– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912 – 1920.
– fra s. 1 :
Norges gjenvundne Frihed i 1814 var visselig i flere Henseender ogsaa forberedt ved Hauges og hans Venners Virksomhed og den store almindelige Vækkelse, som var en Frugt heraf.
Denne var nemlig tillige i Grunden en folkelig Bevægelse for friere Forholde, reist af lovlydige Mennesker, der ikke fôr vældelig frem, men led taalmodig Forfølgelse, Fængsel og Straf for sin Troes Skyld. Det var et Vaaben, som Enevoldsmagten og en forældet Lovgivning i Længden ikke kunde staa sig mod.
“Folkeaanden vaagnede med Hauge“, har en af Danmarks aandelige Stormænd træffende sagt.
Vækkelsen uddybede og styrkede Frihedsfølelsen; Folket havde ved Lægmændenes Opbyggelser baade faaet Mod til at optræde og mange desuden Øvelse i frit og frimodig at tolke sine Tanker. Deres udstrakte Brevveksling havde ogsaa opøvet og udbredt Skrivekyndigheden og udviklet Evnen til skriflig at fremsætte sine Anskuelser.
Ved Rigsforsamlingen paa Eidsvold 1814 mødte af Hauges Venner : John Hansen Sørbrøden fra Berg ved Fredrikshald, Christoffer Borgersen Hoen fra Eker og Ole Rasmussen Apenæs fra Borre ved Horten.