– “Forsøg til en kort Levnetsbeskrivelse..” – inntatt i boken av sorenskriver Knudssøns eldste sønn Hakon Wilhelm Knudssøn : “Samling af Erindrings-Blade henlagte paa Storthingsmand og Sorenskriver Ingelbrecht Knudssøns 17-aarige Grav”. Kristiania i August-Maaned 1843;
– fra sidene 6 – 19 :
Forsøg til en kort LevnetsBeskrivelse over Ingelbrecht Knudssön.
___________________________________
(Ut desunt vires, tanem landanda voluntas (“Om end Evnerne mangle, er dog den gode Vilje rosværdig”)).
___________________________________
«O, jeg saa ham klædt i simple Sæder, Kraftig, rolig, vennesæl og mild,
Men, saasnart det gjældte Norges Hæder, Staalklædt, blussende af nordisk Ild. –
Og den simple Tale tidt jeg hørte, Klog og sand og i beskedne Ord,
Men som Torden stærk, naar Kjæmpen førte Friheds Banner for det frie Nord».
M. C. Hansen (temmelig sikkert Mauritz Christopher Hansen/red.)
Ingelbrecht Knudssøn blev født paa Gaarden Brændsel paa Bynæsset den 11de Desember 1776, og var – som den ældste af sine Sødskende – den, der – efter Skik og Brug – skulde have antaget Gaarden efter Faderen, Knud Ingebrigtsen Brændsel; men denne fandt allerede tidlig – paa Grund af Sønnens svagere Legemsbygning, Betænkeligheder ved at anbringe ham ved det besværlige Jordbrug.
10 Aar gammel sendtes han derfor til Throndhjem, hvor han – i Fællesskab med et Par Sambygdinger, hans Sødskendbørn Ingebrigt Hougbjør og Ole Hougan (senere
– 7 –
Bygdens Lensmand (i Aarene 1804—140. Som en Sjeldenhed anmærkes, at hans Formænd i Ombudet – idetmindste op til 1630 – have været af samme Familje, idet Søn har fulgt efter Fader, – (kun 2de, der døde som Ungkarle, efterfulgtes af Brødre). Tjeneste-Tiden varierer mellem 10 og 52 Aar, og ovennævnte Ole Hougan blev efter en 36-aarig, hæderlig og i sjelden Grad konduitmæssig Tjeneste – afløst af sin næst-ældste Søn, Knud Hougan)), – erholdt privat Undervisning i Skrivning og Regning hos Farbroderen, Haagen Hougbjør, Overskolemester ved «Vaisenhuset».
Efterat have nydt denne Undervisning omtrent 1 Aars Tid, kom Kundssøn hjem igjen, hvor han forblev, indtil han var konfirmeret.
Vel deltog han i denne Tid med sine Sødskende og Tyendet i de sedvanlige landlige Sysler,- men Faderens engang fattede Mening om det uhensigtmæssige i at anbringe ham som Landmand bestyrkedes, og da han derhos troede at spore, «at der var nedlagt noget Særdeles» hos Sønnen, besluttede han atter at sende ham til Throndhjem, for at lade ham «blive ved Pennen».
I 16-aars Alderen blev Knudssøn konfirmeret af Bynæsets daværende Præst Barhow, og under Forberedelsen hertil afgav han saavel hos Præsten som Skoleholderen Beviser paa sin fremspirende Aands-Overlegenhed ved under «Overhøringen» at svare for alle sine «Præste-Kammerater».
Strax efter Confirmasjonen rejste Faderen selv til Throndhjem med ham, hvor hin – paa Grund af sit Bekjendtskab med daværende Told-Kasserer Møller fik Ansættelse for ham paa Told-Kontoret. Og saaledes forlod Knudssøn sin Fødebygd, den Odelsbaarne sin Faders Gaard (Gaarden Brændsel tilfaldt hellerikke nogen af gamle Knuds øvrige Børn, – ti – som Sagnet gaar tabte han den for sine Efterkommere paa Grund af hin – efter Vedkommendes Formening vel højrøstede Fritalenhed, – idet den nemlig blev udlagt til Sjefs-Gaard for Bynæssets Dragon-Kompani, uagtet denne mindst af de mange benefiserede Gaarde i Bygden var skikket dertil. – Efter Knuds Død er Gaarden bleven dreven paa Forpagtning af John Olsen, gift med en af Førstnævntes Sønne-Døtre. De paa Gaarden staaende Stuebygninger angives at være 200 Aar gamle), for aldrig mere at vende tilbage til samme, men følge Forsynets uudgrundelige Veje, der førte ham til Hæder og Værdighed som et virksomt Led
– 8 –
paa et højere Trin – af Stats-Samfundet.
