– og 17 dager etter at den svært unge Olaf Torske hadde gått bort i hjemmet hos mor og far i kårhuset på gården Stene i Ålen, Holtålen, 3. mars 1888; da var Olaf 4 dager tidligere fylt 12 år – 28. februar (året 1888 var skuddår); det går ikke fram hvem som har skrevet minneordet, men det er undertegnet med en «d.» Sannsynligheten er stor for at det var en innsendt artikkel – av en utenfor redaksjonen.
Innholdet tegner et klart og positivt bilde av Olaf – og med vendinger som tyder på at innleggets forfatter stod Olaf nær i tanke og overbevisning. Den ene medredaktørene i «Ljomen», som bladet oftest ble kalt, Eilif Hofstad, bodde ikke langt fra familien Torske, og selve hovedredaktøren Olaf Olsen (Berg), fra sitt tilhold oppe på selve Røros, hadde god kjennskap til gutten og historien bakenfor; en interessant forbindelse er trukket fram annetsteds på ‘borgerskolen’, at redaktør Olsen, da han var 20 år, i 1875 fikk sin første utdannelse som typograf og boktrykker nettopp hos firmaet Johan L. Sunds boktrykkeri i Throndhjem; dette var samme trykkeri som stod for trykking og utgivelse av Olaf Torskes lille 32 siders sanghefte våren 1887 – sikkert ved hjelp av redaktør Olsen (Berg);
– og her følger minneordet etter Olaf i «Fjeld-Ljom» for tirsdag 20. mars 1888 :
Den lille Sangforfatter Olaf Torske blev Søndag den 11te ds. stedet til sin sidste Hvile paa Aalens Kirkegaard.
Han er vist kjendt for mange af Ljomens Læsere gjennem sine inderlige, barnlige Sange, der udkom for et Par Aar siden.
Fængslet til Sengen, som han altid var, og almindelig lidende af tildels svære Smerter, havde han dog en Glæde i Haabet, som mange saavel gammel som ung kunde ønske sig at være i Besiddelse af.
I Sommeren 1887 udtalte han Ønsket om at komme under Behandling af Mirakeldoktoren Boltzius. Han følte sig forud saa sikker paa, at han vilde blive helbredet herved, at han ofte sagde : «Naar jeg kommer hjem fra Boltzius og er rask, skal jeg gjøre det og det».
Venner og Velyndere hjalp ham da med Reisepenge, og ved Hjemkomsten havde han endda Haabet om at blive rask, hvorfor han forsøgte, hvad han formaaede og sikkert endda mere, paa at staa paa sine Ben.
Men da han begyndte at faa Øinene op for, at «Kuren» ingen «Monn» gjorde, gik det smaat om Senn mere og mere tilbage med hans Helbred. Han holdt dog fremdeles paa med at forfatte Sange og forarbeide Miniatur-Billeder af mangt, hvad han havde seet, dels med Blyant paa Papiret, dels med Kniven. Det var forbausende, hvilken Opfatningsevne han havde. Efterligninger dels af Lokomotiver, dels af Geværkonstruksjoner saavel de, han havde seet, som de, han havde læst om. Tegning af Heste under Sprang. Altid havde Hestene den rette Fodstilling, noget jeg tror, selv voksne, uddannede Tegnere skal have ondt for at fremstille.
Det tog af med Helbreden mere og mere, saa at den lille uden store Smerter og med inderlig Glæde gik ud af Verden, efter at han havde bedet sine Paarørende ei at græde men være glad over, at han fik gaa «hjem».
De mange, der rakte ham en hjælpende Haand, takkes herved fra ham, saavel de som bidrog med Gaver, som de der hjalp ham med Udgivelsen og Salget af hans Sange, blandt de sidste fornemmelig Hr. Amnéus paa Røros og Bogtrykker Sundt i Trondhjem.
Grubearbeiderne ikke at forglemme.
Han var 12 Aar og nogle Dage, da han døde. Sangene i det udgivne Hefte var forfattede mellem hans 8de og 10de Aar.
Nu er han udfriet, og Aanden skilt fra det skrøbelige Legeme. Men han vil længe mindes iblandt dem, der fik ham kjær.
– d.