jonas rein : presentert av daniel thrap

– i boken : “Bidrag til Den norske Kirkes Historie i det 19. Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid”. Kristiania 1884.

Gjengitt s. 222 – 248  :

Jonas Rein havde den Lykke mod Slutningen af sit Liv at blive anset for et Slags Fædrelandets Redningsmand, og det var neppe i de Aar, han levede efter 1814, i Norge et mere populært Navn.

Han havde ikke dette for den Sag, han havde forfegtet i sin berømte Tale paa Ejdsvold, thi det hele Folk sukkede under Følgerne af denne Dags Misgreb, men det var den Aand, der gjennemglødede hans Ord, det brændende Had til Sverige og dets Folk, det over al Maade frimodige Angreb paa højtstaaende Personer, Gjenstandene for Oppositionsbladenes bitre Forhaanelser, — det var unegtelig dette, der gjorde hans Navn saa kjært i Landet.

Hertil kom Beundringen af ham som den stolte Nordmand, der antoges ikke i mindste Maade at have været istand til at bøje sig for de nye Magthavere. Det er ikke godt for en saadan Mand at falde under Samtidens Historikeres Behandling. Der er jo altid dem, som giver sig af med Historikerens Arbejde, om der end ikke gives nogen virkelig Dyrker af hans Videnskab.

Naar da den af Folket beundrede Mand skildres under saadanne Omstændigheder, kan man ikke undres, om der gjøres alt for at sætte hans Storhed i det mest straalende Lys, og den forøges ikke lidet, naar det kan lykkes at sætte en Martyrkrone om den bortgangne Stormands

-223-

Pande.

Det var ikke vanskeligt her, hvor der var Tale om en Mand, hvis Gjerning var et brugbart Vaaben i Tidens Kampe, hvad enten man vendte sig med det nationale Hovmods Raseri mod de svundne Tider og raabte paa Danmarks «politiske Forbrydelser mod Norge», — eller man forgiftet af det samme Hovmods Mistænksomhed vendte sig mod den bestaaende Regjering og Svenskerne, der antoges at staa i farlig Forbindelse med enhver, der bar en Nordstjerneorden.

Man saa i Rein et Offer for Regjeringens Forfølgelse baade i hans Ungdom og i hans sidste Dage. Synet var visselig hans eget, og han har set ligesaa skjævt som hans Be­undrere.

Jonas Rein er født 30te Januar 1760 i Surendalen, hvor Faderen, Ole Rein, var Sogneprest. Moderen hed Margaretha Ross. Ole Rein var en lærd Mand og underviste selv sin Søn, til han kunde dimittere ham 17 Aar gammel 1777. 20 Aar gammel tog han theologisk Eksamen med haud illaudabilis 1780, og der stod nu intet andet tilbage for ham end at drage hjem til Norge som Huslærer, indtil han havde opnaaet den Alder, hvori han kunde søge Embede.

Han kom til Buskerud som Lærer for den unge Peter Collett (død 1836 som entled. Højesteretsassesor og Ejer af Buskerud), der knyttede sig til ham med en inderlig Kjærlighed ( Alf Collett : En gammel Kristiania-Slægt 300).

Høsten 1783 tog han herfra og drog til Drammen (Strømsø), hvor han opholdt sig til Sommeren 1785. Han savnede Buskerud, der maaske har havt andre Tiltrækningsmidler for ham end det muntre Selskabsliv, der førtes. Da hans Elev Vaaren 1784 skulde ind til Kristiania i Latinskolen blev han meget bedrøvet. »Jeg lider derved» — skriver han (T. Rein til P. Collett dat. Strømsø 16/3 1784) —, paa en Maade, som de vist ikke begriber. — Jeg kand nu ikke mere skrive til Buskerud — men hvorfor just til Buskerud, vil de sige, da jeg med ligesaa liden Umage kan skrive til dem i Christiania ?  Jeg tør ikke svare dem

-224-

paa dette Spørgsmaal — det er og maaskee vil blive evig mystisk for dem og for alle Mennesker undtagen mig selv. Kort : jeg er i det ulykkeligste Humør af Verden».

Det synes efter dette, som om Rein her har lidt sin første Skuf­felse. Peter Colletts eneste Søster, Anna Cathrine (gift 1788 med Grosserer Peter Arboe — død 1846), var dengang 16 Aar gammel. Hvad Rein har levet af i Drammen og hvem han har opholdt sig hos nævner han ikke i sine Breve. Derimod fremgaar det af dem, at han har havt meget at bestille med poetiske Arbejder, og man kan derfor maaske tænke sig, at han har opholdt sig hos en formuende Ven eller Slægtning, der har villet sætte ham istand til paa denne Maade at arbejde paa sin Lykke.

Om Sommeren 1785 havde han Tragedien «Hagen og Axel» færdig og sendte den tilligemed et Digt «Vinteren i Norge» til Kjøbenhavn, hvor P. Collett skulde levere Tragedien til Jakob Baden og faa «Vinteren» ind i Prams «Minerva».

Paa Tragedien havde han arbejdet i et Aar. Rein giver os i disse Breve et Indblik i sit Digterliv, — om der ellers kan tales om et saadant. Han betragter aabenbart sin Digtning som et — Ar­bejde, han har taget sig paa, for derved at komme frem paa Embedsbanen. Efter at ovennævnte to Arbejder er sendt til Kjøbenhavn, har han faat høre, at Carstens har læst hans «Vinter», og han beder nu Collett gaa op til ham for at faa hans Tanker om Digtet at vide (Rein til P. Collett dat. Kongsberg 2/10 1785 ).

