Toggle search modal
Close

«den norske kirke ved aarhundredeskiftet» (ved overgangen fra det 18. til det 19. århundret)

– et viktig avsnitt om de kulturelle strømninger den norske kirke stod oppe i ved 1800-sekelets begynnelse – her er interessant trekk dekket av H.G. Heggtveit boken : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»; Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905-1911;

– fra sidene 1 – 19 :

Den norske Kirke ved Aarhundredeskiftet.

Indledning.

For bedre at kunne forstaa de Kampe og Bevægelser, som har gjennemrystet den norske Kirke i det nittende Aarhundrede, er det nødvendigt at kaste et flygtigt Blik paa Slutningen af det attende Aarhundrede og dvæle lidt ved den Tankeretning, som kaldes Rationalismen, der da gjorde sig saa stærkt gjældende og gav Tiden sit eiendommelige Præg.

Den har faaet sit Navn af «Ratio», Fornuften, fordi den lader denne faa en stor og uberettiget Indflydelse i Troessager.

Den ikke alene søger at tilegne sig det, som Gud har aabenbaret os, men undersøger, prøver og dømmer den guddommelige Aabenbaring, ja kritiserer igrunden Gud selv, hans Ord og hans Gjerning.

Den har sine dybe Rødder i hint bekjendte Ord : «Skulde Gud have sagt» (1 Mos. 3, 1); det attende Aarhundredes Rationalisme begyndte egentlig i England med de saakaldte Deister (C. Brun, Opysningens Tidsalder. Christiania 1886. Dr. K.F.A. Kahnis, Protestantismens indre Gang. Oversat af Stian Vemmestad. Christiania 1894. Side 275 flg.).

De udfoldede den frie Tænknings Fane paa alle Omraader og optraadte særlig mod Orthodoksiens Autoritetstro og Tvang og krævede, at Natur og Frihed maatte komme til sin Ret. De nægtede den aabenbarede Religion og holdt sig kun til den naturlige. Hovedsummen af deres udvandede Kristendom er Gud, Dyd, Udødelighed. Men deres Gud er væsentlig et «Forsyn», der har et vist Tilsyn med og Indflydelse paa vor Skjæbne, deres «Dyd» et Produkt, som man selv væsentlig kan frembringe, og som Forsynet pligtskyldigst har at belønne, deres «Udødelighed» en Sjælenes fortsatte Liv i Lyksalighed i den tilkommende Verden, omtrent som de gamle vise Hedninger Sokrates og Platon tænkte sig det.

Disse saakaldte rensede og afklarede Religionsbegreber gik saa en Tid sin Seiersgang gjennem Europa. De fandt først villig Indgang i Frankrige og fik en Række begeistrede, mere eller mindre aandfulde og dygtige Talsmænd.

– 2 –

Blandt disse mærkes den begavede og vittige Voltaire (1694—1778), som ærede i Jesus «en jødisk Deist» og var fræk nok til at sige : «Hvor, spørger jeg, findes der i det gamle eller nye Testamente en eneste Begivenhed, som ikke er laant fra den gamle Mythologi ?» (Kahnis, Protestantismens indre Gang. Side 282-283. Herman Hettner, Frankriges Literaturhistorie i det attende Aarhundrede. Paa dansk ved H. Schwanenflügel. Kjøbenhavn 1876. Side 145 flg.)

Endnu mere betydningsfuld blev den geniale, men letfærdige Jean Jacques Rousseau (1712—1778), berømt som Tænker, Samfundsreformator og Opdrager. Han har maaske mere end nogen anden i sin Samtid udbredt den naturlige Religions Grundsætninger; men hans Beundring af Naturen gik over til Naturalisme og hans Begeistring for Friheden paa alle Felter til Tøilesløshed (N. Hertzberg, J.J. Rousseau, Christiania 1893. H. Höffding, J.J. Rousseau og hans Filosofi. Kjøbenhavn 18967. Vilh. Sommerfeldt, J.J. Rousseau, Christiania 1906. Hans berømte Værk : Emil eller om Opdragelsen, paa danske ved Vilh. Malling. Aarhus 1897).

Fransk Fritænkeri udbredte sig snart til Tyskland og fandt især ved Universiteterne og Fredrik den Andens Hof (Kahnis, Protestantismens indre Gang. Side 286 flg.) Arnesteder, hvorfra det spredte sig videre og videre, indtil det efterhaanden havde gjennemsyret alle Samfundslag.

Dette tyske Fornuftsvæsen bar forskjellige Navne efter sin særegne Beskaffenhed; men deri var alle Arter lige, at Forstanden fik mere at sige paa Kristendommens Omraade, end den skulde. Det ligger udenfor dette Arbeides Plan at opregne og skildre de forskjellige Afskygninger af det tyske Fritænkeri, der enten havde et filosofisk Præg, eller fremtraadte i den lærde Theologis Former eller viste sig i en for Folket tiltalende Skikkelse (C. Brun, Rationalismen i dens historiske Sammenhæng. Christiania 1891).

Paa Grund af det aandelige Afhængighedsforhold, hvori de forenede Riger Danmark og Norge især i denne Tid stod til Tyskland, kom denne nye Aandsstrømning til os hovedsagelig fra denne Kant.

Som paa saa mange Omraader blev Ludvig Holberg (1684–1754) Banebryderen og den nye Oplysnings utrættelige og talentfulde Talsmand, om han end repræsenterer den i en stærkt afbleget Skikkelse (Smith, Ludvig Holbergs Levnet og populære Skrifter. Kjøbenhavn 1858. L. Daae, Ludvig Holberg. Christiania 1886).

Født i Bergen med dens rige og lette Forbindelse med de store Kulturlande var han selv i flere Henseender en kosmopolitisk Natur, livlig og modtagelig i Tanke og Sind for alt Nyt. Hans omfattende fleraarige Reiser i Udlandet blev naturligvis af stor Betydning. De gjærende nye Tanker paa Kulturlivets forskjellige Omraader traadte ham friskt og stærkt imøde og prægede ham for hele Livet, ja selv naar han kjæmper mod Uderligheden med sit Vids (vittighet/red.) hvasse Vaaben, mærker man alligevel, hvilket dybt Indtryk de nye radikale Ideer har gjort paa ham og igrunden fanget ham i sit Garn i høiere Grad, end han selv vil vedkjende sig.

Under sit lange Livs rige og betydningsfulde Virksomhed baade som Universitetslærer og mangesidig Forfatter saavel gjennem de bekjendte Vittighedværker som sine andre betydningsfulde Skrifter forberedte han Rationalismens Indtrængen mere end nogen Anden ved at blotstille for Latteren og rive ned paa Alt, som han ansaa forældet paa Videnskabens, Skolevæsenets, Theologiens og Kirkens Omraade.

Sit eget religiøse Standpunkt betegner han saaledes : «Jeg gaar en Middelvei mellem Mæhriske Brødre og Naturalister, mellem dem, der ganske forkaster Fornuften og dem, der ofrer for megen Røgelse paa dens Alter».

