– utgjørende «Eet og Tyvende og To og Tyvende Bind» i «Samlede Skrifter» af Hans Christian Andersen; Kjøbenhavn 1855 :
– sidene 77 – 79 : her er presten og skolemannen Ludvig Christian Müller omtalt på en svært sympatisk og anerkjennende måte av den store dikter Hans Christian Andersen (født 2. april 1805).
For å bringe leseren sammenhengen og bakgrunnen, må nevnes at den 14-årige Hans Christian i september 1819 kom alene til Kjøbenhavn fra hjembyen Odense på Fyn, for med foreldrenes samtykke å søke lykken for sine kunstneriske ambisjoner; de 3 følgende år fikk han utløp for disse, noe som også medførte at han havnet under vingene til den innflytelsesrike Jonas Collin (se Boye), som mente den unge mann også burde motta formell skolering. Collin sørget dermed for at Hans Christian fra september 1822 med understøttelse kom til Slagelse Latinskole og underlagt rektoren der S. Meisling; da Meislinger i 1826 ønsket skifte i sin stilling og fikk ansettelse som rektor ved Latinskolen i Helsingør, tilbød han den da 21-årige Hans Christian å følge med, også som del av rektorens husholdning og ved gjennom privat undervisning å lette hans vei til videre studier;
– her trer vi inn på side 71 i boken :
#
Jeg fulgte Rectoren til Helsingør, Reisen derhen og det første Skue af Sundet med sine mange Skibe, Kullens Bjerge, hele den skjønne Natur opfyldte mig i høi Grad; jeg udtalte mig derom i et Brev til Rasmus Nyrup og naturligviis, da jeg fandt det var godt skrevet, fik Flere ganske det samme Brev stilet til dem; uheldigviis syntes Nyrup saa godt om Skrivelsen, at han lod den indrykke i «Kjøbenhavns Skilderi», saa at Enhver, der havde faaet Brevet, eller rettere Afskriften, troede, at det var deres der stod trykt.
Afvexlingerne, den nye Omgivelse og Virksomhed virkede oplivende ind paa Rectorens Humeur, men kun en kort Tid, og snart følte jeg mig forladt, forkuet og aandelig lidende; og dog paa samme Tid havde Rectoren skrevet om mig til
– 72 –
Collin, et Vidnesbyrd, som jeg er i Besiddelse af, hvori udtales om mig og mine Evner en ganske anden Dom, end den, jeg og min Omgivelse hørte af ham, eller kunde tænke sig ham sige; havde jeg kunnet troe Sligt, det vilde have styrket mig, gjort mig aandelig sund og virket velgjørende paa hele mit Væsen.
Daglig hørte jeg mig af ham frakjende næsten enhver aandelig Evne, blive tiltalt som en Idiot, en aldeles dyriskdum Dreng og paa samme Tid skrev han i Alvor om mig til min høieste Foresatte Collin, der ved min stadige Beretning, om hvor utilfreds Rectoren var med mig og mine ringe Evner, havde forlangt en Erklæring.
«H. C. Andersen blev i Enden af Aaret 1822 sat i Slagelse lærde Skole, og af Mangel paa de nødvendigste Forkundskaber, indsat, uagtet sin temmelig fremrykkede Alder, i Skolens næstnederste Classe. Begavet af Naturen med en livlig Indbildningskraft og varm Følelse, opfattede og tilegnede han sig, med større eller mindre Held, de forskjellige Underviisningsfag, alt som de tiltalede hine, men fremrykkede i det Hele dog saaledes, at man med Føie kunde tilstøde, at han efterhaanden rykkede op fra de lavere Classer til den øverste, i hvilken han for Øieblikket befinder sig, kun med den Forskjel, at han, med Undertegnede, ombyttede Slagelse med Helsingøer.
Fremmed Velgjørenhed har hidtil holdt ham vedlige paa de Studerendes Bane, og jeg kan ikke fordølge, at han er denne fuldkommen værdig. Hans Anlag ere særdeles gode, ja med Hensyn paa enkelt Aandsretning endog udmærkede; hans Flid uafbrudt, og hans Opførsel, grundet paa en elskelig Godmodighed, af den Art, at den kan tjene til Mønster for en Skoles Disciple. Hertil kommer, at han ved uafbrudt at vise den rosværdige Anstrængelse, som han nu lægger for Dagen, vil i October 1828 kunne afsendes til Academiet.