– Hos denne sin føorste Prinsipal forblev Knudssøn i 3 Aar; men ligesom hans Udvortes ved Ankomsten til Møller ej maa have været synderlig lovende, – idet dennes første Spørgsmaal ved Synet af ham var : «Kan du tælle til 5, min Gut ?»,» saaledes beviste han noksom i Begyndelsen sin Ulyst til at ombytte Landlivet med By- og Kontor-Livet ved ideligen med Taarer og Bønner at overhænge Faderen, naar denne 2å 3 Gange ugentlig kom til Byen, om at maatte faa komme hjem igjen – forsikrende, at han «skulde udrette hvilketsomhelst Arbejde, han der blev sat til».
Han søgte ogsaa ofte ved Hjælp af Andre at bevæge Faderen, – men den Gamle «hørte ikke paa dette Øre», og længe varede det ejheller, førend Piben fik en anden Lyd; ti efterhvert som Ynglingen følte sine Evner udvikle sig, tiltog ogsaa Lysten til den ny Beskjæftigelse, og, – naar senere hans Fader i spøg spurgte ham, om han nu vilde komme hjem og være ham behjælpelig med Gaards-Driften, svarede den sig allerede følende Kontorist : «Nej, nu skal du have mange Tak !»
– Da Knudssøn efter disse 3de Aars Forløb – følte sig hjemme i de paa dette Kontor forefaldende Forretninger, ønskede han Anledning til at gjøre sig bekjendt med andre, hvorfor han søgte og fik Ansættelse hos Sorenskriveren i Strinde og Sælbo Sorenskriveri, Kanselliraad Koefoed.
Her tilbragte han imidlertid kun 1 Aar, da en Bekjendt af ham, Fuldmægtig paa Assessor i Bergamtet, By- og Raadstuskriver Willumsens Kontor, Ole Iversen, skaffede ham Plads sammesteds. I denne Kondisjon, som han tiltraadte i sit 20de Aar forblev han i 7 Aar.
– Medens hans Bestræbelser hidtil havde gaaet ud paa spesielt at brugbargjøre sig for de forskjellige Forretninger, hans Stillinger medførte, begyndte der merogmer at ytre sig en indre Trang hos ham til at erhverve en mere almen Dannelse, og til Opnaaelse heraf lod han hverken Tid eller Lejlighed gaa tabt, ligesaalidt som han sparede nogen Møje eller skyede nogen Anstrængelse; enhver Fritid, som Kontor-Forretningerne levnede ham, og en ikke ubetydelig Del af Nætterne tilbragte den læselystne og videbegjærlige Yngling med sine Bøger.
Naar nogen af hans
– 9 –
Omgangsvenner, blandt hvilke ogsaa fandtes af den Tids pudrede Modeherrer, bebrejdede ham for hans mindre omhyggelige Haarpynt, undskyldte han sig med, at han var formeget beskjæftiget med Hovedets indvendige Pynt til at kunne faa Tid til at bekymre sig om den udvendige.
En oprigtig Ven og tro Vejleder under denne sin Selvdannelses-Periode fandt han i sin Kontor-Kammerat Iversen (ogsaa han, der ligeledes som simpel Bonde-Søn var kommen fra Røraas til Throndhjem med en Haandfuld Skillinger i sin Pengepung, hjalp sig ved egen Arbejdsomhed og Flid frem, og efterlod, – da han som Stifts-Overrets-Prokurator og Bank-Direktør i Throndhjem døde i 1824, – sin Enke og talrige Børneflok en ikke ubetydelig Formue. – I Throndhjems Adresse-Avis leverede Knudssøn en Skildring af denne sin almen-agtede Vens bramfri og hæderlige Virken), – ligesom hans daværende Prinsipal, Assessor Willumsen velvilligen gav ham megen Tid og Anledning til Læsning, da han nærede de bedste Forhaabninger om Knudssøns Fremgang, hvormed Assessoren ogsaa mangengang inderligen glædede hans gamle Fader, idet han trykkende dennes Haand forsikrede ham om, at hans Søn vilde blive «en udmærket Mand».
– I dette Hus stiftede K Bekjendtskab og forlovede sig med den sammesteds som Husjomfru kondisjonerende Marie Elisabeth Borck, Datter af en Kjøbmand i Throndhjem.
