– i boken “Bidrag til den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid”. Kristiania 1884.
Gjengitt fra s. 309 – 316 :
Der sad adskillige danske Mænd i Rigsforsamlingen paa Ejdsvold som Diricks, Steenstrup o. fl.
Nikolai Wergeland beskyldte dem for at være de mest ivrige Norskheds-Mænd af dem alle, eller — som det heder i hans Sprog — for at bruge Norge som det Ris, hvormed de vilde tilfredsstille sit Svenskehad (les om dette på s. 154 her).
Vi har ikke her at undersøge, hvor meget eller hvor lidet der er i denne Beskyldning, men ganske naturligt maatte det jo være, at danske Mænd sluttede sig om sin Kronprinds, og at de ikke kunde tænke sig lykkelige under svensk Regimente — man vilde nu ikke tænke sig noget andet Forhold til Sverige — er rimeligt. Den eneste danske Mand blant Presterne i Rigsforsamlingen er Nikolai Nielsen. Fredrik Schmidt, Peter Hount og Laurits Oftedahl var vistnok fødte i Danmark, men kom som Børn til Norge og vilde paa den Tid anses for Normænd.
Nikolai Nielsen er født 3die Marts 1776 (B. Moe siger (Eidsvoldsrepr. og Storthingsmænd 110), at han var født 1777, hvilket maa være urigtigt, da N. selv i sin Ansøgning om Vardø dat. 17/1 1807 siger, at han er snart 31 Aar gammel dvs. må være født i 1776) i Landsbyen Bulbro ved Odense, hvor Faderen Rasmus Nielsen var Smed.
Han maa have været en ualmindelig dygtig Mand i sit Fag,
– 310 –
thi i Sønnens Prestegaard fandtes et Slaguhr, som han havde været Mester for. Han døde, mens Sønnen var Barn.
Nikolai Nielsen har formodentlig hedt Niels og i Lighed med Wergeland forandret sit Navn til Nikolai. Hans Provst M. Lind kalder ham endnu 1819 Niels, men selv skriver han sig 1815 Nikolai.
12 Aar gammel kom han 1788 i Odense Latinskole. De 2 sidste Aar af Skoletiden var han meget sygelig og maatte af den Grund fordetmeste forsømme Skolen. Ikke destomindre blev han 1796 dimitteret og fik Examen artium med haud illaudabilis.
Til Examen philos, fik han Aaret efter laudabilis. Han tog derpaa ud som Huslærer hos Cancelliraad Lindgaard paa Herregaarden Lyngsholm i Fyen, rejste atter til Kjøbenhavn 1800, fik Kommunitetet og Regensen og begyndte at studere Theologi.
Da Krigen med England udbrød 1801, blev han ansat som «litterær Bestyrer ved Kyst-Telegrafen» og fik Stationen Klinteskovshoved paa Stevns, hvorfra han senere flyttedes til Hovedstationen i Kjøbenhavn. Det maa ikke have været nogen let Stilling, da han selv siger, at den krævede 16—18 Timers Arbejde i Døgnet. Han maa imidlertid have udført sin Gjerning tilfredsstillende, da han var en af dem, som ved disse Posters Nedlæggelse fik 120 Rdlr. aarlig i Vartpenge (ventelønn).
Han blev herved sat istand til at fortsætte sine Studeringer og fik 4de Maj 1804 theologisk Eksamen med Karakteren laudabilis. Han drog nu atter ud som Huslærer hos Commerceraad Qvistgaard til Gjerde Herregaard paa Sjælland, og «efter et kort Ophold paa dette behagelige Sted, drev en synderlig Lyst til at bese Polaregnene i det kolde Norden ham til at ansøge Sognekaldet Vardøhus» (Optegnelse i Eids Kaldsbog).
Da denne Fæstning havde sin Garnison, var der tillagt Presten en Løn af 50 Rdlr. 1793 blev Garnisonen flyttet, og Fæstningen betragtet som nedlagt. Prestegaarden var da ved Tidens — eller Stormenes — Magt ruineret, og Missjonskollegiet søgte
– 311 –
at faa Proviantforvalterhuset overladt til Bolig for Presten (Coll. Mis. til Generalitetet 19/10 1793).
Generalitetet gik ind paa dette mod en Husleje af 30 Rdlr. aarlig og Forpligtelse til at holde Huset istand (Do. til do. 13/9 1794).
