hieronymus heyerdahl : presentert av daniel thrap

ordineret af Biskop Schmidt i Kristianias Tugthuskirke 23de Oktober 1795.

Biskopen har formodentlig holdt sig strængt til den Bestemmelse, at Ordinationerne skulde foregaa i hans Sognekirke, Oslo Hospitalskirke, og da denne Aaret iforvejen var brændt, har han vel betragtet Tugthuskirken, hvor hans Søn var Prest, som sin Sognekirke.

Sognepresten til Rings­aker, Henrik Anker, var en gammel og svagelig Mand, og Heyerdahl maatte bestyre Embedet omtrent i hele dets Udstrækning til hans Død 1798 og i Naadensaaret derpaa. Her blev han 1ste Marts 1799 gift med Fredrikke Sophie Schwabe, Datter af Oplandenes sidste Laugmand, Johan Fredrik S., der boede paa Ringsaker.

Han blev derpaa kaldet til Perso­nelkapellan paa Kongsberg, hvor han tilbragte sin Fritid med at studere Mineralogi under Esmarcks Vejledning, men hans Ophold her blev kort, da han allerede 27de Juni 1800 blev udnævnt til residerende Kapellan i det dengang samlede To­ten. Han havde visselig en stærk Tilbøjelighed til Natur- videnskaberne, men han lod sig dog ikke ved dem drage bort fra sit Embede og hvad dertil hører.

Biskop Schmidt siger ogsaa om ham, at «han har udmærket sig ved Duelighed og Flid i Læreembedet» (Attest paa hans Ansøgning om Totens Kapellani).

Da han havde været 3 Aar paa Toten, blev han ved kongelig Resolution bemyndiget til at oprette et Skolelærer-Seminarium. Denne Bemyndigelse, som Regjeringen ikke altid meddelte, kunde man her med Lethed give, da den hele Indretning neppe har været for­bunden med synderlige Omkostninger. Det stod i 3 Aar, og Heyerdahl var baade Bestyrer og eneste Lærer for sine 9 Seminarister, hvoraf kun den ene, Klokkerens Søn, tilhørte Gaardbrugerklassen, — alt uden Løn.

Da det havde bestaaet i 2 Aar, blev der holdt Eksamen af Biskop Bech med Provst Berg i Land og Sogneprest Siegwardt som Censorer, og alle Elever fik bedste Karakter. Fagene var : 1) Læsning med Grammatik, 2) Skjøn- og Retskrivning, 3) Regning, de 4 Species, Reguladetri og Selskabsregning, 4) «hele Geografien

– 294 –

med Kart til», 5) Fædrelandets Historie, 6) Naturlære, Mine­ralogi og mathemat. Geografi, 7) Sjælelære, 8) Religion, 9) Katekisation, 10) Sang.

Biskop Bech roste meget deres Kundskaber, men foreslog at de skulde gaa 1 Aar til, da de manglede praktisk Uddannelse (Bech : Indberetning 9de Oktober 1806).

Regjeringen maa formo­dentlig have fundet, at det ikke gik an, naar man havde for sig en Mand, der havde arbejdet med Held, men uden Løn i 2 Aar, da at paalægge ham en Fortsættelse af Arbejdet i det 3dje, siden Sagen blev henlagt. Heyerdahl behøvede imidlertid ikke noget Paalæg og beholdt sine Seminarister et Aar til.

Hvorledes han indrettede sig med dem i Henseende til Lokale og Underholdning, har han ikke fortalt, men For- dringerne var jo i saadanne Ting ikke store i de Dage, naar der kun fandtes en Mand, som vilde paatage sig Undervis­ningen. Han maa have været en utrættelig Arbejder i Sko­lens og Videnskabens Tjeneste i denne Tid, thi ved Siden af sine Elever havde han vidtløftige Undersøgelser fore over hele Toten og omliggende Bygder, hvis Beskaffenhed i geo-gnostisk Henseende han granskede.

Det kunde vel ikke være anderledes end, at hans Elever maatte have temmelig lange Ferier Vaar, Sommer og Høst, naar Markarbejdet krævede alle Hænder, og disse Ferietider har da den flittige Lærer benyttet til Vandringer paa Fjeldet og Undersøgelser med Jordboret, som det topografiske Selskab havde stillet til hans Raadighed.

