– født Anker – holden paa Bogstad d. 25de Juni 1849 af P.A. Jensen; trykt i W.C. (Wilhelm Christian Keilhau) Fabritius Bogtrykkeri; sidene 3 – 13 :
Joh. Aab. 14, 13.
«Salige ere de Døde, som døe i Herren ! Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem».
Naar Kirken griber ind i de menneskelige Anliggender, det være med Ord eller i Handling, da skeer dette i en anden Aand og under andre Former end dem, Verden vælger; Kirken seer med et ganske andet Blik, prøver efter et heelt andet Maal og dømmer derfor ogsaa efter en anden Lov end den, der gjør sig gjældende i Verden.
Hvis ikke, – med hvad Ret stod da jeg her, ved denne Baare, hvor langt andre Stemmer, rigere og vægtigere end min, skulde høres ? hvor Alt, hvad Sproget eier som Udtryk for de høieste og reneste Tanker, maatte bringes i Anvendelse, hvis Billedet, som det her gjælder om at udkaste, blot nogenlunde skulde gjengive den ædle Skikkelse ?
Men jeg, mine Tilhørere ! jeg staaer i min Mesters Navn og i Kirkens Tjeneste; jeg tør ikke engang bruge de Midler, som Verdens Viis-
– 4 –
dom og Kunst ellers maaskee turde yde mig; Hver fanger Sit; men Kirken skiller ikke og giver ikke efter Stand og udvortes Vilkaar; den udtaler eet og samme Ord over Alle, som fare herfra : «Hvad et Menneske saaer, det skal han og høste»; – kun naar den bringer til Hvile en ret trofast og elskelig Arbeider ved det store Viinbjerg, hvisker den med en Røst, lig hiin sagte, venlige Lyd, hvori Jehova var : «salige ere de Døde, som døe i Herren ! Aanden siger, at de hvile fra deres Arbeide, men deres Gjerninger folge dem efter».
Over Hende, som her hviler, skal denne Forjættelse hviskes : «Salige ere de Døde, som døe i Herren !» Men, mine Elskelige ! kun den døer i Herren, som først har levet i Herren; thi det er Gjerningerne, som følge os efter.
Tør vi, lukkede, saa at sige, inde med den Afdøde, som midt i Stilheden, der omgiver os, synes at tale med en saa gjennemtrængende Magt til vor Sjæls Inderste, unddrage os fra at lytte til, hvad der tales ? Der ere Røster nok, som tale, ogsaa i Verden : Herren har ikke ladet sig uden Vidnesbyrd, og disse minde ikke blot om en guddommelig Magt, men ogsaa om en menneskelig Forkrænkelighed; men i Verden, hvor der tales saa meget, der høres jo atter saa lidt, og mindst af Alt gives et Vidnesbyrd Rum, der, som hiint, baade dybt maatte krænke og bittert kunde saare.
Her er det anderledes ! her, i Dødens Hal, ere alle andre Syner forsvundne, alle, paa dette tause Vidne nær, der synes at tilraabe os : «Se til mig! selv det Ædleste og Skjønneste maatte forgaae !» – O, dvæler et Øieblik ved disse Ord ! det maatte forgaae, selv det Ædleste og Skjønneste – se, her er Vidnesbyrdet ! Og det er ikke det eneste. Forkrænkeligheden træder os imøde fra hver Vraa, lig en usalig
– 5 –
Aand, der selv ingen Ro har og jager Ufred og Skræk ind i alt Levende, som den møder.
Det er, som om netop det Værdløse og Livløse her havde Bestand, medens det, som gav Liv eller idetmindste gav Livet Værd, var undergivet Forkrænkelighedens Magt.
De blomstre som før de gamle, løvrige Lunde, hvorunder de ranke Skikkelser have vandret; men de Ædle selv – de ere forsvundne ! Haller og Gemakker, Billeder og Tegn, de vedblive; men de bolde, ridderlige Mænd, og de tugtige, blomstrende Kvinder, som gav al denne Herlighed sin Glands, de ere borte, de ere vandrede herfra, ligesom Hun, den Ædleste i sin Slægt, til hvis Liv de skjønneste og rigeste Minder knytte sig, nu skal følges fra sine Fædres Hjem didhen, hvorfra Hun ikke mere vender tilbage.
