– hentet fra boken : “Skolelærer Peder Estensens Liv og Virksomhed samt hans Optegnelser vedrørende Stjørdalen fra Slutningen af Aaret 1700 og ud i sidstledne Aarhundrede”. Stjørdalshalsen. Nils Wærnes’ Forlag. 1904.
– tilbake til bokens introduksjon her;
– sidene 5 – 20 :
Barndom og Ungdom.
Jeg Skolelærer Peder Estensen blev født den 11te Mai 1792 af Forældrene Skolelærer Esten Jensen Husbymo og Hustru Marit Lassesdatter. Min Fader Esten Jensen var født paa Gaarden øvre Mæhla 1761 og min Moder paa Gaarden nedre Buan 1755. Hun stammede forøvrigt fra Gaarden nedre Huseby.
Jeg fødtes som anført den 11te Mai og blev døbt af Provst Støren i Værnes Kirke den 17de Mai, som var Kristi Himmelfartsdag. 6 Dage gammel.
Halvor Husebys Kone Mali Knudsdatter bar mig til Daaben. Hun levede ogsaa saa længe, at hun bar min ældste Søn Jens til Daaben.
I Slutningen af Aaret 1700 var det ikke saa vanskeligt at faa en Skolepost og Fordringerne ikke saa store.
Min Fader Esten Jensen havde lært sig at læse godt, og regne og skrive lidt kunde han ogsaa.
Klokker Jens Fossing ved Værnes havde ham Undertiden til at holde Skole for sig, og i 1795 blev han ansat til Skolelærer i Hegre Sogn.
Distriktet fra nederste Gaard Holm til Meraker tilligemed endel Gaarde paa nordre Side af Stjørdalselven og endel øverst i Forbygden.
Det var den Tid ikke flere end tre Skolelærere i Hegre, nemlig min Fader Esten Jensen og Knud og Ellev Aasveien. Den sidste blev senere Løitnant og antog Tilnavnet Hegrem.
I Aaret 1811, da jeg blev ansat til Skolelærer i Hegre, var der ogsaa bare tre Lærere nemlig jeg og min Fader og Lasse Fossum. Antagelig i Aaret 1794 kom Provst Wittrup til Stjørdalen og i 1795 anskaffede han til Skolerne
-6-
et Kart over hver Verdensdel og et Planiglobium, Hallages Geografi, en Bog kaldet Almuens Lærer, Jacob Feddersens kristelige Sædelære, Salsmann Peder Jensen om Børneopdragelsen, en Agerdyrkningsbog og en Havedyrkningsbog samt endel Bibler, som blev uddelt som Gave af den Rigmand Stiftsrups Legat.
Jeg fik da i en meget ung Alder Anledning til at læse i Bibelen og mindes at jeg om Vinteraftnerne læste og min Moder græd, især da jeg læste om Josef.
Jeg var med min Fader i skole i Hegre. Den første Gang i Aaret 1800 hos Bjørn Bjertem 8 Aar gammel og var da god til at læse. Halvor Huseby, som var vor Husvært, bad om han fik sende sin Søn Guttorm nedover til os, saa jeg kunde lære ham at læse. Guttorm var 3 á 4 Aar ældre end jeg.
Sverk Huseby, som hørte dette, bad ogsaa om at faa sine Sønner Nils og John med. Nils paa min Alder og John lidt yngre; disse var saaledes mine første Elever. Det gik meget godt og jeg var meget fornøiet derover.
Hver Morgen stod jeg op og saa op efter Veien om de skulde komme.
Sverk besøgte os undertiden og gav os en Skilling hver, saa vi kunde gaa ned til Bjerkan, hvor der den Tid var Kager og Kringler at faa kjøbt. I Frikvarteret kunde vi ogsaa ta Kjælken og drage nord om Veien og hugge Kvist og Bar og drage hjem.
Mit Barndomshjem var straks øst for hvor Karl Huseby nu bor.
Da jeg var med min Fader i Skolen og der hørtes at jeg underviste Smaabørn var der mange som vilde have mig dertil. Mine Forældre syntes ogsaa det var godt, at jeg kunde fortjene Kosten selv.
En Vinter var jeg borte i 9 á 10 Uger. I Aaret 1801 hos John Lerfald og lærte hans Børn John og Mali, den sidste kom senere til Einang, samt paa Lerfaldsholmen, hans Børn Kjersten, Randi og Marit. Hos Ole Einangsmoen hans Søn Peder. I 1802 hos Torsten Flaaen hans Datter Randi, hos Ole Mølknæs hans Datter
-7-
Marit, hos Jørgen Kringen hans Datter Marit og Søn Erik, hos Peder Langfredagsnæs hans 3 á 4 Børn, hos Halvor Bjørngaard hans Søn Kjelberg.
