– Underretning om Knudt Rasmussen Nordgaarden, eller den saakaldte Viseknudt. En kort Levnetsbeskrivelse. Lillehammer 1863. Trykt og forlagt af H.J. Selmer.
Boken eller rettere heftet er skrevet av “Gaardbruger i Gausdal Paul Nygaard“; denne personen var en engasjert mann : I skriftet “Budstikken I” på sidene 241 – 255 er inntatt hans innlegg : “Forsøg til en ekonomisk Beskrivelse over Gausdal Præstegjeld”.
– for mer om personen “Vis-Knut”, les her :
– og her :
– les også H.G. Heggtveits presentasjon av Vis-Knut i “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede” her :
Forord til anden Udgave.
Idet nærværede korte Levnetsbeskrivelse fremkommer i nyt Oplag, kunde der været god Anledning til at forøge den med en Mængde Beretninger, om denne Persons forunderlige Væsen og ualmindelige Egenskaber; men da alle have megen Lighed med de i Bogen anførte og er af samme Beskaffenhed, saa har man troet at burde lade det bero med det hidindtil Optagne. Dog vil man ei undlade, bag i Bogen at indtage et Brev fra en bekjendt troværdig Mand, der har havt megen Omgang med Knudt og i hvis Hus han har boet i 3 Aar. Da denne Mand har meddelt mange af de Efterretninger, som ere optagne i Bogen, blev han strax , den var udkommen, tilstillet et Exemplar deraf, hvilket foranledigede det ovennevnte Brev.
Knudt Rasmussen lever endnu, uagtet hans nedbrudte Helbred, og er fremdeles besøgt af Folk fra alle kanter. Herved være da nærværende anden Udgave paa det bedste anbefalet til den velvillige Læser af Forfatteren.
Indledning.
Navnet Vise-Knudt er udentvivl bekjendt i hele Norge, og for en stor Deel i Broderriget Sverige, hvorifra ikke saa ganske faa valfarte til ham aarlig.
I over 27 Aar har jeg, som hans Sambygding og boendes ved Veien, der fører til hans Opholdssted, været Vidne til, at Folk næsten fra alle Landets Egne have søgt til ham : fra Thelemarken, Nummedal og Sansvær, Valders, Ringeriget og Hadeland har Folk draget til ham i Mængde; fra Solør, Østerdalen og Gudbrandsdalen, Hedemarken, Toten og Smaalenene, ja fra selve Hovedstaden og sammes Omegn har Knudt haft mange Besøg.
Fra forskjellige Egne i Throndhjems Stift og fra de svenske Grændsebygder har jeg seet og talt med Folk, som ufortrødent have vandret den lange Vei til “Viseknudt”. Han er saaledes en vidt og bredt navnkundig Mand, denne Knudt Rasmussen, hvis Levnetsløb jeg i al Korthed her agter at beskrive.
Men hvorfor søge da saa Mange hen til denne Mand ? vil maaske mange af mine forventendes Læsere spørge. De Allerfleste reise vistnok for, hos ham eller ved ham at gjenvinde sin tabte Hebred; nogle for, af ham at erholde Kundskab om, hvor bortblevne Mennesker, Heste og andre Gjenstande kan findes igjen; andre for, af ham at faa Underretning om, hvor Vand kan findes.
Ja, man har endog Exempler paa, at Mænd fra Kristiania Omegn have søgt ham med døvstumme Børn, og Kvinder fra Throndhjems Omegn med Idioter : Allesammen i de Hensigt og med det Haab, at Viseknudt maaske kunde hjælpe dem. Men – hører jeg Eder atter spørge – er da dette Haab blevet opfyldt ? Ere disse Syge og Elendige blevne friske og raske ved sine Valfarter ?
– 5 –
Ja, Mange ere virkelig blevne friske og raske igjen ! Her seer jeg mange at mine lærde Læsere – hvis jeg faar saadanne – vantroende ryste sit Hoved, ja maaske kaster Bogen fra sig, mumlende om Overtro, Dumhed, Bedrageri og flere saadanne mindre hædrende Egenskaber, dem de ere i Begreb med at tillægge baade Knudt og hans Biograf.
Hertil har jeg ikke stort andet at sige, end bede om en Smule Taalmodighed. Idioter har jeg rigtignok ikke seet at blive forstandige Mennesker ligesaalidt som Døvstumme har faaet Hørelse og Tale; men Lamme, Miltsyge og med andre Sygdomme stærkt nedtrykte Mennesker har jeg baade hørt og seet blive friske og sunde !
Enten Reisen, den længevarende og fuldkomne Bevægelse i fri Luft har bevirket det, sat Naturens Kræfter i en gavnlig Spænding og fornyet Virksomhed til at beherske Sygdommen, eller Helbredelsen er bevirket af andre Aarsager, det ligger udenfor min Hensigt her at søge afgjort; men nok er det : Faktum ligger for os – som ikke kan modsiges.