– Ved sin utrættelige Flid, sin stille og sparsommelige Levemaade lykkedes det ham i disse 7 Aar paaengang at samle et ikke ubetydeligt Kunskabs-Forraad og af sin Løn at oplægge en liden Kapital bestemt til Virkeliggjørelsen af hans højeste Ønske at kunne rejse til Kjøbenhavn for at tage juridisk Examen.
Udrustet hermed og ledsaget af kjære Forældres og Sødskendes, en venlig Prinsipals, en trofast Vens og en øm og kjærlig Venindes Velsignelser forlod Knudssøn i sit 27de Aar Throndhjem og rejste til Kjøbenhavn.
I Juni-Maaned 1803 ankom han hertil, – og saaledes forberedet som han var – lykkedes det ham ved fortsat Flid allerede i April-Maaned det følgende Aar at tage juridisk Embeds-Examen i Modersmaalet.
Vel maa det indrømmes, at det juridiske Studium
– 10 –
dengang ej var af den Vidtløftighed, som nuomstunder, – men Knudssøn havde hellerikke ladet sig nøje med Erhvervelsen af de blot strængtfornødne Examens-Kunskaber, men megetmere vidst at forskaffe sig en sjelden juridisk Dannelse og Indsigt, – hvilket han noksom senere i sine forskjellige Embeds- og andre Stillinger lagde fordagen.
Han havde ogsaa det Held i nogen Tid at nyde privat Vejledning af Norges uforglemmelige Christian Krohg (opprinnelig var familien-navnet skrevet “Krogh”, men ble endret i året 1800, for å skille familien fra den adelige “von Krogh”-familien), dengang extraordinær Professor i Lovkyndighed ved Kjøbenhavns Universitet.
Som det eneste forhaanden-værende Vidnesbyrd for, hvorledes Knudssøn bestod bemeldte Examen, leveres her en ham af Professor Schlegel – ubekjendt i hvilken Anledning – meddelt Attest, der er bleven forefunden blandt hans Faders faa Papirer;
– den lyder nemlig saaledes :
“Hr. examinatus juris Ingelbrecht Knudssøn har i sidste Vinter-Halvaar taget virksom Del i de skriftlige Øvelser, jeg anstiller til de Studerendes Nytte, og ved sine Udarbejdelser lagt fordagen, at han besidder rosværdige Indsigter, god Dømmekraft og Talent til at udtrykke sine Tanker, – hvilket mit Omdømme endvidere er bleven stadfæstet ved hans offentlige Examen, hvilken han i April-Maaned d. A. har udstaaet med særdeles Berømmelse, – hvorfor jeg ikke kan andet end paadetbedste anbefale ham til al Understøttelse». Kjøbenhavn d. 7de mai 1804.
Schlegel.
Knudssøn erholdt strax efter Examen Ansættelse hos Kammerherre, Amtmand Steemann i Sorø, hvor han dog kun blev 1/2 Aars Tid, da han ønskede at komme ind paa Advokat-Banen, i hvilken Hensigt han vente tilbage til Kjøbenhavn, hvor han var saa heldig at faa en meget fordelagtig Post, nemlig som Fuldmægtig hos Højesterets-Advokat Bilsted, – og i denne Mand fandt han ikkealene en fortræffelig Prinsipal, men tillige en sand Ven, der med Varme tog sig af den unge, fremad stræbende Normand.
Samtidig hermed prosederede han som «Prøve-Prokurator» i Hof- og Stats-Retten, og da de befalede Prøve-Aar vare udrundne, blev
– 11 –
han i 1807 udnævnt til Lands-Overrets- samt Hof- og StatsretsProkurator (i det af afd. Statsraad Krohg – som Professor ved Kjøbenhavns Universitet – i 1803 paabegyndte «Juridiske Arkiv» (senere fortsat af Conferensraad Ørsted under Tittel «Arkiv for Rets-Videnskaben») findes optagne adskillige Domme i Sager, førte af Knudssøn for denne Ret), – hvilket ansaaes som en sjelden Lykke for en «Examinat» –
Ligesom de ved Kjøbenhavns Universitet værende Studerende i 1801 frivilligen havde forenet sig til et Korps, for at forsvare Staden, saaledes viste ogsaa dette megen Virksomhed under det redsomme Bombardement i September-Maaned 1807.
