– har blitt tildelt en spesiell “rolle” det som kan sees på som en utvikling av haugianernes ståsted utover 1800-tallet; han var ikke kjent med H.N. Hauge personlig, men i sin virksomhet som lekmanns-forkynner fremstod han som gjerne fremst av disse som forkynte lov og evangelium klart og rent og frembar en glad og lys kristentro.
– på en slik bakgrunn – les her om :
– les også hva H.G. Heggtveit skriver om Haave her :
– og her kan du lese litt om Anders Nielsen Haave i boken av A.Chr. Bang : “Hans Nielsen Hauge og hans samtid”, 1874.
– fra sidene 542 – 547 : “En stor Velsignelse var det, at dels at gamle Daniel Arnesen endnu reiste om og virkede i Eielsens Tid, dels at der endnu før han forlod Fædrelandet, foruden flere Lægprædikanter var fremstaaet en Mand netop af den Art, der nu tiltrængtes , og som derfor ogsaa fik en Indflydelse, som maaske ingen Lægmand siden Hauges Dage har havt, nemlig Anders Nielsen Haave.
Den religiøse Bevægelse, af hvilken denne Mand tilligemed flere begavede Herrens Redskaber er udgangen, har Krav paa mere end almindelig Interesse, hvorfor den noget udførligere skal omhandles.
Som tidligere oplyst (se nærværende Skrift Pag. 402) slog den Haugeske Vækkelse an saavel i Førde Hovedsogn som især i Annexerne Vefring og Naustdal. I dette Prestegjeld virkede paa den Tid en Skolemester ved Navn Mathias Flokenes, der fik en stor Indflydelse saavel paa Almuen overhovedet som især paa den opvoxende Slægt.
Naar der nemlig ikke var Gudstjeneste, saa pleiede han at samle Ungdommen til Overhøring i Kirken; da han var en saare begavet Mand og havde forunderlige til at fremstillen Børnelærdommen klart, var det intet Under, at den ganske Almue indfandt sig som Tilhørere til disse vækkende og oplysende Katekisationer, der saaledes fik Betydning som Forberedelse for, hvad der senere skulde ske.
Mathias Flokenes stod vistnok i Forbindelse med Hauge og hans Venner, men var dog ikke videre anseet af disse, dels fordi han ikke var aldeles sikker med Hensyn til stærke Drikke, dels paa Grund af, at han i Et og Andet Læren vedkommende tildels gik sin egen Vei og bøiede af i Retning af Herrnhutismen.
Enkelte af de unge Mænd, der var dannede af Flokenes, bleve senere opvakte ved Paavirkning af Hauges Venner og fremtraadte som Guds Ords Forkyndere; blandt disse skal nævnes Kirkesanger Mads Krognæs.
Den kristelige Oplysning i Bygden var god; af reisende Lægprædikanter fik man ofte Besøg, især var det Ole Svanøen og en anden Hauges Ven fra Kin ved Navn Peder Abrahamsen Stenhovden ved hvis flittige Besøg Spiren til mangen Alvorstanke lagdes, om det end i lang Tid saa ud, som om Ordet bar liden Frugt.
Men det Liv, der hvilende paa den tidligere Haugeske Opvækkelse længe var bleven forberedt paa mange Maader, slog med stærke Bølgeslag ud over dette ganske Prestegjeld i 1833. Om Sommeren dette Aar kom nemlig en ung Pige i Vefring Annexsogn til Opvækkelse; hendes Navn var Stina Knudsdatter Lie. Det var en Aften som hun skulde til at mælke Kjørene, at hun kom til at tænke paa Daabens Pagt samt sit og Andres Forhold til samme, og snart stod det klart for hende, at enten maatte Guds Ord være Løgn, eller ogsaa gik baade hun og de fleste Mennesker paa Fortabelsens Vei.
Ganske fortvivlet vendte Pigen hjem; al den Trøst, med hvilken man forsøgte at trøste hende, var ganske spildt, der var hende umuligt at tro, at det var Naade at faa for hende.
Skjønt hendes udvortes Vandel i Et og Alt havde været rosværdig, saa det altsaa ikke var fra et vildt Syndens Liv hun med Et var bleven opvakt, var dog Fornemmelsen af den indvortes Fordærvelse saa stærk og Fortvivlelsen saa dyb, at denne hendes Tilstand vedvarede i omkring 18 Uger; da begyndte “hendes Klageraab” at forandre sig til “en uafladelig Tiggen og Beden, at Gud vilde være hendes Sjel naadig”.
En Aften gik hun ind i en Lade og udøste der sit Hjerte i en inderlig Bøn til Herren, at han vilde give hende Tro og Syndernes Forladelse. Da syntes hun, at hun fik se et stærkt Lys paa Himmelen ligesom en Sol, der kom hende nærmere og nærmere, indtil det tilsidst kom lige ind i hendes Hjerte. Under dette kom hun til Troens fulde Frimodighed, og ligesaa dyb som Syndesorgen havde været, ligesaa stor blev nu ogsaa Glæden i Herren.
