– er hentet fra boken : “Skolelærer Peder Estensens Liv og Virksomhed samt hans Optegnelser vedrørende Stjørdalen fra Slutningen af Aaret 1700 og ud i sidstledne Aarhundrede”. Stjørdalshalsen. Nils Wærnes’ Forlag. 1904.
– tilbake til bokens introduksjon her;
– og ved tiden for hans giftermål med Pigen Sigrid Jensdatter Moumsrønningen i mai året 1820 var Peder blitt 28 år; les sidene fra 21 – 32 :
– 21 –
Jeg var da 19 Aar gammel. Jeg havde holdt Skole i Værnes Sogn for Ole Eriksen, saaledes hos John Hjælpdal, hvor jeg fandt Kramers Regnebog. Denne fik jeg laant og lærte mig selv at regne videre.
Lærerlønningerne var den Tid smaa, 20 Rigsdaler eller 16 Spd., og da den dansknorske Flaade blev taget af Engelskmændene, faldt Pengene i Værdi, hver Daler til 2 Skilling.
Ungdommen herfra pleiede at reise til andre Steder i Aannerne paa Arbeidsfortjeneste. I 1812 reiste ogsaa jeg til Bynæsset i Slaataannen og fik Arbeide paa Kvammen eller Klæfstad. Paa Nabogaarden var 2de Kamerater, Peder Olsen Huus og Berit Martha Skjødt.
Det var i Krigens Tid og de yngre Mænd og Ungdom borte, saa der var mange Kvinder med at slaa Græsset. Den Mand jeg var hos var en brav og kristeligsindet Mand. Søndagen var bestemt Gudstjeneste ved Kirken. Jeg gik ogsaa, da jeg havde Lyst til at høre deres Prest prædike.
Der var den Dag godt Opholdsveir og Høtørke; kommen paa Vei til Kirken mødte vi Kirkefolk som kom tilbage. Præsten vilde kjøre Hø i det gode Veir, og bad Almuen gjøre det samme. Den Mand jeg var hos vilde alligevel ikke kjøre om Søndagen. Det maa bemærkes, at der den Sommer regnede næsten daglig.
Som bekjendt blev dette Aar 1812 et Frostaar. Natten mellem 20de og 21de August frøs Kornet næsten overalt, men siden blev der en god Høst. Havde vi ikke skaaret det, tror jeg det var blevet modent paa Halsen. Hos os blev det alligevel baade til Brød og Frø, men vi havde saa liden Udsæd.
Aar 1813 blev saaledes et Hungersaar og paa Grund af Krigen intet eller kun lidet indført fra Udlandet. Det lille som kom blev uddelt af Sognepresten og Medhjælperne i Kandevis, Sild og Fisk i Markvis.
Jeg var i Følge med flere til Byen i Paasketiden; men da det blev saa længe at
– 22 –
vente paa at blive expederet, reiste flere hjem og leverede sine Sedler fra Sognepresten, som de maatte have som Bevis for at de vare trængende, til Bekjendte, som skulde modtage Kornet for dem.
Kornet skulde først udlosses fra Fartøiet. Der var stor Trængsel paa Bryggen hvor Kornet skulde erholdes; ikke alene Stjørdalinger, men Folk fra alle Bygder. Kornet var paa en øvre Etage og de som skulde have maatte hænge sine Sække paa en Krog i et Takkel som gik op og ned igjen med det Korn, hver skulde have.
Jeg saa Ole Hansen Sutterøleret hænge sig selv med paa Krogen, og endskjønt de blev vrede fik han dog sit Korn strax.
Vi andre fra Stjørdalen blev henvist til et Skib i Elven og modtog vort Korn og sendte det hjem med Baadfører fra Halsen.
Men da der ogsaa var Baadførere fra andre Steder, kunde der i en saadan Forvirring let blive noget sendt feil. Endel fandt sit paa Halsen, men noget som Torsten Røkke havde fragtet fandtes igjen der.
En halv Tønde, som tilhørte Bygdevægteren i Hegre Trond Kartums, blev borte; ogsaa en til mistede sit Korn.