Tankens Ret til at kritisere trænger sig frem overalt i hans Skrifter; en Hær af nye Ideer, alle mere eller

– 3 –

mindre i den nye Oplysnings Tjeneste, myldrer en allevegne imøde og undergraver den gamle Grundvold, uagtet han vistnok ikke modsiger noget enkelt Stykke af Kirkens Lære, som han dog omtaler med en vis kjølig Ligegyldighed.

Og selv da, naar han standsede paa Halvveien og ikke trak Konsekvenserne af sine Grundsætninger, virkede han vældig; thi der kom snart Mænd efter ham, som tog Skridtet fuldt ud. I alle hans Skrifter, hvor en gjennemført Livsanskuelse overalt kommer tilsyne, skinner stedse igjennem, hvor høi Pris han sætter paa Fornufttroen; Miraklerne benægter han ikke, men anser dem for overflødige, og Kristendommen er for ham væsentlig Moral.

Men hans Opfatning af denne er lidet dyb og derhos uklar; han skjelner saaledes ikke mellem den kristelige og den hedenske Moral, hvilket man bl. A. kan se af hans Omtale af Platons og Epictets Moral. Han er den saakaldte Middelveismorals aandfulde og energiske Talsmand. «Al Dyd», siger han, «bestaar udi Maadehold, og saa snart den gaar over dets Grændser, bliver den forvandlet til Last».

Dette hans mangelfulde Syn kommer af, at han ikke sætter Moralen i den rette Forbindelse med Evangeliet. Udviklingen i Danmark og Norge efter han Død viser, hvilken stor Indflydelse han fik, idet hans Ideer og Synsmaader efterhaanden trængte næsten overalt igjennem og satte sine dybe Mærker baade paa Aandslivet og den kirkelige Udvikling (L. Holberg, Almindelig Kirkehistorie. Kjøbenhavn 1738-1740. L. Holberg, Den jødiske Historie. Kjøbenhavn 1742. L. Holberg, Epistler I-IV Bind. Kjøbenhavn 1748-1754. L. Holberg, Moralske Tanker. Kjøbenhavn 1744. R. Nielsen, Om Holbergs Kirkehistorie og Theologi. Kjøbenhavn 1867. Edvard Holm, Holbergs Betydning for Aandsliv og Videnskab. Kjøbenhavn 1884).

Det Arbeide i den nye Oplysnings Tjeneste, som var begyndt ved Holberg, blev fortsat af Andre.

Da Fredrik den Femte i 1746 kom paa Tronen, fik den nye Retning Vind i Seilene. Den strænge og alvorlige Tone i hans Faders Tid blev afløft af Liv, Munterhed og Lystighed, og de kirkelige Interesser, som tidligere først og fremst blev varetagne, traadte nu tilbage, medens man af al Magt søgte at fremme Landets materielle Opkomst og særlig de Videnskaber, som kunde tjene dette Øiemed.

Ja, man gik i sin Iver endog saa vidt, at i et Reskript til Rigets Biskopper af 13. April 1755 paalægges det dem at «tilholde Presterne at formane Tilhørerne, at de efter Pligt og Skyldighed i alle Maader søger at befordre og fremme alt, hvad der kan være til de indenlandske Fabrikkers Opkomst og bestandige Velfærd, og at enhver især vogter sig for at være nogen behjælpelig med at indsmugle, fordølge eller andensted- henbringe fremmede, forbudne Varer».

Et Forslag om, at de Theologer, som særlig havde lagt sig efter Naturvidenskaberne, skulde paaskjønnes herfor, gik vistnok ikke igjennem, men er dog ret karakteristisk for den Aand, som raadede.

Det blev heller

– 4 –

ikke uden Virkning hverken nu eller senere, idet flere Prester fulgte Vinket og efter Pontoppidans og Gunnerus’s Eksempel kastede sig med saa stor Iver over Naturvidenskabernes Studium, at Theologien ofte blev stillet i Skyggen.

For at fremme Videnskab og Kultur blev maaske nu mer end før Tyskere indkaldte, medens en hel Del Studenter drog til Tyskland for at fortsætte eller afslutte fine Studier ved et eller andet af de berømte Lærdomssæder der.

Mest beføgt var Göttingen, hvor Professor Joh. Dav. Michaelis (1717—1791) virkede og nød stor Anseelse (Kahnis, Protestantismens indre Gang. Side 386 flg.)

Han planlagde den store orientalske Ekspedition (1761—1767) under Carsten Niebuhr (1733–1815), væsentlig udført af

– 5 –

– 6 –

Tyskere, men bekostet af de forenede Rigers Regjering, for at faa sine «naturlige Forklaringer» af Bibelen stadfæstede ved en Undersøgelse af Østerlandenes Natur, Folkeliv, Sæder og Skikke.

Det vil af det Foregaaende let forstaaes, at den dansk-norske Kirke endnu mere end tidligere maatte komme under tysk Indflydelse og fremvise den samme Udvikling som den tyske, ja igrunden blive en Copi af denne med sine Bevægelser paa Tankeeller Kirkelivets Omraade.

Den gamle Rettroenhed var i de forenede Riger især repræsenteret ved Professor Peder Holm (1706—1777) i Kjøbenhavn (Bricka, Biografisk Lexikon VII. Side 584 – 586) og Biskop Fredrik Nannestad (1695—1774) i Christiania (L. Daae, Trondhjems Stifts geistlige Historie, Trondhjem 1863. S 167 flg.), den praktiske Fromhed ved Erik Pontoppidan den Yngre (1698—1764), dengang Prokansler ved Universitetet, tidligere Biskop i Bergen (Selvbiografi i J. Møller, Tidsskrift for Kirke og Theologi. IV Bind, S. 58 flg. Lampe, Erik Pontoppidan som Biskop i Bergen i Bernhofts Kirkelig Kalender 1875. S. 30 flg. 1876. Side 160 flg. Bricka, Lexikon. XIII Bind. Side 210-218), og den bekjendte Salmedigter H. A. Brorson (1694—1764) i Ribe (A.D. Jørgensen, H.A. Brorson. Kjøbenhavn 1887, John Hansen, H.A. Brorson og hans Brødre. Odense 1894).

Men de nye Retninger : Den wolfiske Skole, Overgangstheologien, ja endog Fritænkeriet havde ogsaa sine Tilhængere og Talsmænd. Kanske var det i denne Tid især Tilfældet med den wolfiske Skole, der kaldes saa efter sin Ophavsmand Filosofen Christian Wolf (1679–1754) i Halle (C. Brun, Oplysningens Tidsalder. Side 274 flg. Kahnis, Protestantismens indre Gang. 266-272).