I 1803 hos Enken paa Bjørngaard hendes yngste Søn Lars, som siden kom til Grønset. I 1805 hos Ole Brækken hans Datter Ane som blev gift med Guttorm Sletten og bodde i Hognesaunet, hos Enke Katrine Sve hendes Søn Peder. Der var ogsaa flere Steder, som jeg ikke har nedskrevet.
Som Smaagut blev jeg engang skræmt af Løitnant Alnæss paa Øyan, som havde en indhegnet Trø eller Plads for sine Svin i Udmarken. Disse Svin brød sig ofte ud og kom til Husbymarken og Pladsene og gjorde Skade paa Korn- og Potetesagrene. Mine Forældre satte mig til, naar de var fraværende, at passe paa, naar jeg saa Svinene, at jage dem tilbage, hvilket jeg ogsaa gjorde.
Engang da jeg jagede Svinene tilbage kom Alnæss gaaende med en grøn Hat paa Hovedet. Jeg forstod det var galt fat og tog Spranget, saa han ikke naaede mig, men jeg hørte han raabte : Ja æ ska lær dæ æ din Gnætnak (gnier/red.). Da han kom efter, turde jeg ikke løbe hjem, men nord for Skigarden til Skjødtpladsen, nu Smed Tiller, til Dordi Moen, nu Dina Byberg.
Paa Moen var jeg kjendt og løb op paa Loftet og skjulte mig indtil Dordi sagde mig han var gaaet forbi; da jeg var saa liden og skjultes af Skigarden saa han ikke hvor jeg blev af.
Jeg vovede mig da hjem og da vi havde en stærk Hake i Døren, hægtede jeg den fast og saa gjennem Vinduet, at han kom til Husene gjemte jeg mig bag Ovnen saa han ikke skulde se mig fra Vinduet. Haken holdt godt og om en Stund fjernede han sig. Den Gud vil bevare er uden al Fare.
I min Ungdoms første Tid færdedes jeg meget om dels i Florbygden og dels i Forbygden, dels for mig selv og dels for min Fader og havde jeg stor Lyst paa at skaffe mig et Par Ski.
Da jeg var hos Svend Kulaas i Forbygden, som var en god Skimager, fik jeg ham til at gjøre mig et Par.
-8-
Da de var færdige brugte jeg dem nedover en Veilængde paa 3 Mil og slog Følge med en anden Skiløber Mads Sørhalden som var i Tjeneste hos Oberstløitnant eller Oberst Sommerschild paa Moxnes.
Denne Mads var en øvet Skiløber og lagde Veien om Haukøien til Haugen og jeg fulgte med nedover Bjørgen til Gaarden Fossen og det igjennem Skov, hvor der laa nedfaldne Trær. Jeg forsøgte med Skistaven at holde noget igjen, saa det ikke skulde gaa for fort, men midt i Bakken mistede jeg Staven og maatte kaste mig ned og holdt mig fast i nogle Grene og arbeidede mig saa op igjen efter Staven, siden gik det godt hele Veien til jeg kom hjem.
Som Smaagut begyndte jeg først hjemme at jæte en Ko og nogle Gjeder, gik barfodet i Skov og Mark, Myr og Eng saa jeg lærte at hærdes.
Siden jætet jeg paa Grønset, hvor min Søster Marit var Sæterjente, og senere med min Moder paa Sæteren Talgaas paa Bruaas Almenning og paa Sørnæsmarken og Florholmsvolden ved Elven Mølsken og Skarvfjeldet som grænser til Selbu. Jeg havde da en Pistol med for at skyde og skræmme Bjørnen.
Under den Tids Strabadser var jeg altid frisk, kastede mig om paa Hænderne, stod paa Hovedet endog paa Mønsaasen paa Husene.
Jeg havde flere Gange holdt Skole for min Fader, den første Gang o 1806 den 27de November hos John Hansen. øvre Vigdenæs, og siden hos flere.
Jeg var ogsaa paa Sjøen for at fiske, men havde ingen Lyst derpaa.
For Provst Wittrup gik jeg ofte Ærinder, og ønskede ogsaa gjerne at kome til ham som Visergut da jeg hørte han havde saadanne til sine Tider, og da jeg i 1807 var hos John Storflor og holdt Skole, kom han did med det glædelige Bud, at Wittrup vilde have mig til Visergut.