Min Fader fik ogsaa senere en Seddel fra Sognepresten for at faa et Kvarter Byg og et Kvarter Havre. Jeg bar Bygget og min Fader Havren Landeveien fra Trondhjem, gode 3 Mile.
Da der var saa lidet Korn afbargede Folk Barken af Furutrær, som de malede og blandede sammen med det Mel de havde til at spise. Min Fader og jeg var ogsaa paa Markerne i denne Hensigt og tog Barken af ialt 57 Træer, nemlig paa Gevingaasen 5, Hommelvigmarken 8 og paa Lexdals Alminding 44, som vi bar hjem i 13 Byrder.
Aaret 1813 blev derimod et godt Aar og Kornet tidlig modent. Hos Sven Kulaas i Forbygden saa jeg Byg skaaret og trukket paa Stør den 3die August.
De første i Hegre som kjøbte Stueuhre var Halvor Bjørngaard og Lasse Lefald, det skulde være i 1768.
-23-
Aar 1810 var Forra Elv saa frosset, at Folk gik paa Isen over Elven ved Fordalshølen den 13de Mai.
Aar 1776 var det første Aar der blev sat Poteter i Hegre.
Jeg kunde undetiden ikke holde Skole i Forbygden, da Kornet ofte frøs, saa de ikke kunde skaffe mig Kost. jeg ved ikke af flere i Forbygden, som ikke havde Furubarkmel i Maden, end Ole Tangvold.
I Begyndelsen af 1814 fik Provst Heyerdahl Cirkulære sendt fra Trondhjem, som af ham skulde sendes til Skolelærerne, for at disse kunde gaa om i hver sit Distrikt for hos Bønder og Borgere at faa tegnet Bidrag af Madvarer for Soldaterne, som laa udkommanderede i Krigen, og for at se om de vilde ofre noget for sin Frihed og Selvstændighed.
Jeg husker disse var undertegnet blandt flere ogsaa af Knudsen, Karl Falsen, Vraamann og Sundt.
Disse Lister skulde efter at have cirkuleret sendes til Storthinget, som snart skulde samles , saa Storthingsmændene kunde faa se om det norske Folk vilde ofre noget for Krigens Fortsættelse og Friheden. Hvis der blev sluttet Fred saa Krigen ophørte, skulde de optegnede Gaver ikke blive afhentede. Jeg var da ung og gik ogsaa for min Fader og begyndte paa Lerfald; der havde Dagen forud været Begravelse, og Bønderne var i godt Humør af det stærke Øl.
Jeg henvendte mig først til den mægtigste af dem, Gunnar Fornæs, der tegnede sif for paa Bogvis af Kjød, Flæsk og Mel. De andre Bønder gav ogsaa i Forhold derefter ganske meget. Der blev imidlertid sluttet Fred saa Gaverne blev overflødige.
I den Tid strax efter Uaaret 1812 gik det Rygte, at Kjøbmændene i Trondhjem havde Korn, men vilde ikke sælge før det blev høiere Priser.
Et Cirkulære som sagdes at være kommet fra Selbo og gik omkring ogsaa her i Bygden, bestemte, at hver Mand skulde under Straf i Udeblivelses-
-24-
tilfælde møde paa en bestemt Tid i Trondhjem for at tage Korn med Magt.
Da mange reiste forbi Prestegaarden, spurgte Provsten dem hvor de tænkte sig hen; de sagde at de skulde til Trondhjem for at faa Korn. Provsten spurgte efter hvid Ordre; men nei, det vidste de ikke. Provsten bad dem gaa hjem, da de blot var narrede og kunde komme i Uleilighed. De gik dog alligevel. Jeg og min Fader forblev hjemme.
Dette voldte stor Urolighed i Trondhjem. Bønderne gik fra den ene Brygge til den anden i store Hobe, men fandt intet Korn. De troede alligevel, at Kjøbmændene havde Korn gjemt nogensteds og begyndte at true mere voldsomt.