I et senere (udateret) Brev heder det : «Jeg turde maaske, om jeg fik en Mand som Baden til Patron, faae et residerende Kapellani», hvilket vilde være en stor Lykke for en «Student» paa 25 Aar, men han hørte jo til de faa blant Datidens Kandidater, der ikke havde non contemnendus til sin Eksamen, og saadanne havde Lov til at søge residerende Kapellanier.

1785 skriver han paa en Heroide, «Yanko til Inkle, et meget rørende Sujet, maaske mit sidste poetiske Arbeide i Verden, thi jeg mærker at det lønner ikke Umagen» (Ibid).  Et halvt Aar efter

-225-

heder det:        «Jeg  mærker   nok, at mine poetiske Arbeider indrenter kun en Bagatelle, neppe Post-Porto. Dersom jeg ikke for Fremtiden kan vente at høste nogenNytte heraf, har jeg desværre meget slet anvendt min Tid».

I samme Brev finder han Prams Belønning for de til «Minerva» indsendte Arbejder latterlig og tilføjer : «Besynderligt er det, at han ikke ved at distingvere mellem Dusin Vers og udarbeidede Vers, som dog skal tjene til at gjøre de øvrige Sottiser afsættelige (Rein til Collett dat. Kongsberg 12/4 1786).

Vi ved ikke, om det er en vel rask Slutning af ovenstaaende, at Digtningen for Rein var et Arbejde, som han tog sig til uden egentligt Kald, for derved at gjøre sin Lykke i en Tid, da det var vanskeligt at komme frem paa Embedsbanen. Man har vel imidlertid vanskeligt for at tænke sig nogen skabende Fantasi hos en Yngling, der kan betragte sine digteriske Frembringelser paa den Maade.

Høsten 1785 forlod Rein Drammen og drog til Kongsberg, hvor han havde en Onkel, Jens Heydemarck, der var Personelkapellan. Denne havde været der i 10 Aar og søgte sig nu bort. Rein havde næsten Haab om at blive hans Eftermand, ifald han vilde, og han troede at han burde det, da Stillingen var indbringende, om det end var «et stort Aag».

Han var nu bleven forlovet med Anna Cathrine Arboe, Datter af Christian Arboe, Sogne­prest til Ramnæs (død 15de Juni 1773), men tænkte dog ikke paa straks at gifte sig. Han havde allerede faat Kaldelse af Sognepresten Cornelius Normann, men Biskop Schmidt satte sig derimod af alle Kræfter, da han havde en Slægtning, Søren Lemmich, som han vilde have frem, og som ogsaa blev udnævnt 17de Marts 1786.

Nu maatte da Rein tænke paa at søge Embede, men han var meget mismodig. Ingen Penge havde han, og til at laane kunde han ikke bekvemme sig, da han ikke vilde bedrage sin Næste ved paa denne Maade at skaffe sig Penge til en Kjøbenhavns-Rejse, som

-226-

man hører om ham som Manden med den skarpe Tunge og de bitre Sarkasmer.

Det var ogsaa ved denne Tid (Slutnin­gen af 1789) han med Zetlitz og Rahbek en Aften i en Klub under Glassenes Klang ved Epigrammer over Baggesens «Holger Danske» gav det første Signal til den store Holger-fejde (N. M. Petersen : Bidrag til den danske Litteraturs Hist. V. b. 370—71).

Man har beklaget hans Skjæbne, om der end ikke synes at have været fuld Grund dertil, men man maa beklage den Bitterhed, som fra denne Tid fyldte hans Sjæl, og som han ikke lod standse ved sin — virkelige eller formentlige — Undertrykker. Han lod den gaa ud over den hele Klasse af «Stormænd», og den blev ikke ringere, efterat en af disse i hans Fædreland var bleven hans Redningsmand i Nøden, om han end blev denne paa det inderligste hengiven.

Den bragte ham til for en Stund at lade Elegierne og de lærde Studier ligge, medens han dyppede sin Pen i Galde. 1788 drog Kronprindsen (Fredrik VI) til Norge, og denne Begivenhed kaldte Tidens Poeter til Sang, og Rein kunde da heller ikke blive borte. Han skrev i «Samleren» et Digt med Titel : «En Nordmands Sang til Kronprindsen» der af Ti­dens store Kritiker (Joh. Cl. Thode : Kritik og Antikritik 1789 p. 194) karakteriseres som «ypperlig». Det heder heri :

«Den smidskend’ Olding stønner hen «til hver en Naboe, gammel Ven,

«og trofast Haandtryk Vidne er,

«at glade Budskab han frembær

«Du med Naturen dele skal »

det Held at fryde Bjerg og Dal

«Ærværdig Olding (dvs. Chr. IV) hør dit Folk

«Du var dets Fader, vær dets Tolk ;

«fra Graven tal om Norges Vel,

«tal stærkt til Fredriks unge Sjæl —

-232-

«gjør efter Sekler lykkelig ; «lær ham at efterligne dig!

«Kun Norges Store ei erkjend «for Norges Folk og Hædersmænd,

«Retfærdighedens Scepter bær

«tit den, som Brødres Bøddel er,

«som spotter kun med Landets Tarv»

og suer hemmelig dets Marv».

Vi skal ikke opholde os ved Betragtningen af disse rimede Linjers poetiske Værd, og neppe har man vel nogen Tid i de umotiverede Slutningslinjer fundet nogen Sarkasme, men man maa vel finde deri fremført for Landets Styrer en Ytring af det bitreste Had til en hel Klasse af Fædrelandets Mænd, som Rein kun lidet kjendte, men som dog af ham maatte se sig offentlig beskyldte for at være «Brødres Bød­ler» og at «sue Landets Marv».

Man fristes til at spørge, om det er Bernt Anker, han sigter til, — Manden, som han kjendte fra Buskerud, og som netop paa denne Tid var beskjæftiget med at arbejde for et Universitet i sit Fædreland !