Dette Aar var jeg ogsaa indtegnet til at gaa til Konfirmation.
Jeg fik det meget godt i Prestegaarden, nye Klæder fra Top til Taa, og var med Provsten bag paa Kariolen paa flere Steder i Bygden, ogsaa til Trondhjem, hvor han havde en Datter gift med en Collin og en anden
-9-
Datter gift med en Kaptain Ligholdt.
Wittrup gjorde meget for at fremme Skolen, oprettede Søndagsskoler og holdt selv Søndagsskole i Prestegaarden. Han gjorde ogsaa megen Flid med at undervise Konfirmanterne.
Naar vi var fri for Undervisningen i Religion, oplærte han Drengene i Exercise, hvortil han havde ladet gjøre Trægeværer til hver Dreng.
En afskediget Sergeant, Tørris, betalte han 1 Ort for hver Gang. Undervisningen heri varede en Time. Det Aar jeg blev Konfirmant var en Dreng fra Boraas Tambour; Peder Madsen Prestmo Fanebærer og Fløimand.
Pigerne lærte at sy og at synge.
Foruden fra Værnes, Hegre og Laanke var dette Aar ogsaa de fra Skatval med, da Kapellan Smith var bortreist og Kofoed endda ikke kommen. Wittrup havde ogsaa en Personelkapellan Zimmermann, men han var drikfældig.
Wittrup havde ogsaa en Datter gift med en af Biskop Schønheyders Sønner, Lorents Wittrup Schønheyder Sognepræst til Urskog (Aurskog/red.).
Wittrups yngste Datter Birgitte blev gift med Præsten Gotaas og flyttede til Nordland.
Provstindens Broder, Foged Bull paa Søndmør, digtede i Anledning dette Giftermaal følgende Sang :
#
No høres Glæa i Stjørdal Præstgaren
Kor der i Vinter saag annales ud.
Sørgja e slutta, no kjæm Bruraskarin,
Dotra ska gjiftas, men it me naan Gut.
Nei, Følkje hi sagt mæ at han e fuldlært,
Og Brura e vistnok en slig Mand vært.
#
At du mi go Taus skal bli Præstkjærring
De ha æ haurt aa de lika me væl.
Men at du drog dæ saa langt nori Væra.
Lika æ it, æ ha helst villa de,
At du skul komma hid udi Skjæra.
-10-
Præsten din skuld dy ha tikje me dæ,
Her hi vi aa Præstkald som føe sin Mand,
Naar Toskin (torsken/red.) og Silla vil komma pund (oppunder/red.) Land.
#
Vogn og Karslea de byttas med Færing.
Hi du it Sjøværk saa æ du fuld sæl.
For (i stedet for/red.) Smale og Kjyr fæ du Kveite og Skrei.
For Dravle og Mysost, feit Kongsball og Sei.
(De sidste Linjer af dette Vers har jeg glemt (efter Wærnes).
#
Brudgom, dæ kjenne æ lidt bær taa Navne,
Men dem hi sagt mæ at du e ein Mand,
Som baa hi Kundskab og Lyst te aa gavne.
Stor e it all som hi stort Forstand
Naar du nori Tromsø ha vori i Ri
Saa bli Præst paa Søndmør di øvrige Ti.
#
Skjænk no ti Glase men ønst op te
Ranna Drik saa me Grein, det er Værtens Behag.
Men de som heller vil drik taa Sølvkanna
Kan faa si Frihet her i dette Lag.
At alting maa lykkas vort Brudepar,
De ønskje no æ aa de ønskje einkvar.
#
Jeg erindrer ogsaa en anden Sang af Foged Bull, men kun to og et halvt Vers, i Anledning Krigen i den Tid, som jeg med det samme kan tilføie :
Runt om paa Have i Sør og Nor
Hi Engelsmann firri med Brand aa Mor,
Saa for han i Danmark som sjøl Gammeltor.
Va it de fali de, va de it gali de, va it de skrøpeli de.
I Kristiansund for den lumpne Hund
Og dundra me Stykjom paa 40 Pund.
Men der fik’n Smask aa Klask aa Dask paa svarte Tuten.
-11-
Men hollade Pær æ bannes og svær
Kjæm Kjeltringen hid paa Landjorda her
Vi dygtig skal slaa aa klaa aa slaa den lumske Fanten.
