fredrik schmidt : presentert av daniel thrap

Forfattere som muligt — Treschow, Strøm, Wilse, Rein, Zetlitz, Schønheyder, Bernt Anker — men Udgiveren selv var ingen produktiv Forfatter og vel heller ikke nogen af de andre undtagen de tre første, hvis litterære Virksomhed i det hele ikke kunde indskrænkes til et Tidsskrift (Lærde Efterretninger 1797.7). Havde Schmidt i Kristiania havt et mageligt Embede, skulde han snart faa mere at bestille. Vi maa forbauses over Tidens Forhold, naar vi hører, at en Mand paa 26 Aar kunde blive Sogneprest til Ekers store og dejlige Kald. Ved Professor Hans Strøms Død i Januar 1797 blev det visselig ikke anslaaet til en større Indtægt end 530 Rdlr., men Indtægts-Opgaverne var jo i hine Dage aldrig paalidelige, og her var jo derhos den herligste Prestegaard. Det var visse­lig langt fra Fredrik Schmidts Tanke, at han i sin unge Al­der skulde komme did. Biskopen anbefalede Sognepresten til Trøgstad Adolf Carl Heidenreich (Indberetning 11te Febr. 1797) og sendte med Indberetningen sin Søns Ansøgning om Eker eller — i Tilfælde af Provst Heidenreichs Forflyttelse — dennes Embede, Trøgstad. Der kom en Mand ivejen for dem begge. Det var Dr. theol. Peder Olivarius Bugge, der ikke kunde udholde Sørejserne i Vandsø og allerede 1795 havde forsøgt at faa et mindre anstrængende Embede. Han blev udnævnt 19de Maj 1797, men hans Udnævnelse vakte saa stor Sorg i hans Menighed, at han maatte give efter for de indtrængende Bønner og forblive hvor han var. Heidenreich blev nu ud­nævnt til Ekers Sogneprest 18de August 1797, og Schmidt samme Dag til hans Eftermand i Trøgstad. Ogsaa denne betænkte sig og bad om at faa blive hvor han var, og nu blev Schmidt udnævnt 1ste December 1797. Han blev indsat af sin Fader 10de Trin. 1798 og holdt en Prædiken, som han lod trykke. Den er visselig saare «vel udarbejdet», nærmest en Afhandling om Læreres og Tilhøreres Pligter, naar de skal have en god Samvittighed og leve lykkelige

– 256 –

med hinanden. Den fylder hele 9 tæt trykte Blade i Fallesens Magasin og kan godt forsvare sin Plads i dette Tids­skrift, om han end ikke undlader at kalde Kristus «vor gud­dommelige Forløser» og ved Siden af hans «frivillige Op- ofrelse» nævner hans «sejerrige Opstandelse» (Fall. Mag. VIII, 391).

Med det Syn, han havde for Menighedens Vel, finder han det her i sin Faders og Biskops Nærværelse hensigtsmæssigt straks at sætte sig paa et polemisk Standpunkt overfor Haugianerne, der endnu kun havde gjort en Begyndelse til den ikke ringe Virksomhed, de senere udfoldede paa Eker. Han karakteri­serer dem som «vankundige Mennesker, der selv ikke have nogen grundig og sammenhængende Kundskab om Christendommens Sandheder, men alligevel give sig af med at under­vise andre» (Ibid. 378).

Det fremgaar saavel af denne Prædiken som af flere Steder i Schmidts Digte, at han satte sin Fader overmaade højt (Saml. Digte. Kbh. 1811. 95. 133), og det er da ogsaa rimeligt, at han i Hjem­met, hvor han blev saa længe, har modtaget en stærk Paavirkning i orthodoks Retning, der aldrig ganske kunde udslettes, om han end kom i Berørelse med dem, der kunde føre ham ind i den nyere Tids Ideer og Former.

Naar han nu vilde levere en Prædiken, der aabenbart var bestemt til at trykkes, maatte han fremtræde som Moralprædikant, da han ellers vilde have staat som en Antikvitet, hvad en ung, dygtig og fremadstræbende Mand, vant til Beundring, ikke let kunde indlade sig paa. Ved en tidligere Lejlighed havde det ogsaa vist sig, at han var istand til at levere en Præ­diken, udmærket ved den rige Benyttelse af Bibelsteder, som han havde bemærket, at Bønderne satte megen Pris paa (Conradine Dunker : Gamle Dage 333).