— Man skulde tro, at dette Slags Bitterhed hos en Evan­geliets Forkynder maatte tabe sig med Aarene, navnlig da han kom i den nærmeste Berørelse med flere af sit Fædrelands Stormænd, og ved Hjælp af en af dem blev ført ind i en Stilling, hvori han var lykkelig.

«Jeg har aldrig været rigere, end da jeg var Kapellan», siger han, «især paa Glæder» (Den norske Tilskuer 1821 p. 337 ff). Det var imidlertid ikke saa. Hvad der engang var kommet ind i denne Sjæl voksede sig fast. Revolutionsaarene, som han gjennemlevede i sin Kapellangaard i Skje­berg, maatte naturligen gjøre en Mand med Reins Fortid til Despotismens svorne Fiende, og han betænker den tilstrækkelig i sine Digte, men det er dog fremdeles hovedsagelig «de Store», det gaar ud over, og han kunde endog bekvemme sig til i Digtet «Mine Ønsker» at indflette en saadan — alt andet end evangelisk — Formaning til sin Søn :

-233-

«Din Fader var de Stores Slave;

Spot Usselhed var deres Gave.

Foragt dem, arv mit Had til dem og deres rænkefulde Hjem!» ( J. Rein : Samlede Digte Kbh. 1802 p. 142).

Dette lod han optrykke 1802, efterat han i Skjeberg var kommen i nærmere Berørelse med «Stormænd», der havde skjænket ham ganske andre Gaver end «Spot og Us­selhed» og aabnet for ham paa Hafslund et Hjem, hvor han sandeligen fandt alt andet end Rænker baade hos Wessel og hans Efterfølger paa Godset, Markus Gjøe Rosenkrantz. Man maa da ogsaa for Modsætningens Skyld hidsætte Reins Vers paa Generalauditør Wessels Gravsten :

«Naar dette Marmor engang smuldres hen,

Er Præget af hans store Sjæl igjen.

Andægtige ! Du som nedknæler her,

O ! vend dit Øie hid, af Wessel lær,

At den kun værdigen tilbeder Gud,

Som streng i Dyd adlyder Pligters Bud.

Du Fattige sku hid, han elskte Dig,

Sku hid Du Lykkens Søn, bliv Wessel lig» ( B. Moe : Tidskr. f. d. norske Personalhistorie I, 250).

Ogsaa efter sin Forflyttelse til Ejdanger var han saa heldig at komme i Berørelse med norske Stormænd, Familjen Aall, der heller aldrig har været bekjendt for at gjøre sine Boliger til «rænkefulde Hjem», men intet hjalp. Han kunde ikke glemme, selv da han ikke havde det mindste mere at at beklage sig over.

Det var altsaa lykkelige Dage, Rein levede i Skjeberg, efterat han 1791 havde hjemført sin Brud, Anna Katharina Arboe, som han allerede mistede 1794. Welhaven fortæller (Welhaven : Saml. Skr.VIII p. 275) efter mundtlig Meddelelse, at han fandt hende død ved sin Side om Morgenen kvalt af Uddunstningen fra Blomsterpotterne. 1796 indtraadte han atter i Ægteskab med Anna Fredrikke Bergersen fra Fredrikshald. Karakteristisk nok for Tiden blev Reins Forlovelse med hende afgjort ved en privat

– 234 –

Samtale med hendes Formynder, uden at hun selv kjendte noget dertil (Conradine Dunker : Gamle Dage 185).

Hun bragte ham 3000 Rdlr. i Medgift og blev Moder til 12  Børn. Naar Rein i en senere Ansøgning siger, at han i Skjeberg ikke kunde leve uden ved privat Understøttelse, maa vel herved sigtes til denne lille Formue. Han maatte, da han fik Børn, tænke paa Forflyt­telse, men denne maatte, hvis det skulde nytte noget, søges i Kjøbenhavn, og did har han neppe havt Lyst til at rejse, medens Brandt endnu var ved Roret.

Men da Brandt var afløst af Fredrik Moltke 19de Oktober 1799, finder vi straks Rein i Kjøbenhavn som Ansøger. 4de December 1799 indgav han Ansøgning om Stadsbygden, men det maa være be­tydet ham, at dette Embede skulde gives til en anden, og at han maatte søge Ejdanger, ved hvilket hans Navn senere er føjet til de indkomne 12 Ansøgninger.

Rein var ikke den ældste af disse 13, hvoriblant var Andreas Hofgaard, Sogne­prest til Aal, Prest fra 1781, og Søren Møller, Student fra 1763 og Prest fra 1777. I Ejdanger blev Rein bekjendt som gejstlig Taler, men om hans Virksomhed ellers foreligger der intet. Han udgav 1802 sine samlede Digte i 2 Bind, og det er ovenfor bemærket, at han ikke fandt Anledning til af dem at udslette de tidligere bekjendte Bitterheder mod «de Store», uagtet han jo nu ikke længer havde noget fra deres Side at beklage sig over.

Efter Udgivelsen af disse 2 Bind Digte samlede han endnu et, «Nyeste Digte», i hvis Fortale, skreven 1806, han tilstaar at «Digtekunsten ved Vanens Magt mer end ved et virkeligt Kald var bleven ham lidenskabelig. «Uden Tvivl» — føjer han til — «er det derfor ærlig Mands Færd reent at bryde overtvert med et Arbeide, der kunde svække Lysten til og borttage Tiden fra pligtmæssigt og helligt Kald».

Det var dog ikke blot Vanen, der drev Rein til at vedblive sit -— vist ikke lette — Arbejde i Musernes Tjeneste, thi faa Digtere er vel blevne mere roste og paaskjønnede i sin Samtid end han. Kritiken satte han meget

– 235 –

højt, medens Kvinderne græd med ham og sværmede for ham (Conradine Dunker : Gamle Dage 182—86).