Iblandt de mange Tildragelser, der kan tjene som Bevis paa det her sagte, vil jeg kun anføre nogle faa af dem, som ere mig bekjendte. Ligeledes skal jeg tillade mig at anføre Noget, som synes at vise, at Knudt er i Besiddelse af et Slags Forudvidenhed, eller at han har Kjendskab til fraværende Ting og Begivenheder, som foregaar paa langt bortliggende Steder.
En Mand, ved Navn Poul, saavidt erindres, fra Edsberg i Smaalenene, tog paa Reisen til Vise-Knudt med sin lamme Kone ind i Forfatterens Hus for at søge Nattely. Det var om Sommeren og han havde Konen nedpakket i en let Vogn, hvorfra han bar hende i sin Favn ind i Værelset, som blev dem anvist, da hun ikke var istand til at sætte Benene under sig. Paa Hjemturen tog disse Folk ogsaa ind hos os, men da var den unge Kone allerede saameget bedre, at hun kunde gaa paa sine Ben, naar Manden kraftigen understøttede
– 6 –
hende. Vi havde siden Underretning fra samme Mand om, at hans Kone ved Hjemkomsten var nogenlunde selvhjælpelig til at gaa, og ble siden, til deres store Glæde, ganske frisk og rask. Denne Mand fortalte da, at Knudt forud vidste om hans komme : det “bares for ham”, at der skulde komme ern Mand søndenfra med en syg Kone.
Dette kunde Manden ikke tro, og begyndte at sætte Knudt paa Prøve, hvilket denne strax mærkede og sagde til Manden : “Jeg veed vel hvorledes din Gaard er beliggende”, hvorpaa han ganske nøiagtigt beskrev Situationen saaledes, at Manden maatte erkjende for rigtigt, Alt hvad Knudt derom sagde. Det maa derhos bemærkes, at Knudt aldrig i sit Liv har været i Smaalenene.
En ung Mand fra Gaarden Huseby i Spydeberg Præstegjeld, ligeledes i Smaalenene, blev paa Hjemreisen fra Kristiania syg, paa en underlig Maade, med stor Banghed og forvirrede Ideer, og efter Hjemkomsten vedblev han at være Sindssvag. Flere Læger søgtes, uden at Nogen kunde hjælpe. Mandens yngste Broder, som havde hørt Meget om Vise-Knudt, foretog endelig en Reise til ham for Broderen.
Knudt forklarede ham Beliggenheden og hvorledes det idet Hele ser ud der, hvor hans Broder reiste, da Sygdommen paakom ham, og sagde endelig tilsidst, at han i Nærheden af Gaarden skulle finde en Kilde, ved en liden Klippe i Nærheden af 2 a 3 store Aspetræer og en Lind; han betegnede Stedet meget nøie og sagde endelig, at han der skulde optage en Græstørv (torv), for at finde Kilden, tage af dens Vand og vaske den Syge med, samt lade ham drikke Noget deraf.
Dette skede : han fandt Vandet og brugte det paa den anviste Maade, og snart blev manden frisk og vel, blev af med sin Tungsindighed og har siden haft en god Helbred.
Saaledes er det skeet med Mange af dem, som have søgt til ham, at han nøiagtig har beskrevet deres
– 7 –
Hjemsted og sammes Beliggenhed, uden nogensinde at have været i de Egne.
At han flere Gange har kunnet sige, hvor bortblevne Personer kunde findes og virkelig ere blevne fundne, ere Sandhed. Saaledes tildrog sig følgende Hændelse for mange Aar tilbage : Et Kvindemenneske, som man almindelig kaldte DøvSigrid – fordi hun var svært tunghørt – boede i en liden Stue med tvende (to) Børn, noget afsides fra andre Mennesker, i Nærheden af en Elv i Gausdal Hovedsogn. En Morgen opdagede Folk, som reiste til Skoven at Stuen var afbrændt og Konen med Børnene formentlig indebrændte. Nogen Mistanke næredes dog over, at en skrækkelig Misgjerning var begaaet, og man henvendte sig derfor til Vise-Knudt, for af ham at erfare Sammenhængen hermed.
Han paastod, at hverken DøvSigrid eller Børnene vare indebrændte, men at de alle vare at finde i Elven. Eftersøgning anstilledes og Børnene fandtes, men Sigrid ikke; thi Elven var dengang meget stor. Heller ikke havde man synderlig Tro til Knudt’s Udsagn.
Nogen Tid derefter, da Elve var bleven mindre, kom Knudt, som boede 4 Mile fra Stedet, endelig derhen, og fik anstillet ny Eftersøgning. Hun Fandtes da virkelig i Elven, men langt fra det Sted, hvor Stuen havde staaet; thi den store Vandmasse havde revet Liget med langt nedover, og det var næsten ganske nedmudret med Sand og Grus.