Han kan som Prest neppe bedømmes efter dette Prøvestykke, og der er i alle Fald Grund til at antage, at han neppe nogensinde har været en af de aggressive Rationalister.

Ligefremme Angreb paa Kirkens Skikke eller Kirkens Tro

– 257 –

— under Navn af Overtro eller Mystikisme — vilde vel og­saa have været ødelæggende for en Sogneprest paa 26 Aar, der afløste den ærværdige Hans Strøm, hvis Postille blev læst overalt i Menigheden, medens det vel er troligt, at denne, opdragen i den gamle Rettroenhed, i det hele og store har sluttet sig til Modstanden mod Haugianerne.

I en anden Henseende viste han sig derimod ganske som et Barn af sin Tid. Han havde et klart Syn for, at vort Folk laa tilbage og sluttede sig med Iver til de Foranstaltninger til Oplysningens og det almindelige Velværes Fremme, der maa be­tegnes som Rationalisternes Fortjeneste, hvor famlende de end ofte kunde være.

Schmidts danske Biograf N. Hancke, der i det hele ikke har været heldig med Udgivelsen af hans Dagbøger, fortæller (Schmidts Dagbøger VII) — uden at anføre nogen Kilde — at han i Ekers Menighed forefandt «megen Fattigdom og Usselhed, fremkaldte dels ved en daarlig, planløs Fattigforsørgelse, dels ved den almindelige Uvidenhed».

Der er ingen Grund til at drage Rigtigheden af denne Bemærkning i Tvivl. Den udmærkede Provst, som havde virket her fra 1779 til 1797, hørte til den gamle Skole. Han var en Studerekammerets Mand mer end nogen af sine samtidige i vort Land. Han var udgaaet fra et pietistisk Hjem, men som en kritisk prøvende Aand saa han Skjævhederne i den Retning, hvorpaa Syvstjernen var slaaet ind og fulgte den ikke (D. Thrap : Bergenske Kirke forhold efter Pontoppidan i luth. Ugeskr. 1877,2,147).

Han medbragte den kjærnesunde praktiske Kristendom, som han i Enfoldighed lagde ud for Menigheden, og blev alt som den nye Tid brød frem — ganske naturlig — en ivrig Modstander af hvad den førte med sig (Hermoder IV, 18—37. Fall. Mag. IV, 636—44).

Det var ganske rimeligt, at alt maatte blive ved det gamle, medens han ledede den store Menighed, og at den unge Prest, der var vel inde i filantropiske og rationalistiske Skrifter, maatte finde meget, der kunde blive bedre.

Der tør imidlertid være Tvivl, om

 

 

– 258 –

han har forsøgt at faa noget nyt i Gang, saa længe hans Fader, der ogsaa var af den gamle Skole, endnu var ved Roret. Men da han var død (7de Oktober 1804), fik han en ny Biskop, der i et og alt hørte den nye Tid til, og som navnlig udmærkede sig ved en priselig Iver for at bringe Fattigvæsen og Skolevæsen paa en bedre Fod i sit vidtløftige Stift.

Bech har i mange Stykker lignet sin forrige Biskop Dr. Peder Hansen (les under Grøgaard s. 188), der ogsaa af Cancelliet blev benyttet som Mellemmand ved hans Kaldelse til Biskop. Han var meget fast i Troen paa, at Anstalter maatte til, og at disse kunde gjøre det, men medens Biskop Hansen — i Kristian­sand — væsentlig arbejdede paa Skolevæsenet, synes Bech fornemlig at have ofret Fattigvæsenet sin Opmærksomhed.

Det var navnlig i de første Aar af sit Episkopat at Bech paa dette Felt udfoldede en stor Virksomhed, og selv Pavels, der siden fik saa meget imod ham, siger om ham (1807), at «hans Duelighed, Gavnelyst, Energi og utrættelige Virksom­hed lige meget berettiger ham til Samtids og Eftertids Hæder» (Optegnelse i Slotskirkens Kaldsbog).

En af Bechs Yndlings-Ideer var Oprettelsen af Arbejdshuse, og det skyldes maaske hans Indflydelse, naar to Rigmænd, David Chrystie og Niels Anker fik saadanne istand paa Moss og Fredrikshald. I alle Fald fik Biskopen dem til (1806) at forene disse Indretninger med det offentlige Fattig­væsen (Bechs Visitatsberetning 1806 (Rigsarkivet).