Her staae vi, mine Andægtige ! ved det Sønderknusende i vor Lod; vi staae og vi standse, thi hvorhen naaer Blikket videre ? Veien taber sig i det mørkeste Dyb, og – «naar en Mand døer», klager Hjob (Job/red.), «mon han da mere skal leve igjen ?» Men her netop begynder Kirken sit Hverv: den standser ikke, den svimler ikke for det sorte Dyb, den henter Faklen fra Lysets evige Rige, holder den ind i Gravkammeret og figer : «Den Døde er opstanden ! han er ikke her; seer Stedet, hvor de lagde ham !»
Altsaa ikke her ? men dog vel eetsteds ? Opstanden, – altsaa dog vel fra Død til Liv ? men er det til Liv igjen, o, saa er det ogsaa til fornyet Virksomhed, til Udvikling i Kraft og Herlighed netop af de Evner, som under Timelighedens Vilkaar, midt i deres skjønneste Flor, blot levede et Skyggeliv imod Livets Herlighed hisset.
Saa forgaaer da ikke det Ædleste; det gaaer kun over til et hjemligere Land ! Jordens viseste og bedste Mænd og Kvinder – de døe;
– 6 –
men de døe til Salighed, thi de have levet i Herren ! De have arbeidet deres Dagværk til Ende; nu skjænkes dem Hvilen ! de have kjæmpet den gode Strid; nu fange de Lønnen som Jesu Christi Stridsmænd !
Pilegrimmene have naaet Maalet; de have vundet frem – ikke til Christi Grav, men til den gjenopstandne, til den himmelfarne Herre og Mester selv, som ved Faderens høire Haand deler med ham og uddeler til Hver, som bar sit Kors efter ham, sin himmelske Faders Magt og Ære.
Deres Gjerninger følge dem efter, – ikke Markerne, de have dyrket, Bygningerne, de have opreist, Rigdommene, de have samlet, Værkerne, de have fuldendt; men hvad der i alt Dette var Aanden, den Troskabens, Retfærdighedens, Viisdommens, Kjærlighedens og Taalmodets Aand, som i de ydre Aabenbarelser fandt sit levende Udtryk, den følger med dem og bereder dem histoppe et Sted i den himmelske Faders Huus med de mange Værelser.
O, de gaae ikke engang herfra ! Livet og Jorden eiede saa meget, som de elskede og som fortjente at elskes; troe I, at dette have de forglemt eller at dette have de forladt ? at det Kjærlighedens Baand, som her knyttede dem saa ømt til Frænder og Venner, er overskaaret hisset ?
Langtfra ! de omsvæve os, de salige Hedenfarne ! de velsigne vor Gjerning i Gud, jevne vore Stier og lette vore Byrder; de mildne vore Taarer og hellige vore Glæder; de bringe vore Bønner ind for Barmhjertighedens Throne; thi hisset ere de blevne vore gode Engle, som hver Dag see den himmelske Fader Ansigt til Ansigt ! Nei, de gaae ikke herfra; vi slippe dem ikke ! Hvad de have virket, gaaer til os i Arv; hvad de have talet, bliver en frugtbar Udsæd; Aar efter Aar bringer den en velsignet Høst af Viisdom og Forstand;
– 7 –
thi Sønnen fornemmer endnu den forstandige Faders Raad, den kjærlige Datter hører endnu den salige Moders Røst, naar hendes Sjæl tvivler og vakler; de Fattige glemme ikke sin Forsørger, de Lidende ikke sin Husvaler, Enken ikke sin Trøst, og de Moderløse ikke sin Moder.
Salige ere de Døde, som døe i Herren ! De leve hist, hvor deres Gjerninger følge med dem; de leve her, hvor deres Gjerninger blive efter dem; det Gode forgaaer ikke : hist er det blevet en Blomst i Paradisets Have, her er det blevet et Frø til Velsignelse for mange kommende Slægter.
