– «..foretagen i Aarene 1849 til 1852 blandt de norske Emigranter i de forenede Stater i Nordamerika, samt en kort Beretning om Forfatterens Virksomhed i de tre Aar, siden han kom til Norge»; af Hans Tønnesen Steene (Stene/red.). Bergen. Fr. D. Beyers Bogtrykkeri. 1856.
Sidene 3 – 36 :
For fire Aar tilbage foretog jeg en Reise der i Landet, for at erholde lidt Understøttelse til den paatænkte Reise til Amerika, og da jeg fandt mange beredvillige og opofrende Venner, der understøttede mig til dette Øiemed, saavel af Geistligheden som af andre Folk, saa finder jeg det nu som en Pligt og Skyldighed at aflægge min Tak til det ærede Publicum.
Den 27de Februar 1849 gjorde jeg mig færdig fra Stavanger til Amerikareisen og begav mig derfra til mit Hjem paa Gaarden Steene i Heskestads Sogn, og under en Taarestrøm tog jeg Afsked med mine kjære Forældre og Sødskende i Tvivl og Uvished om mere at see dem igjen her i dette Liv.
Jeg reiste herfra til Christiansand og Arendal, og fandt megen Forekommenhed hos Bekjendte og Venner der.
For at erholde lidt Indsigt i at katechisere Ungdommen, fandt jeg forgodt at opholde mig en Maaneds Tid paa Holt Seminarium østenfor Arendal. Bestyreren, Pastor Faye (Andreas Faye/red.), beviste mig megen Gjæstfrihed og Forekommenhed.
Herfra reiste jeg til Skien i Pintsehelgen, og fandt mig meget opbygget og bestyrket iblandt de velmeente Venner der. Vækkelsen var dengang i Tiltagende, og der var ogsaa Trang paa Arbeidere i Herrens Viingaard. I den senere Tid skal der være endnu mere aandligt Liv og Begjærlighed hos Folket.
Formodentlig har Pastor Lammers været et Middel i Herrens Haand til denne religiøse Bevægelse iblandt Folket der.
Paa Afreisen fra Skien ledsagede en kjær Ven Jacob Nærem mig til Laurvig. Han var den sidste af mine Venner, som havde ledsaget mig iblandt vore Venner her i Landet, i en Tid af omtrent to Aar gjennem Bergens Stift, Trondhjems Stift, Christiania Stift og Christianssands Stift. Takket være Herren for alt det Gode, som jeg nød paa disse Reiser, saavel i timelig som i aandelig Henseende. Om jeg mere kan faae nyde saadan Velsignelse iblandt Folket i vort Land, det er Herren alene bekjendt.
Fra Frederiksværn gik jeg som Dækspassager til Götheborg for 1 1/2 Spd. Min Bestemmelse var at reise over England; men ønskede dog først at see igjen mine gamle Bekjendte i Stockholm, med hvilke jeg havde gjort Bekjendtskab under mit to Maaneders Ophold der 1844, den Gang jeg havde Audiense hos Hans Majestæt Kong Oscar
– 4 –
i Anledning af de Samvittigheds-Skrupler, jeg havde havt som Underofficier i Militairtjenesten, at være forpligtet til at commandere og exercere paa Søndagen og andre Helligdage ved de almindelige Vaabenøvelser i Fredstider.
Under mit Ophold i Götheborg havde jeg den Glæde at høre en Prædiken af Pastor Ingemann; et saa alvorligt og opbyggende Foredrag, som han holdt, er sjelden at høre.
Jeg reiste fra Götheborg til Stockholm med Dampbaaden i 3 Dage for 5 1/2 Spd. Fartøiet gik igjennem Göthacanalen og de to store Indsøer Wenern og Wettern, og Arboga Canal ud i Østersøen til Stockholm. Et saa storartet Arbeide, som Göthacanalen, har jeg aldrig seet før. Fartøtet gik op for høie Bakker og Fjelde, ved Hjelp af Sluser eller Dæmninger og Kunstværker. Omtrent en halv Miil var Canalen mineret lige igjennem Fjeldet, saa det stod som en Muur paa begge Sider.
For at komme op for et Fjeld, havde man mineret over 50 Fod dybt i Fjeldet. Denne Canal skal have kostet den svenske Stat en saa uhyre Pengesum, at man antager at Landet føler dens Tryk den Dag i Dag, og uagtet de Fordele, den yder Skibsfarten, især ved Transport af Jernvarer fra Gruberne i Landet, saa siges det dog, at der skal megen Tid til, førend det store Udlæg kan erstattes. Da jeg paa min Reise fra Hamburg til Stockholm i det omtalte Ærende hos Kongen kom til Byen Malmø i Skaane i Sverrige, syntes jeg at kunne see Landets Forarmelse paa Husene og Byens Udseende.
Jeg opholdt mig i Stockholm to Uger, og det var en stor Glæde at gjenfinde alle mine Venner der, samt at meddele mit Hjertes Følelser ved Bøn og Formaningstaler i flere Forsamlinaer. Saa alvorlige og opbyggelige Prædikener, som de svenske Præster holdt i Stockholm, har jeg neppe hørt før, hverken i Skandinavien ei heller i England, hvor man troer der hersker mere Religiøsitet, end i de øvrige europæiske Lande.
I Stockholm gives ogsaa to private Mænd, der har Naadegave at tale til Opbyggelse, nemlig Rosinius og Oscar Anfelt. Disse bekjende Guds Ord i en reen og enfoldig luthersk Aand.
Under mit Ophold i Stockholm traf jeg en meget veltænkende Mand, Provst Aren fra Alrum i Skaane. Mine Venner anmodede ham om at holde et religiøst Foredrag i det engelske Capel metodistenes – bygget av den engelske Scott/red.), for derved at faae Anledning at indsamle lidt Understøttelse til mig paa Reisen til Amerika. Man erholdt et Pengebidrag af 20 Spd. til Understøttelse for mig paa Reisen. Det foraarsagede ikke liden Glæde og Taknemmelighed at erfare christeligsindede Menneskers Deeltagelse ogsaa i Naboriget.
Jeg gik fra Stockholm til Lübeck i Tydskland med Dampbaaden Gauthiod, med hvilken jeg fire Aar tidligere havde reist som Dækspassager 60 Miil fra Ystad i Skaane til Stockholm i det
– 5 –
før omtalte Ærende til Kongen. Nu tog jeg ogsaa Dæksplads for 5 Spd; men paa Grund af mit forrige Bekjendtskab til Capitainen, overlod han mig anden Plads istedetfor Dækssplads, hvilket var en stor Fordeel for mig i de to Døgn i det kolde Veir over Østersøen.
Takket være Herren, som altid har tænkt paa mig til det Bedste; thi ellers havde jeg vist ikke kommet saa vel igjennem paa mine lange Reiser. Efter 3 Timers Ophold i Lübeck gik jeg med en stor Reisevogn om Natten til Hamburg for 1 Spd., og nu kom jeg den fjerde Gang til denne store og mægtige Stad, men ogsaa en Bolig for al Slags Synd og Uteerlighed.
Herfra gik jeg med Post-Dampbaaden som Dækspassager i 1 1/2, Døgn til London for eet Pund Sterling, omtrent 4 1/2 Spd. Da vi kom iland tidlig om Morgenen i London, saae jeg flere Personer ligge sovende paa Gaderne, der formodentlig ikke havde Huus eller Hjem. En saadan Mængde af fattige, udsvævende og forarmede Mennesker har jeg aldrig seet, som i London, og vel finder man heller ikke noget Sted saa uhyre store Capitalister som der, samt Rigdom og Velstand hos dem, som besidde denne Verdens Goder.
Under mit Ophold i London blev en Person dræbt af en Mand og en Kone. Han skulde havt 100 Pund Sterling hos sig, og for at berøve ham disse, blev han myrdet inde i et Huus. De nedgrove det døde Legeme under Gulvet i Kjøkkenet. Manden fik rømme, men Konen blev arresteret. Ak, hvor de arme Penge have bedaaret mangt et Menneske til at forgribe sig saa groveligt !
I London traf jeg en hyggelig Mand, Pastor Scott, der havde opholdt sig i Stockbolm i 10 Aar som Missionær og nød Understøttelse af Methodisterne i England. Efterat han havde opbygget det før omtalte store herlige Capel (Kirke) maatte han paa Grund af Pøbelens Had og Opstand (hvilket gik saa vidt, at man kastede Stene ind i Kirken, medens han stod paa Prædikestolen) begive sig hemmelig paa Tilbagereisen til England.
Paa Grund af det Bekjendtskab, som jeg havde til hans Venner i Stockholm, var det, at jeg erholdt fri Underviisning otte Maaneder i det engelske Sprog i Gravesend 1845. Denne By ligger 3 norske Miil udenfor London tæt ved Floden Themsen, som løber lige igjennem London ud i Nordsøen, og tæller saa mange Indbyggere som Bergen (omtrent 24000).
Igjennem de første Uger under mit Ophold i Gravesend 1845 var det at Herren opvakte Længselen hos mig eller, om jeg maatte tillade mig at sige, Kaldet til Amerika, og under hele mit Ophold der blev det mig alt mere og mere magtpaaliggende om vore Landsmænd i Amerika, saa jeg troer, at det virkelig var Guds Villie med min Reise derhen.
I London traf jeg mange ypperlige Folk af Brødremenigheden, der understøttede mig, og den svenske
– 6 –
Pastor Carlson leverede mig fra en liden Missions-Forening 3 Pund Sterling, omtrent 13 1/2 Spd. til Reisepenge.
Fra London til Liverpool gik jeg paa Jernbanen i 12 Timer tværs over hele England, omtrent 28 norske Miil for 3 1/2 Spd. Vognen gik flere Gange igjennem Jordbakker, hvor man ikke saae Dagens Lys, hvilket foraarsagede Alteration (sterk sinnsbevegelse/red.) hos Passagererne ved at høre det stærke Skrald og Gny af Vognene i de mørke Hulegange. Men Landets Beskaffenhed og Skjønhed var saa ualmindelig, at man følte sig meget opmuntret ved at betragte Herrens Gjerning i Naturen.
Hver Morgen Kl. 7 kan man reise med Parlaments-Vognene for een Pence pr. engelsk Miil, som er omtrent to Skilling norsk, og da omtrent 7 engelske Miil udgjør en norsk, saa bliver det billigste, man kan reise for i England, 14 Skilling pr. norsk Miil; men for første Classer Vogne vist tre Gange saa meget.
– I Liverpool kom jeg tilfældigviis ind i en Kirke, hvor der prædikedes i det velske Sprog (walisisk/keltisk/red.), hvilket er ganske forskjelligt fra det engelske. Jeg forstod kun fire Ord af Prædikenen; men eftersom jeg kunde fornemme, saa var det en særdeles gudfrygtig Præst og Menighed.
Jeg undsaae mig for at gaae ud igjen og blev siddende indtil Gudstjenesten var sluttet, og fandt mig saa opbygget, som om jeg havde været i en af vore norske Kirker. Herren er ikke bunden til Midler, Tid eller Sted; thi den han vil velsigne, den bliver ogsaa rigelig velsignet.
Fra Liverpool til Amerika er altid Leilighed. Fragten, som jeg betalte, var 19 Spd., og vi afgik derfra den 30te August 1849. Nu forestod mig store Prøver, som jeg ikke burde glemme, medens jeg lever. (For det Første blev jeg søsyg, kunde ikke spise og ingen varm Mad fik jeg. Jeg maatte betale Kokken 2 Spd. for at koge min Mad, men næsten hver Morgen maatte man høre paa hans Skjælden og Banden, førend vi kunde faae Noget. Der udbrød ogsaa en Sygdom blandt Folket paa Fortøiet, der formodentlig var en Art af Cholera. 16 Personer døde, og jeg var ogsaa nær Døden, saa at jeg i tre Dage ikke var istand til at komme paa Dækket uden ved Andres Hjælp. Jeg var nødt til at kjøbe en Flaske Viin for 2 Spd. til Styrkning for mit matte og afkræftede Legeme.
Herren være lovet for sin store Naade, at det behagede ham at skjænke mig Helbred og Sundhed igjen. Fartøiet havde omtrent 300 Passagerer ombord, de fleste vare fra Irland samt fra England og Skotland. Saa raae og grove Mennesker som de Romersk-Katholske fra Irland har jeg aldrig seet før; de undsaae sig ikke heller i deres Vildhed efter deres Fædres Religions-Skik at nedknæle, naar de holdt deres Morgenbøn; men naar de havde forrettet dette, saa vare de ligesaa letsindige som før.
Saaledes kan man see, hvor fast
– 7 –
det sidder hos Mennesket, hvad han har lært af Fædrene fra Barndommen af; men som vel oftest bliver brugt til et Syndeskjul og Sikkerheds Støtte. Endelig kom den forønskede Stund da vi saa Land i en fremmed Verdensdeel. Glædestæarer faldt af Øinene ved at see Land, efterat have lidt saa meget Ondt i saa mange Dage paa det vilde Hav.
Da vi fik Lods ombord, var der saadan Glæde iblandt Folket, som om man aldrig havde seet en Mand før.