Ved denne Lejlighed var ogsaa Knudssøn med, og ligesom han saa flere af sine Kammerater ved sin Side segne i Dødens Arme, var han selv ofte nærved at blive dens Bytte; – saaledes splittedes engang ved en nedfaldende Bombe aldeles det Skilderhus paa Volden, ved hvilket han havde sin Post. –
Da Knudssøn nu havde opnaaet en uafhængig Stilling, skrev han til Throndhjem efter sin Forlovede, Jomfru Borck, som paa Overrejsen – paa Grund af de imidlertid udbrudte Krigs-Uroligheder i flere Maaneder blev opholdt paa Fyen, og først i Slutningen af 1807 ankom hun til Kjøbenhavn, hvor deres Ægteskabs-Pakt sluttedes den 16de Februar 1808.
– Knudssøns erkjendte Duelighed og hans gode Anbefalinger skaffede ham hurtigt en god og udbredt Praxis, men, uagtet han her havde saaatsige levet sig ind i Forholdene og kunde have ført et behageligt Liv under gunstige Omstændigheder med al rimelig Udsigt til en yderligere rask fremtidig Befordring, -begyndte han dog – med den Normanden ejendommelige Længsel efter Hjemstavnen – at tragte efter at kunne vende tilbage til samme og anvende sine Kræfter i Fædrenelandets Tjeneste.
Da derfor Øst- og Vest-Finmarkens Sorenskriveri blev ledigt, søgte han strax dette Embede, og da hans Ven og Velynder, den meget-formaaende H. R. Advk. Bilsted – efter at have søgt at overtale ham til at slaa sig tilro i Kjøbenhavn mærkede, at det var Knudssøns urokkelige Beslutning at vende tilbage til
– 12 –
Norge, –fulgte han ham selv op til Kongen, for hvem han paadetbedtste anbefalede sin Klient.
– Nogen Tid før indtraf en Begivenhed, der paa en afgjørende Maade bidrog til, at Knudssøn fik dette sit Ønske opfyldt.
Der boede dengang i Kjøbenhavn en overmaade rig Grosserer ved Navn “K”. Denne Mand sad i en særdeles udbredt Handel, i hvilken endog Kongen selv sagdes at være interesseret. Ved et misligt Forhold, (hvis nærmere Omstændigheder det ej her er Sted at anføre) -, indvikledes “K” i en Sag, i hvilken en vanærende Dom overgik ham, der havde Handelshusets Sløjfning tilfølge.
Opgjørelsen af dette højst vidtløftige Bo blev overdraget Knudssøn, der saavel til Kongens som alle øvrige Vedkommendes almindelige Tilfredshed skilte sig fra (utførte/red.) dette Hverv.
– Ved ovenberørte Audiense henledede Bilsted – blandt Andet – ogsaa H. Majestæts Opmærksomhed herpaa, og, – efterat Kongen havde forelagt Knudssøn det Spørgsmaal, om han ikke hellere vilde blive i Danmark men herpaa erholdt et afslaaende Svar -, lagde han Haanden paa hans Skulder med de Ord : «Naar du er den Mand, som opgjorde “K”s Bo, saa er du franu Sorenskriver i Finmarken, uagtet jeg havde ønsket, du var forbleven her».
I 1809 udnævnt til Sorenskriver i Øst- og Vest-Finmarken forlod Knudssøn i Foraaret 1810 – efter et omtrent 7-aarigt Ophold – Kjøbenhavn, hvor han og Kone efterlod en vel ikke meget stor, men udvalgt Omgangskreds af Venner og Bekjendte – dels Landsmænd dels Danske, – hvorom blandt Andet de mange i Knudssøns efterladte Stambog staaende simple men hjertelige Afskedsord og Smaavers vidne.
– I denne Krands af Venne-Minder var ogsaa ved hans Afrejse fra Throndhjem i 1803 bleven indflettet mange skjønne Blade og Blomster.
– Fra Hoved- og Residens-Staden med dens muntre Liv og alt hvad Tiltrækkende den besad for den dannede Mand drog Knudssøn for at oprejse sin Arne i det fjerne og øde Finmarken, blottet for Sivilisasjonens forskjellige Behageligheder, men desto rigere paa Savn og mangehaande Besværligheder.
Oprejsen gik overland gjennem Sverrig over Kristiania til Throndhjem, hvor et længere Ophold fandt Sted, indtil Aarstiden tillod at
– 13 –
fuldføre den besværligere Del af Rejsen tilsøs nordefter.
