– i boken «Livsbilleder af kristelige Kvinder«, samlede og udgivne ved T. Thygesen, res. Kap. til Lindaas. Bergen. C. Floors Forlag. Trykt hos N. Nilsen. 1875;
– boken var et samarbeid mellom presten T. Thygesen, i 1875 res. kapelan til Lindaas prestegjeld og hvis fulle navn var Anton Theodor Johannes Thygesen og den særegne folkelivsgranskeren Johannes Skar; begge kan du lese om her på borgerskolen;
– i boken gis livsbilleder av 14 kvinner, hvorav kun de 3 siste var norske, Kanutte Aarflot skildres av T. Thygesen, mens Valborg Wilhelmine Weenaas og Henriette Gislesen skildres av Johannes Skaar.
Et utdrag av Henriette Gislesens livsløp er tatt med i forordet til 6te opplag av hennes egen bok : «En Moders Veiledning til sin Datter«, første gang utgitt i Christiania i 1843 ved L. Risum og trykket i ‘Guldberg og Dzwonkowskis Officin’. Dette kortere utdraget kan du lese om du taster her :
Men her følger artikkelen fra res.kap. Thygesens bok :
– fra s. 238 –
Henriette Gislesen
(dette Livsbillede støtter sig væsentlig til, hvad der velvillig er bleven mig meddelt af Bispinde Gislesens Pleiedatter, Fru Christiane Holter).
«Hvilke Kvinder har dog ikke de Kristne«, udbrød den hedenske Taler Libanius ved at se den Seier, Evangeliet havde vundet i de kristne Kvinders Hjerte og Liv.
Og gjennem hele Kirkens Levnedsløb har de Kvinder, der vandrede i en sagtmodig, stille Aands uforkrænkelige Væsen, været et talende Vidnesbyrd om Guds Ords Magt til at helliggjøre og forskjønne det kvindelige Liv, og lade alt, som er elskeligt for Gud og Mennesker, udfolde sig i stille og fager Vækst.
Og har end ikke de kristne Kvinders Liv hørt til de Begivenheder, der vækker Opsigt i Verden, og som udraabes i Historien, har det end været som Markblomsten gjemt i Klipperisten, et Liv skjult med Kristo i Gud, et Hjertets skjulte Menneske, saa skal dog den Dag, da hver Taage svinder, vise os, at der er en stor Skare, der er bleven vunden uden Ord ved Kvindens Omgjængelse, at den kristne Kvindes Liv har været det fine Hjerteblad i Menighedens Liv, det stille Arnested for kristelig Kjærlighed, Taalmodighed, Ydmyghed og Selvopofrelse.
Hvormange af Kirkens bedste Mænd har ikke en from Moder at takke for, at de i Barndommen førtes hen til Herren og modtog den Skat af Tro, som skabte Manden ?
Hvormange af Herrens Stridsmænd fandt ikke i
-239-
en kristen Hustru en Medhjælp, der i Sorg og i Glæde, i tunge og lyse Dage stod ved hans Side ? Og hvor ofte var ikke det Kjærlighedsværk, der blev en Velsignelse for Tusinder, fra først af en svag Kvindes Tanke ?
Ogsaa i vort Land er mangt et Hjem blevet helliget og fredlyst ved en kristen Kvindes ydmyge Vandring, og Velsignelsen deraf har sprængt Væggene og har gaaet ud i vide Kredse.
Det er en saadan Kvindes Liv som her skal tegnes.
Henriette Vibe var født i Bergen, den 9de April 1809, af Forældrene Nils Andreas Vibe og Hustru Margery, født Kjerulf.
Henriette var den 6te af 8 Søskende. Hendes Forældre levede et sjeldent lykkeligt og elskeligt Familieliv, der imidlertid afbrødes, da Henriette var un 5 Aar gammel ved Faderens Død.
Forsørgerens Bortgang greb smerteligt ind i den lille Kreds’s Liv og fyldte navnlig hans efterladte Hustru med den dybeste Sorg. Det er værdt at lægge Mærke til, at det dybe bløde for Indtryk modtagelige Sind, der her kom frem hos Moderen, ogsaa gik i Arv til Datteren, gav den kristelige Kjærlighed i hendes senere Liv et Præg af fin og rørende Ømhed.
Efter Faderens Død kom Henriette i Huset til General Aubert, der altid havde været hendes Fader en trofast og ædel Ven. Her fik hun en omhyggelig Opdragelse og var omgivet af alle de Goder, som Kjærlighed og Venskab er istand til at skjænke.