Vi vare omtrent 25 Dage underveis fra Liverpool til New-York. Den 24de September kom der en Dampbaad ud og bugserede Skibet ind til New-York. O, hvilke Forundrings- og Glædes-Følelser, der stod hos os, for første Gang at see et saa herligt Land, der kunde lignes ved et Paradis mod det kolde nordlige Europa !
I det samme Fartøiet kom i Havnen, døde en Kone af Cholera. Man omtalte, at Fartøiet skulde ligge 3 Uger i Ovarantaine, hvilket foraarsagede stor Modløshed og Sorg hos alle de syge og udmattede Passagerer. Men da Capitainen var en americansk Mand, saa havde han den Indflydelse hos vedkommende Tilsynsmænd, at Passagererne fik gaae iland og de Syge bleve bragte paa Sygehuset.
Endnu forestod mig større Prøver; thi Udmattelsen af Reisen, og det hede Klima i New-York foraarsagede hos mig en ny Feber. Med Nød og Neppe kunde jeg selv gaae iland fra Fartøiet, og jeg ventede hvert Øieblik at falde om paa Gaden. Om Natten var jeg saa syg, at jeg vidste ikke enten det skulde blive til Liv eller Død. Jeg havde ikke sovet hele den forrige Nat, og jeg tænkte ikke heller paa Søvn denne Nat, men endelig faldt jeg i Søvn, og om Morgenen, da jeg opvaagnede, skinnede Solen for første Gang for mine Øine i Amerika.
Mit Hjerte var opfyldt med Lov og Priis til min trofaste Fader, fordi han havde sienket mig Livet ligesom paa nyt igjen; og det Psalmevers faldt mig ind :
«Derfor vil jeg raabe ud I de fire Verdens Hjørner : O I Folk, som Gud fortørner Saadan mild og naadig Gud, Vender om, og han skal vise Eder Naadens søde Favn, Vender om, at I kan prise Med Manasse Herrens Navn».
Efter megen Besværlighed fandt jeg den svenske Pastor Hedstrøm; thi jeg havde Brev til ham fra Stockbolm. Jeg spurgte ham da : veed De ikke noget Sted paa Landet hvor jeg kunde faae op holde mig en Tid, maaskee jeg kunde igjenvinde min Helbred. Han raadede mig til at gaae ind paa et af Emigrant-Sygehusene; thi der faaer man Alting frit. De to Spd., som enhver Person betaler i Landgangspenge, udgjør en saa uhyre Pengesum, at der kan opbygges saa store Sygehuse, som man behøver, hvilke ogsaa ere forsynede med Skoler og Kirker.
Jeg blev tillige med flere Syge transporteret paa en Dampbaad
– 8 –
opad en Flod til en liden Ø, kaldet Vaars-Øen (her menes det hollandske «Varken Eyland» (gris-øya), som lå midt i «East River», ikke egentlig en elv i vanlig forstand/red.).
Men jeg kan ikke udsige mine Følelser, da jeg første Gang saae Egnen rundtom New.York. Thi Skove, Marker, ja endogsaa Fjeldene havde et Udseende, som det skulde have været nyere end i det gamle Europa.
Mange ere næsten tilbøielige til at troe, at denne Verdens-Deel i den senere Tid er stegen op af Havet, og derfor er saa frugtbar. Flere Grunde stadfæste denne Mening. Thi man seer mange Forhøininger paa de store Sletter, af hvilke Jorden er bortskyllet og Kampestenen ligger ovenpaa, og det synes at Søen har bortvasket Jorden, og nu ligger den paa de lavere Steder og udgjør et overmaade frugtbart Land.
En Gang som Elling Eielsen og jeg kom til et saadant Terrain sande han : Det synes, at Havet i gammel Tid har gaaet over disse bølgeagtige Sletter.
Der gives ogsaa flere Steder, hvor der for nogle Aar tilbage har været saa sumpigt, at man neppe kunde gaae der og nu er Vandet udtørret, saa man kan pløie det. Det lader til i den senere Tid, at baade Luften, Klimaet og Jordbunden er blevet friskere og sundere; thi Folket er ikke saameget udsat for den almindelige Klima-Feber, som Tilfældet var før med mange af de nys ankomne norske Emigranter, der døde ofte i Hobetal; men nu er det langt bedre.
Da vi kom til Syge Anstalten paa Øen tæt ved New-York, fik vi god Underholdning, og tillige var der et sundt og godt Sted, eftersom Øen laae midt i Floden. Lægerne vare meget ombyggelige for de Syge; thi de behandlede os saa vel, som om vi havde været deres Ligemænd.
Det var den første Gang jeg havde Anledning at see den Gemeenhed og National-Nedladenhed, som finder Sted hos det ypperlige amerikanske Folk.
Paa denne Sygeanstalt saae jeg en Mængde med alle Slags Sygdom beheftede Mennesker, og de fleste vare fra Irland. Da jeg havde kommet mig lidt af Sygdommen og havde faaet paataget mig mine egne Klæder igjen gik jeg ind i et af Sygehusene, for om muligt at kunne være nogen af de Syge til Hjælp. Da jeg kom i Døren, sagde en Romersk-Katholsk, det er præsten.
Jeg taug og vidste ikke hvad jeg skulde sige. Da jeg havde talt lidt med nogle af de Syge, spurgte en mig om han ikke kunde faae gjøre sin (Confession) Synds-Bekjendelse, hvilket er almindeligt hos de Romersk-Katholske, efter den gamle Munkeorden, at bekjende Synderne for Præsterne, fordi de troe, at Præstens Forladelse er ligesaa fuldkommen som om Gud havde tilsagt dem Syndernes Forladelse; men desværre, dette bestaaer vel som oftest i en tom Form, uden Hjertets grundige Forandring og den sande Bodfærdighed, som alene gjælder for Gud til Syndernes Forladelse. Jeg kom i megen Forlegenhed over Mandens Anmodning om at gjøre sin Confession, men tilsidst
– 9 –
sagde jeg at det bedste var, at han ventede til Præsten kom, og dermed skiltes jeg fra dem Alle.
Efter 11 Dages Forløb havde jeg kommet mig saa meget, at jeg kunde begive mig til New-York igjen. Jeg blev ikke dengang bekjendt med nogen Nordmand; men maatte tage Logis hos en Engelskmand, som tog 3 Spd. Ugen for Kost og Logis. Følgen heraf var, at min Pengekasse snart blev tømt, og jeg var ikke lidet bekymret hvorledes jeg skulde komme til de norske i Visconsin; men der blev ogsaa Udkomme hertil, Herren være derfor lovet og priset.
New-York er anlagt mellem to Floder, over hvilke der gaae 4 Dampbaads-Færger i hver Time hele Dagen igjennem, som kunne rumme 14 Heste med Vogne samt flere hundrede Mennesker.
O, hvor der hersker Magt og Velstand ! Byen er forsynet med Springvand, der har sit Udspring en norsk Miil op i Landet, og ledes ind i hver Mands Huns igjennem Malmrender under Jorden, saa tykke, at en Mand kan krybe igjennem dem, og Vandet kan drives op i den 6te Etage. Man anlægger Gader og Qvarterer rundtom Byen og paa den anden Side af Østfloden, som kaldes Brykland (Brooklyn/red.), i Udstrækning større end nogen Bye i Norge.
Store Kapitalister, som ikke veed paa hvad Maade de helst skal kunne aagre med deres Penge, anlægge saadanne Planer. En overmaade riig Mand skal nylig have opført 150 Vaaningshuse, for at bortleie igjen til Andre. Jeg troer, at det havde kostet ham 1 1/2 Million Spd.
Der er ingen norsk Kirke i New-York; men den svenske Pastor Hedstrøm, som understøttes af de amerikanske Methodister, prædiker i et stort Skib tæt ved Bryggen kaldet Bethel-Skibet, der er indrettet som en Kirke. Han prædikede med Liv og Varme, saa det var meget opbyggeligt at høre ham. De fleste religiøse norske og svenske Folk i New-York høre til hans Menighed.
Der er en Klædehandler Harrison fra Skien, som udmærker sig i Guds Frygt og Omsorg for Guds Riges Udbredelse. Jeg traf ogsaa en velmeent og forekommende Mand af Brødremenighedens Præster, David Bigler. Deres Kirke og Huset, som han boede i, var overmaade delicat og kostbart. Jeg blev ogsaa bekjendt med det amerikanske Bibelselskab i New-York. Det synes nu at overgaae det brittiske og udenlandske Bibelselskab i England; thi jeg har aldrig seet saa herlige og kostbare Bibler, som hos Bibelselskabet i New-York.
En af Forstanderne forærede mig een Bibel og eet Ny-Testamente, som var trykt baade i det norske og engelske Sprog. Der var 4 Hurtigpresser, som gik med Dampmaskiner. Et andet Selskab blev jeg ogsaa bekjendt med, der kaldes det amerikanske Tractatselskab. Der var ikke mindre end 12 Hurtigpresser, som gik med Dampmaskiner. Det er overmaade riigt
– 10 –
og har udvidet sine Virkegrændser i hele Amerika og næsten til alle europæiske Lande.
Det har ogsaa trykt mange gode Bøger i det norske Sprog, hvoriblandt findes «De Helliges evige Hvile», og «Opfordringen til den Uomvendte», forfattede af den bekjendte Pastor Baxter i London, der tilhørte den biskoppelige Kirke i England.
Selskabet har ogsaa ladet trykke «Pillegrimsfremgang» af Buniam (skal være «Pilegrims Vandring» av John Bunyan/red.), og «Veiledning til en sand Gudsfrygt» af Dodrige.
Selskabet har mange Kolportører (omreisende Boghandlere), som det lønner med 12 Spd. om Maaneden, hvoriblandt en Peder Asbjørnsen Mehuus fra Stavanger Lehn og Laurits Larsen fra Skien.
En af Regjerings-Personerne i Kjøbenhavn, Hr. Broune, er Agent for Selskabet for Danmark og Norge, og han har modtaget 100 Spd. for at udbrede deres ypperlige Bøger. Da jeg reiste fra New York, modtog jeg Selskabets Aarsberetning, for at levere til Hr. Broune i Kjøbenhavn.
Efterat have opholdt mig i New-York i 6 Uger og min Helbred var forbedret, gik jeg med en stor Dampbaad, 120 Fod lang, til Byen Albany, og derfra paa Jernbanen til Buffalo forbi 60 Stationer (Stoppesteder) i 24 Timer for 5 Spd.
Enhver af Vognene rummede 60 Personer. Passagererne holdt det næsten hele Veien med Skrig og Skraal ja alle Slags Lyd, som man kunde tænke sig, saa jeg var glad over at jeg fik sidde i Ro og Fred, og man ikke overfaldt mig med sin Grovhed og sit Mundbrug.
Jernbanen er saaledes indrettet : Locomotivet eller Jernmaskinen gaaer paa 6 Hjul paa Jernbanen langs hele Veien. I denne kan man fæste saamange Vogne som man vil, Locomotivet trækker dem allesammen, og om jeg husker ret skal man kunne reise 8 norske Miil i Timen.
Buffalo ligger tæt ved Irie Indsø (Eriesjøen/red.) og tæller omtrent 50 Tusinde Indbyggere. Da jeg kom til Buffalo blev jeg bekjendt med en Mand, der havde ikke mindre end 50 Personer i Kost og Logis og betalte selv i Huseleie 1000 Spd. Han anmodede mig om at blive hos ham Vinteren over og lovede at han skulde gaae ud til sine Venner for at faae lidt til Understøttelse, hvis jeg ikke havde saamange Penge at jeg kunde holde mig Vinteren over.
Men det gik efter det gamle Ordsprog : Loven er ærlig men Holden besværlig (det er en ærlig sak å gi et løfte, men å holde det, er vanskelig/red.). Jeg maatte betale 3 Spd. om Ugen for Kost og Logis for 4 Maaneder, og fik saa lidet Værelse, at min Helbred blev saa svækket, at jeg føler Meen af det den Dag i Dag.
Paa Grund heraf maatte jeg opholde mig en Maanedstid paa et Sygehuus, som bestyredes af 7 Fruentimmer, kaldet Nonner eller Naadens-Søstre efter den gamle Munkeorden for Qvinder. Disse 7 Naadens-Søstre tilhørte den Romersk-Katholske Kirke. Deres Bestemmelse
– 11 –
var at opoffre sig ganske og aldeles til Andres Vel, og ikke indgaae i Ægteskab. De havde ogsaa erholdt til Hjælp i sit Foretagende 9000 Spd. af New-Yorks Statskasse, og derfor vare de pligtige at modtage til Pleie enhver syg Emigrant gratis, som ikke havde været i Amerika over 2 Aars Tid; men naar en Mand havde været der i 2 Aar, saa havde han ikke mere gratis Pleie at fordre af nogen Sygekasse.
Der var ikke mere end 14 norske Familier i Buffalo, hvoriblandt var en Mand ved Navn Ole Larsen fra Skien. Hans Datter var en christeligsindet Kone, hos hvem jeg ofte havde Opbyggelses-Stunde, og jeg gik fra Huus til Huus saavel iblandt de Norske som iblandt de americanske Folk og holdt Andagtstimer hele Vinteren.
