«flagsagens historie» – saken om det norske flagg : af h.j. næss

– 2den gjennemseede Udgave. Kristiania. Dagbladets Bogtrykkeri. 1896. Hans Jørgen Næss (1844-1818) var en spesiell mann, usedvanlig, på flere måter, og ble regnet blant de ivrige grundtvigianere i Norge; han var lærer og skolemann og utøvet en rik skribentvirksomhet; i tillegg led han en temmelig uvanlig skjebne ved at det ble reist sak mot ham i anledning anklage om utilbørlig oppførsel i sitt virke som lærer – her kan du lese mer om ham; – en sak som fra tidlig på 1880-tallet forfulgte ham resten av hans levetid. Det kan imidlertid ikke frataes Hans Jørgen Næss fortjenesten av å ha skrevet godt og informativt knyttet til flere historiske emner av viktighet for den framvoksende norske nasjon, slik som denne interessante gjennomgang av «Flagsagen» (flaggsaken).

Innledningen i dette 16 siders skriftet fra 1896 sier : «Flaget er Tegn paa Folkets Selvstændighed og Uafhængighed. Dets Farver er det Mærke, der samler alle Landets Borgere under sig og skiller det Folk, som eier det, fra alle andre Folk. Har du færdes længe i fremmede Lande, og du saa en Dag derude faar se dit Lands Flag, da er det, som du ser et Stykke af Landet selv. I Ufredens Dage føres det i Spidsen for dem, som skal værge Landet, og at værne om Flaget, det er som at værne om selve Folkets Frihed. Derfor skal Flaget holdes høit og helligt; thi Folkets dyrebareste Minder er knyttet til det«. Med disse vakre og sande Ord, som er taget af Oskar Kristiansens «Nordens Historie», indleder vi Flagsagens Historie.

Les annet tilknyttet saken om det rene norske flag – handelsflagg m.m. på denne siden :

– og her følger fra Hans Jørgen Næss´ bok på sidene 3 – 16 :

Flagsagens Historie.

«Flaget er Tegn paa Folkets Selvstændighed og Uafhængighed. Dets Farver er det Mærke, der samler alle Landets Borgere under sig og skiller det Folk, som eier det, fra alle andre Folk. Har du færdes længe i fremmede Lande, og du saa en Dag derude faar se dit Lands Flag, da er det, som du ser et Stykke af Landet selv. I Ufredens Dage føres det i Spidsen for dem, som skal værge Landet, og at værne om Flaget, det er som at værne om selve Folkets Frihed. Derfor skal Flaget holdes høit og helligt; thi Folkets dyrebareste Minder er knyttet til det».

Med disse vakre og sande Ord, som er taget af Oskar Kristiansens «Nordens Historie», indleder vi Flagsagens Historie.

I Dansketiden var det danske Flag («Danebroge») ogsaa Nordmændenes Flag. Men aldrig før var Foreningen med Danmark forbi, før Nordmændene begyndte at tænke paa at faa eget Flag. Allerede den 27de Februar 1814 forordned Kristian Fredik eget Flag for Norge. Det var Danmarks Flag «Danebroge» med Norges Vaabenmærke : en Løve med en Øks i Forlabberne, oppe i øverste Hjørne nærmest Stangen.

Grunden til, at Kristian Fredrik ordnet Flaget slig, skal have været den, at der ikke var Flagdug nok i Landet til at sy nye Flag af. Nu kunde Folk altsaa bruge sine gamle Flag bare ved at sætte ind Løven i dem.

– 4 –

Eidsvolds-Grundloven indeholdt ikke nogen Bestem. melse om Flaget. Og hvorfor ikke ? Nei – saalænge Norge stod som et Rige for sig selv, var der ingen Fare for, at andre kunde ville raade over Norges Flag. Nordmændene kunde jo til enhver Tid ordne sit Flag selv, og nogen Forskrift om Flaget var derfor unødvendig i Eidsvolds-Grundloven.

Ved Foreningen med Sverige blev der derimod – efter Paakrav fra norsk Side – sat ind en Paragraf om Flaget i Grundloven. Det er Grundlovens § 111. Den lyder slig : «Norge har Ret til at have sit eget Koffardiflag, (Handelsflag) Dets Orlogsflag (Krigsflag) bliver et Unionsflag».