Hendes Ungdomsliv randt derfor hen som en klar Solskinsdag, og hun vidste lidet af, hvad Verden kalder Sorg og Modgang. Og dog bekjender hun selv, at der paa Bunden af dette lyse Liv var en skjult, en hemmelig Sorg, at der ofte
– 240-
selv naar Alt smilede om hende, trængte sig Tanker frem, hvis Kilde hun ikke formaaede at udforske, at endog i Forlystelsens og den overgivne Munterheds Øieblikke gnavede en hemmelig Orm paa Hjertet og blandede Gift i hvert Glædens Bæger, at der gjennem hele hendes Ungdomsliv, saalangt hun kunde mindes, trængte sig en forunderlig, sørgelig Klang, en dyb uafbrudt Vetone, der fulgte hende i Verdens Tummel og i det stille Kammer, der formørkede hendes Smil og forbittrede hendes Graad.
Overøst med Lykkens Gaver manglede hun det høieste Gode, Gud selv, fordi hun ikke havde Fred med sin Gud.
«Derfor levede jeg», siger hun, «uden at nyde, uden at glædes i Livet, fordi jeg ikke kjendte ham, som havde givet mig det. Derfor duftede Blomsterne ikke for mig, sang Fuglene ikke for mig, straalede Solen ikke for mig. — Jo skjønnere og herligere den Natur var, som omgav mig, desto sælsommere og trangere blev det mangen Gang i mit Bryst. Det var som et Slags smertelig, uforstaaet Hjemve. Gud — Gud ! — Fred med Gud ! det var Savnet i mit ellers saa rigt velsignede Liv».
Saaledes hvilede allerede i hendes Ungdom det store Spørgsmaal, som Jorden og dens Glæder ikke kan besvare, men heller ikke tilintetgjøre, paa Bunden af hendes Sjel. Det var den samme Uro, son hver den føler, der ikke har aabnet sin Sjel for Forsoningen i Kristi Blod og i denne fundet Fred for det fredløse Hjerte.
Det er alene Livet i Gud, der giver et Menneskeliv Hvile, der samles alle dets Kræfter, Evner og Tanker under en eneste Magt Kjærligheden til Gud.
Selv det fagreste Jordeliv er forstenet, sønderrevet, uden
-241-
dette Tyngdepunkt. Men lykkeligt er dog det Menneske, der ikke dræber Angsten i sin Sjel. Den Kvinde, hvis Liv her skildres, gjemte sin Uro, men glemte den ikke, derfor kom ogsaa for hende Vederkvægelsens Tider.
Paa sin Fødselsdag den 9de April 1829, 20 Aar gammel, indtraadte Henriette i Egteskab med kongelig Fuldmægtig Kristian Fredrik Glückstadt, hvem hun havde lært at kjende og elske i Auberts Hus. Med ham levede hun et sare lykkeligt husligt Liv, omgivet af en Venneflok af dannede Mænd og Kvinder.
General Auberts Hus havde været et Samlingssted for gode Hoveder, der med Aand og Lune krydrede Samlivet og forkortede mangen Vinteraften, og da Aubert døde, blev Glückstadts Hus Familiens Samlingssted.
Glückstadt selv var en varmhjertet kjærlig Mand, der spredte Solskin over deres Liv, der levede sammen med ham. Af sin Hustru var han elsket med den inderligste og ømmeste Kjærlighed, og aldrig kunde man høre et ondt Ord imellem dem. Det eneste, der gjorde Skaar i deres Lykke, var, at de ingen Børn havde, de var begge saa glade i Børn.
Dette bragte dem til at tage til sig en liden Pige, en Broderdatter af Henriette, og hun fik her, efterat hun selv var bleven en troende Kristen, Anledning til at udøve en kristelig Kvindes skjønneste Gjerning, den at opdrage et Barn i Herrens Tugt og føre det ind i den guddommelige Sandhed.
Henriette var i denne Tid ofte sygelig, stærk var hun aldrig, og Ingen, der saa hende sammen med hendes Mand, vilde have tænkt, at hun skulde overleve ham.
Saa var det dog Guds Villie, Glückstadt døde efter et temmelig langvarigt Sygeleie, Høsten 1838, og hermed staa vi ligeoverfor det Aar, som Henriette selv
-242-
har kaldt det betydningsfuldeste i sit Liv. Dette saavelsom som de to følgende Aar tilbragte hun hos sin Broder i Gausdal, og her var det, at hendes Sjel gjennem mange Kampe og Anfegtelser kjæmpede sig frem til Livet i Gud.