Den Døde, som hviler her, – kunde hun vidne lydeligt, da vilde hun tiljuble os : «Salige ere de Døde, som døe i Herren !» thi hun havde levet i Herren.
Kirken er Sandhedens Rige, og en Kirkens Tjener tør kun tale Sandhedens Sprog; ofte staaer han da, naar det fordres af ham, at han skal stille Billedet af den Døde paany frem for de Levende, fattig paa Ord, fordi hans Gjenstand var fattig paa Aand; stundom, – men o hvor sjeldent ! hænder ham det Modsatte : det Ædle, det Store og Rige, som han skal afbilde, overvælder ham, og han staaer fattig paa Ord, fordi Ordet ikke rummer Aanden.
Men jeg unddrager mig det Hverv at gjengive Eder Billedet af Eders elskede Hedenfarne, mine Tilhørere ! jeg overlader det til en dygtigere Haand, til et Sted og en Stund, hvor Kunsten og ikke Kirken har Ordet.
Landets ædleste Kvinde er død, – heri, i denne Klage og i dette Visnesbyrd møodes vi Alle; det høres fra Kirken og fra Verden, fra Thronen og fra Hytten, fra den fjerneste Strandkant i Vest til Broderrigets østligste Grændse.
Men Kirken giver dette Vidnesbyrd i en anden Aand end Verden, Betleren end Fyrsten, og de, der vare knyttede til den Afdøde med
– 8 –
Familielivets inderligste Baand, i en ganske anden Betydning end de, der kun paa fjernt Hold, kun middelbart havde Deel i hendes rige Virken.
Landets ædleste Kvinde vil sige noget meget meer end den nobleste, den rigeste, den meest dannede. Ved Hoffet, hvor Kjernen af begge Rigers fornemste Familier giver Thronen en værdig Glands, vil klages over Tabet af dets ædleste Perle; Alle, der veed at skatte Aandens og Yndets Magt, og som i denne rige Personlighed fandt begge saa lykkeligen forenede, ville i denne Betydning sukke : Landets ædleste Kvinde er død; og de, som erkjende den sande Adels Præg netop i den Kunst ikke at stille Adelskabet tilskue, ville kalde hende den ædleste Kvinde, fordi hun var den simpleste og den sandeste; men andre, langt andre Fortrin kræver Kirken af den, som den skal give Navn af sin ædleste Datter : den spørger ikke om, hvad Ry hun vandt i de høie Sale, men hellere om, hvad Navn hun fik i de lave Hytter; ikke derom, med hvilken Lethed hun vidste at røre sig i et luxuriøst Livs brogede Tummel, men hellere om, med hvilken Inderlighed hun sluttede sig til det ydmyge Huusliv; ikke om, med hvilken Anstand hun bar det funklende Diadem, men hellere om, med hvilket Taalmod hun bar sin Mesters Kors.
Hjælper mig dog, I sorgende Frænder og Venner af den ømmeste Moder, den mildeste Hustru, den elskeligste Kvinde, hjælper mig til at vidne : hun var Alt, hvad en Kvinde kunde være ! Ak, vi formaaede ikke engang, saalænge hun endnu dvælede iblandt os, at sammenfatte Alt, hvad hun var; det er først nu, da Tabet er fristet, at vi erkjende dets Uerstattelighed og deri ogsaa Værdet, af hvad vi i Hende engang besad.
Histoppe – der møder hun dem, som kunne vidne baade om og for hende. Hiin gamle Fader,
– 9 –
ved hvis Navn og hvis Glands saa mange af de endnu levende Slægters Minder elske at dvæle, hvad har ikke han at tilhviske denne Datter, som, skjøndt end kun et Barn, da hun mistede sin Moder, snart blev den vivløse Mand Blomsten og Perlen i hans Hjem ?
