– kan du lese nedenfor her; Hans Hansen er beskrevet i flere kilder, først og fremst som en ildsjel som viet livet sitt og sin tid til lærergjerningen – det omvandrende omgangsskole-liv som kjennetegnet Norges utdanningsvesen fra dettes innførelse; her følger den korte, men svært interessante biografien forfattet av P. Botten Hansen, den kjente «blad-mann», i No. 26 for «28de Juni 1863» – hvilket var en søndag – på sidene 117 – 118 :
Hans Hansen – en Skolelærers Liv.
Den nylig hedengangne, med hvis beskedne Navn disse Linier ere overskrevne, hørte, trods sin ringe Livsstilling og de kummerlige Kaar, hvorunder hans Liv henrandt, i en vis Forstand baade blandt de mærkelige og fortjente Mænd.
Mærkelig var han paa Grund af sine Evner, hvilke vare saa usædvanlige, at de ved en harmonisk Udvikling maaske vilde blevet til en Pryd for Fædrelandet, mærkelig paa Grund af dette Aandens indesluttede Selvarbeide, hvormed ha paa egen Haand søgte at udvikle disse Evner; og fortjent er han ved hvad han i sin beskedne, økonomisk fortrykte Stilling, i over fyrgetyve Aar har virket for Ungdommens Underviisning og for at vække Læselysten og høiere aandelige Interesser i den Egn, hvor hans Liv henrandt.
Nedskriveren af disse Linier, der som Barn har nydt Hans Hansens Underviisning, hvilken han erkjender at skylde saa meget, og som desuden i en modnere Alder oftere har samtalet med ham og havt Anledning til at lære hans eiendommelige Grublen og Grandsken og mangehaande Indsigter at kjende, frygter ikke for at forvexle Erkjendtlighed og Venskab med Offentlighedens Krav og Pligt, naar han her giver en kort Nekrolog af denne i Armod og Ubemærkethed levende og døende Mand.
Der gives i Landets forskjellige Egne Elever af H. Hansen, der med os alle skulle bevidne, at denne Mand hører blandt dem, hvis Livsgjerning har Krav paa af Mange at ihukommes med Tak og Erkjendtlighed.
Hans Hansen er født paa Gaarden Pillervigen i Vaage omkring Aaret 1796.
I sit syttende Aar blev han ansat som Skolelærer i Qvam (nu Nordre Frons Præstegjeld). Til at blive Skolelærer krævedes dengang ingen særskilt Forberedelse. Naar en Plads var ledig, forhørte Præsten sig hos en af dem, der til Konfirmation havde været flinkest i sin Bog, om han vilde være Skolelærer, i hvilket Fald han da, mest for Syns Skyld, underkastede ham en Examination.
Hans Hansen, der som Konfirmant havde lagt usædvanlige Religionskundskaber for Dagen, var da ligesom selvskreven til den første ledige Skolelærerpost, hvilken han heller ikke afslog. Det var ogsaa neppe Andre end de største Gaardmænds Sønner, som vragede en slig Ansættelse, saasom den medførte Fritagelse for den i de Dage saa høilig frygtede Soldatertjeneste, foruden en vis Betydning i Bygden.
Men saa opgave de Fleste ogsaa sin Stilling, saasnart de «havde tjent sig fri«.
Et saadant omvandrende Liv, fra Gaard til Gaard, med Bogskræppen paa Ryggen og Linialen i Haanden, gjennem 40 af Aarets Uger, Alt mod en Løn af vel et halvt Snees Daler, skulde heller ikke i Længden befindes meget tiltrækkende. De fleste af disse Bygde-Skolemestere udtraadte af Tjenesten netop som de havde naaet den Alder, Modenhed og Erfaring, der gjorde dem skikkede for deres Kald.
Kun en varm Interesse for dette Kald og for Læsning og Oplysning kunde bevæge Nogen til at blive staaende i Tjenesten udover Tiden.
Denne Interesse besad Hans Hansen i en ganske særegen Grad, og derfor ofrede han, trods de kummelige Kaar og den ringe Paaskjønnelse, der blev ham tildeel, Skolevæsenet hele sit Livs Flid og Arbeide.
Efter at have tjent ud som Skolelærer i Nordre Fron, tog han Ansættelse i Sels Annex til Vaage (Vågå/red.). Her foer han for det Første om fra Gaard til Gaard, men fik senere med Bistand af Stedets for Skolevæsenets Fremme saa ivrige Sognepræst, Provsten Krag (se hans Biographie i dette Blad for 1855 No. 30), og ved ihærdigen at bekjæmpe alle mødende Vanskeligheder, Omgangsskolen for det betydeligste og folkerigeste Strøgs Vedkommende forandret til etslags Fastskole, for hvilken han med Møie og Opofrelse lod opføre eget Lokale ikke langt fra Gjæstgiverstedet Laurgaard.
Allerede i Omgangsskolen var han begyndt at anvende den indbyrdes Underviisningsmethode, hvilket det store Discipelantal, mindst Halvhundrede daglig, gjorde fornødent, og hermed fortsattes fremdeles.
