– fra s. 452 – 454 :
Frimann, Claus, 1746-1829, Præst, Digter, tilhører en gammel norsk Familie, hvis første mere fremtrædende Mand, Johan F. (f. 1630 d. 1707), var Amtmand over det nuværende Stavanger Amt.
Dennes Sønnesøn Peter Harboe F. døde 1759 som Sognepræst til Sælø. Han var gift med en ualmindelig dygtig og dannet Kvinde, Sara f. Cold (f. 7. Dec. 1713 d. 11. Febr. 1800), den IV, 45 nævnte Provst Johan C.s Halvsøster.
Den ældste af deres 7 Sønner var Claus, født 15. Maj 1746. Efter at være bleven Enke tog Moderen sig med den største Iver og Omhu af hans og hans 3 gjenlevende Brødres Opdragelse, og hun fik den Glæde at se dem alle som fremtrædende Mænd, før hun gik bort.
I Præstegaarden, paa hvis Grund hun havde et Hus, fik Sønnerne Undervisning af en Huslærer og afgik her fra efterhaanden til Universitetet eller Bergens Latinskole. C. F. blev Student 1765. Efter Examen philos. maatte han
vende hjem til Fædrelandet som Huslærer hos Sognepræst Jørgen Meldahl til Fane, med hvis Datter Anna Margrethe (f. 16. Okt. 1742 d. 13. Jan. 1819) han blev forlovet.
Hans Huslærerstilling blev vel herved noget lettet, saa han fik tilstrækkelig Fritid til at forberede sig til theologisk Examen, som han tog 1768. Han vendte strax tilbage til Norge og saa ikke Kjøbenhavn igjen før 1779, saa han ikke var med i Stiftelsen af Norske Selskab.
Som Huslærer kom han nu til Hans Strøm paa Volden, hos hvem han 1771 blev personel Kapellan. Han kunde ikke komme i nogen heldigere Stilling end her som Medhjælper hos den som Præst, Theolog og Naturforsker lige udmærkede Mand, hvis store Bogsamling han flittig benyttede til sin Uddannelse.
Da Strøm 1779 forflyttedes til Eker, drog F. til Kjøbenhavn for at sollicitere, og 1780 blev han udnævnt til Sognepræst i Daviken.
17. Jan, 1782 ægtede han sin nu 39aarige forlovede, – et tungt Skridt, da hans Ungdomskjærlighed var dunstet
bort, og Anna Meldahl ikke kunde følge ham i hans digteriske Interesser, der nu vare paa det højeste. Hun blev ham imidlertid en trofast Hustru, der styrede hans Landhusholdning paa det bedste.
Efter Strøms og Biskop E. Hagerups Vidnesbyrd maa F., da han blev Præst i Daviken, have været en rettroende Prædikant, og den gamle Tro aander ogsaa gjennem hans Sange over Evangelierne (1780). Han blev imidlertid ikke staaende paa dette Standpunkt, men slog snart over i den vulgære Rationalisme, der kom til Orde i hans «Andagtsøvelser og gudelige Tanker til Brug for Almuen» (1785) og hans «Søkabinet» (1788).
Dette i Forbindelse med hans økonomiske Sans og deraf følgende Iver for sine Indtægter bragte ham i et mindre heldigt Forhold til Menigheden, og Biskop Brun fik i Aarhundredets Slutning meget Arbejde med at dæmpe Striden.
Paa den anden Side havde han som en Oplysningstidens Digter tildraget sig Opmærksomhed hos Avtoriteterne,
og han kom saaledes til at levere et rigeligt Bidrag til den «evangelisk-kristelige Salmebog», der har hele 42 Salmer fra hans Haand.
1800 blev han valgt til Provst i Nordfjord, og hans digteriske Virksomhed, som hidtil havde været forholdsvis rig, standsede nu, om der end af og til lige til hans høje Alderdom kom et og andet Digt fra hans Haand. Det er rimeligt, og der er Antydninger til, at han efter denne Tid levede i et bedre Forhold til sin Menighed, medens han ved heldigt Fiskeri stadig forøgede sin betydelige Rigdom, hvori han ved sin Død stod som den første blandt Norges Præster.
19. Dec. 1821 fejrede han sit Embedsjubilæum, og 9. Febr. 1822 tog han Afsked. Samme Aar flyttede han fra den gamle Præstegaard til sin Ejendom Frimannslund i dens Nærhed, og her døde han 11. Okt. 1829.
Det var 1777, C. F. optraadte som Konkurrent til den udsatte Pris for et beskrivende Digt, og han vandt den ved sit «Hornelen».
Det har været den almindelige Mening, at Broderen P. H. F. burde have haft den for sit Digt over samme Æmne.
Eftertiden har ogsaa været saa nogenlunde paa det rene med, at C. F. i sin tidligste poetiske Virksomhed, da han lempede sig efter Tidens Smag for det stive og kunstlede – «Frederiksborg Egn og Udsigt fra samme», «Hagen Adelsteen» osv. –, ikke naaede frem til nogen synderlig Betydning. Den har heller ikke sat hans aandelige Digtning, der til Dels er plat rationalistisk, f. Ex. hans «Søkabinet», synderlig højt, men den har til fulde anerkjendt ham for den, han var, da han løsrev sig fra Baandene og med stort Held brugte det Pund, som var ham betroet.
Det var som «Almuens Sanger», han vandt sit store Ry, fik en væsentlig Betydning som folkelig Digter og kom til at indtage en Stilling i vor Litteratur, som ingen Digter har indehaft siden Peter Dass. Ligesom dennes Sange endnu leve paa Folkets Læber i de nordlandske Fjorde, saaledes C F.s i de bergenske.
Det er unægteligt, at han her ragede frem over alle i sin Samtid, og hans Sange fik Liv, hvad enten det var Begivenheder og Personligheder fra Norges Historie eller Bøndernes og Fiskernes daglige Liv og Færd, der var deres Gjenstand.
Han havde visselig med Digterens hele Inderlighed levet sig ind i dette Liv og afvundet det alle poetiske Sider, om det end bliver uberettiget, naar man herfra har sluttet sig til et idyllisk-patriarkalsk Forhold, hvori han skal have levet med sin Almue.
For denne stod han væsentlig som «Sildepræsten», som den mægtige Mand, der ved heldig Sildefangst havde samlet sig Rigdom, og som ikke altid var god at have med at bestille.
Som han lever i sine Sange, lever han derfor ogsaa i Sagn, væsentlig hentede fra hans Forretningsliv og fra hans store Frygt for Søormen, der rimeligvis sad i ham fra Barndommen og næppe var bleven mindre under hans
Ophold hos Hans Strøm, der vel maa siges at være den Mand, som har bragt dette «monstrum marinum» til Berømmelse.
Halvorsen, Norsk Forf. Lex.
Welhaven, Saml. Skrifter VI, 192 ff.
D. Thrap, Bidrag til d. norske Kirkes Hist. id. 19. Aarh. I, 88 ff.
D. Thrap.