Denne Grundlovsbestemmelse skjelner, som man kan se, klart og tydeligt mellem Handels- og Krigsflaget. Dette sidste skal være et «Unionsflag», noget, der er rimeligt nok, da de forenede Riger skal staa Last og Brast sammen i Krig. Handelsflaget er derimod noget, som vaier over hvert af Rigernes særskilte Styr og Stel. Og om dette siger derfor Grundloven, at Norge «har Ret til at have sit eget»; her tales der altsaa ikke om noget Fællesmærke (Unionsmærke), thi Rigernes Handel og Vandel er jo ikke «fælles».

Saa til vort nuværende Flags Historie ! – Vi tager da først for os Krigsflaget. Ved en kongelig Resolution af 7de Mars 1815 fik Norge sit Krigsflag. Hvorledes saa det ud ? Det var i Sandhed «unionelt» nok ! Vi lader en Mand fra den Tid fortælle om det. Biskop Pavels siger nemlig i sin Dagbog for 6te Juni 1815 :

«I al Stilhed er idag det nye Unionsflag heist her og paa alle Landets Fæstninger. Jeg var i Eftermiddag oppe og besaa det. Det er blaat og gult med en lille rød Kant øverst oppe».

Ja, det nye Orlogsflag var «blaat og gult». Thi det var Svenskernes Flag helt og holdent, bare med et bittelidet hvidt Kors paa rød Bund oppe i det

– 5 –

øverste Hjørne inderst ved Flagstangen. Dette vesle «Unionsmærket», det skulde da minde om de norske Farver. Det var i Sandhed alt andet end et Mærke paa vor Ligestillethed med Sverige ! Dette Flag vakte da ogsaa overalt i Norge Harme og Forbitrelse. Aviserne skrev imod det, og i Samtale Mand og Mand imellem var det Gjenstand for skarpt og bittert Omdømme. Ligevel maatte vi dog finde os i at bruge det helt fra 1815 til 1844. Det vaiede i alle disse 29 à 30 Aar paa vors Fæstninger, Skanser og Krigsskibe; det var Rigets Toldflag og det brugtes paa vore Postfartøier.

Saa gaar vi over til Handelsflaget.

Det var hellerikke at vente, at Nordmændene kunde være fornøiet med det Handelsflag, som Kristian Fredrik havde bestemt; thi dette var jo væsentlig det danske Flag. Og en anden Hage (hake/ulempe/red.) ved Brugen af Norges Handelsflag var der ogsaa. Og hvilken ? Jo, – det kunde ikke bruges paa alle Have (alle hav/red.) og i alle Havne. Hermed hang det nu slig ihop : De nordafrikanske Riger : Marokko, Algier, Tunis og Tripolis drev dengang Sjørøveri i Middelhavet og tilgrændfende Farvande.

De europæiske Magter kunde ikke samle sig mod dette Uvæsen og faa det udryddet. De foretrak heller at betale «Røverstaterne» en aarlig Skat for at faa seile i Fred. Dette gjorde nu ogsaa Sverige. Norge betalte ingen saadan Afgift; men de norske Skibe hjalp sig i Førstningen efter Foreningen med paa disse Farvande at bruge det svenske Flag og fra Sverige faa de saakaldte «tyrkiske Sjøpas», som sikred mod at blive kapret af Sjørøverstaternes Skibe. Dette var dog, som enhver forstaar, en saare ydmygende Ordning for Nordmændene.

Allerede det første ordentlige Storting, det, som traadte sammen i 1815, tog da fat paa at ordne dette med Handelsflaget. Men tvungen, som vi dengang var af Nød og Fattigdom, blev det med, at Stortinget i 1815

– 6 –

Et Stortingsudvalg, som Sagen blev sendt til, mente dog, at noget nu burde gjøres. Udvalget holdt den nærværende Flagordning baade for grundlovsstridig og hellerikke forøvrigt stemmende med Norges Stilling som en selvstændig Stat. Det indstillede derfor paa ved en Flaglov at gjøre Grundlovens Bud om «eget Handelsflag» for Norge til Virkelighed og foreslog, at Handelsflaget skulde se slig ud : rødt og hvidt med Løven i og desuden en Stjerne for hvert af de 5 Stifter, som Landet dengang var delt i.