Det kan ikke nægtes, at saadanne Udsagn af Knudt undertiden har været vildledende, men oftest have de dog været paalidelige. Aaret førend den sidste orientalske Krig udbrød (1852), sagde han ofte til sine Venner, at en gruelig Krig forestod, hvori Folket i Tusindtal vilde blive paa det Grusommeste ødelagt, ihjelfrosne og forhungrede. Ja, han frygtede endog for, at Ødelæggelsen vilde blive almindelig over største Delen af den bekjendte Verden; dog dette kunde han ikke sige med Vished, da
– 8 –
“det bares for ham” noget tvetydigt derom. En gruelig Mængde Mennesker vilde ialfald sikkert blive ødelagt.
Efterat Krigen var udbrudt kunde han længe førend Efterretningen derom kom hid, og navnlig samme Tid som Affæren foregik, fortælle sine Venner om de største Feldtslag. Saaledes da Slaget ved Almafloden foregik, fortalte han til sine Omgivelser, “at en overmaade grusom Menneskeslagtning foregik langt borte, saa at Blodet flød i Strømme og farvede vandet rødt”. Man fik derpaa snart Underretningom Almaslaget, som havde staaet netop den samme Dag. Ligedan vidste han Tiden paa hvilke alle de største Slagterier paa Krim foregik.
Men dette er maaske allerede mere end nok til Indledning eller Fortale for en saa kort og simpel Levnetsbeskrivelse, som jeg kan levere af denne – vistnok ualmindelige – Mand, hvis Livsomstændigheder udentvivl kunde give Stof til en mere omfattende og langt interessantere Historie, om man havde Adgang til dem Alle.
Men saadant er ikke faldet i min Lod; thi uagtet jeg har henvendt mig til Personen selv derom, baade skriftlig og mundtlig, , er han ikke at bevæge til at opgive sine Hændelser, og de ham omtumlende Begivenheder. Hvad Læseren her faar, er altsaa hentet fra andre Kilder, det vil sige : fra Personer, som have staaet ham nær og haft megen Omgang med ham. Dog har han, naar jeg ved given Leilighed har spurgt ham om en eller annen af hans Livs Begivenheder har været saadan, som jeg har hørt det og udhævet for ham, altid stadfæstet Sandheden deraf.
Hermed vover jeg da endelig at overlade dette Forsøg til Offentligheden, idet jeg beder om en skaansom Dom, med Hensyn saavel til Sprog som Fremstilling.
– 9 –
Knudt Rasmussen
eller som han senere er bleven kaldt, Viseknudt, blev født i Aaret 1792, paa Gaarden nordre Nordgaarden i Svadsums Annex til Gausdals Præstegjæld, af Forældrene Rasmus Johannesen og Mari Olsdatter, der som simple Bønderfolk eiede og brugte denne Gaard.
Ifølge Provst Thaulows nedenfor indtagende Attest, blev han døbt i Svadsums Kirke første Juledag 1792.
I Barndoms- og Ynglingealderen led han jevnlig under en daarlig Helbred, hvilket i Forening med den Tids yderst lave Kulturstand blandt Almueklassen bevirkede, at han liden eller ingen Dannelse erholdt. Han lærte saaledes ikke hverken at skrive eller regne og kun daarligt at læse i Bog.
Men da hans Forældre var enfoldigttroende Kristne og usminket i Gudsfrygt, opdrog de denne, saavelsom deres 4 ældre Sønner, i de samme Grundsætninger, og da Knudt havde et særdeles Hang til det Religiøse, formentlig hendragen dertil formedelst hans svage Helbred, der ikke tillod ham hverken at deltage med sine Brødre i de forefaldende Sysler, eller at have nogen Glæde af Verdens Forlystelser og sædvanlige Ungdomsglæder, og hans Sind hendroges derfor tidligt til hans Gud of Frelser Jesum Kristum.
I Aaret 1805 blev han, med god Kristendoms
– 10 –
Kundskab konfirmeret, af den daværende residerende Kapellan i Gausdal, Pastor Struve.
Fra den Tid af og indtil Aaret 1818 levede han i Stilhed hjemme hos sin Moder — hans Fader var da allerede død –, havde megen Lyst til at arbeide, men hvori han hindredes ved hans slette Helbred, som paa denne Tid var end mere nedbrudt ved en svær Epilepsi eller Faldesyge, der saaledes medtog hans tilforn svage Kræfter, at man ikke havde stort Haab om hans Liv.
I Aaret 1818 forgik en mærkelig Forandring med ham, og fra denne Tid af blev den offentlige Opmærksomhed ham tilvendt i en noget overordentlig Grad.
Forfatteren tror ikke paa nogen rigtigere Maade at kunne fremstille denne Scene af hans Liv, end ordlydende at indtage en Optegnelse derom, som, ihvorvel Sprog og Fremstilling er daarlig, dog er forfattet af tvende af de bedste Gaardmænd i Svadsums Sogn, og hvoraf den Ene tillige var Skoleholder og Kirkesanger ved Svadsums Kirke.
Den lyder som følger :
“Her optegnes nogle Ord, som Gud ved sin ringe Tjener Knud Rasmussen Nordgaarden vil aabenbare.
