilrette for vore na­tionale Forhold, eller ham, som i dyb Fornedrelse, i Tvilen om Folkets Evne vilde svaekke dets Magt? Han var den første af de faldne; men han ind- viede kun den lange Række, som skulde komme. Vi er blevne indtil Træthed vante til disse Begyn- delser i Frihedshaab og Afslutninger i Misfornøi- else og frihedsfiendsk Bitterhed. Slægt efter Slægt i vort offentlige Liv er det gaaet saa, Mand efter Mand, begavede og ubegavede, Embedsstanden som politisk Helhed er det gaaet saa. Men lad os ikke velte Skylden paa de enkelte alene. Det maa have været en haard Prøvelse at tro paa vort Folks Fremtid, naar saa mange er faldne som Offre for Tvilen. Men saa er Verdensløbet indrettet, at de frafaldne ikke forspilder Folkets Ret. Hvad der er bleven tilbage, er det voxende Frihedsliv, er det seirende Demokrati. Og i det skal Mindet om Fri- hedens Mænd bevares. Det har sine Maal i sine store Forgjængeres Haab. Og hvilken Falsen vil vi saa følge? Lad os ikke skuffe os. Vi er endnu arbeidende inden den Synskreds, han omspændte. Vi kan endnu tage Dagens Opgave fra hans Læber. Og han har sagt, denne Herlige, som Forkla­ringen paa Folkets demokratiske og suveræne Magt: Alle Embedsmænd og Øvrighedspersoner ere Fol­kets Tjenere, og skal staa det til Regnskab for sine Handlinger. — Saa lad det da ske, at ikke Tjenerne sidder paa Herrernes Pladsl