Tinget var enig med Udvalget i alt andet, men likte ikke, at Flaget blev saa broget, som der var foreslaaet.

En af Tingmændene, Konsul Meltzer fra Bergen, kom da med følgende Forslag : Han vilde have et Korsflag, fordi det var det var de nordisk Folks gamle Mærke.

Derhos burde Flaget være rødt, hvidt og blaat; thi derved blev de Farver, som de frie Stater dengang brugte, ogsaa vore. Han foreslog derfor et Flag som det nuværende trefarvede norske. Stortinget bestemte sig for dette Flag. Og det vedtoges, at saasnart Røverstaterne havde godkjendt det, skulde det bruges paa alle Farvande, men indtil da paa de Have, hvor tyrkiske Sjøpas ikke tiltrængtes.

Saa var da «Flaget plantet i Lovens Bund». Men værre gik det med at faa Kongens Underskrift paa Flagloven. Regjeringen indstillede den til at sanksjoneres. Men Kongen negtede. Han holdt det for en af sine Rettigheder at bestemme Flagets Form og Farve. Han havde dog intet imod, at det af Tinget vedtagne Flag blev brugt. Han likte bare ikke, at dette bestemtes af Tinget, og ikke af ham. Og ved en kongelig Resolution af 13de Juli 1821 «tillod» han de norske Handelsskibe at bruge det nye Flag nordenfor Kap Finisterre (i Spanias nordvestre hjørne/red.), medens han «befalede» dem at bruge «Unions-Handelsflaget» søndenfor. Før havde det været tilladt at bruge dette Flag; nu blev det altsaa befalet.

– 8 –

Tinget protesterede mod Kongens Ret til at fastsætte Flaget. Det hævded, at en saa vigtig Ting som Rigets Flag, den var det Tingets Ret gjennem Lovgivningen at raade for. Og i denne Protest stod hele Tinget sammen som en Mand.

Det var nu lyktes at skaffe Norge et «eget Handelsflag» og Nordmændene vil, trods den kongelige Resolution, aldrig glemme, at det trefarvede norske Flag, det er nu givet af Norges Storting ligevel.

Og andet norsk Handelsflag end det trefarvede er fra 1821 til nu heller ikke vedtat af Tinget, det vil sige af det norske Folk selv. Dette Flag er det eneste, som her i Norge er «plantet i Lovens Bund». Nordmænd, mærk dette !

I 1830 indtog Franskmændene Algier; derved var Røverstaternes Magt knækket. Udsigterne til at faa Flaget frigjort ogsaa paa de fjernere Farvande blev herved lysere. Saa i 1831 indgik da Tinget atter med en Adresse til Kongen og bad om at faa vide, hvilke Hindringer der endnu stod iveien for at faa det norske Flag anerkjendt søndenfor Kap Finisterre.

Først 2 Aar efter behaged det den svenske Udenrigsminister at svare. Og Svaret lød : de gamle Hindringer, de bestaar endnu. Men Stortinget gav hellerikke nu tabt. Det navngjetne Storting, som samledes i 1836, tog Sagen op paanyt. Og istedetfor at gaa den sene Vei om Udenrigsministeren i Stockholm indhentede nu Tinget selv sine Oplysninger.

Og hvad Besked faar saa Stortinget ? Jo – fra flere velunderrettede Mænd og Handelshuse faar det det Svar, at norske Skibe uden Fare nu kunde seile hvorsomhelst under sit rene norske Flag og uden «tyrkiske Sjøpas». Se, det var noget andet end de Oplysninger, som den svenske Udenrigsminister havde git det ! Det var naturligvis Konstitusjonskomiteen, som især stræved med at samle disse Oplysninger.

– 9 –

Dens Formand var Advokat Jonas Anton Hjelm, Stortingsmand fra Smaalenene.