«Ifald Thaarup» — heder det — «som det lader har i Sinde at sætte sig til Hvile i Laurbærlunden ved P. H. Frimanns Side, er uden Tvivl Rein den, som de faa, der stræbe at naae Parnassets Top, bør betragte som deres An­fører» ( M. F. (d. e. Pavels) i lærde Efterretninger  1798 p. 616).

— — — — «Man synes at høre Nattetankernes melankolske Digter, kun at Phantasien aldrig gjør hans Tan­ker til Nonsens og hans Følelser til Bombast» (Lærde Eft. 1799 p. 24).

Her høstede han da al den Ære, han kunde ønske, men — han holdt op. Det var et Arbejde, han kunde lade ligge.

Reins hurtig voksende Familje maatte gjøre det ønskeligt for ham at forflyttes til et større Embede, og Lejlighed dertil frembød sig, da Philip Fleischer, Stiftsprovst og Sogne­prest til Nykirken i Bergen, døde 1807. Han drog til Kjøben­havn, hvor han maatte blive liggende en Stund for at søge dette Embede. Han holdt her 2 Prædikener og færdedes paa Bakkehuset hos Rahbek. Den aandfulde Frues Bifald vandt han ikke, fordi han holdt saa stærkt paa H. G. Clausen, medens Fruen som en varm Beundrerinde af den opgaaende Mynster, ikke kunde dele hans Smag for den kolde Rationalisme, der havde en af sine mest fremtrædende Repræsentanter i Clausen (Fr. Schmidts Dagbøger Kbh. 1868. 33—34).

Han fik Embedet 1ste April 1808, men ikke alle ønskede ham velkommen. Det var næsten blevet til en staaende Regel, at residerende Kapellaner i Bergen skulde rykke op i Byens Sognekald, og hvis nogen Mand i Norge paa denne Tid havde Indflydelse paa Embedsbesættelser, saa var det Biskop Brun. Han havde i denne Tid megen Sorg over sin Søn Christen Bruns mislige Kaar, da han sad som Personelkapellan ved Korskirken med en stor Familje og led Nød, uden at Faderen, der selv var i stadig Pengetrang, kunde hjælpe ham. Det var Biskopen meget om at gjøre, at faa et af de residerende Kapellanier ledigt til

– 236 –

ham. Da han selv 1803 blev Biskop, anbefalede han påa det varmeste Markus Fredrik Irgens, siden 1796 resid. Kapellan til Domkirken, til sin Eftermand, men Embedet blev givet Bruns forrige Personelkapellan, Carl Hjort Stuvitz.

Nu holdt han sig nok temmelig sikker paa, at Irgens, som han erklærede for Stiftets første Theolog, maatte faa Nykirkens Sognekald, og at der saaledes kunde blive Plads ledig for Sønnen. Han «havde forbrugt alle anbefalende med Sandhed stemmende Prædikater» i Attester om Irgens, men det hjalp ikke. Han blev bitterlig skuffet og blev aldrig Reins Ven.

Biskopen udtaler sig senere (21de Mai 1811) i en Attest for Irgens om den formentlige Grund til hans Tilsidesættelse, og antyder, at det er Reins Digte, der har hjulpet ham frem. «Det vilde være sørgeligt», siger han, «for Guds Kirke, om en Mand, fordi han ikke befatter sig med allotria eller har dertil Anledning, men som Prest erhverver sig Fortrin for de fleste, skulde blive tilsidesat og derfor modløs og tilsidst ubrugbar».

Brun havde Kritik nok til ikke at lade sig rive med i den almindelige Beundring af Reins taarefyldte Poesier, og han satte Claus Frimann over ham. Han har vel endnu mindre kunnet tage Del i det store Bifald, Rein i Bergen fik som Prædikant, da den alvorlige Moralprædiken uden evangelisk Varme og med den stadige tilbagevendende Torden mod Tidsalderens herskende Laster, Fri­volitet, Ødselhed, Hykleri, Uredelighed osv. (Den norske Tilskuer 1821, 337 ff.) neppe har til­talt den evangeliske Biskop, der selv kunde tordne ganske anderledes mod Vantroen og Kristi Riges Fiender.

Det kan derfor heller ikke undre os, at Brun ikke indstillede Rein til at blive Ridder af Danebrogen, da Forslag herom blev ham affordret, og han 29de December 1810 indstillede 1) Provst P. D. Baade, 2) Provst Niels Hertzberg, 3) Sogneprest Ed­vard Qvale i Lyster (Luster), 4) resid. Kapellan Markus Irgens.

Har Rein kjendt til dette, tør han vel sagtens have fundet, at han idetmindste burde have indtaget en af de to sidste Pladse,

– 237 –

og denne Mening tør have været berettiget efter det Ry, han havde som Digter og Taler. Naar den «tilsidesatte» M. Irgens nævnes i en Indstilling af dette Slags, ser det næsten ud som en Protest mod Reins Udnævnelse.

Rein nævnes aldrig i Biskop Bruns Korrespondance før 1814, og hans interessante Visitatsbog har ikke et Ord om By-Presterne. Efter Rigsforsamlingen nævner han ham 2 Gange. I et Brev til Pavels siger han :               «Misantropen Rein, saa karrig paa Lov­taler, som Gnieren paa Penge, sagde, da han første Gang efter Rigsdagen prædikede i Nykirken : «Nu sidder nok paa Norsk Throne den første Konge i Europa», og i det lynende Brev, han 1ste Oktober 1814 sendte Niels Hertzberg, heder det, at Rein med samme Post havde «sendt Krudt til Hage­rup».