Det eiendommelige ved ham er, at han søgte at bevise de kristelige Sandheders logiske Rigtighed ved Hælp af en Række Fornuftslutninger. Han mente herved at støtte Kristendommen, men skadede den tværtimod igrunden, da det Resultat, han kom til, var pur Forstandskristendom. Han vilde jo vise, at Aabenbaringen ikke stred mod Fornuften; Retningen gled derfor mere og mere over i den naturlige Religion, hvis fornuftige Sandheder kom til at gjælde mest. Denne filosofiske Retning havde sin Glandstid baade ved Sorø Akademi og Kjøbenhavns Universitet.

Paa sidstnævnte Sted havde den fra 1749 i Professor Peder Rosenstand-Goiske (1704—1769) en talentfuld Talsmand (Bricka, Biografisk Lexikon VI. Side 122 flg.). Vistnok hørte han ikke til de yderliggaaende af Skolens Mænd; men han søgte dog paa wolfiansk Vis at gjøre Kristendommens Sandheder soleklare for Fornuften og talte med større Frihed om Troessandhederne, end nogen anden dansk Theolog hidtil havde gjort.

Sammen med ham og den fornævnte rettroende Professor P. Holm stod som den nye Retnings Repræsentant ved Universitetet Tyskeren Joh. Andr. Cramer (1725—1788), der egentlig tilhørte Overgangstheologien eller Neologien (Bricka Lexikon IV. Side 100 flg.).

I sin Udlægning af den hellige Skrift fulgte han sin Ven Ernestis Grundsætninger, idet han hævdede, at Bibelen skulde fortolkes paa samme Maade som de gamle græske og romerske Forfattere. Mest Navnkundighed vandt han dog som Kirkehistoriker og var den første ved Kjøbenhavns Universitet, som holdt særskilte Forelæsninger over dette Fag. Ogsaa som Prædikant nød han stor Anseelse ved sin glansfulde Veltalenhed efter den Tids Smag.

Ved Siden af disse noget mere moderate Talsmænd for den nye Theologi og Fornuftkristendom havde ogsaa Fritænkeriet sin fremstaaende Repræsentant i den bekjendte Pædagog Joh. Bernh. Basedow (1725—1790), hvem Regjeringen havde indkaldt som Lærer ved Soro Akademi (Bricka, Biografisk Lexikon I. Side 578 flg.).

Han foredrog imidlertid her sine antikristelige Lærdomme saa frækt og utilhyllet, at han 1761 blev fjernet. Men den Sæd, han og andre havde saaet, spirede i Stilhed og greb mere og mere om sig, saa at endog den fornævnte Rosenstand-Goiske blev betænkelig og fra 1754 udgav Ugebladet : «Billige Fritanker om ubilligt Fritænkeri».

Han blev bistaaet af sin Elev og Meningsfælle Ove Høegh Guldberg (1751—1808), der 1760 lod trykke : «En omvendt Fritænkers Levnet» og Aaret efter : «Breve om vigtige Sandheder».

Ogsaa Erik Pontoppidan optraadte 1757 mod den nye frembrydende Vantro ved Bogen : «Om Verdens Nyhed mod dem, der heller vil tro paa en evig Verden end en evig Gud».

Det følgende Aar udgav han Skriftet : «Sandheds Kraft til at overvinde den atheistiske og naturalistiske Vantro, fremstillet i adskillige historiske Eksempler», et Arbeide, der fik megen Udbredelse, ja endog i vore Dage

– 7 –

er udkommet paa Gjøvik i en ny Udgave. Af beslægtet Art er ogsaa hans Bog «Om Sjælens Udødelighed», som udkom 1762.

Da Christian den Syvende 1766 overtog Regjeringen, tog Udviklingen en raskere Fart. Han var selv opvokset blandt Fritænkerne og fra Barndommen af fortrolig med deres Lærdomme. Den unge Konge lod sig ogsaa lede af letsindige Ynglinge, der forførte ham til et vildt og udsvævende Liv, der meget snart nedbrød baade hans Legeme og Sjæl, saa han det meste af sit Liv var aandssvag.

Hans Livlæge, Johan Fredrik Struensee (1737—1772), havde i den Grad vundet hans Yndest og faaet Magt over ham, at han hurtig steg fra den ene Ære og

 

– 8 –

Værdighed til den anden, indtil han tilslut var Landets mægtigste Mand, der ledede denne vellystige Skyggekonge, som han vilde.

Struensee (Bricka, Biografisk Lexikon. XVI. Side 492 flg.) var utvilsomt en begavet Mand med et indsmigrende og vindende Væsen, men uden Karakter, Tro og Moral, gjennemtrængt af fransk Fritænkeri og Usædelighed.

Da han vel var kommen til Roret, søgte han at reformere alt i Stat, Skole og Kirke efter sit Hoved; men heldigvis varede hans Regimente saa kort, at han kun tildels fik naa sin Hensigt. Noget af det, han udførte, var godt og gavnligt, men meget skadeligt. Ved en Trykkefriheds-Anordning af 14. September 1770 blev Censuren hævet og de Baand, som hidtil havde ligget paa Ytringsfriheden, fjernede.

Nu da alle Sluser saa at sige var aabnede, kunde man have ventet, at de forenede Riger var blevne oversvømmede med fritænkersk og letsindig Literatur. Der skjød vistnok frem som Paddehatte en hel Del Produkter, der angreb baade Moral og Sædelighed, men ikke i den Grad, som man kunde have frygtet.

En Nordmand, Prokurator Bie, udgav i 1779 et Skrift, som han kaldte «Philopatreias, trende Anmærkninger a) om de dyre Tider, b) om Rettergang, c) om Geistlighedens Indkomster», hvori han især retter voldsomme Angreb paa Presterne. Den Strid, som han herved fremkaldte, blev skarp og bitter. Han selv blev Aaret efter dømt til Tugthuset for en letfærdig Prædiken om Høisangen, og da han ogsaa gjorde sig skyldig i Falskneri, maatte han forlade Landet; saa endte det med den Moralist.

Struensee gik imidlertid videre paa den begyndte Bane. Ved en Anordning af 26. Oktober 1770 blev adskillige Helligdage afskaffede, «fordi Festdagene», som det saa smukt heder, «mere anvendes til Lediggang og Laster end til sand Gudsdyrkelse».

Man nøiede sig dog ikke med at fremholde den moralske Betydning af Forordningen, men regnede tillige ud, hvor mange Tønder Guld Nationen vilde tjene, naar den fik saa meget længere Arbeidstid; man troede, at en ny Guldalder vilde oprinde, og mange saa i Aanden den øgede Velstands Guldslot glimte i det fjerne; men rigtig saa fort gik det nu ikke hverken med de moralske eller

– 9 –

materielle Frugter.

Herefter fulgte en Række Forordninger vedkommende den offentlige Sædelighed, hvilke af mange opfattedes som skadelige for Moralen og et Udslag af den herskende Ugudelighed og Tøilesløshed; at de ikke bidrog til at fremme Sædeligheden er sikkert nog.

Mod en Afgift til et Hittebørnshospital tillod man Hazardspil i Rosenborg Have, saa man spottende sagde, at «Spillesygen skulde nære Løsagtigheden».