Øvrigheden maatte frem, og Kanoner opkjørtes i Gaderne. Der blev dog ikke affyret Skud, heller ikke hørtes nogen siden at være saaret. Bønderne indsaa vist ogsaa sin Vildfarelse, efter at nogle af Anførerne var arresterede. Blandt dem var Saxe Moen fra Meraker. Disse fik sidde igjen længe.
Da Skolelønnen var liden, og jeg syntes, at det var godt at faa lidt opsparet, i Tilfælde jeg med Tiden skulde stifte Familie, var jeg om Sommeren, naar jeg var fri Skolen, paa Slaat og Skuraan og om muligt ogsaa andet Arbeide, men dog ikke udenfor Bygden.
Aar 1813 var det første Aar jeg var hos Gunnar Medkil, men da jeg havde været der i et Aar, blev jeg i 4 á 5 Aar hver Sommer der.
Foruden Gaarden Medkil eiede Gunnar ogsaa vestre Østkil og det halve af Bondesletten. Han havde da 3 voxne Sønner og nogle Husmænd, men maatte alligevel leie Arbeidere.
Hver Jul blev jeg buden did. Han havde Moro af at faa mig til at tage Tag (brydes) med de unge Gutter, som kom did i Julen, og af at han aldrig saa mig ligge under.
Den ældste Søn Ole skulde have Gaarden hjemme, Medkil, den næstældste, som ogsaa hed Ole, Gaarden Østkil. Den yngste Arnt kom til østre Huseby i Værnes Sogn.
-25-
Jeg pleiede at være paa Gaarden Sørnes og hugge Ved for min Fader, 8 á 10 Læs, som jeg flødede ned til Halsen og kjørte hjem. Deriblandt fandt jeg ogsaa nogle gode Tømmerstokke, hvoraf jeg tømrede en liden Stue ved Enden af den gamle og begge lidt høiere end før. Jeg nedrev ogsaa Laaven og Fjøset og forbedrede dem.
Lars Sørnes havde en Tømmerflaade liggende tør og opfalden, hvoraf det meste var Sagtømmer, og da jeg havde noget tilgode for Arbeide, kjøbte jeg af ham Tømmerflaaden, fik Stokkene løs og ned til Elven, slog dem atter sammen og flødte dem ned til Halsen.
Jeg havde til Hensigt at sage dem til Hustag. Jeg kunde sage selv, men havde ingen Sag. Jeg laante først en Sag hos Anders Kyllo, siden hos Bjørn Skjæret paa Langstenen, der var gift med min Moders Søster. Jeg fik Peder Svendsen Hellesaas med mig i Førstningen til at sage, siden hjalp min Fader mig.
Aar 1817 blev jeg indbuden til Medkil i Bryllup, da den yngste Søn Ole skulde gifte sig. Bruden var fra Lerfald. Den Tid bryggedes Øl af flere Tønder Malt og brændtes ogsaa et stort Parti Brændevin, især hos Storbønder, og Brylluppet turede i 8 Dage.
Den første Dag i Brylluppet var det meget morsomt. Den gamle Gunder vilde nu som han pleiede have mig til at prøve Styrke med den værste Kjæmpe de havde, Mattis Øfstiholtet, der begyndte at byde sig ud. Jeg gjorde ogsaa dette og overvandt ham.
Mattis blev ærgerlig og vilde brydes paany, men jeg vilde ikke, da det kunde have udartet til Uvenskab, hvilket jeg ikke vilde være Aarsag i.
Da vi spiste til Aften blev vi lokket og truet til at drikke Drammer af Brændevin, og det stærke Øl gjorde vel ogsaa sin Virkning, saa jeg, der kom fra tungt Arbeide og var uvant til at drikke saa stærke Sager, blev syg og havde siden ingen Fornøielse af Brylluppet.
Sigrid var ogsaa i dette Bryllup ifølge med sine Forældre. Jeg faar her forklare mine ukjendte Læsere at Sigrid siden blev min Kone.