Ogsaa Vinteren kunde han benytte til Dybdemaalinger paa Mjøsen. Man maa forundres over hvad denne Mand, der sad langt borte fra alle litterære Hjælpemidler og kun havde for sig en Mineralie-Samling, han havde skaffet sig selv, kunde frembringe af detaljeret Beskrivelse af Jordbunden paa Toten og Hedemarken. Sit Arbejde, der fik en velvillig Modtagelse i Samtiden, kalder han blot et Forsøg af en Dilettant, men det røber en Flid og Nøjagtighed, der maa være iøjnefaldende selv for den ikke sagkyndige Læser. Han skrev dette med Tanken om, at en nøjagtig økonomisk

– 295 –

Beskrivelse over Hedemarken og Toten var et Arbejde, der trængtes, og som han maaske vilde vove sig paa (Topogr. statist. Saml. udg. af Selsk. for Norges Vel 1811 I, 4. 15. 50—51).

Da han skrev dette, har han maaske tænkt sig, at han skulde slippe at forlade Toten, medens hans voksende Familje maatte sige ham, at han snart maatte forlade det residerende Kapellani.

I Slutningen af 1807 blev Totens Sognekald ledigt, og Heyer­dahl turde — skjønt kun 34 Aar gammel — gjøre sig Haab om det store Embede, da han unegtelig havde gjort store Opofrelser for Menigheden og indlagt sig megen Fortjeneste af dens Oplysning. Der var ogsaa i Resolutionen om Seminariets Oprettelse lovet ham Befordring (Heyerdahls Ansøgning om Størdalen dat. 15de September 1811).

Det gik imidler­tid ikke. Biskop Bech undlod visselig ikke at fremhæve hans grundige Lærdom og hans Fortjenester som Seminarielærer samt Esmarks «ypperlige Vidnesbyrd om hans videnskabelige Værd», men han opnaaede kun, at Heyerdahl blev indstillet som No. 3. Han havde blant andre Konkurrenter Sognepresten i Tønsberg Frants Philip Hopstock, der var 51 Aar gammel, og som ogsaa havde bestyret et Seminarium i sit Sogn.

Han blev den sidste Sogneprest i det samlede Totens Kald, hvor han døde 16de Juni 1824. Heyerdahl fik dog et Vidnesbyrd om, at hans Virksomhed ikke var bleven ubemærket, idet han 28de Januar 1811 blev Ridder af Dane- brogen med Tilkjendegivelse af Kongens Tilfredshed med hans Virksomhed. For en Kapellan var dette en betydelig Udmærkelse.

Samme Aar blev han Medlem af Videnskabernes Selskab i Throndhjem. Hans store Familje gjorde det nu til en Nødvendighed for ham at søge et bedre Embede, og som Laudabilist og 16 Aars Prest turde han gjøre sig Haab om et af de bedste. Et saadant var blevet ledigt ved Sognepresten til Størdalen, Mag. Lorentz Wittrups Død 26de Juni 1811, og Heyerdahl begav sig til Kjøbenhavn for at søge det.

Biskop Bugge havde i denne Tid paa det mest indtrængende

– 296 –

forestillet Cancelliet, hvorledes han led Nød i sit Embede, der var beheftet med en Pensjon af 900 Rdlr. til Formandens Enke. Dagen før Mag. Wittrups Død havde han erklæret, at der nu neppe var anden Udvej for ham end at søge Afsked, da han bedre kunde leve af en Pensjon et andet Sted end af Bispestolens Indtægter i Throndhjem, «hvor alle Ting nu uden Tvivl var dyrere end noget andet Sted i Kongens Riger».

Det maatte komme ham meget belejligt, da han 3 Dage efter kunde indberette Stordalens Ledighed. Kaldets Indtægter var opgivne til 1035 Rdlr. 3 Ort, men Bugge kunde anslaa det til 2000 Rdlr. Han vilde nødig gjøre Skaar i an­den Mands Indkomst, men «hans hele Embeds-Indtægt medgik hartad til Embeds-Udgift», og han kunde ikke have Udkomme uden et Tillæg af 12—1500 Rdlr., hvorved han dog ikke vilde komme længer end med Halvdelen af hans Ind­tægter før Krigen.

Han bad nu om, at den Kapital af 2000 Rdlr., der tilhørte Størdalens Kald, maatte skjænkes hans Embede mod, at han svarede Renter til Enken, og at han af Kaldet maatte faa en aarlig Afgift af 600 Rdlr., naar Naadensaaret var ude ( P. O. Bugge til Cancelliet 25/6 1811 (Rigsark).

Cancelliet saa, at noget maatte gjøres for den nødlidende Biskop, men hans Forslag blev dog fundet vel stærkt. Man lod det blive ved, at Størdalens Sogne­prest skulde afgive 500 Rdlr. aarlig til ham, saa længe Biskop Schønheyders Enke var ilive, hvilket blev bestemt ved kgl. Resol. af 27de August 1811 (Do. til do. 28/6 1811.             Erlandsen : Throndhjems Stifts Gejstlighed 342).

