prins christian august : presentert i dans biografisk lexikon

– fra s. 536 – 543 :

Christian August, Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, 1768-1810, General og norsk Statholder, var den 3. Søn af Hertug Frederik Christian af Augustenborg og dennes Gemalinde, Charlotte Amalie Vilhelmine f. Prinsesse af Pløen, og født 9. Juli 1768.

Allerede i 1770 mistede han sin Moder og sattes derefter under Opsyn af sin Faders Søster, Prinsesse Ulrikke; senere opdroges han tillige med sine 2 ældre Brødre af en fælles Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad.

Efter Skildring af Folk, der have staaet ham nær i denne Tid, var han som Barn paa Grund af sin store Livlighed ikke ganske let at opdrage, medens han dog tillige allerede tidlig skal have vist sig i Besiddelse
af forskjellige Egenskaber, der gjorde ham megen Ære.

Det fortælles, at han skal have været udholdende og fast, hvorhos han roses for sin Retsindighed og Menneskekjærlighed. Efter at være konfirmeret 1782 paa Augustenborg blev han med sine Brødre sendt til Leipzig.

Her studerede de 3 unge Prinser Humaniora indtil Høsten 1784, hvorpaa de efter at have aflagt Besøg ved Hofferne i Dresden og Berlin vendte tilbage til Augustenborg. 1785 aflagde de et kort Besøg i Kjøbenhavn, men tilbragte igjen den følgende Vinter paa Augustenborg.

1786 traadte Prins C. A. og hans Broder Emil i dansk Krigstjeneste. C. A. blev Oberstlieutenant i danske Livregiment og gjennemgik den højere militære Uddannelse under Vejledning af General Huth, der tidlig hos ham opdagede udmærkede militære Talenter.

1787 traadte han ind ved Kronprinsens Regiment og forsattes 1788 til Fredericia som Kommandør for fynske Infanteriregiment, hvis Chef han nogle Aar senere blev.

31. Juli 1790 blev han Generalmajor af Infanteriet. Han var meget afholdt ved sit Regiment og arbejdede meget for dets Udvikling. Under dette sit Ophold i Fredericia havde han oftere Anledning til at aflægge Besøg paa Augustenborg, hvor han om Høsten og Vinteren gik meget paa Jagt, for hvilken han nærede en stærk Interesse.

Paa en saadan Jagttur paadrog han sig ved Uforsigtighed et Onde, for hvilket han aldrig senere blev fuldstændig helbredet; varm og tørstig havde han drukket af en kold Kilde og faldt umiddelbart derefter i Afmagt. Han beholdt imidlertid en Brystbeklemmelse, der ofte voldte ham meget Besvær.

I 1792 havde han tilbudt Hertugen af Brunsvig sin Tjeneste for saaledes at komme til at deltage i Revolutionskrigen, men havde kun opnaaet at faa et Afslag.

I 1797 fik han imidlertid Ansættelse i det østerrigske Kavalleri og deltog derpaa under den anden Koalitionskrig i en Række af Slag i Rhinegnene og senere om Høsten 1800 i Felttoget i Tyrol under
Chasteler, hvor han til sidst selv fik Overkommandoen og efter Chastelers Bortrejse, truet af de franske
Hære, førte hans Korps uskadt til Østerrig.

Fraregnet to korte Besøg paa Augustenborg og i Kjøbenhavn, deraf det sidste om Sommeren 1800, forblev han i Østerrigsk Tjeneste lige til 1801, da han kaldtes tilbage; han naaede imidlertid først hjem, efter at
Krigsfaren allerede var over, og kom saaledes ikke til at tiltræde den ham tiltænkte Post som Gouvernør
paa Fyn, hvorimod han forblev hjemme.

Da han nu havde taget Afsked af den østerrigske Tjeneste, opholdt han sig atter en Tid ved sit Regiment i Fredericia.