Eftersom altsaa de trende Egenskaber, som en Skolemand
– 73 –
saa gjerne ønsker, men sjelden finder forenede hos en Elev, umiskjendeligen antræffes hos H. C. Andersen, nemlig Anlæg, Flid og fortrinlig Opførsel, kan jeg ikke andet, end anbefale ham som særdeles værdig til enhver Understøttelse, der maatte kunde tilflyde ham, for at sætte ham istand til at fortsætte sin begyndte Bane, fra hvilken hans fremrykkede Alder ikke vel tillader ham at træde tilbage.
Ikke blot hans redelige Sindelag, men ogsaa hans troe Vedholdenhed og umiskjendelige Talent ere Borgen for, at det som anvendes til hans Vel, vil ingenlunde være tabt. Helsingøer den 18. Juli 1826.
S. Meisling, Doctor i Philosophien og Rector for Helsingøers lærde Skole».
Om dette Vidnesbyrd, der aander saa megen Godhed mod mig, at det bør kjendes, havde jeg, som sagt, ikke Anelse, jeg var aldeles forkuet, havde ikke Tro eller Tillid til mig selv; fra Collin fik jeg nogle kjærlige Linier :
«Tab ikke Modet, kjære Andersen, – fat Dem, vær rolig og besindig, saa skal De see, det gaaer nok. Rectoren mener Dem det godt. Hans Maade at gaae frem paa, er maaskee noget forskjellig fra Andres, men derfor fører den ligefuldt til Maalet. Mere maaskee en anden Gang, thi nu har jeg kun lidt Tid.
Gud styrke Dem ! Deres Collin».
Den smukke Natur rundt om gjorde vel et levende Indtryk paa mig, men jeg turde kun skotte til den; jeg kom saa godt som aldrig ud; saasnart Skoletiden var forbi, blev sædvanlig Gaardens Port lukket, jeg maatte blive i den lumre Skolestue, der var god Varme endnu, sagde man, der kunde jeg lære mine Lectier; siden legede jeg med Rectorens Børn, eller sad paa mit lille Kammer;
– 74 –
en lang Tid var Skolens Bibliothek, min Stue og mit Soveværelse; her aandede jeg mellem de gamle Folianter og Skoleprogrammer. Ingen kom til mig, Kammeraterne turde det ikke, de ønskede ikke at træffe paa Rectoren.
Mit Liv i de Dage dykker endnu i Erindringen frem i fæle Drømme. Jeg sidder da igjen febril paa Skolebænken, kan ikke svare, tør det ikke, og vrede Øine stirre paa mig, Spot og Latter lyder rundt om.
Det var tunge, bittre Tider; fem Fjerdingaar var jeg i Rectorens Huus i Helsingør; nær havde jeg bukket under for en Behandling, som altid blev mere og mere haard, altfor haard. Min Bøn til Gud hver Aften var, at tage denne Kalk fra mig, eller at jeg ikke maatte opleve næste Dag !
I Skolen var det Rectoren en Morskab at spotte mig, latterliggjøre min Person og tale om min Mangel paa Aands-Evner. Og naar Skoletiden var endt, var jeg der i Huset. Charles Dickens har givet os Skildringer af stakkels Drenges Nod, havde han kjendt de Tider, jeg gjennemlevede, hvad jeg følte og led, han vilde ikke have fundet det mindre tungt, eller humoristisk til at fortælle.
Der er visse Ting i Eens Liv, der griber saaledes ind i Andres, at man ikke har Ret over det, som sit eget; jeg har herfor Intet herfra at meddele, ligesom jeg selv hiin Tid aldrig udtalte mig derom, aldrig beklagede mig over Nogen i min Omgivelse, men kun over mig selv, der, som jeg fuldt og fast troede, var kommet paa en aldeles feil Vei, idet jeg der syntes kun til Spot og Ynk.