Hei, Norge staar i tusen Aar
Aa Gutan og Jentan i kvar ein Gaar’
De raakas saa gla’le om Laudagskvellen og tek i Fang
#
Aa Svenskekongen, den stakkars Tull,
han e’ saa forgapa i engelsk Guld.
Men Slutningen bli han driv vel omkuld.
Va it de fali de, va it de gali de, va it de skrøpeli de.
I Storfinland og Pommern han
Bortspilla i Otrængsmaal mangen Mand,
Dem va it blaut, men staut og kaut
Han fo’r aa skryta de skull bli bra
Han Norig skull ha —
Men de va it endda saa let aa ta.
De Gutan som for ifjor va dygtig Guta.
Hei, Norge staar i tusen Aar
Og Gutan og Jentan i kvar ein Gaar’
Dem raaka saa gla’le om Laudagskvellan aa tek i Fang.
De norafils Gutan va rettele rar
Aa Lykke paa Reisa sa Mor og Far
Kom guldkorsa heimat, kom munter og snar.
Va it de fali de o.s.v.
Provst Wittrup havde to Sønner, Peder og Lorentz. Begge blev Drankere. Peder, den ældste, kaldtes nok Løitnant men gjorde aldrig Tjeneste. Jeg fandt engang i Ljusgravbakken hans Hat, som han i Beruselse havde tabt. Han opholdt sig for det meste i Kristiania.
I Aaret 1800 eller 1801 var jeg min Fader i Skolen hos Medhjælper Nils Ingstad, da Prestegaarden brandt. Siden, da jeg var 14 Aar, var jeg ogsaa paa Ingstad og
-12-
flere Steder for min Fader og holdt Skole.
Skolebørnene var paa forskjellige Aldere og Kundskabstrin, ikke inddelt i Klasser, men læste hver i sin Bog paa hver sine Lexer enten udenad eller indenad. Naar de troede at kunne sine Lexer skulde de gaa til Læreren, som skulde høre dem og give dem en ny Lexe.
Jeg gik helst omkring til Børnene og hørte dem, da jeg var yngre end mange af dem. Alle leste høit og da var der megen Surr i Stuen.
Nils Ingstad var meget ude og saa til sine Arbeidere, men han saa ogsaa ind til mig hvordan det gik med Skolen.
Han havde mange Bøger, deriblandt historiske og Fortællingsbøger om Lande og Folk. Jeg kunde tildels sidde forlænge og læse i disse Bøger og saaledes forsømme min Skolegjerning. Herfor fik jeg en Irettesættelse af Nils Ingstad, saaledes : No hi æ sjet, at du sett bære aa les sjøl og it lere Baandom (barna/red.). Du ska faaraa omkring fraa den ein aat den anner aa hør ætte dem. Dersom du it gjær de, ska du it bli Skulmeister.
Dette virkede, og jeg blev siden mere flittig, saa ogsaa jeg havde godt af Tilsyn og Tilrettevisning.
Fra den Tid husker jeg mange Forandringer som ere foregaaede med Stjørdalselven ved Udrasninger, som forvoldte megen Skade og Jordtab.
Jeg husker naar jeg gik fra Smaagaard til Trelstad eller Avelsgaard, saa gik Elven en Sving nord op i Smaagaardsbakken. Strax øst for Smaagaard var en dyb Høl, hvor der fiskedes Lax; det sidste Aar Elven gik der fiskedes meget Lax. Saa indtraf mellem Smaagaard, Avelsgaard og Trelstad et Jord- og Lerfald som slog Elven igjen, saa den tog sig en ny lige Gang over til Bjørngaard, hvis Huse maatte flyttes. Paa Ingstadnæs maatte de ogsaa flytte Husene paa Grund af Elvebrud. Paa Børstad og Kyllo har der ogsaa været Jord- og Lerfald.
Da jeg holdt Skole paa østre Kyllo saa jeg et Dokument, hvorpaa det stod at Tiden for Kyllofaldet var Søndag før Jul 21de December 1686. Bare Manden, som var i
-13-
kirken, blev frelst fra den Plads hvorfra Faldet gik; 7 Mennesker omkom.
Provst Heyerdal skal siden have faaet udlaant dette Dokument og ikke bragt det tilbage.
Høsten 1807, da jeg var i Prestegaarden, indtraf et Jord- og Lerfald. Det kom fra Gaardene Røddes og Stubergs Grændser, gik forbi Gaarden Lillemo over Gederyggen forbi Pladsen Krike under Reppe og ud i Elven.