I 1803 blev han udnævnt til kommanderende General i det søndenfjældske Norge samt Kommandant paa Frederikssten og Chef for søndenfjældske Infanteriregiment. I samme Aar blev han ligeledes Elefantridder.

Med Ankomsten til Norge i Marts 1804 begyndte et nyt Afsnit af Prinsens Liv. Fra første Færd af viste han
sig her som den strænge, pligtopfyldende Mand, der i alle Tjenesteforhold stod for sine underordnede
som det vækkende Exempel.

Allerede paa sin første Inspektionsrejse, der gik gjennem Distrikterne paa Skageraks Vestside, vidste han ved sine militære Indsigter og det Alvor, hvormed han tog Tjenesten, at skaffe sig den største Agtelse; men han vandt tillige ved sin venlige Fremtræden alle Hjærter.

Ligefrem i sit Væsen, tarvelig i sine Vaner havde han aldrig store Fordringer, og han søgte bestandig at undgaa alt, der kunde minde om hans fyrstelige Stilling.

I Tjenesten var han til det yderste Stræng, uden for denne godmodig og omgængelig. I de talrige, dels
officielle, dels private, Festligheder, der anstilledes for ham efter hans Ankomst til Norge, optraadte han med en høj Grad af Takt, og uagtet hans Sprog altid mindede om, at hans Dannelse og Opdragelse var tysk, fandt man i Norge, at han vidste at udtrykke sig med Held, og at navnlig hans Skaaltaler ved de muntre Selskabsborde vare træffende og passende.

Dette var en Evne, hvorpaa der paa den Tid i Norge sattes stor Pris, og som man derfor ogsaa gjærne saa hos en Mand i Prinsens fremtrædende Stilling.

Overalt var han afholdt, og navnlig traadte han i et nært Forhold til mange af sine underordnede Officerer.

Hans Stilling var en saadan, som han kunde fylde helt ud, og hvortil hans Personlighed og hans Evner passede.

Men han kaldtes snart til andre Hverv, i det han under 24. Aug. 1807 udnævntes til Præsident i den samme Dag oprettede interimistiske Regeringskommission for Norge. Kommissionens Oprettelse var den umiddelbare og nødvendige Følge af Englændernes Overfald paa Kjøbenhavn; med Flaadens Bortførelse og Krigens Udbrud blev ligeledes dens fortsatte Bestaaen en Nødvendighed.

Som kommanderende General og denne Kommissions Præsident fik Prinsen en dobbelt Opgave, i det han paa samme Tid skulde lede Krigsførelsen og Norges civile Administration.

Tillige stilledes der nu ofte Krav til hans Statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt om at handle paa egen Haand, naar han uden at kunne indhente Ordrer om sine Forholdsregler fra Regeringen i Kjøbenhavn alligevel maatte fatte Beslutninger, hvorved baade Norges særegne Tarv skulde rammes og Monarkiets fælles Interesser lige fuldt varetages.

Prinsens Interesser havde indtil dette Øjeblik hovedsagelig været militære, og der vides intet om, at de i større Udstrækning havde gaaet ind paa den civile Administrations og Politikkens Omraader.

Til Statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke noget, som tyder paa, at han har været i Besiddelse af et skarpt politisk Blik. Men han var den samvittighedsfulde Arbejder, der ikke forsømte noget, saa længe han kunde holde sit Hoved oppe, og med den største Omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad der vedkom hans Stilling.

Dette var imidlertid, hvor meget det end gjorde ham Ære, dog ikke tilstrækkeligt af de Egenskaber, for hvilke han nu skulde have Behov; navnlig manglede han Bestemthed og Evne til at hævde sin personlige Uafhængighed, ligesom han ved sin Tilbøjelighed til at imødekomme alle lettelig forlededes til at give for tidlige Løfter og derved binde sin egen Handlemaade.

Men over den store Mængde øvede han en betydelig personlig Indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor hurtig han vandt de norske Soldater. Han vandt en Magt over Hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestaaende, og deri ligger Forklaringen af den Vægt, der under de paafølgende
Begivenheder lagdes paa hans Person.