Som i det øvrige Europa var Tolerance Tidens Løsen; Troesfriheden hørte til Menneskerettighederne, sagde man; dette klang smukt, naar denne Lære bare fik sin rette Forstaaelse og Anvendelse; men heri manglede det meget; man var tolerant mod sig selv og sine Meningsfæller, men som oftest saare lidet taalsom overfor Kristne af den gamle Skole. Det kom af, at deres Tolerance ikke havde sin Rod i Kristendommen, men kun var en Ytring af den herskende religiøse Ligegyldighed.

Men nogle fik dog godt af den nye Fordragelighed. Struensee, der nærmest hyldede Voltaires  Anskuelser paa dette Punkt, ophævede tidligere Tiders strenge Forbud mod Brødremenigheden og gav den ved en Forordning af 23. December 1771 Tilladelse til at grunde en Koloni i Haderslev Amt, hvor de ikke længe efter anlagde det senere saa bekjendte Chriftiansfeldt.

Nogle Aar senere fik de under Guldbergs Styrelse Lov til at indrette et Forsamlingshus i Kjøbenhavn. Her i Landet var der, især noget tidligere, adskillig religiøs Bevægelse af herrnhutisk Art, hvilket ledede til, at Brødremenigheden dannede smaa Selskaber og byggede Forsamlingshuse i Christiania, Drammen, Tønsberg, Skien, Vanse ved Farsund, Stavanger, Bergen og Trondhjem.

Dette blev af ikke liden Betydning for begge Riger, da religiøst bevægede Sjæle ofte paa disse Steder hos Brødremenigheden

– 10 –

fandt et aandeligt Tilflugtssted og fik høre det Evangelium forkynde, hvilket de somoftest søgte forgjæves i Kirkerne.

– For at faa istand en Omordning af Universitetet kaldte Struensee ned til Kjøbenhavn den bekjendte Biskop i Trondhjem Johan Ernst Gunnerus (1718—1773). Han var en begavet og mangesidig Lærd, der allerede i en Række af Aar med Berømmelse havde været akademisk Lærer baade i Tyskland og Danmark.

Hans Hovedinteresser samlede sig dog om Naturvidenskaben, og ved sine Værker paa dette Omraade vandt han sig baade Navnkundighed og Venner blandt sin Samtids store Lærde som Svensken Carl Linné m. fl. Han var selv i flere Henseender greben af Oplysningstidens nye Ideer og begeistret for dem, hvilket havde henledet de Styrendes Opmærksomhed paa ham, da det kom paa Tale at reformere Forholdene ved Universitetet.

Han var ogsaa en Tid sysselsat med at udarbeide Forslag til en Række Forandringer og havde netop afleveret sit færdige Arbeide til Struensee, da denne blev styrtet og Reformarbeidet brat standset. Det fortjener at omtales, at Gunnerus ogsaa samtidig udkastede en Plan til et norsk Universitet i Christianssand, hvilket naturligvis var en liden Copi af Moderuniversitetet i Kjøbenhavn.

– Flere af hans Reformer og Forslag er imidlertid efterhaanden bragt til Virkeliggjørelse (L. Daa, Trondhjems Stifts geistliges Historie. Side 174-193).

Efter Struensees Fald førte Ove Hoegh Guldberg (Bricka, Lexikon VI. Side 289 flg.) fra 1772—1784 Regjeringens Tøiler for den lidet begavede Arveprins Fredrik. Guldberg var Wolfianer og en Discipel af den fornævnte Rosenstand-Goiske.

Han søgte i sine Bøger at paavise «den yndige Overensstemmelse mellem Fornuft og Skrift». Han var en from Mand og ivrig i at fremme baade Videnskabens og Kirkens Tarv, men hørte til dem, som dannede Overgangen til Rationalismen.

I sin Styrelse for han mere forsigtig og varsomt frem end sin Forgjænger, da de halvfærdige eller umodne Forandringer krævede dette; han var dog ikke nogen Modstander af Fremskridt. De groveste Ytringer af Tidsaanden blev imidlertid holdt nede ved Magtbud; den gjorde alligevel i det skjulte Fremgang og undergravede

 – 11 –

den gamle Tro. Man fastholdt vel almindelig en guddommelig Aabenbaring, men underkastede den Kritik af Fornuften, der herskede som en Dronning i Aandens Verden.

Den nye Retning trængte tidlig ind paa Universitetet gjennem Rosenstand Goiske.

I Marts 1772 var N. E. Balle bleven udnævnt til Professor efter først i Tyskland at have studeret den moderne Theologi under Mænd som Michaelis og andre. Han var Halvrationalist og derfor trods sin Fromhed lidet skikket til at sætte en Dæmning mod den indbrydende Vantro.

To Aar senere blev Tyskeren Hektor Fredrik Jansson (1737—1805) ansat; han stod omtrent paa samme Standpunkt som Balle (Bricka, Lexikon VIII. Side 386 flg.).

I 1776 kom Claus Frees Hornemann (1751— 1830) ind i Fakultetet (Bricka, Lexikon. S. 89 flg.). Han var en begavet Mand, men ofte hensynsløs og spottende i sine Forelæsninger og uden virkelig Grundighed; han udviklede sig raskt til en yderliggaaende Rationalist. «Hans theologiske Tone», skriver J. P. Mynster, «er bekjendt nok; vi mente dengang, at vi lærte noget Hebraisk hos ham, men jeg har siden maattet erkjende, at det kun var lidet, og kun lidet grundigt» (Dr. J.P. Mynster, Meddelelser om mit Levnet. Kjøbenhavn 1854. Side 66).

Og E. Werlauff bemærker, at «han var meget populær blandt de Studerende, og at hans i det Hele heterodore (vranglærende) Forelæsninger stundom endog skal have nærmet sig det Frivole (Letsindige) (E. Werlauff, Erindringer i (Dansk) Historisk Tidsskrift. IV Række. IV Bind. Side 245 flg.)

I sine Bøger søgte han at bortforklare de messianske Steder, og i sin Udlæggelse af Salmerne skriver han spottende, at man af disse kan lære, hvor godt Gud kan ride og det endog paa Skyer; om Paulus yndede han at sige, at han «atter havde forgallopperet sig».

Tyskeren Daniel Gotthilf Moldenhawer (1754 –1823) blev theologisk Professor 1783 (Bricka, Lexikon. XI. Side 363 flg.); «han gik frem med sin Tid», som hans senere Kollega p. E. Müller siger, og kom stadig i et løsere Forhold til Kirkelæren, indtil han afgjørende brød med den gamle Dogmatik.

«Hans Forelæsninger», skriver Mynster, «kunde jeg aldrig sætte høit; han meddelte Intet, uden hvad man ligesaa godt kunde finde i de bekjendteste Haandboger og Kommentarer» (Mynster, Meddelelser. S. 66).

