– XI Bind – s. 76 – 80 :
Malling, Ove, 1748-1829, Historiker og Gehejmestatsminister. Han var en Søn af Peder Pedersen M. og Charlotte Hylleborg f. Storm og født 10. Dec. 1748 paa Taarupgaard ved Viborg.
Faderen kjøbte Aaret efter Herregaarden Astrup i Salling, hvis Hovedbygning han opførte af ny, medens han forøgede og forbedrede Bøndergodset og afløste Bøndernes Hoveri mod en Pengeafgift.
Ove Malling blev sammen med en ældre Broder undervist i Hjemmet, et Par Aar i Viborg Skole; han blev Student 1763 og theologisk Kandidat 1766; Faderen sikrede ham faa Aar efter et Præstekald (Vistofte), som han dog aldrig tiltraadte.
Hans lærde Uddannelse var maadelig; han brugte ikke Universitetets Vejledning, men læste i Hjemmet, og sine Examiner tog han med liden Hæder. Derimod søgte han med Iver at uddanne sig saa fyldig som muligt paa egen Haand ved Hjælp af Faderens righoldige Bogsamling og senere som Huslærer hos Hofjunker Holger Sehested paa Jungetgaard, ligeledes i Salling.
Faderen maatte ved denne Tid opgive sin Ejendom og tage Embede som Borgmester i Viborg.
Malling følte sig især aandsbeslægtet med de litterære Bestræbelser, som den Gang udgik fra Sorø med Sneedorff som Hovedmand; han lagde sig efter Modersmaalets Behandling i bunden og ubunden Stil tillige med de historiske Videnskaber.
En Sproglærer fra Strasburg, der havde ført et omflakkende Liv, og som hans Fader havde udløst fra Militærtjenesten, havde tidlig vakt hans Interesse for de store Verdensbegivenheder, og paa de gamle jyske Herregaarde, der bevarede Minder orn en Række Adelsslægter, saa vel som i det minderige Viborg var hans Sans for Fædrelandets Historie bleven rigt udviklet. Da han derfor endelig som Hovmester for Holger Sehesteds Sønner fik varigt Ophold i Hovedstaden, lagde han sig med Iver efter historiske Studier, medens han samtidig deltog i sine Lærlingers juridiske Øvelser, særlig under E. Colbjørnsens Vejledning.
Han kom nu ogsaa i Forbindelse med de litterære Kredse, hvis Arbejder han tidlig havde følt sig tiltalt af, og hvis formaaende Midtpunkt efter Sneedorffs Død Ove Guldberg var blevet; det blev hans kjæreste Tanke en Gang selv at blive knyttet til Akademiet i Sorø.
«Selskabet for de skjønne Videnskaber» optog et Par Oder af ham i sine «Forsøg» (1774), og i Begyndelsen af 1776 opførtes et Syngespil af ham, «Belsor i Hytten», der udmærkede sig ved sin lette Dialog og sit rene Sprog, men i øvrigt ingen Lykke gjorde.
Guldberg havde imidlertid særlig fæstet sin Opmærksomhed
– 77 –
paa Mallings Sysselsættelse med Fædrelandets Historie.
I Forordningen om de latinske Skoler (af 11. Maj 1775) nævntes blandt Lærebøger, som skulde bruges, ved Siden af Guldbergs Verdenshistorie «en Samling af berømmelige og gode danskes, norskes og Holsteneres Handlinger, hvilken skal besørges udgiven»; denne Bog blev det overdraget Malling at forfatte. Han fik en kongelig Understøttelse for at vinde Tid til at indsamle sit store Stof, og han maatte om Sommeren følge med Hoffet til Fredensborg, hvor han da levede sammen med Jacobi, Sporon og andre Skjønaander.
Saaledes fremkom den navnkundige Bog : «Store og gode Handlinger af danske, norske og Holstenere» (1777), senere udgivet i endnu 6 Oplag (til 1885) og oversat paa de 3 Verdenssprog.
Planen, der var givet ham udefra, ordnede de historiske Minder om Personer og deres Handlinger, disse igjen efter deres moralske Karakter : Menneskekjærlighed, Kjærlighed til Fædrelandet, Sindighed osv.; han ender med en Oversigt over de 2 Rigers Historie under Titelen : Store Fortjenester af Staten.