-26-
Hun var i Tjeneste hos deres Husbond Bjørn Moum, som var gift med Gunnar Medkils Datter Berit. Den anden Bryllupsdag skulde som sædvanlig alle sammen paa Stabben og senere danse Parvis efter at have faat Skjænk og klinket med sin Dame, som det nu heder.
Dette ogsaa for at faa end lidt Penge til Spillemændene. Man maatte ligesom ved Tvang bringes paa Stabben, Kjøgemesteren maatte forhøre om nogen af Ungdommen var saa smaat forlovet og opsøgte efter bedste Skjøn saadanne Par til at sidde sammen.
Jeg vilde gjerne danse og gik godvillig frem og var ogsaa saa heldig at faa Sigrid med mig. Kvinderne brugte store Sølvspænder i sine Sko. Efter Dansen havde Sigrid mistet den ene Skospænde og blev ganske bedrøvet, men saa var der en som fandt den.
Sigrid var endda ung og jeg talte ikke med hende noget denne Gang om hun vilde bli min Kone; jeg saa heller ikke at hun agerede Kjæreste med nogen anden.
Den tredie Dag gik jeg hjem ærgerlig over det stærke Øl og med det Forsæt at vogte mig en anden Gang. Jeg var før blevet syg af Tobak paa Medkil, da jeg var der og lærte hans yngste Søn Arnt at læse. Gunnar brugte kun Snus og havde en liden Kværn som han malede den med. Siden har jeg aldrig brugt Tobak.
Da jeg begyndte med Skolen kom der mange forsømte Børn, som var saa vankundige, at de maatte gaa mange Aar før de kunde blive konfirmerede.
En Peder Haldorsøn var 24 Aar da han gik i Skolen hos mig. En Dreng paa Flornæs var 30 Aar da han tegnede sig til Konfirmation, gik hos Presten i 6 og blev antaget det 7de Aar.
Jeg var engang i en Begravelse paa Sætran. Naar de havde drukket saa de blev berusede, begyndte de at trættes og kives. Guttorm, som havde en hel Gaard, men yngre end de andre, var vred over at disse satte sig foran ham i Stolen i Kirken, han troede at Gaardens Størrelse maatte være et Maal for hvor langt frem dens Eier skulde sidde.
-27-
Kjøgemesteren pleide ligesom at holde en liden Ligtale i Forbindelse med hvem som skulde bære Liget eller Ligkisten. Haagen Dalsnæs i Forbygden udtalte engang ved Liget følgende : «Han Torsten Flaaen og han John Tylden tar Hauenden; han Ola Masgaren og han Ola Dalsnæs tar Fotenden».
Det var ogsaa en som skulde holde Ligtale over en som hedte Krøys. Han begyndte saaledes : «Jeg vil gjerne sige som Syrak sagde», men han havde vist glemt det, og om en liden Stund fortsatte han : «Det er det samme hvad Syrak sa; ta’n Krøys og bær ud«.
Gaardbrugerne i Forbygden ere Leilændinger, maa betale Landskyld og arbeide paa Eierens Brug. De havde nok fra ældre Tider pleiet sælge saameget af Skogen, som de behøvede til Kaffe, Tobak, Salt og lignende; som de kaldte de skulde ha til Surt og Salt, men dette blev dem forbudt.
Herom vilde nogle af de forstandigste Mænd reise til Sorenskriveren for at forespørge sig og der blev udvalgt 4 Mand, nemlig : Beitlandsgubben, Bugubben, Kristenhulsgubben og Aunkallen. De pleide at kalde dem saaledes efter de Gaarde, de var paa. Jeg skal bruge Aunkallens Ord, som han fortalte mig det : «Vi gjek aat Skrivara og kom dit anner Da’n ette vi gjek heimanfraa. Naar vi kom dit, va Skrivarn bort, saa vi maat vent i to Daagaa tart ‘n kom heim. Naar vi kom inn snakka Bugubbind og Beitlandsgubbind aat om, men dem va lite tvitaallaan, saa’n forsto dem itt. Saa peka’n paa mæ, «snak du go Mand» sa’n, «æ forstaar it de anner». Saa sa æ :»De e Erinne vort hit og søk im Surt og Salt saa vi kan faa de alt Aare». Saa sa Skrivarn : «Surt og Salt behøver vi alt Aare sa’n». Dermed saa gjek vi paa Heimveg, naar vi fik Ret paa di«.