Hun blev nu et Middel til, at baade hendes Moder og Søster kom til et nyt Liv i Troen; hver Morgen og Aften holdt hun Husandagt, ved hvilken Leilighed Søsteren — hun hed Maren — ogsaa holdt Bøn.
Rygtet herom samlede Naboerne til disse Andagter; Marens Bønner og senere ogsaa Taler gjorde et stærkt Indtryk paa dem, som vare tilstede, og en Opvækkelse begyndte.
Flere ældre Mænd, som f. Ex. Mads Krognæs, kom for at nedlægge Indsigelse mod denne Bevægelse, som de ansaa for Sværmeri. Men efter at Maren havde talt over Stedet : “Pløier Eder nyt Land og saa ikke længer blandt Torne”, da bleve de grebne af Alvoret i Bevægelsen i den Grad, at de ligetil sluttede sig til samme.
I Løbet af de sidste 3 Maaneder af 1833 var Vækkelsen gaaet ud over hele Vefring Annex, og i det følgende Aar slog den ogsaa an i Prestegjeldets øvrige Sogne.
Det var for største Delen unge, nyvakte Mænd, der havde baaret Bevægelsen frem. Det var da heller intet Under, at denne i Begyndelsen var behæftet med Mangt og Meget, der ikke var, som det burde være; især var Følelsen meget fremtrædende, og der ogsaa forresten Adskilligt , der streifede ind paa en methodistisk Betragtningsmaade.
Under disse Omstændigheder var det en stor Velsignelse, at de ældre, forfarne Hauges Venner tog sig af de Nyvakte, og at disse lode sig lede af dem. Saaledes begav Peder Stenhovden sig til Vefring, saasnart han havde faaet Underretning on Vækkelsen; han var med i flere Sammenkomster, i hvilke der var megen aandelig Rørelse, og talte efterat de Yngre havde fremført deres Formaninger.
“Da jeg og Andre”, skriver han, “fik sige dem nogle Sprog af den hellige Skrift, da bleve de saa oplivede og aandelig glade, at de gik omkring og lovede og prisede Gud, saa de opmuntrede hele Forsamlingen til at love og prise Gud for al sin store Naade, og nedbad Guds rige Velsignelse over os, som i saa lang Tid havde forhandlet Guds Ord iblandt dem og formanet dem til Omvendelse, og sagde : “Nu faar I se Frugten af Eders Arbeide” (brev fra P. A. Stenhovden, fra Begyndelsen af 1834).
Ole Svanøen besøgte gjentagne Gange Vefring ved denne Tid; hans Indflydelse og energiske Arbeide bidrog ogsaa Meget til at bringe Vækkelsen ind i et ret Spor.
Det Samme var ogsaa Tilfældet med D. Arnesen, der med kristelig Visdom lærte de uerfarne Sjele til at bygge ikke paa Følelsen, men paa Guds Ords faste Grundvold.
Blandt de mange unge Mænd, der bleve grebne af den ovenfor skildrede Vækkelse, og af hvilke flere gik ud for at bekjende Guds Ord, som Anders Redal, Thorsten Redal og Mads Wefring, var ogsaa Anders Nielsen Haave. Han var født paa Gaarden Haave i Naustdal Annex den 21de Juli 1809 og havde allerede som Barn røpet ualmindelige Anlæg, ligesom han senere drev det vidt i Smede- og Snedkerprofessionen. Begavet med et livligt og muntert Sind og flink til at spille Violin var han uundværlig ved ethvert Bryllup og enhver Sammenkomst blandt Ungdommen, skjønt han forresten levede et ærbart Liv og paa sin Vis var glad i Guds Ord.
Saa begyndte Vækkelsen fra Vefring ogsaa at slaa an i Naustdal, Gnisterne af Herrens Ild fandt Vei ind i den unge Mands Sjel.
Hvad der foregik i hans Indre, det var kun han og Gud Vidne til; thi i det Skjulte og efterhaanden fik Troen Væxt, saa han kunde afkaste Egenretfærdighedens gamle Klædebon og gribe den uforskyldte Naade.
Imidlertid traadte det snart frem i det Ydre, at han var bleven en ny Skabning i Kristo, skjønt han endnu holdt sig meget tilbage; det var ganske sjelden at han paa Opfordring af en Ældre holdt en kort Bøn i Forsamlingerne. Saa fik da Livet ogsaa voxe frem til Modenhed hos ham, indtil han i 1836 følte sig stærk nok til at følge Vinket fra Herren og gaa ud for at vidne om Sandheden i Kristo for sine Medmennesker.
Ligesom Anders Haave paa Grund af sin Naturs Livlighed havde særdeles let for at nærme sig Folk og var meget tiltrækkende i sine Samtaler i private Kredse, saa var han i ganske overordentlig Grad begavet som Folketaler.
Pastor Wefring har erklæret for Forf., at han hverken af Læg eller Lærd har hørt saadanne Taler som af Haave, naar han var oplagt, og det ikke alene fra Indholdets men ogsaa fra Formens Side. Paa samme Tid som hans dybe kristelige Alvor vakte Liv overalt, hvor han færdedes, saa kom han tillige med Lys og Ro, og det var maaske det mest Fremtrædende ved ham denne forunderlige Gave til at opklare, hvad der var dunkelt, at bringe Fred der, hvor Gemyterne vare oprevne.