– og de To, hvis Kiste hun da ogsaa skulde lukke, den ridderlige Ægtefælle og hiin fagre, kjærlige Datter, som nu hviler op til Begges Bryst i Gjensynets Salighed, – o de have erkjendt, de have nu takket hende for Alt, hvad hun var dem !
I, hendes gjenlevende Børn og Børnebørn, hvem hun fra fjerne Kanter i og udenfor Landet med moderlig Ømhed just nu havde samlet om sig, for i Kredsen af sine Elskede, i dette hendes Yndlingshjem, hendes uforligneligt deilige Bogstad, at nyde endnu engang i fulde Drag al den Lykke, Natur, Hjerte og Aand kunde skjænke, I kom kun, for ved hendes Sarkophag at begræde, hvad I tabte !
Men disse barnlige Taarer ere Perler i hendes Mindekrands, og hun tilsmiler dem fra sin Himmel ligesaa mildt, som hun fordum tilsmilede Eders barnlige Glæder; hun seer i hver et Vidnesbyrd om, at hun for dem, som hun elskede høiest, for sine Børn og sin Slægt, ikke har levet forgjæves. Nei, hun har ikke levet forgjæves ! hun var et af disse hulde Væsener, som, hvor de aabenbare sig, kaste ligesom et Lys omkring sig, der drager Alt, hvad de elske, ind i deres magiske Kreds, og ikke slipper de Kjære, før de have meddeelt dem ligesom et Skjær af deres egen Glands; Saadanne ere just, hvad vi kalde, de lysende Exempler i Livet.
I have seet hende hos Mand og Børn; naar saae I en mildere Hustru, en ømmere og klogere Moder ? I have seet hende blandt Tyende og Dagleiere : have I Intet lært hende af, I Kvinder
– 10 –
af hendes Slægt ? ikke det engang, at Kjærlighed vinder Gjenkjærlighed, og at selv den Ringestes Velsignelser gjorde hende, den rige, lykkelige Dame af Verden, endnu rigere, endnu lykkeligere ?
Ja, I have seet hende, I Lykkelige, som stode hende nær i Livet ! I saae hende ogsaa, da Herren havde lagt hende Korset paa; men aldrig maaskee, nei aldrig saae I hende storre og ædlere end netop da.
Vistnok – der ere Mange, der have lidt som hun; hun var ikke den Eneste, der mistede en trofast Ægtefælle og sin eneste Datter næsten paa engang; hun var ikke den Eneste, som i Snese Aar bar paa en skrøbelig Larve for den rigeste Sjæl; men de ere ikke Mange, der, ydmyge som hun, have bøiet sig under den stærkere Haand, ikke Mange, der, gudhengivne som hun, have fundet den himmelske Honning paa Bunden af det jordiske Malurtbæger.
Hun fristede det Haardeste, en dannet Aand kan friste : hun følte, hvorledes et Slør lagde sig tættere og tættere for hendes Sjæl, hvorledes det rene og rige Tankeliv, hvorover hun før havde raadet, trak sig mere og mere sammen og truede med at svigte, endnu før Legemets Liv havde gjort det sidste Pulsslag; men hun knurrede ikke, hun fortvivlede ikke; hun bad kun Gud om Eet, derom, at han vilde lade hende fare hen i Fred, medens hun endnu mægtede at takke ham baade for hvad han gav, og hvad han tog. Hendes Bøn er bleven hørt; hun er faren hjem med Fred til sine Fædre; nu varmes hun af en skjønnere Sol; nu svæver hendes Aand blandt lifligere Syner; nu løser hun den evige Gaade, hvortil hun allerede her i Livet saa troligen havde forberedet sig.
Men vistnok ! naar Himlen vinder, da taber Jorden,
– 11 –
og hvor – o, at jeg ogsaa her maa tale Sandhedens Sprog ! hvor var Mængden af de Tabende vel nogensinde saa stort, som netop ved denne Kvindes Kiste ?