C. A. og den nationale norske Hær, hvis tilbedte Fører og Ideal han var, voxede næsten sammen i den almindelige Bevidsthed, og derigjennem blev han paa et vigtigt Tidspunkt den, om hvem alle Beregninger maatte dreje sig.

Som Hærfører vandt C. A. et stort Navn under det korte Felttog i 1808. Med en Styrke af 16500 Mand skulde han forsvare den søndenfjældske Grænse og besætte de derværende Fæstninger.

Den imod ham opstillede svenske Vestarmé talte over 17000 Mand, og denne rykkede i April 1808 over Grænsen ind paa norsk Grund, hvor C. A. strax organiserede Forsvaret. Først blev den 2. svenske Brigade, der var falden ind i Høland, dreven tilbage, hvorunder der bl. a. forefaldt en heftig Kamp 20. April ved Toverud; i denne blev Grev Axel Mørner fangen med en stor Del af sit Detachement.

1. svenske Brigade, der rykkede ind over Magnor, erobrede med sin venstre Fløj 18. April de norske Stillinger ved Lier, medens dens højre Fløj under Oberst Gahn forsøgte at trænge frem langs Flisen Elv i Solør. Her blev den i Passet ved Trangen dels sprængt, dels tagen til Fange.

C. A. modtog Kongens Anerkjendelse ved 15. Maj 1808 at udnævnes til Generallieutenant.

10. Juni fordreves den svenske 4. Brigade fra Stillingen ved Præstebakke, hvorved der gjordes 429 Fanger.

Positionerne bleve imidlertid faa Dage senere paa ny besatte af de svenske. Men i samme Maaned trak hele deres Hær sig ud af Norge, som derefter saa godt som ikke blev foruroliget ved Angreb fra sin østlige Nabo.

Gjennem det Held, hvormed Krigen i det hele var ført til Trods for de svage og utilstrækkelige Hjælpemidler – alene af Krigsfanger havde den norske Hær taget over 1100, medens der i Sverige kun var  150 norske Fanger –, havde Hærens Fører vundet et stort Navn og yderligere befæstet sig i Hærens Hengivenhed.

Han havde delt ondt og godt med Soldaterne, der vidste, at naar de lede, saa vilde deres Feltherre ikke have det bedre, og naar de ved Vaarsolens første Straaler vaagnede paa den endnu snedækte Mark, saa laa han ved deres Side, indhyllet i sin Kappe, og havde søgt den samme Hvile.

Men hvad der i mange Tilfælde kunde blive for meget for haardføre Bondesønner, bidrog ogsaa til at svække den svagere Fyrstesøn, og Vaarfelttoget i 1808 har derfor i betydelig Grad undergravet hans Helbred, der i Forvejen ingenlunde var den stærkeste.

Medens Felttoget varede, havde C. A. kun haft mindre Tid til at ofre sig for den anden Del af sin Gjerning, som Regeringskornmissionens Formand.

Efter at den svenske Hær havde rømmet Norge, indtraadte der imidlertid heri en Forandring, og fornemmelig fik Prinsen friere Hænder, da han 7. Dec. 1808 efter længere Underhandlinger afsluttede en Vaabenstilstand, der noget senere bekræftedes af Frederik VI, skjønt kun under Forudsætning af, at den var paa kortere Tid.

Men den blev for Norges Vedkommende faktisk bestaaende indtil Freden. Hvor meget end Kongen efter
denne Dag paalagde Prinsen at rykke med den norske Hær ind i Sverige, saa fandt denne altid Paaskud til at unddrage sig Befalingernes Udførelse.

Regeringskommissionen var selv i Dec. 1808 bleven suppleret med 2 nye Medlemmer, af hvilke det ene, den 29aarige Grev Herman Wedel-Jarlsberg, snart blev den mest indflydelsesrige, og det var nu hans, ikke Prinsens Meninger, der bestemte Kommissionens Holdning.