Men Stortinget i 1836 blev af Karl Johan opløst uden Varsel; det fik derfor ikke Tid til at føre Flagsagen videre. Men om Høsten samme Aar maatte han igjen kalde sammen et overordentligt Storting, og det havde ikke glemt Flaget. Det opnævnte endog en særskilt «Flagkomite». Formand i Flagudvalget var Kaptein Herman Foss, dengang Stortingsmand fra Kristiania. Flagkomiteens berømte Indstilling, der førte til Flagets frie Brug paa alle Have og i alle Havne, den var endda et Nattearbeide af Foss.

Det overordentlige Storting havde havt svært meget at gjøre. Derfor havde Herman Foss ikke faat Tid til at skrive færdig Flagudvalgets Indstilling. Men nu maatte det snart gjøres; thi om nogle Dage skulde Tinget opløses. Saa var det en Kvæld. Herman Foss havde siddet i Tinget hele Dagen, helt til Kl. 8 om Kvælden. Ligevel satte han sig efterpaa om Kvælden til at skrive paa Indstillingen. Han holdt paa hele Natten. Endnu den følgende Morgen fandt man ham siddende med sit Arbeide. Da var han saavidt færdig. Saa leverte han sin Indstilling og indtog atter sin Plads i Tinget, som intet var hændt.

– Om Herman Foss sang derfor Henrik Wergeland :

#

«Nu hvil Dig Borger! det er fortjert. Nu løst er Flaget. Dit Værk er endt.

Ak Norge eier ei Laurbærskov, – derinde vilde jeg, at Du sov.

#

Dens søde Mørke den Natterad dog ei betalte, Du vaagen sad.

Dens Frugt ei læsked med nok Behag den Mund, hvis Aande slog ud vort Flag.

#

Nu har Du levet en virksom Dag : en Dag af Nætter. Befri´de Flag

er Aftenrøden, som den har endt. Nu hvil Dig Borger ! – det er fortjent».

#

– 10 –

Og til Pris for Jonas Anton Hjelm sang Wergeland ligeledes :

#

«Hurra for Jonas Anton Hjelm ! Hvo ham ei ærer, er en Skjelm.

#

Han var for Norge Hjelm og Spjud. Tilsidst han fri´de Flaget ud.

#

Ha er vel værd sin egen Sang. Han slog (slåss/red.) for Flaget mangen Gang.

#

Saa langt som norske Skibe gaa, fløi op det Røde, ned det Blaa.

#

Men havde Jonas Anton tiet, var Flaget endnu ei befriet.

#

Nu kan vi seile hvor vi vil, Kevanten fra, Levanten til.

#

Nu kan vi seile uden Skam. Men aldrig skal vi glemme ham».

#

Enstemmig besluttede da Stortinget, før det skiltes i 1837, at anmode den norske Regjering om snarest mulig at bortrydde de Hindringer, som endnu stod iveien for at bruge det rene norske Flag paa alle Farvande. Regjeringen delte Stortingets Synsmaader. Den fik udvirket, at Stortingets Anmodning blev taget til Følge. Karl Johan skjønte, at han her stod overfor et stærkt Folkeønske. Skjønt lidt modvillig gik han derfor ind paa ved en Resolution af 11te April 1838 at tillade de norse Skibe overalt at bruge det rene norske Flag.

Dog skulde Staten, om det norske Flag søndenfor Finisterre led Overlast, være fri for Ansvar, saalænge det ikke var godkjendt af Sjørøverstaten Marokko, som endnu bestod. Men Karl Johan glemte naturligvis ikke at tilføie i sin Resolution, at de Skibe, som fremdeles heller vilde bruge Unions-Handelsflaget (det svenske med den røde og hvide Lap i), skulde ogsaa have Lov til det. Denne Resolution, hvorved nu det trefarvede norske Flag blev frigivet

– 11 –

paa alle Farvande, modtoges af det norske Folk med stor Jubel. Kristiania illuminerede; Henrik Wergeland sang, som vi har seet, sine ildfulde Mindekvad over Mændene paa Stortinget, og en «Aftenrøde af befriede Flag» lyste over Landet. Se, slig er det, naar Nordmændene staar enige; da kan de ogsaa drive noget igjennem. Saa var da efter mer end 20 Aars møisommeligt Arbeide Handelsflaget endelig befriet. Og det viste sig, at der slettes ikke var nogen Fare ved at seile under det norske Flag i Middelhavet. Vore Handelsskibe ophørte derfor med at løse de «tyrkiske Sjøpas».