– Dette Ophold gav den hjem-vendende Normand – foruden Behageligheden af Gjensynet og Omgangen med gamle Venner og Bekjendte i Throndhjem – Anledning til at gjøre et Besøg i sin Fødebygd, hvor han med aabne Arme modtages af den glædedrukne gamle Fader og øvrige Beslægtede,- (Moderen var allerede død i 1808) -, og hvor saa mange kjære Barndoms- og Ungdoms-Minder gjenkaldtes i Erindringen.
– Efter en mange Ugers kjedsommelig Overrejse naaede Knudssøn med sin Familje omsider ved Midsommertid til sit Bestemmelsessted – sit ny Hjem, og tog her Bopæl i den Embedet tillagte Gaard, beliggende i Talvig.
Dette, der er en af Finmarkens vakreste og bedste Bopladse, udgjør Bredderne om en liden halvsirkel-formet Bugt i Alten-Talvigs Præstegjeld paa Vestsiden af Alten-Fjord – omtrent 2 Mile nordlig for det ved Bunden af samme nu liggende Kaafjords Kobberværk.
I dette sit første – kun saare lidet indbringende – Embede i Fædrenelandet forblev Knudssøn i 5 Aar og virkede med en ung Embedsmands hele Varme og Nidkjærhed for denne vidtløftige Kommune (hele Øst- og Vest-Finmarken udgjorde dengang et Sorenskriveri og et Fogderi – et Embeds-Distrikt af flere 100 Kvadrat-Miles Fladeindhold med en omtrentlig Gjennemsnits-Befolkning af 20—30 Mennesker paa hver Mil ! Ved Resol. af 4de Septbr. 1815 blev ogsaa denne Uhensigtsmæssighed hævet, hvorved bestemtes, at «Øst-Finmarken» og «Vest-Finmarken» hverforsig skulde udgjøre et Embeds-Distrikt med en baade som Sorenskriver og Foged fungerende Embedsmand, og ved Resol. af 18de Jan. 1839 er Vest-F. endog atter delt i 2de lignende Embeder, nemlig «Altens» og «Hammerfæst’s» Foged- og Sorenskriver-Embeder. – Den, det maatte interessere at gjøre sig bekjendt med og faa et nogenledes fuldstændigt og rigtigt Billede af disse lidet bekjendte Rigets fjerneste, af Naturen og Statsstyrelsen – idetmindste tilforn – saa stedmoderligt udrustede og behandlede Egne, henvises til de i Skien f. A. trykte højst interessante «Optegnelser fra Finmarken» af Provst F. Rode, forhen Sognepræst til Alten-Talvig), hvor han endnu – efter senere Embedsmænds Udsagn – lever i Almuesmandens Erindring og fordelagtigen omtales.
Ved de her forefaldende lange og haarde Sø- og Fjeld-Embeds-Rejser baade Vinter og Sommer
– 14 –
lagdes upaatvivlelig Grunden til Knudssøns senere svagere Helbred.
Imidlertid var han saa heldig at finde den for Familje-Faderen saare gavnlige, opretholdende Modvægt i Nydelsen af en fuldkommen huslig Lykke, hvorpaa han ogsaa satte høj Pris, og en sand Børneven, som han var, var Intet ham kjærere end at dele sine faa Fritimer fra de alvorlige Kalds-Sysler mellem spøgende Omgang og belærende Samtaler med sine Smaa.
Stundende efter et for sig og sin Familje i flere Henseender ønskeligere Opholdssted søgte Knudssøn sig i 1815 til og fik Romsdals Sorenskriveri, som dengang var forenet med Byfoged-Embedet i Molde (ogsaa med disse Embeder blev ved Knudssøns Fratrædelse Jurisdiksjons-Forandring foretagen, idet der ved Resol. af 2den Marts 1822 bestemtes, at Romsdals Sorenskriveri skulde adskildes fra Molde Byfoged-Embede, med hvilket sidste derimod Postmester-Betjeningen sammesteds forenedes).
Ogsaa dennegang lagdes Vejen om Throndhjem, hvorhen Familjen rejste tidlig om Høsten s. A., medens Knudssøn, der først overleverede sit Embede i Slutningen af Aaret, kom efter overland gjennem Sverrig. –
Paa denne Rejse svævede han anden Gang i Livsfare, idet han tilligemed nogle andre Rejsende, der overnattede paa en Gjæstgiver-Gaard i de svenske Lapmarker, nær var bleven kvalt af Kul-Os fra den uforsigtigen spjeld-sluttede Stenovn.
I Februar-Maaned 1816 kom Knudssøn til Molde, paa hvilket lille hyggelige Sted han med Familje – under et 6-aarigt Ophold – nød al den Behagelighed, som en af Højere som Lavere i Kommynen yndet og agtet Embedsmand kan nyde.