Om de havde noget langt Liv, ved vi ikke. Det er ikke rimeligt, da de efter Tidens Forhold væsentlig maatte opretholdes ved Rigmænds Tilskud, og disse tager jo altid en Ende. Ogsaa Fredrik Schmidt, hvis Prestegjæld indsluttede et Slags Smaaby, Hougsund (Hokksund), fik her oprettet et Spindehus, der sikkert ogsaa har havt hans Tilskud at takke for sin korte Tilværelse. Det stod kun i 2 Aar.

Schmidt inter­esserede sig i det hele meget for Husfliden og havde i sine Bestræbelser for denne en trofast Medhjælper i Klokkeren

 

 

– 259 –

Ole Strøm (Schmidts Dagbøger VII).

At Schmidt ved Siden af dette gjorde hvad han kunde for Almuens Oplysning, kan man vide. Biskop Hansen havde vist en Udvej til at afhjælpe Mangelen paa Lærere ved at faa 6 Prester i Stiftet til at undervise Bonde­gutter. Bech vilde gaa et Skridt videre og troede, at dette burde paalægges Presterne som en Pligt (Bech : Visitatsberetning     1806), men det blev vel ved Tanken.

Imidlertid har der dog været Prester, som paatog sig dette Arbejde, og Schmidt var en af dem. Det maa siges til Mandens Ros, at han ikke skyede dette alvorlige Tillæg til det meget Arbejde, han havde i sit store Embede. Da han 1808 var bleven Provst i Kongsbergs Provsti, vilde han oprette et Skolelærer-Seminarium for dette, men det kom ikke istand (Schmidts Dagb. 75).

Ogsaa en anden Ting maatte han lade ligge. Han var en af de Prester, der ivrede for Vaccinationen, men det gik ikke. Naar vi ser denne vigtige Foran­staltning lykkes for hans samtidige Embedsbrødre Niels Hertzberg og Grøgaard, har man maaske at søge en væsentlig medvirkende Grund i den Tillid, de som lægekyndige Mænd fandt hos Almuen, og Sagen maa vel have faldt meget van­skeligere for dem, der ikke havde saadanne Kundskaber.

Schmidt drog til Eker som Ungkarl, men det var neppe med hans gode Vilje. 1795 talte man i Kristiania om en Forbindelse mellem ham og en af Byens Skjønheder, Sara Bøyesen (Hun døde paa Hovind ugift 19de September 1850, 80 1/2 Aar gl.), Datter af Kjøbmand Peter Bøyesen, der ejede Gaarden Hovind i østre Aker.

Noget maa der have været i dette. Hun var jævngammel med ham, og de har maaske kjendt hinanden fra Konfirmationstiden. 20 Aar gammel skrev han et Nytaarsvers til hende, som han optog i sine samlede Digte 1811 (S. 38).

Recensenten i Litteraturtidenden (Litteraturtid. 1811. 514) omtaler det som en af de Ubetydeligheder, der gjerne kunde

 

 

– 260 –

have været borte, men for Digteren har det visselig havt sin Betydning.

Sara Bøyesen skal have været en interessant Personlighed, og som en meget smuk Pige gik hun under Navnet «Rosen». Det blev imidlertid ikke til noget. Biskop Schmidt vilde, at han skulde gjøre et «godt» Parti og fik ham efter megen Overtalelse til 1799 at ægte Frøken Maren Elisabet Mathea Oppen, med hvem han fik den i hine Dage betydelige Formue 12000 Rdlr., men ingen Børn.

Efter hans egne Ytringer var det et Fornuftparti, og det varede længe, inden han «blev saa fornuftig». Hun var Datter af General-krigskommissær Knud Oppen, hvis Hustru Mette Christine Colling, var eneste Datter af en i sin Tid bekjendt Kjøbmand Anders Colling. Denne drev Handel ved Vaterlands Bro og trak Bønderne til sig ved at have en Rotte i Bur paa sin Disk, hvorfor han fik Navnet «Rotte-Anders».

Ogsaa Elisa Oppen har rimeligvis været Schmidt bekjendt fra Barn­dommen af, da hun boede i Oslo i den saakaldte Stenersgaard (Conradine Dunker : Gamle Dage 249—50).