Fremstillingen tilhører helt igjennem Forfatteren : «Hvad Fortællingerne selv angaar», hedder det i Fortalen, «da har jeg for dem intet Mønster valgt; jeg har søgt at fremsætte enhver især saaledes, som jeg omtrent mundtligen vilde have fortalt dem for Folk af forskjellig Alder, naar jeg ønskede, at den unge skulde fatte, hvad jeg vilde sige, og den gamle ikke blive kjed af at høre til (lytte/red.)».
Derved opnaaede M. denne jævne og levende Stil, der gjorde hans Bog til en Folkebog for 2 Menneskealdere; faa andre have som den bidraget til at vække Fædrelandskjærlighed og sprede Kundskab om vort Folks Historie i vide Kredse.
Dette Værk banede Malling Vej til et ret anseligt Embede; 27. Jan. 1777 udnævntes han til «Sekretær og Chef for det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammerkancelli», d. e. Kontorchef i Generaltoldkammerkollegiets Sekretariat. Her lærte man snart at sætte Pris paa hans klare Hoved og ualmindelige Arbejdsevne, særlig hans Lethed i at føre Pennen, og der blev i fuldt Maal lagt Beslag herpaa.
Alt 1781 blev han tillige Kommitteret i Kollegiet (d. e. Deltager i de kollegiale Afgjørelser, med visse Departementschefsforretninger), 1797 Deputeret, fra 1801 ældste Deputeret, til 1809, da han forlod dette Kollegium.
Samtidig paalagdes der ham dog en Række andre, til Dels meget omfattende Arbejder.
I Maj 1787 fratraadte han som Kontorchef for som Medlem og Sekretær at kunne træde ind i den da nedsatte Kommission
– 78 –
«til at undersøge adskillige Poster, Handelen, Told- og Finansvæsen angaaende». Denne Kommission, der var sammensat af Medlemmer af de forskjellige Kollegier under Schimmelmanns Forsæde, skulde forberede en Række gjennemgribende Foranstaltninger, paa en Maade udfyldende dem, den samtidige store Landbokommission var sysselsat med. Herfra udgik Forarbejderne til de vigtige Love om en friere Korn- og Kvæghandel (1788), om Oprettelsen af en dansk-norsk Speciesbank (1791), om Extrapaabudet af 1789, Kreditoplagets Udvidelse (1793), Planen til Hovedstadens Gjenopbyggelse efter Branden 1795, de vigtige Grundsætninger for «et friere Handels- og Toldsystem», der førte til den epokegjørende Toldlov af 1797, og Ordningen af Kjøbenhavns Fattigstyrelse efter udpræget moderne og humane Ideer (1799).
I det nye Aarhundrede standsede dette store Reformarbejde, og Kommissionen optoges nu af det bedrøvelige Hverv atter og atter at paavise nye Indtægtskilder for den haardt betrængte Statskasse.
Malling var ikke blot den, som førte alle disse Arbejder i Pennen, men han udførte ogsaa en Hovedpart af de vidtløftige Forarbejder, som udkrævedes for at sætte Kommissionen i Stand til at give sig i Lag med dem. Han blev desuden nødt til at føre adskillige af dem ud i Livet. Saaledes blev han valgt ind i Bestyrelsen for Speciesbanken og Depositokassen (1791-1804), ligesom han blev 1. Direktør for Kjøbenhavns Fattigvæsen (1799-1815).
Men ikke nok hermed; hans ualmindelige Arbejdsevne blev samtidig taget i Beslag baade af Staten og Medborgere paa de forskjelligste Omraader.
Fra 1783 valgtes han til Præsident for Landhusholdningsselskabet (indtil 1802); 1796-1811 var han Medlem af Kommissionen til Afbetaling af den Gjæld, som Hovedstaden havde paadraget sig som Følge af Ildebranden; 1801 dannedes efter hans Initiativ en Kommission for de kvæstede og de faldnes efterladte, hvis Midler bleve saa store, at den vedblev at bestaa hans Levetid ud; 1804-16 var han Medlem af Karantænedirektionen, der bl. a. udarbejdede en ny Karantæneforordning; 1807 blev han Medlem af og 1810 Præsident for den vigtige Kommission til Sjællands og Naboøernes Providering under Krigen osv.
Ved Siden af disse Hverv, der alle knyttede sig til Statens og Samfundets materielle Interesser, havde Malling ingen Sinde tabt Interessen for sin Ungdoms Sysler, og da han blev ældre, søgte han ogsaa mere og mere at føre sine Forretninger over paa dette Omraade.
Som Præsident i Landhusholdningsselskabet vakte han
– 79 –
Opmærksomhed ved sin Veltalenhed; han kom snart til at føre Ordet ved alle festlige Lejligheder.