Mine Breve til Collin dengang vise en saa mørk, fortvivlet Stemning, at de dybt rørte ham, dette veed jeg fra ham selv, men her var Intet at gjøre, han antog og maatte antage, at det egentlige Tryk laae i mit Sind, i en nerveus Overanstrengelse og ikke kom udenfra, som dog Tilfældet var; mit Sind var just elastisk, modtageligt for hvert Solskin, men dette kjendte jeg kun i de faa Dage, i hvilke det engang om Aaret, i Ferietiden, tillodes mig at reise til Kjøbenhavn.
– 75 –
Der laae noget saa Eiendommeligt i Modsætningen, noget næsten Eventyrligt, at flyttes fra Skole-Hjemmet til det Familieliv i Kjøbenhavn der aabnedes mig, det Hjem her, hvor Alt var i høieste Grad Modsætningens Pol !
Det var hos Admiral Wulff, hvis Hustru havde fattet moderlig Godhed for mig, og hvis Børn hjerteligt og fortroligt kom mig imøde. Denne Familie var den første af Alle, der optog mig, som var jeg deres egen; jeg havde her et lykkeligt Hjem. Det var i et af de kongelige Palaier paa Amalienborg, Søcadetacademiet da var, og for hvilket Wulff blev Chef.
Jeg fik mit Værelse ud til Pladsen, og jeg husker, at den første Aften her, ider jeg stod ved Vinduet og saae ned, kom Aladdins Ord mig i Tanke, hvor han fra sit rige Slot seer ud paa Pladsen og siger : «dernede gik jeg som en fattig Dreng !»
Jeg følte, at Gud naadig og kjærlig havde ført mig; hele min Sjæl var fuld af Taknemlighed.
I al den Tid, jeg var i Slagelse, havde jeg neppe skrevet mere end tre, fire Smaadigte; to af disse : «Sjælen» og «til min Moder», findes aftrykt i «Samlede Digte» og høre til de ældste, jeg har; i Helsingør bleve kun to Digte skrevne i min Skoletid, «Nytaarsnat» og «det døende Barn», dette, der først af alle mine Digte vandt Opmærksomhed og blev erkjendt og tidligst udbredt og oversat.
Jeg bragte det med til Kjøbenhavn, og her læste jeg det op for mine Bekjendte, Nogle hørte paa det for Digtets Skyld, Andre for at more sig over mig og min fyenske Udtale, jeg fik hos Mange Roes og hos de Fleste et Foredrag over Beskedenhed og Mindelsen om, ikke at faae for store Tanker om mig selv. Ja een af mine velmenende Beskytterinder sagde mig, og gjentog det senere i en Skrivelse : «for Guds Skyld, bild Dem dog ikke ind, at De er Digter, fordi at De kan skrive nogle Vers ! det kan blive en fix Idee hos Dem. Hvad vilde De sige, om jeg gik og troede, at jeg skulde være Keiserinde i Brasilien ! var det ikke Galskab og det er ogsaa Deres
– 76 –
Tro, at De er Digter !»
Men det var slet ikke min Tro, den vilde imidlertid have været mig en Livsfunke, en Trøst, havde jeg eiet den. Mine keitede Manerer var iøvrigt det jeg meest, under Opholdet i Kjobenhavn, maatte høre for, dernæst, at jeg sagde lige strax Alt hvad jeg tænkte.
Dog Dagene i Kjøbenhavn vare mine Livsens Dage, her saae og samledes jeg med ham, Den af Alle, jeg dengang, i Tankerne bøiede mig dybest for, og i Alt saae op til : det var Digteren Adam Oehlenschläger. Hans Roes lød fra alle Munde rundt om mig, han var mig mere, end alle andre Mennesker; stor var min Lyksalighed, da han en Aften, i den store oplyste Salon, hvor jeg dybt følte, at min Kjole var den fattigste og jeg i Fornemmelse heraf havde trukket mig hen imellem de lange, nedhængende Gardiner, han kom hen til mig og rakte mig Haanden, jeg kunde have sunket paa mine Knæ for ham.