Her var det, at hun lærte at erkjende, at havde end Herren tugtet hende haardt, saa var det dog altsammen Kjærlighed og Naade, «at Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret, i alle hans Stier er Fred» (det følgende Afsnit støtter sig til Henriettes egen Bog : «Erindringer om det betydningsfuldeste Aar i mit Liv»).
— I Begyndelsen hensank Henriette i en Tilstand af sløv Bedrøvelse, det var, som hendes Hjerte skulde sprænges af Smerte, dog var der i hendes Sorg ingen Trods mod Gud, Gud forekom hende streng, frygtelig streng, men dog retfærdig.
Alle hendes Tanker dvælede ved den Afdøde, og i hendes Hjerte var der en dyb og usigelig Kummer over ethvert ublidt Ord eller Øiekast, enhver uvenlig Tanke, enhver Mangel paa Kjærlighed, hvori hun havde gjort sig skyldig.
Hun kunde ikke bede, hun følte ingen Trang til Guds Tilgivelse, saa ikke hans Kjærlighed.
Underlige og uforstaaelige klang derfor for hende Presten Stockfledts Ord, da han paa Begravelsesdagen yttrede til hende : «Naar jeg, som idag, ledsager den sorte Kiste til Graven, da er det mig stedse, som om jeg netop nu saa Herrens Herlighed oprinde over det Hus, hvorfra den bliver udbaaret».
Og da lidt senere hans Hustru sagde til hende : «Gud være hos Dem, Gud trøste og styrke Dem !» da var det med et sørgmodigt, haabløst Smil, at hun takkede hende for hendes venlige Ord. Lidt efter lidt begyndte dog hendes Selverkjendelse
-243-
at antage en dybere Karakter, og den sløve Bedrøvelse veg for den Bedrøvelse efter Gud, som virker Omvendelse, og som ikke fortrydes.
Gud havde før været for hende den haarde, ubøielige Dommer, hvis Aag Menneskene maatte bære som en tung Skjæbne, nu blev han hende ogsaa den hellige Lovgiver, der kræver og fordrer.
«Værer hellige, som jeg, Ederes Gud er hellig», dette Ord trængte gjennem hendes Sjel. «Forskudt af Gud — fortabt — elendig» var Dommen, der lød for hendes Øren, og hun følte en Ufred med sig selv saa stor, at det undrede hende, at ikke Hjertet brast af Sorg og Angest. Indholdet af hendes Bøn var derfor altid Befrielse fra Guds Vrede, om Hjælp og Styrke til at vandre bad hun endnu aldrig.
Alle Herrens Bølger gik hen over hende, og hun følte en Sjelenød, saadan som de har følt den, der med sønderknust Hjerte begrov sig bag et Klosters kolde Mure.
«Endnu kan du maaske frelses», lød det i hendes Indre, «men Du maa kjæmpe, kjæmpe, kjæmpe dit hele Liv, og synker Du i Kampen, er Du fortabt», men i hendes Sjel var der ingen Kraft til at kjæmpe. Frelserens Røst : «Datter, vær frimodig, dine Synder ere Dig forladte», havde hun ikke hørt.
Dog Herren knuser ikke det brudte Rør. Fra nu af begyndte ligesom en Straale af Haab at dæmre i hendes Sjel.
Naar i Kirken Orgel og Salemtoner bares hende imøde, naar hun saa Menigheden knæle om Nadveren, da var det, som om Ordet om Tilgivelse og Syndsforladelse bankede paa hendes Hjerte.
Det var korte, halvtilslørede Glimt, der igjen afbrødes af Mørke og Banghed. Da faldt en gammel Bog, «Breve om Aabenbaringens Sandheder», hende i
– 244 –
Hænde, og ved Læsningen af denne begyndte det at gaa på for hende, at Jesus Kristus er nødvendig til Salighed, men Tanken paa Frelseren blev dog endnu kun en død Tanke.
Tanken paa Helliggjørelse ved egen Kraft, Forbedring, Renselse, gode Gjerninger, Selvfornegtelse fyldte fyldte endnu for meget af hendes Sjel. I hele denne glædeløse Tid var Stockfledt hendes trofaste Raadgiver, med ham kunde hun tale om sin aandelige Tilstand, han søgte varsomt og med Kjærlighed at føre hendes frem til Fred, og han mødte hende sjelden uden at medbringe et Ord, der gav Lindring for hendes syge Sjel.
