laurentius andreas oftedahl : presentert av daniel thrap

— Et endnu større Vidnesbyrd om Oftedahls An­seelse i videre Kredse er hans Valg til 1ste Repræsentant for Stavanger Amt paa Rigsforsamlingen. Han blev intet fremtrædende Medlem af Forsamlingen, og bekjendt er det Rim, der gjordes :

«Man hørte ofte Dahl, men aldrig Oftedahl».

Fra de fleste andre dansk fødte Medlemmer skilte han sig og sluttede sig til Forsamlingens Minoritet.

Jakob Aall (Y. Nielsen : Bidrag til N. Hist. 1814 I, 401) «fælder netop samme Dom» om ham som om Provst Stub, og der er ingen Tvivl om, at han var en Mand af Aand og Skarpsindighed, selvstændig og urokkelig i sine Voteringer.

Paa den Dag, da de to Partier stod skarpest imod hinanden — 13de Maj — indgav han et skriftligt Votum, hvori han lagde for Dagen, at Rigsforsamlingens Stilling og Opgave har staaet klarere for ham end for de fleste af hans Kolleger. Han ansaa den ikke for andet end en Konstitutions-Komite, der end ikke efter Konstitutionens Antagelse havde nogen Fuldmagt til at handle i Kraft af denne, da den ikke havde noget af den Myndighed, der efter Grundloven tilkom Storthinget.

Han fandt ogsaa Forsamlingens Sammensætning — de mange Militære — meget rimelig, naar det — som her — gjaldt at hævde Landets Selvstændighed, men ikke naar der var Tale om at paalægge Byrder ved Ordning af Landets Pengevæsen, thi da maatte «de, som Garantien paalægges, have en Hovedstemme» (Rigsforsaml. Forhandl. V, 77).

Hans Votum ved Kongevalget er bekjendt : «Den Krone, som det selvstændige Norge nu har at bortgive, er jeg overbevist om, at Stavanger Amt ikke tilbyder nogen heller end Prinds Kristian Fredrik. Dette er ogsaa

– 325 –

min individuelle Overbevisning, og derfor tilbyder jeg den paa mine Committenters Vegne» (Rigsforsaml. Forhandl. V. I, 45).

Rennesø er et lidet Embede, og Oftedahl kunde ikke blive der længe. «Mindet om yngre Aars Glæder og kjære Forbindelser» vinkede ham tilbage til Kristiansand, og han var lykkelig ved snart at se en Lejlighed til at komme did.

Den tilbød sig, da Nikolai Wergeland 24de Oktober 1816 var bleven Sogneprest til Ejdsvold, og Oftedahl blev udnævnt til hans Eftermand i Kristiansands resid. Kapellani 20de Marts 1817.

Han var anerkjendt som «en Mand af lykkelige Tale­gaver, grundige Kundskaber og den elskværdigste Beskaffenhed» (Biskop C. Sørensens Erkl. 27de Jan. 1818) og var som Følge heraf vel anset som Prædikant (P. B. Lassen : Beretning om Kristiansand 122), om end hans Forkyndelse var rationalistisk.

Hans Studenter-Aar faldt i Revolutionstiden, da man ved Universitetet hørte lidet eller intet til den positive Kristendom, og det stod fra den Tid for ham, at «Theologien kun er philosophisk Granskning over et helligt Æmne» (Platou : Indberetning om Nationalfesten 11te Decbr. 1811. 275).

For en og anden kan det i denne Tid have været en Lykke at faa læse til sin Eksamen udenfor Kjøbenhavn, men neppe for Oftedahl, der vel den største Del af Tiden var hjemme i Kristiansand, hvor Biskop Hansen siden 1798 vistnok har udøvet en betyde­lig Indflydelse i rationalistisk Retning.

Af Oftedahls Prædikener er opbevaret et Par fra Rennesø, en holden i Stav­anger (3. S. i Faste 1817 om «Menneskets sørgelige Lyst til at kaste Skygge paa den, de finde noget udmærket godt ved»)(Manuskript i Forfatterens – Thraps – Eje), og en, der er trykt i Kristiansand 1822. De udmærker sig alle ved et smukt Sprog og hvad man i hine Dage kaldte en sund Moral, men Evangeliet finder ingen Plads deri.