Da den svenske Vesthær 7. Marts 1809 begyndte sin Marche mod Stockholm, hvor Gustav IV Adolf blev afsat 13. Marts, lode dens Førere dermed Grænsen mod Norge ligge aaben for Angreb.

Men Betænkelighederne herved bortryddedes derigjennem, at Prinsen gav et, om end betinget,
Løfte om at opretholde Vaabenstilstanden af 7. Dec. Ved samme Anledning var der imidlertid af den svenske Udsending for de norske Officerer, der underhandlede med ham paa Prinsens Vegne, fremsat Antydninger om, at den ledige Trone kunde tilfalde denne.

De Udsigter, som herved vare ham aabnede, gik ham aldrig af Minde, uagtet han foreløbig indordnede sig under Grev Wedels politiske Planer og med ham arbejdede for en skandinavisk Union under Frederik VI’s Styrelse, med fuld administrativ Selvstændighed for ethvert af Rigerne. Men da der fra Norge gjordes Forsøg paa at vinde Kongen for en saadan Politik, mødtes disse med et bestemt Afslag.

Hermed forandredes den Retning, hvori de norske Politikere arbejdede, i det Grev Wedel med de bitre Erfaringer for Øje, han havde gjort under en Krig, der samtidig førtes baade med England og Sverige, ansaa det umuligt at opretholde Norges Forbindelse med Danmark alene uden ved ethvert Fredsbrud at blive udsat for Blokade og Hungersnød.

Derfor satte han det som sit Maal for Norges Skyld at skabe en ny Forening af de to Riger paa den skandinaviske Halvø under Styrelse af C. A., der strax kunde blive Norges Konge og i alt Fald efter Carl af Sødermanlands Død Sveriges.

Foreningen skulde tillige være Sveriges Redning imod den russiske Vælde.

C. A. kan ikke have været uvidende om sin norske Vens store, vidtrækkende Planer, der ogsaa skulde lede til hans egen Ophøjelse; men han har hverken sluttet sig helt til dem eller bestemt gjort Modstand.

Grev Wedel vilde, at den norske Hær skulde gjøre fælles Sag med den svenske mod Russerne; Frederik VI befalede gjentagne Gange, at der fra Norge skulde finde et Indfald Sted med det Øjemed at forene sig med de russiske Tropper, der allerede stode paa svensk Grund.

Prinsen gjorde ingen af Delene; han blev rolig i Norge.

For Frederik VI fremstillede han sig som den, der alene vilde virke for Kongens Interesser, medens han vel vidste, at dennes Kandidatur hurtig var bleven en Umulighed.

Han har heller ikke arbejdet derfor, uagtet en svensk Mand, der stod Grev Wedel nær, Gang paa Gang færdedes over Grænsen som Mellemmand.

I Slutningen af April gav Prinsen endog Baron v. Platen et betinget Løfte om at modtage Valget som svensk Kronprins. Men han bandt sig ved Løfter og Tilsagn til alle Sider uden Udsigt til at kunne holde dem, om han ogsaa trøstede sig med den Tanke, at han i sidste Øjeblik kunde gjøre en rask Gjerning og træde tilbage for at lade Frederik VI høste Frugterne af, hvad andre havde arbejdet.

Uden at vurdere sin egen Svaghed, uden at forstaa, at han kun var et Redskab i andres Hænder, har han troet, naar Tiden kom, at kunne lede Begivenhederne, som han vilde.

Kongen saa Stillingen i et andet Lys og sendte som sin paalidelige Mand Kancellipræsident Fr. J. Kaas til Christiania, hvor denne ankom 29. April og 4. Maj tog Sæde i Regeringskommissionen, uden at dog dette havde nogen Indflydelse paa Prinsen og hans norske Raadgivere eller hindrede, at gamle og nye Agenter
uhindret færdedes over Grænsen.