Om Foraaret begav jeg mig paa Reisen op over de store Ferskvands-Indsøer, – hvilke ere ligesaa store som Nordsøen – til Visconsin og Illenois, hvor alle de Norske have bosat sig. Da jeg var færdig til at reise fra Buffalo, blev jeg heldigviis bekjendt med en Pastor Skailand, der tilhørte den biskoppelige Kirke. Vi kom i Samtale om den svenske Pastor Unonius, der har sluttet sig til den biskoppelige Kirke og har Menighed i Chicago.
Hr. Pastor Skailand var glad over at jeg kunde underrette ham om, at Pastor Unonius havde skrevet et Stykke ide norske Blade om den biskoppelige og lutherske Kirkes nær beslægtede Troesbekjendelse, hvilken Opsats de fleste religiøse Folk i Norge læste med Interesse. Hr. Skailand recommenderede mig til en af Agenterne for de store Dampbaade, Master Harrison, som gaae dagligen fra Buffalo til Byen Milvaukee i Staten Visconsin og Byen Chicago i Illenois.
Agenten havde Autoritet at give en eller to Personer Fribillet paa Dampbaaden. Paa Grund af Skailands Anbefaling havde jeg den Lykke at faae fri Billet til Chicago, der ellers kostede 8 á 9 Spd., og dette var mere end jeg kunde formode. Saaledes har Herren altid sørget for min Fremkomst paa den bedste Maade. Det var en meget fornøyelig Reisetour. Der var omtrent 500 Passagerer ombord og ikke faa Præster og christeligsindede Mennesker. To af Præsterne holdt religiøse Foredrag for Folket. Naar man skulde spise blev et Bord dækket, omtrent 24 Fod langt, med 3 Slags Steg, der holdtes bestandig varm paa Bordet over en Pande med brændende Spiritus, og paa samme Maade holdt man Kaffekjedlerne varme, medens Folket spiste.
De, som hørte til første Plads, havde ogsaa fri Spise; men enhver Anden, som tilhørte anden og tredie Plads, kunde ogsaa spise ved det samme Bord, mod at betale 1 Ort og 6 Skilling pr. Maaltid. Enhver Person, der havde første Plads havde et smukt Værelse med Laas for, hvortil man modtog Nøgelen
– 12 –
da man reiste fra Buffalo, og leverede den tilbage igjen, naar man kom til Chicago. Der var større Foranstaltninger og Beqvemmeligheder for Passagerer end i Europa.
Jeg havde modtaget mange gode Tractater fra Tractatselskabet i London og New-York, for at uddele til Folket i Amerika. Jeg tog mig Mod ved denne gode Anledning at uddele Bøgerne paa bedste Maade, men de Romersk-Katholske fra Irland rystede paa H0vedet og vilde ikke modtage dem, fordi de vare forfattede af luthersk-protestantiske Folk, hvilke de holde for kjettersk og afvigende fra den rene og sande Lærdom.
Alle de ypperlige amerikanske Præster, som vare ombord, fandt sig meget fornøiet derved, at jeg, som en fremmed Normand, beskjæftigede mig med at uddele Tractater og virkede for Religionssagen, hvilket ogsaa var deres Anskuelse at virke til dette Formaal. En af dem gik til flere af sine Venner paa Dampbaaden, og erholdt et Pengebidrag til Understøttelse for mia paa Reisen op til det store vilde Vesten, hvor alle de norske Emigranter bave bosat sig.
I 1849, da jeg kom til Amerika, anslog man de Norskes Antal at være 40 Tusinde. Der gives kun 10 Præster iblandt disse 40,000, bvoriblandt 6 af dem ere af den norske Statskirke og 4 som ere beskikkede siden de ere komne over til Amerika. Saaledes bliver der kun een Præst til hver 4,000. Enhver kan heraf see, hvormange af de Norske, som vist maa savne aandelig Sjælepleie, og man skulde ønske at flere unge Brødre vilde drage over for at virke for Guds Riges Udbredelse iblandt vore stakkels adspredte norske Folk.
Efter 3 Dages Reise kom vi til Chicago, hvor der er over 600 Norske. Der traf jeg Paal Andersen, som er Præst for nogle af disse. Han har studeret temmelig meget hos Presbyterianerne (de reformerte/red.) og har vakkre naturlige Gaver at virke som Prædikant; men han har gjort forskjellige Forandringer i Kirkeritualet m. M. saa at de oplyste, velmeente Folk, som kommer fra Norge, ikke kan finde sig i at indgaae i hans Menighed.
I Chicago traf jeg ogsaa den omtalte Pastor Unonius; hans Menighed bestod af norske og svenske Folk. Flere af de Norske priste ham meget for hans Hiælpsomhed i oeconomiske Henseender, især mod fremmede Emigranter, i Sygdomstilfælde.
Der var ikke liden religiøs Bevægelse det første jeg kom til Chicago. Nogle kom ogsaa paa den Tid til Opvækkelse og til et fornyet Sind i Christo baade af Mandspersoner og Fruentimmer. De bekjendte ogsaa den Herre Jesum saavel med Ord, som med en anstændig Vandel. Og de vare ogsaa bestandige i det Gode, saa længe jeg var i Amerika. Har jeg virket noget Godt i Tiden, saa var det der, thi jeg havde været i ikke liden Trængsel forud; men nu fik jeg saa at sige fri Luft
– 13 –
for min Aand og jeg kan ikke negte for at Herren velsignede vort svage og ringe Arbeide i hans Viingaard.
Men det vil gjerne gaae saa med os, at naar vi faae gode Dage igjen, da indsniger sig snart Lunkenbed og Ligegyldighed, og man er ikke saa flittig i Herrens Arbeide som man skulde og burde være. Som der staaer i Sangen :
«Snart Lunkenhed sig søger ind at snige, Den trætte Fod vil ud af Veien vige,
Den synes haard, en anden Vei man sig Da vælger til at vandre magelig.
O, slagtet Lam ! som stedse troe er bleven Som Kjærlighed til Død og Grav har dreven,
Giv mig den Kraft, at jeg til Gravens Muld Maa være Dig af Hjertet tro og huld».
De fleste Norske som boe der, ere fra Vos i Bergens Stift, men det maa jeg sige, at de vare temmelia stridbare og haardføre Folk. De meest veltænkende og religiøse Folk vare de som tilhørte E. Eielsens Menighed, og ikke faa fra Lyngdal, som havde et religiøst Væsen og Indtryk, der formodentlig kan tilskrives Herr Pastor G. Kjellands Virksomhed i Lyngdal.
I Chicago bavde jeg den første Anledninq at gjøre Bekjendtskab med E. Eielsen fra Vos, af hvilken jeg for 12 Aar tilbage havde hørt et religiøst Foredrag paa Gaarden Bøe i Soggendal i Dalernes Provsti. Jeg erindrer vel, at mit Hjerte svarte ja og Amen til Alt hvad han talte, men den Gang troede jeg aldrig at kunne faae Deel eller Lod i Guds Ord til min Sjæls Salighed, fordi jeg havde havt en alvorlig Vækkelse paa mit Hjerte, da jeg var 16 Aar gammel, men havde tabt den igjen og nu træde jeg at have ajort Synd imod den Helligaand, om hvilken der staaer, at den ikke kan forlades.
Dette har jeg nærmere forklaret i en liden Bog, som blev oplagt een Gang i 1847 og to Gange i 1848. Men lovet være Herren, han kom mig til Hjælp, saa jeg blev løst fra disse haarde Tvivlens og Vantroens Baand, som jeg i en Tid af 7 Aar havde været holdt fangen i, og nu kunde jeg finde Eielsen i en bedre Tilstand, og med et fornyet Sind i Christo.
Takket være Herren for sine forunderlige Førelser med os Mennesker; han gjør Alt til vort sande Bedste og Gavn. Det var hos Torger Ryg og Jacob Hodnefjeld, som jeg første Gang traf E. Eielsen. Da faldt Tanken strax tilbage iblandt hans Venner og Bekjendte i Norge, hos hvilken Talen saa ofte havde dreiet sig om Eielsens Virksombed som Præst iblandt de norske Emigranter i Amerika.
Han er nu Præst der for Mange af de meest veltænkende religiøse Folk, hvilke ere adspredte i mange af de norske Setlementer.
I den senere Tid have ogsaa Mange gaaet ind som Medlemmer i Eielsens Menigheder og antaget ham, som deres Præst. Da jeg sidste Gang aflaade det tredie Besøg i det omtalte Setlement Lissabon i Illinois, 80 engelske Miil i Vest fra Chicago,
– 14 –
hentede man Træmaterialier fra Chicago for at opbygge en Kirke, hvor Eielsen skulde prædike indtil man kunde erholde en Præst der vilde staae i Forbindelse med ham og hans Kirkesamfund.
Tømmeret til Kirken blev først transporteret paa Jernbanen og kjørtes siden med Heste og Oxer.
E. Eielsen har faaet sin License (Bevilgning eller Ordination) til at virke som Præst iblandt de Norske af en amerikansk luthersk Præst ved Navn Hoffmann, hvilken jeg talede med nu sidste Gang jeg var i Chicago.
Eielsens License er ogsaa recorded (indskrevet) i flere Byer i den amerikanske Regjerings Protokoller, saa man ikke kan afsætte ham, uagtet man har gjort sig temmelig Umage derfor, om det havde kunnet lade sig gjøre.
Efter de amerikanske Love i de kirkelige Anliggender, saa kan enhver Præst, som er lovlig kaldet af en Menighed, indsætte en Anden som Præst, naar han er valgt af Nogen til Præst og Sjælesørger, og saaledes har ogsaa Eielsen Autoritet til at ordinere en Mand til Præst for saadanne, der maatte ønske det.
Der skal ikke stor Lærdom og høie Studeringer til i Amerika for at blive Præst; thi naar en Mand har Naadegave til at holde et religiøst Foredrag og meddele Sacramenterne, saa kan han strax blive Præst; og Erfaring har godtgjort, at mange af saadanne Præster have virket med Held og Velsignelse.
Vi her i Norge skulle ønske at komme til et lignende Standpunkt, nemlig : til mere enfoldig og practisk Gudsfrygt, Liv og Vækkelse iblandt Folket. I Amerika besøges Kirkerne langt flittigere, end i Norge; thi man seer aldrig Gaderne saa fulde af Mennesker, som om Søndags Morgen, naar det er Tid at gaae til Kirke.
Store herlige Kirker seer man fulde af andægtige Tilhørere i alle Byer i de forenede Stater. Aldrig har jeg før i Europa fundet saa mange retskafne og oprigtige troende Christne, som i Amerika ikke engang i England–, især iblandt Methodisterne, Presbyterianerne, Lutheranerne og Baptisterne.
Thi ihvorvel vi ikke kan stemme overeens med Baptisterne angaaende Barnedaaben, saa maa jeg dog tilstaae, at deres Prædikener vare baade grundige og opbyggelige; men især maa jeg foretrække Presbyterianerne, thi deres Præster vare saa lærde, at man kunde forundre sig over hvad de kunde formaae i deres Prædikener. Disse have meest Omsorg for det norske Folks Vel; thi de erkjende, at den lutherske Kirke er ligesaa reen, som deres egen Bekjendelse, og de lovede at gjøre Alt, hvad de kunde, for i oekonomiske Henseender at sætte os istand til at virke med Held og Velsignelse i kirkelige Anliggender iblandt vore norske Brødre. Det var ikke faa Gange, at jeg fik en Understøttelse af 5 á 7 Spd. til Reisepenge. Flere Gange blev jeg anmodet om at deeltage med dem i deres Bønnesammenkomster og andre religiøse
– 15 –
Forsamlinger, hvilke ogsaa var en Hjertestyrkelse og Vederqvægelse for min Aand.
Og jeg kan ikke nægte for, at jeg elsker dette Kirkesamfund meget, for alt det Gode, dets Medlemmer beviste mig i de tre Aar jeg reiste iblandt det norske Folk i Amerika. Og jeg maa sige, at jeg føler Længsel til at finde den igjen.
Disse ovennævnte Partier holde ofte nogle saakaldte protrækte (protracted/red.) Meeting(s) (eller vedvarende Forsamlinger). Deres Bestemmelse er ialmindelighed, at vedvare i fire Uger ad Gangen, og de lade sig ikke tilfredsstille, førend Herren velsigner deres Virksomhed, saa at der bliver en ny Opvækkelse iblandt Folket, hvilket ofte gaaer for sig, og jeg har ogsaa selv bragt i Erfaring, at det er sandt.
Den sidste Vinter jeg var i Amerika, bivaanede jeg ofte saadanne Førsamlinger, og jeg faldt i Forundring over, hvor Folk kunde have Tid til at bivaane Gudstjenesten een til to Gange hver Dag i en Maaneds Tid. Men Religionsanskuelserne og den practiske Øvelse deri er paa et høiere Trin end i Norge. Og tilligemed dette, saa leve disse Folk i et saa frugtbart Land, at de kunne have mere Tid tilovers til sin Sjæls Opbyggelse, end som i de nordlige Lande i Europa.
Men vi maa vel helst tro, at hvis vi vare komne til det Standpunkt i religiøs Retning, og havde større Hunger efter Naademidlerne, saa vilde vel Herren forunde os baade Tid og Leilighed til at opbygge vore Sjæle.
Herren give at vi ogsaa maatte naae noget af den Iver og Omsorg for Christi Kirke, som besjæler mange af de amerikanske Troes-Brødre.