Nogle Aar senere (1788) blev Fredrik Münter (1761—1830) ansat; han var mere Arkæolog og Kirkehistoriker end egentlig Theolog og i sine Forelæsninger og Skrifter mere smagfuld end dyb og grundig; i theologisk Henseende var ogsaa han Rationalist om end just ikke yderliggaaende (Bricka, Lexikon XII. Side 25 flg.).

Med saadanne Mænd til Lærere kan man let skjønne, hvorledes de vordende Prester blev; fra 1784 er den nye Retning herskende baade ved Universitet og i Literaturen.

Henimod Slutningen af sin Styrelsestid udgav Guldberg 1778 sammen med Biskop L. Harboe (1709—1783)(D. G. Zwergius, Det Sjellandske Cleresie. Kjøbenhavn 1754. Side 396 flg. L. Daae; Trondhjems Stifts geistliges Historie. Side 164 flg.) en Salmebog, der bærer hans Navn, og hvori det gamle og det nye er blandet sammen paa en sælsom Maade.

Ved Siden af mange Kjærnesalmer, hentede fra Kingos og Pontoppidans Salmebøger, findes ikke mindre end 165 nye, der ofte bærer et umiskjendeligt Præg af Tidens Fornuftkristendom.

Birgitte Cathrine Boye er den toneangivende og leverede ikke mindre end 146 Salmer, hvoraf 24 oversatte fra Tysk (C.J. Brandt og Ludvig N. Helveg, Den danske Salmedigtning II. Kjøbenhavn 1847. Side 373 flg.).

I de fleste af disse er der nok af Ordbram; men det kristelige Indhold er ikke sjelden meget tyndt. Som karakteristiske Eksempler kan nævnes: No. 62 : «Uhyre Jord ! opfyldte Bolig ! Hvad holder dig i Ligevægt ? Du vælter om, men vælter rolig Med din utælte store Slægt ! Kan ingen Grad af Let og Tungt Dig veie fra din Middelpunkt ?»

Og No. 281 : «Naturen sov ved tændte Nattefakler, Ved Millioner skinnende Mirakler» o. s. v.

Denne Salmebog fik den Skjæbne, man kunde vente : hverken Tilhængere af den gamle eller nye Retning likte den; Oplysningens Venner fandt, at der endnu var formeget igjen af gammel Kristendom i den, medens de Rettroende syntes, at den ofte var for nymodens og uforstaaelig og forlidet hjertelig og enfoldig.

Som en Frugt af Overgangstheologien tilfredsstillede den igrunden ingen. – Ved Forordning af  7. Mai 1783

– 12 –

blev Besværgelsen ved Daaben afskaffet, efterat den allerede længe havde ophørt at være i Brug i andre protestantiske Lande. Gjennem denne Forordning blev der desuden foretaget enkelte andre Ændringer i Daabsritualet, saa det i det Væsentlige fik den Form, som det endnu har i vor Kirke.

Efter 12 Aars moderat og forsigtig Styrelse maatte Guldberg i 1784 overlade Statens Ror til den fremragende Statsmand Andreas Peter Bernstorff  (1735-1797 (Bricka, Lexikon II. Side 139 flg.) og man tog atter med Kraft fat paa de afbrudte Reformer i den nye Tids Aand.

Rationalismen blussede nu op med fornyet Styrke, og man fik se, at den havde en Magt og en Indgang ved Universitetet og blandt Geistligheden, som mange ikke havde anet. De 16 sidste Aar af Aarhundredet er den haardeste Kamptid mellem det gamle og det nye, der vinder mere og mere Udbredelse, indtil det har seiret.

Ved Siden af den førnævnte Professor E. F. Hornemann er Christian Bastholm (Selvbiografi i G.L. Lahde, Portrætter med Biografier. V Hefte. Kjøbenhavn  1805. Bricka, Lexikon I. Side 585 flg. L. Helveg, Den danske Kirkes Historie efter Reformationen. II Bind. 2den Udgave, Kjøbenhavn 1883. Side 196 flg. og mange andre Steder. Se Registret) Rationalismens betydeligste og mest typiske Repræsentant.

Han var født i Kjøbenhavn 2. November 1740 og studerede med stor Iver baade Naturvidenskab og Filosofi ved Siden af de theologiske Fag. Det var dog ikke en indre Trang, som drev ham til at blive Geistlig; han valgte den Vei, siger han, for at kunne opnaa et Levebrød. Efter at have indehavt forskjellige Stillinger blev han 1778 første Hofprest og i 1782 kongelig Konfessionarius.

Han var ret en Mand, som kunde gjøre Lykke; i Besiddelse af omfattende, men ikke dybtgaaende Kundskaber og en livlig, bevægelig Aand, modtagelig for alt Nyt, eiede han et Herredømme over Formen, som neppe nogen anden Geistlig i Danmark dengang.

En kjølig, gjennemsigtig Klarhed som i Naturen en solblank Høstdag træder en oftest imøde fra hans Skrifter, der gjorde stor Lykke ikke alene i de forenede Riger, men ogsaa ude i Europa og blev oversat paa flere Sprog; som Prædikant betragtede man ham som epokegjørende, og hans «Geistlige Talekunst» var den Haandbog, man studerede og dannede sine Prædikener efter baade i Norden og flere andre Lande.

Den havde dog, som hans egne Prædikener, sin Styrke i det Formelle; den lagde for megen Vægt paa Kunsten og for lidet paa det kristelige Sandhedsindhold. Trods den elegante Form og de klingende Talemaader var hans Veltalenhed lig en «lydende Malm og en klingende Bjelde», der kun skrøbelig dækkede over det tynde Indhold; Kristi Evangelium var dunstet bort i dem.

Oprindelig paavirket af Rosenstand-Goiske var han i Førstningen forholdsvis moderat, ja kunde endog optræde mod de groveste Ytringer af den nye Aand; men efterhaanden gled han som de fleste Andre, der var kommet ud paa Skraaplanet, videre nedover. «Jeg har», skriver han, «ladet Fornuften tale med, hvor den kunde og saa meget, som den kunde».

I «den jødiske Historie» søger han paa tysk Vis at bortforklare Miraklerne, og i sin «Oversættelse af det nye Testamente med Anmærkninger» fortolker han Joh. 1, 1, saaledes, at det ikke bliver noget Bevis for Kristi Guddom; efter at Bogen var offentliggjort, udgav han efter flere «gode Venners Raad» et Tillæg til denne, hvori han ligesaa freidig fremsætter og begrunder den modsatte Anskuelse.

I en «Lovtale over Messias» nævnes intet om, at Kristus skal tilbedes som Guds Søn, men kun, at han skal hædres og prises som «en stor Mand». Hans «Tanker om vor Tids Fremgangsmaade for at befordre den religiøse Oplysning” er meget betegnende for Datiden og oplysende for vor Tid. Han hævder heri, at man maa lempe sig efter Folks religiøse Forestillinger. «For at arbeide paa Oplysning maa man tale til Forstanden», siger han, men være «varsom med at nedbryde Skriftens Autoritet, førend Fornuften har naaet den Grad af Kultur, at den kan veilede sig selv paa Sandhedens og Dydens Vei».