Heyerdahl maa være bleven bekjendt med dette betydelige Indhug i Embedets Indtægter, medens han opholdt sig i Kjøbenhavn, men han fandt dog, at han kunde være tjent med det og indgav sin Ansøgning 15de September. Han blev først udnævnt 22de April 1812. Han maa i det throndhjemske snart have vakt Opmærksomhed i vide Kredse, da han blev valgt til 2den Repræsentant for nordre Throndhjems Amt til Rigsforsamlingen, uagtet han

– 297 –

endnu ikke havde boet 2 Aar deroppe.

I Rigsforsamlingen fulgte han den Falsen’ske Politik og erklærede ved Konge­valget, at han valgte Kristian Fredrik til Norges konstitutionsmæssige Konge efter sine Kommittenters og sit eget Ønske (Rigsforsaml. Forhandl. VI. 48).

Jakob Aall giver ham det Vidnesbyrd, at han var «en af Forsamlingens behageligste og mest oplyste Medlemmer, men derhos af en saa beskeden og frygtsom Karakter, at han næsten aldrig lod sig høre i Forsamlingen» (Y. Nielsen : Bidrag til Norges Hist. 1814 I, 401).

Aall havde mange interessante Samtaler med ham, og det kan være rimeligt nok, da de havde mineralogiske Interesser tilfælles.

Heyerdahl hørte ikke til dem, som klagede, og vi kan derfor finde det rimeligt, at han med Sjælsstyrke bar det økonomiske Nederlag, han led ved sin Flytning i det Forfærdelsens Aar 1812. Han maatte sælge næsten alt, hvad han ejede og led derpaa betydelige Tab ved Pengereduktionen 1813. Siden fik han Misvækst i 3 Aar. Prestegaarden var ødelagt ved Elvebrud og udpint af Forpagtere.

For­manden havde udstykket det meste af dens Jord til Husmænd, saa han hverken havde Skov eller Havn (Heyerdahls Ansøgning om Faaberg 28de Maj 1818).

Da Penge-reduktionen kom paa 1813, maatte han flere Aar udigjennem faa vide hvad det havde at betyde, at alle hans faste Ind­tægter betaltes med en bestemt Pengeafgift (Biskop Bugges Erklæring af 14de Septbr. 1835 (Rigsark.).

Imidlertid bar han — som vel den største Del af vor Kirkes Prester i de Dage — sin Skjæbne med Taalmodighed og Haab om bedre Tider, der vel ogsaa efterhaanden indtraadte, om han end den hele Tid, han var der, maatte udrede sine 500 Rdlr. aarlig til Biskopen. Dette ophørte 9de Februar 1836, da Bispinde Schønheyder døde 86 Aar gammel, — 1 Maaneds Tid efter at Heyerdahl var forflyttet til Gran.

De klimatiske Forhold var endnu værre for ham i Størdalen end de øko­nomiske. Dalen var 7 Mil lang, Klimaet ublidt og meget

– 298 –

stormfuldt.

Det tog paa hans Helbred og belivede hans sta­dige Længsel efter Sydlandet, og al den Kjærlighed, han vandt i sin Menighed og hos sine Embedsbrødre, kunde ikke holde den nede.

Hans Provst, H. S. Arentz, maatte ogsaa udtale, at han maatte sætte «Hensynet til eget Savn ved denne elskelige Medbroders Forflyttelse» tilside, naar han anbefalede hans Ansøgning, medens han ellers ikke behøvede at udtale sig om hans Fortjenester, der var tilstækkelig bekjendte.

Karl Johan, der — som bekjendt — satte megen Pris paa Mænd af et blidt og sagtmodigt Væsen (J. H. Vogts Optegnelser 165), havde allerede 1825 givet ham et Tegn paa sin Naade, der sjelden blev Prester tildel, idet han udnævnte ham til Medlem af Nordstjerneordenen, og 1835, da Heyerdahl «personlig blev presenteret for Kongen som en af den prestelige Stands værdigste Medlemmer»(H. S. Arentz : Erkl. paa Heyerdahls Ansøgning om Gran af 10de Septbr. 1835), modtog han af Majestætens egen Haand den svenske Medalje for medborgerlig Fortjeneste.

Om Kongen har kjendt til, at han var Medlem af Rigsforsamlingen og det Standpunkt, han der indtog, kjender vi ikke til. Underligt maa det forekomme os, at han saavelsom de andre Ejdsvoldsprester, der efter 1814 søgte Embeder, — paa en nær —- aldrig i sine Ansøgninger nævner sin Deltagelse i Rigsforsamlingen. Heyerdahl nævner den ikke engang i sin Autobiografi i Grans Kaldsbog.