Det tør maaske ansees som et ikke saa ringe Bevis isaahenseende, at han allerede i det paafølgende Aar ved den stedfindende Valg-Forsamling hædredes med den Tillid at blive udkaaret til som Repræsentant for Byerne Molde og Kristiansund at møde paa Storthinget i 1818. Allerede paa dette første Thing,- (hvor han næsten hele Tiden fungerede som Sekretær i det samlede Storthing og var Medlem af de 2de vigtige Kommitteer- for Statsraads-Protokollernes Revissjon og Bank- og Pengevæsenet) -, viste Knudssøn sig strax
– 15 –
som den i sjelden Grad virksomme Storthingsmand.
– I Anledning af den ligesiden Mitten af forrige Aarhundrede førte Strid mellem vedkommende Sø- og Land-Almuer om, hvor det saakaldte Romsdals-Marked hensigtsmæssigst burde holdes, indgav omsider i 1818 endel Kjøbmænd i Molde og Handlende i Søndmør Andragende om, at bemeldte Marked maatte flyttes fra Devold til Næs (Veblungsnæs/red.), og efter Amtets gjentagne Indstillinger blev – ifølge Resol. af 30te April 1819 – en Kommissjon udnævnt til at tage denne Sag under Overvejelse, – og af denne var Knudssøn Medlem (den under 14de Decbr. s. A. afgivne Betænkning og Indstilling, der anbefaledes af Amtet og tiltraadtes af Fin-Dept. fremkaldte højeste Resol. af 20de Aug. 1820, hvorved Markedet henlagdes til Veblungsnæsset, hvor det endnu holdes). –
At vedkommende Valg-Kommuner ej havde fundet sig skuffede i sine Forventninger om Knudssøn ved Valget i 1818, lagde de fordagen ved atter at vælge ham til sin Repræsentant paa næste Storthing i 1821, paa hvilket han ingenlunde mindre end første Gang opbød al sin Sjæls- og Legems-Kraft for at vise sig den gjentagen beviste Hæder og Tillid værdig.
Han savnede hellerikke den Lykke – som den ønskeligste Belønning for sine Anstrængelser – at modtage begge disse Valg-Kommyners utvetydigste Beviser paa Erkjendelsen af og Erkjendtlighed for hans Virksomheds Værd. –
Men ogsaa fra de her ham kjær-blevne Omgivelser og Forholde maatte Knudssøn drage bort. Hensyn til den voxende Børnefloks fremtige Opdragelse, forenet med det vel længere nærede Ønske om at vende tilbage til sin Fødeegn, bevægede ham til at søge det i 1821 ledige Strinde og Selbo Sorenskriveri, hvortil han ogsaa ved Udnævnelse s. A. forflyttedes.
1822 i Januar-Maaned – kom saaledes Knudssøn tilbage til Throndhjem og overtog nu Bestyrelsen af det Embede og Embeds-Kontor, paa hvilket han – for 27 Aar siden – modtog sin første praktisk-juridiske Dannelse hos Kanselliraad Koefoed, der endnu levede, og i hvis Hus Knudssøn i Forening med adskillige Ungdoms-Venner tilbragte mangen hyggelig Aften med den alderstegne, agtværdige
– 16 –
Embedsmand og fordums Prinsipal, som endog paa sine gamle Dage fandt megen Fornøjelse i juridiske Samtaler og Disputaser, – ja der prosederes endog stundom, og «Gamle-Skriveren» agerede Dommer. –
Dette Embeds-Distrikt indesluttede ogsaa Knudssøns kjære Fødebygd, hvor han som Smaagut havde vogtet Faderens Hjord, men hvor han nu beklædte det værdige Dommersæde, «skiftende Lov og Ret» blandt sine Sambygdinger.
End var «Brændsel-Gubben» ilive, og højere Fryd kunde vel det gamle Faderhjerte ej have oplevet, end at se Sønnen saaledes vende tilbage til Fædrenehjemmet.
Ifølge det i 1820 paa Knudssøn faldne Valg som Repræsentant for Byerne Molde og Kristiansund mødte han 3dje Gang paa det i 1822 forsamlede 2det overordentlige Storthing, af hvis vigtigste Kommitte – (ang. Udredelsen af Norges Gjeld til Danmark) han var Medlem. At Knudssøn hellerikke dennegang ved sin Thingfærd havde svækket den tidligere vundne Agtelse og Tillid blandt sine Landsmænd, beviste Thrønderne ved det næstpaafølgende Repræsentant-Valg.