Meningerne kunne være deelte om denne Methodes Hensigtmæssighed; men saameget er vist, at Hansens Skoleungdom gjorde store Fremskridt, og at de Fleste ikke blot udmærkede sig ved Færdighed i at læse, men ogsaa lærte at skrive og regne. Selv havde H. ikke Begreb om Grammatik, da Krag blev Præst i Vaage; men han maatte som de andre ældre Skolelærere gjennemgaae et Kursus paa den af Krag oprettede Fastskole, og vidste da strax med stor Dygtighed at bibringe sine Elever samme Kundskab, ligesom ogsaa megen Færdighed i skriftlige Udarbeidelser.
— Flere af vedkommende Almuesmænd, der selv Lidet eller Intet havde lært i sin Ungdom, saa i Hansens Skole-Reformer kun utidige Paafund og «nye Moder» (moter/red.).
Istedetfor tilfulde at paaskjønne hans Gjerning, forbitrede de ofte hans Sind ved alskens utidig økonomisk Smaalighed og Krangleri. Dette bevægede den af Naturen sære og pirrelige Mand til at frasige sig sin Stilling som Skolelærer og søge Pension, hvilken han ogsaa fik (1840) efter 28 Aars Tjeneste med 8 Spd. aarlig.
Men Hansen var med Liv og Sjæl Skolelærer, og kunde ligesaalidt af denne Grund som formedelst Trang undvære sin vante Beskjæftigelse. Han havde nemlig, efter i lange Tider at have været Enkemand, giftet sig paany, og kunde med Familie umulig leve af 8 Spd. Han vedblev da fremdeles at virke som Lærer, for det Første kun privat, men siden som «vikarierende eller konstitueret Skoleholder».
Hans Indtægter deraf vare dog saa ringe, at de ikke paa langt nær kunde strække til det allertarveligste Livsophold for ham og hans stedse voxende Familie; og da han i 1856, siddende med Kone og 6 Børn, søgte om en Forøgelse af sin Pension, var Nøden saa stor, som den vel kunde blive, og kun Æresfølelsen kunde afholde den fra at træde ud for hver Mands Dør.
Regjeringen (og derefter Storthinget i 1857) tilstod ham et Tillæg af 24 Spd. aarlig, med Indrømmelse af, «at der var Grund til at yde hans meer end almindeligt nidkjære, gavnlige og med personlig Opofrelse forbundne Virksomhed en fortjent Anerkjendelse«.
Hans sidste Dage bleve derved noget mildnede.
— Efter et Par Ugers smerteligt Sygeleie hensov han den 20de eller 21de April d. A. (1863) og blev stædt til Hvile paa en Maade, som vidnede om, at Menigheden dog paskjønnede hans Værd og hvad den i ham havde tabt.
Hans Hansens Ungdom faldt i en Tid, da det ansaaes for Præstens fornemste Opgave at udrydde Overtroen og bibringe Folket Indsigt i Naturlovene, Landbruget, Sundhedspleien, Sædelæren osv. (den i 1830 afdøde Sognepræst til Vaage L.B. Fietzentz har ogsaa i Literaturen givet et oplysende Exempel paa hiint Slags Retning af de præstelige Bestrebelser ved sin i trende Oplag udkomne og noksaa bekjendte «Sundheds-Kathechismus eller Lysalighedslærens første Grunde»), og da der var blevet Mode, selv blandt Almuen, at en mere end almindelig belæst Mans skulde have sine Tvivl i Troessager eller om muligt Ingenting tro.
Hansen havde engang ogsaa sine Anfægtelser af den samme Tvivlesyge, og fordi han en mørk Høstnat kunde gaae ind i Kirken og op til Alteret, meente man, at han, som nogle andre «stærke Aander», hverken frygtede Gud eller Fanden.
Men gjennem indre Kamp og Strid havde han allerede tidligen faaet sine Tvivl løste, og det er, som en af hans Elever – selv en agtet Lærer – har sagt, Hansens Fortjeneste, «saa varmt at have kjæmpet for Barnetroens Seier over Fritænkeriet i vore Hjembygder«.
— Som Frugt af og Vidnesbyrd om denne Mands varme Troesliv foreligger en liden Sangsamling, der for en stor Deel bestaar af en angrende Synders Poenitentse-Psalmer (bots-salmer/red.), og hvilken Samling, trods en ukorrekt Form og dens uanseelige Udstyr dog turde fortjene nogen Opmærksomhed (Bogens Titel er : «En eenfoldig Sjæls sjungende Andagt i nogle gudelige Sange til Sjælens Glæde og Forlystelse i Gud», Lillehammer 1843, 96 S.8. Sangene ere alle forfattede af Hansen med Undtagelse af et Par, der ere skrevne af hans 12aarige Datter (af første Ægteskab) og af en anden jævngammel Elev).
Hansen forsøgte sig ikke blot som Psalmedigter, men ogsaa, især i yngre Dage, i Forfattelsen af forskjellige verdslige Sager, som dog, nok hverken vare beregnede paa Trykken eller ere blevne trykket.