Schmidt kunde saaledes optræde paa Eker som den rige Mand, og Oprettelsen af Spindehuset i Hougsund tyder paa, at han vidste at anvende sin Formue paa en hæderlig Maade. Den satte ham ogsaa istand til at skaffe sig Nydelser, hvorefter de fleste Normænd i hine Dage forgjæves sukkede, samt til at. udholde Krigsaarenes Trængsler, under hvilke han vel ogsaa har kunnet række mange af Menigheden en hjælpende Haand.

Pavels fortæller et Sted i sine Dagbøger, at Schmidt i sin Prestegaard viste ham sin Formue, som han bogstavelig havde paa Kistebunden i en stor Pose med Guld- og Sølvmynter. Schmidt følte sig — som Pavels — hele sit Liv stærkt dragen til Danmark, hvor han i Rahbeks Kreds tidlig havde faat interessante Forbindelser. Han blev som Følge heraf stedse uberørt af den norske Selvstændighedsaand, der i hans Barndoms- og Ungdomsaar gjorde sig saa stærkt gjældende i Kristiania, uagtet han elskede

 

 

– 261 –

Norges gamle Historie, som han kjendte godt til (L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121).

Han holdt længe paa med at forberede en Fremstilling af det gamle Oslos Historie, og dette Arbejde synes at have været den nærmeste Foranledning til hans Rejse til Kjøbenhavn 19de August til 29de Oktober 1807. Paa denne Rejse maatte han fra den svenske Kyst være Vidne til Bombardementet, og han drog ind i Staden umiddelbart efter den forfærdelige Ødelæggelse. Han arbejdede dygtig med at gjøre Uddrag af Schøning og Suhm og hvad andet han kunde finde til sin Oslos Historie (Schmidts Dagb. 52. 56. 59. 61. 63 o. fl. St.) og tilbragte sin Fritid mest hos Rahbek og i norske Selskab.

Overalt var han en vel set Gjæst, der oplivede Selskaberne med sin Sang og sit Pianospil. For hans Digterliv — om der kan tales om et saadant — havde og­saa denne Rejse en stor Betydning. Sin Udvikling havde han faat i 18de Aarhundrede, og det kunde derfor være rimeligt nok, at han i Begyndelsen udtalte sig ringeagtende om den nye romantiske Skole, der med Øhlenschlager traadte frem i Morgenrøden af det 19de, men han fik snart andre Øjne at se med, og i 1807 finder vi ham som en oprigtig Beundrer af det nye (K. M. Rahbeks Brevvexling 25—27).

Han var en langt mere bøjelig Na­tur end hans Ven Jonas Rein, der hele sit Liv holdt sig til det gamle. Der er vel ingen Tvivl om, at dette hans nye Syn paa Poesien ogsaa har baaret Frugter for hans pastorale Gjerning og bidraget væsentlig til at give ham Afsmag paa den rationalistiske Tørhed, saa han kunde høre til de modtagelige Sjæle, da Mynster 1810 slog ned med sine betydningsfulde Prædikener.

De blev naturligvis modtagne med Antydninger af «Mystikisme» o. s. v., men det var uundgaaeligt, at de maatte virke som Bodsprædikener paa dem af Tidens Rationalister, der havde Øren at høre med og Øjne til at se, at Tiden var ifærd med at omskiftes (Mynster : Meddelelser   om   mit Levnet 176—77).

Med Schmidts Barndoms- og Ungdomsindtryk er det let at forstaa,

 

 

– 262 –

at de ogsaa for ham maatte faa en stor Betydning for hans Opfatning af sit Liv og sin Gjerning. Det maatte ogsaa i dette Stykke være ham saare heldigt, at han i 1811 fik gjøre et nyt Besøg i Kjøbenhavn (27de Januar til 18de Maj). Schmidts Hensigt med denne Rejse var intet mindre end at søge Stiftsprovstiet i Kjøbenhavn.

Han holdt en Prædiken hernede og havde Audiens hos Kongen 8de Marts, hvor han fremførte sit Ønske og fik til Svar : «Der vil al tid gives Lejlighed» (Schmidts Dagb. 106).

I Cancelliet fik han imidlertid ikke nogen Opmuntring, men fik vide, at han havde farlige Konkurrenter i F. C. Gutfeld, Domprovst J. M. Hertz, Amtsprovst Holm og H. G. Clausen, samt at man maatte beflitte sig paa at faa Talere til Kjøbenhavn ( Ibid. 137).