Kjærligheden til Naturvidenskaberne fulgte Heyerdahl til hans nordlige Bolig, og det var her ikke blot Mineralogien og Meteorologien, der sysselsatte ham. Han gjorde her og­saa Optegnelser om Planternes Blomstringstid og lagde en ikke ringe botanisk Kundskab for Dagen ( Budstikken 1817. I, 750).

Ogsaa paa Dyre­verdenen var han opmærksom og fortæller bl. a., at en Bæver blev skudt i Størdalen 1816 (Ibid. 754).

Betegnende for den Trængselstid, hvori han begyndte sin Virksomhed i Størdalen,

– 299 –

er det, naar han fortæller, at Furruen forsvandt fra det hele Prestegjæld i 1813, da alt, hvad der fandtes af denne Træsort, blev hugget, fordi «dens Bark var den vigtigste Almueføde».

En gammel Prest (J. O. H. Walnum, Sogneprest til Herø død 1883), der som 14 aarig Gut i Nordland 1813 ikke smagte andet Brød end Barkebrød, har fortalt, at dette godt kunde spises, naar man fik det rent d. e, af Birkebark uden Tilsætning, men blev det opblandet med Furrubark, smagte det ilde.

Vi tænker med Rædsel og — Skamfuldhed paa disse vore Bedstefædres Tider, og vi bør vel ikke glemme Takken for de Mænd af Karakter og Handlekraft, Gud førte ud af dem. — Det var ikke blot til Iagttagelse og Studier Heyerdahl heroppe benyttede sit mangeartede Kjendskab til Naturvidenskaben. Han foregik ogsaa som praktisk Jordbruger Menigheden med et godt Eksempel. Han nævner 2 Ting, som nu enhver nogenlunde brugbar Landmand kjender fra sin Barndom, men som dengang maa have været store Reformer.

Han begyndte at sætte Poteter paa forskjellige Agre hvert Aar, medens man før altid havde brugt de samme Aar efter Aar. De store Avlinger, han fik, og de gamle Potet-Agres Frugtbarhed for andre Sædarter maatte snart aabne Bøndernes Blik og bringe dem til at følge Eksemplet. Paa den anden store Reform, Brugen af Timothei-Frø, var det vel mere vanskeligt at faa dem med (Budstikken 1817  I, 769).

Heyerdahl havde megen Anseelse som gejstlig Taler. Medens han var paa Toten, søgte han (16de Marts 1810) om Tilladelse til at prædike over frit valgte Tekster, og da han var «en Mand af udmærkede Kundskaber og samvittig (sic) Religionslærer», anbefalede Biskop Bech hans Andragende paa Betingelse, at han altid først oplæste Dagens Evangelium, «som Almuen ej gjerne vilde savne oplæst fra Prædikestolen».

Han fik Tilladelsen 19de Maj 1810 altsaa paa andre Betingel­ser end Grøgaard, som kun blev paalagt — navnlig paa

– 300 –

Festdagene — at vælge Tekster, der var i Samklang med Dagen.

Til at udtale os om Heyerdahls Prædiken og theologiske Standpunkt savner vi Adgang, da intet herhen hørende foreligger fra hans Haand. Bemærkes maa det dog, at det var fra en saa orthodoks Biskop som Christen Schmidt og en saa fremragende Provst som H. S. Arentz, han fik sine anerkjendende Vidnesbyrd.

I Størdalen havde han altid Kirken fuld. Han havde her den besynderlige Svaghed, at han ikke taalte at se sin Hustru og sine Børn i Kirken. Forbyde dem Guds Hus, naar han prædikede, kunde han vel ikke, men de maatte liste sig derind, naar Gudstjenesten var begyndt, og skjule sig i Mængden. Kom han efter, at de havde været der, blev han ilde tilmode.

En kjærligere Familjefader skulde man vanskelig træffe (Meddelt af Sogneprest J. IC. Iversen). Foruden sine egne 9 Børn havde han i 1818 2 faderløse Børn af sin Slægt i Huset.

Det var vel en Ytring af hans ømme Fader-Følelse, naar han aldrig vilde vie sine Døtre. Af hans 7 Døtre blev 3 gifte, medens han var i Størdalen og 1 i Gran. Biskop Bugge kunde paa hans Ansøgning om Gran erklære, at han «har altid i Vandel og Embedsførelse været ulastelig samt opdraget en talrig Børneflok til duelige og agtværdige Menne­sker».

23de December 1835 blev han udnævnt til Sogne­prest i Gran, hvor han endnu i over 10 Aar kunde vedblive sin stille, bramfrie Gjerning til sin Død 6te Marts 1847. Han havde da været Prest i 52 Aar, og han indtager en hæderlig Plads blant vor Kirkes Jubellærere.