Tilbage stod da Krigsflaget.

Med dette blev der ingen Forandring gjort, saalænge Karl Johan levede. Men i Mars 1844 døde Karl Johan, og hans Søn Oskar den 1ste blev da Konge. Han tog sig med varm Iver af at opfylde Nordmændenes Ønske om et eget Krigsflag. Han vilde, at dette skulde være hans «Morgengave» til det norske Folk. Og i sammensat Statsraad den 20de Juni 1844 faldt der saa kongelig Resolution for, at Norges Krigsflag skulde være som Handelsflaget af 1821, bare med den Forskjel, at det skulde have et Unionsmærke nærmest Stangen, samt Split og Tunge. Dette var nu vel og bra.

Men efter Paakrav af svenske Mænd satte Kong Oskar ved samme Resolution ogsaa Unionsmerket ind i Handelsflaget, idet han bestemte, at bare de Skibe, som førte Handelsflag med Unionsmærke i, skulde kunne kræve Beskyttelse af de norsk-svenske Konsuler i fremmede Lande.

– Ikke ved Lov, men ved en kongelig Resolution er altsaa Unionsmærket sat ind i vort Handelsflag.

Befrielsen af Krigsflaget, denne Kong Oskars «Morgengave» til det norske Folk, vakte umaadelig Glæde i Norge. Bladene skrev om den, og Folket jubled. Da det nye Krigsflag for første Gang den 4de Juli 1844

– 12 –

paa Oskars Fødselsdag blev heist paa Akershus Fæstning, var der en Stas i Kristiania, som der ikke havde været paa lang Tid. Der blev saluteret fra Fæstningen, Garnisonen stod opstillet, og Flaget hilstes med levende Hurraer af den store samlede Folkemængde. Butikkerne var lukkede om Formiddagen, Fanetog drog under klingende Spil først til Fæstningen, saa derfra til Slottet.

Paa Teatret gaves om Kvælden en Festforestilling, og paa Klingenberg holdtes Folkefest. Hvad gjaldt saa Glæden ? Var det fordi, at Unionsmærket var sat ind i Handelsflaget, at Folk jublede ? Aanei – herover var der ingen Glæde. Tvertimod var der mangesteds Misnøie herover.

Ikke faa Skibsrederier – især nordenfjelds – lod fremdeles sine Skibe seile under det trefarvede Flag. i Bladene stod Klander (klanderier/red.) over Unionsmærket i Handelsflaget. Glæden gjaldt, som enhver kan forstaa, Befrielsen af Krigsflaget.

Men dette, at vor Flagordning hviler paa kongelige Resolutioner, medens Flagloven af 1821 er skudt tilside, det er baade en utryg Ordning, og det er en Krænkelse af Stortingets Ret. – Unionsmærket i Handelsflaget er ogsaa i Strid med Grundlovens § 111, der aldeles ikke taler om nogen «Union» i dette Flag. At det blev sat ind i vort Handelsflag i et «sammensat» Statsraad, var ogsaa grundlovsstridigt, da dette, som en «udelukkende norsk Sag», skulde været behandlet kun i norsk Statsraad. Ja det var endda i et svenskt Statsraad med Tilkaldelse af 3 norske Raader, at Beslutningen blev fattet ! Og dette Mærke er desuden ogsaa i og for sig en Usandhed, da Norges Handel og Vandel jo slettes ikke udgjør noget Fællesskab med Sveriges.

Det norske Storting vil derfor ikke hvile, før de svenske Farver atter kommer væk fra vort Handelsflag. Vi er nu alt paa god Vei. I 1893 vedtog Stortinget paanyt en Flaglov, hvorefter Handelsflaget skal være bare trefarvet, slig som Stortinget bestemte det i 1821.