Her kunde de store Aander mødes, og maaske de politiske Sympathier har kunnet føre sammen disse to Mænd trods alt, hvad der kan have været dem imellem. I Kjærlighed til Fædrelandet og Had til Sverige var den ene ikke større end den anden, — det maa da være, at Rein i det sidste Stykke ikke blot gjorde Sverige, dets Folk og Fyrste, men specielt den svenske Adel til Gjenstand for sit Had.

Hvis nogen har været selvskreven til Repræsentant for Bergen paa Rigsforsamlingen, saa var det Biskop Brun, men der kunde ikke blive Tale om ham. Hans syge Fod havde siden 1812 hindret ham fra Visitatsrejser, og han kunde umulig forlade Byen. Saa blev Rein valgt, og det var sik­kert et Held, at det blev ham og ikke Brun. Begge var af samme Tænkemaade, men Brun, der aldrig havde været andet end den bydende Mand, for hvem al Modstand var vegen, vilde her neppe have været istand til at styre sin glødende Begejstring for det nationale Kongedømme.

Enten vilde han have gjort sig selv en maaske ubodelig Skade for de Aar, han havde igjen, eller han vilde ved at gaa altfor vidt have spillet en Rolle lig Grundtvigs paa den danske Rigsdag. Ogsaa Rein gik Grændsen saa nær som muligt, da han paa Ejdsvold synes at have havt en urokkelig Tro paa Varigheden af den her fastsatte Ordning, men der var dog altid

– 238 –

noget hos ham af den beregnende Forstand, der holdt de værste Yderligheder borte. Det synes som Argumentationens Skarphed har havt mindre at sige i hin Tids af Fædrelandskjærlighed — og Svenskehad — gjennemglødede Forhand­linger end Talerens Evne til at gjøre Indtryk paa Gemytterne.

Rationalismens Tid er Følelsernes. Ikke sjelden søgte man i Taarerne og en Times Hensvømmen i ømme Følelser en Erstatning for hvad Kirken lod Hjerterne savne. En vis Tilbøjelighed til at lade Følelserne løbe af med sig kunde i en saadan Tid, let blive en Sygdom af epidemisk Natur. De Taler, som holdtes, var, naar de skulde have den rette Virk­ning, fulde af klingende Talemaader, hvori Selvstændigheden og Svenskerne gjerne var det Thema, som varieredes, og i dette Stykke var ingen en saadan Mester som den alvorlige og bitre Jonas Rein.

Han sad stille fordetmeste, talte aldrig uden efter Forberedelse og i storpolitiske Sager, navnlig naar han havde Anledning til at bære sit fra Bergen medbragte Svenskehad frem i klingende Talemaader af bidende Art. Da kjendte han ingen Skaansel.

«Han passede nøje paa at udsætte sin Tale til de fleste andre havde talt, for at beholde det sidste Ord og Ordets Virkning i Forsamlingen», siger Jakob Aall ( Y. Nielsen : Bidrag til Norges Hist. 1814. 392).

Sverige, den svenske Nation, den svenske Adel — det gik ud over dem alle, medens den andægtige Forsamling lyttede og tilsidst hilsede Taleren med Bifaldsklap, uanset den utilbørlige Udpegen af Mænd i Forsamlin­gen — Wedel og Løvenskjold — som han vovede at give Navnet «uægte Sønner» af vort Land, fordi de tillod sig at se paa Svenskerne med lidt mindre kraftpatriotiske Blik end han og hans Venner. Det var, som Forsamlingen under det mere prosaiske Arbejde med Grundlovsparagraferne, som vel kun de færreste havde Forstand paa, maatte vækkes ved at Rein gav et Numer.

Desværre vovede han sig ogsaa med sin rhetorisk-poetiske Patos ind paa det mest prosaiske af alle Felter — Pengevæsenet — og vandt den mest glimrende

– 239 –

Sejer til stor Skade for sit Fædreland. Det var ikke blot i sin navnkundige Ejdsvoldstale 13de Maj, men ogsaa ved flere Lejligheder deroppe (Pavels Dagbog 25/4 1814. Y. Nielsen : Bidrag til Norges Historie 1814. 385), han fik Anledning til i bitre Hentyd­ninger at ride sin gamle Kjæphest og føre et Slag mod «de Store».

Det er derfor troligt nok, hvad hans Biograf (H. T. Winther : Mærkelige Nordmænd) fortæller, at han ved §en (paragrafen) om Adelen udtalte sig med Ringeagt om saadanne nedarvede Rettigheder, medens han dog holdt Adelskab nødvendigt for et Monarki (Kong Christian VIIIdes Dagbog 7/5 1814 p. 104).

Rein drog tilbage til sin Menighed og er visselig ved denne sin anden Ankomst til Bergen hilset velkommen af alle. Ingen tvivlede om, at han var Bergens første Prest, der var paa sin rette Plads som Prædikant for den mest vel- staaende Del af Befolkningen, hvor han ogsaa fandt rundelig Paaskjønnelse, om den end bestandig fandt en Strænghedens Mand i ham.

Han maa have været meget frygtet, naar det kunde hænde, at kun en eneste Konfirmand meldte sig hos ham ved en Indtegning. Man kunde i hin Tid ved hver Konfirmation vælge hvilken af Kirkens to Prester, man vilde, hvorpaa de begge paa samme Dag konfirmerede hver sine. Om hans Værd som Taler har vi et Ord af Pavels i hans første Indberetning (10de Januar 1818), at han er den første i Staden, «udmærket ved Foredragets Grundighed og Skjønhed».