Vi saaes ofte i Wulffs Huus, her kom Weyse ogsaa, som venlig talte til mig, jeg hørte ham phantasere paa Fortepiano; Brondsted, der var hjemkommet til Danmark, bragte Liv ved sin Veltalenhed, Wulff selv læste høit sin Oversættelse af Byron; den fine, dannede Verdensmand Adler, Christian den Ottendes Ven, sluttede Kredsen, hvor Oehlenschlägers unge Datter Charlotte overraskede mig ved sin Livsglæde og sit friske, overgivne Lune. Det var deilige Dage og Aftener, alle i Kjøbenhavn.
Fra et saadant Hjem kom jeg efter Ferie-Dagene til Rectorens Huus (Meisling/red.); selv under mildere Forhold der, det vilde dog have været en stor Overgang, nu var det som til en aandelig Pinebænk. En Dag kom Rectoren ind til mig, han havde i Kjøbenhavn hørt tale om, jeg troer hos Oehlenschläger, at jeg havde oplæst et Digt, jeg havde skrevet, nemlig «det døende Barn»; jeg saae paa Mandens Ansigt hvad der forestod, han fæstede gjennemtrængende sit Blik paa mig, forlangte at see Digtet, idet han tilføiede, at fandt han en Gnist af Poesi deri, vilde han tilgive mig».
– 77 –
Skjælvende bragte jeg Digtet, han læste det, loe, erklærede det for Føleri og Vaas, og udtalte nu i haarde Ord hele sin Vrede; havde han gjort det i den Tro, at jeg gik og spildte min Tid med at skrive Vers, eller at jeg var en Characteer, der maatte behandles haardt, hvilket hans Vidnesbyrd om mig benegter, da havde Meningen dog været god, men her var det vistnok kun hans Lune, hans Stemning jeg led under.
Dag for Dag blev min Stilling ulykkeligere, jeg var i en saa aandelig Lidelse, at jeg maatte gaae tilgrunde, skete der ikke snart en Forandring med mig, det var ikke blot i Skoletimerne, nei paa mit Kammer, i Familiestuen, at jeg følte mig som en jaget, vild Fugl; det var den mørkeste, den bittreste Tid i hele mit Liv; det saae og erkjendte mine andre Lærere; en af disse, nuværende Pastor Werliin, der da læste Hebraisk med os, reiste til Kjøbenhavn og gik til Collin, hvem han fortalte, hvorledes jeg havde det i Rectorens Huus og i Skolen.
Øiebliklig tog Collin den Bestemmelse, at jeg skulde strax til Kjøbenhavn og læse privat. Efterretningen herom forbittrede høilig Rectoren; i Afskeden, da jeg takkede ham for hvad Godt jeg havde modtaget af ham, var hans sidste Ord til mig at jeg aldrig vilde blive Student, at de Vers jeg skrev, om de end bleve trykte, vilde som Makulatur ligge og raadne paa Bogkræmmerens Loft og at jeg selv vilde ende paa Galehuset. Rystet til det Inderste forlod jeg ham.
Flere Aar efter, da mine Skrifter bleve læste, da «Improvisatoren» var udkommet, mødte jeg ham i Kjøbenhavn; han rakte mig forsonende Haanden, sagde deeltagende og venligt, at han havde taget feil af mig, behandlet mig galt, men nu havde jeg lykkelig fast Fod og kunde lade ham seile sin egen Sø.
Det var Forsoningens milde Ord; de tunge, mørke tilbagelagte Dage have ogsaa bragt Velsignelse ind i mit Liv.
Den ved sin Iver for nordisk Sprog og Historie saa hæderlig
– 78 –
kjendte, nu afdøde Pastor Ludvig Müller (Ludvig Christian M. født 12. mai 1806 og litt over ett år eldre enn Hans Christian A./red.), dengang Student, blev min Manuducteur.
Jeg leiede et lille Qvistværelse omme i Viingaardstræde; den lille Stue der, med den skraae Væg hen under Taget, er beskrevet i Romanen «kun en Spillemand»; og i «Billedbog uden Billeder» aflægger Maanen der sine Besøg, som da den her for mig gled hen over Nicolaitaarn, der den Gang ikke skjultes ved høie Huse, thi da var der ingen Nicolaigade.