Ogsaa paa sin Konges Bevaagenhed og Naade modtog han Bevis ved i sidstnævnte Aar at blive hædret med Nordstjerne-Ordenen (man tør maaske her være berettiget til at tillægge dette mere Værd, end man – idetmindste efter nogle af vore Dagblad-Høvdingers Dom – nuomstunder ialmindelighed vil have tillagt deslige Udnævnelser ?!) – .
Som en af de 42, der paa dette Thing bleve valgte til Medlemmer af «Formælings-Deputasjonen» bivaanede Knudssøn H.kgl. H. Kronprinsens Formælings-Fest i Stockholm i Juni Maaned 1823.
Samme Aar modtog han 2de ny Hædersbeviser (under et af sine Ophold i Kristiania ved Storthingene blev Knudssøn tilstillet en Sølv-Pokal fra Senjens Indvaanere som Erkjendligheds-Bevis for, hvad han havde virket for denne Kommyne, – men Udgiveren af disse Blade er desværre sat udafstand til nærmere at paapege, hvori dette bestod, da jeg forgjeves mellem min Moders fra den throndhjemske Ildebrand i 1841 reddede Papirer har eftersøgt den Afskrift af Pokalens Inskripsjon, hvoraf hun var i Besiddelse), ved først at blive optagen som Medlem af det kgl. n. (norske/red.) Videnskabers Selskab i Throndhjem – i Sammes Kvartals-Møde d. 29de September -, og kort derefter at vælges som Repræsentant for denne
– 17 –
By paa Storthinget i 1824, hvor han under det foretagne Valg paa Bank-Embedsmænd valgtes til Direktør-Suppleant ved Hovedsædet i Throndhjem.
Paa dette Thing var det Knudssøn for sidste Gang ofrede sine Kræfter paa dette Fædrenelandets hellige Alter, og ved sin sædvanlige utrættelige Arbejdsomhed, sin fortjenstfulde Virken – især nu som den mere øvede Storthingsmand – grundfæstede han kun yderligere sit vundne Navn som Nasjonal-Repræsentant.
Han vendte ogsaa herfra hjem til den huslige Arne med Selvbevidsthed om at have ærligen kjæmpet for Fædrenelandets Sag og kunde derfor med sand Tilfredshed og hjertelig Glæde deltage med sine hæderlige Thing-Kammerater – hvoriblandt Krohg og Schultz (med begge disse – ligeledes for Nasjonen fortidlig tabte – Hædersmænd havde Knudssøn ogsaa tilforn været sammen paathinge – (Schultz 1818 og Krohg 1821 og 22) -, og ligesom han oftere – som Samarbejder i forskjellige Kommitteer – foruden under Thing-Forhandlingerne havde den bedste Anledning til at iagttage disse erfarne Thingmænds Færd og vandlesæt, saaledes betragtede han dem ogsaa som højst følgeværdige Mønstre, efter hvis Billede han – ifølge eget Udsagn – søgte at danne sig), i det Festmaaltid, som Throndhjems Indvaanere den 30te August gav paa «Borger-Klubben» til Ære for sine egne og endel af Omegnens hjemkomne Thingmænd, og hvori over halvandet-hundrede Embedsmænd og andre Borgere deltoge (Rigstd. No. 74–1824). –
Men en Glæde skulde Knudssøn dennegang savne – Gjensynet af den gamle, kjære Fader, som under hans Fravær (den 1fte Juli 1824) var henvandret som 81-aarig Olding.
Denne hæderlige Bondemand, der nød almindelig Agtelse af sin talrige Afkom og øvrige Sambygdinger, havde den Glæde, førend han henkaldtes, at se samtlige sine øvrige efterlevende Børn (2de Sønner paa Gaardene Berg og Leerdahl – (døde) – og 3de Døtre, den ene gift med ovennævnte Lensmd. O. Hougan paa Røstum og de andre to paa Frøseth og Graneggen. Paa disse Gaarde saavelsom Brændsel og den nuv. Lensmands-Gaard Vorseth, samt Gaustad, Sangeraas, Opland og Rye boer der fortiden 50 af Knud Brændsels Børne-Børn og Børnebørns-Børn) bosatte rundtomkring Fædrenehjemmet, og ved sin stedse udviste Arbejdsomhed og Paapasselighed var han bleven sat istand til endog at efterlade enhver af dem en – om end ej betydelig – Arvedel.