Aar 1818, Søndagen den 7de Juni, var han i Svadsums Kirke, hvor den nye evangeliske Psalmebog blev brugt, hvilken han ikke taalede, men skjælvede og bævede ved hver Sang af samme Bog. Samme Dag
– 11 –
var han og en Gjæst ved Herrens Bord, og da maatte der synges af den gamle Psalmebog : Jesu søde Hukommelse. Strax derefter faldt han i Svimmer (formentlig enslags Afmagt eller Daanelse), hvori han laa til Gudstjenesten var næsten forbi, og da bar hans Brødre med Flere ham ud af Kirken.
Tredie Dagen derefter, som var Tirsdagen den 9de Juni, var han af Guds Aand tvungen og dreven til at gaa i Guds Kirke i Svadsums Annex i Gausdals Præstegjeld, hvor jeg Torger Hole (den ommeldte Gaardbruger, Skoleholder og Kirkesanger), Erland Melbø og Flere var med og tilstede i Kirken, og før han kom Kirken saanær, at han fik den at se, maatte han gaa bent mod Kirken, over Røser (steinrøyser/red.), Muradser (myr/red.) og usædvanlig Gang, og som han kom til Kirken, maatte der ringes paa Klokkerne efter Guds Aand og Naade, hvilket (?) den venstre Klokke ikke fik give Lyd, blev han befalet at læse en Bøn af den gamle Psalmebog om Syndernes Forladelse og siden Fadervor, siden faldt han i en Svimmer, og var der ham aandelig befalet i samme Stund, at der skulde synges 3 Psalmer (formentlig af den gamle eller Kingos Psalmebog) nemlig : Vor Gud han er saa fast en Borg, Herre Jesu Krist mit Levnets Lys, og siden : O store Gud vi love dig.
Da der var forbi med denne Sang og medens han laa i Svimmer næsten som død, sagde han : Gak ud fra mig af Templet; her skal jeg ligge i 2 Timer —
– 12 –
— og som han vaagnede, sad han paa Kirkegulvet og sagde til os som herefter følger .
“Det Første som befales mig, er Herrens Budords-Tavle, skal reen og uforfalsket staa og blandt os ret indprentes.
Det Andet som befales, er om den gamle Kirkebog, som er Apostlers Lære, hun, som er af Tempelen nedtraadt, befales mig indstiftet og ikke mere trædes ned; thi den som Mode bruge vil paa Guds Ords sande Lære; det er ikke tilladt af Gud, Gud vil ei saadant have.
Det Tredie som befales mig, er om de Helligdage, som udaf Lærdom er udslet (utslettet/red.) og udi Kirken glemmes. Se den, som dette brudet har, de ei af Gud sin Ære har, Gud selv Æren have vil, han har dem selv indstiftet.
Det Fjerde som befales er, om Landets Lov og Rette, Den ikke skal bortkastes her, men efter den I dømme.
Det Femte som befales mig, er om den Stads (stas/red.) og Mode, som Verden sig bepryder med og i Guds Øine hades. Se der var bedre Prydelse, naar vi kunde os bepryde, med Herrens Bud og Lærdomme og Hjerterne randsage, hvad Synd og Ondskab ligger der, og med Guds Aand os staffere, da faar vort Hjerte bedre Glands, end Verdens Stads og Ære.
Det Sjette som paabydes mig, er Bønnen flittig bruge, hver Aften og hver Morgen faa og prise Gud vor Skaber.
– 13 –
Det Syvende som paabydes mig, er Fiendskab det store, som nu blandt os har taget til, det skal af os bortkastes; som Aandens Brødre vi da maa iblandt hverandre vandre, saa skal vi glad af Verden gaa, naar Gud vil Sjelen kalde.
Det Ottende som bydes mig, er Børnene som plantes, dem skal vi lære flittelig og ikke det forsømme, med Herrens Lærdom flittig, som Gud os selv har givet.
Nu maa jeg Budet ende her, og Engle-Røst jeg skriver, som da han bad mig ikke ræddes for, men Alt det at fremføre, som han har i mit Øre ført, da jeg i Kirken svimret, mens han mig lagde ganske stiv jeg ingen Lem kunde røre. Jeg saa ham et med Øiet her, men det i Øret hørte; dem sagde, det var Englebud og byder mig at skrive. Vil de ei lyde Budet her, saa vil Gud sende Sværdet ned, med Pestilens og blodig Krig, saa de som Græs maa falde.
Disse Ord er befalet at sendes til Raadet i Kristiania”.
Saavidt gaar denne Optegnelse og ligger her for Læserens Blik, trængende til en skaansom Dom.
I et Tidsrum af omtrent 2 Aar fra denne Tid af, havde Knudt Rasmussen en Mængde Særegenheder ved sig; han kunde ikke have nogen Hovedbedækning paa, men gik med sit bare Haar i ondt og godt Veir, baade i og udenfor Huset; han kunde ikke røre ved Penge, Sølv eller Guld, ligesom han heller ikke kunde spise
– 14 –
og drikke af andre Kopper, end de, som vare af Træ og Glas.
Den evangeliske Psalmebog kunde han ikke tage i Haanden; men derimod havde han ingen Vanskelighed med Kingos og Guldbergs Psalmebøger, hvori han ofte sang Psalmer til sin egen og Andres Opbyggelse.