– 13 –

Kong Oskar den 2den negted efter Raad af Emil Stangs Regjering denne Lov sin Sanktion. Men dermed blev ikke Sagen skrinlagt. I 1894 var den af Stortinget vedtagne Flaglov netop en af de Mærkesager, det norske Folk atter gik til Valg paa. Det frisindede og nasjonale Parti, der er Flagsagens Forkjæmpere, seired, og i 1896 vedtog saa Stortinget Flagloven anden Gang. Men atter har Kong Oskar den 2den negtet den sin Sanksjon. Dog – dette har ingen Fare, bare Folket selv er vaagent. I Norges Grundlev er der nemlig en Paragraf som siger, at naar «en Beslutning uforandret er vedtagen af tre ordentlige Storting, sammensatte efter tre forskjellige paa hinanden følgende Valg og indbyrdes adskilte ved mindst to mellemliggende ordentlige Storting» – saa bliver den Beslutning Lov uden Kongens Sanksjon.

Det er Grundlovens § 79 som siger dette, og det norske Folk har ogsaa undertiden før været u´nødt til at bruge denne gode Paragraf, naar Folkeviljen og Kongeviljen har staat mod hinanden. Derved har da Folket hævdet sin Husbondsret. Denne sin Husbondsret kan nu det norske Folk ogsaa gjøre gjældende med Hensyn til Flagsagen, bare det selv vil.

I Aaret 1897 gaar Nordmændene atter til Stortingsvalg. Flagsagen er da for tredie Gang i Rad en af de Mærkesager, Folket gaar til Valg paa – for eller imod. Folket kan stemme den ned, men det kan ogsaa stemme den frem til Seir. Dens Skjæbne beror altsaa – kanske for lange Tider – paa Valgene i 1897. To Gange har den, som sagt, seiret. Seirer den nu ogsaa, saa bliver den Lov, enten saa Kongen sanksjonerer eller ei.

Nordmænd, betænk dette ! Stem ikke denne vakre fædrelandske Sag ned nu, da den er saa nær sin Seier ! Husk paa Fædrene i 1821 og 1836, hvor enige de stod om Flagets og Norge Ære ! Lad det sees, at end raade de Nordmænd i Norge» !

– 14 –

Og lad os ogsaa vise vor Kjærlighed til vort trefarvede norske Flag paa den Vis, at enhver af os heiser det ved vore Hjem !

For end yderligere at vise, at der i 1844 var alt andet end Glæde her i Landet over, at Kong Oskar den 1ste satte de svenske Farver ind i vort Handelsflag, hidsættes tilslut følgende af en Artikel, som stod at læse i «Morgenbladet» for 1ste August 1844. Artikelen indeholder saa meget sandt og godt, at den bør læses. Det heder deri :

«Det nye Udseende af Handelsflaget henleder Tanken aabenbarligen paa den Forestilling, at Landenes Handel maa berøre hinanden i et fælles Foreningspunkt; – at den mellem Staterne sluttede Pagt har en Udstrækning, der ikke blot angaar et med Hensyn til Krig og Fred stedfindende Fællesskab, men at den ogsaa berører Landenes private Handelsforhold, at Rigsakten, Rigsforeningen, ogsaa har sammensmeltet Handelsforholdene. Hvortil ellers Unionsmærket i Handelsflagene ? —— Som Symbol bliver dog dette Mærke Emblemet for Tilstande, som er uhistoriske, faktisk og juridisk urigtige, nemlig, at Foreningen mellem Landene skulde paa nogensomhelst Maade vedrøre de Anliggender, hvis billedlige Tegn og Mærke Flaget er.

–– Hos os er desuden ogsaa en særegen Grund forhaanden til ikke at anerkjende Unionsmærket som hjemmehørende i vort Handelsflag, idet vi nemlig i Grundlovens § 111 synes at have et bestemt Forbud mod en Indförlisig af andre end vore egne nationale Mærker. Naar denne Paragraf nemlig siger, at Norge har Ret til at have sit eget Koffardiflag, synes det, som om Paragrafen netop gaar ud paa at bestemme som en Ret for Landet – – – at Landets Handelsflag

– 15 –