Jeg blev vækket ved at høre Jammer og Støi. Endel Husmænd under Prestegaarden, som boede ved Elven, maatte fly i Nattens Mørke fra sine Hjem og Huse da Eleven dæmmedes igjen, saa Vandet gik ind i Husene; paa nogle saaes bare Taget.
Prestegaarden laa noget høiere, saa Mænd, Kvinder og Børn flyede did ed Kreaturer og de Eiendel de havde Anlednng til at medbringe. Ingen paa nordre Side af Elven mistede Livet. De havde ogsaa Færger som de hjalp sig med ved Bjergningen.
Provst Wittrup, Sergeant O. Hilan, Kirkesanger O. Bang og jeg gik til Elvemælen, hvor vi hørte Drønnet og Susen af Faldet i Elven. Det var saa mørkt at vi intet kunde se, men vi hørte Klage og Graad af Folk som havde fulgt med, og vi stod der magtesløse og havde ingen Midler til deres Redning.
Det var en Husmand under Stuberg Lars og hans Kone Kari som omkom med hver sit Barn paa Armen. Vi hørte Manden raabe : E du te enno Kari ? og at hun svarede ja med Munden fuld af Lervand.
Da det blev lyst fik vi se Ødelæggelsen i sin hele og store Udstrækning. Vandet steg og Elven dæmmedes op lige til Hembre og Hegre og megen Jord rasede ud.
En Husmand Markus Prestmo mistede hele sin Plads, 40 Maal.
Paa Noteng og Asken gik ogsaa endel Jord, men Folkene her kunde senere flytte ind i sine Huse og bebo dem. Markus derimod fik ny Plads, 20 Maal, øst for Prestegaarden.
Det meste af Kornet var skaaret og optrukket paa Stør, det øvrige blev bedærvet. Af Poteter var ikke meget optaget. Husmændene med Familier fik bo i Prestegaarden til de fik komme i Orden igjen i sine egne Hjem.
– 14-
Elven begyndte ved Faldet at grave paa nordre Side, saa Folk frygtede for Værnes Gaard, Kirken og Prestegaarden, og mange troede den vilde tage sit Løb om Moxnes og Øyan igjen, men den tog efterhvert noget af Massen med, saa den beholdt sit Løb, dog mere nordlig.
Til Hjælp for de Husmænd, som havde lidt Skade, satte Provsten sig i Virksomhed og Bygdens Folk ydede Bidrag efter Evne, saa enhver fik Hjælp forholdsvis til hvad de havde mistet.
Med en af de Husmænd som var med i Raset gik det heldigere forsaavidt som han og hans fik beholde Livet. Det var Halvor Røddesfald. Han vaagnede om Natten ved at høre Drønnen og Suset af Faldet, stod op og saa ud af søndre Vindu og mærkede da at Laaven var borte, hvoraf han skjønte at der var Fare paafærde. Døren, som var paa søndre Side, turde han ikke gaa, men stødte ud et Vindu paa nordre Side. I det fæle Mørke kunde han dog ikke se meget. Han greb først sin ene lille Datter og bar hende i en Feld ud og bragte hende i Sikkerhed, hvorpaa han strax sprang tilbage efter sin anden lille Datter. Efter at have bragt ogsaa hende i Sikkerhed, ilede han tilbage for at hjælpe sin Kone, men da var Stuen borte. Han maatte da give Tid til det blev lyst og fandt da Stuen langt nede i Leren ca 1/4 Mil fra Stedet hvor den havde staaet.
Da det var umuligt i det bløde Ler at komme ud til Huset fik han Folk med medhavende Stiger og Taug og Bord eller Planker, og var ogsaa saa heldig at faa Konen frem fra nedfaldne Bjelker og Ras med Livet, men Fødderne havde faaet saa megen Skade at hun siden gik paa Knæerne.
Halvor fæstet siden en Plads af Wessel i Værnesmoen, hvor hans ene Datter, Ingeborg, boede efter ham; den anden Datter blev gift med John Danielsen Stokmo og boede der. Halvor havde ogsaa senere to Børn, en Søn Peder og en Datter Marit, der blev gift og boede i Trondhjem.
-15-
Da den Strækning, som blev oversvømmet af dette Fald, om nogle Aar begyndte at størkne til, byggede Sergeant Dahl fra Forbygden Hus der og begyndte at opdyrke Jorden.
Men 16 Aar efter det første Fald, nemlig i 1823, kom et nyt Fald fra samme Egn. Ingen Mennesker omkom, men Lermassen var saa stor, at den gik 2 á 3 Alen opad Dahls Stue.