Han besad ogsaa en saadan, ved en mærkelig Hukommelse og en usædvanlig Belæsthed erhvervet Kundskabsmasse, at han vilde som Forfatter havt mere end nok at meddele af. Men han manglede, udenfor Religionskundskaberne, den harmoniske Fordannelses ledende Traad, hvorom det heterogene Kundskabsstof efterhaanden kunde samle sig, og derfor vare de skriftlige Arbeider, hvori hans rastløse Aand søgte Hvile og Vederkvægelse, maaske mærkeligst som Exempel, paa hvilke Misgreb hiin Mangel udsætter selv det bedste og skarpsindigste Hoved for.
Han udarbeidede Alt efter det forrige Aarhundredes Mønstre : fingerede Breve og Brevvexlinger (med Sneedorphs patriotiske og Rahbeks danske Tilskuer som Norm), allegoriske Syner (á la Ewalds Lykkens Tempel osv.), Dialoger og Samtaler (efter Suhms fra Lucian laante Maneer), moralske Fabler (efter Holberg), ja endog — Kritiker og Bogcensurer, og det over Værker, som tildeels hverken hørte vor Literatur eller vort Aarhundrede til.
Men ogsaa her fulgte han «gode Mønstre»; thi han havde læst og kunde – kan man sige – næsten udenad de fleste af Suhms og Holbergs Skrifter; saaledes havde han fra den Førstes Epistler og den Sidstes «Throndhjemske Samlinger af Philaletho» opfanget Maneren.
Overhoved havde Hansen læst Alt, hvad der var faldet ham ihænde, og da han havde en Hukommelse, som kunde bevare Alt, vidste han hvad der stod i alle Bøger, fornuftige som ufornuftige, der fandtes i hele Præstegjeldet og de tilstødende Sogne.
Meget af denne Viden, hentet fra gamle Blade og fra Brochurer, der ved Embedsmænds Død eller Forflytning vare blevne adspredte, var af ingensomhelst Nytte for Andre end en Literaturhistoriker af Fag.
Men netop derfor vare hans Samtaler ogsaa stadig baade belærende og underholdende for den, der interesserede sig for Literaturen. Thi man vilde af ham maaske faae mangen interessant Detail f. Ex. om Polemiken fra den P.A. Heiberg’ske og Malte-Brun’ske Periode, naar man kun selv vidste at henføre den til rette Tid og Sted.
Fra den Tid, Krag var bleven Præst i Vaage, foregik imidlertid hans Læsning med mere Valg. Thi denne for Oplysning saa varmt følende Geistlige ledede han deri og aabnede ham fri Adgang til sin velforsynede Bogsamling. Krag vilde ogsaa ladet Hansen studere, dersom han ikke alt havde været saa gammel. Men imidlertid hjalp han hans Søstersøn Steensrud (dette var Hans Thorsen Steensrud – les om ham her/red.), som skyldte Hansen sin Læselyst og sine gode Skolekundskaber, men som stod under Morbroderen i Evner, til at komme ind paa den studerende Bane, hvor han snart drev det til at blive en agtet Præst.
Denne sin Elev skulde Hansen imidlertid overleve. Men Aaret for hans Død besøgte Hansen ham og et Par andre Elever herinde i Christiania, hvilken By han da saa for første Gang.
Det var ligesom om en ny Verden her oplukkede sig for den gamle Skolelærer, der havde tilbragt sit lange studerende Liv blandt Bønder i de af Fjelde indeklemte nordgudbrandsdalske Bygder. Paa Erindringen om denne Reise tærede han endnu i 1860, da jeg sidste Gang saa ham. Han syntes nu nok saa tilfreds.
Men paa mig gjorde dette nye Møde fra een Side betragtet et dobbelt sørgeligt Indtryk. Denne skaldede Mand, med det aandrige ædle Ansigt, forekom mig som en levende Anklage mod Skolevæsenets og de social Tilstande i den Tid, hvorunder hans Ungdom faldt.
Men hans Gjerning indeholder ogsaa en Betryggelse mere for, at lignende Anklager ikke skulle ramme vor Tid, og heri ligger noget Forsonende i det forøvrigt mørke Billede.
Uagtet Hansen har ført et Liv, kummerligt som Faa, har dette Liv i aandelig Henseende hverken for ham selv eller andre været uden Frugter. Sandsen for Læsning og Oplysning i det Distrikt, hvor han virkede, vil overleve ham og bevare hans Navn.
Om hans store Evner og ualmindelige Lærerdygtighed have alle hans Foresatte og alle hans Elever udtalt en lige gunstig Dom, og navnlig have de i sine Erklæringer fremhævet hans Bibellæsninger og hans Katechisationer som noget i sit Slags ganske Usædvanligt.
Men det bedste Vidne om, hvad denne Mand som Lærer var, turde dog de mange Elever selv være, som fra ham ere vandrede ud i Verden og have brudt sig en Livsstilling. Flere ere Seminarister og nu anerkjendt dygtige Lærere (tre Brødre Hougen og Andre), een endte, som før berørt, som Præst og atter Andre have paa andre Baner, paa Grund af den aandelige Vækkelse og Underviisning, de skyldte ham, hævet sig udover Hjembygdens trange og smaalige Kaar.