– Vi her i Landet vente endnu paa en ny og velsignelsesrig Vækkelse iblandt Folket, og vi kunne haabe og troe, som der staaer bos Propheten : Det sidste Huses Herlighed skal blive større end det Førstes O, herom var meget at tale ! Hvem skal nu opstaae igjen istedet for den afdøde Døbers Røst, (Hans N. Hauge) som fremstod for 50 Aar tilbage her i vort iiskolde Norge og prædikede, at man skulde omvende sig fra Synden og forlade den døde og kolde Mundchristendom, der var udbredt som en Taage over Folket i Landet.
Enhver Egn i Amerika, hvori Emigranterne bosætte sig, maa bearbeides, og man sender strax en Missionair derhen, som understøttes af et Selskab, indtil der kan dannes en Menighed, og den kan see sig istand tik at underholde sin Sjælesørger.
Dette har lykkedes paa mange Steder i det store Vesten i de Forenede Stater. I de to store Stater Illenois og Visconsin, bvor de Norske for det Meste have bosat sig, træffer man christelige Menigheder i Tusindtal, der i den senere Tid ere dannede, som tæller mange oprigtige og alvorlige Christne.
Af Methodisterne og Presbyterianerne traf jeg flere Procuratorer eller Sagførere, der ikke undsaae sig at holde opbyggelige Taler, og selv ledede de religiøse Forsamlinger.
– 16 –
Folk af den høiere Klasse vare saa nedladne ( og forekommende imod de Simple, at man næsten ingen Forskjel kunde gjøre paa Rige og Fattige.
En saadan Omgjængelighed mellem den Rige og Fattige er sjelden at finde. Hvad Statsforfatningen angaaer, saa lader det til, at den amerikanske Regjering gjør sig al Umage for at ethvert Paalæg af Skatter og Udgifter kan blive saa lidet som muligt, for at lette Folkets Byrder. De herlige Foranstaltninger, som ere trufne med Hensyn til Fattigvæsenet, Vei- og Jernbane-Anlæg, ere saa fortræffelige, at det er en stor Lyst at være bosiddende iblandt det ypperlige amerikanske Folk.
Nu formoder jeg, at man kan reise paa Jernbanen fra New-York til Visconsin, tæt ved Pastor Dietrichson, Clausen, Elling Eielsen, hvilket udgjør en Distance af omtrent 270 norske Mile. For et Aar siden var der endnu 150 engelske Mile (21 norske), som ikke Jernbanen var lagt over; men i forrige Sommer skulde den anlægges. saa at Emigranterne skulde kunne gaae paa Jernbanen fra New-York til Missisippi- Floden, der adskiller Staten Visconsin og Jova (Iowa/red.) fra hinanden.
De fleste norske Emigranter reise nu for Tiden over Missisippi-Floden til Staten Jova; thi det er godt, sundt og frugtbart Land, som man kan faae for Regjerings-Prisen, som er 50 Daler for 40 Acres Land. Saadant Stykke Land kan ernære en Familie; men de Fleste kjøbe 80 eller 120 Acres Land. Saaledes kan man see, hvor billigt og snart man kan komme til en god Levevei i Amerika, og var det ikke for den stærke Hede om Sommeren og tildeels skarp Kulde om Vinteren, saa skulde jeg være tilbøielig at raade enhver af mine Landsmænd, der ikke har noget Udkomme her, at reise til Amerika; thi der er man virkelig mere fritagen for de almindelige Bekymringer og Næringssorger, som mange Mennesker her i Norge have at kjæmpe imod, og med Nød og Neppe kunne bestride og overvinde.
Det var ganske Faa af de Norske, som fandt sig misfornøiede, thi altid havde de fuldt op at spise, og Bordene dækkede med Hvedebrød, Flesk og andre gode Sager.
Men i religiøs Henseende er det meget maadeligt; thi der hersker en stor Partiskhed og Uenighed i Troes-Sager iblandt mange af vore Landsmænd. Saadan Dadlesyge og Aands Bitterhed som der herskede har jeg næsten aldrig fundet i noget Land før. Der gaves tre stridende Partier iblandt de Norske.
De oprindelige Aarsaaer undseer jeg mig at forklare. Gud veed bedst paa hvad Maade dette kan blive godt igjen.
Fra Chicago reiste jeg til et norsk Setlement, kaldet Fox- River (paa norsk Ræve-Floden). Jeg reiste med en Canalbaad, som blev fremtrukken af to Heste 80 engelske Mile,
– 17 –
11 norske. Dette var det første Setlement i Landet, som jeg fik Anledning til at besøge.
En Mand ved Navn Ole Andersen Aasen fra Østlandet, ovenfor Drammen, var antagen som Præst der. Han havde en temmelig stor Gave til at tale Guds Ord, og havde kun været Skolelærer i Norge, men den Gang virkede han i Forbindelse med Paal Andersen i Chicago, som Præst for de Norske, der boede i Fox-River og Lissabon.
Endre Aaragebøe fra Stavanger og hans Broder Herman vare de meest agtede i Menigheden. Der stod ogsaa et Opdyggelses-Huus, som tilhørte E. Eielsen og hans Venner; men paa Grund af en Misforstaaelse, der var opkommen imellem Folket, havde E. Eielsen sluttet sin Virksomhed der.
Jeg traf ogsaa Enken efter Gudmund Hougaas, hvilken Hr. Pastor Dietrichson skrev om, at have været som en Ypperste-Præst iblandt Mormonerne. Han døde af Cholera, og hans Endeligt sagdes at være slet. Just i dette Setlement havde Mormonerne havt stort Tilhold, men nu vare de alle dragne vestud, og der gaves vakkre hvidmalede Huse, som Familierne vare flyttede fra og reiste til det antagne Hovedsæde for Mormonerne.
Der var liden Modtagelighed hos Folket for Guds Ords Hørelse i dette Setlement; thi der havde saalænge været prædiket af forskjellige Partier, at Folket var saa at sige halv forhærdet. Det samme sagde ogsaa en Mand ved Navn Ole Olsen.
En stor Uskik fandt Sted der, at man medbragte smaa Børn i Førsamlings-Husene, hvilke foraarsagede saadan Støi og Skrigen, at den som talte Guds Ord, var i stor Forlegenhed at holde sit Foredrag. Det var da første Gang jeg kom til det før omtalte setlement Lissabon. Folket havde da Ole Andersen Aasen til Præst, men paa Grund af, at han havde gjort flere Forandringer i Henseende til Sacramenternes Brug med Mere, saa havde vore bekjendte Hauges Venner trukket sig tilbage, og anmodet Eielsen at virke som Præst indtil Videre. I dette Setlement talte man de fleste religiøse, alvorlige og sande Christne.
De meest agtede iblandt Folket var Sjuur og Wiar Matre, samt Joh. Bjørke fra Etne. I Fox-River boede de aller ældste norske Setlere af dem, der for 25 Aar siden reiste til Amerika. Jeg besøgte Folket i Lissabon tre Gange, og det var altid en stor Vederqvægelse for mit Hjerte at være iblandt dem. Derfra reiste jeg 80 engelske Mile, 11 norske, til Jeffersons Præri. En Deel af Folket tilhørte L. Clausens, en Deel Ole Andersens og en Deel Eielsens Menighed.
Der var temmelig liden Modtagelighed for Ordets Hørelse iblandt Folket. For nogle Aar tilbage havde der været en stor Vækkelse og Begjærlighed, men nu havde den første Iver lagt sig og en temmelig partisk Aand yttrede sig hos mange af Folket.
Jeg traf der tre Brødre fra
– 18 –
Nummedal, der vare særdeles rosværdige Mænd, nemlig : Ole Nyhuus, Kittel Nyhuus og Christoffer Nyhuus.
Disse varer baade Formuende og gjæstfrie, saa jeg ikke fandt saa veltænkende og opoffrende Folk iblandt de andre Norske i Amerika. Jeg fandt ikke faa ypperlige Familier fra Nummedal.
Der paa Jeffersons Præri boede E. Eielsen. Han er gift med en vakker, forstandig Kone fra Hallingdal. Hun har ogsaa Naadegave til at tale til Opbyggelse. Eielsen reiser næsten uafbrudt i præstlige Anliggender; thi der gives mange Setlementer, hvor Eielsen har Nogle, der høre til hans Kirkesamfund.
Han har ogsaa en god Helbred, og er temmelig vel skikket til at reise som Religionslærer iblandt de norske Emigranter. Man har sat Eielsen saa lavt i flere Henseender, at det ikke er at forklare; men nu i den senere Tid har han gjenvundet det religiøse Folks Tiltroe og Agtelse. I flere Setlementer har man opbygget Forsamlingshuse, hvor Eielsen skal betjene indtil man kan faae nogen dertil skikket Mand. Der gives ogtaa flere Setlementer, hvor Folket ønsker at faae en Præst i Forbindelse med Eielsen, men hidindtil har man ikke erholdt nogen Person, der har fundet sig beføiet til at paatage sig et saadant Hverv.
Efterat jeg havde besøgt disse Setlementer reiste jeg tilbage til Chicago, hvor jeg havde mit Opholdssted.
Efter et Opbold der af 3 Ugerstid, reiste jeg til et Setlemente kaldet Qveen Ann-Præri, paa norsk : Dronningen Anes Slette-Eng. Der havde man opbygget en liden Kirke til Forsamlingshuus; men man havde ingen Præst. Der var en Mand ved Navn Andreas Scheie fra Sandeid, der prædikede som privat Mand iblandt Folket. Der havde været en Vækkelse den forrige Vinter, som formodentlig det ypperlige præsbyterianske Folk havde været Middel til, men blev temmelig overdrevet af forskjellige af de Norske, saa at en Kone fra Vos blev saa fornærmet af den tvungne Fremgangsmaade under Bøn og Sang, at hun ikke havde kommet til Kirken paa to Aars Tid.
Saaledes er Menneskets ustadige Anskuelser. Cholera udbrød ogsaa der paa den Tid. Man benyttede Kirken til Sygehuus og jeg var ogsaa Øienvidne til flere døende Mennesker. Paa Grund af, at man tog Kirken til dette Brug, opstod Uenighed iblandt Folket, saa at da man kom en Søndagsmorgen og vilde gaae i Kirken og man ikke havde Nøgelen, reiste de op en Slæde og steg ind igjennem et Vindue. Saa gaaer det til i de forenede Stater.
– Jeg arbeidede lidt paa Indhøstningen. Hos en amerikansk Mand arbeidede jeg i 3 Dage i den stærke Hede saa haardt, at jeg søndersled mine Klæder. Jeg skulde kun have 3 Ort og 18 Skilling Dagen mens andre fik over 1 Spd.; men det var en slet Person, – jeg fik Intet for Arbeidet.
– 19 –
Den omtalte Scheie er nu Præst i det før omtalte Setlement Fox-River. Han har neppe været Skolelærer, og nu har han i Forening med Paal Andersen i Chicaao erholdt License (Tilladels.) til at forrette som Præst for Folket der, da Ole Andersen flyttede til Rosin og Milvoukee.
Efterat jeg havde opholdt mig i Chicago igjen en Stund, foretog jeg og Torger Ryg og Jacob Hodnefjeld en Reise til Koskonong Præri, 80 engelske Mile, bvor Pastor Preus boer, for at overvære et saakaldet Kirkemøde, som E. Eielsen bavde bestemt, for at see, hvormange der gaves, som vilde beholde i Forenina med ham den lutherske Lære og vore symboliske Bøger og Kirkeritualet efter den apostoliske rene Troes Bekjendelse.
Der mødte temmelig mange af E. Eielsens Venner, og Resultatet blev bedre end man havde ventet. Der blev ogsaa antaget et Kirkeritual, der ikke var meget afvigende fra vort norske, og stemmede vel overeens med den hellige Skrift.
En ung Person ved Navn Gutte-Steene blev anmodet om at være deres Præst i Forening med E. Eielsen, men han modtog ikke Tilbudet paa Grund af at han ønskede først at erholde lidt mere Uddannelse hos en Præst, saavel i det engelske Sprog, som i theologiske Videnskaber.
Han opholdt sig hos en Præst omtrent 8 Maaneder, 1300 engelske Mile derfra, og paa sin Hjemreise døde han i en By kaldet Springfjeld. Saaledes behagede Herren heller at kalde denne ædle Sjæl hjem til sig, end lade ham blive Præst i Amerika. Jeg blev ogsaa anmodet om at reise et Aars Tid iblandt Folket og sidenefter, hvis man fandt mig skikket dertil, at virke som Præst.
Men da Aaret var omme havde jeg gjort de Erfaringer iblandt det religiøse Folk i Visconsin, at det var bedre ikke at modtage dette Tilbud, især da min Tanke var at reise over til Norge efter et Ophold af omtrent 3 Aar. Men hvis ikke saa havde været, da havde jeg modtaget Tilbudet med Taknemmelighed.
Men jeg maa sige, at det er meget svært at virke i Amerika som reisende Prædikant; thi den stærke Hede om Sommeren forvoldte, at man var nær ved at komme ud af Fatning under sit Foredrag i de smaa Huse, som de Norske maatte lade sig nøie med i Førstningen. Paa dette Møde traf jeg Gudmund Strand, Rasmus Dalen og Peter Rasmussen fra Stavanger. Dette unge Menneske har gode Anlæg, og man haaber, at han med Tiden vil blive skikket til Ordets Lærer iblandt de Norske i Forening med E. Eielsen.