Til disse har han neppe regnet sig selv. Biskop Bech skriver om ham, at han «holdt en grun­dig Prædiken, men manglede Foredrag» (Bech : Visitatsberetning 1808), og han maa — trods Faderens ovennævnte alvorlige Mindelse — erkjende, at han «tildels» læste sine Prædikener af Papiret (Rahbek : Sandsigeren I, 203).

Denne Ytring fremførte han i et kjøbenhavnsk Blad 17de April 1811, og det var 5te Maj han fik høre, at man vilde have Talere i de kjøbenhavnske Kirker.

Oslos Historie beskjæftigede ham ikke i Kjøbenhavn under dette Ophold, der væsentlig gik hen i Nydelsen af Rahbeks og Øhlenschlagers Selskaber, hvor han altid var tilrede med sin Sang og gjerne vilde høre Øhlenschlager forelæse sine Digtninger.

Han kom ogsaa i Berørelse med N. Treschow, G. Sverdrup og Grundtvig og havde Adgang til højfornemme Mænd, deriblant Grev Fredrik Moltke, hvis gode Egenskaber han nu af Hjertet paaskjønnede (Dansk hist. Tidsskr. s. o.).

Foruden sin Ansøgning om et Embede i Kjøbenhavn havde han ogsaa noget at bestille med Udgivelsen af sine samlede Digte, og han fik Biskop Munter til at

 

 

– 263 –

sende Subskriptionsplanerne paa dem til sit Stifts Prester (Schmidts Dagb. 98).

Ligesom de blev meget velvilligen behandlede af Kritiken, der roste Schmidts beskedne Tanker om sin Digtergave, saaledes har vel ogsaa et andet Arbejde, han leverede under sit Ophold i Kjøbenhavn bidraget ikke lidet til at styrke den velvillige Stemning for ham hos de raadende Mænd paa den Tid.

I en Afhandling om Folkefester udtaler han sig om det fremmede Forhold, hvori Digterne staar til Folket. Han vil, at de skal fremtræde som Talere og give Folket sine Frembringelser i levende Foredrag. Dette kunde ikke ske uden ved «virkelige Folkeforsamlinger», og saadanne vilde han da have i Forbindelse med Folkefester efter de olym­piske Leges Mønster.

Det skulde være en Samling fra den hele Provinds i eller ved Stiftstaden hvert 3die eller 4de Aar. Her skulde da Digterne møde og oplæse sine Verker, en eller anden holde historiske Foredrag, helst vedrørende Stedet — han har vist tænkt paa sin Oslos Historie — og endelig skulde Stiftets Øvrighed fremstille for Folket Regjeringens Anordninger og Foranstaltninger til Folkets Bedste (Rahbek : Sandsigeren I, 203—6 ).

Festerne skulde blive en Triumf for Tvillingfolkenes Loyalitet og en Glæde for den faderlige Regjering. Blev der end ikke gjort det mindste for at føre denne Ide ud i Livet, saa har Schmidts Afhandling dog ganske sikkert hendraget Opmærksomheden paa dens Forfatter i en Tid, da man vogtede nøje paa alt, hvad der kom fra Norge. Den tør have været ham til Gavn, da han nogle Aar efter trængte til den danske Re­gjerings Velvilje.

Efter sin Hjemkomst stiftede Schmidt et Selskab for Ekers Prestegjælds Vel, og en Frugt heraf var Oprettelsen af 2 Søndagsskoler. At han var en Mand med Virkelyst og Nidkjærhed fremgaar af alt, hvad vi kjender om ham. At Menigheden satte ham højt som Sjælesørger fortæller hans

– 264 –

danske Biograf (Schmidts Dag. IX)-, og dette kan have sin Sandhed, om det end er Tilfældet, at han, der var en stolt Natur, af og til kom i Strid med en og anden i Menigheden. Saadanne Stridigheder kunde vel af og til bringe ham paa den Tanke, at man ikke rigtig paaskjønnede hans Bestræbelser som Prest, og gjøre Ønsket om et Embede i Danmark levende hos ham ( L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121 efter en utrykt Dagbog fra 1809 (af Christiane Koren), men de kunde ikke i nogen Maade røre ved den store An­seelse, hvori han stod.

