– og inntatt i avisen «Jarlsberg og Laurvigs Amtstidende» for «Søndagen den 7de September 1834»; dette diktet av Hans Hanson – da han var 56 år gammel – er kalt «Min Pibe» – og ganske utvilsomt er denne pipe han tegner et bilde av en gave han mottok i sin tidlige år fra barndoms-venninner og hvis minne har skrevet seg inn i hans sinn – som han skriver til slutt : «Mit Hjerte er bundet saa fast Til dem, som den Pibe mig skjænkte; O ! sig dem : da Hjertet i Dødskampen brast Paa dem det velsignende tænkte»;
– her følger diktet :
Min Pibe.
Jeg kjender en Rose, saa rød og saa skjøn, Den mildt sine Blade udbreder.
I barnlige Hjerte den blomstrer iløn, Og sødeste Duft om sig spreder.
#
Dens Purpurglands Tiden fordunkle ei kan, Ei falmer dens glødende Krone;
Den blomstrer, naar Drengen er bleven til Mand, Naar Pigen er vorden en Kone.
#
Thi fredet af Himmelens Engle den staaer, De den mod al Fare beskjærme;
Dens Stengel ei Stormen at brække formaaer, Ei Ormen dens Rod sig tør nærme.
#
Selv Oldingens Øie med saligste Lyst Paa yndige Roser tidt dvæler;
Dens himmelske Vellugt hans iisnede Bryst Med Ungdommens Glæde besjeler.
#
O, Held mig ! den Rose har blomsret for mig, Fra Ungdommens tidlige Dage.
Og ei dens fortryllende Purpurglands sig Skal Oldingens Øie unddrage.
#
Jeg akter ei Sølvets det blendende Skjær, Men skjøn er dets Glands fra min Pibe;
Thi det om hiin Rose et Minde mig er, Hvis Værd ei Enhver kan begribe.
#
Den Usle, som skatter kun Stene og Muld, Ei fatter den Skat, som jeg eier;
Men tifold dens Vægt af det pureste Guld Ei Værdet af Piben opveier.
#
Thi den mig som Gave saa venlig tilbød Usmittede Jomfruers Hænder,
Til Pant paa den barnlige Kjerligheds Glød som endnu i Hjerterne brænder.
#
Og hvor jeg skal færdes paa Jorden endnu Den Pibe jeg med mig vil have.
Saa tidt jeg den skuer, mig rinder i Hu De Hulde, jeg skylder den Gave.
#
Og hvergang den Røg, som af Piben gaae ud, Mod Himmelens Skyer opstiger,
Da stiger mit Ønske til Himmelens Gud Om Held for de elskede Piger.
#
Og naar ei mit Timeglas Meer har igjen, Naar Jordlivets Sandskorn udrinde :
Da skjænker jeg bort til min troeste Ven Den barnlige Kjerligheds Minde.
#
Og siger : «Mit Hjerte er bundet saa fast Til dem, som den Pibe mig skjænkte;
O ! sig dem : da Hjertet i Dødskampen brast Paa dem det velsignende tænkte».