I sine private Udtalelser er Biskopen ikke saa over­flødig med Ros. Det heder: «Der var en imposant Værdighed i hans Foredrag det første han traadte op, men siden blev han kold og tør, og den dæmpede, monotone Stemme betog efter et Kvarters Forløb mig, som dog kunde forstaa og følge ham, al Opmærksomhed» (Pavels Dagbog 21/11 1821).

Det var Reins Mening, at «en christelig Religion, forkyndt i sin oprindelige Renhed og uden Spidsfindighed er saare skikket til at give Menneskets Hjerte den mest veder-

– 240 –

kvægende Varme og hans ædlere Følelser den mest passende Næring», men denne Trang tilfredsstilles ikke ved blot «Moralphilosophi, Psychologi og Metaphysik».

Det er «Re­ligionens Aand, som gjør levende», og hvor denne mangler vil Fanatismen (dvs. Haugianismen) modtages med aabne Arme (Erklæring i Anledning af Haugianerne 1806 (?). Stenersen : H. N. Hauges Liv og Virksomhed 5).

Han vil altsaa være en Forkynder af den kristelige Religion i dens Renhed, og vi tager neppe fejl i den An­tagelse, at han derved har ment hvad man i hine Dage kaldte «Jesu Moral». Han synes ogsaa selv at komme stærkt ind paa «den blotte Moralphilosophi», naar han paa Ejdsvold ytrer sig derhen, at «den retskafne og dydige er hæderlig og elskelig for Gud og Mennesker, i hvilkensomhelst Form hans Religion viser sig» (Rigsforsaml. Forhandlinger 101).

Vi vover ikke at tvivle paa, at ogsaa kristelige Dogmer har havt sin Plads i hans Forkyndelse, om det end ikke kan eftervises, da hans Manuskripter er tabte. Kun en eneste Prædiken er kommen os for Øje, og den — paa 26de Trin. 1816 — maa vel antages at være udarbejdet med en særegen Flid, da den falder i de Dage, da han gik med store Forhaabninger om Bispe-Værdigheden.

Hvis man ikke ellers kjendte til det, vil man her faa fuld Besked om, at Kristi Person og hans forsonende Gjerning ikke stod som det centrale i hans Forkyndelse. Han gjør Kristus til en Stoiker og behandler Spørgsmaalene: 1) hvil­ket Aag han paalægger, og 2) hvorfor det er gavnligt og let. Det gjælder at naa den Fuldkommenhed, hvortil vi er bestemte, og finde den Kristi Velbehag, der «ikke alene er vor Lovgiver, men vor trofaste Ven», der ikke blot fordrer, at vi skal holde Moralloven, saavidt det er os muligt, men at vi skal arbejde for vor Sjæls Fuldkommenhed, have Mod til at lide for det godes Skyld, «være istand til, om det for­dres af os, at tage Kristi Kors paa og efterfølge ham».

Udrustede med «store Evner til at blive stor og hæderværdig»

– 241 –

er vi dog tillige omgivne med et Legeme, der modsætter sig vor Fuldkommenhed, udsatte for mange Farer, slette Eksempler o, s. v.

Derfor kan Jesus «kalde sin Religon og sin Vandel, som opstilles til Efterfølgelse, et Aag».

—   Men det er gavnligt, da «en Vandel overensstemmende med Jesu Religion belønner sig selv», og vi maa have den største Grund til at være «fornøjede med os selv, naar vi selv have handlet, handlet aldeles med Frihed, selv kjæmpet, selv vundet Sejer ved Flid og Aarvaagenhed og en Kristens ædle og høje Selvfornegtelse».

— Tør vi antage — og det tør vi vel sagtens — at vi i denne Prædiken har Manden som han var, saa maa det kanske siges at Rationalismen hos ham fremtræder paa en anden Maade end hos de to foregaaende af hans Kolleger i Rigsforsamlingen. Hos Wergeland møder den os mere aggressiv. Han er fuld af Iver for at bekjæmpe «Fordommene», hvorved forstaaes Forsoningslæren og Læren om Synden (Djævelen). Han er kirkenedbrydende, hvor han kan komme til.

Grøgaard er den opofrende, virksomme Mand, brændende af Iver for at gjøre det gode, som er muligt paa de Felter, hvor han kunde arbejde. Rein er den kolde stive Moralprædikant. Han er neppe ligegyldig ved sin Tales Virkning, bærer visselig dyb Smerte over Tidens Laster med fast Overbevisning om, at saadan Tale som hans er istand til at nedbryde dem og forbedre Menneskene ved Hjælp af Jesu Moral.

Han har neppe staaet som Angriber af Kirken, dens Lære, Skikke og Former, men fuldt forvisset om, at han prædikede den sande Kristendom paa den rette Maade, og at han prædikede det evige Liv ved sin alvorsfulde Formaning til et dydigt Liv.

En saadan Prædikant kunde blive farlig nok, og han blev det visselig ogsaa ved at fordunkle Syndsbevidst-heden i Menigheden og fremme en lidet agtværdig Sløvhed i Staden med den meget agtværdige Borgerlighed, hvori dog paa hin Tid et stundom udskejende Selskabsliv blandede sine skjærende Toner. Dette blev mer end engang den Gjenstand, mod hvilken Rein vendte sine Tordentaler. Det er vel heller ikke noget Særsyn, at alvorlige

– 242 –

Moralprædikanter, der selv lider under Tidernes Tryk, tordner mod Luksus og Overdaad.