Min Fader var Skolelærer fra 1795 til 1815, i 20 Aar, og tog da Afsked. Af Kommunen fik han de første Aar 10 Spd. i aarlig Pension, men da jeg i hans sidste
-28-
Leveaar tog mine Forældre til mig og forsørgede dem, slog Bygdestyret ned Pensionen til 5 Spd.
Efter hans Død søgte ogsaa min Moder om lidt Pension, men fik intet.
I 1788 havde min Fader været udkommenderet som Kusk med Dragonerne og var med til Skiftet Maashus i Gudbrandsdalen, da der blev sluttet Fred og de fik vende hjem. Dette optog en Tid af 9 Uger.
Aarsagen hvorfor min Fader vil tage Afsked som Skolelærer var, at han satte Ungdommen tilrette for deres Natteløberi.
Paa Avelsgaard kom der nogle til ham om Natten og overfaldt ham, da han laa i sin Seng, og de mishandlede ham, men han gjorde dog Modstand, saa han ingen Molest led. En Rok sloges istykker. Det antages, at det var nogle Kvindfolk i Mandsklæder.
Min Moder havde 2de Brødre, som begge hed Lars, begge store og ferme Karle, som blev udkommanderede eller reiste til Kjøbenhavn. De maa vist være faldne i Krig, da vi siden intet hørte fra dem.
Det var en Morgen jeg gik hjemmefra tidlig og bar en Bylt paa Ryggen med Bøger og Klæder, saa jeg kunde have at bytte om det trængtes, jeg skulde til Østeraas og holde Skole. Elven var usikker at passere og den Tid ingen Bro over. Jeg vilde ikke gaa over ved Fossen, da jeg vidste at Isen der var svagere. Jeg vilde da forsøge at komme over fra Dahl til Dalsnæs, og uagtet jeg vidste der ingen Vei var over Marken til Haukaas, tænkte jeg at faa laane et Par Ski paa Dalsnæs.
Jeg kom lykkelig over Elven, men med stor Fare. Paa et Stykke var lagt en Fjæl at gaa paa. Da jeg kom til Dalsnæs var ingen Mandfolk hjemme, og jeg kunde heller ikke faa laant Ski. Jeg ønskede mig da paa den anden Side igjen, men turde ikke vove mig dertil.
Østeraas, hvortil jeg skulde, var ogsaa paa denne Side Elven jeg nu var. I Tillid til Gud og mine Kræfter, begav jeg mig langs Elven opefter, men Sneen var saa dyb
-29-
og løs at vade i, at det gik meget sent. Jeg tog da min Pennekniv og skar Kvister af Furutrær og gjorde Tryger af, og med mine Hosebaand bandt jeg dem fast til mine Fødder.
Jeg gik da fortere, men alligevel gik det langsomt, fordi jeg maatte op over en høi og brat Bjørg. Det nærmede sig da Aftenen og begyndte at blive mørkt. Da jeg var kommen op paa Marken vidste jeg ikke i hvilken Retning jeg skulde gaa, men gik længe mellem Skov, Myrstrækninger og Dale paa det uvisse saalænge, til jeg kom paa Kryds over hvor jeg før havde gaaet.
Det var Snefald og taaget, saa jeg frygtede for at gaa mig ud over nogen Bjerghammer eller over denne Mark til Floren. Jeg syntes det var bedst at begive mig tilro til Morgenen og opsøgte et stort Grantræ, hvorpaa der var mange store Kviste og Grene, saa jeg kunde ligge derunder. Jeg brød endel Bar under mig og lagde mig i Guds Navn. Jeg sov dog ikke saa tryggelig.