De minder meget om F. C. Gutfeld, der i Oftedahls Ungdom havde et stort Navn, og som maaske har været hans Møn­ster. Med alt dette har det visselig været Oftedahl gavnligt

– 326 –

at han i sin Ungdom kom til en Lands-Menighed paa Stavangerkanten.

Den sørgelige Behandling af Ritualet, han maatte kjende fra Kristiansand, kunde her ikke finde Sted, og da han vendte tilbage til sit Ungdoms-Hjem, vedblev han at følge den kirkelige Skik med fuld Troskab (P. B. Lassen : Beretning om Kr.sand 122).

I en Hen­seende fandt altsaa ved Oftedahl en Tilbagevenden til Sand­heden Sted i denne Menighed, der maaske mere end nogen anden i Norge maatte lide under Rationalismen i Aarhundredets Begyndelse. Han kunde saaledes ogsaa vinde Bifald hos den sidste Biskop, under hvem han arbejdede i Kristiansand, Joh. Storm Munch, der straks med stort Alvor krævede de kirkelige Forskrifter iagttagne.

Hvis det er rigtigt, hvad der antages af en Mand, der stod Biskop Munch nær, at denne under Studier af vort Ritual og vor hele Kirkeret fik «sit klare Øje og skarpe Forstand opladt for en sundere og mere bibelsk Betragtning af Kristendommens Sandheder» (Samme i Skr. af 16te Marts 1883), saa tør han vel ogsaa i dette Stykke have øvet en ikke ringe Ind-flydelse paa de Prester, han havde om sig.

Uden dette vilde han vel neppe have sat den store Pris paa Oftedahl, som han gjorde, og som tilfulde viste sig ved dennes Udnævnelse til Stiftsprovst efter H. J. Stabels Forflyttelse 1825. Kristian­sand blev nu et meget ringere Embede, men tillige meget mindre besværligt end tidligere, idet Oddernæs blev skilt derfra.

Imidlertid fik Oftedahl en Besværlighed, som havde været ukjendt for hans Formænd i Embedet, idet Biskop Munch ved Visitatsmødet 1826 forgjæves spurgte efter Ministerialbogen. Der var ingen ! — Sagen var den, at det i lang Tid havde været Klokkerens og ikke Prestens Sag at føre Protokollerne. 1796 (?) døde Klokker Cand. theol. Wetzel og efterfulgtes af Student Thorkil Arup, en fin og anset Mand. Han indrettede Ministerialbogen paa en hensigtsmessig Maade og førte den en Tid særdeles ordentlig. Men han havde flere Bestillinger, var Biskopens Famulus og maatte

– 327 –

som saadan udføre alle Forretninger baade paa Biskopens og Stiftsdirektionens Kontor, ligesom han om Sommeren maatte følge Biskopen paa Visitats.

Under hans Fravær blev nu de ministerielle Forretninger optegnede paa løst Papir af hans Hustru og senere af hans Børn, for derpaa af Arup selv at indføres i Protokollerne. Men nu voksede Arbejdet ham over Hovedet, og det gik med de løse Papirer i hele Søren­sens, Engelhardts og Stabels Tid d. e. fra 1805 til 1825.

Biskop Munch forlangte nu til al Lykke, at der skulde brin­ges Orden i Sagerne, og det skede «paa en beundringsværdig tilfredsstillende Maade» ved Arups yngste Søn Cand. theol. Lars Arup ( død 12te Septbr. 1853 som Provst og S.prest i Fredrikstad)(og bror av den fra 3. januar 1846 biskop i Christiania Jens Lauritz Arup, f. 1793, død 1874/red.), der ordnede og udførte Optegnelserne saaledes, at der senere er fundet meget faa Mangler (P. B. Lassen : ovennævnte Skrivelse).

— At man trængte til Reformer paa Skolevæsenets Omraade har Oftedahl med saa mange af hin Tids Mænd følt, og han vilde i dette Stykke give sit Bidrag baade til den højere Skole og Almueskolen. For hin skrev han 1822 en latinsk Grammatik, hvortil der visselig var stor Trang, og for Almueskolen en Katekismus-Forklaring, der nok neppe er bleven benyttet.