Alle Beretninger stemmer overens i Skildringen af Rein som en Mand af et gjennemført Alvor. En af hans Konfir- mander (Jens Gran : Skitser  af bergenske Forhold II 154 ff.) omtaler ham som «en vittig fint iagttagende og skarpt seende Mand. — — Han var ofte i en mørk og alvorlig Sindsstemning og et Stykke af en Misantrop, hvormed da forenede sig en Del Bitterhed i hans Domme over Næsten. Til andre Tider kunde man igjen finde ham i overvættes godt Lune, lystig og sprudlende af Vid. Da erobrede han aldeles sine Omgivelser, ikke mindst ved den lakoniske og tørre Maade, hvorpaa han ytrede sig. I den første Tid af sit Ophold her levede han meget isoleret, næsten ene for sig selv, men senere sluttede han sig til flere af Byens dannede og videnskabelige Mænd. — — Han blev efterhaanden ogsaa en meget velkommen og kjær Gjæst saavel i større som i mindre Selskabskredse, men det var fornemmelig i de sidste han helst deltog».

Den alvorlige Mand har af Naturen været anlagt paa Studier og Ensomhed. Han kunde bære Modgangen og Sorgen, der mødte ham saa tung i hans Ungdom, men den Modgang, som Ver­dens Stormænd førte ham imøde, og som maaske har henvejret ærgjærrige Ungdomsdrømme, fyldte hans Sind med Bitterhed.

Welhaven (Welhaven : Samlede   Skrifter VIII p. 269 ff.) tager hans alvorlige Væsen, med hvilket han i sin Ungdom tyede til «sine Aftentimers behageligste Asyl», til Indtægt for «Norske Selskabs» alvorlige Grundtone og Stræben. Der forlanges ikke mere noget Be­vis for denne, der vel nu er bleven erkjendt af alle, men skulde det behøves, er Rein neppe dertil tjenlig.

Det viser sig nemlig i hans Bergens-Dage, at han trængte til at have Liv og Munterhed omkring sig, om han end ikke selv meget deltog deri, og det tør vel være muligt, at det ikke blot har været aandfulde Samtaler og Tilhørere for sine elegiske

– 243 –

Vers, men meget mere de uforlignelige Aftenglæder, han har trængt til og søgt uden altid at tage nogen synderlig aktiv Del deri.

Man kan tænke sig noget saadant, naar man hører hans ovennævnte Konfirmand fortælle, at der i Bergen var en Butik, der holdtes af et Sødskendepar — Broder og Sø­ster —, «hvor der foruden den almindelige Handelstrafik og­saa dannede sig et lidet Ravnekrog. Alle Slags Mennesker færdedes der, navnlig snakkesalige Sælgekoner, ledige Nabo­folk og andre Smagsfæller.

Her førtes Talen om alt det Smaalige, som Sladderen bragte i Omløb, her fik man høre uhyggelige og saarende Historier om Næsten, hvortil Enhver ydede sit Bidrag».

Her var Rein en daglig Gjæst. Det er ikke tænkeligt, at det er Skandalen, han har gaaet efter, men vel den kvikke, støjende, lavere bergenske Vittighed, de ofte indholdsløse, men dog stundom fornøjelige Historier, der er saa karakteristiske for den bergenske Middelstand i hine Dage. Gran mener, at han har søgt en aandelig Hvile efter sin flit­tige Granskning, og det tør ikke være langt fra Sandheden.

I sine sidste Aar havde han et andet «Asyl», hvor visselig det alvorlige Element var forjaget af idel «Borgere» og «Brandere», hvor der ofte nok den hele Aften igjennem ikke hørtes et fornuftigt Ord, men Selskabet — det hed «Qvodlibet» — bestod af Mænd som W. F. K. Christie, Sagen, Edv. Hagerup, P. Motzfeldt, Chr. M. Falsen.

Af dette lille Selskab var Rein et stadigt Medlem, og de faa Efterretninger, vi har derom, tyder paa, at han var meget afgjort af den lille herlige Venneflok af ældre Mænd, der havde bevaret og endnu længe skulde bevare Ungdommens Munterhed. At Rein har gaaet med en bestandig Trang til Oplivelse og søgt den, hvor den var at finde, maa efter dette være rimeligt.

L. Sagen, der har hans Billede fra denne Kreds, siger, at «han i fortrolig Vennelag var munter og aabenhjertig, kun mod den indbildske Nar sarkastisk bidende». Dette sidste er vel ikke saa ganske sikkert. Ved en Ordination i Ber­gens Domkirke efter J. N. Bruns Død udbrød den gamle værdige Stiftsprovst Knud Fleischer i Sakristiet efter Hand-

– 244 –

lingens Slutning : «Ak  jeg er saa træt og saa mat udi Aanden !» og Rein var der straks med den Bemærkning, at «det var en sildig Opdagelse».

Det kom til en farlig Brydning mellem de værdige Mænd, og de andre Prester maatte stille Striden (Meddelt af Stifsprovst Claus Daae).

Saadant tyder paa, at Sarkasmerne har siddet løst hos ham og minder om Begivenheden med Brandt, der maaske har været af en afgjørende Betydning for hans indre Liv og bidraget til at gjøre hans Stilling i det ydre ringere end den kunde være bleven.

Vi tør nemlig antage, at det ikke blot var Pengenød, der gav Rein en saa brændende Lyst til Bergens Bispestol efter J. N. Bruns Død og bragte ham til at gjøre Skridt, der for ham maa have været meget tunge, for at naa den. Bergens Bispestols Indtægter opgav Brun 1803 til 1493 Rdlr. — (minus) 281 Rdlr. — (er lik)1212 Rdlr. Hertil kom 1805 Indtægterne af Sogndals Prestekalds beneficerede Gods, der ansloges til 140 Rdlr. (Res. 1/11 1805), og fra 1807 et Tillæg af 400 Rdlr.

Et Bidrag, Biskop Brun i sine sidste kummerfulde Aar havde af Kongens private (?) Kasse til Kontorhjelp, maatte formentlig anses som personligt.