Uden at agte Prinsens Vaklen fortolkede de svenske Statsmænd hans Handlinger efter de Vink, som modtoges fra hans norske Omgivelser, og saaledes blev han 15. og 18. Juli af de svenske Stænder valgt til Sveriges Kronprins.

Heller ikke efter denne Begivenhed kunde C. A. indtage en bestemt Holdning, i det han fremdeles ligesom tidligere bøjede sig til begge Sider. Han vidste, at hans norske Omgivelser kun ventede paa hans Samtykke for at erklære sig for en Forening med Sverige; men han vilde ikke yde dem sin Medvirkning.

Kongen, der 25. Juli udnævnte ham til Feltmarskal og Statholder over Norge, kunde ikke derfor stole paa ham; et synligt Tegn paa Kongens Mistillid var Sendelsen til Norge af Prins Frederik af Hessen, der ankom til Christiania 16. Aug.

Denne fandt C. A. i en nedtrykt Sindsstemning, der var en naturlig Følge af den Sindsbevægelse, hvori hans tvivlsomme Holdning havde sat ham.

Medens han den paafølgende Høst forblev i Christiania, forandredes ikke hans Stilling. Han var den samme ubeslutsomme Mand, der, i det han stilledes over for et afgjørende Valg, altid bævede tilbage.

En Plan om at rejse til Kjøbenhavn blev atter Opgiven, og først efter Freden i Jønkøping 10. Dec. 1809 kunde Prinsen forberede sig paa sin Rejse til Stockholm. Han havde nu Frederik VI’s Samtykke til at modtage det paa ham faldne Valg.

Atter lod han i sine Udtalelser til svenske den gamle storskandinaviske Politik træde frem som sit Program; men Vejen til dens Gjennemførelse kunde han ikke angive. I Norge omfattedes han til det sidste med almindelig Hengivenhed, og der var dem, som endnu tænkte sig Muligheden af, at han kunde fatte en rask Beslutning.

Men dette skete ikke. 7. Jan. 1810 betraadte Prinsen svensk Grund og skiltes næste Dag fra Grev Wedel uden at have villet drage Konsekvenserne af sine Forbindelser med ham og de svenske Revolutionsmænd.

Som svensk Prins antog han Navnet Carl August, men skrev sig gjerne C. August. I Stockholm modtoges han med blandede Følelser. Det høje Aristokrati oversaa den lille, halvtyske Prins, der ikke var skabt til at bevæge sig i dets Midte, medens Revolutionspartiet og den menige Mand saa op til ham som til
Repræsentanten for det mere borgerlige Kongedømme.

For øvrigt var han en Bold mellem de forskjellige Partier, der vare repræsenterede mellem hans Omgivelser, og medens han i Breve til sin Broder Hertugen af Augustenborg udviklede, hvad han vilde gjøre til bedste for sin gamle Konge, har han i Virkeligheden aldrig foretaget noget til Fremme af dennes Interesser.

Hans Virksomhed i Sverige blev imidlertid kun kort. 28. Maj 1810 døde han pludselig ved en Lejrsamling i Skaane, tæt ved Qvidinge; det af legemlig og aandelig Overanstrængelse nedbøjede Legeme kunde ikke længere holde ud.

Men i Samtiden søgtes en anden Forklaring; det skulde være Medlemmer af det svenske Aristokrati, der ved Livlægen Rossis Hjælp skulde have forkortet hans Dage, og mange fandt sin Interesse i at udsprede dette Rygte, der kun alt for let blev troet. Ved han Bisættelse i Stockholm foregik beklagelige Optøjer, hvorunder Rigsmarskallen Grev Axel Fersen myrdedes.

A. Ipsen, Christian August, 1852.
Steenstrup, Dansk Maanedsskr. 1867-68.
Ræder, Danmarks Krigs- og polit. Hist. 1807-9 II.
Yngvar Nielsen, Grev Herman Wedel og hans Samtid I.

Yngvar Nielsen.

Skriv inn søkeord..