Dette Fald gik ogsaa ud i Elven og tvang den mod nordre Side som bestod af løs Sand, saa det paanyt saa truende ud for Værnes Gaard, Kirken og Prestegaarden.
Det var i Heyerdals Tid og Ansøgning sendtes til Regjeringen og Kirkeeierne om Hjælp til at forebygge yderligere Udgravning paa nordre Side.
De senere Eiere af Værnes anlagde siden Teglstens- eller Murstensbrænderi der, da der blev nok Materiale dertil efter de anførte Fald.
Provst Wittrup fik ogsaa Husmændene til ar lade holde Skole hos sig. Skolelærer Ole Eriksen boede paa Moumsnæs. Jeg var ogsaa hos ham i Skole, paa Halsen hos John Læstad, Ole Kroen, John Brannan, Ole Skjødt og flere Steder.
Jeg maa fortælle at jeg som Smaagut saa en som hed Ingebrigt Bankos springe Spidsrot paa Halsen. Han sprang flere Gange mellem 200 i dobbelt Række opstillede Soldater. En Mand, de kaldte Gevolder, uddelte Ris eller Piske tre Gange og en Officer gik om og paasaa at Slagene uddeltes eftertrykkeligt. Jeg syntes det var fælt at se. Ingebrigt bar sig ynkelig under Slagene og hans blodige Ryg viste at Soldaterne kunde slaa. Han blev straffet for Tyveri.
Erik Øfstigjerdet, som en Tid boede paa Ligaard paa Halsen, maatte ogsaa springe Spidsrot, men led sin Straf paa Levanger, da man frygtede at der vilde blive for stor Jammer af hans Kone og Børn. Erik havde fundet 300 Spd. eller Rigsd. i Trondhjem, tilhørende en Fuglesang, og fordulgt samt forbrugt meget af Pengene.
– 16-
I Aaret 1801 udkom kongelig Reskript om, at de personelle Kapellaner som ønskede det kunde faa opkræve sit Offer ved Mandtalslister eller som tidligere tage det som Offer fra Alteret, 4 Skilling af hver Mand og 2 Skilling af hver Kvinde.
Kapellan Smith valgte at tage sit Offer ind ved Mandtalslister. Almuen vilde derimod holde paa den gamle Skik at ofre paa Alteret. Ved Hegre gik saaledes Almuen frem og ofrede alligevel. Herover blev Smith ærgerlig, men kunde ikke faa Almuen straffet.
Dragonerne fik dog føle det da de kom til Halsen paa Exercits; de kan kjendte klagede han til Officererne og disse vidste Raad. En Morgen fik Dragonerne Ordre til at tage et vist Antal Patroner med. Dragonerne fra Hegre fik ingen Ordre, men det hjalp ikke at de alle paastod dette, Prygl blev det at faa for dem. Om denne Historie er sand kan jeg ikke bekræfte, men jeg kan bevidne at den er mig fortalt af Dragon John Kvaal, født paa Trøite og en troværdig Mand.
Officererne var i den Tid haarde til at slaa og idømme Soldatrene Stokkeprygl. En Dragon fra nedre Mæla besøgte en Lørdagskveld uden Permission sin Kjæreste og fik herfor saa haarde Stokkeslag, at han efter Hjemkomsten blev syg og døde. Em Løitnant Rode var haard til at uddele Slag, — en Gang gav han nogle Selbygger Øredaske, men Selbyggerne ere samholdige; hele Kampagniet omringede ham og det saa truende ud for Løitnanten, som stod midt i Ringen. Oberst Hegge kam da til og fik stillet Selbyggerne tilfreds og stiftede Forlig. Dette foregik om Aftenen efter endt Exercits.
General Bjerk var en meget god Mand mod Mandskaberne og forekommende mod de civile Tilskuere. En Dag efter endt Præsentation lod han paa Moen uddele Skjænk til Soldaterne og foranstaltede Musik, saa at der kunde faaes en Dans. En stor Ring af Soldater og Menige dannedes og Generalen selv aabnede Dansen med den aldrende Bondekone Ane Ulseth.
-17-
Medens jeg var i Prestegaarden, tjente ogsaa en Pige Malena der; hun var forlovet med en Amund fra Lillemoaas. Denne Malene var usædelig og talte ogsaa stygt, naar hun var sammen med Tjenerne. Jeg fortalte nok Amund noget om hende, og derfor blev jeg af hende udsat for Had og beløiet, saa Provsten talte mig tilrette, da han troede Malena, som godt kunde forstillede sig som den forurettede.