Uagtet Presten, da Garnisonen flyttedes, havde faat 100 Rdlr. Tillæg i sin Løn, maatte det dog staa klart for Kollegiet, at hans Bolig under saadanne Betingelser maatte blive for dyr. Det var imidlertid kun 2 Aar, Fæstningen blev uden Garnison, da det straks viste sig, at røveriske Overfald af Russerne gjorde det nødvendigt at have Soldater heroppe (Leopold v. Buch. i Budstikken II (1820), 144—45).
Imidlertid blev Ove Christian Daae udnævnt til Sogneprest 17 Juni 1796, og han fik det vanskelige Hverv at besørge en Prestebolig «ophugget i Rusland og transporteret til Vardø» (Coll. Mis. til Provst Stub og Amtmand Sommerfeldt 8/2 1797).
Dette har vel snart vist sig uudførligt, men han maa med sin unge Hustru have faat Bolig et Sted, siden han blev paa Vardøhus til 1802, da han efterfulgtes af sin Broder Christen Daae. Da denne havde været der i 4 Aar, maatte han forlade Stedet, da han ikke havde noget Hus at bo i, drog til Kjøbenhavn og blev forflyttet til Saltdalen 12 December 1806.
Da han var forflyttet, søgte Nielsen hans Embede. Han maa vel have hørt af sin Formand, hvad han gik imøde, men har vel troet, at han skulde komme ud af det. Hans Lyst til at drage til det yderste Norden vakte den største Forundring hos Kammeraterne, der spurgte, om han var fra sin Forstand. Man har gjættet paa, at han tidligere har kjendt Kommandantens Familje og droges af Kjærlighed til hans Datter, men dette er ikke rimeligt, og hans «synderlige Lyst til Polaregnen» behøver ikke saadan Forklaring.
Han blev først udnævnt 18 December 1807. Rimeligvis har Cancelliet benyttet den lange Tid til at forhandle om Op- førelsen af Prestebolig eller Embedets Nedlæggelse og saa udsat med det sidste, da Nielsen var ugift og altid kunde finde en Plads. Han blev ordineret i Kjøbenhavn 20de Januar
– 312 –
1808 og begav sig paa sin lange Rejse gjennem Sverige over Stokholm og Torneå.
I Kautokeino hvilede han 14 Dage hos Sogneprest Lund og drog nu videre i Selskab med Finmarkens Øvrighed. Ved sin Ankomst til Vardøhus i Marts 1808 fik han straks mærke Vanskeligheden ved at skaffe sig Bolig. Endelig fik han overtalt Enken efter den nylig afdøde Kommandant, en Artilleriofficier Hans Jørgen Trost, til at give ham Hus i Kommandantboligen, medens hun havde Raadighed over den.
Her blev han 1809 gift med Husets Datter, Anna Kathrine Margarete Trost (f. i Rendsborg 23de Juni 1790), men da den nye Kommandant kom, var han atter husvild. Han blev dog hjulpen. Fæstningens Auditør, Motzfeldt, en ugift Mand paa 23 Aar, havde en Embedsbolig, større end han tiltrængte, og delte den med sin nødlidende Sogneprest, for hvem det nu atter saa taalelig ud, men — saa døde Motzfeldt pludselig, og han var atter husvild.
Han skrev til Amtmanden om at faa Prestebolig opført, men Cancelliet vilde for Tiden ikke gaa ind derpaa. Han bad Generalkommandoen i Throndhjem om, at et gammelt Hus paa Fæstningen maatte sættes istand til ham, men fik intet Svar. Han blev boende i Auditør-Boligen, medens Kommandanten af al Magt anstrængte sig for at skaffe ham Hus — uden Nytte.
Saa kom den nye Auditør, der vist var en meget uundværlig Embedsmand, og han vilde bo alene, saa det intet andet var at gjøre for Sognepresten, der nu havde Hustru, 2 Børn og en Svigerinde (Krøbling) at forsørge, end at rejse fra Stedet (Biskop M. B. Krogh til Cancelliet 4/12 1810).
Den første Vinter, han var i Vardø, udbrød en Epidemi, der angreb de fleste af Beboerne og bortrev mange. Nielsen blev skaanet for Smitten og gik ogsaa fri for den farlige Skjørbug, mod hvilken han altid var paa Vagt ved stærk Bevægelse og Brug af cocleare. Da Embedet gav ham meget lidet at bestille, og han ikke havde kunnet faa sine Bøger med sig, maatte han tage sig til noget Arbejde og gav sig derfor til at undervise i Stedets
– 313 –
Skole i Skrivning og Regning, som Skoleholderen, Klokker Absalon Hansen Andenæs ikke forstod, samt i Religion.