Han blev ligeledes et ivrigt Medlem af den Kommission, som samlede og ordnede «Evangelisk-kristelig Salmebog» (1790-99); 1795 lod han sig overdrage Tilsynet med «Kamrenes forenede Arkiv», hvad der gav ham rig Anledning til at lære de den Gang lidet paaagtede Skatte i vore Regeringsarkiver at kjende; 1803 blev han 1. Direktør for Fødsels- og Opfostringsstiftelsen og overraskede her sine Kaldsfæller blandt Lægerne med sine anatomiske Kundskaber.
Endelig udnævntes han 1805 til Medlem af den da oprettede Direktion for Universitetet og de lærde Skoler. Denne sidste Stilling samlede fra nu af hans Hovedinteresse, medens han efterhaanden trak sig ud af sine tidligere Forretninger; 1809 forlod han Generaltoldkammeret og modtog samtidig Udnævnelse som kongelig Historiograf.
Som Medlem, fra 1810 faktisk, 1817 ogsaa formelt 1. Medlem, af Universitetsdirektionen udfoldede Malling en ikke ringe Virksomhed, særlig for Gjenoprettelsen af Sorø Akademi.
Som Historiograf afgav han Betænkninger om videnskabelige Foretagender i Fædrelandets Historie, og flere Saadanne skyldte ham deres Virkeliggjørelse, saaledes især Vedel Simonsens Rejser for at undersøge Landets Embedsarkiver. Selv syslede han i sin Fritid stadig med historiske Æmner, ligesom han i stor Udstrækning lod Dokumenter opsøge og afskrive.
Da han 1822 blev valgt til Formand for det kongl. danske Selskab, paaskyndede han dets Arbejder og fik i Løbet af faa Aar flere Bind af dets Skrifter udgivne. 1823 blev han Chef for det store kongelige Bibliothek, med Werlauff som Bibliothekar; det fik i hans Tid en meget betydelig Udvidelse af sine Lokaler, i det Kunstkammerets Etage nu omdannedes til Bogsal.
Det lykkedes dog aldrig Malling, om det ellers var hans Ønske, at slippe bort fra Statsstyreisens mere materielle Sider. Da Kongen i Dec. 1813 saa sig om efter paalidelige Raadgivere i den vanskelige politiske Stilling, var Malling blandt dem, han henvendte sig til som en Slags udvidet Statsraad, og han blev fra nu af Direktør for Rigsbanken (til 1818). 1815 blev han 1. Medlem af Kommissionen til Afvikling af Pengeforholdet til Norge. Da denne endelig afsluttede sine Forhandlinger (1820), syntes Malling at skulle komme til Ro, men 9. Jan. 1824 udnævntes han ved Niels Rosenkrantz’ Død til Gehejmestatsminister. I denne Stilling saa vel som i Universitetsdirektionen og ved Bibliotheket forblev han til sin Død, 17. Nov. 1829, 81 Aar gammel.
– 80 –
Skjønt Malling næppe var nogen egentlig fremragende Personlighed, maa han dog siges at indtage en betydelig Plads i den danske Embedsstand, særlig i Tiden før Aarhundredskiftet, ligesom han har indlagt sig varig Berømmelse i vor historiske Litteratur.
I hans Embedsførelse fremhæves, ved Siden af den store Øvelse i at forme sine Tanker klart og overbevisende, en ualmindelig Evne til at lede en Forhandling, mægle mellem Modsætninger og vende alting til det gode.
Som Menneske roses han enstemmig for sin vennesæle Karakter, sin utrættelige Hjælpsomhed og sit borgerlige Sindelag.
Skjønt han naaede de højeste Ærestrin og Udmærkelser i Staten (Kommandør af Danebrog 1809, Storkors 1811, Gehejmekonferensraad 1812, Ridder af Elefanten 1826), vedblev han at være en jævn og let tilgængelig Mand; han var den første og ved Siden af Ørsted den eneste, som i Enevældens Tid blev Medlem af Gehejmestatsraadet og Ridder af Elefanten uden at være af Adel eller lade sig nobilitere.
Ove Malling ægtede 1781 Christiane Beck (f. 1761 d. 1834), Datter af fhv. Plantageejer Jens B. og Louise Sophie f. Hagen. De havde 13 Børn, af hvilke de 10 naaede den voxne Alder, blandt dem den nedennævnte Arkitekt Peder M.
Erslew, Forf. Lex.
A. D. Jørgensen.