Hun blev saa betroet, at hun skulde ligge i Provstens Sengkammer og Seng, naar han var paa Reise og borte om Natten, som til Meraker og lignende.
Hun lod da Amund faa vide, naar dette indtraf, og lukkede ham ind til sig.
De fik ogsaa Kirkesanger Bang, som var Forpagter af Prestegaarden, bragt i Ugunst og sig selv saa betroet, at Amund og Malena senere bleve Forpagtere af den. De forstod ogsaa at komme sig til Velstand og kjøbte senere Gaarden Berg i Lexdalen.
Men Falskhed slaar sin egen Herre paa Hals. Velstanden aftog. Amund begyndte at stjæle. Han havde ogsaa sin Søn Nikolai med. De kom begge paa Slaveriet, hvor Amund døde. Malene døde som Lægdekone paa Værnes.
Wittrup blev senere mere god imod mig, han indsaa vist, at Malene havde faret med falsk Tale, og vilde, som han sagde, gjerne have mig til Skolelærer naar saadan Post blev ledig, og jeg gik i den Hensigt i Lære hos ham.
Foruden mig gik ogsaa John Halvorsen Huus, Lars Leren og John Olsen Dahlen under Værnes. John Huus blev senere Løitnant og boede i Værdalen, Lars Leren var Lærer i 3 Aar, reiste saa paa Dyrlægeskolen i Kjøbenhavn og siden til Stockholm, kom saa hjem og blev Korpsdyrlæge og senere Amtsdyrlæge i Inderøen.
Jeg kan med det samme tilføie, at Inderøen senere har havt og har en Stjørdaling til Dyrlæge, nemlig Anders Olsen Øfsti.
Johan Dahl var ogsaa Lærer i 2de Aar, reiste saa paa Underofficersskolen og døde i en ung Alder som Korpsskriver i Trondhjem.
-18-
Ellev Aasveien var ogsaa Lærer i 3 Aar, blev senere Løitnant og kaldte sig Hegrem.
Jeg skal bemerke at disse og flere andre af mine Kamerater begyndte at drikke Brændevin og døde i en forholdsvis ung Alder. Jeg føler mig fremdeles frisk og tilskriver dette, foruden Guds Godhed imod mig, at jeg har ladet Brændevinet urørt.
Da der straks efter min Konfirmation ikke var nogen Skolepost ledig, raadede Provsten mig til at lære mig et Haandværk, helst Skrædder. Min Fader tingede mig da først med Ottar Løften i Præstmoen, men han drev ikke denne Profesion stedse; saa blev jeg med Skrædder og Spillemand Ole Husbykleven, men det blev det samme med ham, og saa kom jeg tilsidst til at blive med Skrædder John Pedersen Mæhlasrønningen, han var ogsaa Spillemand. Med ham var jeg i 2de Aar. Han var heller ingen god Kristen, saa jeg syntes jeg da kunde slutte, og jeg havde ogsaa lært at sy, saa jeg begyndte lidt paa egen Haand.
John var ogsaa meget om som Spillemand i Brylluper. Han var ogsaa Spillemand i min Søsters Bryllup paa Holmstrøen om Høsten 1810. Der blev jeg bekjendt med en Pige Sigrid Jensdatter Moumsrønningen, som siden blev min Kone; hun var dengang meget ung og havde desuden mange andre Friere, saa at der for mig saa ud som der intet Haab var.
Min Moder, som begyndte at blive gammel, ønskede ogsaa at jeg skulde faa mig en Kjæreste og gifte mig, saa hun kunde faa lidt Hjælp. Det var da Skikken at gaa om Lørdagskvelden og tale med Pigerne, men aldrig tænkte jeg paa at gjøre noget galt eller opføre mig usædeligt.
Jeg havde saa megen alvorlig Kristendom at jeg ikke vilde bortskjæmme mig eller nogen Pige.
Uægte Børn var paa den Tid en Sjeldenhed.
Jeg havde god Yndest hos Pigerne, men der var flere som fordrede noget jeg ikke vilde. Jeg var ogsaa ifølge med nogle af mine Kamerater naar de gik til sine Piger. Jeg syntes ogsaa godt om en Pige Marit, som
-19-
tjente hos Lars Holan, og som blev den bekjendte Ole Vigs Moder.