Jeg blev da anmodet af nogle Venner at foretage en Reise med Svend Husetoft til et Setlement kaldet Vennebago (Winnebago/red.), 140 engelske Mile derfra. Jeg opholdt mig der omtrent 6 Uger og der yttredes en ikke liden Begjærlighed efter Guds Ord hos Folket. Det var et sundt og friskt Sted, og Folket stod sig vel i oeconomisk
– 20 –
Henseende, alligevel de havde kun været der 3 á 4 Aar. 8 engelske Mile derfra var en By kaldet Neenab, der traf jeg en velmeent presbyteriansk Præst, der havde norske Bibler og Nye Testamenter. Jeg modtog nogle af ham og vandrede flere Dage i de store amerikanske Egeskove, og opledte (lete opp/red.) flere norske Familier for at sælge dem Bibler og Testamenter. Jeg tænkte da ved mig selv : O hvor Herrens Veie ere underlige, at jeg skulde komme herover og oplede de Norske, for at meddele dem det hellige Guds Ord, den kjære Bibel.
I disse Skove saae jeg det første Reensdyr i Amerika. Jeg erindrede da, den Gang jeg var paa Røraas i Throndhjems Stift og mødte en Finne med Kone, der kjørte med et stort fedt Reensdyr, og Slæden var som en liden Baad. Nu faldt dette Vers mig ind :
«O Gud Fornuften fatter ei Dit Forsyns skjulte Naade,
Den ubegribelige Vei Og underlige Maade,
At føre dine Helgen paa, At bære og ledsage, Alle Dage Og altid med dem staae,
Helst naar de findes svage».
Der havde jeg for første Gang Anledning til at gjøre Bekjendtskab med Hr. Pastor Preus, som just paa den Tid var der, for at bekjene de Norske som Præst, to Gange om Aaret.
Efter en liden Samtale kom jeg efter, at jeg havde hørt Hr. Pastor Preus i Gjerpen Kirken ved Skien, da jeg var paa min Reise til Amerika, Pintsedagen 1849. Imidlertid kom ogsaa E. Eielsen der, for at bekjene Nogle som Præst, der tilhørte hans Menighed. Jeg fulgte ham et Stykke paa Hjemveien, og da jeg kom tilbage til Jeffersons Præri traf jeg for første Gang L. Clausen, der som bekjendt reiste om i Norge og holdt Opbyggelses-Taler med stor Iver, og fandt Sympathi hos Folket.
Han har stiftet mange Menigheder iblandt de Norske, men sit Præstekald, som bestod af fire Menigheder, overlod han til Hr. Pastor Gustav Dietrichson, der, som bekjendt, i den senere Tid reiste over til Amerika. Jeg hørte Hr. Pastor G. Dietrichson flere Gange med Fornøielse, og en Mand med saadanne Talenter og kraftfuld Legemsbygning syntes at være temmelig skikket til Præst for de Norske i Amerika, der ere meget adspredte, og Anexkirkerne tillige ligge langt fra Hovedkirkerne.
Hr. Pastor Preus og de andre Præster, som i den senere Tid ere komne til Amerika, have virket til Enighed og Fredsommelighed iblandt de stakkels adspredte norske Emigranter, og jeg haaber, at dersom de vil vedblive paa den Maade, som de have begyndt, saa vil de Norskes Forfatning blive bedre efterhaanden i religiøs og kirkelig Henseende. Jeg havde kun Anledning en Gang i et Møde i Janneswille at see DHrr. Pastorerne Stub, Brandt og Preus, hvilken senere kom til Amexika, end den forhen omtalte B. Preus, der kom istedet for Dietrichson.
Jeg holdt Skole tre Ugers Tid paa
– 21 –
Jeffersons Præri i Hr. Pastor Dietrichsons Menighed, for 8 Daler om Maaneden, og een Maaned i Blumaunt i Hr. Pastor Preus’s Menighed for 6 Daler om Maaneden.
Der var mere Mangel paa Prædikantere end paa Skolelærere iblandt de Norske. Folket var ikke paa det Rene med sig selv om hvad de helst skulde lære Børnene; Nogle vilde have norsk Skole og Nogle vilde have engelsk Skole, atter Andre derimod vilde ingen Skole have. Enhver bosat Mand maatte betale Skat til den engelske Skole, og paa Grund heraf sendte man belst Børnene derhen.
Efterat jeg var kommen tilbage til Chicago af en 3 Maaneders Reise fra det omtalte Vennebago Setlement, var det at jeg foretog Reisen til Blumaunt, 240 engelske Mile fra Chicago, for at holde Skole.
Jeg standsede her i dette Setlement nogen Tid. Der boer Torger Madsen fra Stavanger. Han lever vel i enhver Henseende, baade ker aandelig. Dette var et temmelig stort Setlement, men desværre, der fandtes faa som man kunde antage for opvakte troende Mennesker; men Gud kjender Alles Hjerter, og vi kan ofte fælde urigtige Domme i saa Henseende.
Den Mand, som jeg først tog ind til i Blumaunt for at holde Skole, var fra Nummedal. Hans Huus bestod af 2 smaae Værelser, som ikke vare forsynede med Kakkelovn, men en Grue, som tjente baade til at koge ved og til at opvarme Værelset. Man kunde ogsaa naae med Haanden op i Taget. Gulvet var nedlagt af kløvede Egestokke, der kun vare sammenfældede med Øxen, og man kunde stikke Fingrene imellem Plankerne.
Jeg blev modløs til at begynde med Skole i et saadant Locale og tænkte : hvorledes skal dette gaae til at blive her, ja, jeg var ogsaa næsten syg hver Morgen efter at have frøset om Natten.
Jeg leed saa meget Ondt der, at jeg næsten troer, at jeg ikke fra den Tid har havt den Helbred, som jeg havde før, men det faaer nu saa være, jeg faaer belave mig paa Taalmodighed.
Jeg havde reist to Aar iblandt vore bekjendte Venner i Norge og nydt Understøttelse til Amerika-Reisen, ja mere Godt end jeg var værd, saa maatte jeg nu finde mig i at lide Ondt iblandt de norske Landsmænd i Amerika. Havde jeg kun virket noget Godt der, saa var Alting vel. Jeg har tabt saa meget af min Helbred i de fire Aar siden jeg forlod Norge, at det vel ikke kan erholdes igjen; men maatte det kun være vor Deel og Lod, hvad som Apostelen siger : At om det udvortes Menneske fordærves, saa fornyes dog det indvortes Dag fra Dag.
Herren har ført mig ligesom paa Ørnevinger i flere Aar, og dersom jeg havde været lydig og lærvillig i Herrens Tjeneste, saa kunde jeg nu have samlet megen Erfarenhed, og mit Naade-Pund kunde have været forøget. Men vi maae
– 22 –
Alle beklage, at det gaaer seent med os Mennesker før vi ville blive Herren lydige i Aand og Sandhed, for at gjøre Herrens Gjerning med Troskab og ikke svigagtig.
Som der staaer i Sangen :
«Ak var det Forsæt jeg har havt Ved Sikkerhed ei dæmpet,
Og jeg i Troens fulde Kraft Mig havde gjennemkjæmpet;
Hvad kunde jeg da megen Frugt Min Gud til Ære baaret,
Som nu er bleven udelukt, Og Sjælen ilde saaret».
Dog under alle mine Omstændigheder og paa alle mine Veie, saa veed jeg ikke andet, end at jeg har beholdt Guds Naade for min Sjæl og en daglig Forladelse for alle de Svagheds Feil og Brøst, som yttrer sig hos os i vor fordærvede Natur.
Gud give at denne Kamp maatte dagligen mere alvorligen fortsættes indtil vor sidste Ende, saa at naar Tiden var endt, den kunde være vel anvendt.
Medens jeg opholdt mig i Blumaunt, hørte jeg at der skulde være et theologisk Institut i Byen Vlatteviill langt i Vest derfra, hvor unge norske Personer kunne blive oplærte i theologiske Videnskaber, for at dannes til Skolelærere m. m.
Jga reiste mange Miil tilfods, for at besøge dette Institut, men det forekom mig at det neppe svarede til Hensigten. Jeg kunde ogsaa have faaet opholdt mig der, men jeg fandt det ikke nyttigt for mig. Det var mig meget besværligt at reise saa lang en Vei med mit Reisetøi.
En Nat logerede jeg hos en Amerikaner. Om Morgenen bad jeg ham om at laane mig en Bibel for at læse et Stykke til Andagt. Han svarede, at han hade nok en Bibel. men han vidste ikke hvor den var nu. Desforuden troede han ikke, at Bibelen var Sandhed, og derfor skjøttede han ikke om at læse den, og han sagde, at han skulde bevise paa mange Steder, at Bibelen modsagde sig selv og var ikke at lide paa.
Saadanne Ting faaer man erfare i Amerika. Efterat jeg var kommen tilbage fra Blumaunt til Jeffersons Præri arbeidede jeg ved Indhøstningen omtrent 3 Maaneders Tid for 10 Spd. om Maaneden, som jeg erholdt i Guld og Sølvpenge strax efter endt Arbeide. Det var temmelig haardt at arbeide i den stærke Hede om Sommeren, men Herren forundte mig god Helbred, saa jeg ikke var syg een Dag efterat jeg var kommen op i Landet fra New-York.
Medens jeg opholdt mig paa Jeffersons Præri holdt vi for det Meste Opbyggelser om Søndagene, og uagtet Folket udgjorde 3 Kirkepartier, saa vare de dog saa fordragelige, at de bivaanede Forsamlingerne.
Under mit Ophold i Amerika ønskede jeg ofte at komme i Bekjendtskab med de amerikansk-lutherske Troesbrødre. Hr. Pastor Preus fortalte mig, at i Columbus i Staden Ohio skulde være meget ypperlige orthodoxe lutherske Christne. Jeg opholdt mig der 3 Maaneders Tid og nød megen Gjæstfrihed
– 23 –
hos dem; men jeg fandt ikke den Enfoldighed og practiske Virksomhed for Christi Rige hos dem, som jeg fandt hos andre veltænkende Partier i Amerika, som t. Ex. Presbyterianerne, der ere baade orthodoxe og ivrige for den gode Sags Fremme, og tilligemed dette, saa ere de meget dannede og lærde Folk.
En saa behagelig Reise, som den jeg havde til Colombus har jeg vel ikke før havt. En presbyteriansk Præst spurgte mig om jeg vidste, at en preacher (Prædikant) havde Frihed til at reise paa Jernbanen for halv Priis; jeg saade nei, jeg vidste det ikke. «Jo», sagde han, «det skal nok være saa; jeg skal skrive et Par Ord til en af mine Bekjendte i Chicago, og jeg troer, at de skal faae benytte denne Foranstaltning».
Han skrev et Brev til en af sine Bekjendte i Chicago, der henviste mig til Master Gray, som var Agent for Jernbanen, som gaaer fra Chicago til de østlige Stater, og nu formodentlig er færdig lige til New-York. Hr. Mester Gray skrev paa mit Anbefalingsbrev : Lad Mester Steene passere for halv Fair (Priis), og dette var just saa godt, som om jeg havde betalt de halve Reisepenge. Den første Tour til Byen Toledo kostede 7 Spd., men Vognføreren forlangte ikke mere end det Halve, Og dette gik for sig flere Toure, saa at jeg sparede ikke faa Penge derved.
Det var mere end jeg har fundet, hverken i England eller i Tydskland. Den sidste Tour fra Pitsborg til Philadelphia, kostede Billetten 10 Spd. Thi i Pensylvanien ajaldt ikke de Regler, som i de andre Stater, at reise for halv Priis.
Den sidste Tour gik igjennem Pensylvanien, hvor Ole Bull har sin Koloni. Jernbanen gik over Floder paa Broer vel en engelsk Miil i Bredde og igjennem Jordbakker til Philadelphia. Det var den smukkeste Bye, som jeg nogensinde har seet. Der saae man næsten ikke andre Penge end af Guld og Sølv.
Der var det, som William Penn, en Qvæker fra England, nedsatte sig først, og har den Dag i Dag et godt Skudsmaal iblandt de amerikanske Folk, for hans retfærdige Behandlingsmaade mod Indianerne, der dengang beboede Landet som et vildt og udannet Folk. Jeg saae kun to udannede halvvilde Indianere i den før omtalte By Neenah. De havde kuns et gammelt Dækken over Skuldrene og saae meget misserable ud; forøvrigt saae jeg mange kultiverede og dannede Indianere.
I Philadelphia traf jeg en Gentlemand, som havde opholdt sig i Götheborg; han sagde, at han nød megen Gjæstfrihed der, og han fandt sig opmuntret ved at træffe en Mand fra de nordlige Lande. Til Beviis herpaa understøttede han mig med 3 Gulddollars, og flere andre gjorde omtrent det samme. Paa denne Tour besøgte jeg flere theologiske Instituter eller Seminarier.
Paa disse Semenarier oplæres saavel unge
– 24 –
Fruentimmer som unge Mandspersoner. I Byen Obelin i Staten Ohio var et Institut, hvor ikke mindre end 500 Personer af begge Kjøn nøde Underviisning. Det var meget interessant at see dem alle at komme tilsammen hver Morgen og Aften for at holde Bøn.