Naturligvis skal man sørge for, at Folket faar fattelige moralske Skrifter istedetfor de gamle Kriftendomsbøger og ikke skrive mod den kristelige Lære uden paa Latin !

I Skolerne skal man søge

– 13 – 

at udbrede de lutrede og rensede Religionsbegreber, og, naar Jordbunden paa den Vis er forberedt, nedsætte en Kommission, der kan udfeie den gamle Surdeig af Lærebøgerne. Presterne kunde anvende «Forsoningslæren til deres Tilhøreres Roliggjørelse», om de end ansaa den for en «Vildfarelse».

Og de bør, siger han, ikke derfor «dadles som Bedragere», men «meget mere roses som kloge Kristne». Som praktiske Religionslærere skal de kun prædike de Lærdomme, som er nødvendige til Sjælens Forbedring og Hjertets Roliggjørelse. De øvrige Lærdomme skal ikke bestrides, men forbigaaes i Taushed. Bastholm døde i Kjøbenhavn 25. Januar 1819.

I samme Dur talte og skrev de fleste andre i Samtiden. Provst paa Regentsen, Professor i Filosofi Anders Gamborg (1753—1833) udgav 1790 «Nysja» eller en «historisk-filosofisk Afhandling over Genesis 2, 3», hvori han søger at vise, at Beretningen i andet og tredie Kapitel af første Mosebog er hentet fra en ægyptisk Hieroglyf, som Moses havde fundet, men misforstaaet og forklaret, som han fandt passende.

Fortællingen om Syndefaldet, mener han, «støder saa aldeles imod alle fornuftige Begreb om det høieste Væsens Egenskaber, at selv de ivrigste Tilbedere af de jødiske Skrifter har maattet erklære den bogstavelige Mening for Galimathias».

Det var den samme Gamborg, som for fuldt Alvor i «Skandinavisk Museum» for 1800 fremsatte Forslag om at forbedre Fuglesangen i Skovene ved at sætte Graaspurve i Lære hos Kanarifuglene og saa flippe dem ud som vingede Repræsentanter for Kulturen !

Fra Universitetet og Geistligheden trængte den nye Oplysning ind blandt de Dannede og den almindelige Mand gjennem en Mængde Flyveblade, Smaabøger og Tidsskrifter, der paa denne Tid sværmede «frem som Døgnfluer». Den «sunde Menneskeforstand» skinnede som en Sol allevegne og spredte Lys overalt. Tidens Slagord var det Dydige og Nyttige, som man ved alle mulige Midler søgte at fremme; det endte dog somoftest i Naturalisme og sandselig Nydelse.

Det er betegnende, at Tidens bedste Poesi væsentlig var Drikkeviser og Selskabssange. Idealerne hang ikke høit, naar selv Prester sang :

– 14 –

«Mit Ønskes Maal er kun en kjølig Kjelder, Hvor Vinen ingen Skade tar,

Et Fad, som fyldes atter, naar det hælder, Et Hus, som tætte Pægge har,

Et roligt Sind – en Munterhed, Som følger mig til Gravens Bred.

(Jens Zetlitz).

Klublivet florerede, og her gik Stemningens Bølger høit; navnlig var det Tilfældet i Det norske Selskab (J.S. Welhaven, Samlede Skrifter VIII. Bind. Kjøbenhavn 1868. Side 123 flg. N.M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturhistorie V., 2. Udgave. Kjøbenhavn 1871. Side 213 flg. F. Rønning, Rationalismens Tidsalder. Anden Del. Kjøbenhavn 1890. Side 261 flg., H. Jæger, Illustreret norsk Literaturhistorie. I Bind, Christiania 1896. Side 439 flg.), hvor Tidens Skjønaander, som Wessel, Fasting, Vibe og Brun, muntrede sig ved Skaaler og vittig Samtale.

Kjøbenhavn var Rigernes Centrum, hvorfra Impulser af alle Slags gik ud til videre Kredse. Herfra forplantede sig ogsaa til Provinserne den lette, frivole Aand, først til de høiere Staaende og saa videre ned til de lavere Lag.

De Kanaler, hvorigjennem den nye Kulturstrøm flød ud over det hele Vand, var først og fremst Tidskrifterne. Ugebladene «Samleren» og «Politisk-fysisk Magazin» gjorde i denne Henseende god Tjeneste; men med Hensyn til Frækheden og Raaheden i Angrebene paa Fædrenes gamle Tro blev nysnævnte snart agterudseilet af Malthe Møllers «Repertorium for Fædrelandets Religionslærere» (1795—1798) og Otto Horrebows Religionsblad «Jesus og Fornuften» (1797—1801).

I disse bragte man med den største Skraasikkerhed tiltorvs de Godtkjøbsargumenter, som en vantro Filosofi eller en rationalistisk eller fritænkersk Theologi fandt for godt at fremføre mod Bibel og Kristendom.

Som en Oplysningens Vaabendrager ved Møllers og Horrebows Side maa nævnes den som Videnskabsmand ellers fortjente, men rationalistiske Professor Rasmus Nyerup (1759–1829), der fra 1790 var Redaktør af «Lærde Efterretninger» og i 1793 begyndte Udgivelsen af «Efterretninger om udenlandsk Literatur», hvori han gjør dansk-norske Læsere opmærksomme paa Udlandets rationalistiske Literatur.

Af stor Betydning for Rationalismens Udbredelse var ogsaa Lorentz Nikolai Fallesens «Magazin» og «Nyt Magazin for Religionslærere» (1793—1802) og samme Forfatters «Theologisk Maanedsskrift» (1803–1808), hvilke begge udkom i en Mængde Bind.

Det forstnævnte indeholdt især Prædikener og det sidste Afhandlinger; de er nyttige til at faa Forstand af og er gjennem de mange indsendte Artikler og Prædikener en rig Kilde til Rationalismens Historie i Danmark og Norge. Det store Flertal af de udkomne større og mindre Prædikensamlinger, enkelte Taler, Brochurer, ja de fleste af de forskjellige æsthetiste Journaler, Digtsamlinger, Drikke- og Klubviser giver et rigt Indblik i Tidsftrømningerne og lærer os disse at kjende som rationalistiske, materialistiske og mere eller mindre fiendtlige mod den gamle Kristendom, af og til endog gjennemtrængte af Hadets og Fanatismens glødende Lidenskab.

Ikke sjelden rettede man voldsomme Angreb paa Presterne for gjennem dem at ramme Religionen; en sjællandsk Baron Wedel udgav 1795—1797 et Hefteskrift, som han kaldte : «Den geistlige Stand bør afskaffes». Han sluttede sig i det væsentlige til de Anskuelser, som Bastholm i 1794 havde fremsat i «Tanker til nærmere Eftertanke om den geistlige Stand», og hvori han vistnok er Tolk for Tidens Anskuelser angaaende dette Punkt.