Naar han enten selv forsøgte eller Andre prøvede ham med saadanne, for ham forbudne Ting, saa fik han gruelige Krampetrækninger og hans Legeme blev ganske stivt. Han fremtraadte ogsaa nu som Bodsprædikant og holdt gudelige Forsamlinger eller saakaldte “Opbyggelser” i deres Huse, som ønskede det; da talte han Gudsord, advarede mod Synd og Laster, og opmuntrede sine Tilhørere til Omvendelse, Gudsfrygt og Dyd.
Under alt dette anvendte han meget hyppig Exempler og Anførsler af Bibelen, som han lod til at være vel bekjendt med, uagtet hans Boglæsning var saa daarlig, at han ikke kunde læse en Morgen- eller Aftenbøn af en Bønnebog, som han hver Dag brugte uden Feillæsning.
En stor Del Folk, især af de mindre Oplyste, betragtede ham med Forundring og etslags hellig Ærefrygt, da de troede i ham at se en Profet sendt af Gud, til Menneskeslægtens Frelse; Enkelte henfaldt saaledes til Svermeri.
Da han tillige begyndte at lægge Hænder paa Syge og Lidende, saa udbredtes snart Rygter om ham, der trak Folk til fra alle Kanter.
– 15 –
En gammel, Forfatteren bekjendt som troværdig Mand (Gaardbruger og forhenværende Skoleholder Gunder Olstad) har meddelt følgende forunderlige Begivenhed af Knudts Liv paa dette Tidspunkt :
“Da 2 Aar var forløbne fra den Tid Begivenheden foregik med ham i Svadsums Kirke, blev han sengeliggende i 40 Døgn, og da laa han bestandig med Benene i Kors, saa stærkt sammenpresset, at Huden brændtes paa det Sted de berørte hinanden, saa at man maatte lægge Linklude imellem dem.
Da de første 20 Dage vare forløbne, blev han paa en voldsom Maade, af en usynlig Magt, bragt ud af Huset og blev liggende under aaben Himmel ude paa Gaarden i 1 eller 2 Døgn — hvilket af Delene kan Meddeleren ikke bestemt erindre –, men saa blev det aabenbaret ham i Øret, at man skulde tage en vis bestemt Urt eller et Slags Græs, med Rod og Top, og lægge i hans Seng, saa skulde han faa ligge i Fred, hvilket skede saa.
Da de sidste 20 Dage vare omme, slap Benene pludselig fra hinanden og nu kunde han atter røre og bevæge sig, som før.
Fra den Tid af blev han mere og mere fri, fra adskillig Tvang, som han de 2de første Aar var underkastet”.
Øvrigheden og især den Geistlige, begyndte snart ar vende opmærksomme Blikke paa Knudt, sa Somme frygtede for, at han var en Bedrager og Andre en Svermer.
– 16 –
At han ikke var Bedrager, kom man dog snart efter; thi han havde Intet ved sig af Bedragerens Særkjende, idet han ikke eftertragtede hverken verdslig Ære eller jordisk Formue; han vilde nemlig Ingenting modtage af dem, som søgte ham.
Med desto fastere blev man i den Tro, at han maatte være en Religionssvermer, hvilket og kunde sees af en Attest, som blev ham meddelt af Sognepræsten i Gausdal, Provst Thaulow, da han i Aaret 1821 var flyttet til Frons Præstegjeld i Gudbrandsdalen, hvor han ved sine Brødres Hjælp havde tilhandlet sig en liden Gaardpart, af hvilke han nu, efter at have solgt den igjen, har et lidet Føderaad, hvoraf han lever.
Da denne Attest for en Del karakteriserer den Tids Opfatning eller, ialfald Udstederens Anskuelse af Knudt Rasmussen og hans ellers uforklarlige Væsen, saa vil jeg ikke tilbageholde den for mine Læsere, da jeg er i Besiddelse af en Afskrift deraf.
Her er den :
“Ungkarl Knudt Rasmussen Nordgaarden befindes i Gausdals Ministerialbog at være døbt i Svadsums Kirke den 25de December 1792, og efter Kommunionsbogens Udvisende kommunicerede han sidste Gang i samme Kirke den 25de Juli d. A. (1821/red.).
Han har i sine yngre Aar havt og har endnu tildels et svækket Nervesystem, som har forvoldt ham falden Syge, og foruden virket paa hans Sjels Kræfter saaledes, at han indbilder sig
– 17 –
og Andre, at han har overmenneskelige Aabenbaringer og et guddommeligt Kald til at fremtræde som andre Menneskers Lærer, uden dertil at have ordentlige Kald af Øvrigheden. Han er altsaa en Religions-svermer.
Naar jeg undtager det store Onde, som et saadant Svermeri sædvanlig forvolder, nemlig at en Mængde meget enfoldige og svagsindige Mennesker forføres til at tillægge Svermerens usammenhængende Snakken langt større Værd, end Indholden af de ordentlige og af vores kristelige Religion autoriserede Undervisningsmidler, — er Knudt Rasmussens Vandel — naar han vil aflægge den Lediggang og Omstreifen, han som Svermer tillader sig — upaaklagelig.