I det før omtalte Setlement Koskonong, hvor Hr. Pastor Preus har tvende Menigheder, blev jeg bekjendt med en methodistisk Præst ved Navn Willerop. Han var dansk af Fødsel, men havde tilegnet sig det engelske Sprog saa godt, at han havde prædiket flere Aar iblandt de amerikanske Methodister.
Hans tidligere Livsstilling havde været som Handelsbetjent i en af de store Byer nordenfor New York, maaskee i Boston, og erholdt da en Løn af 1600 Dollars aarligen. Ved at bivaane en liden religiøs Forsamling, kom han til en grundig Selverkjendelse og ønskede intet høiere end at blive en sand Christen, og da han opnaaede sit Ønske, saa blev Følgen den, at han nærede Lyst til at blive en Prædikant.
Dette opnaaede han ogsaa, og valgte hellere at være Ordets Forkynder, end at fortjene 1600 Spd. aarlig som Handelsbetjent. Da de amerikanske Methodister bragte i Erfaring, at han var det danske og norske Sprog mægtig, anmodede de ham om at organisere en Missionsstation iblandt de norske Emigranter paa Koskonong. Han gav sit Bifald hertil, og har nu allerede stiftet en evangelisk-norsk-episkopale-methodistisk Menighed paa Koskonong, tæt ved Hr. Pastor Preuss Menigheder. De have allerede opbygget en stor Steenkirke.
Da jeg var sidst i New-York, traf jeg en af Methodist-Præsterne fra Visconsin, der var sendt fra Methodisterne oppe i Landet, for at samle Understøttelse til at fuldføre ovennævnte Kirkebygning, og han fik ogsaa mange Penge til dette Øiemed. Paa min Hjemreise fra Chicago til den omtalte By Toledo tog jeg ind til en presbyteriansk Præst, der anmodede mig at forblive hos ham Natten over, «thi», sagde han, «jeg har Senge nok, De behøver ikke at forøde Deres Penge paa Hotellet», og et saadant Tilbud modtog jeg naturligviis med Glæde.
Næste Dag gik han hen til en Hattemagermester, der tilhørte hans Kirkesamfund, og anmodede ham om at forære Steene en ny Silkehat, som kostede 2 1/2 Spd. Da jeg kom til Hattemageren, sagde han : «Jeg vil forære Dig denne Hat. Da Du opoffrer Tid og Midler paa Reiser iblandt det norske Folk, saa kan jeg ogsaa opoffre saa meget som denne Hats Værdi».
Jeg følte mig uværdig til denne Gave, og var glad og takkede ham derfor. Da jeg var reisefærdig, sagde den omtalte Præst, som jeg logerede hos, at jeg skulde besøge Mr. Winge, Agenten for en Jernbane-Linie. Da jeg kom ind i hans Contoir, spurgte han : «Er det Steene ? Jeg kjender Dem af en Samtale
– 25 –
med vor Præst. Nu skal jeg see og tale med Agenten for Dampbaads-Linien»; thi jeg skulde reise med den til Sanduske.
Agenten for Dampbaaden, en anseelig og christeligsindet Mand, kom ind og sagde : «Goddag Steene ! hvorledes staaer det til ? Tak, meget vel, svarede jeg. «Kom, nu skal vi gaae paa Dampbaaden, saa skal De faae Billet». Da vi kom paa Dampbaaden, sagde han til Forstanderen : «Lad mig faae en Billet til Steene», og denne havte han Myndighed til at levere mig gratis. Mr. Winge havde strax forud givet mig Reisepenge, og nu fik jeg fri Billet, som var mere end jeg kunde vente. Af Glæde og Forundring tog jeg tilorde : «Kommer jeg til Europa igjen, saa skal jeg vist fortælle, hvor meget Godt det amerikanske Folk gjør for os norske reisende Emigranter».
Fra Philadelphia gik jeg med Dampbaaden til New-York og derfra begav jeg mig paa Hjemveien til Norge med en Capitain Olsen fra Bergen, som havde været der med Passagerer, og nu skulde gaae til Cork i Irland med Hvede. Han var en hyggelig Mand, og tog mig og en anden ung Mand fra Vos over til Europa paa den billigste Maade. Vi havde temmelig lang Tour over Atlanterhavet, 5 Uger. Da fik jeg Anledning til at see Irland, som jeg ikke havde seet før.
Saasnart, som vi kom i Land, omringede en Mængde Fattige os, saa at vi vare nødte til at give dem nogle Skillinger. De stakkels Mennesker ere saa fortrykte af den engelske Regjering, at de ikke paa nogen Maade kunne hjælpe sig hvad timelig Udkomme angaaer.
Fra Cork gik jeg med Dampbaaden til Bristol i England og derfra paa Jernbanen til London. Efterat have besøgt mine gamle Bekjendte i London og i Gravesend, gik jeg paa Jernbanen til Hull, hvor jeg før havde været to Gange. Fordi jeg havde hørt, at der skulde være norsk Gudstjeneste, saa følte jeg Længsel til at besøge vore Landsmænd ogsaa der. Her var en Præst, som havde 90 Spd. aarligt af den danske Konge. Den Søndag, som jeg var der, vare vi fire Personer i Andagtshuset og Præsten udgjorde den femte; saadanne Ting faaer man erfare i Udlandet. En svensk Skræddermester ved Navn Johannesen holdt privat Forsamling; der vare flere Svensker som besøgte Andagstimen den Gang, end som det omtalte Møde om Formiddagen.
Derfra gik jeg til Hamburg med Dampbaaden. En god Mand i Hull forærede mig fri Billet til Hamborg imod at betale for to Døgn 2,2 Spd. for Kosten, og dette var jeg vel fornøiet med. I Hamburg blev jeg slet behandlet i Logiet. Thi En, som jeg var bekjendt med og havde logeret hos før, forlangte for een Uge kun for to Gange Kaffe om Dagen og Aftensmad omtrent 4 Spd.; saa slet behandlet har jeg ikke været noget Sted før.
– 26 –
– Jeg havde tænkt at tage Hjemveien over Kjøbenhavn, men da Vinteren tilstundede, turde jeg ikke vove mig til at tage den Vei. Og som jeg traf Capitain Hansen fra Christianssand, saa besluttede jeg at gjøre Følge med ham til Norge. Herren gav os godt Veir over Havet, og efter 4 Dages Reise fik jeg den Glæde at see igjen de norske Klipper i mit kjære Fædreneland.
Herren være derfor lovet og priset. – Men nu kjender jeg, at jeg ikke har været Herren saa tro og lydig som jeg burde, fordi han ofte i Havsnød og under mange Prøver, saavel i timelige som i aandelige Henseender, har reddet mig ud deraf, over hvad jeg kunde bede eller forstaae. Gud give, at jeg nu maatte blive ham tro i de Dage, som jeg maaske kan have tilovers at leve, enten de ere mange eller faa, som er alene den trofaste Fader bedst bekjendt.
Min Tid i forrige Vinter blev optagen med at holde gudelige Forsamlinger iblandt Folket paa Østlandet, og jeg maa sige til Herrens Ære, at jeg ikke før i Norge har havt saadan en velsignelsesrig Tid, som den Vinter. Gud give, at de Formaninger og Bønner, som bleve udtalte, ikke maatte komme tomme tilbage, men bære Frugt i sin Tid ! Amen.
Eftersom jeg kom først iland i Christiansand af Amerikareisen, saa opholdt jeg mig der nogen Tid, forat besøge mine Venner i Byen, og saa reiste jeg derfra 7 Miil Landveien til Arendal, for at besøge mine Venner der; Jeg fik Naade at aflægge mit Vidnesbyrd i opbyggelige Sammenkomster baade i Arendal og i Omegnen, og paa Tromøen. Der ere mange gamle bekjendte Hauges Venner og det var mig en Glæde og styrke i Aanden, at finde dem igjen, efter alle de Fristelser og Prøver, som jeg havde udstaaet i Amerika og paa Hjemreisen.
Derfra reiste jeg østover til Holtsogn og Tvedestrand. Folket staaer sig meget godt i timelig Henseende, saavel der omkring, som Arendal. Jeg gik paa Landeveien og saae de store herlige Bonde-Huse, som der gives mange af i Holtsogn, og jeg tænkte : mon der skulde ikke være Anledning til at faae holde gudelige Forsamlinger hos nogen af disse Folk; men til min store Forundring lavede Herren det saa, at jeg fik Anledning hos Mange at holde Førsamlinger, som ogsaa syntes at være til Velsignelse for Mange. Der var ligesom en nye Vækkelse iblandt Folket i den østlige Deel af Sognet, og jeg maa sige at det var altid en stor Vederqvægelse at faae fremlægge Guds Ords Sandhed iblandt dem.
Derfra reiste jeg østover til Søndløv Sogn og Østre-Riisør og fandt ogsaa Anledning der til at tale med Folket. Der fik jeg besøge Hr. Provst Wettergreen,
– 27 –
som har været Præst til Lunds Præstegjeld, hvor jeg har opholdt mig fra Barndommen.
Hr. Provst Wettergreen har altid vist mig megen Forekommenhed, og baaret Omsorg for mig i flere Henseender, fra den første Dag jeg blev bekjendt med ham. Paa Hjemreisen fra Riisør til Christiansand, fik jeg Anledning at tale med Folket paa Lillesand og Høvaagsogn. Der gaves mange oprigtige og velmeente Mennesker; men ogsaa Nogle, som paa Grund af onde Rygter vare saa bange for mig, at de gjorde hvad de kunde, for at hindre, at jeg ikke skulde faae tale i en Forsamling, som holdtes efter Gudstjenesten i et Huus, tæt ved Kirken.
Mine Venner fra Lillesand og øst i Sognet fulgte mig om Søndagen til Kirken, og vi vare hjerteglade med hverandre, men da de saae hvorledes Mistanker og Parti-Aanden kan gjøre Skade og Hinder i den gode Sag, bleve de bedrøvede, og vi skiltes ad med Sorg og Utilfredshed.
Saaledes faaer vi finde at Mennesket er ikke at bygge paa i denne Verden; men vi faaer belave os at lide og tie saavel i ondt Rygte, som i godt Rygte. Det kunde synes at Omstændighederne her vare, som der staaer i Sangen :
Da samler han sin hele Magt Af Vold og Løgner og Foragt,
Bevæger al den Deel han kan, At faae Fortræd og Misforstand,
Iblandt Guds Børns udvalgte Flok, Saa veed han, han har vundet nok.
– Men vi skal stræbe at holde os Apostelens Ord efterrettelige, naar han siger : Stræber med al Flid at beholde Aandens Enighed i Fredens Baand, saa faaer det storme hvad det kan og du skal komme vel iland.
Nu kom jeg tilbage til Christiansand og der var paa den Tid en nye Vækkelse iblandt Folket og det faldt let at aflægge sit Vidnesbyrd iblandt velmeente og modtagelige Mennesker. Siden er der opbygget et stort Forsamlingshuus af dem, som i den senere Tid ere komne til Opvækkelse, og de gamle Hauges Venner have ogsaa opbygt et stort Bedehuus, paa Grund af, at det Locale, som benyttedes til dette Øiemed blev forlidet.
Saaledes er der to private Forsamlings Huse i Christiansand. Maatte kun de, som fremlægge Guds Ords Sandhed der, være af Christi Sind og bære Omsorg for Folket, saa kunde Meget Godt udrettes i at samle med Jesus da Høsten er stor og Arbeiderne ere faae.
Jeg reiste herfra til Mandal og forblev der en Maaneds Tid. Der var en større Bevægelse end paa de før omtalte Steder; thi der havde foregaaet en stor Opvækkelse, paa Grund af, at nogle Personer havde virket der med Held og Velsignelse, og det var let for mig at komme ind i Andres Arbeide. Derfra reiste jeg op til Oundal til Wigmostad (nordre Undal/red.), hvor Hr. Pastor Andreas Hauge (H.N. Hauges sønn/red.) er Præst. Der var ogsaa nogle gamle bekjendte Venner; men de ere meget
– 28 –
tilbøielige at herske over Andre og at drive Herredømme over Herrens Arv, som Apostelen formaner, at vi ikke skulde gjøre.
Derfra kom jeg til Lyngdal og Qvaasdal. Der havde jeg ogsaa mange Venner, som jeg var bleven bekjendt med, den Gang jeg, som Underofficeer nægtede at afgive Møde under Exerceertimerne, paa Søndagene og andre hellige Dage, hvilket havde det Udfald, at da jeg havde i fire Dage været under Vagt, som Huusarrestant, og vi havde sluttet Exerceertouren, saa fik jeg Afsked i Aaret 1844, som den der formedelst sin overdrevne Religiøsitet ikke var skikket at fungere som Underofficeer i Armeen.
Dette var Udfaldet af min 8.» Aars Tjeneste. Herfra reiste jeg til Qvinnesdal i Legnæssogn (Kvinesdal/Liknes/red.) hvor Herr Pastor Brockmann har været Præst. Han var en Sandheds Ven og ønskede Nogen kom, for at tale med Folket i hans Menighed om det, som hører Herren til. Det var en Styrke for mit Hjerte, at faae aflægge mit Vidnesbyrd iblandt naadehungrige Mennesker.