Betegnende forkaster han, der selv er Geistlig, Navnet «Prest», som han finder «ubibelsk», og vil have det erstattet med «Folkelærer» eller «Religionslærer». For at de theologiske Kandidater skal kunne svare til Tidens Opfatning af dette Navn, hævder han, at de foruden det nødvendige Kjenskab til sin Videnskab, maa have en noget forskjellig Uddannelse, alt eftersom de skal være «Folkelærere» i Byen eller paa Landet.

Af By-Folkelæreren maa kræves en større theologisk og filosofisk Indsigt, saa han kan være dygtig til at «over-

– 15 –

– 16 –

bevise dem, som modsige», medens Folkelæreren paa Landet godt kan klare sig med «færre theologiske Kundskaber».

Til Gjengjæld maa denne være fortrolig med Fysiken, Kemien, Landhusholdningen og Naturhistorien, forsaavidt den har Indflydelse paa Ager-, Skov- og Havedyrkning og giver Kundskaber om nyttige og skadelige Insekter.

Endvidere bør han kjende til Veterinærvidenskaben for at kunne behandle Husdyrene i sund og syg Tilstand, samt være indviet i Mathematikens Hemmeligheder, saa han kan greie Opmaalinger, Vandafledninger m. m., kort sagt : En Folkelærer paa Landet skal ved en offentlig Prøve have godtgjort, at han har grundig Kundskab i alt, som hører til Landøokonomien.

Som Erstatning herfor, mener Bastholm, bør Kandidaterne fritages for at oversætte og udlægge det gamle og nye Testamente efter Grundsprogene, for Kirkehistorie og for at eksamineres paa Latin. Denne mærkelige Bog gjorde ikke den Lykke, som Forfatteren havde ventet; den blev tildels baade skarpt og voldsomt kritiseret, ja af enkelte endog med adskillig Dygtighed latterliggjort; men Bastholm trøstede sig med, at Tiden endnu ikke var moden for hans lutrede Begreber om den geistlige Stand.

Den mest betydelige Skikkelse i den danske Kirke dengang og den fremste i Kampen mod den yderliggaaende Vantro var den allerede tidligere nævnte Nicolai Edinger Balle (Jens Møller, Biskop N.E. Balles Levnet og Fortjenester. Kjøbenhavn 1817. L. Koch, Biskop Nicolai Edinger Balle. Kjøbenhavn 1876), født paa Lolland 12. Oktober 1744, og Kandidat 1765 med Udmærkelse fra Kjøbenhavns Universitet.

Sine Studier fortsatte han i Leipzig under Ernesti og Gellert og i Göttingen veiledet af Michaelis og Walch.

Paa sidstnævnte Sted vakte hans Grundighed og Lærdomme i den Grad Opsigt, at han modtog hædrende Tilbud om Ansættelse ved Universitetet der, men han foretrak at vende tilbage til sit Fædreland og modtage den Kaldelse, som derfra udgik til ham.

Efter Hjemkomsten var han 7 Maaneder Landsbyprest i Jylland, hvorefter han i 1772 blev Professor ved Kjøbenhavns Universitet og 1783 Biskop over Sjællands Stift, efterat han i et Aar havde hjulpet sin gamle Svigerfader Ludvig Harboe med Bestyrelsen af dette Embede.

Baade som Professor og især som Biskop fik han rig Anledning til at træde i Kamp mod de grovere Ytringer af Tidens Vantro. Han virkede i en lang Række af Aar med stor Flid og Dygtighed baade gjennem vel besøgte Forelæsninger og talrige Skrifter.

Bibelstudiet var hans Hovedsag; uagtet han forsvarer Skriften og Kirkelæren mod yderliggaaende Angreb, viser han sig dog selv som et Barn af sin Tid, der mødte sine Modstandere paa Halvveien og opgav «Kristendommens Udenverker» for at redde det væsentlige.

Han var en tør, prosaisk Natur, men redelig, samvittighedsfuld og grundig, personlig dybt greben af Kristendommen, modig og udholdende i Kampen. Hans Fremstilling er grei og naturlig. For at hemme Tidsaanden, der trængte frem og herjede som en Stormvind, begyndte han Høsten 1793 en Række Bibellæsninger, som han i Aarene 1794—1804 udgav under Titel : «Vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Levnet paa Jorden»; de fik en overordentlig Udbredelse, da der tegnede sig ikke mindre end 50,000 Subskribenter; i 1796 begyndte han at udgive et Ugeblad : «Bibelen forsvarer sig selv».

I Kampen mod Vantroen stod Balle saagodtsom alene. Guldberg og enkelte andre støttede ham; men deres Optræden havde ringe synbar Virkning. Han døde 19. Oktober 1816.

Det er en Selvfølge, at Rationalisterne ikke lod sig nøie med at kritisere Bibelen og Kirkelæren og underkaste den Fornuftens Dom. Den rettede ogsaa sin Opmærksomhed paa Gudstjenestens Ordning, Religionslærebøgerne i Skolen og Salmebogen.

I 1785 udgav Bastholm sit «Forsøg til en forbedret Plan i den udvortes Gudstjeneste», der i en Sum gik ud paa at gjøre Gudstjenesten «kort, interessant og opmuntrende”. Hans Forslag var, som man kunde vente det af ham, meget radikalt. Messen vilde han have væk, Fadervor skulde bruges

– 17 –

mindre og omskrives, Troesartiklerne og Velsignelsen ligesaa, Søndagsteksterne forandres, saa man istedet for de brugelige fik en Evangelieharmoni, som i Forbindelse med Apostlernes Gjerninger skulde deles i Afsnit til hver Søn- og Helligdag i Aaret.

Særegne Tekster skulde man kun have til de store Høitider.

Af Salmer vilde han ikke have nogen af dogmatisk eller historisk Art; ei heller Bønnesalmer, hvilke han fandt unaturlige. Istedetfor Forsagelsen ved Daaben, men efter Troesbekjendelsen, vilde han have følgende Tiltale : «Vil du være en Borger i Jesu Rige, saa skal du arbeide for at træde i Jesu Fodspor» o.s. v.

Det brugelige Skriftemaal skulde væk og erstattes af nogle Spørgsmaal om Anger og gode Forsætter.

Nadverordene skulde støbes om, saa de ikke længere var «en utidig Polemik mod Calvinisterne».

Men det mest karakteristiske var unægtelig, at Bastholm betragtede Kristendommen som en ny moralsk Lov. Derfor skulde Præsten ved hver Gudtjeneste læse op de 10 Bud og saa i Overensstemmelse med 5 Mos. 27, 26 sige «Forbandet være hver den, som ikke holder Ordene i denne Lov, saa han gjør derefter». Hertil skulde Menigheden svare : «Amen».