Han er nu indflyttet til Frons Præstegjeld tilligemed sin Moder Enke Mari Olsdatter Nordgaarden, hvilken, saavidt mig er bekjendt, har her opført sig vel, og kommunicerede sidste Gang i Svadsums Kirke den 4de Marts d. A.
Begge anbefales Guds Naade.
Gausdals Præstegaard, den 5te December 1821. Af mig som dette Steds Præst. H.H. Thaulow”.
Følgen af denne Opfatning af Knudt Rasmussens ualmindelige Væsen og Virken var, ar han tildels forfulgtes (Forfatteren har blandt Andet hørt, at Knudt engang blev greben i Fron for at føres til Lensmanden, men at de ikke kunde faa ham til at gaa i den Retning, da Krampetrækningen vendte ham om, hvorfor han lagdes paa en Slæde og fasthjuledes med 2de Orreb (rep av or/red.), som begge sprang op, da de kom noget paa Veien, hvorfor man da lod ham gaa. Knudt selv erklærede dette for Sandhed, da han engang af Forfatteren blev spurgt derom. Forf. Anm.), stilledes under Forhør, ja endog dømtes for
– 18 –
Kvaksalveri, fordi han havde meddelt nogle af dem, som søgte ham for Sygdomstilfælder, simple Husraad og anvist dem Brugen af Urter og Rødder, som han havde lært at kjende af Mangors Landapothek og andre medicinske Skrifter.
Disse Forfølgelser virkede saaledes paa ham, at han vanskelig kunde bringes til at foretage lange Reiser udenfor Hjemmet.
Han flakkede aldrig om af egen Drift, men kun naar Folk forlangte ham dertil, dels for at helbrede Syge, dels for at holde Husandagt eller Opbyggelser, og endelig for at opdage Vandaarer i Jorden, eller udvise, hvor man ved at grave Brønde, kunde være visse paa at finde Vand.
Denne sidstnævnte Egenskab, — Kundskab eller hvad man kan kalde det — , besidder han i den Grad, at han ofte er blevet hentet hid og did videnom, for at finde Vand, hvilket vistnok i Almindelighed har slaaet ind for ham, thi ellers havde man vel ikke vedblevet at benytte ham hertil saalænge og saameget.
Man har endog mange Fortællinger om, at han kan sige, hvor Vand er at finde, om han ikke kommer paa Stedet.
Blandt en Mængde saadanne Historier, tillades det mig her at anføre følgende : For
– 19 –
mange Aar siden kom en Mand til ham fra Vaage Præstegjeld i Gudbrandsdalen, og vilde faa ham med til at anvise Vand, som han manglede paa sin Gaard. Knudt, som da var syg, kunde ikke følge med, men sagde ham alligevel hvor Vand var at finde. Han gav først en nøiagtig Beskrivelse over Gaardens Beliggenhed samt Husenes indbyrdes Stilling til hverandre, og vedblev derpaa : “Du har et gammelt Fjøs staaende i vest for det rette Fjøset, hvorunder findes en god Vandaare. Du kan gaa fire Skridt indover Gulvet, optage nogle af Plankerne og grave 2 á 3 Alen i Jorden, saa finder du Vand“.
Manden gjorde saaledes, som Knudt havde sagt, og traf paa en stærk Vandaare, og fik en sikker Brønd.
I de sidste 14 á 15 Aar har han troet at skulde finde Sølværts i et Fjeld i Nærheden af Olstadgaarden, som kaldes Kjyrakampen. Et Interessentskab dannede sig, hvori han ogsaa selv var Deltager.
Man erhvervede Skjærpeseddel paa Anvisningen og begyndte at arbeide, dels ved Brænden og dels ved Minering, og kom langt ind i Fjeldet uden at finde nogen drivværdig Ærts.
Dette Forsøg har kostet Interessentskabet mange Hundrede — ja maaske Tusind Speciedaler, uden at have Andet til Gjengjeld, end en stor og rummelig Grotte i Bjerget. Man har nu for nogle Aar siden opgivet dette Foretagende, uagtet Knudt endnu paastaar,
– 20 –
at Metallet vist vil findes, naar man kommer langt nok ind i Fjeldet (ved Mineringen stødte man af og til paa glindsende Dele i Bjerget, hvoraf man foreviste Noget til Mineralogerne paa Espedals Nikkelværk, som erklærede det for Svovlkis. Interessentskabet maa vel kunne undskyldes, om det ikke satte altfor stor Tiltro til saadant Udsagn, da man let kunde tænke sig Muligheden af, at Englænderne selv kunde have Lyst til at faa Fingre i Sølvet, hvilket ikke kunde ske førend Driften blev opgivet af nærværende Interessentskab. Forf. Anm.); men det synes nu, at de ikke længere saa ubetinget stoler paa hans Bjergmands-Dygtighed, der i saa lang Tid har opretholdt deres Haab og styrket dem i deres Udholdenhed.