Nykirkens Sognekald var ved sidste Ledighed (1807) opgivet til en Indtægt af 1000 Rdlr. Der blev straks efter Bruns Død (Juli 1816) Tale om Rein til hans Eftermand, og af flere Grunde kunde dette synes rimeligt. Man søgte i denne Tid Mænd af litte­rær Fortjeneste, og der var efter P. Hounts Død aldrig Tale om andre end Rein, Pavels og Fr. Schmidt, hvis Fortjenester af Litteraturen ansaaes for omtrent lige store.

Det er derhos rimeligt, at Karl Johan, der visselig maatte kjende Reins voldsomme Udfald mod hans Person (Reins Ord 4 Mai 1814 : «Naar en Konge ikke tager i Betænkning at afsværge den Religion, han engang har bekjendt sig til, og hvori han er opdragen, og at antage en anden for at vinde en Krone, saa lægger han klarligen for Folkets Øjne, at han virkelig slet ingen har» (J. Aall: Erindringer 2 Udg. p. 426), ogsaa har kjendt til hans store Popularitet i den bergenske Befolkning, hvis

– 245 –

Urolighed — og Farlighed — han maaske har overvurderet.

Det kan ellers ikke let forklares, at den nylig ankomne svenske Statholder, Grev Mørner (M. ankom til Kristiania i August 1816) straks viste sig meget ivrig for at faa Rein til Biskop ( L. Daae : Breve fra Danske og Nordmænd.         Kbh. 1876 p. 257) medens det paa samme Tid viste sig, at han maatte være bleven «meget sværtet» hos Kongen (Karl XIII) og Karl Johan.

Kronprinsen, der jo i Virkeligheden var den raadende, har dog straks gjort sit for at gjøre Reins Udnævnelse mulig, idet han gjennem Statsraad Motzfeldt gav ham det Raad at skrive et Brev til Kongen og deri «lægge sin sande Tænkemaade for Dagen».

Dette maa have været et vel stærkt Stykke for den stolte Mand, og det Udkast, hans Ven Motzfeldt sendte ham, maa vel have forekom­met ham altfor ydmygende. Han skrev imidlertid til Stats­raad Treschow og til Grev Mørner ved Juletid 1816, men dette sidste meddelte Karl Johan ikke til Kirkedepartemen­tets Chef, der ved Forelæggelsen af Reins Brev til ham selv fik det Svar, at «en partikulær og blot venskabelig Skrivelse ikke var tilfredsstillende».

I den Maaned, som hengik til Slutningen af Januar 1817, maa Karl Johan være bleven al­deles omstemt, men man vidste ikke andet, end at den første Statholder, Grev Essen, var meget imod Reins Valg.

Statsraaderne Motzfeldt og Treschow vedblev med sine Opfordringer til Rein, at han skulde skrive til Kongen, og omsider bekvemmede han sig dertil, men man vilde ikke finde noget «pater peccavi» i hans Brev, og Bispestolen blev 26de April 1817 besat med Claus Pavels.

At Reins Breve har været saaledes stilede, at man kunde savne, hvad man vilde finde, eller — efter Motzfeldts Formening — viide savne i dem, synes at fremgaa af Reins egen Meddelelse til Pavels. Efter denne spurgte man om «hvorvidt hans Tænkemaade som Statsborger og i Anledning af Foreningen var overensstem­mende med den forrige Biskops» d. e. vedbliver Rein «om jeg var ligesaa feig og ussel Karl (kar) og paa en ligesaa krybende

– 246 –

Maade kunde bede om Forladelse for hvad engang var passeret» (Pavels Dagbog 5te Aug. 1817).

Motzfeldt antyder med gode Grunde (L. Daae : Breve  fra  Danske og Nordmænd 269—70), at det er Grev Wedel og Statsminister P. Anker, der har hindret Reins Valg til Biskop. Om end Regjeringen ikke kjendte til, at Reins svagelige Tilstand, der allerede var indtraadt før Bispestolens Besættelse, gjorde det lidet rimeligt, at han kunde forestaa et Stift, var vel hans Sammenstød med «de Store» denne Gang nok til at gjøre ham umulig.

De personlige Krænkelser paa Ejdsvold kunde visselig Grev Wedel og Peder Anker bære, men Greven havde et skarpt Blik, og han kunde umulig billige, at en Mand, der i den Grad var anlagt paa Opposition, og som saa eftertrykkelig havde lagt sit Had mod Foreningen med Sverige for Dagen, skulde træde op i Kirkens højeste Embede og i dette øve en — maaske farlig Indflydelse paa de ham undergivne Prester.

At Karl Johan kunde glemme Reins Optræden paa Ejdsvold er muligt, ligesom han fuldstændig glemte Biskop Bruns samtidige Optræ­den i Bergen, og det er kun et Vidnesbyrd mere om denne Konges Storhed, naar han kunde tænke paa at sætte Rein i et Embede, hvis Betydning han overvurderede, trods dennes voldsomme Udfald mod hans Person.

Rein ærgrede sig over sin Tilsidesættelse, men ytrede i Almindelighed ikke sin Misfornøjelse. Hans Svaghed tog fra denne Tid Overhaand, om han end fremdeles bestyrede sit Embede. To Aar efter — 1819 — var han saa nedbrudt, at han ikke kunde hjælpe sig selv. Han gjorde da en Rejse til Stockholm og Kristiania for at faa Kapellan. Den eneste, som i disse Prestenødens Dage var at faa, var den udmærket dygtige Cand. theol. Christian Schydtz, men denne vilde ikke være det, uden at han fik Ventebrev paa Kaldet (Ibid. 287).

Rein talte selv med Kongen derom, men det kunde ikke indvilges. Da han kom hjem — Høsten 1819 — fik han i sin

– 247 –