– er hentet fra “Hovedverker av den kristne litteratur fra kirkefedrene til nutiden”, Lutherstiftelsen Forlag, Oslo 1929. Bind IX.
Den 27. juli 1842 blev konventikkelplakaten ophevet, og legfolket fikk den frihet som det lenge hadde sukket efter.
Den glede som da fylte de haugianske vennekretser, var stor og almindelig. Det fortelles at den kjente legmann Erik Venjum (1817 —1887) i Sogn nettop stod på låven og la op korn da han fikk høre tidend om dette. I takknemlighet for det store gode som nu var gitt det norske legfolk, diktet han en takkesang, som han skrev med blyant på låvedøren. Det heter der :
¤¤
“Hav tak, o fader kjær, for saadan frihed er,
at vi i fred kan tales ved om det, som hør til salighed.
Ja takket være du, som bliver ved endnu
at øse ned aand liv og fred i samlet menighed.
¤¤
O, underlig forborgne ting, som saa opløfte kan vort sind
fra nød og stød til liv og hvile sød. Min sjæl og aand, sind og forstand
sig svinger nu til himlens land
og ønsker sig at komme did til evig hvile blid.
¤¤
O, naade og forsmak ! Min sjæl blev let og glad.
Den byrden bar, alt dunkelt var, men nu blev veien atter klar.
Og verdens tanker svandt, nyt lys igjen oprandt.
Slik naadeløn gir os Guds søn, helst under sang og bøn.
¤¤
Har draaberne en saadan smak, hvad livets strøm, i Salems stad.
Vi har tid rar, men kort, kjøp den, vær snar.
O, skulde vi ei hjertelig dog elske, ære, tjene dig.
Bevar vor sjæl, Immanuel, far venner, far nu vel !”