Det var i Begyndelsen af 1810 han maatte forlade Vardø med Hustru og 2 Børn — en aarsgammel Søn og en nyfødt Datter — samt en Svigerinde, der var Krøbling. Den lille Datter døde paa Rejsen og blev begraven i Hammerfest.
Med de øvrige ankom han til Throndhjem og fik 200 Rdlr. — senere 400 — i Vartpenge, indtil en Prestebolig kunde blive opført, hvilket aldrig skede. Vardø fik ikke egen Prest igjen før 1849. I Throndhjem fik han nogle Informationer i det franske og tydske Sprog, men maatte dog hovedsagelig laane sig frem og kom lidt efter lidt i en bundløs Gjæld.
Han lod til at føle sig forpligtet til at vente, til en Prestebolig kunde blive opført i Vardø, men Biskop Krogh bad for ham, at han maatte slippe og faa et andet Embede (Biskop M. B. Krogh til Cancelliet 27/8 1811).
Han blev da i det Trængselens Aar 1812 (18de September) udnævnt til Sogneprest i ytre Holmedal. Det lod til, at den stakkels Mand skulde prøves paa alle Maader. Han var 13 Uger undervejs paa en Jagt fra Throndhjem til Furrusund, hvorfra han maatte i Baad til Prestegaarden «Bjergene».
Man havde før hans Ankomst udspredt det Rygte, at han ved sin danske Tunge ikke kunde forstaaes af Almuen. Han fik vide dette ved sit første Besøg i Guddalens Kapel, hvor en gammel Medhjælper kom til ham efter Gudstjenesten og ytrede sin Forundring over, at «de forstod hvert Ord, som Far talte» (Meddelt af N.s Kapellan Provst R. R. Arnet).
Hans Helbred var svækket, og hans Fattigdom stor. Ved Sejladsen fra Throndhjem fik han en slem Gigt og hans høj frugtsommelige Hustru et Krampetilfælde, der plagede hende i mange Aar. Hans Familje voksede, og Indtægterne af Kaldet var ikke tilstrækkelige til Føde og Klæder. «Alle hans accidentelle Indtægter og mer end det gik med alene til Brændsel».
Han «trykkedes af Næringssorger og plagedes af haarde og ubarmhjertige Kreditorer paa Grund af sin 3 aarige
– 314 –
Brødløshed».
Han havde paa sin haarde Anneksrejse ofte været i Fare for Livet. Paa Rejsen til Guddal maatte han passere 7 større og mindre Vande og gaa over ligesaa mange Eid (Ansøgning om Volden 25/7 1815).
Imidlertid førte han sit Embede «med Flid og Promptitude til alles Tilfredshed. Hans Levnet var eksemplarisk, saa han har vundet Menighedernes udmærkede Godgjørenhed» (Provst H. Wiingaards Erkl. 25/1 1815).
Hans Dygtighed maa have været kjendt i videre Kredse, siden han kunde blive valgt til 2den Repræsentant for nordre Bergenhus Amt paa Rigsforsamlingen. Maaske har hans Valg været foranlediget af Biskop Brun, i hvis udprægede Norskheds-Politik der ikke var den ringeste Antipati mod Danmark og danske Mænd. Det fortælles nemlig, at Nielsen efter Kieler-Freden holdt en Prædiken, hvori han behandlede denne store Begivenhed.
Rygtet om — maaske Afskrift af — denne Prædiken maa være kommet til Biskopen, der skrev til ham : «Hr. Broder har talt som en Mand».
Maaske Biskopen efter dette har udpeget ham for indflydelsesrige Mænd i Amtet. Mange mente, at han som dansk Mand ikke vilde blive antagen, og den Mand, der næst ham havde de fleste Stemmer — Sogneprest til Lærdal Ulrik Fredrik Bøyesen — rejste endog før Repræsentanterne til Ejdsvold for at være paa Stedet, om Nielsen blev forkastet (meddelt af Provst Arnet).
Der blev nu ikke Tale herom, og han indtog sit Sæde i Forsamlingen. Hans Standpunkt var naturligvis givet. Hos enhver dansk Mand maatte Rigernes Adskillelse vække den dybeste Smerte og forjage enhver Tanke om Tilslutning til Sverige. Han hørte ellers til de stille i Forsamlingen og nævnes ikke hos nogen af dens mange Dagbogs-Forfattere.
Ved Kongevalget stemte han efter sin Fuldmagt uden at tilføje noget om sin egen personlige Tilslutning. Maaske han har havt sine Anfægtelser paa det sidste. Han vendte hjem igjen til sit trængselsfulde Kald og søgte saa snart som
– 315 –
muligt at komme bort derfra, men dette var ikke let.