Her have Børn tabt en Moder, Slægtninge en Frænde, Venner en Veninde, alle Grander den klogeste, villigste og utrætteligste Raadgiverinde; men dette, Tabet af alle dem, hvor stort det ogsaa kan være, hvad Betydning har det imod alle hine, hvem hun i Løndom og aabenbar paa engang var Alt, Moder og Frænde, Grande og Ven, Trøster og Naadgiverinde ? mod alle de Tusinde, hvis Hunger hun stillede, hvis Nøgenhed hun klædte, hvis Taarer hun aftørrede, hvis Byrder hun lettede, hvis Tvivl hun opklarede, hvis Hytter, fulde af Jammer og Graad, hun forvandlede til Himle med Smiil og med Velsignelse ?
Ja, I Fattige og Lidende ! I Gamle og Hjælpeløoe ! I have tabt meest; hun kommer ikke meer med lette Fjed, lig Barmhjertighedens Engel, til Eders Hytter, at spørge til Eders Vel, kjærtegne Eders Børn, pleie Eders Syge, stille Eders Tvistigheder, at udstrøe Fredens og Glædens Sæd i Eders Hjem og Eders Hjerter.
Hvor er vor Moder ? spørge Eders Smaa; men – Moderen er nu borte for evigt ! Hvor bliver hun af dog, vor gode Engel ? klage de gamle Børn, som ikke længere ere modtagelige for det Nye, hverken de nye Glæder eller de nye Sorger; men ak ! de kunne klage længe og hun kommer dog ikke ! Nei hun kommer ikke, men hendes Aand hviler over de Steder, som hun har indviet, den lever i de Børn, som hun ved sit eget Bryst lærte at elske Menneskene, ligesom hun selv elskede dem.
Sørger da ikke som de, der intet Haab have, I, som i hende fandt mere, end i den Moder, Naturen skjænkede Eder !
– 12 –
ikke blot hendes Gods, ogsaa hendes Aand gik i Arv til hendes Slægt; thi øverst i sit Testament, det, som hun indskrev dybt i villige Hjerter, satte hun med gylden Skrift : «Jeg indsætter mine Sønner og Døttre til de Fattiges Fædre og Mødre».
Mine Tilhørere ! mit Hverv nærmer sig sin Ende; jeg maa ende, om ogsaa Æmnets Rigdom opfordrede mig til at tale endnu i mange, mange Timer. Kun Fred endnu vil jeg lyse over den Hedenfarne, og saa medgive hende den sidste Hilsen fra et Sted, som hun elskede saa usigelig høit, fordi her var Hjemmets Duft, her var for hende alle Minders, alle Drømmes, alle Glæders Trylleverden, her var hendes Vugge sat, her ønskede hun ogsaa for sidste Gang at see Guds Sol sænke sig over de gamle Løvkroner.
Kirkens helligste Fred, vor Herres Jesu Christi Fred være da over din Slummer, indtil Livets og Dødens Herre kalder dit forkrænkelige Støv frem til Uforkrænkelighed !
Du hvile luunt ved din Huusbonds Side, indtil I engang, Haand i Haand, vandre frem for Barmhjertighedens Throne ! Farvel, du ædle Kvinde ! Farvel fra Landets Fyrstehuus, fra Alt, hvad begge Riger eie af Glorværdigt og Ædelt !
Farvel, du ømme Moder, du kjærlige Frænde, du trofaste Veninde ! Farvel fra alle dem, som du lærte at elske, næsten at tilbede dig !
Farvel du fromme Kvinde – og det skal være dit skjønneste Eftermæle ! Farvel fra hiin store, fattige, sørgende Familie, som du erhvervede dig ikke ved Blodets, men ved Kjærlighedens Magt !
Farvel fra Kirken, hvis ydmyge Datter du var ! Farvel fra denne Menighed, som i dig saa sit levende og lysende Mønster ! Farvel fra os Alle ! Vi følge dig paa
– 13 –
din Flugt til de salige Boliger ! o bed, bed for os, at vi engang maae værdiges at følge dig didhen og arve med dig og alle de Udvalgte den Livets Krone, som er henlagt for Alle, der, ligesom du, forbleve trofaste indtil Enden !
Amen.