Det er en Bog paa 70 Sider med 250 Spørgsmaal og Svar. Sproget falder her ganske anderledes kunstigt end i hans Prædikener, og det var da ogsaa en langt vanskeligere Opgave, der forelaa, naar han skulde forklare Luthers Katekismus i rationalistisk Aand. Vi kan her ikke forundre os over den Løsrivelse fra alle traditionelle Baand, der lader ham oversætte Luthers Tekst med saa stor Frihed, at det væsentlige i den bliver borte, og bringer ham til at behandle Artiklerne som Bogens 1ste Part, Budene som 2den (Efter J. Neumanns Oversættelse af Katekismen (1811), der ikke blev auktoriseret. Cfr. J. P. Mynster : Blandede  Skrifter  V,  278—79).

Den udkom 1814, men er neppe bleven indført i nogen Menighed.

Den anden Opgave, der satte saa mange af vore Prester i Virksomhed i denne Tid, var Fattigvæsenets bedre Ordning. Den kom til at ligge nær for Oftedahl, der tiltraadte sin

– 328 –

Prestegjerning i Kristiansand under meget uheldige Forhold.

Byens blomstrende Tilstand under Krigen og Kaperfarten var efter Freden ophørt, og i dens Sted indtraadte snart en fuldstændig Næringsløshed, der i høj Grad forøgede Fattiglemmernes Antal.

Der var ikke mange, som led under disse Forhold saa meget som Byens Prester, der ingen faste Indtægter havde og Aar for Aar maatte se Befolkningens fri­villige Ydelser aftage, medens de trykkende Afgifter til Kom­munen voksede.

Oftedahl skrev, straks efter at han var bleven Stiftsprovst (1826), en Brochure om «formentlige Mangler ved Indretningen af Fattigvæsenet i Christiansand», der 1828 efterfulgtes af et Forslag til Lov om Fattigvæsenet, som af Regjeringen blev omsendt til vedkommende Embedsmænds Betænkning, før det blev behandlet af en nedsat Kommissjon.

Med alt dette kunde han imidlertid ikke afhjælpe sin egen Fattigdom, og han sank altid dybere og dybere i Gjæld, saa han «i Ordets egentligste Forstand blev omspændt af tunge Næringssorger» (Ansøgning om Eker 25de Oktober 1830).

Saa nødig han end vilde skilles fra sit Ungdomshjem, maatte han derfor se til at faa et andet Embede, hvor han kunde haabe at finde Midler til sine Sønners Uddannelse. Han mente at kunne finde et saadant i Ekers Sognekald, som han søgte og fik 15de Januar 1831.

Han havde maaske faat ende sine Dage som Biskop i Kristiansand, om han var forbleven der. Bispestolen blev ledig ved Munchs Død (26de Jan. 1832), og Oftedahl havde maaske med større Udsigt til Held kunnet melde sig til den, om han havde været paa Stedet end nu, da han var flyttet til Eker.

Han kunde nu blot opnaa den 3die Plads i Indstillingen efter Siegwardt og Professor Stenersen. Det tilføjedes, at han var «værdig til at komme i Betragtning med Hensyn til videnskabelig Dannelse og pletfri Vandel». Om han her har lidt en Skuffelse, fik han samme Aar et Bevis paa sin Konges Naade ved at udnævnes til Medlem af Vasa Ordenen 29de August 1832.

– 329-

2 Aar efter fik han Personel-kapellan. Prestenødens Dage var forbi, og der var nu saadan Overflod paa Kandidater, at en af dem, Honoratus Lyng, tilbød sig at tjene ham uden Løn. Han blev hos Oftedahl, til hans Død 17de Marts 1843, efter kort iforvejen at være udnævnt til Sogneprest til Næsodden.

Oftedahls Enke, Anna Norberg, overlevede ham længe og gik først bort 1867. Hans haabefulde Søn, der bar hans Navn og tegnede til at blive en fremragende Mand, døde allerede 1849 som Cand. Juris.

Af hans Døtre har den ældste, Ellen Else Marie, gift 1832 med Kaptejn Herman Larsen, og den anden Anna Andrea, gift 1834 med Sogneprest til Aremark Johan Ludvig Heyerdahl, oplevet sit Guldbryllup. En tredje Thomine Christine var gift med en af vor Kirkes mest bekjendte Prester, Peter Fredrik Bassøe, Provst og Sogne­prest til Raade, R. St. O. O. (St. Olavs Orden).