Dette Forslag fremkaldte en livlig Strid, som har faaet Navnet den lithurgiske Feide. Der udkom en hel Del Smaaskrifter, hvori dette Forslag kritiseredes mere eller mindre skarpt; særlig gik det ud over Forbandelsen, som han vilde skulde lyses over Menigheden ved hver Gudstjenestes Afslutning.

Biskop Balle optraadte med et vægtigt Modskrift : «Vei til Hæderlighed for Geistlige», og Biskop J. N. Brun i Bergen udgav denne Anledning en liden Bog : «Vore gamle Kirkeskikke forsvarede mod Herr. Confessionarius og Doctor Bastholm».

Den Modbør, dette radikale Forslag fik, havde sin Virkning; Menighederne fik beholde, hvad de havde, men i Slesvig og Holsten fik den lærde, rationalistiske Biskop J. G. L. Adler (1756—1834) indført en af ham i 1796 udarbeidet Agende, der indeholdt baade Ritual og Alterbog, og som var stærkt præget af Tidsaanden (Bricka, Lexikon I. Side 101 flg.).

– 18 –

Flere yderliggaaende Rationalister i Norge vides at have benyttet den ialfald delvis.

Den nye Tids Mænd, der i Regelen havde en levende Interesse for Skolen og dens Fremgang, og som ikke sjelden paa dette Omraade har indlagt sig Fortjenester, saa naturligvis snart, at den gamle Religionslærebog, Forklaring, stod som en alvorlig Hindring for, at de lutrede og rensede Religions-begreber kunde trænge ind blandt Folket gjennem Skolerne.

Først arbeidede man for Oprettelsen af moderne Seminarier; det første af disse blev aabnet paa Blaagaard i Nærheden af Kjøbenhavn. Saa udgav Bastholm sin «Religionslærebog for Ungdommen», der ikke, som den almindelig brugte, var i Spørgsmaal og Svar og ei delt i fem Parter, men systematisk ordnet.

Dens Grundsyn angiver Forfatteren selv saaledes : «Ligesom Aabenbaringen er nødvendig for at erstatte det manglende og styrke det usikre i Menneskets fornuftige Gudserkjendelse, saaledes er Evangeliet nødvendigt for at erstatte det manglende i Menneskets dydige Stræben efter Lovens Opfyldelse og for at berolige den altfor ængstelige Samvittighed; men ligesom det dog væsentlig er ved sin fornuftige Tænkning, Mennesket kommer til den rette Gudserkjendelse, saaledes er det ogsaa væsentlig paa sin dydige Stræben, Mennesket maa grunde sit Salighedshaab».

For at den skulde være rigtig folkelig, undgik han i den almindelige Fremstilling en «Mængde hebraiske Ord og Udtryk, som var komne ind i Religionslærebøgerne, f. Eks. Gjenfødelse, Fornyelse, Guds Billede, Omvendelse, Retfærdiggjørelse», og henviste disse Ord til Anmærkningerne. Balle, der syntes, at denne Bog gik for vidt, udgav selv et Forsøg i 1786 under Titel «Luthers Katekismus med Anmærkninger».

Senere gik han videre i sit «Forslag til en Lærebog», der først udkom uden Forfatternavn 1790; det oplystes i Bogen, at den «er uddarbeidet af én Forfatter, gjennemseet, prøvet og forbedret af en anden» denne anden har man almindelig antaget var Bastholm.

I sin endelige Skikkelse vderligere forbedret udkom den 1791 og blev befalet indført i alle Skoler, men vandt dog ikke «de Oplystes» Yndest og heller ikke det kristelige Lægfolks Bifald.

«De stærke Jyder» modsatte sig den bestemt, og i Norge blev den kun brugt paa enkelte Steder, og det var vel; thi Balles Lærebog led af store Skrøbeligheder.

Den lærde Dr. A. G. Rudelbach skriver : «For kun at nævne de centrale Mangler : hverken Treenighedslæren eller Læren om den Helligaands Virkninger er kommen til sin Ret, Saliggjørelsens Orden har ikke overalt fundet sit præcise Udtryk, Læren om Kirken er endelig forbigaaet med Taushed» (A.G. Rudelbach, Salme-literaturen og Salmebogs-Sagen. Kjøbenhavn 1856. Side 381).

Det næste Skridt gjaldt Salmebogen; Guldbergs og endnu mindre Kingos Kirkebog kunde ikke længere tilfredsstille Tidens Krav. Balle fik udvirket en Cancelliskrivelse af 20. November 1790, hvorved det blev ham overdraget at faa istand «en ny Samling af aandelige Sange, som kunde være fattelige for Almuen og i Særdeleshed tjene til Brug paa Landet».

Saa fik han Samtidens bekjendte Smagsdommere, V.H.F. Abrahamson, Ove Malling, K. L. Rahbek, H. V. Riber og Edvard Storm, til sammen med sig at træde ind i en Kommission og udarbeide en ny Bog.

Disje Mænds Arbeide forelaa fuldt færdig 1798 i «Den evangelisk-kristelige Salmebog» (C.J. Brandt, Vore danske Kirke-Salmebøger. Kjøbenhavn 1886. Fredrik Nilsen, Bidrag til den evangelisk-kristelige Salmebogs Historie. Kjøbenhavn 1895).

Men den er trods sit Navn meget lidet baade «evangelisk» og «kristelig». De gamle Salmer er saa omarbeidede, at baade Poesien og Kristendommen somoftest helt er borte.

Af Luthers vældige Reformationssalme : «Vor Gud han er saa fast en Borg» tog man Djævelen ud og erstattede ham med «Syndens Lyst»; Brorsons bekjendte Vers: «Gik alle Konger frem paa Rad I deres Magt og Vælde, De magted ei det mindste Blad At sætte paa en Nælde», omstøbte man saaledes : «Og kom end alle Kongerne I deres Pragt og Vælde, Ei mindste Straa frembragte de, Et Vink dem selv kan

– 19 –

fælde»; og det bekjendte Omkvæde : «O Gud, gjør dog for Kristi Blod Min sidste Afskedstime god», blev omformet saaledes : «Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro I Afskedstimen Trøst og Ro».

De nye Bidrag var ganske i Tidens Aand. Der er et indre Slægtskab mellem Balles Lærebog i Religion og den nye Salmebog, men den sidste er mere yderliggaaende; Læreopfatningen er omtrent den samme, og Hovedvægten er i begge lagt paa Moralen. I Salmebogen fremstilles Kristus mest som «Dydens blide Lærer”, hvis Eksempel skal følges, men om hans Lidelse i vort Sted, for vore Synder og til vor Salighed tales lidet og lavmælt.

Djævelen og Dommen nævnes ikke. «Balles Salmebog», som den ogsaa ofte og med Rette er bleven kaldt, er et utvetydigt og sørgeligt Vidnesbyrd om, hvor langt man i den dansk-norske Kirke ved Udgangen af Aarhundredet var kommen bort fra den sande Kristendom.

Close
Skriv inn søkeord..