Jeg vaagnede engang af, at jeg syntes noget rørte sig i Skoven tæt ved mig. Jeg tænkte : maaske det er Bjørn; men da jeg undersøgte det, var det Sneen som løsnede og faldt ned af Træerne.
Da det blev saa lyst igjen, at jeg kunde se mig om, begyndte jeg min Vandring, men jeg vidste endda ikke hvilken Kurs jeg skulde tage. Jeg gik da op paa en Høi og udsaa mig et høit Grantræ, som jeg klatrede op i, og saa da Gaarden Aasan og kjendte mig saaledes igjen.
Jeg kom ogsaa snart paa en Skovvei, som jeg fulgte, til jeg kom til Haukaas. Klokken var da omtrent 5 om Morgenen og Folkene nylig staaet op. Konen varmede Melk og gav mig, og saa fik jeg lægge mig der en Stund, saa gik jeg til Østeraas hvor jeg skulde holde Skole.
Den Tid var der bare en Præst, og da der ingen Prædiken var, skulde Skolelærerne holde Postillæsning ved Kirken hver sin Tur eller Gang.
Dette havde jeg stor Lyst til. Jeg havde ogsaa holdt saadan Postillæsning hjemme.
-30-
Det indtraf engang jeg var paa Sørnæs, at jeg maatte til Kirken i denne Anledning.
Jeg har aldrig eiet Sangstemme, men lærte dog mine Skolebørn at synge, i Førstningen med Violin, indtil vi fik Psalmodikon. Ved Kirken maatte jeg ogsaa faa en Gut, som var en af de bedste, nemlig Peder Nilsen Hegreshaug, til at synge. Denne Gut var meget begavet, hændig til Arbeide og Spillemand. Da han var konfirmeret reiste han ifølge med Kirkesanger P. Volds Broder til Nordland, hvor han blev Handelsbetjent og senere Handelsmand paa Karlsø.
Hans Fader Nils boede paa Ingstadbjørg, men Gutten var hos sin Bedstefader Peder Hegreshaugen, som var Klokkerdreng, og Gutten hjalp ham ofte i disse Forretninger.
Engang havde det næsten gaaet galt med Kirken. Det var en Juledag eller Nytaarsdag og Lysene var tændt. Gutten havde glemt at slukke Lyset som stod paa Prædikestolen. Om Aftenen da John Hegres Søn John agede paa Ski eller Kjælke, fik han se at det lyste i Kirken, og da han fortalte dette strax, blev det undersøgt og Lyset slukket og Kirken var reddet. Lyset havde da næsten brændt ned til Træet.
I 1818 var jeg og mange andre i Trondhjem for at se paa Kronprinsen og Kroningsstasen da Karl Johan blev kronet. Om Aftenen blev der kastet paa flere Steder en for Anledningen præget Sølvmynt. Jeg var ogsaa saa heldig at faa fat i en , men med megen Trængsel og Spektakkel.
Jeg og Arnt Reberg, som var ifølge med mig, hjalp en Kvinde op, som de holdt paa at trampe ihjel i Skandseporten.
Der tabtes baade Huer og Hatte. Arnt Reberg tabte ogsaa sin Hat. Folk sloges om at komme i Nærheden af den, som af en Pose tog og kastede Sølvmynterne ud. Han var tilhest.
Jeg saa ogsaa Lars Røddesnæs, som var stor og stærk, bryde sig frem med Trøien ud over Skuldrene, han fik ogsaa fat i mange. Jeg vilde ikke gaa saa voldsomt frem, men var fornøiet med den jeg havde fundet.
-31-
Jeg begyndte nu for Alvor at tænke paa Giftermaal, og saaledes se at faa Sigrid Moumsrønningen i Tale. Det var ikke alene hendes Skjønhed som jeg syntes og, men fornemmelig hendes Raskhed og Duelighed i alle kvindelige Arbeider.
Hun havde imidlertid mange Friere. Jeg vilde dog undersøge hvorvidt jeg var kjærkommen. Jeg vilde ikke gaa paa en Lørdagskveld eller i Helgen, men en Aften midt i Ugen.