Jeg havde endnu fra Kongen en bestemt lille Sum til min Understøttelse, men Underviisningen maatte betales, der maatte altsaa paa alle andre Maader sees til at spares. Et Par Familier gav mig Plads ved deres Middagsbord, jeg fik næsten alle Dage i Ugen besatte, jeg blev en Slags Kostgjænger, som mangen fattig Student endnu er det i Kjøobenhavn.
Der var en Afvexling heri, og jeg fik et Indblik i Familielivet, i forskjellige Kredse, ogsaa det var mig til Gavn. Jeg laæste flittig og da jeg i Helsingøersskole havde udmærket mig i enkelte Videnskaber, f. Ex. Arithmetik og Geometri, blev disse saa temmelig overladte til mig selv, den meeste Tid maatte anvendes paa Græsk og Latin; hvad man i Slagelse og Helsingøors-Skole, altid gav mig Udmærkelse for – men her fandt mig svagest i, var – Religion, paa den maatte der ogsaa hjelpes, meente min ellers høist fortræffelige manuducteur. Mine Religionskundskaber, der selv da jeg gik i Fattigskole bleve fremhævede som fortrinlige, de, i hvilke Latin-Skolen altid nævnede mig som en udmærket Discipel, fandt han – svage, altfor svage.
Han (Müller/red.) holdt sig strengt til Bibelens Ord, dem jeg kjendte, thi fra min første Indtrædelse i Skolen, havde jeg levende opfattet Alt, hvad der om denne blev sagt eller lært; jeg opfattede den igjennem Følelsen og begreb, at Gud var uendelig Kjærlighed; Alt hvad som stred imod en saadan, et brændende Helvede, hvor Ilden er evig, erkjendte jeg ikke og med min fulde Overbeviisning udtalte jeg det; fra et forkuet Væsen paa Skolebænken, traadte jeg fri, selvstændig op med disse mine Troes-Meninger, jeg udtalte
– 79 –
mig som et Naturmenneske, og min Lærer, der var et af de ædleste og elskværdigste Mennesker, men fast ved Skriftens bogstavelige Ord, blev tidt ganske ængstelig for mig; vi disputerede, medens den samme hellige Flamme brændte lige reent i vore Hjerter.
Men inderligt godt havde jeg af at komme til denne ufordærvede, begavede unge Mand, der var en ligesaa eiendommelig Natur, som jeg var det; hvad der derimod var mig ikke naturligt, men i den Tid en Deel af mig, var Lysten til, ikke at spotte, men snarere at lege med mine bedste Feølelser, og at betragte Forstanden som det Betydeligste i Verden; denne ny Maneer hos mig, var et Sving jeg maatte faae; i Skolen havde Rectoren, saa aldeles misforstaaet min uforbeholdne bløde Natur, min overstrømmende Følelse var blevet latterliggjort og trængt tilbage; idet jeg nu pludselig følte mig fri fra dette Tryk, slog jeg over i en Retning, der kun var paatagen Maneer; min Forkuethed slog om, ikke til Overgivenhed, men til en forfeilet Stræben efter at synes anderledes end jeg var; jeg spøgte over Følelsen, vilde bilde mig selv ind, at jeg havde bortkastet den, og saa kunde jeg dog en heel Dag gaae i mismodig Stemning, være reent ulykkelig over at have mødt et suurt Ansigt hvor jeg føgte et venligt.
Alle de Digte jeg før, under Taarer, havde skrevet ud af min bedrøvede Sjæl, gav jeg nu parodierende Overskrifter, latterlige Omqvæd; et heelt saadant, med faa Forandringer : «Kattens Klage», staaer i «Fodreisen»; et andet inderligt følt Digt, kaldte jeg «den syge Poet.» I denne Periode skrev jeg kun nogle faa Vers, men alle humoristiske, saaledes : «Aftenen», «den rædselsfulde Time», «Hjertesuk til Maanen», «Svinene».
En heel Forandring var foregaaet med mig; den forkuede Plante var blevet flyttet og begyndte at skyde friske Skud.