– 18 –
Knudssøn følte sig i Throndhjem saa tilfreds med Opholdsted og sin Embeds-Stilling, at han, uagtet Hedemarkens Amtmandskab ved sidste Vakanse – som et fornyet Bevis paa kongelig Yndest og Naade – blev ham tilbuden, ikke ønskede at modtage Samme, – Noget, hvortil forøvrigt saavel Hensyn til Børnenes Fremtid som den overvejende Lyst til at forblive i en uafhængigere Virkekreds, ogsaa meget bidrog.
End skulde Knudssøn, engang have deltaget i et offentligt Hverv, idet han nemlig – ifølge kgl. Kommissorium af 14de Oktober 1824 – var tillagt Befaling til – i Forening med Amtmand i Romsdalen, Krohg, og Søkaptejn Christie – at begive sig til Finmarken for at anstille endel af de Undersøgelser angaaende Midlerne til Sammes (Finnmarkens/red.) Opkomst, hvortil bemeldte Aars Storthing ved Forslag fra den nidkjære og for hin Egn varmt-følende Amtmand Krohg var bleven opfordret (Jfr. nedenfor 2den Samling, Storth. i 1821, Kommitte N. IV) – men følte allerede da sin Helbred i den Grad svækket, at han efter Lægernes Raad indgav underdanigst Ansøgning om at maatte fritages for denne Sendelse, og i hans Sted blev Auditør, Sorenskriver i Vestre-Raabygdelauget, nuværende Amtmand i Stavanger, Aas, udnævnt.
Knudssøns tidligere omtalte Ophold i Finmarken og end mere hans ivrige Anstrængelser paa samtlige ovenberørte, paahinanden følgende Storthing, – hvor han ej tog sig Tingen saa mageligt, som de almindelige «Ja- og Nej-Brødre», havde utvivlsomt bevirket hans Helbreds-Svækkelse, som i 1825 mærkelig tiltog, indtil han omsider – kort før Jul – lagdes paa Sygelejet, hvorfra han ej mere opstod, da en langsom tærende Nerve-Sygdom, for hvilken Lægernes omhyggelige Bestræbelser ej formaaede at helbrede ham, – endte hans virksomme og fortjenstfulde Liv den 21de
– 19 –
Marts 1826. Ligesom hans legemlige Lidelser under Sygdommen just ikke vare særdeles haarde, saaledes beholdt han ogsaa lige til den sidste Tid sine AandsKræfter, – og saa stor var endnu hans Virksomheds-Iver, at han – indtil ganske nær før sit Endeligt – lod sig foredrage og havde Del i Kontor-Expedisjonerne, i hvilken Henseende han vel endog altformeget overtraadte Lægernes Forskrifter. –
Samme Dag, som Efterretningen om Knudssøns Død kom til Hovedstaden, var han af Regjeringen bleven indstillet til det efter nuværende Amtmand Falsen ledigblevne Byfoged-Embede i Throndhjem. –
Hans Vandringsstav var nedlagt; – 15 af hans 18 Embedsaar vare viede Fædrenelandet, til hvis Gavn han utrætteligen virkede.
Var han streng og urokkelig, hvor det gjaldt Pligt og Ret, savnedes hellerikke talende Beviser paa, at han var den sande Menneskeven, hvor ikke højere Hensyn hindrede ham i at handle efter sit Hjertes Følelser; – i fuldeste Maal nød han ogsaa Lønnen for sin hæderlige Virken baade som Menneske og Statsborger i sin Konges Naade, sine Foresattes, Sideordnedes og Underordnedes Agtelse og Folkets Kjærlighed og Hengivenhed;
-thi ogsaa han var, tør jeg sige, bleven fit Forsæt tro – “at have Overbevisningens, Sandhedens, Pligtens, Fædrenelandets og Menneskehedens Krav forøje” som det heder i hans Lærer og StorthingsKollega, Christian Krohgs Eftermæle.
– Knudssøn efterlod sin blide og fromme Hustru – med fire af de dem i det lykkeligste, 18aarige, ægteskabelige Samliv skjænkede 10 Børn – i smaa Kaar, men Knudssøns Landsmænd, der havde seet ham med Liv og Sjæl at ofre sine Kræfter i Fædrenelandets Tjeneste, glemte ej at træde de Faderløse i Forsørgerens Sted, og det skjønneste Vidnesbyrd om Nasjonens Vurderen af den Afdøde blev lagt fordagen ved den Redebondhed, hvormed man ydede hans forsorgs- og forsvarsløse Efterladte Hjælp.