Naar jeg holdt Skole paa Kyllo eller Trøite, og Elven var frossen, da var Veien ikke saa lang.
Den første Gang jeg var der, maatte hun nok forstaa mit Ærinde eller min Hensigt; jeg forlangte da ikke noget bestemt Svar. Jeg kunde vel skjønne, at hun syntes om mig, og havde ikke hørt andet end Ros om mig af alle som kjendte mig, Jeg kunde dog forstaa, at hun frygtede for min Moder, og havde vist hørt hende omtale som meget streng og grætten.
Da jeg siden en Gang var der, vilde jeg have et bestemt Svar, men endda var hun saa ubestemt, at hun vilde eller turde ikke sige noget Ja. Jeg blev da bedrøvet og gik med Sorg derfra, men havde endda Haab, og bad Gud styre det til det bedste.
Søndage efter kom Sigrid og hendes Moder til Hegre Kirke og stillede sig saa, at jeg traf dem. Jeg hilste til dem og saa, at hun havde en kjærligere Tanke til mig. Jeg troede ogsaa at hendes Forældre var paa min Side og raadet hende. Jeg tog ikke Feil. Da Julen kom, blev det vissere og fastere aftalt. Hun skulde komme til os og se sig om. Jeg havde da sat Huset istand.
Jeg gik did, saa hun kunde blive ifølge med mig, men hun var saa undselig, at hun ikke vilde vi skulde følges ad.
Saa blev det da aftalt, at jeg skulde gaa forud til Præstegaardsmælen og vente hende der. Dette gjorde jeg, men ventede længe forgjæves. Hun kom ikke. Saa maatte jeg gaa hjem alene; min til min store Glæde var hun komme til os før mig. Hun havde gaat om Præstmoen og
-32-
besøgt en Slægtning. Denne havde fraraadet hende at flytte til Halsen og til os, saa Sigrid nær havde vendt om og hjem igjen.
Da jeg blev forlovet med Sigrid, maatte jeg ogsaa fæste Pladsen efter mine Forældre Tid. Halvor Husby var død; jeg byxlede da af Enken Mali med Lensmand Nielsen som Værge. I Byxel betaltes 30 Spd. Afgift 7 Spd. aarlig. Jeg fik tillagt mere Jord end min Fader havde havt. Til det jeg fik tillagt, var ogsaa endel Myr, men da jeg begyndte at rydde paa den, kom Endre og Nilse Husby og forbød mig dette, ligesaa Enken Berit Lillemo, som syntes ikke at faa komme til Marken med sine Kreaturer.
Hun havde Lensmanden som Værge, og formaaede ham til at befale Mali at betale mig Byxelen tilbage. Havde jeg været paastaaelig, saa kunde jeg have protesteret, men jeg vilde ikke ligge i Søgsmaal og Trætte med nogen; vilde heller ikke øve nogen Hevn mod Berit Lillemo, men haabede at faa bygge mig et Hjem andetsteds.
I 1817 havde jeg i Hegre arbeidet paa 107 Steder, Værnes 38, Skatval 16, Laanke 2, Frosten 4, Aasen 1, Bynæsset 1 Sted.
Jeg havde set et Stueuhr af Træ, og forsøgte at arbeide et saadant, naar jeg holdt Skole i Aftentiden. Men formodentlig kom det vel til at hindre Undervisningen, thi det blev klaget, saa jeg blev irettesat af Provst Heyerdahl og maatte ophøre dermed.
Stueuhrene paa Gaardene var ofte urene, saa jeg paa næsten alle Gaarde pudsede deres Klokker om Aftenen, ogsaa senere, men da blev det ikke klaget, og jeg passede mig ogsaa, saa at Skoletiden ikke forsømtes derved.
Aar 1814 den 17de Mai tilsvor Almuen i Værnes Kirke Prins Kristian Fredrik Troskabseden.
Af Aviser holdt jeg i 1819 og 1820 i Forening med Kirkesanger Vang Morgenbladet, i Størrelse som et 1/2 Smaaark.