Jeg havde været Fadder til mit Sødskendebarn Fredrik Hansen Mæhlasrønningen, der senere blev Lærer i Skjelstadmarken. Da hans Fader som Enkemand skulde gifte sig paanyt, blev jeg i Bryllupet kjendt med ovennævnte Marit Holan, men ikke saa at der blev noget Frieri.
En Lørdagsaften da jeg sad ved Vinduet og arbeidede, saa jeg en vakker Pige komme opefter Veien og ind til os; det var Marit Holan. Jeg saavel som min Moder blev glade i hende og viste hende saa meget godt som vi kunde. Hun foregav at forespørge sig om Veien til Klokkeren paa Moxnes, hun skulde did i Besøg.
Om Aftenen vilde min Moder have mig til at gaa did og tale med hende. Jeg gik ogsaa, men vovede mig ikke til at gaa ind og vilde udsætte til en beleiligere Tid. Julen er den beleiligste Tid, da skulde det skje.
Mit Sødskendebarn Jens Hansen Mæhlasrønningen vilde fri til Pigen Sigrid, som var en Søster til hans Stedmoder og som tjente paa Bergssve i Skatval, hvor da Peder Vollan boede. Jeg skulde da først følge med ham til Bergssvedjan og siden skulde han følge med mig til Holan.
Da vi kom til Bergssvedjan var Manden og Konen borte i Julebesøg og Pigen Sigrid alene hjemme med nogle smaa Børn. Sigrid var vel saa halvt forlovet med en som hedte John; en stor og stærk Karl, men det traf saa heldig for Jens, at ingen kom den Nat.
Dagen efter besøgte jeg min Moders Søster som boede paa Pladsen Krøike under Auran og om Aftenen gik jeg til Bergssvedjan . Jens vilde gjerne jeg ikke skulde forlade ham. Han frygtede for Sigrids forrige Kjæreste, John, og stolede paa et godt Forsvar af mig.
Jeg var der ogsaa til Midnat og troede der heller ingen Fare var for Jens, og jeg ønskede mig ogsaa til Holan for at træffe Marit og vilde helst ogsaa være alene til Holan.
Da jeg kom til Holan, ledte jeg paa flere Steder efter Marit, omsider fandt jeg hende paa et Loft liggende alene.
-20-
Jeg havde ikke været der lang Tid før der kom en til, det var Tjenestedrengen Ole som kom hjem fra Fiskeri. Marit maatte ned at stelle Mad til ham og da der nu led saa langt paa Morgenen, kom hun ikke igjen.
Jeg blev liggende til Husmoderen kom med Mad og Skjænk og bad mig gaa ind, og jeg var der til langt ud paa Dagen.
Da jeg gik hjem, tog jeg Veien om Mæhlasrønningen for at høre om Jens var hjemkommen. Sigrids Frier John var kommen til Bergsvedjan om Natten, efter at jeg var gaaet, og havde givet Jens haard Medfart med Juling og jaget ham et langt Stykke gjennem Baarsmarken. Han viste mig sine iturevne nye Klæder og blodige Krave. Var jeg ikke heldig med mit Besøg hos Marit, saa var jeg dog saa heldig at jeg slap at slaas med John for Jens’s Skyld.
Vi havde ogsaa saadanne smaa Gilder eller Sammenkomster Ungdommen ogsaa i den Tid, til sine Tider hos mig og sommetider hos mine Kamerater.
Som mine bedste Kamerater kan jeg nævne : Johan Dahl, Torsten og Peder Hognesaunet, Sergeant Hognes og Peder Olsen Huus.
Den 26de Juni 1811 døde Provst Wittrup. Kapellan Fyhn forrettede da Forretningerne til Præste Heyerdahl kom, hvilket var den 1ste November 1812.
Kapellan Kofod paa Bolkan døde i den Tid og Fyhn fik da dette ledige Kapellani.
Lars Leren reiste ogsaa da til Kjøbenhavn, saa det Skoledistrikt, som han havde havt, blev ledigt. Jeg fik da Bud eller Brev fra Fyhn, om jeg var villig til at indtræde i Lars Lerens Sted. Jeg var da paa Gaarden Løvaas og syede Konfirmationsklæder til Sønnen Baard.
Skoledistriktet jeg skulde tiltræde var fra Kyllo til Almli, cirka 2 Mile langt, og i nord til Greseth, og den nordre Side af Elven, men Undtagelse af Gaardene Avelsgaard og Lerfald, der hørte min Fader til.
Den første Gaard, hvor jeg holdt Skole, efter at have faaet fast Ansættelse, var hos Medhjælper Arnt Fordal den 28de Oktober 1811.