I hele 17 Aar – fra 1836 til 1853 – vandrede Anders Haave det ganske Norge rundt flere Gange; der var faa Prestegjæld, som han ikke besøgte, der var næsten ingen Afkrog af Landet, til hvilken han ei fandt Vei. Hans senere Virksomhed som Afholdsprædikant ligger det udenfor nærværende Skrifts Plan at omhandle. I Begyndelsen af 1867 vandrede han hjem til den Herre, han i sit Liv saa trolig havde tjent.
Paa sin Reise over Østlandet og gjennem Kristiansands Stift i 1839 og 1840 kom Haave til en større Klarhed end tidligere angaaende den rette Form for Ordets Forkyndelse; han fandt nemlig, at hans Foredrag hidtil havde lidt af den Mangel, at medens Omvendelsens Nødvendighed var bleven fremholdt saa alvorligt, han havde formaaet, saa var Læren om Retfærdiggjørelsen af Troen hverken bleven fremstillet i sin fulde Klarhed eller sat i sin rette centrale Stilling.
Med hele sin Sjels Energi begyndte han nu at gjennemføre, hvad han havde faaet Lys i, og det baade i Tale og Skrift, og skjønt han fra enkelte af de ældre Venner, specielt dem, der i “Bache-striden” havde stillet sig paa denne Mands Side, mødte nogen Opposition, saa trængte dog hans Synsmaade igjennem i den Grad, at han, som tidligere bemærket, fik hele den Haugeske Retning paa faa Undtagelser nær med sig.
Hans Brev til Vennerne om Retfærdiggjørelsen, skrevet i 1840, blev i denne Henseende ganske epokegjørende. Forresten var Haaves Optræden saalangt fra at være umotiveret af den historiske Udvikling, meget mere en Følge af en indre Bevægelse inden den Haugeske Kreds, der havde taget sin Begyndelse i Hauges Livstid og i Tidernes Løb voxet frem til større Styrke og Klarhed.
Det var gjennem Haave, at Haugianismen naaede til det Punkt, den ifølge sin indre Beskaffenhed i Kraft af Historiens egen Logik maatte naa (Mundtlige Meddelelser af Pastor Wefring. Om A.N. Haave i “Den norske Arbeider” for 1873 No. 9, i hvilken Fremstilling der forresten findes flere Feil med Hensyn til Tidsangivelserne for hans Reiser. — Af hvad der ovenfor er meddelt angaaende Haugianismens indre Historie vil man have Midler ihænde til selvstændig at danne sig en Mening om Gehalten af en Paastand, Dr. Horn (“Forskjellige Aandsretninger i Norge” o.s.v. Uppsala 1872) har opstillet, nemlig at “den pietistiske Betoning af Kristus som Forbilledet med Tilsidesættelse af hans Virksomhed som Forsoneren” traadte ikke saa stærkt frem “hos Hauge og hans nærmeste Venner” som “senere”; da “man drev mere og mere paa den blot indvortes Helliggjørelse og Efterfølgelse“; da “udartede ogsaa hin Ensidighed til Karrikatur”. Der paastaaes, “at disse (senere hen) omreisende Prædikanter, som ofte vare høist uddannede Folk, drevne af den mest uklare Fanatisme, havde for det meste ikke opfattet Andet af Kristendommen end dette, at Kristus, Profeterne og Apostlerne, hvis Personer og Skjæbne de iøvrigt havde liden Rede paa — skulde efterlignes d.v.s. efterabes i stedse større og større Udvorteshed” o.s.v., o.s.v. “Under alt dette forsømtes naturligvis mere og mere det Indre i Kristendommen. Al Vægt blev lagt paa den udvortes Udsondring og Efterligning”. Forsaavidt Forfatteren (Dr. Horn/red.) vil karakterisere ikke en og anden Enkeltmand, men en hel Betoning, saa er der ikke Spor af historisk Sandhed i en saadan Tale).
Hvorledes der dels samtidig med Eielsen og Haave dels og fornemmelig af deres Virksomhed fremstod en Række af Guds Ords Bekjendere blandt Lægfolket i Landets forskjellige Egne, hvorledes et nyt Liv blandt Presteskabet tog sin Begyndelse, hvorledes Livsbevægelserne fik Magt og naaede deres Høidepunkt i Femtiaarene, dette være her kun antydet.
Og idet vi pege herpaa, da have vi ført Historien saa langt ned, at Sammenhængen mellem Nutidens kristelige Liv og Hauges Virksomhed er indlysende for Enhver.
Efter mange Kampe blev endelig den gamle Forordning om gudelige Forsamlinger ophævet ved Lov af 27de Juli 1842.
At vort Fædreland fremfor noget af de nordiske Riger saa tidlig kom i Besiddelse af et af de Frihedens Goder, som det nu synes os umuligt at leve foruden, det skyldes fremfor noget Andet det klarere Syn blandt den norske Almenhed for Religionsfrihedens store Sag, der var en Følge af Hauges og hans Venners Lidelser og Arbeide.