Han taler ellers meget om Sølvaarer eller Gange, som han antager skulle løbe, tildels langs igjennem den Fjeldryg, som skiller dette Præstegjelds Dalstrøg fra hinanden, og dels tvertover Dalstrøgerne med fortsat Løb paa den anden Side af Dalen; men da endnu intet Resultat er kommen tilsyne af hans Virksomhed i denne Retning, saa bliver hans Udsagn om saadanne Ting ikke mere paaagtede.
For 11 á 12 Aar siden havde Knudt det store Uheld, ved et Fald at brække sit ene Laarben, af hvilken Skade han blev sengeliggende henimod 2 1/2 Aar, og fra den Tid af slæber han sig langsomt frem ved Hjælp af et Par Krykker, hvorhos hans i alle Henseender daarlige Konstitution oftere paadrager ham svære Sygdomme, hvoraf han efter Udseende Mangengang har været nær Døden.
Uagtet de fleste af hans Særegenheder forlængst have forladt ham, kan han endnu aldrig bruge nogen Hovedbedækning, men ude saavelsom i Huset ser man ham kun med hans lange, tilforn mørke, men nu graa Haar, flagrende vildt omkring hans lange grove Ansigt og de skjæve stærkt skjelende Øine, hvilket alt tilsammen ikke danner nogen smuk eller tiltrækkende Figur; men desto behageligere overraskes man, naar i en Samtale
– 21 –
hans livlige Aand snart fremtræder i skjemtsom Munterhed og atter afvexler med religiøst Alvor, saaledes, at man ikke saa let bliver kjed af at underholde sig med ham.
Uagtet, som før sagt, Knudt Rasmussen nu ikke længere udskiller sig fra andre Mennesker ved mange Særegenheder, besøges han dog ofte af Reisende fra Landets forskjellige Kanter og fra Grændsebygderne i Sverige. Mange af disse tro at finde Hjælp hos ham. Disse Reisende ere ikke altid selv Lidende af Sygdom, men Mange gaa for andre Syge, som udstyre dem med Niste eller Reisepenge samt Underretning om Sygdommens Beskaffenhed, hvilken Underretning de da meddeler Knudt, og erholder igjen af ham en Forklaring om Aarsagen til Sygdommen, samt om Tiden og Stedet, paa hvilke de har faaet den.
I Almindelighed faar de da en Instrux om Forholdet og Maaden, hvorpaa de kan blive af med Sygdommen. Undertiden træffer det ogsaa, at han lader dem vide, at kun Døden kan skille dem ved deres Onde.
Under enhver Omstændighed lægger han dem alvorlig paa Hjerte, at ikke han, men alene Gud kan hjælpe dem, og formaner dem til at henvende sig til Ham med Bøn og Paakaldelse, — og dersom han finder det gavnligt, vil han give dem Helbred og et længere Liv.
Hengivenhed i Guds Villie og Tillid til hans Godhed, Visdom og Barmhjertighed, anbefaler han baade først og sidst.
Det hænder ofte, at Knudt har Vanskelighed med de Syge, som søge ham; thi naar han skal beføle deres Legeme, saa faar han svære Krampetrækninger og skjærer Tænderne sammen, og naar saadant indtræffer, saa paastaar han, at de har søgt Signekjærringer og tror paa Signeri og saadant overtroisk Væsen istedetfor den sande Gud, — og da kan de nok vente en skarp Formaningsprædiken.
Da Knudt Rasmussen ikke selv eier noget Hjemsted, har han stedse boet hos Ander, og paa forskjellige
– 22 –
Steder. Medens hans Moder levede boede han altid hos hende, indtil han kjøbte den ommeldte Gaardpart paa Fron, hvorhen han da flyttede tilligemed Moderen.
Efter noget over et Aars Ophold der, solgte han Gaarden og flyttede atter til sit Fødested, nordre Nordgaarden.
Efter Moderens Død flyttede han til Gaarden søndre Olstad, hvor han boede ca. 8 Aar; da Arbeidet var begyndt i Kjyrakampen flyttede han til Me-Gaarden Olstad og derfra til Gaarden Næsset i Svadsum, hvor han forblev i mange Aar.
I de sidste 10 á 12 Aar bor han paa en Plads, tilhørende Gaarden Næsset, hos sin Broder Hans Erlandhuset, hvor han har bekostet opført en liden Stuebygning, som han selv eier.
Mange og forskjellige Meninger og Domme har været udtalte om Knudt Rasmussen og hans særegen Væsen, saavel i offentlige Blade som paa andre Maader : Nogle have antaget ham for Bedrager; Andre — deriblandt Udstederen af den ovenfor indtagne Præsteattest — have antaget ham for en Religionssvermer.
Den, som personlig kjender Knudt Rasmussen og har havt nogen Omgang med ham, vil let skjønne, at ingen af disse Domme passe paa denne Mand. Han er en meget alvorlig Kristen, og vil som Saadan, ikke for alt i Verden, bedrage Nogen med Villie og Vidende.