Der er ogsaa en enfoldig, velmeent Mand, ved Navn Hans Lieland, kommen til Opvækkelse, og nu bekjender han Guds Ord med Fyrighed og Velsignelse. Han har ogsaa udgivet nogle smaa Psalmebøger og jeg haaber at hans Virksomhed ikke har været uden Frugt.
Derfra reiste jeg til Flækkefjord. Der er ogsaa gamle bekjendte Hauges Venner; men der er liden Bevægelse og Begjærlighed hos Folket at høre Guds Ord. Der er ogsaa Nogle anderledes tænkende, som man kalder Stærkttroende. Disse kan ikke finde sig i, at sammensmelte med Hauges Venner. En Deel af Dem ere meget stridbare og tilbøielige at fælde haarde og ukjærlige Domme, saa det lader til, ikke at være noget godt Partie.
Endelig kom jeg til mit Hjem paa Gaarden Steene i Heskestads Sogn og fik den fornøielse at see igjen mine Beslægtede og Venner, som jeg ikke havde seet en Tid af omtrent 4 Aar. Det var en stor Glæde for mig at finde dem alle igjen med Sundhed og Helbred. Men hvorledes det stod til med det Aandelige veed Herren bedst.
Man havde ført mange onde Rygter hjem til min Fødebygd, saa at man vilde, saaat sige, æde mig op, ved Bagtalelser og Irettesættelser. En fornem Storthings-Repræsentant spurgte mig, om jeg vilde være saa god at være rolig og Arbeide, ellers skulde han vide at benytte Løsgjænger-Loven. Dette gjorde mig meget ondt; thi jeg tænkte nu bliver jeg berøvet al Frihed, og faaer ikke mere Anledning til at tale med Folket, om det eene Nødvendige. Nu har jeg hørt at Løsgjænger-Loven skal være ophæven saa jeg haaber, at man ikke mere tør skræmme mig med at hæfte mig med den.
Andre, som skulde være religiøse Folk, havde skrevet til de bekjendte Venner i Stavanger, for at indhente
– 29 –
Raad om hvorledes man skulde bære sig ad med H. Steene naar han kom hjem; om jeg skulde have Frihed til at tale til Opbyggelse eller ikke; men Følgen var, at jeg skulde under Kirkens Baand.
Dog alligevel var jeg fri i Aanden og havde Adgang til Faderens Hjerte, ved Troen paa den Herre Jesum Christum, og naar dette er Tilfældet, saa kan ikke Mennesket skade os noget, som der staaer i Sangen :
Naar de stor Viisdom bruge vil Saa bruger Gud et andet Spil,
Det staaer alt i hans Hænder.
Jeg reiste om Foraaret til Stavanger forat besøge mine Venner der; og derhen var ogsaa indløbet baade mundtlige og skriftlige onde Beskyldninger, saa det var haardt at fordøie Alles spendte Opmærksomhed; men da mine Bekjendte havde bragt i Erfaring at Sagerne ikke vare saa daarlige, som man havde hørt, angaaende Steene, saa fandt jeg deres Velvillie igjen. Det bliver da med 0ss, som der staaer i Sangen :
Gjennem Ørken skal vi gaae, Saa er Kanaan at faae.
Aa visselig faaer man belave sig paa at lide og taale Alt, som os tilskikkes af Kors og Modgang i denne Verden, som Sangeren siger :
Og skal man her i Torne gaae, som det er let at vide
Det gik vor Jesus ligesaa Saa lad os med ham stride.
Maatte vi kun stride trolig under Jesu Favn, saa have vi et grundet Haab om at havne i et bedre Hjem hos Herren, «Hvor Striden sig ender og Kjærligheds Lue evindelig brænder».
Jeg reiste fra Stavanger til mit Hjem og arbeidede ved Indhøstningen med min Broder Niels Steene indtil seent ud paa Høsten, og det var mig en fornøielig Sommer at faa arbeide i det friske Klima i Norge, eftersom jeg havde lidt meget af den stærke Hede i Nordamerika.
Om Høsten reiste jeg til Stavanger og derfra med Dampbaaden til Bergen. Paa Hjemveien fra Bergwn besøgte jeg Folket i Karmsund eller Hougesund. Der var ikke liden Begjærlighed hos Folket til at høre Guds Ord, og det var godt at faae tale med alle de velmeente og oprigtige Venner der. Derfra reiste jeg udover Karmøen til Kodbervigen (Kopervik/red.) og Skudenæs-Havnen, og fandt mig meget vel iblandt Folket.
Derfra fik jeg Leilighed til Stavanger og reiste Hjem og forblev der indtil ud paa Vinteren 1854. Siden reiste jeg til Stavanger og lod trykke min Bog om Amerika hos Hr. Bogtrykker Moe. Han var en forekommende Mand, og hjalp mig paa bedste Maade. Jeg fandt en god Afsætning med mine Bøger i Stavanger, og derfra reiste jeg med Dampbaaden, kaldet Bergen, øst til Christiansand. Der fandt jeg ogsaa god Afsætning med mine Bøger, og besøgte Folket paa ydre Flækkerøe, og fandt mange velmeente Venner der.
Derfra reiste jeg til Mandal; men jeg fandt Gemytterne koldere
– 30 –
da, end den første Gang, da jeg kom der hen paa min Reise fra Amerika. Siden reiste jeg hjemover til Søehavnen Sviinøen, Welle Sogn og til Spangerud Sogn. Der var en nye Bevægelse og Opvækkelse iblandt Folket, saa det var en stor Velsignelse og Vederqvægelse for mit Hjerte at fremlægge Sandheds Ord iblandt de naadehungrige Mennesker.
I Farsund fik jeg ogsaa Anledning til at holde Forsamling iblandt Folket. Jeg maatte anmode Byfogden om at faae Thingstuen til Opbygelses Locale, og han indvilgede det strax. Jeg har sjælden været saa dristig; men da man havde benyttet dette Locale til saadant Brug før, saa tænkte jeg at forsøge det samme.
Nu kom jeg første Gang til Listerlandet. Der var ogsaa nogle faa velmeente Mennesker; men jeg fandt ikke det, som jeg havde ventet, eftersom jeg havde hørt, at der skulde have været megen Religiøsitet og Virksomhed af Brødremenigheden, for mange Aar tilbage. Jeg havde hørt, at afdøde Biskop Bugge havde virket der meget Godt, som Præst, og og Andre tilligemed ham.
Der var et stort Opbyggelses-Huus paa Gaarden Knivsland. En tydsk Mand, Bauer, af Brødremenigheden, havde virket der, om jeg husker ret, i 25 Aar; men der saaes liden Frugt af Arbeidet, og Huset beboedes af en gammel Kapitain, og der var ikke Rum nu for en Guds Ords Bekjender. Paa Gaarden Vatne, ikke langt fra de tre store Lister-Fyrtaarne, var ogsaa opbygget et stort nyt Forsamlings-Huus af Brødremenigheden. Dette Huus stod ogsaa ledigt; thi den Mand, som havde virket der, nemlig Endre Tveden fra Høilandssogn pr. Stavanger, havde sluttet sin Virksomhed der paa Grund af, at han havde i Tanke om at reise over til Amerika; men dette blev ikke noget udaf, og saaledes havde han tabt lidt af sin Autoritet iblandt Folket.
Listerlandet er et vakkert og frugtbart Land, og Folket ernærer sig ogsaa af Fiskeriet. Derfra reiste jeg til Flekkefjord og over Jædderen Landveien til Stavanger til Sancthansmarket den 24de Juni 1854, og derfra med Dampbaaden til Bergen, for at overvære et Afholdenheds Møde, som holdtes der i Sommeren 1854.
– Fra Bergen reiste jeg med Dampbaaden Bjørgvin til Sogndal, for at overvære den bergenske Kredsforsamling, som afholdtes paa Sogndalsfjærn i Sommeren 1854. Det var en vakker og frugtbar Bygd; men hvad det religiøse Liv angik, kunde jeg ikke bedømme, eftersom jeg kun var der nogle faae Dage.
Der var Folk, som ønskede at Nogen havde kommet til Leirdalsøren (Lærdalsøyra/red.), og jeg angrer min Efterladenhed, at jeg ikke reiste derhen.
Derfra reiste jeg tilbage til Bergen for at trykke Bøger, thi nu var det første Oplag af min Reisebeskrivelse om Amerika allerede udsolgt.
Hr. Fr. D. Beyer var en forekommende
– 31 –
og moderat Mand og jeg fik trykket hos ham fire Slags Bøger : 1. Andet Oplag af min Reisebeskrivelse om Amerika. 2. Fjerde Oplag af min Omvendelses-Historie, hvoraf nu er trykt 7000. 3. Et Uddrag af Jo Arndt sande Christendom, som den bekjendte afdøde Jens Johnsen fra Østlandet bavde oplagt først; og 4. En Samling af aandelige og opbyggelige Psalmer, af hvilke de to førstnævnte Oplag ere udsolgte, og meste Delen af de to sidst nævnte Oplag.
Jeg er skyldig at være Herren taknemmelig for sin Velsignelse og Lykke i dette mit Foretagende. Jeg opholdt mig mange Uger i Bergen og der vare mange hyggelige Folk, saa jeg neppe har fundet nogen By i Norge, bvor der gives saa ypperlige Folk, som i Bergen. Jeg reiste lidt omkring Byen, og jeg fandt nogle velmente Folk i Aasene (må også være i Sandviken i Bergen/red.) Sogn, som formodentlig ere Levninger efter Hans Hauges Virksomhed i Bergens Stift.
Om Høsten 1854 reiste jeg fra Bergen til mit Hjem paa Steene, og var da hjemme om Vinteren.
Om Vaaren fik jeg kjøbe igjen Halvedelen af den Gaardspart, som jeg før havde havt i Steene; men som var bortsolgt til min Broder, da jeg reiste over til Amerika. Jeg var glad ved at faae et Hjem, og Noget at sysselsætte mig med i det Timelige; thi dette fandt jeg ogsaa at være godt for min Helbred.
Jeg fandt ogsaa, at det er nyttigt og godt at have Noget at virke i det Timelige, at man dermed kan tilstoppe Bagvaskernes Munde, som altid vil beskylde Guds Ords Bekjendere for Lediggang og Dovenskab. Da jeg var færdig med Vaararbeidet 1854 (må være 1855/red.), foretog jeg en Reise østover, for at afsætte mine Bøger, og faae Anledning til at tale med Folket om det, som hører Herren til, og jeg reiste til Flekkefjord igjennem Qvinnesdal, Hægebostad Sogn, Qvaasdal, Wallesogn, Øslebø Sogn, Grebstad Sogn, Spanaerudsogn, Sviinøer, Mandal og Christianssand, til Arendal. Derfra gik jeg med Dampbaaden til Christiania, for at overvære Missions-Generalforsamlingen, som afholdtes forleden Sommer 1855. Der fandt jeg mange Missions-Venner.
Jeg reiste derfra paa Jernbanen, 6 Miil. til Eidsvold ved Mjøsen. Man behøver omtrent 24 Time paa disse 6 Miil. Der er megen Trafik og Taxten for de 6 Miil er 1 Ort og 16 Skill.
Jeg har nu været saa mangen Gang paa Jernbanen i Udlandet; men aldrig er jeg bleven saa slet behandlet, som der, thi man stuede Vognene saa fulde, som om det havde været Kreature, der skulde fremdrives. Nogle vare berusede, saa man holdt det med Banden og Støien, saa jeg tænkte, at den Ene havde sønderrevet den Anden.
I Eidsvolds Sogn standsede jeg nogle Dage iblandt Folket; thi jeg havde den Glæde at træffe en begavet Guds Ords Bekjender,
– 32 –
ved Navn Lars Olsen, fra Ulsager Præstegjæld. Han har reist meget om i Landet, og det lader til, at Herren har velsignet hans Virksomhed paa mange Steder.
Det var en Glæde og Bestyrkelse i Aanden at faae aflægge mit Vidnesbyrd iblandt mange naadehungrige Sjæle og jeg føler Længsel at finde dem igjen, om Gud vil.
Derfra reiste jeg med Dampbaaden 6 Miil til Smørvigen paa Østretoten og derfra til Vestretoten, for at besøge min gamle Ven Rasmus Amlie. Jeg havde det meget hyggeligt og opbyggeligt de Uger, som jeg standsede iblandt Folket paa Toten. Der vare baade gamle bekjendte Venner, og flere unge Mennesker, som i den senere Tid vare komne til Opvækkelse og et eenfoldigt Liv i Gud.
Paa Østretoten er det, den bekjendte Herman Rustad har boet; men nu opholder han sig hos sin Svigersøn, Sivert Lilleboestad i Brømedal i Wangsogn paa Hedemarken, tæt ved Indsøen Mjøsen, som er 12 Miil lang fra Eidsvold og til Lillehammer i Gulddrandsdalen. Fra Toten reiste jeg tilbage med Dampbaaden til Eidsvoldsbakken, og derfra med Jernbanen til Christiania, og med Dampbaaden til Skien, for at besøge mine gamle Venner, som jeg havde gjort Bekjendtskab med paa Reisen til Amerika, som forhen er omtalt.