Biskop Bech maa have sat ham me­get højt, naar han i Slutningen af 1812 sætter ham som No. 1 i den Række af 11 Mænd, han efter Ordre indstillede til at komme i Betragtning ved Udnævnelsen til Danebrogs-Riddere. Man tør vel her især tænke sig, at Bech vilde vise sin Formands Søn en Opmærksomhed.

Bech havde havt megen Møje med Biskop Schmidts Enke, og denne sin Sted­moder vilde Fredrik Schmidt aldrig se. Dette har vel ogsaa bidraget til at befæste ham i Venskabet med Biskopen (Meddelt af Professor Dr. L. Daae).

De øvrige var 2) Provst F. P. Hoppstoch (les litt om Hoppstock på s. 21 her), 3) Professor Leganger, 4) Provst Jakob Finckenhagen, 5) Sogneprest Ma­thias Siegwardt, 6) resid. Kapellan Wettergren i Drammen, 7) Sogneprest Stephansen i Tjølling, 8) Slotsprest Claus Pavels, 9) Overlærer Søren Rasmussen, 10) Løjtnant Jakob Hoell, 11) Grosserer Paul Bjørn i Kragerø.

Listen er karak­teristisk nok, og det tager sig unegtelig lidt underlig ud at se Schmidt som No. 1 og Pavels som No. 8. De fik begge sit Ridderkors 28de Januar 1813. Og saa kom de tunge og alvorsfulde Tider, da Folkets Tillid kaldte Schmidt til Rigsforsamlingen paa Ejdsvold. Han holdt paa Kristian Fredrik, men drog til Ejdsvold med en Resignation, der syntes at grændse til Fortvivlelse (Pavels Dagb, 10/2 1814), hvoraf han dog opmandede sig i det Selskab, han fandt, og under den Selvstændigheds-Begejstring,

– 265 –

hvori han aandede. Han kjendte Georg Sverdrup fra Kjøbenhavn (1811), og dette Bekjendtskab har vel ikke mindre end Jonas Reins gamle Venskab bidraget til at befæste ham i hans politiske Opfatning og opflamme hans dybe Antipati mod Sverige.

Som Følge heraf betragtede han Grev Wedel og hans politiske Venner med Mistanke og Uvilje; og brugte ofte hadefulde Udtryk om Wergeland, hvem han beskyldte for at have modtaget 20000 Rdlr. fra Wenersborg, en Mis­tanke, som deltes af flere (L. Daae i Morgenbl. 1868 No. 121).

Grøgaard var ham en ubarm­hjertig Kritiker og gav ham Navnet «Selvstændighedspoeten», hvilket sikkerlig har forbitret ham meget. Jakob Aall siger, at han ofte fik afværget heftige Udfald af Schmidt mod Grøgaard (Aalls Erindringer 2den Udg. 398).

Den milde Jakob Aall vilde naturligvis gjerne ved enhver Lejlighed afværge heftige Scener, hvoraf der paa Ejdsvold forefaldt langt flere, end man i Almindelighed kjen­der til, men han satte ellers ikke Schmidt højt og var vred over de ondskabsfulde anonyme Viser, der flød fra hans Pen, ikke mindre end over den hierarkiske Mine, hvormed han fremførte ubetydelige Ting og «ufordøjede Forslag» (Y. Nielsen : Bidr. til Norges Hist. 1814. 398—99).

Hans Navn (Schmidt) er knyttet til den Bestemmelse i Grundloven, at et Lovforslag skal behandles i Plenum og have 2/3 Stemmers Pluralitet, naar det 2 Gange har passeret begge Thing uden at blive antaget.

Ellers gik han sin Ven Jonas Rein en høj Gang, da ogsaa han var fremme og talte om Pengevæsenet : «— — — — Vi have en Nabo» — siger han — «som har opbudt alle Snedighedens Kunster for at indsnære os i sine Garn, og nu ender med Forhaanelser, Trusler og storpralende Varselsraab om den Ulykke, der venter os, dersom vi vove at vedblive vor Beslutning : at ville leve og døe som et frit og uafhængigt Folk» — — — — «Nu er det lagt for Da­gen, at Norge har i sit eget Skjød tilstrækkelige Hjælpekilder, som selv de mest trykkende Tider ikke have kunnet

 

 

– 266 –