Til de smaa Kald var det i hine Dage ofte vanskeligt at faa nogen Ansøger, men til de store meldte der sig gjerne en Mangfoldighed. En Mand i Nielsens Stilling kunde da heller ikke flytte uden til et virkelig godt Embede, men han fik vente temmelig længe.
Allerede 1815 begyndte han at søge, men han var vel i denne Tid ikke synderlig heldig stillet. Som sine Kolleger nævner kan aldrig sin Ejdsvoldsfærd i sine Ansøgninger, og Biskop Brun, hvis Indflydelse neppe var stor i denne Tid, henholder sig i sin Erklæring om ham til Provsten med den Bemærkning, at han hverken har set eller hørt ham (J. N. Brun : Erkl. af 5te Aug.1815), da det vel ikke var raadeligt at omtale hvad han kjendte til og tidligere havde lønnet med sit Bifald.
Biskop Pavels synes ikke at have kjendt ham før ved Visitatsen i 1819, da han i ham fandt en Mand, der «uden Tvivl var en af Stiftets første Prester».
Hans særdeles gode Prædiken havde en «ædel Popularitet», men Biskopen «ønskede hans Foredrag noget mere bibelsk». Han havde et «meget smukt Organ og en ualmindelig heldig Deklamation». Biskopen tilføjer, at han uddannede Skolelærere med megen Omhyggelighed (Pavels’s Visitatsberetning f. 1819 (Rigsark.).
Om hans Standpunkt udtaler Pavels sig tydeligere i sin Dagbog (9/6 1819 (Rigsark.), hvor han sammenligner ham med Biskop P. O. Boisen : «Kristelig Moral uden synderlig Tro paa Aabenbaringens Dogmer findes i hans Prædiken, og over det hele svæver en vis hjertelig Popularitet, der maa gjøre Indtryk paa det Sind, der ikke higer efter en højere, kraftigere Trøst, end det 18de Aarhundredes Eudaimonister tilbød».
Hans Provst i denne Tid erklærede ham at være i Besiddelse af «saadanne Evner, at han paa et andet Sted og blandt mere tænksomme og oplyste Folk — endog kunde glimre eller erhverve sig Navnkundighed som Prædikant
– 316 –
og Religionslærer» (Provst M. Linds Erkl. 12te Maj 1819).
Med sine glimrende Vidnesbyrd for Dygtighed, Flid. Nidkjærhed og stræng Orden i Embedet (Ibid.) blev han dog siddende hele 9 Aar i det lille Kald, til det endelig lykkedes ham at erholde Ejds Sognekald i Nordfjord — ikke uden stor Anstrængelse af hans Biskop (Pavels Erkl. 1ste Maj 1821).
23de August 1821 blev han udnævnt til Sogneprest i Ejd, hvor hans Stilling blev bedre, skjønt han med sin store Familje ikke var istand til at befri sig fra den Gjæld, han havde paadraget sig. Her nød han den Ære at blive optagen som Medlem af Oldskrift-Selskabet i Kjøbenhavn, ligesom han blev valgt til Storthinget 1830.
Under Opholdet i Kristiania blev han 17de Februar udnævnt til Provst i Nordfjord. Han blev her i 14 Aar, da Borgunds betydelige Sognekald blev ham betroet 13de Maj 1835. Han var da over 59 Aar gammel, men en forholdsvis rask Mand. I Borgund fik han gode Dage, og ved de store Indtægter kunde han snart befri sig fra sine «haarde og ubarmhjertige Kreditorer».
Som han altid var en stræng Ordensmand i sit Embede, havde han ogsaa i Nødens Dage lært at være det i sin Husholdning, saa han nu fra den dybeste Fattigdom kunde hæve sig til en ikke ringe Velstand. Han havde 12 Børn, af hvilke 7 endnu er ilive.
Ved sin Død 10de Juni 1854 kunde han efterlade sin Enke i ret gode Kaar, ligesom ogsaa Børnene arvede noget. Han var den sidste af Ejdsvoldspresterne, som gik bort, og den sidste Sogneprest i det samlede Borgund, der efter hans Død blev delt i 3 nogenlunde gode Kald, Borgund, Aalesund og Skouge. Biskop Neumann omtalte ham som Stiftets dygtigste Provst (Meddelt af Provst R, R. Arnet. — Hvor ingen anden Kilde er anført er Meddelelserne om Provst Nielsen hentede fra hans Optegnelser i Eids Kaldsbog).