– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 45 – 47 :
I Jonas Rein lærer vi at kjende en ganske anden Prestetype (enn Jacob Nicolai Wilse/red.).
Han blev født 30. Januar 1760 i Sundalen paa Nordmøre, hvor Faderen, Ole Rein, var Sogneprest. Denne omtales som en lærd Mand, der selv underviste sin begavede Søn, indtil han 1777 kunde tage Artium; tre Aar senere, kun 20 Aar gammel, tog han theologisk Embedseksamen med Haud.
Saa reiste han hjem til Norge og blev Huslærer for Petter Collett paa den store, vakre Gaard Buskerud, hvorefter Amtet har faaet sit Navn.
Her førtes et muntert Selskabsliv, og han trivedes særedeles vel der; sin Elev forstod han at knytte til sig ved inderlig Kjærlighed. Høsten 1783 drog han til Drammen og opholdt sig der til Sommeren 1785.
Der hviler over disse Aar af hans Liv adskillig Dunkelhed; det lader til, at en Forelskelse har vakt hans slumrende Digteraand, men at hans Kjærlighed led Skibbrud og gjorde ham til elegisk Digter. Han skrev i denne Tid en Mængde Vers og flere større Poetiske Arbeider, som blev beundrede af Samtiden, men nu neppe vil tiltale nogen; de er for sødladne og graadmilde.
Han var neppe nogen virkelig Digterbegavelse; men det lader til, at han troede ved Hjælp af Digterkunsten at kunne opnaa et Embede; skjønliterære Fortjenester veiede dengang meget.
Høsten 1785 forlod han Drammen og reiste til en Slægtning paa Kongsberg, som var Prest der. Da denne snart blev forflyttet til Jevnaker, søgte Rein forgjeves hans Embede. Som saa mange andre drog han derpaa til Kjøbenhavn for at virke for sin Ansættelse; han skrev større og mindre Digte og søgte forskjellige Embeder, men fik intet.
Dette fyldte hans Sind med Bitterhed og udviklede hans naturlige Anlæg for Spydighed og Spot; der var til en vis Grad og i en enkelt Henseende noget af Holberg i ham. Dette var nær blevet hans Ulykke. Det fortælles, at en bidende Bemærkning, som han 1788 fremkom med, stødte den daværende Kancellipræsident Chr. Brandt og endnu i flere Aar stængte al Udsigt til Befordring for ham.
Da Veien til geistligt Embede syntes ufremkommelig, tænkte han paa at ofre sig for den lærde Skole; han tog med Iver fat paa Sprogstudierne og de andre nødvendige Fag og underkastede sig allerede Midtsommer 1789 den saakaldte “Store Philologium” med Laudabilis.
Der krævedes til denne Eksamen Færdighed i at læse og fortolke de gamle Skrifter “med Indsigt, Smag og Kritik”, dernæst Filosofi, Mathematik, Historie, Geografi, naturlig og aabenbaret Theologi samt en prakstisk Prøve.
Han begyndte nu at søge Skoleembeder, men forgjæves; meldte sig atter til forskjellige Prestekald, men med samme Resultat.
Endelig blev han udnævnt til res. Kap. i Slidre, et Embede, som han dog frabad sig, søgte saa Kautokeino Sognekald i Finmarken og fik dette. Da han paa Reisen til Norge lagde Veien indom Hafslund, tilbød Generalauditør Wessel ham Skjeberg residerende Kapellani, som han modtog 1792 og frasagde sig Kautokeino.
Disse Torner paa hans Livsvei øgde hans Bitterhed, gjorde ham menneskefiendsk og trodsig og en svoren Fiende af de Store; hans Digte blev mere og mere bidende; hans virkelige Poesi forsvandt ofte fra dem.
Efter at have levet nogle lykkelige Aar i Skjeberg sammen med en elsket Hustru blev han forflyttet til det yndige Eidanger, hvor alt syntes at smile til ham, indtil han braat mistede sin Hustru; Digteren Welhaven fortæller, at han en Morgen fandt hende død ved sin Side, kvalt af Blomsterduft fra de mange Planter, som var i Værelset.
Dette uventede Slag trængte Bitterheden tilside, saa den gav Plads for Sorgen, Vemodet og den stille Elegi. Han udgav i 1802 “Samlede Digte”, hvorefter fulgte “Nyeste Digte”; begge Samlinger blev roste af Kritiken samt læste og beundrede af Publikum.
Derpaa ophørte han med sin digteriske Virksomhed, ofrede sig udelukkende for Prestegjerningen og vandt Ry som geistlig Taler.
Da han var bleven gift igjen, og Familien voksede hurtig, maatte han se sig om efter et større Embede. Nykirkens Sognekald blev ledigt 1807, og da han ønskede dette, reiste han ned til Kjøbenhavn for at tale sin Sag. Som Digter gjæstede han naturligvis Rahbek og hans aandfulde Frue paa Bakkehuset, der var et Midtpunkt for Datidens literære Liv, hvor baade ældre og yngre Digtere og Lærde satte hinanden Stevne.
Han holdt to Prædikener dernede og fik Embedet 1. April 1808. Men da han kom til Bergen, var han ikke videre velseet; Biskop Brun havde ønsket en anden og viste sig kjølig mod ham. Uagtet de stod hinanden temmelig fjernt, mødtes de dog paa et Område : I Kjærlighed til Fædrelandet og dets Frihed.
Da Brun var hindret, blev Rein selvfølgelig valgt til Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold i 1814. Her hørte han til Selvstændighedsflokkens ivrigste Mænd; han sad fordetmeste stille og hørte paa Forhandlingerne og talte aldrig uden efter nøie Forberedelse og i saadanne Sager, hvor hans glødende Patriotisme og Svneskehad kunde faa rig Anledning til at komme frem.
“Han passede nøie paa at udsætte sin Tale”, siger Aall, “til de fleste andre havde talt, for at beholde det sidste Ord og Ordets Virkning i Forsamlingen (Yngvar Nielsen : “Bidrag til Norges Historie 1814” S. 392)