Men jeg fandt Gemytterne koldere, end den første Gang, da jeg kom der; thi der havde været en Person, som havde fremført onde Rygter med Mere. Jeg tog ind til den samme Mand, som jeg havde logeret hos før, og vi havde det noksaa hyggeligt, Herren være derfor lovet for sin Naade, som altid tænker paa os til det Gode, saa at Naar Mennesket sig forandrer med Gunst og Velgjerninger Sin (sinn/red.), Strax Gud han til os vandrer, sin Naade lader over os skinn’, Og hjælper os af Nød, Fra Synd og Skam bevarer, Ja midt i Døden sparer Og giver en salig Død.
Jeg reiste fra Skien med Dampbaaden til Christianssand og derfra til Farsund, Flekkefjord og til mit Hjem. Nu havde jeg noget at forestaae hjemme; thi jeg havde et lidet Gaardsbrug, og nu var det midt i Høstetiden. Men Herren være lovet, jeg fandt Alting vel angaaende det Timelige og jeg arbeidede flittig, indtil vi havde indhøstet Grøden. Nu kjendte jeg Længsel at komme ud igjen iblandt Folket og havde ogsaa mange Bøger liggende i Bergen, som naturligviis maatte afsættes, og saaledes reiste jeg Landeveien til Stavanger ved Høstmarkedet forleden Høst 1855, for at afhente mine Bøger, og derfra til Christiansand. Jeg lod indhefte mine Bøger, som jeg havde faaet fra Bergen, hos Bogbinder Grøntoft i Christiansand.
Jeg reiste iblandt Folket omkring Christiansand, Mandal, Vigmonstadsogn, Vallesogn, Sviinøer, Spangerudsogn, Aasogn eller Lyngdal, Oustadsogn, og igjennem Søgnesogn til Christiansand.
– 33 –
Derfra reiste jeg østover igjennem Tvedsogn og Birkenæssogn, hvor den berømte Prædikant Winsnæs er residerende Kapellan. Det er en sjelden Mand at høre; thi jeg maa sige, at jeg ikke har hørt mange bedre Prædikanter i vort Land.
I dette Præstegjeld var meget hyggeligt og dannet Folk, og jeg havde god Afsætning med mine Bøger. Derfra reiste jeg øst til Lillesand, Landvigsogn, Fjæresogn, Øistadsogn og til Arendal.
Paa denne Tour havde jeg og god Afsætning paa mine Bøger, ihvorvel det var temmelig haardt at reise saa uafbrudt midt paa Vinteren. Jeg besøgte Folket paa Tromøen i Vestre, Molandssogn, Holtsogn, paa Næs Jernverk, i Tvedestrand og Søndløvsogn (Søndeled/red.). Derfra reiste jeg Landeveien til Christiansand, Mandal, Flekkefjord og til mit Hjem paa Steene.
Jeg fandt nu alting vel angaaende det Huuslige, og jeg var glad at det havde gaaet saa vel i det Timeljge i den lange Tid, som jeg havde været borte.
– Forleden Vaar fik jeg kjøbe en Gaardspart, som var bortsolgt af min Faders Gaard for mange Aar tilbage. Den var af Skyld 13 1/2 Mark Smør eller 1 Spd. 2 Ort 23 Skill. Det første halve Brug, som jeg kjøbte af min Broder var af Skyld 6 1/2 Mark Smør eller 3 Ort 23 Sk. og saaledes bliver den hele Skyld af min Gaard 20 Marker Smør eller 2 Spd. 1 Ort 22 Skill. Bemeldte Gaard koster mig 650 Spd. Maatte Herren lægge sin Velsignelse til mit Foretagende, saa at jeg kunde udrede de fornødne Udgifter, saa skulde jeg være taknemmelig.
Da jeg havde tillagt Gaarden og var færdig med Vaararbeidet, reiste jeg Landeveien 10 Miil til Stavanger og derfra med Dampbaaden til Bergen, for at oplægge nogle Smaaskrifter.
Jeg har nu givet en kort Beretning om min Virksomhed igjennem de 3 sidste Aar. Den kjære Læser vil bære over med min Ufuldkommenhed i at fremsætte det, som det burde, naar man skal skrive for Publicum.
Tilmed maa jeg bekjende, at jeg burde have udrettet mere Godt i Herrens Tjeneste, om jeg maatte tillade mig at sige, i Herrens Tjeneste, som er en vanskelig Ting at afgjøre. Men dersom vi have den Forvisning i vore Hjærter, at Guds Villie er den høieste og kjæreste for os at gjøre, og vi finde med os selv, at vi have en naadig Gud ved Jesum Christum, vor Herre, saa er alting vel, og da haaber jeg at vi kan tilegne os Apostelens Ord : Alting skal tjene dem til Gode, som elske Gud.
Jeg kjender fremdeles en inderlig Længsel at virke for Guds Riges Udbredelse, og faaer ogsaa undertiden bede Herren, at han af sin store Naade vil velsigne alle oprigtige Guds Ords Forkyndere, saa at vi maatte see en Opvækkelse i vort Land.
Vist har mangen oprigtig Sjæl i den senere Tid sukket til Herren
– 34 –
om en rig Velsignelse i det Aandelige, saa at det overblevne af Folket maatte frelses; som Propheten siger.
Det kunde synes at der er vanskelige Tider, thi forskjellige Secter og Partier yttrer sig stærkt i vore Dage. Men Herren er trofast, som os kaldte, han vil vist give enhver tro Sandheds-Ven Naade til at stride Troens gode Strid, som der staaer i Sangen :
Og stride mandelig,
som det de Christne sømmer,
Der ei i Verden drømmer,
men tappert værge sig.
Gud forlene os alle sin Naade dertil ved Jesum Christum vor Herre og Frelser, Amen.
___________________________________
Mel.: O Gud ! du fromme Gud osv.
1.
Ak ! himmelsøde Ord Af Jesu Læber flyde,
Hvorved den ganske Jord Sig daglig skulde fryde :
Gaaer ind i Verdens Kreds, Saa vidt der findes Rum,
Forkynder allesteds Mit Evangelium. ;
2.
Det er et Fredens Bud, Som skulde alle vække,
At Lovens Torden-Skud Nu ikke mere skrække,
Vi har den søde Klang Saa tidt og ofte hørt,
O ! gid det fik engang De mange Hjerter rørt.
3.
Gud er endnu saa from, Og lader Fred tilbyde,
Man skulde vende om Og Naadens Sødhed nyde,
Men Mennesker forsmaar Guds Raad af Himmelen,
Og ganske sikker paa Guds Naade synder hen.
4.
Betænk det, Sjæl ! med Flid, Nu er det Tid at vaage,
Mens Solen skinner blid, Før Nattens sorte Taage
Vil overfalde dig, Thi Naadernes Foragt
Skal hævnes skrækkelig, Og Dommen er alt sagt.
5.
Saa see, at du i Dag Guds Naade herlig skatter,
Og udi denne Sag Den rette Mening fatter;
Men det er Sagens Sum, At du skal Synden flye,
Og Evangelium Skal føde dig paany.
6.
Hvo troer og bliver døbt, Og Herrens Gjerning driver,
Hvortil enhver er kjøbt, Han vistnok salig bliver;
Men hvo som ikke troer, Og elsker Herrens Bud,
Hans Dom er evig stor, Han kjendes ei af Gud.
7.
Er du skjønt døbt og vil Fra Troens Gjerning vige,
Saa naaer du aldrig til Det søde Himmerige,
Men Troen uden Haab og Kjærlighed er Skrømt,
Hvad hjælper da din Daab ! Du bliver dog fordømt.
8.
Ak ! at den falske Ro Af Sjælen vilde svinde,
Som ved den døde Tro Vil Saligheden finde,
Da aldrig tænkes paa, At slippe Verdens Sind,
Og haaber dog at gaae I Himlen lige ind.
– 35 –
9.
O Jesu ! lad mig ei Mit Sind til Verden bøie,
Men viis mig selv den Vei, At vandre til det Høie,
At jeg min Himmelfart I Aanden holder her,
Til jeg dig vist og snart I Glæden finder der.
Mel.: Det hændte sig Jephta.
1.
Min inderlig Længsel og Bøn er til Gud,
At Lyset, som tændt er i Norden,
Af Fiendens Vrede ei slukkes maae ud, Men altid klarskinnende vorden,
At Mennesken maae Den Naade forstaae, s0m Gud har beviset paa Jorden.
2.
Saa de derved kunde omvendes til Gud,
Som endnu vildfarende ere,
At blive vor Jesu trolovede Brud, Og af hans Exempel at lære :
Af Hjertens Attraae Arbeide derpaa, Saa Faderen gives kan Ære.
3.
Da bliver der Glæde i Himmelens Chor,
Blandt alle Guds Børn tillige,
Og blandt de retskafne Guds Børn, som boer Paa Jorden i Trængsel og Striden,
De have sin Fryd og Glæde deri, At Gud faaer formeret sit Rige.
4.
Det vil nok opfyldes, Hvad Jesus har sagt :
At Himmerig Vold monne lide,
Og de som sig trænge derind af al Magt, De monne det til sig da slide;
Men de som kun vil Sig hykle dertil, Kan aldrig bestandige blive.
5.
Saa vil jeg da bede jer Venner saa kjær
I dette til Hjertet I tage,
Oprigtig at vandre den Stund vi er her, Forsigtig omgaaes de Svage :
Betænker at Gud Som Løn deler ud, Kan ei de Umilde fordrage.
6.
Betænker at Christendoms høieste Dyd
Er ydmyg og kjærlig at være,
Hvad enten da møder os Sorg eller Fryd I Taalighed Alting at bære.
Deeltagende vær Med dennem især, Som Herrens Huusholdere ere.
7.
Naar vi dette gjøre, blive Hjerterne meer
Tilsammen i Kjærlighed lænket,
Og Lyset bevares og Sjælen har Fred, Langt meer end al Verden kan tænke;
Ja Evigheds Løn Vil Menneskens Søn Os ved sin Tilkommelse skjenke.
Mel.: Herre jeg har handlet ilde osv.
1.
Vender om med Poenitentse, Vender om til Herren god,
Alle Folk paa denne Grændse, Vender om og gjører Bod,
Offrer Herren alle Dage
Hjertens Suk og modig Klage.
2.
Græder, hyler, faster, raaber, Beder, leder, banker paa,
Til vor Gud alvorlig haaber, At vi salig blive maae,
Hver sit Hjerte sønderrive, Dertil Gud os Naaden give.
– 36 –
3.
Ak ! ak ! ak ! hvi mon vi svæve I saa stor Uteerlighed ?
Hvad er dog den Tid vi leve ? Neppe Haand- og Fingerbree,
Hvorfor vil vi være trygge, Og paa Verden daarlig bygge ?
4.
Vi kan i hver Stund fornemme Efter Guds retfærdig Dom,
Døden maa slet ingen glemme, Men gaae Verden runden om,
Nu til Tjener, Nu til Herre, Nu til dem, som Krone bære.
5.
Nu døer bort en rig og mægtig, Nu en syg og skrøbelig,
Nu den, som er stolt og prægtig, Nu en from og gudelig,
Adel, Borger, Bønder, Præster; See, hvor Døden alle gjæster.
6.
Tilmed veed vi ei den Time, Veed og ei den Sted og Ort,
Naar og hvor vi skal besvime, Og med Døden fare fort (avsted/red.).
Een døer seent paa Sottesenge, Een døer snart, gjør det ei længe (rask bortgang/red.).
7.
Somme rykkes bort i Harme, Nogle udi Fylderie,
Somme, naar de meest mon larme, Mange lægges ned i Krig,
Andre, naar de lystig runge (bevæges stærkt); Vi gaae her som paa en Gunge (et Hængedynd).
8.
Dog har Mange denne Tanke : Jeg er frisk og døer ei brat,
Helst naar Lyst og Leeg mon vanke Overflødig Dag og Nat,
Ei besinder, Glasset rinder, Lysten svinder, Døden vinder.
9.
Derved Mange ilde falde Hen i Døden pludselig,
Som ei Gud engang paakalde, Kan og ei besinde sig,
Hvor er da den, som vil prale, Og sin Bod saa langt forhale.
10.
Agter det, I Præster lærde, Som Gud har betroet sit Folk,
Agter, hvad der er paafærde, Hver som Ordets rette Tolk,
Samler Folket, værer rede, Raader til at vaag’ og bede.
11.
Alle Øvrighedspersoner, Kongen, og hans gode Mænd,
Christi Menigheds Patroner, Alle eders Skyld bekjend,
Kommer, falder ned for Herren, Giver ham alene Æren.
12.
Ægtefolk af Mand og Qvinde, Hver udi sit Huus og Sted,
Sønner, Døttre, Huusgesinde, Gaaer I op til Herren med,
Sukker alle, sørger alle, Det skal Herren vel befalde.
13.
Alle Folk, i hvo I ere, Tænker paa den korte Tid,
Som vi har at leve here, Lader af (legg av/red.) den syndig Id (drift/red.),
Lærer godt fra nu at gjøre, Herrens Dag er nær for Døre.
14.
La’er os denne Dag vel ende, Gud veed, hvor vi Morgen er,
Og i Naadens Tid bekjende Synden for vor Herre kjær,
Lader os i Troen kjende Christum, og os til ham vende.
15.
Saa vil Gud ei med os trætte, Men vi faae en naadig Dom,
Han vil ikke gaae i Rette Med os, men os være from,
Her i Live naaderig, Siden give Himmerig.