Vel har der været sagt — jeg tror af en Indsender i Skillingsmagazinet, for mange Aar siden — at de Folk, Knudt bor hos, skal modtage Betaling af dem , som søge ham. Men enten maatte Indsenderen være feilagtig underrettet, eller han skrev, hvad hans egen smudsige Karakter indgav ham; thi saa slette Folk har Knudt aldrig boet hos, at de have modtaget Gaver af de Besøgende paa hans Regning.
Nei ! han tragter ikke hverken efter jordisk Ære eller Formue, og frikjendes let af Alle, som kjende ham, fra at være Bedrager. Det er rigtignok Forfatteren bekjendt, at Knudt engang erholdt som Gave af Bogbinder Barlin fra Christiania en
– 23 –
Huspostille, men hermed var Sammenhængen følgende : Da Knudt hørte, at den Besøgende var Bogbinder, spurgte han, om han kunde skaffe ham Vallins Huspostille for sædvanlig Boglade-Pris, hvilket Barlin lovede, og sendte senere Bogen, men med det bestemte Ønske, at Knudt vilde modtage den som Gave, hvilket han da gjorde, men beklagede sig senere herover, da han syntes det var urigtigt.
Læseren venter maaske til Slutning, at faa nogen Oplysning om Beskaffenheden af Knudts mystiske Væsen, eller hvorfra han har denne sin Visdom.
Hertil kan Forfatteren blot svare, at den, som har anskaffet sig denne lille Bog for dette Øiemed, han vil finde sig skuffet; thi ligesaalidt som han i denne Henseende har lover Noget, ligesaalidt tror han sig istand til at afgive nogen grundet Formening om denne Ting, og har derfor kun berettet, hvad han af ham og om ham har seet og hørt, forsaavidt som det antages for sandt, paa det at Andre, som tror dertil at besidde de fornødne Egenskaber, kan forsøge sig i en saadan Bedømmelse af Viseknudt.
Det i Forordene lovede Brev indtages her og er saalydende :
Efterat Brevskriveren har takket for den tilsendte Bog, vedbliver han saaledes :
“Det fornøier mig særdeles at erfare, at Du saa nøiagtigt har udsøgt de vigtigste Tildragelser, som ere os bekjendte om Knudt Rasmussen. Hverken jeg eller nogen Anden kan — saa tror jeg — tiltro sig den Forstand at kunne tilstrækkelig bedømme denne Mands Væsen eller Virken. — Jeg har endnu en Historie at tilføie, som endelig skulde været med, men det er nok min Skyld at den ikke er bleven optaget i Bogen.
I Aaret 1826, sidst i Juni Maaned, skulde en liden Dræng, 7 á 8 Aar gammel, fra en Plads under Gaarden øvre Børve i Svadsum, gaa til en Sæter, kaldet Nysæteren, for i en liden Flaske at hente hjem
– 24 –
lidt Mysu (Valle). Paa Hjemveien mødte ham — efter hans Sigende — en stor Hund, men som formodentlig maa have været en Ulv, da der ikke fandtes nogen saadan Hund i Distriktet. For denne gik han af Veien, og da Veiret var mørkt, fandt han den ikke igjen, men forvildet sig i modsat Retning ned i en dyb Dal, kaldet Dørdalen, og blev saaledes borte i 4 á 5 Døgn.
Forældrene, med mange Flere, søgte Dag og Nat efter ham.
En Søndagsmorgen samledes 29 á 30 Mennesker, hvoriblandt jeg og mange Andre fra Olstadgaardene, for at søge efter Barnet. Knudt Rasmussen var da tilkaldt og vi samledes med ham paa en Plads ovenfor Gaarden Snertingdalen.
Førend vi gik fra Stedet, holdt han sin sædvanlige Morgenandagt, og bad inderlig til Gud, at vort Forehavende maatte lykkes, saa vi maatte finde, hvad vi søgte. Vi gik da i spredt Kjede og Knudt udstrakte sin høire Haand, for at angive den Retning vi skulde gaa, men som var stik modsat mod den Kant, hvor vi troede Barnet kunde findes.
Da vi vare komne i Bunden af Dalen, kom et hæftigt Regnskyl, saa vi maatte over Elven for at søge Ly mod Regnen i en Hølade. Efterat dette var overstaaet, spurgte vi Knudt, i hvilken Retning vi skulde fortsætte Eftersøgningen, hvorpaa han pegede med Haanden over Elven i Nordvest i det han sagde : “gaar det efter mine Følelser, skal han ikke være langt borte herifra”.
Da vi igjen vare komne over Elven og havde spredt os, fandtes først den lille Flaske og strax derpaa Drengen, siddende under en stor Gran paa hvilken Kvistene hang ned til Jorden. Han var iført blot Skjorte og Buxer.
Strax gjordes Anskrig : “Drengen er funden !”
Aldrig har jeg, i mit Liv, seet saa mange glade Ansigter og straalende Øine, som her viste sig hos de samlede Søgende”.