«Engang fandt han mig», fortalte hun, «meget nedslaaet. Jeg rakte Haanden imod ham og sagde overvældet af indre Bevægelse, med Taarer i Øinene : «Ak, Stockfledt, tror De vel, at Gud vil være god ogsaa mod mig ?»
«Om han vil ?» raabte han, og idet han lagde min Haand mellem begge sine, vedblev han med et ubeskriveligt Udtryk af Inderlighed og Tillidsfuldhed i Stemmen, medens hans Øine lyste af Medlidenhed og Godhed : «Ja, han vil det ! Ja sandelig, Gud vil være god imod Dem !»
Hvorlidet end Menneskeord ellers var istand til at trøste mig, laa der dog noget i disse Ord, der gjorde min Sjel godt».
Og da hun havde forladt Kristiania og var flyttet til Gausdal, vedblev hun fremdeles gjennem Breve at staa i Forbindelse med Stockfledt.
Henriette havde dog endnu ikke lært at sige til Herrem : «Din Naade er mig nok»; hun vilde ogsaa selv være noget, og i sit Hjertes Angest plagede hun endog sit Legeme for at tækkes Gud. Hun negtede sig mange af de smaa Nydelser, hun før havde sat Pris paa, hendes Frokost bestod som oftest kun i et Stykke Brød, Melk,
– 245 –
Vin eller Øl drak hun ikke, hun glædede sig, naar hun var syg og følte legemlig Smerte, og hun ønskede sig mangen Gang Døden.
Det store Omslag i hendes Liv frembragte først Guds eget Ord i den hellige Skrift. Hun havde før ikke læst Bibelen, men da hun kom til Gausdal, raadede Stedets Prest hende til at læse i den hellige Skrift, «for gjennem Kristendommens Sandheder at finde Trøst og Fred».
«Javel», sagde hun, «man siger jo, at den kristelige Tro fremfor alt skal være en Tro for de Ulykkelige; giv mig derfor kun en Bibel. «For de Ulykkelige som for Alle», svarede Presten med et alvorligt Smil, og Dagen efter modtog hun en Bibel. Her ved de levende Vande fik hun egentlig Syn for Livet i Gud, Naaden og Forsoningen i Kristi Blod, for Retfærdiggjørelsens Naadegave, for den troende Sjels salige Barneret hos Gud.
Her i Guds egen Skole lærte hun at sige : «Jesus Kristus, min Herre og min Gud», her lærte hun at træde i det personlige inderlige Livssamfund med Frelseren. Og var der noget, der senere i Livet, udmærkede denne Sjel, da var det den Sjelepagt, hun havde sluttet med Frelseren, det personlige Hjerteforhold, hvori hun stod til ham, saa hun stedse sad ved hans Fødder, talte med ham i Bønnen, og gik til ham med Stort og Smaat.
Sjelden har vel den hellige Skrifte havt en mere opmærksom, trofast Læser.
Det er rørende at høre, med hvilken Kjærlighed hun omfattede denne Bøgernes Bog, hvor nøie hun mærkede sig alle de Steder, hun syntes passende for hende, med hvilken stille Glæde hun indsugede hvert Livets Ord : og det varede ikke længe, saa var mange af Bibelens mest hjertegribende Sprog (skriftsteder/red.) for stedse indskrevet i hendes Hukommelse,
– 246 –
saa de kunde staa for hendes indre Øie, naar hun vilde; selv naar hun var borte fra den, levede den i hendes Sjel, og hendes Sjel i den; den var hendes Fortrolige, hendes Raadgiver, hendes Sjels Hjem. Ved den førtes hun lidt efter lidt frem til den sande, evangeliske Tro.
Kan det undre os, at hun i sin daværende Sjelstilstand førte sig først og fremst tiltalt af Bjergprædikenen ? Herrens Ord : «Salig ere de Rene af Hjertet, thi de skulle se Gud», kalder hun sit jordiske Livs Valgsprog.
Men Aanden førte hende videre frem; den førte hende til Herrens forjettelsesrige Ord : «Jeg er Opstandelsen og Livet, hvo, som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve», den førte hende til det store Kjerlighedens Kapitel i Pauli første Brev til Korintierne, den førte hende til Ap. Joh’s Ord : » Gud er Kjerlighed», til Romerbrevets Formaning : «Værer glade i Haabet,
– siden er videre under skriving;